Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15 A. 12. november 1911

Deres idé om Arkivet

Allégade 15 A. 12/11 11

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Dette Brev forpligter ikke. Det er en Eftermiddagstime, som jeg ikke kan ofre til nogen bedre end til Dem. Jeg haaber, De endnu er i Wiesbaden, hvorfra jeg modtog Deres sidste meget velkomne Brev. Hvor er man dog alligevel langt fra hinanden, og hvor slet et Surrogat er ikke et Brev. Hvad er det hele, naar man ikke kan se hinandens Ansigt? En Telefonsamtale, hvor Følingen mangler.

Jeg har i den senere Tid været en Del ude. Min Kone var en 8 Dage paa Landet for at anlægge Have paa vort Herresæde, og jeg boltrede mig da som Ungkarl. Flere Aftner var jeg sammen med G.B., en Aften her, en hos Fru Schütte og en hos Rung. Vi var de eneste, der fejrede ham. Det var smukke Aftner¹ paa Universitetet, han var i sin fulde vigueur og talte bedre end nogensinde. Æmnet laa ham meget paa Hjærte, man mærkede, at Carrel var Anledningen, der bragte Kilderne til at strømme. Den sidste Aften var navnlig smuk. Da Salen var saa tæt pakket, som den kunde være, og nogle Minutter var hengaaet i Spænding, kom Prof. Erslev ind med G.B. En Bølge 2 af Begejstring slog imod ham, han stansede neden for Talerstolen og sendte sit henrivende Smil udover den unge Forsamling, der hyldede ham. Erslev steg da op paa Katedret, og G.B. satte sig paa en Stol under dette. Jeg sad ligeoverfor ham, han rakte mig sin Haand, jeg følte mig saa bevæget, da jeg saa ind i hans Ansigt, som jeg har tilbedt og elsket fra jeg som 14aarig Dreng sad lyttende paa Universitetet, naar han talte. Mens Erslev stod deroppe, saa jeg paa G.B. Han sad "artigt" paa sin Stol – De kan se ham – Hænderne havde han foldet og lagt paa sit Knæ, og Benene var samlede som hos Mennesker, der i et Forværelse sidder og venter paa Ekscellensen. Han saa ud over de mange Hoveder, jeg syntes, der laa en svag Glæde over hans Træk, en Tryghed ved at vide, at han var blandt Venner. Ingen Overlegenhed, ingen Storhed eller Dumvigtighed – kun en beskeden Glans af Aand og Skønhed. Og da saa Erslev var gaaet ned, og han steg op! En vanvittig Jubel brusede imod ham fra hele Auditoriet, der rejste sig op. En ung Pige rakte ham Blomster, han bøjede ridderlig sit Hoved og smilte. Det Smil glemmer hun aldrig, hun vil fortælle sine Børn derom, og de vil elske ham for det. Han stod længe, beskeden og smilende – saa satte han med en hastig Bevægelse Næseklemmeren paa, rømmede sig paa sin fugleagtige Maade og begyndte.

En af de Aftner, jeg var sammen med ham, berørte jeg svagt og periferisk Deres Idé om Arkivet². Men 3 han var saa absolut afvisende, at jeg virkelig tror, at Tanken er ham imod. Han kunde blive syg ved den blotte Forestilling om, at hans Liv og Leben skulde opbevares og samles i Skabe. Han brændte alt, hvad han kunde overkomme, sagde han, og ønskede at andre ville gøre det samme med Breve og sligt fra hans Haand. Bibliotekar Carl S. Petersen, som De maaske kender, (Pal. Müller^s Udgiver) havde været hos ham og tilbudt at ordne og samle hans Breve, men G.B. havde paa det bestemteste frabedt sig dette. Altsaa – jeg tror ikke, man faar noget ud af at spørge ham selv. En Mulighed er der naturligvis for, at Idéen inderst inde vilde glæde ham, men jeg er ligesaa eller snarere sikrere paa det modsatte. Que faire? Vil De forsøge, skrive ham til maaske? Jeg staar ham maaske nok paa en Maade nær, og dog føler jeg ofte, at jeg er ham fjærn, og at maaske til syvende og sidst ingen ejer hans Fortrolighed. Jeg tror næppe nok Fru S., efter hvad jeg kan forstaa af hendes Udtalelser, naar jeg taler med hende om ham.

Herhjemme er alt vel. Min Kone er kommet hjem, frisk og rødmosset efter Plantningen af flere hundrede Trær. Vi var en Dag sammen derude, og jeg maatte beundre hendes Arbejde. Med Hjælp af en halvvoksen Dreng har hun beplantet de 5000 Kvadrat Alen med større og og mindre Trær og Buske, og det var saa godt gjort, at den frygtelige Storm, vi havde i forrige Uge, kun havde formaaet at rokke et Par af dem. Jeg glæder mig til en Gang at faa det lille Sommerhus. Vil De ikke have et i Nærheden – der er Plads og Jorden er billig. Men De sværmer jo ikke for Danas Have 4 – jeg elsker den jo trods alt og vil henleve mine Professordage i Mørdrup med Udsigt over det bølgende Land, som rører mig ved sin Ynde og harmer mig ved sin sure Taage, men som jeg trods alt ikke kan undvære. Kender De noget trofastere end en Jøde blandt fremmede? Hvorfor tror De, at G.B. trods alt vender tilbage?

Iøvrigt arbejder jeg flittigt – det er nu alligevel det bedste. Jeg synes, at man i min Alder saa smaat begynder at forstaa – baade Menneskene og sig selv – og begynder man først at forstaa, er man paa den rette Vej. Før de 30 er man selv og alene man selv Verdens Midtpunkt. Efter de 40 opdager man, at man er en Draabe i Havet. Og før man lader sig sluge af det store Hele, har man ligesaalidt med Livet som med Kunsten at skaffe. Der er noget godt i at glemme sig selv for andre, og før man føler sig som en af de mange, kan man ikke tale til de mange. Og det er enten Skaberi eller Afmagt at tro paa "den lille udvalgte Kres". Vorherrebevares! vi er jo alle Mennesker, og megen Forskel i den inderste Bygning er der ikke. Det er galt at skrive for de Pukkelryggede.

Naa, min kære Herre, gaa nu hen og drik Deres daglige Perial³. Jeg er jo total som De ved. Dog forfaldt jeg en Aften, lokket af den mephistofeliske Forførelse i Deres Brev, til Guava Rom ovre hos Vald. Andersen⁴. Jeg talte i Tunger og saa Syner. Da jeg gik hjem, sang jeg Walters Preislied⁵, saa de Forbigaaende troede, det var Peter Cornelius⁶, der jodlede. Da det gik op for mig, blev jeg ædru og forbandede Dem. Men dejligt var det, mens jeg var salig i min Kæfert.

Deres
H. N.