Festskriftet til Karl Madsen

For en 6-7 eller 7-8 Aar siden indfandt en Dag en Herre ved Navn Inspektør Andrup sig hos mig. Jeg havde aldrig set ham før og har aldrig set ham siden. Han kom for at bede mig skrive en Indledning til et Festskrift, han vilde udgive til Ære for Karl Madsen. Det er aldrig morsomt at skrive paa Opfordring; man skriver af egen Drift. Om Honorar er der ved en saadan Lejlighed naturligvis aldrig Tale. Da jeg imidlertid nærede gammelt Venskab for Karl Madsen og havde kendt ham fra han begyndte (bedst, da han begyndte) vilde jeg ikke give Afslag. Og da jeg ikke er en Nøler, skrev jeg med det Samme en lille Artikel og indsendte den. Den blev derefter liggende, jeg véd ikke hvor mange Aar, mens der udkom mange gennemførte Artikler og Arbejder om Karl Madsen. Min Mening var naturligvis, at Artiklen skulde trykkes straks. Unødigt at sige, Artiklen som skulde indlede et Hyldestskrift, var i høj Grad hjertelig, og jeg husker neppe fejl, naar jeg fremhæver, at Karl Madsen skriftligt takkede mig for den, da den endelig engang blev trykt. Selve Festskriftet er forsvundet for mig blandt de Ladninger af Bøger, jeg dagligt modtager.

Men værre Vaas end det, Hr. Jens Thiis1 nu har skrevet om hin Artikel har jeg ikke læst. Det synes umuligt for en Fagmand i Norden at forsømme en stor Lejlighed til at holde sin Mund og en lille Lejlighed til at gøre sig vigtig. Ikke et Kvæk har han forstaaet af hvad min Artikel gik ud paa. Naar Karl Madsen som ung Begynder betegnede Mona Lisa med Udtrykket Giftblanderske, var det vel ikke noget Overgreb at kalde hans Opfattelse moraliserende. Og at Madsen ikke er blevet staaende ved en moraliserende Kunstbetragtning, behøver vi just ikke nogen Aand fra Graven eller fra Norge til at sige os. Det er overhovedet en Smule latterligt, at de Herrer Kritikere, hvis Format ikke altid er imponerende, i den senere Tid ikke undser sig for at betegne mig som Dilettant i Kritiken. Hr. Ditlev Nielsen gav nylig et smukt Eksempel. Det er heldigvis ikke i det skandinaviske Norden at mit Ry skal afgøres. Jeg maa dog indrømme, at der nu og da findes En, der finder den nordiske Kritik saa smaalig, saa pedantisk og saa ringe som den er. I sidste Hefte af det svenske Tidsskrift Clarté staar under Mærket G.A. (jeg véd ikke hvem det er) meget stærke Ord om det beskæmmende for nordisk Kultur i Maaden, hvorpaa Arbejder af mig affærdiges, uden Gnist af Forstaaelse, uden ærligt Forsøg paa at forstaa. Vi er ikke gaaede et Hanefjed frem siden 1870. I den nævnte Artikel skrives: "Hovedsagen for Brandes er ikke en Afgørelse angaaende Jesu historiske Existens. Han mener visselig, at "den højsindede Almuesmand fra Galilæa formodentlig aldrig har været til som Menneske, og han finder det frugtesløst at søge efter en historisk Kærne i de evangeliske Fortællinger. Men dette Spørgsmaal er for ham kun af andenrangs Interesse. Først og fremmest vil han paavise, at Evangeliernes og Kirkens ideelle Jesusskikkelse er fremgaaet af Tidsalderens religiøse Forestillingsverden. Og hans Problemstilling er derfor uafhængig af det historiske Spørgsmaal, som Kritiken har villet gøre til Midtpunktet i hans Værk".

Nordisk Kritik burde i dette Tilfælde, som i det ringere om min Evne til at værdsætte Karl Madsen, jo helst ikke være en hujende Bande, men Mænd med nogen Evne til at forstaa.

Hvad er det for Vaas, Jens Thiis kommer med, at Karl Madsen aldrig har kunnet indordne sig i Brandes' religionsfjendtlige Falanx. Eller: "Det ser næsten ud, som dette Forhold har været Brandes en Torn i Øjet." Dette er jo ren Galskab.

Jeg véd ikke af, nogensinde i mit Liv at have vexlet Ord med Karl Madsen om hans Forhold til Religion, og jeg tør sige mig fri for at have villet indordne ham i nogen Falanx. Hvad har den Omstændighed, at Madsen som ung saá med moraliserende Øjne paa Mona Lisa dermed at gøre?

Hvad skal alt det Hjernespind til og alt dette Vigtigpeteri?

Georg Brandes.

 
[1] Jens Thiis: (1870-1942) norsk kunsthistoriker, direktør for Nasionalgalleriet. tilbage