Henrik Pontoppidan til Henrik Cavling
Sendt fra Hillerød. 6. juli 1905

Erindringsbilleder

Frederiksborg
6te Juli 1905.

Kære Ven!

Så nåede vi da tilbage fra den lange Rejse, og vort fælles Håb gik i Opfyldelse: vi har på det meste af Turen haft Sol og stille Vejr. Nu skal jeg se at få samlet lidt sammen på mine Erindringsbilleder, og du skal da høre nærmere fra mig. Jeg rejser en af de nærmeste Dage med Kone og Børn over til Jylland for at tilbringe Ferien der.

Det har i et og alt været en prægtig Tur, for hvilken vi er dig meget taknemlige. Men endnu lægger Rejsetrætheden et Slør over alle Oplevelserne, og jeg skal derfor foreløbig tie. – Tag idag blot en Hilsen.

Din hengivne
H. Pontoppidan.