Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 8. februar 1934
De Satans Aviser
8. Febr. 34
Kære Pontoppidan. – Det var rart at se igen Deres velkomne Haandskrift og tilmed i et saa langt og – skal vi sige: forholdsvis – fornøjeligt Brev, der tydede paa at baade Livsfornemmelse og Livsforhold var nogenlunde normale igen. Jeg tænkte tit paa, hvordan det egenlig gik Dem, men jeg vilde ikke skrive og spørge derom for ikke at ulejlige Dem med at skulle svare. Jeg mente, der nok kom Brev, naar det passede Dem at skrive. Men det gaar vel Dem, som det gaar mig, at Dagliglivet er saa ensformigt og "Oplevelserne" saa faa, at De synes, De ikke har noget at berette, som kan interessere andre, i hvert Fald i Brevform. Ja vist vilde det være hyggeligere, om vi bode hinanden saa nær, at vi jævnlig kunde ses og slaa en lille Passiar af sammen om hvad vi hade oplevet siden sidst eller læst os til i Aviserne. De Satans Aviser, som tar mig mindst 3 Timer hver Dag af de allerbedste om Formiddagen! En Gang imellem beslutter jeg, at jeg herefter vil vente med at læse dem til om Aftenen, men Beslutningen holder aldrig længer end til næste Morgen, naar jeg kommer ned i Stuen og de tommehøje fede sorte Overskrifter ligger og lokker paa mit Bord. Vald. Vedel fortalte mig engang, at han aldrig saa til eller rørte nogen Avis før om Aftenen, naar han var træt af sit Arbejde. Resultatet foreligger i den Række tykke, tættrykte Bind Kultur- og Litteraturhistorie, som forhaabenlig tilfredsstiller ham selv mere end hans andre Læsere, der sikkert har haft mere Udbytte af hans journalistiske Bladarbejde saa længe han gav sig af med det. De Satans Aviser, som mere og mere faar Overherredømmet som Kulturledere og -spredere, og som vi mindre og mindre kan undvære i vort daglige Liv. – Se, det var nu et af de Emner vi skulde diskutere, hvis vi bode hinanden nærmere og jævnlig saas. Hvis vi da ikke gik udenom det, som vi nok gør i visse andre Spørsmaal som Forsvarsvæsen, national Selvfølelse og lignende "Frikadeller". Men om vi end ikke blev enige, blev vi vist heller ikke saa uenige, at vi blev Uvenner. Dertil er vi da for gamle nu.
2 Det glæder mig, at De saa jævnlig faar Besøg af Henri Nathansen. Han er en hyggelig Gæst, altid livlig interesseret af hvad der for Tiden lægger Beslag paa ham, men maaske noget ensidig og absolut i sin Bedømmelse af Forholdene. Han er sikkert typisk for Tidens Jødedom. Forfølgelserne i Tyskland har ikke skadet den – tværtimod. De har givet den større Selvbevidsthed og Kraft til at staa imod. Jøderne føler sig mere og mere som en Nation, et Folkesamfund, selvstændigt og sammenhørende uden Hensyn til Fødeland og Hjemsprog. Jeg blev i sin Tid – det var for Resten, da Nathansen i Efteraaret en Dag besøgte mig – overrasket af hans Udtalelse, at han nok følte sig som Dansk, men dybest dog som Jøde; for med min egen stærke Nationalitetsfølelse hade jeg altid tænkt mig, at denne Følelse ogsaa maatte være den stærkeste hos mine mange Jødevenner – deres Særpræg var for mig noget ganske underordnet og ligesom tilfældigt – men nu er jeg kommet til at se noget anderledes paa Forholdet og forstaar bedre deres jødiske Særfølelse uden at ha faaet mindre Samfølelse overfor dem som Landsmænd. Hvilken Rolle vil de mon komme til at spille under Udformningen af Samfundsforholdene. Af Naturen er de nok mere konservative end radikale og i deres Sammenhold er der et Anstrøg af Kommunisme. – Hvordan kom De egenlig i sin Tid i Forbindelse med Rathenau; det har De aldrig fortalt mig. Han var da en mærkelig rigtbegavet Mand. Det er ikke saa længe siden jeg læste en vistnok ganske god Karakteristik og Biografi af ham, skrevet af en Dame, der havde staaet ham nær. Jeg har ogsaa læst et Par af hans Bøger; de var mig sværere at komme igennem, men hvad jeg forstod af dem, imponerede mig. De maa ikke læse Dem træt i de 30-40 første Sider af Bainvilles "Napoleon" – den blir bedre og bedre jo længer man kommer frem i den. Jeg har ellers i den sidste Tid læst et Par Smaaromaner franske af Mauriac, som Fru Sinding sendte mig, hvoraf især den ene interesserede mig, en ejendommelig Kvindepsyke; for Øjeblikket er jeg ved at genlæse den amerikanske Gesandt Gerards Beretninger1 fra Berlin før og under Verdenskrigen, indtil Amerika tog Del med i den. De nedskreves umiddelbart efter hans Hjemkomst og publiceredes inden Katastrofen kom. Det er interessant Læsning.
Under Stormen er den sidste af de 100 Aar gamle Popler, der stod ved Dammen faldet. Nu staar der kun 3 tilbage af en yngre Generation, som jeg selv har været med at plante. Det gør altid lidt Indtryk paa mig af et Mene mene tekel, naar et af de gamle Træer, dem jeg har kendt fra min tidligste Barndom, falder. Jeg hører jo nu selv med til dem.
Fremdeles god Bedring!
Deres hengivne
M. Galschiøt
