Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Sæby. 9. juli 1902
"undertiden giftigt"
| 9d Juli 1902 | f.t. Sæby. |
Kære Dr. Brandes!
De må give mig Lov til med nogle Linjer at besvare Deres Brev.
I det "ikke helt ubevidste" Minespil, jeg har tillagt min Bogs Dr. Nathan1, har jeg set et Udslag af en af dennes mest fremtrædende Egenskaber, hans Utålmodighed. Jeg har forstået det som en Lyst og Trang til at understrege en Modsætning til de nordiske Ansigters Flegma, der vistnok ofte kan have virket irriterende på ham.
Når jeg har kaldt hans Vid for "undertiden giftigt"2, så indrømmer jeg, at jeg her har været mindre heldig med Udtrykket. Jeg husker, at jeg havde Ordet Malice i Pennen; men i min Bestræbelse for at undgå Fremmedord3, og da en ligefrem Oversættelse af Ordet vilde være ganske forkert, søgte jeg en Omskrivning og har da haft det Uheld – der er så almindeligt for Sprogrensere – at ramme ved Siden af Meningen.
2 Dog, dette er Ubetydeligheder, og jeg skulde slet ikke have forsøgt noget Forsvar for Romanens Hulspejlsbillede af Dem, dersom De ikke så bestemt havde protesteret mod enhver Lighed mellem Dem og min Dr. Nathan i Henseende til dennes livfulde Bekymrethed for Folks Omdømme. Her vilde jeg meget nødig misforståes, også fordi Spørgsmålet fører ind√ til Bogens inderste Tankegang. Det kan jo dog ikke betragtes som noget stort at være ligegyldig for det Indtryk, man gør på Folk. En sådan ophøjet Ligegyldighed er jo i de fleste Tilfælde bare et Ræveskjul for Afmagt eller Ugidelighed. De benytter i Deres Brev selv det Udtryk at "exstirpere" den Nerve, der gør modtagelig for Ros og Dadel; men en sådan Kastration af Æresfølelsen vilde efter min Antagelse umuliggøre en så overvældende Frugtbarhed som Deres. En anden Ting er det jo, at selve det attråede kan være En ligegyldigt, – når man bare nåer det. Den 3 Erobrerlyst, der hos Dr. Nathan ytrer sig selv overfor en ung Student, synes mig så ejendommelig og så indtagende, netop fordi Studentens Bifald i og for sig er og må være ham – den verdensberømte – ganske værdiløs. Det er en Naturdrift, der ikke lader sig overvinde af teoretiske Betragtninger, og det har været mig om at gøre at sætte den frem som en Modsætning til den sideniuske, sterile Stejlhed.
Ja, jeg ser, at De√ har fået Højskolefolket i Gevær og har slået drabelig fra Dem.4 Det er vanskelige Folk at bakses med, især de blødhåndede. Men nu rejser De til Carlsbad og giver vel så det hele Påstyr en god Dag. Jeg ønsker Dem en lykkelig Rejse og siger Dem mange Tak for Deres Brev og for Deres fornyede Opfordring til at besøge Dem, når jeg kommer til Kbhvn.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
