Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Svendborg. 17. november 1917

naturligvis rart med den Nobelpris

Svendborg.
17.11.17.

Kære Galschiøt!

Jeg får idag kun Tid til at sende et Par Linjer med Tak for Deres sidste venlige Brev og for Deres Lykønskning. Det var naturligvis rart for mig med den Nobelpris. Alene for Pengenes Skyld må jeg være glad for den, skønt Staten jo i denne Tid vil beklippe Summen eftertrykkeligt. Men denne Æresbevisning har foreløbig skaffet mig en Korrespondance på Halsen, som jeg er nær ved at drukne i. Jeg tænker selvfølgelig ikke dermed på de Vennehilsner, jeg har modtaget. Sådanne Sympatibeviser er man tværtimod 2 næsten mere taknemlig for, når man har Medbør, end i Modgangens Dage. Og – som De ser – tager jeg mig det let med Besvarelsen. Men der strømmer daglig så mange Anmodninger ind til mig fra Forretningsfolk og√ andre, og det af en Art, som jeg i flere Tilfælde må besvare ret omstændeligt. Det er virkelig pudsigt at mærke den næsten magiske Virkning, som denne Nobelpris har på alle Forlæggere. En svensk Dame har for mange År siden oversat Lykke-Per og forgæves tilbudt alle svenske Forlag Oversættelsen. Samme Dag, Prisen var uddelt, havde jeg indtrængende telegrafiske Forespørgsler om mine Betingelser både fra Bonnier og 3 Norstedt & Sønner. Med det sidste Forlag har jeg nu truffet et fordelagtigt Arrangement.

Jeg har en Anelse om, at De idag har haft Besøg af Steffen, og De har velsagtens så af hans egen Mund hørt om hans Rejseplaner. Men herom – og om meget andet – må jeg skrive en anden Gang.

Idag blot de venligste Hilsner – og atter Tak for Deres Deltagelse i vor gode Lykke.

Deres hengivne
H. Pontoppidan