Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 19. november 1917
m. H. t. Pengenes Anbringelse
19. Nvbr. 17
Kære Pontoppidan. – Det glædede mig at høre fra Dem; jeg har længtes derefter, men haabede ikke paa Brev for det første, da jeg nok kunde tænke mig, De hade tusinde andre Breve, De først maatte ha fra Haanden. Hvoraf De kan slutte, at jeg ikke venter at høre fra Dem igen for det første. Men det er hovedsagelig for et lille godt Raads Skyld, jeg skriver. Mellem de mange Breve, De har faaet i Anledning af Deres pludselige "Rigdom", er formodentlig ogsaa Anmodninger om Hjælp og Laan af forskellig Art. Efter min Erfaring skal man helst stille sig skeptisk overfor dem, hvor indtrængende og tilsyneladende paalidelige de end er. Jeg faar 2 jo ogsaa undertiden den Slags fra vildfremmede Mennesker, og de berører mig altid ubehagelig, fordi jeg ikke ved, hvad der er sandt og hvad Løgn i dem. I det sidste Tilfælde jeg hade, for et Par Maaneder siden, blev jeg straks rørt og sendte vedkommende, en Fru Hansen, der skrev, at hun i sin Tid havde truffet min Kone hos fælles Bekendte – hvilket ogsaa var sandt – det Beløb, hun bad om – som "Laan" naturligvis – det vil sige, hun bad om det som Laan, men jeg sendte hende det som Gave, for "Laan" af den Slags ved jeg af tidligere Erfaring ikke er noget værd. Der var imidlertid noget i hendes lange Klagedigt, som gjorde mig lidt mistænksom, og jeg sendte da hendes Brev til Rist, der som Formand for Understøttelsesforeningen kunde skaffe mig Besked om vedkommende, hvis hun hade faaet Understøttelse 3 derfra. Og ganske rigtigt fik jeg saa al fornøden Oplysning. Hun hade været en hæderlig trængende, der gentagne Gange hade faaet Hjælp, men hun hade efterhaanden udviklet sig til professionel trængende eller "Tiggerske", som Kontoret kaldte det, og nu levede hun deraf. Samtidig med Kontorets Svar, fik jeg Svar fra Fru H. med velsignelsesoverstrømmende Tak for min store Godhed, som hun aldrig skulde glemme osv. – Mit lille Raad er altsaa at hvis De kommer i samme Situation, saa forhør gennem Rist om vedkommende – jeg ved ikke, hvor mange Snese Tusinder fattige i Kbhvn. de har Rede paa i Understøttelsesforen. men det er mange. –
Hvad De fortæller om de svenske Forlægger-Tilbud, morede mig meget og glædede mig paa Deres Vegne; jeg vil haabe, De har været godt overlegen, det fortjener de Tampe! Er det for Resten ikke Laurin-erne, der har Norstedt & Söner? Saa er det Synd at kalde dem Tampe.
4 Ja Steffen var her ganske rigtig igaar; men jeg var desværre ikke hjemme, saa jeg fik intet at vide om hans Rejseplaner; han kunde da ogsaa gerne være blevet her, til jeg kom tilbage. Det vil interessere mig at høre mere derom; men mulig kigger jeg op til Deres Kone, naar jeg næste Gang kommer til Kbhvn. og saa kan hun fortælle mig derom. – De har jo gode Raadgivere – som Benny Dessau – hvis De behøver det m. H. t. Pengenes Anbringelse, saa jeg behøver ikke at tilbyde Dem mit Raad, der vel heller ikke er videre værd. Jeg har anbragt de fleste af mine Penge i 5% Statslaansbeviser og hæver hver 15 Maj og 15 Novbr. Renterne; det er en sikker og behagelig Maade, der ikke skaffer En vaagne Nætter og anden Bekymring af den Slags.
Mange venlige Hilsener
Deres hengivne
M. Galschiøt
Hvorlænge mon De blir i Svendborg?