Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 22. juli 1912
Nathansen i kanariegule bukser
Helsingør 22 Juli 12
Kære Ven. – En hjertelig Lykønskning sendes Dem i Anledning af Fødselsdagen. Jeg haaber, De er glad for den, omgivet, som De er, af Deres nærmeste med Tilbehør af anden glad Ungdom. Vi andre er det i hvert Fald, baade for Manden selv, der fødtes den Dag, og for hans Værk. Vi venter os endnu megen Glæde og Berigelse af ham og ønsker ham endnu mange gode Aar at leve i og virke i. Henrik Pontoppidan længe leve! Hurraaa! Hurraaa! Hurra–a! Hurra' Hurra' Hurra'! – – – Da De skrev Deres sidste Brev til mig, havde De ikke Deres himmelblaa Bukser paa. Kuløren paa Deres aandelige Klædebon var nærmest graameleret og De syntes noget tilbøjelig til at se Syner. Deres Broder Knud var 2 dog af den Mening, at De næppe havde nogen Grund til at være ængstelig hvad det legemlige Befindende angik. Det er maaske forkert af mig at fortælle det, men nu staar det der, og lad det saa staa. Maatte blot Mismodet ikke gribe altfor meget om sig; det er en fæl Snyltesvamp og svær at faa udryddet.
Nathansen og jeg talte om Dem for et Par Dage siden, da han besøgte mig med sin Frue til en lille Frokostvisit. Han havde læst noget lignende som jeg mellem Linierne i Deres sidste Brev. Vi var enige om, at vi gerne vilde have Dem hjem igen i vor Nærhed; for vi savnede Dem. Han var for Resten iført kanariegule Bukser og mørkeblaa Uldtrøje, i hvilken Dragt han havde cyklet fra Skagen ned gennem Jylland over Fyn og Sjælland til Allégade. Det var umiddelbart efter 3 Hjemkomsten, at Fruen gjorde et ufrivilligt Forsøg paa at tage sig af Dage, hvorom De vel har hørt. Hun var iøvrigt i fuldeste Vigeur, men havde, siden jeg saa hende sidst, faaet rødt Haar – mulig en Følge af Gasforgiftningen. Det klædte hende ikke. Jeg haaber da, at Fru Pontoppidan ikke tænker paa noget af den Slags; for det vil heller næppe klæde hende. Dette er næsten en Fornærmelse, og jeg vil straks bede om Forladelse; jeg havde nemlig nærmest tænkt det som en Kompliment. Iøvrigt førtes der en stille Kamp mellem Fru Jeanne og hendes Mand om hvem der skulde luge Ukrudtet bort i deres Have. Hun vilde have ham til det, men han foretrak at lade hende og en anden gøre det, medens han selv saa til, hvilende paa sine Laurbær, mellem hvilke L.C. Nielsen forleden strøde en Haandfuld 4 piggede Ilexblade1 – ret maliziosamente. – Fra Rist hørte jeg for et Par Dage siden; han er paa Ferieudflugt med begge "Drengene". De er rejst til Dybbøl, Slesvig Holsten og vil ende i Hamburg. Til Efteraaret rejser Bob2 til S. Croix for at være Direktør for en Sukkerfabrik (Plantage)√, som Holger Petersen3 og andre københavnske Rigmænd ejer derovre. Det bliver en stor Sorg for Rist at skulle skilles fra ham for det er hans bedste Søn og bedste Ven, men Bobs Fremtid krævede det, og Rist maatte saa selv tilraade det. Sidst, han besøgte mig i nogle Dage, var han ret langt nede. Han synes Livet er færdigt for ham. –
Jeg gad nok ved Lejlighed høre lidt nærmere om Deres Fremtidsplaner. Domænerne og Kronjuvelerne er stadig urørte.
Mange Hilsner til hele Familien, ældre og yngre fra
Deres hengivne
M. Galschiøt
