Jørgen Bukdahl til Henrik Pontoppidan
Sendt fra St. Kannikestræde 12 (Borchs kollegium). 15. februar 1925 (omtrentlig datering)

færre Illusioner (...) færre Skuffelser

Borchs Kollegium
St. Kannikestræde 12
Kbh.
[ca. 15.2.1925¹]

Hr Forf. Henrik Pontoppidan!

Jeg har gaaet og haft en daarlig Samvittighed fordi jeg sendte Dem mit sidste Brev. – Jeg var lidt nervøs og ophidset – det er første Gang at jeg er oppe i sligt – og jeg er kun midt i Tyverne. Saa jeg har ikke Forhærdelsen endnu. Ja, Sagen er bilagt. R.F. trak i Land og jeg slog rasende til. –

Tak for Deres venlige Brev. –

Jeg sidder atter i København, mangt og meget skal gøres, Tiden har forenklet sig selv. Der maa gribes til nu. Er der noget Land, der i Øjeblikket har Betingelser for Aandsliv er det Danmark, saa kan G. Brandes mumle sine Oldingeord, hvorhen han vil.

Vi bygger fra Grunden, fra den Erkendelse af Virkeligheden vi nu kan erobre. Ja vi kan gaa med Don Quijotes Skygge i Hjertet 2 og endda kæmpe. – Maaske har vi Lykke-Pers hemmelige danske Svaghed, det kan smuldre om os og i os – men jeg tror vi staar fastere i Virkeligheden alligevel, vi er mere illusionsløse, kan mindre skuffes, ja, vi har drevet Skepticismens Jernod ind i de Illusioner, der kunde være, men vi har ogsaa forsøgt at slaa Gothik ind i Hverdagen og rejse os derved. – Vi har gaaet i de dødes Rige, men vor Attraa er at blive just i dette og forvandle det til det forjættede Land. Det er her og nu. – Og det ender maaske med at vi ser at mens vi kæmper skabes det ved Kampen ind i os. – Vi kan kæmpe i blinde som Olav Duuns Skikkelser, men at leve det er at tage en Byrde paa sig og bære den. Kaster vi den af os, bliver vi Fantaster eller vi redder os ud af Mystikkens Bagdør. Tiden er den haardeste Prøve paa Sjælenes Bæreevne – er ikke andet. – Saa langt 3 er vi nede, men saa langt er vi ogsaa fremme.

Maa jeg have Lov at sende nogle Betragtninger skrevet i Maj 1924 som Overvejelser inden jeg gik ind i mit Bogarbejde med "N. na. Kunst". –

De har vist et Danmark for os fra den sidste Halvdel af det 19. Aarhundrede. De har løftet det op til Kunst, til Historie. Vi, der er unge, lærer deraf mens vi famler videre med færre Illusioner men ogsaa med færre Skuffelser. Jo, jeg traf Kinck og har en Hilsen med. Maaske jeg engang ved Lejlighed maatte overbringe den og samtidigt faa Lov til at hilse paa Dem.

Med Hilsen og Tak.

Deres ærbødige
Jørgen Bukdahl