Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 9. januar 1934
"Blodtrykket"
9 Januar 34
Kære Pontoppidan. – Det var en trist Meddelelse, jeg der fik fra Dem. Skal De nu igen til at holde Sengen og passe paa hvert Skridt, De tar. Nu da De gennem Deres "Drengeaar" just hade faaet som et Foryngelsesbad. Ja, saadan er det at ældes. Det er de skuffende Forventningers Tid – men hvad var for Resten Livet uden det Ferment? Jeg har hidtil været noget tilbøjelig til at smile sarkastisk ad "Blodtryk". Jeg mødte det oftere og oftere, siden det for en halv eller hel Snes Aar siden kom mer og mer paa Mode som Tegn paa sygelige Tilstande. Første Gang, jeg mødte det, var, tror jeg næsten, da vi var sammen ovre i Tyringe, hvor den godmodige men vist lidt spiritusholdige Reservelæge spændte Armbaandsuret om Haandleddet paa mig for at komme paa det rene med mine Hjerteanliggender. Hans Resultat var det trøstrige, at der ikke var noget i Vejen med "Blodtrykket", og at jeg hade et mægtig godt Hjerte. Det har jeg nu levet paa siden og trot paa, skønt jeg en to tre Gange ganske stille uden særlig Foranledning er sunket til Jorden i en pludselig Besvimelse, som dog kun har varet et Minut eller to. Jeg har lavet mig en Teori, som rimeligvis er noget Vaas, om at det er Blodet, der gaar fra Hjernen, og den lever jeg nu paa eller trøster mig med, ogsaa naar jeg ved pludselig at rejse mig eller ved anden lignende Bevægelse mærker, at det svimler for mig, saa jeg trænger til at lukke Øjnene og staa stille, indtil det er gaaet over igen. Det er vel nok "Blodtrykket", det er galt med. Men foreløbig trykker det altsaa uden videre Men, og saa lar jeg det trykke. Tryde raadede mig engang for nogle Aar siden til at ta en Nitroglycerin(?)1 Pille, men Resultatet blev blot, at jeg fik en stærk Hjertebanken, der den anden Gang, jeg tog en saadan Pille, gled over i en Besvimelse. Og dermed var det "Hjælpemiddel" kasseret, skønt jeg af Olga hade faaet den sødeste lille Sølvdaase til at ha Pillerne i, saa jeg altid hade dem hos mig. Nu har Daasen Plads ved Siden af min Bedstefars Snushorn, og min Svigerbedstefars Sølvskraatobaksdaase, en Raritet mellem de andre Rariteter bl. a. min Mors "Naalebog2" fra 1805.
2 Det er vel "Blodtrykket", den moderne Opfindelse, der har bragt Aareladningen til Hæder og Ære igen, efter at den i et Par Menneskealdre har været vraget som meningsløs og skadelig. Skulde mon Fascisme og Nazisme være en Følge af for stor en Blodrigdom i Nutidens Slægtled. Jeg trode, vi var blodfattige og selvopgivende; men maaske den folkeyndede Boxesport har bidraget til at forbedre baade Blod og Mod. Den Sport behøver De dog altsaa ikke at lægge Dem efter, for Blodet er da godt nok, selv om der er for meget af det, og Livsmodet tror jeg nu heller ikke der er noget i Vejen med, naar man tar de 76 Aar med i Betragtning. Men gid De nu snart maa være helt færdig med det Svagheds Anfald.
Om mig selv og mine Forhold har jeg ikke meget at berette. Jule- og Nyaarsdage[ne] gik ganske som andre Hverdage, dog hade jeg i nogle af dem Besøg af Erik og Per Lorenzen. De er begge overmaade elskværdige, lægger Armene om Halsen paa mig, kysser mig paa Kinden og er heller ikke bange for at sætte sig paa mit Skød – Erik blir 21 Aar og maaler Højde med mig – Per er 18, undersætsig og tætbygget ligesom Faren – men hvor det alligevel er svært at komme i Kontakt med dem. Jeg viser dem Fortrolighed, snakker om alt som med jævnbyrdige, men de gør aldrig Gengæld – det er svært at komme paa Talefod med dem. Det gaar langt bedre med Frk. Pansch, hvor Kønsmodsætningen nok spiller en Rolle med. Det gør mig lidt ondt, at der ikke kan blive noget mere Kammeratskab ud af Forholdet, for jeg synes, jeg maatte kunne være dem til Gavn paa saa mange Omraader, men der er næppe noget derved at gøre, det lar sig ikke tvinge frem, men maa komme af sig selv eller blive borte.
Min Aftenlæsning har i de sidste Uger været en over 500 Sider stor Karakteristik af Napoleon. Forfatter Bainville, Oversætter Dr. Tryde, Forlag Nyt nordisk. En Anmeldelse i "Politiken" roste Bogen, men sa nogle onde Ord om Oversættelsen. Tryde sendte mig den for at høre min Mening om hans Arbejde. Jeg kunde heldigvis sige at Oversættelsen syntes mig upaaklagelig, skønt den sikkert hade været vanskelig. Skildringen af Napoleon interesserede mig meget; den er levende og utvivlsomt paalidelig; men Ens Beundring for Manden[,] Mennesket, den svinder unægtelig betydelig. Og man synes, at det egenlig er en Misforstaaelse, at han blev ført fra Graven paa S. Helena og hjem til Krypten i Invalidekirken og gjort til Nationalhelgen. Det var mere end han hade gjort sig fortjent til. Skulde De bryde Dem om at læse den Bog, staar den til Tjeneste. En anden betydelig mindre Bog om noget helt andet nemlig Sven Gundels "Dansk Digtning fra 70rne til Nutiden"3 har De vel faaet fra Forlaget (Gyldendal). Den er bedre end den Oversigt, som Poul la Cour4 gav over samme Tid i Jubilæums-Heftet af "Tilskueren". Han er mig ret ulidelig at læse, ligesom Bukdahl5 og for Resten ogsaa Chr. Rimestad6, der ligesom altid selv smager paa den delikate litterære Mad, han har tillavet og nu serverer.
God Bedring og snarlig ønskes Dem af mit ganske Hjerte
Deres hengivne
M. Galschiøt
