Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Wiesbaden. 8. december 1911

Brandes' bog om Carrel


8/12 1911
Müllerstrasse 6 I
Wiesbaden

Kære Georg Brandes!

De har glædet mig meget med at sende mig Deres Bog1, og jeg takker Dem for dette nye, ærefulde Venskabsbevis. Det har vist sig at bero på en Misforståelse, når jeg troede at vide lidt om Carrel. Han er mig ganske ubekendt, og jeg er Dem virkelig taknemlig for, at denne smukke og interessante Personlighed ikke længer er mig fremmed. De sidste Kapitler af Deres Bog bragte mig Balzacs "Illusions perdues" i Erindring2. Jeg husker den ikke mere i det enkelte, men jeg mindes, hvor overraskende det var mig, at Pariserpressen allerede på Balzacs Tid udrugede og ernærede en Bande Sjofelister og Salonrøvere, som jeg troede hørte vore Dages Bladindustri til. Jeg læser nu i Deres Bog, at Balzac har været Medarbejder ved Girardins Blad, og jeg tænker mig, at nogle af de Pressemænd, De nævner, har været Modeller for Romanens Figurer. Måske vilde man 2 kunne finde selve Carrels Profil imellem dem. Dog, da De intet nævner derom, er det vel ikke meget rimeligt.

Jeg hører ikke hjemmefra uden at der klages over Vejret. Jeg kunde sende Klagerne tilbage. Vi har ikke her den danske Blæst men, hvad der er mange Gange værre, en uafladelig Tåge og et Mørke, der får mig til at mindes Polarnatten oppe ved Tromsø, hvor jeg var sidste Vinter omtrent ved denne Tid. Heller ikke her ser vi nogensinde Solen. Byen ligger på Bunden af en Gryde fuld af Damp. Det Ord "trübe", som her bestandig anvendes på Vejret, kan ikke oversættes på dansk, fordi vi ikke har nogen tilsvarende Naturstemning. Er man nu ovenikøbet sådan stillet, at man dårligt kan arbejde ved Lys, og at man har meget at indhente, så føles Dagen lovlig kort. Og i den uheldige Situation er netop jeg. Jeg glæder mig derfor umådeligt til, at Lyset skal komme tilbage. Jeg befinder mig så vel her, er√ så fri og ubekymret. Den Dag, 3 jeg opgav min Lejlighed i København og magasinerede mit Bohave, følte jeg√ det omtrent som en Karrehest må føle det, når den bliver spændt fra. Her lever jeg for næsten ingenting og er ligesom Fuglene under Himlen og Rotterne i Skarnkassen uden Bekymring for Dagen imorgen.

Min Kone sender, som jeg, en venlig Hilsen. Vi håber, De holder Dem rask trods Regnen og Blæsten, og rejser De til Paris, så minder vi Dem om, at Wiesbaden ligger bekvemt som Hvilested undervejs.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Deres Bog: Armand Carrel. tilbage
[2] Mon man skal forstå den franske titel derhen at HP har læst bogen på fransk? Eller namedropper han bare? – Romanen (fra 1843) blev i 1898 oversat til dansk med titlen Skuffelser. tilbage