Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Gargnano, Italien. 31. maj 1882
Men så kom Venedig
Gargnano.
Lago di Garda.
Italia.
31te Maj.
[påtegnet:] [1882]
Kjære Hr. Borchsenius!
Når jeg nu siger Dem, at jeg skammer mig som en Hund, da må De både tro mig og tilgive mig. Men jeg må have Lov at ligge[?] Dem Forklaring. Var det gået efter min Bestemmelse, nemlig på Rejsen herned at opholde mig nogle Dage i Berlin, da havde jeg sikkert også holdt mit Løfte med Hensyn til den lille Fortælling "Et Døgn"1; men nu drev Kulden os sydpå med en rivende Fart, og vi stoppede ikke op, før vi kom til Bozen. Nu traf jeg dér et Tyrolerliv så fortrykt og foraset, at det på en underlig stærk Måde gjød ny Olie på den Ild, hvoraf "Et Døgn" var stået frem. Jeg mærkede, jeg kunde give det fyldigere. – kort: der var mere, jeg vilde have med, og da blev det ikke en lille Fortælling, men en lang Roman.
Dette vilde jeg nu ikke skrive til Dem; jeg vilde vente, til jeg kunde sende Dem en anden. Men så kom Venedig, og den, der har sagt, at det er en god Arbejdsby, har løjet stærkt. I alle Fal er jeg så for ung; jeg véd ikke, hvor Tiden blev af, men den drev og blev borte uden jeg anede det. Man oplevede jo mere dèr i èn 2 Time, end man har drømt om i alle sine 24 År. Jeg kunde bare se; intet, intet andet.
Så fandt vi en lille stille Landsby ved Gardasøen. Men også her havde jeg måske brudt med Løfter og meget Andet, om ikke et Ildebefindende havde tvunget mig til at blive hjemme et Par Dage. Den lille Ubetydelighed2, jeg sender Dem, håber jeg ikke vil smage for meget deraf, men at De vil give en Plads i "Ude og Hj."
Nu tænker vi ellers så småt på Hjemrejsen. En Månedstid vil vi endnu rejse i Schweitz, men så bliver jeg tvunget til – for visse Årsagers Skyld – at tage hjem med min Hustru3. Også for min egen Skyld må jeg snart til Ro og mere æruelige Forhold, for at jeg kan blive klar med min Bog til Efteråret.
Når De nu har modtaget dette Brev, vilde jeg jo sætte Pris på et Par Linier fra Dem som Bevis på, at De har modtaget det, og at De virkelig har tilgivet mig, – og den sikreste Adresse vil da være: Chur, Canton Graubünden, Schweitz: poste restante.
Nu blot min Hustrus og mine bedste Hilsner
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
