Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Lillehammer. 2. februar 1911

en Hilsen fra det vinterhvide Norge

Lillehammer
2/2 1911

Kære Georg Brandes!

Disse Linjer skulde bringe Dem min Lykønskning til Fødselsdagen. De bliver iovermorgen 69 – dette standhaftige Tal, der bevarer sit Udseende også når man vender det på Hovedet. Næste Gang får De igen et Nul i Deres Års Tal, et Hjul, der ruller Dem ind i det Tiår, man i gamle Dage lidt urimeligt kaldte "Støvets". Det er dog i Treserne, de fleste Mænd falder fra. Har man først nået de 70, får man en ny Chance. Altså: jeg gratulerer!

Jeg lever f.T. i Norge, i en lille By, jeg fandt for År tilbage og stadig søger til som et andet Hjem. Det er et vinterligt Paradis i evig Sol. Kulden kan være ret betydelig men mærkes ikke på Grund af den stille og tørre Luft. Men jeg vil 2 ikke på Deres Fødselsdag vække misundelige Følelser hos Dem og skal derfor ikke udbrede mig over Stedets Herligheder.

Hvad der foregår hjemme veed jeg ikke, men jeg kan nogenlunde tænke mig til det, og forresten indeholder den lokale Avis "Gudbrandsdølen" af og til en Notits derom. I enhver Henseende lever jeg altså under de lykkeligste Forhold, og dersom det er sandt, at Lykken – ligesom den pavelige Velsignelse – kan overføres fra Person til Person, kommer jeg således ikke ganske tomhændet med min Lykønskning men har Favnen fuld af paradisiske Blomster.

Dem nedlægger jeg for Deres Fod som en Hilsen fra det vinterhvide Norge og

Deres hengivne
H. Pontoppidan