Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 9. november 1917

imponerende hensynsløse Udstrygninger

9. Nvbr. 17

Kære Pontoppidan. Med megen Glæde saa jeg i Morgenaviserne Nyheden om Nobel-Prisen. Denne Gang blev det altsaa til Alvor, i hvert Fald halv Alvor. Jeg hade undt Dem det hele Æble i Turbanen. Saa meget mere, som jeg ikke rigtig under Gjellerup den anden Halvdel af det. Jeg har aldrig sat videre Pris paa denne selvbeundrende Literatur-Overlærer, hvis Talent for en væsenlig – maaske den væsenligste – Del bunder i Vilje og Energi. Jeg saa i Sommer paa Færgen til Orehoved hans spidsnæsede magre Skikkelse i et brunt Tysker-Slag med Hætte, og jeg syntes, at Manden og Kappen bar samme Stempel: made in Germany. Og er der Gnist af dansk Aand i hans sidste Buddha-Bøger? Er det andet end Ebers1 "paa en anden Maade"? 2 Kan De under disse Forhold blive siddende i Wandalls Hotel og smaafryse? Skal De ikke i det mindste en Svip herover og blive lykønsket af Kone og Børn og Venner – ogsaa dem i Helsingør. Det er lidt lidt naar det bare gøres pr. Brev el. Telegram. Men det er maaske Dem nok. Jeg er ikke selv nogen Hund efter "Lykønskninger". Saa kunde vi maaske ogsaa faa os en Passiar om sidste Udg. af "De Dødes Rige"; for jeg kan saa daarlig skrive om, hvad andre har præsteret, navnlig da til dem selv. Jeg synes, det er saa værdiløst og for vedkommende ganske ligegyldigt. Det gaar bedre at snakke derom. I al Almindelighed vil jeg dog sige, at Deres Tekstrettelser – hvor jeg har efterset dem – alle har syntes mig Forbedringer. Enkelte Tilføjelser 3 – som Jyttes Brev til Torben – Afskedsbrevet – synes jeg mindre om, men jeg ser rimeligvis af forstaaelige Grunde noget forkert paa Jytte, helt forskellig fra Deres Mening. Deres imponerende hensynsløse Udstrygninger og Forkortelser hele Bogen igennem, men navnlig vistnok i sidste Del, staar jeg ogsaa noget usikker overfor. De sætter nok større Fart i Fortællingen, men de synes mig at berøve Deres ejendommelige – den for Dem ejendommelige – Fortællemaade noget af dens Præg; især i den sidste Del er denne Afmagrings-Kur gaaet vel meget ud over Skildringens Huld. – Er det et Forsøg i en ny "Stil" – for det er vel ikke bare Ønsket om at gøre Bogen kortere, der er Aarsagen. Desværre maa jeg bedrøve Dem med, at Solen ogsaa synes at staa op i Vest i første Udgave; der staar: Solen var netop 4 kommen op over den mørke Bjergpynt i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lysende Blaa. Da jeg ifjor engang læste denne Del, som jeg jo i sin Tid ikke hade læst Korrektur paa, tog jeg et Stykke Papir og skrev op nogle Rettelser. Jeg fandt forleden dette Papir i Bogen, og der hade jeg ganske rigtig anholdt denne opstaaende Sol, der altsaa to Gange, baade i 1ste og 2den Udg. er undgaaet Deres skarpe Blik. – At Einar drog afsted med Petroleumsdunken smertede min Husholderske mere end mig; hun hade nemlig med Tanken paa den brugt sin sidste Flaske – nej næstsidste. Selv var jeg ikke hjemme, da han bortførte den skønne, men jeg betvivler, at jeg med Ord eller Mine hade gjort nogen Indsigelse. Jeg har det ellers godt, lever et ganske regelmæssigt Liv med lidt Selskabelighed nu og da ude og hjemme, og savner ganske Fornemmelsen af at være Indbygger i de dødes Rige. Hellerikke tror jeg paa den store Verdenskatastrofe, selv om det ser nok saa sort ud i den endeløse Verdenskamp. Endnu en Gang hjertelig til Lykke med Ærespræmien

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] Ebers: Den tyske forfatter Georg Ebers (1837-1898) var en overgang populær i Danmark, oversat af Otto Borchsenius der over for brandesianerne forsvarede ham med næb og klør; se fodnote i dette brev ellers den kølige omtale af tyskprofessoren C.A. Nissen i Salmonsen, bd. 5, 1896, s. 720. Galschiøt havde selv i 1882 oversat Ægypten. tilbage