Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Paris. 28. december 1911

det ulyksalige Indfald med et Arkiv

Hôtel d'Iéna
Paris (16me)

28 December 11.

Kjære Henrik Pontoppidan

De er forsaavidt misundelsesværdig, som De arbejder med Lethed og er vis paa at finde Læsere, naar De er færdig. Jeg tog en hel Kuffert fuld af Bøger og Udkast med mig og er i de 4 Dage, jeg har været her, ikke kommet til at aabne dem endnu, skjønt jeg hidtil kun har søgt et eneste Menneske, min gamle Ven Clemenceau, der forbereder en betydelig Tale i Folke Senatet. Men jeg forstyrres stadigt alligevel, undertiden paa ønskværdig Maade alligevel, som igaar, da den sjældne Mand, Anatole France, kom at besøge mig, og idag, da han kommer igjen og henter mig til Middag. Det er desværre ikke alle her, med hvem en Samtale er saa meget værd. Og jeg gyser lidt ved at 2 melde min Ankomst rundt omkring, da jeg saa slet intet faar gjort. Jeg har mange Bekendte.

Jeg husker en Samtale mellem os for lang Tid siden, hvori jeg talte til Dem om mit Indtryk af, at Spændingen mellem England og Tyskland uundgaaeligt vilde føre til Krig. De gjorde mig til Svar opmærksom paa, at man til Tider havde ventet Krig mellem Rusland og Tyskland, Rusland og England. Men jeg bliver ved mit. Tilfældet ligger her anderledes. Vi staar i ikke fjern Fremtid overfor en umaadelig Krig. I Frankrig er nu – til Forskjel for blot faa Maaneder tidligere – Sindene forberedte paa Krigen, ja mange ønsker den for at faa Ende paa Tysklands evige Overgreb og Drillerier. (De véd ikke, hvad de gaar ind til.) Men faktisk 3 er det saadan. Hverken Frankrig eller Tyskland, der vil prelle paa hinanden med al deres Magt, kan vinde det ringeste ved en Krig, kun tabe og lide. Men det er England, der driver paa og vil Krigen. Det maa ville den. Naturligvis kunde den udmærket undgaas, ifald England blot vilde abdicere tilsøs. Men England kan jo ikke frivilligt opgive at være Havets Herskerinde. Saa er det end ikke Herre over sin Ernæring.√ Det har knækket Spanien, Holland, Frankrig1, som Sømagter. Det vil prøve paa at knække Tyskland. Jeg troer, den tyske Flaade er udmærket; men Englands og Frankrigs forenede Flaader synes at maatte være den for stærk. Jeg talte i Kjøbenhavn med ret indsigtsfulde Russere, der kom at besøge mig, og som mente, den tyske Flaade vilde hurtigt blive overvældet. Det er vemodigt at tænke paa alle de forestaaende Rædsler. – Her forestaar Ministerskifte. Caillaux 4 har en Slags Højhedsvanvid og forvexler sig med Cajus Julius Cæsar. Tænk Dem, at Johannes Poulsen i Kjøbenhavn spillede Cajus Julius som nedbrudt, vakkelbenet Olding (paa 56) med Statue-Holdning og japanske Øjenbryn i spidse Trekanter, ham, hvis Øjenbryn paa alle Buster er saa skjønne. Er det troligt at danske Skuespillere altid vil udtrykke sjælelig Storhed ved spankende Skridt og opblæst Holdning, de kan jo læse sig til, at det er de forlorne Storheder, som er saadan.

Vi havde Maximilian Harden i Kjøbenhavn, og skjønt der var agiteret imod ham i Pressen med fjantet og løgnagtig Chauvinisme, overvandt han Uviljen ved naturlig Veltalenhed. Han er en Mand med store Evner og store Fejl (jeg har kjendt ham fra hans første Pip), jeg har tidt staaet ham imod for Ideers Skyld – som da han tog Parti mod Dreyfus og 5 mod Ferrer – men jeg vurderer ham som Menneske og som Skribent, og vi mødes altid med personlig Sympati. Jeg har altid to Gange√ afslaaet at tale hans Sag eller underskrive Adresser til ham; men i Kjøbenhavn holdt jeg en pæn Tale til ham, og Alt var meget harmonisk. Tilsidst sagde han endog, at jeg var den af alle Levende, som han skyldte mest.

Kjære Pontoppidan, det er blevet mig sagt, at De er den, som har havt det ulyksalige Indfald med et Arkiv til min Ære. Jeg har ved Flugt unddraget mig alle Festligheder i Anledning af min forsmædelige og latterlige Fødselsdag, men dette har jeg ikke kunnet forhindre og det er jo langt værre end Skaaltaler. 6 Det er en Opfordring til Fremtidens Borchsenius'er til at sidde og snage i mine gamle Breve og Privatpapirer – netop hvad jeg altid har gyst for. Velment er det jo, men skrækkeligt; det Værste. Gid der i Stedet var blot to Tusind Msker, der vilde kjøbe hvad jeg skriver.

Er det ikke ensomt i Wiesbaden for Deres Frue? Hun lever jo ikke med Pen i Haand sammen med opdigtede Personer; hun har jo ikke Deres Alibi. Hils hende hjerteligst fra mig.

Her er fælt Vejr, evig Regn, og alt i mer end en Maaned Automobil-Strike, en forfærdelig Ting ved disse Afstande.

Dette blev sex tætte Sider, desværre. Levvel.

Deres Georg Brandes

 
[1] først skrevet i rækkefølgen "Frankrig, Holland", men ombyttet ved hj. af små tal 2,1 over navnene. tilbage