Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Wiesbaden. 26. november 1911

jeg arbejder med megen Glæde


26/11 1911
Wiesbaden
Müllerstr. 6I

Kære Georg Brandes!

Hjertelig Tak fordi De har tænkt venligt på os og vilde sende os en Hilsen. Det er helt besynderligt for mig at sidde her ved Rhinen og modtage Brev fra Dem med dansk Postmærke; det plejer at være Dem, der er ude omkring i Evropa, og mig, der sidder hjemme i Uglereden og hygger mig i Dunene. Skønt jeg kun er 24 Timers Rejse derfra, føler jeg mig langt borte, og veed da også kun lidt om, hvad der sker derhjemme. Dog har jeg hørt om Deres festlige Modtagelse på Universitetet d. 3die Novb. Nathansen, som var tilstede, har i et Brev givet mig en så anskuelig Skildring deraf, at det næsten er for mig, som om jeg også havde været der. Men når De nu fortæller mig, 2 at De 14 Dage efter har måttet tale for en næsten tom Sal, så forstår jeg, at De har frabedt Dem de forskellige københavnske Festligheder, man har villet foranstalte til Deres næste Fødselsdag, skønt jeg naturligvis ikke tvivler om, at der ved den Lejlighed vilde blive fuldt Hus. Nu rejser De altså bort, sagtens til Paris, hvor De jo også tilbragte Deres 60 Års Fødselsdag.

Med Wiesbaden skal jeg ikke forsøge at friste Dem. Her vilde De kede Dem ihjel. Det er en Provinsby med et vist Storstadspræg på Grund af de mange store Hoteller. Om Sommeren er her jo mange Mennesker. For Øjeblikket er her tomt. Jeg bliver her nærmest for min Kones Skyld. Hun bruger Badene for en Skulderbetændelse og har den Kulsviertro på dem, som vistnok skal til for at nå et Resultat. Med mig er der ingenting at stille op. Jeg er for meget Tvivler, og Vandet, som også jeg skulde bruge (som Brøndkur) har hævnet 3 sig på mig og gjort min ømtålige Lever endnu mere rebelsk. Imidlertid har jeg taget fat på Arbejdet, og det går meget godt. Jeg har ikke i mange År arbejdet med så megen Glæde. Men jeg føler jo nok, at det hele går på Pumperne.

Når jeg kaldte Wiesbaden en kedelig By, er det ikke fordi der mangler Underholdning. Her er daglig store Koncerter, Teaterforestillinger, Kurhusfester o.s.v., og nu, da de Fremmede er borte, og Priserne nedsatte, fylder Byens egne Borgere Pladserne. Jeg kigger lidt på det altsammen, var forleden endog til stort Bal på Kurhuset, dog kun som passiv Deltager. I Teatrene kommer jeg dog ikke, da jeg må sidde på de bedste Pladser for at kunne høre og forstå, og de er mig for dyre. På et af Teatrene har de nylig haft en Ibsen-Cyclus. Jeg har lagt Mærke til, at de tager ham gerne portionsvis her i Tyskland, nyder ham næsten kurmæssig, som en Modgift måske for de krydrede√ Operetter og Farcer af allerletteste Art, som der til daglig diskes op med på de samme Teatre. Jeg overværede ingen af Forestillingerne, men 4 på min Stamknejpe hørte jeg en Mand, der havde været der, udtale sin Dom i de Ord: "Anständig aber sehr langweilig." Sådan virker altså nu Ibsens Salt og Peber på en agtbar Borger!

De veed ikke, hvor jeg glæder mig til Deres Bog om Carrel. Jeg veed næsten ingenting om den Mand, og jeg kunde mærke på Dem, da De i Efteråret nævnede, at De var i Færd med at udarbejde en Række Foredrag om ham, hvor opfyldt De var af Emnet. Jeg læser ellers næsten intet for Tiden. Selv Aviserne lader jeg undertiden ligge, fordi de tyske Blade alle er sat med så lille Skrift, at jeg kun med Vanskelighed kommer gennem en længere Artikel. Jeg har dog et Indtryk af Stemningen hernede efter Marokko-Overenskomsten1. Den er åbenbart stærkt nervøs.

Vi sender Dem begge to de venligste Hilsner i – ak! – det bedrøveligste Vejr.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Marokko: et sammenstød mellem franske og tyske interesser i Marokko truede med at føre til europæisk krig. Men England støttede Frankrig og pressede Tyskland til at opgive sine krav og underskrive M.-overenskomsten 4.11.1911, hvorved krigen blev afværget. tilbage