Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 17. juli 1925
Når G.B. sætter sig i positur
17.7.25. |
Overg. n. V. 15. |
Kære Galschiøt!
Som De velsagtens allerede har fået Underretning om gennem Telefonen og Frk. Pansch, må vi desværre give Afkald på at gæste Dem, inden vi tager til Jylland. Min Kone kan ikke blive færdig med sine mange Forberedelser, og vi skulde jo gerne se at komme afsted, mens vi endnu har Sommer. Efter 6 Ugers Fraværelse har der naturligvis været meget for hende at bringe i Orden her i Huset. Desuden har hendes Tid været beslaglagt af Tandlægebesøg, Vask og Syltning. Vore Stuer har den ene Dag lugtet som en Jordbærkælder; 2 den anden af Kirsebærmarmelade. I Dag er det Hindbær. Men til i Overmorgen, senest Mandag (altså Mandag) har hun lovet mig at være færdig. Og så veed vi endda endnu ikke med Bestemthed, hvor vi tager hen. Jeg tror dog nok, det bliver til Bjerringbro – mellem Randers og Viborg – som vi også sidste Sommer havde i Kikkerten. Egnen kender jeg jo; og for Gæstgivergårdens, "Hotel Madsens", Fortræffelighed garanterer Joh. Rohde og Kone. Når den store Feriesværm har afgræsset Silkeborgegnen, og Lyngen er i fuld Blomstring, flytter vi nok vort Telt derned for en kortere Tid, og slutter så af i "Fuglsang" ved Brørup1, hvor vi boede sidste År, og som vi just i Går har hørt fra.
3 Det kan altså først blive i September, at vi genser Reberbanen; men i den Måned er den jo netop allersmukkest; og med Dem selv sker der jo ingen Forandring. Vår og Høst, Vinter og Sommer, er De altid den samme trofaste Ven, som det er en Fest at besøge. Dog, jeg var helst kommen nu, mens jeg er rask og kan sladre, spise, drikke og i det hele te mig som et Menneske. Ingen kan vide, hvor længe den Lykketid varer.
De hjerteligste Hilsner fra os begge to.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
Siden vi såes sidst, har G.B. 4 igen prostitueret sig (i sit Svar2 til Thies). Jeg så' en Gang en af de berømte Munkedal-Hingste3, da den var bleven en hinkende gammel Krybbebider. Dens fordums Fyrighed var med Årene forvandlet til en ondsindet Trang til ved mindste Berøring at sparke bagud. Det Syn må jeg bestandig tænke på, når G.B. nu sætter sig i Positur.
