Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. januar 1919

Varetægtsarrest

23. Jan. 19

Kære Pontoppidan

Hermed Deres Skatteskema. Jeg sender det direkte til Dem, da jeg ikke ved, om ikke Fru P. er paa Rejse hertil, saa Brevet maaske vilde blive liggende i hendes Logemente, til hun atter kom tilbage dertil. Og det maatte det nødigt, da det skal udfyldes og sendes ind inden Udgangen af Maaneden. Det vil maaske bringe Spekulations-Sveden til at springe frem paa Deres Pande – naar man er i den Situation, De for Tiden er, hører der ikke saa meget dertil, 2 men det betaler sig ikke at undlade "Selvopgivelsen" – end ikke, om man kan undskylde det med Fraværelse og Sygdom – ti de smækker En saa bare nogle tusind i Vejret og passer altid at gøre det saaledes, at man har Vanskelighed ved at faa det ned igen til den tilbørlige Størrelse. Jeg ved det af Erfaring fra den Gang, jeg laa paa Finsens Klinik.

Jeg tænker jevnlig paa Dem og har ondt af Dem. Det var lidt trist at se Dem ligge der med saa lidt Haab om, at det hele skulde føre til noget, ligge der uvirksom, hengivende Dem i Skæbnen, der nu havde kastet Dem ind i den Varetægtsarrest – der er saadan noget underlig trøstesløst ved saadan en Hospitalscelle, 3 hvor renskuret og oliemalet og gennemreguleret den end er.

Jeg fik i Mandags Brev fra Deres Frue; efter det var Status uforandret og Eftertrykket lagt paa "Taalmodighed". Maatte den ikke misbruges og opbruges; man har jo dog ikke uudtømmelige Beholdninger af den Vare, skønt Livet vel nok har udviklet Deres Anlæg til Resignation.

Herfra er intet særligt at berette. Livet gaar sin vante Gang, og alt staar paa samme Sted – efter nogle Dage Rengørings Kaos i det gamle Hus. De overstaaede Besværligheder fejredes nok iaftes ved et Kaffegilde efter Deres Kones Opfordring. Jeg ved ikke, om det var et Olieblad, hellerikke om det opfattedes som saadant – jeg har ikke talt med Ellen om Situationen, og vil hellerikke, selv om jeg kunde ønske, at Forholdet mellem 4 hende og Deres Kone gik i Lave igen. Men dem om det!

Jeg arbejder mig langsomt frem i Nicolai's "Krigens Biologi1". Den er ikke vanskelig men hellerikke morsom ɔ: aandsoptagende; jeg synes, det er lidt af en Bedrift, naar jeg er kommet en Snes Sider frem, og der er 521. Saa der er langt igen. Om jeg vil være væsenlig klogere, naar eller hvis jeg kommer helt igennem den, er foreløbig tvivlsomt. – Det er sandt! Deres Fanø-Veninde var her forleden for at tale med Dem om et Hus paa Fanø, som vistnok hendes Datter tænkte at leje ud. Jeg fortalte hende, hvordan Forholdene var, og gav hende Deres Kones Adresse. Andet var der vel ikke at gøre.

Hils nu Fru Pontoppidan venligst – jeg ser hende maaske en af Dagene – og Børnene med. Og gid De kunde melde Bedring.

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] Krigens Biologi: Georg Friederich Nicolai (1874-1964) var en tysk fysiolog, professor og pacifist. Bogen udkom på dansk i 1918 med forord af Georg Brandes. Se GBs brev til HP 23.10.1918. tilbage