Jørgen Bukdahl til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Parkveien 624, Oslo. 25. januar 1925 (omtrentlig datering)

glad ved en Replik

Parkvejen 624
Oslo
[ca. 25.1.19251]

Forfatter
Hr. Henrik Pontoppidan!

Tak for Deres Brev i Anledning af min Bog. Netop Deres Ord i denne Sag vejede meget til, saa meget mere som Bogen er en Forstudie til et Bind om dansk national Kunst.

Bogen er ellers sejlet frem under større Anerkendelse end jeg havde ventet – da kommer den ud for en modbydelig Infamitet – Ronald Fangens Angreb2 i "Tidens Tegn". – Han beskylder mig for Plagiat. – Og sætter en Plet paa min litterære Ære som Skribent og som Menneske. – Jeg skulde lade denne Sag ligge, men det er sket at dansk Presse "Kbh." "Politiken"√ har trykt3 Angrebene op. – Og da jeg er værgeløs. Og Angrebet faar Vægt fordi det er 2 en norsk Kritiker, der beskylder mig for Plagiat. – Og mine Modstandere har benyttet sig deraf. – Jeg har sendt en Protest4 til "København", saa skarp jeg kunde. – Men jeg er jo den angrebne Mand. – Det er jo allerede en Svækkelse i Angrebet. –

Angrebet er grundløst. – Jeg ved, at De som faa i Danmark kender Kincks Produktion ud og ind. – Naturligvis er jeg paavirket af Kinck. Jeg vedgaar det aabent i min Bog ved at skrive 3 Kapitler om Kinck og navnlig ved at citere ham saa omfattende, hele hans "Nationalromantik" har jeg belagt med Citater fra hans egen Produktion – for at lægge Kortene paa Bordet saa enhver kan se, hvad der er mit og hvad der er hans. –

Udover det er alt mit eget – ja, 3 selve min Bogs Grundtanke har intet med Kinck at gøre, hvad han selv ogsaa indrømmer. –

– Ene maa jeg kæmpe i denne Sag. – Jeg har den Fordel, at jeg spiller paa to Lande, men ogsaa desto flere Modstandere. –

Jeg tror De kender R. Fangen. – I en Aarrække har han systematisk angrebet Kinck – og denne Artikkel var ogsaa et Angreb ved at ramme mig og sætte en Plet paa min Hæderlighed som Menneske og Skribent –

Det lyder underligt naar jeg i denne Sag, der jo egentlig er Dem uvedkommende, beder om en Replik fra Deres Haand, – som kender baade Kincks Produktion og min Bog. – Det vil være en Røst 4 fra dansk Side mod dette modbydelige Overfald. Ja jeg har bedt om lidt Hjælp i denne Affære – fordi denne ene Mand nu skal rammes – ikke alene for min Skyld men for den norske Litteraturs Skyld, der ikke snobber for Danmark men bryder sig sine egne nationale Baner – den jeg søgte at bryde Vej for i min Bog. – Jeg vilde være glad ved en Replik enten i et af de to Blade der har ført Sagen frem "Politiken", "København" eller det Blad, som jeg saa vidt jeg forstaar er Deres, Berl. Tidende. Ja undskyld dette. Det er noget paagaaende og ubeskedent. Maaske lidt nervøst. Det er første Gang jeg er ude for sligt. –

Med Hilsen.
Deres ærbødige
Jørgen Bukdahl

 
[1] datering: efter Politikens referat af Fangens anmeldelse og før Bukdahls indlæg i de københavnske aviser. tilbage
[2] Kritik: Ronald Fangens dobbeltanmeldelse af de to bøger fra 1924: Bukdahls Norsk national Kunst og Hans E. Kincks Steder og folk i dagbladet Tidens Tegn 20.1.1925. Om Bukdahl skriver Fangen bl.a.:

Og væsentligst er det at alle disse begreper, hele denne vurdering ikke er hans egen, selvstændige eiendom. Det ser man naar man læser Kincks siste bok. […] Bukdahls bok utkom omtrent samtidig med Kincks og naar den ikke alene forfegter de samme synspunkter, de samme vidtløftige teorier, men delvis gjør det ved hjælp av præcis de samme uttryk, de samme sætninger kan ikke forklaringen være nogen anden end den at den unge danske forfatter har været en flittig, agtpaagiven og noterende tilhører til den norske digters private foredrag.

Ordet plagiat bruges dog ikke. tilbage
[3] trykt: i Politiken 25.1.1925. tilbage
[4] Protest: i København 29.1.1925 og i Politiken 1.2.1925. Bukdahl skrev bl.a.:

Hr. Fangen véd i Øjeblikket Intet om Literaturen i Norge, saa hans Dumhed skyldes lige saa meget hans Uvidenhed som hans Instinktløshed. Han er Typen paa den desorienterede literære Kritik, man i disse Overgangsaar kan tiltro Alt […] Hr. Fangen saá rødt, da han saá min Bog, han løb Panden imod den og tumlede tilbage. Jeg skal slippe ham her, for ogsaa Medlidenhed er en menneskelig Følelse […]

Ronald Fangen havde allerede 24.1.1925 i Tidens Tegn trukket sin påstand om plagiat tilbage. tilbage