Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Saunte. 4. september 1919

afskåret fra at yde Erstatning

Saunte.
4.9.19.

Kære Galschiøt!

Gennem Else har De sendt et Stikbrev ud efter os. Med Glæde benytter jeg Lejligheden til at lade høre fra mig. Forresten troede jeg, De vidste, at vi boede her i Saunte, hvor vi har opholdt os, siden vi flyttede fra Reberbanen, undtagen i Juli, da vi ferierede dels i Rørvig dels i København. – Desværre kom der jo ved vort Opbrud fra Reberbanen en Kurre på Tråden mellem Dem og min Kone. Jeg har ment, at det var bedst, at der groede Græs over Konflikten. Derfor har De ikke hørt fra mig så længe. Enhver 2 Diskussion om en opstået Misstemning plejer jo i Almindelighed at uddybe eller dog forlænge denne, og det vilde jeg gerne gøre mit til at undgå. Jeg skal da heller ikke nu komme ind på Sagen, som naturligvis har berørt mig meget pinligt, og det så meget mere, som jeg jo har været Vidne til den store Omhu, hvormed min Kone Vinteren igennem søgte at våge over alt, hvad der var Deres; men i Løbet af så mange Måneder er det jo uundgåeligt, at et og andet lider Overlast, og når man som Gæst er afskåret fra at yde Erstatning¹, føles ethvert Uheld dobbelt, hvorfor jeg finder det at være en priselig Skik, at en Vært ikke lader sig mærke med nogen Fortrydelse selv om det er 3 en kostbar Sèvresvase, der går i Gulvet lige for hans Øjne.

Hvad nu de kommende Måneder angår, så er det vor Hensigt at blive her i Saunte, indtil Mørket og Kulden driver os herfra. Derefter tager vi Ophold på et eller andet Kursted (måske Skodsborg), indtil vi kan flytte ind i vor københavnske Lejlighed, rimeligvis d. 1^st Novb. Til den Tid bliver vi altså nødt til at gøre Dem Ulejlighed i Anledning af Pakhusrummets Rydning, men jeg har talt med Flytteforretningens Pakmester, som har lovet at besørge den med så lidt Ulempe for Dem som muligt.

Det har gjort os ondt at høre, at De har været dårlig en Del af Sommeren. Men det har jo også været et skrækkeligt Vejr, rigtig ladet med Forkølelse, Gigt og andre 4 Ulykker. Min Kind har et Par Gange gjort mig det hedt nok, hvorimod min Kone har holdt sig ganske flink indtil de allersidste Dage, da hun har været lidt sløj. Imorgen venter vi min ældste Søn, der kom forleden med Fr. VIII². Det er seks År, siden jeg så' ham sidst; men han skal ikke have forandret sig meget. Fra Steffen har vi fået gode Breve. Han har været Leder af en Ekspedition gennem en Urskov på 40,000 Td. Land, som Selskabet har erhvervet sig. Fra Direktøren i Rio har jeg haft en Skrivelse i den Anledning, og det synes, som om Selskabet vil belønne ham for den gode Udførelse af det ikke farefrie Hverv med en højt aflagt Stilling.

Ja, dette er jo omtrent som igen at sidde i Deres Lænestol og småsludre. Vær nu venligst hilset fra os begge.

Deres hengivne
H. Pontoppidan