Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Freiburg, Göthestrasse 45 a. 16. august 1912

mit Sind for det meste lyst

Kære Galschiøt!

Imorgen rejser Steffen hjem, og så er Sommeren forbi. Vi har allerede indrettet os i vort Efterårskvarter, og det synes ikke at have været for tidligt. Vi har Kulde og Regn. Var det ikke for Skams Skyld lagde vi i Kakkelovnen. Sommeren har i det hele været våd, her jamres frygteligt derover i Aviserne. Hotelværterne i Schwarzwald hænger sig den ene efter den anden. Vi har dog haft en god og fornøjelig Sommer, slap netop herind lige som det slemmeste Vejr begyndte, d.v.s. for 14 Dage siden. Efter lidt Besvær fandt vi en hyggelig Bolig, og det trængte vi til. Højderne 2 omkring Schwar Hornberg vil jeg savne. Vejene derop gennem den endeløse Skov var dejlige. Der var en stille Bænk højt oppe, som jeg rigtig knyttede mig til med den Kærlighed, man vist først i sine ældre År får til Naturen. – Steffen og hans Kammerat¹ kom iforgårs hjem fra en 10 Dages Fodvandring i Schweiz, hvor de nåede helt ned til den italienske Grænse. De havde Kogekar med, lavede selv deres Mad, sov en Nat i en Lade og optrådte i det hele (også i Klædedragt) som Vagabonder. De har naturligvis moret sig storartet, skønt Vejret også dernede var drillevornt. – Else bliver her hos os indtil engang i September. Hun er os til megen Hjælp og Hygge, men vi tør jo ikke beholde hende, og her i Freiburg 3 vilde Livet også i Længden blive hende for ensformigt. Hun er ellers ikke fordringsfuld, og Opholdet i London har virket mærkværdigt² på hende. Det har så lidt forvænt hende, at hun snarere har fået en mere borgerlig Smag og nyder Stillelivets Glæder. Jeg siger Dem, hun er forfærdelig sød.

Men om en Måned må vi vel altså slippe hende, og så bryder vi vel også selv op herfra. Jeg sendte forleden Begyndelsen af min nye Bog³ til Gyldendal og lod dem begynde Trykningen. Sålænge det står på med Korrekturlæsning, bliver vi sagtens her; men hinsides den sidste Korrektur ligger alt i det Uvisse for os. Havde jeg Råd, tog vi hjem; men skønt vi i det snart forløbne År dog har set os godt om allesammen, har mine Udgifter været betydelig mindre end de forgående År, der jo desuden var så ufrugtbare. Jeg 4 betænker mig derfor på at følge min Lyst, skønt Hensynet til Steffen jo også må tages med i Regningen. Han vil naturligvis gerne have os hjem; men jeg synes forresten, at han er den samme gode Dreng, han altid har været. På Skolen synes man heller ikke at være misfornøjet med ham. Han gik da glat op i 2^d Gymnasieklasse, og dermed er det vel afgjort, at han skal blive Student.

Og nu blot dette om mig selv: De tror, jeg er en forhærdet Hypochondrist. Jeg vil dertil sige, at havde jeg haft fjerneste Anlæg i den Retning, så vilde jeg for længe siden have siddet i en Galecelle. Trods mange Uheld, megen kontrær Vind, en bestandig Krydsning mellem Sygdom, Pengenød og andre Farer, der – det tror jeg – vilde have taget Humøret fra de Fleste, er mit Sind for det meste lyst, 5 i hvert Fald bekymringsløst. Frygten for, at mit Helbred ikke skal strække til, gælder kun min Familje (og når min Broder Knud i den Henseende har garanteret for mig, så må jeg da føle mig tryg!); men forresten beskæftiger min Sundhedstilstand mig meget lidt. Gjorde den det, da vilde jeg have været Læger og Apotekere en bedre Kunde end jeg er eller nogensinde har været. Men nu er jeg bleven 55 År og har et stort Arbejde for, som ikke tåler for mange af den Slags Afbrydelser som sidst. Den fuldkomne Restitution, man ^dengang√ stillede mig i Udsigt, har vist sig at være temmelig mangelfuld; jeg har da nogen Grund til engang imellem at blive utålmodig.

At De huskede min Fødselsdag rørte mig meget, og De skal ret have Tak for Deres Brev. Men nu har De sat mig i Forlegenhed. 6 Jeg selv er en Dosmer til at huske Fødselsdage. Sæt nu, jeg går hen og glemmer Deres, hvad jeg sikkert gjorde sidst!

Jeg har længe skyldt Dem Dækning for de Udlæg, De har gjort for mig til Assurancer af forskellig Art. Vær ikke vred, fordi jeg sender Dem en Bankanvisning, der skaffer Dem ny Ulejlighed; jeg gør det for at være økonomisk også i Småting. Ved den megen Vekslen fra dansk til tysk Mønt og tilbage igen til dansk går der virkelig en Del i Løbet⁴.

Lev nu vel, kære Galschiøt, og modtag den hjerteligste Hilsen fra os alle. Fra Else hører De vist snart. Hun har da sagt, at hun skylder Dem Brev. Vi savner Dem alle meget, ønsker os tidt siddende på Deres Veranda og snakke med Dem om Nyt og Gammelt.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

Brevet befinder sig på KB i NkS 4657,4º.