Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
7. juli 1902
jeg undgaar altid den giftige Sladder
7 Juli[19021]
Kjære Hr. Pontoppidan
Jeg har ikke betragtet Skildringen af Dr. Nathan som i alle Enkeltheder myntet paa mig; De havde jo Deres digteriske Frihed. Hvis den skal være mig helt igjennem, vilde jeg have Lov til disse smaa Bemærkninger: 1) De gjør mig sandelig Uret, naar De troer, jeg med Vilje trækker min Pande i Folder; jeg er aldeles ikke Herre over dens Bevægelser og anraabes altid af Fotografer om at holde den rolig, naar jeg troer at staa stiv som en Støtte. 2) jeg latterliggjør tidt Personer, naar jeg fortæller noget, men Ordet giftig passer aldrig paa mig, snarere lystig eller overmodig; jeg undgaar altid den giftige Sladder. 3) Det 2 stemmer ikke med mig, naar Nathan er bekymret for hvad selv den yngste Student mener om ham. Jeg forbauses over at have kunnet gjøre det Indtryk paa en Psykolog som Dem. Intet kan være mere polært fjernt fra mit Væsen. Det er ikke en Fortjeneste, men mit Liv har ført det med sig at jeg er kold som Is overfor hvad man mener om mig. For ikke at gaa til Grunde nødtes jeg til ved mit 30te Aar formelig at exstirpere hos mig den Nerve, i Kraft af hvilken man sørger over at udskældes og nedsættes. Jeg gjorde mig meget haard. Men med det Samme maatte jeg naturligvis√ exstirpere den Nerve, der gjør at man (H. C. Andersensk) glæder sig over Ros. Jeg væmmes tidt saadan ved Ros, at jeg lægger en rosende Artikel bort midti og slet ikke læser den til Ende. Dette har gjort, at jeg (af Naturen et meget nervøst 3 Menneske) ikke kjender til Uro og Angst i offentlig Optræden. De ypperste Skuespillere har indtil deres sidste Optræden Lampefeber. Jeg har exstirperet Nerven hos mig og selv naar jeg har skullet tale under vanskelige Forhold som første Gang i Petersborg eller første Gang i Paris paa et fremmed Sprog overfor en fremmed Forsamling, har jeg til mine Omgivelsers Forundring ikke følt den allerringeste Uro, fordi Publikums Dom om mig var bleven mig ligegyldig.
Men iøvrigt maa jeg jo være Dem meget taknemmelig over hvad De siger om Nathan. De har idealiseret mig, og jeg maatte være smaalig – hvad ikke er min Fejl – ifald jeg ikke var tilfreds med saa megen Velvilje.
Jeg siger som i mit sidste Brev: Ak, at de Par Mænd, der har samme 4 eller beslægtede aandelige Interesser, aldrig ses!
Jeg tænker omtrent d. 15de at rejse til Karlsbad, hvor Georges Clemenceau og nogle russiske Familier har sat mig Stævne. Foreløbigt har jeg nu faaet Højskolemændene i Harnisk.
Deres hengivne Georg Brandes.