Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 20. december 1932
Fandens Mælkebøtter
20 Dcbr. 32
Kære Pontoppidan. Tak for Bøger og Breve – Fødselsdagsbrevet og det, jeg modtog idag. De var begge meget velkomne. Fødselsdagen gik efter Planen meget stilfærdig af. Jeg narrede mine stedlige Venner for Festmiddagen. Forholdene var for Tiden ikke helt gunstige. Selv har jeg ikke haft det helt godt i den sidste Maanedstid, og saa har der været nogen Forstyrrelse i det indre Husliv, idet vor Stuepige, den flinke og rare Gerda, blev pludselig og heftig syg af nogen Nervehistorie, saa hun strax med det samme maatte paa Hospitalet, hvor hun endnu befinder sig. Da hun blev syg, var Frk. Pansch borte paa en lille Ferie – hvad der for Resten nok var det bedste, for det hade vist ellers taget noget stærkt paa hende. Heldigvis var her ret god Hjælp ved Haanden, saa jeg klarede det. Jeg lod det ikke ubenyttet som Paaskud til at stryge Middagen. Saa kom her et Dusin Mennesker til Chokoladen, men til Middagen var vi kun Olga, Inge, Frk. Karen Kaas og Fødselsdagsbarnet. Og Kl. 9½ rejste Inge og Karen. Blandt de lykønskende var saamænd ogsaa Grosserer Raffel og Frue født Feveile, der som tidligere Aar kom kørende i egen Bil fra Charlottenlund, hvor de bor. Jeg hade tænkt paa, at med dem kunde De ha faaet en bekvem Befordring, og jeg fortalte Fru Lizzi det – "Det er storartet", sa hun "for da vi før kørte forbi, hvor Hr. Pontoppidan bor, sa jeg til Raffel: Jeg kunde ha Lyst til at holde og gaa op og spørge Hr. P. om han ikke vil med!" – Saa nu ved De, hvad De kan vente Dem om ikke før saa til næste 11. Dcbr. De har da i hvert Fald én Gang truffet hende her paa Fødselsdagen. Hun er henrivende sød og 3 Alen og 2 Tommer høj (med Hale). Hendes Forældre besøgte mig engang i Sommer. – Jeg kan godt være med om, at den sidste Halvdel af Collett Vogts Bog er baade interessantere og til en vis Grad paalideligere end den første. Han har nok under Nedskrivningen villet jævne ud paa Indtrykket, man fik af hans Barndomshjem gennem "Familiens Sorg", hans Debutroman1. Den vakte jo i sin Tid en Del Forargelse i Kristiania, og han søgte at bøde herpaa i Fortalen til 2. Udg. af Bogen. Da følte han selv det uretfærdige og overdrevne i Fremstillingen og protesterede mod Opfattelsen af, at det skulde være et Billede af hans Barndomshjem, hvad det ikke var, og hvad han heller ikke hade tilsigtet, at det skulde være, selv om han hade benyttet Motiver derfra og gengivet dem i overdreven Form. Lidt ængsteligt og forbeholdent kan det derfor nok synes at være, det Billede han nu gir særlig af Moren, som vist for Resten var ikke saa lidt aandsbeslægtet med ham selv; hvad Faren jo slet ikke var. Jeg har truffet den begge flygtig.
2 Det er en god og sikkert rigtig Karakteristik, De gir af de tre Memoireværker, De sidst har læst. Frk. Sick2, der i "den blaa Bog" ikke angir andet om sig selv, end at hun er Forfatterinde, traf jeg i Rom i 1874-75 da hun vel omtrent var 17-18 Aar. Hun maa altsaa nu være midt i 70rne. Hun gjorde dengang nærmest Indtryk af at være et forkælet Pigebarn, der var forelsket i og optaget af sig selv. Hun hade en stilfærdig sympatisk Mor og en dito mindre køn men meget fornuftig lidt ældre Søster. Hun skrev vist allerede da Digte. Først 25 Aar derefter begyndte hun at udgi Bøger. Jeg har kun læst en af dem – noget med Højfjeldspræst3 – den syntes mig, saa vidt jeg husker, noget lummer. Men hun har vist mange Beundrere. Er De mellem Dem? – Ja, Memoirerne breder sig snart som Fandens Mælkebøtter over den litterære Mark. Det skyldes vel ogsaa paa en Maade Krigsaarene og hele Omvæltningen i baade sociale og politiske Forhold og i Livssyn og Vurdering af Faktorerne. Man faar Lyst til at berette sine Oplevelser i Krigen, det gør de unge Forfattere og de ældre føler den uhyre Forskel, der er mellem før og nu, og det gir deres Oplevelser i de svundne Tider en Interesse, som de først nu blir opmærksom paa. Men for Resten har Memoirer vist altid haft en stor Interesse. Tænk paa, hvad der af den Slags blev præsteret i Frankrig hele det 17de og 18de Aarh. igennem. Og en Forfatters Memoirer bevarer jo som oftest Interessen længe efter, at hans andre Værker ikke længer læses. Itaque censeo: Fortsæt Nedskrivningen af Deres Livserindringer. De vil staa levende paa Baggrund af Skildringerne af Samtiden i Deres digteriske Værker og gi disse øget Værd og Interesse. – Tak for Eckermann-Bøgerne. 2den Del ser afskrækkende tæt trykt og grundig lærd ud, saa den blir vist kun til Springlæsning. Nu skal jeg først gennem Indledningerne, der nok vil interessere mig. Jeg har siden sidst faaet sendt Johs. Heskjærs Skuespil "Statuen". De husker maaske at hans første Skuespil "Kristine" ved Opførelsen paa Betty Nansens Teater for 3-4 Aar siden gjorde en lignende Opsigt som "Ordet" nu. Jeg har maaske ogsaa fortalt Dem et og andet om mit noget ejendommelige Forhold til ham og hans Forfatterskab. Jeg er desværre ikke rigtig glad for at skulle sige ham min Mening om "Statuen", for den er ikke rigtig gunstig, og han er for Tiden gennemnervøs; men jeg kommer vel over det paa en skikkelig Maade. Den elskelige Henning Kehler rakkede ham og hans Skuespil ned forleden i Berl. Tid. Det besørgedes med petit i en Snes Linier. Og det Skuespil har Heskjær arbejdet med i mere end to Aar. – Naar jeg tænker paa det, er jeg lige ved at ønske, at jeg aldrig selv hade skrevet et nedsættende Ord om anden Mands Arbejde. For selv om det for det meste glemmes Dagen efter at det er læst af alle andre, saa huskes det Livet igennem af den, det gik ud over. – –
Og saa skal vi altsaa til at holde Jul. Det blir nok Frk. Pansch og jeg ene om her. Men jeg tror, det passer os begge bedst. Og Frk. P. har altid et nydeligt lille Juletræ med Lys paa Middagsbordet. Jeg ønsker Dem og Børn og Børnebørn en glædelig Jul!
Deres hengivne
M. Galschiøt