Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Rigshospitalet. 13. januar 1919
min Dårlighed
Rigshospitalet
13.1.19
Kære Galschiøt!
Jeg kom forleden så hovedkulds afsted, at jeg ikke fik sagt Dem Farvel. Nu ligger jeg på 6te Dag, og endnu er der ingen Udsigt til, at jeg skal kunne sende Dem et ordentligt Brev med Pen og Blæk. Jeg må da nøjes med, liggende på Ryggen, at nedkradse et Par Linjer med Blyant. Det har vistnok været Prof. Fabers1 Mening at komme min Dårlighed til Livs med Pulvere og Sengeleje; men endnu spores ingen Forbedring. Smerterne er, i hvert Fald om Natten, snarere i Tiltagen. Nogen anden Behandling er der foreløbig ikke forsøgt; 2 men det må vel komme. De mange beroligende Pulvere, jeg får, sløver mig indtil Idioti. Jeg kan akkurat læse Aviserne, men gider ikke åbne en Bog.
De skal ret have Tak, fordi De tager Dem så venligt af min Kone, der jo er bleven lidt uvant med at stå på egne Ben. Jeg venter hende forresten snart herind. Så vidt jeg kan forstå, må jeg belave mig på et betydeligt længere Ophold herinde, end jeg oprindelig havde tænkt. Men muligt er det dog, at jeg, når alle For-Undersøgelserne er endt, vil foreslå Faber at udskrive mig, da den Behandling med Bade og Elektricitet, som dog sikkert bliver nødvendig, vistnok lige så godt kan foretages i Helsingør. Når 3 man ikke er syg på anden Måde, end jeg er det, føles Hospitalstvangen i Længden ulidelig. Jeg længes allerede svært efter Reberbanen og kan slet ikke tænke mig at være her udover nogle få Uger. Men til en elektrisk Massagekur er en sådan Tid jo langt fra tilstrækkelig.
Måske ser De mig da snart igen. Fra Einar og Else skal jeg hilse og takke Dem for al Venlighed i Julen. Jeg ser dem begge hver Dag, og det er jo en stor Opmuntring i Ensformigheden.
Deres hengivne
H. Pontoppidan