Henrik Pontoppidan til Jørgen Bukdahl
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 11. februar 1925

Deres literære Navn uplettet


11.2.25.
Overg. n. V. 15.

Hr. Jørgen Bukdahl!

De har måske undret Dem over, at jeg hverken offenlig eller privat har ladet høre fra mig i Anledning af Hr. Fangens tåbelige og uforskammede Anklage. Men Forklaringen er den, at jeg ventede på en Fortsættelse af Deres Brev, nemlig på Deres egen Imødegåelse1 og Hr. Fangens Retræte2, hvorom jeg hørte fra anden Hånd. Da der så blev sagt mig, at han havde taget sine Ord i sig og gjort Dem en Undskyldning, syntes jeg jo, at Sagen dermed passende kunde være ude af Verden. Jeg har da heller ikke hørt noget til den siden, og jeg kan forsikre Dem, at Deres 2 literære Navn er gået ganske uplettet ud af Affæren. De nævner "Politiken"3 som et af de danske Blade, der gav Plads for det norske Angreb; men jeg veed ikke rettere, end at Bladet blot gjorde det for at kunne tilbagevise det og stemple det efter Forjeneste som en Infami.

De går ud fra, at jeg kender Ronald Fangen personlig; men det gør jeg ikke. Det er muligt, at vi en Gang har vekslet Breve. Det må i så Fald være adskillige År siden, og jeg husker ikke noget derom.

De er altså igen kommen tilbage til Oslo. Dersom De ser noget til Kinck, beder jeg Dem bringe ham en Hilsen fra mig. Mere og mere vokser den Mand sin Samtid over Hovedet 3 og bliver Norges centrale Skikkelse. Nys så jeg, at også Georg Brandes nu erkender dette4. Det er blot pudsigt, at han vistnok aldrig tidligere har nævnt hans Navn.

Jeg har igen nogen Tid været mindre rask og har ikke kunnet bruge mine Øjne, uden til det allernødvendigste. Derfor har jeg endnu ikke fået læst "Den sidste Frist"5. Men den√ står blandt de første på min Ekspektanceliste.

Deres ærbødige
H. Pontoppidan

 
[1] Imødegåelse: i København 29.1.1925 og i Politiken 1.2.1925. tilbage
[2] Retræte: i Tidens Tegn 24.1.1925. tilbage
[3] Politiken: i en usigneret artikel 25.1.1925. Bladet skrev:

Jørgen Bukdahl svarer nok selv. Men ogsaa, før han har svaret, er det tilladt at finde dette Angreb slet gennemtænkt og unødvendigt ondartet. […] Nu skal man kende Nordmændene og deres ejendommelige Evne til at hade og foragte hinanden langt og inderligt, for at forstaa, at det ikke er, fordi Hr. Bukdahl er Dansker, at han faar denne løjerlige Behandling af Hr. Fangen, men fordi Kinck er Nordmand. Hr. Fangen har i adskillige Aar demonstreret en levende Utilfredshed med Kincks digteriske og literære Virksomhed. Det er en ærlig Sag. Men det er ægte norsk, at for at ramme en Landsmand har han ikke betænkt sig paa at rende sit dragne Penneskaft igennem en oprigtig og velmendede, tilmed talentfuld dansk Ven af Norge.

tilbage
[4] Brandes ... erkender: HP har læst følgende i Berlingske Tidende24.1.1925: "De bedste skandinaviske forfattere, de som af kendere sætes højest, er Hans E. Kinck, Otto Rung og Hjalmar Söderberg." Citeret efter Knudsen 2004, s. 489. tilbage
[5] Den sidste Frist: mosaiknovelle, 1922, som Bukdahl kan have sendt ham. tilbage