Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 18. december 1932
Dichtung und Wahrheit
18.12.32 |
Holmegårdsvej 2 Charlottenlund |
Kære Galschiøt!
Endelig får De her "Fra Gutt til Mann"1 tilbagesendt med Tak for Lånet. Bogens sidste Halvdel har interesseret mig fuldt så meget som den første. Det er ganske ejendommeligt, fordi Barndomserindringerne i Almindelighed er de mest levende i et Memoireværk. Her er de ligesom tøvende trukket frem i Lyset og nedskrevne med påholden Pen. Forældrenes (især Moderens) Træk er f. Eks.√ til at begynde med temmelig uklare, i Modsætning til Portræterne senere hen i Bogen: Hans Jæger, Sigurd Ibsen og Dem selv, for ikke at tale om det ypperlige Kontrafej af√ Fru Lisbeth i det københavnske Novelle-Indskud. Har De forøvrigt lagt Mærke til de mange Memoireværker, det vrimler med i År? Denne Trang til at vende Blikket bagud er et talende Træk i Tidens åndelige Fysionomi. Foruden 2 Collett Vogt's Erindringer har jeg læst Nexø's2 og Frk. Ingeborg Maria Sicks3. Den førstes har jeg læst som en Blanding af√ Dichtung und Wahrheit, den andens som Wahrheit slet og ret, den sidstes som Dichtung ohne Wahrheit; men alle tre er, synes jeg, hver på sin Vis ypperlig og indtagende Læsning. Andersen-Nexø og hans unge√ tyske Frue havde jeg til min Overraskelse Besøg af i Forgårs. Han har nemlig ligget alvorlig syg (af Årebetændelse og Blodprop), og der var bleven sagt mig, at han vilde blive nødt til at holde Sengen i Måneder. Men nu var han altså stået op og var kørt herind fra Hillerød, hvor han bor, og om et Par Dage rejser han til Syd-Italien med hele Familjen. Han er en modig og ukuelig√ Mand, tillidsfuld overfor Skæbnen skønt hans Liv jo har været en næsten uafbrudt Kamp med Sygdom og Død, og (tidligere) også Fattigdommens Slaveri. Jeg beundrer ham højt.
Det er jo lidt tidlig at ønske Dem en god Jul; men jeg gør det nu alligevel, 3 og det vil De vist ikke misforstå. Den Uge, der nu forestår, lægger på så mange Måder Beslag på Tid og Kræfter, at man må økonomisere.
Hjertelig Hilsen til hele Reberbanen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan