Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 8. februar 1911
Wied volder Johs. V. Jensen Mavepine
8.2.11
Kjære Pontoppidan
De takkes for den ved mit Aars Grav holdte trøsterige Tale.
En Avis fortalte, at De var rejst til Nordland; maaske var De der. Nu ser jeg, at De er i Lillehammer, om hvilken jeg kun véd, at en ung brav Dame, Fru Ella Melbye, for Tiden opholder sig dèr med et sygt Barn og et ganske lille. Hendes Mand fortalte mig det forleden, og da De formodentlig kjender hende, beder jeg Dem hilse hende fra mig.
Af Deres Brev troer jeg at læse saa meget ud, at De føler Dem rask, og det er, da De skrantede, en stor Ting.
Er virkelig Gudbrandsdølen Deres 2 eneste Kilde til Kendskab om Verden og Menneskene? Saa véd De ikke at jeg i Aftes talte for 1400 Arbejdere om Francisco Ferrer og i Lørdags for 400 Studenter om Michel Servet (jeg taler nu kun om dem, der blev brændte (som Jeanne d'Arc) eller skudte). De véd ikke heller, at Karin Michaelis har solgt 60,000 Farlige Aldere i Tyskland, at Prof. Bohr og Geheimeraad Vedel er døde.
Forleden ved en Middag hos Hegels stod Johannes V. Jensen, den Sjæl, renvasket og hvidslipset og glædede sig til den gode Mad. Da jeg kom ind ad Døren, fik han et let apoplektisk 3 Tilfælde og mistede en Del af Appetiten. (Han havde lige gjort nogle frygtelige Udfald mod mig i Riget1.) Men da saa Gustav Wied traadte ind, hvem han sammesteds havde overskjældt med fuld Damp og bl. A. kaldt "den lille Exhibitionist" – hvad jo ikke er pænt, skjønt Ordet er fremmed, og da Wied tog ham i Armen og sagde Goddag! – saa fik han sit afgjørende Tilfælde og forsvandt, efterladende sin blonde tykke Kone, der havde faaet Hvervet at meddele, han havde "faaet lidt Ondt og var gaaet hjem". Wied havde berøvet ham Resten af Appetiten og voldt ham Mavepine.
Deres hengivne
Georg Brandes.
