Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hjørlunde. 10. september 1881
med inderlig Taknemlighed
Hjørlunde.
pr.
Slangerup.
Lørdag Aften.
Hr. Red. Borchsenius!
Først min Tak for deres venlige Brev. Dernæst en Undskyldning. Jeg var nemlig aldeles uvidende om Bladenes Ret til Manuskripter i et År – noget jeg så fuldt forstår, og undrer mig over ikke på egen Hånd at have kunnet begribe. Men desmere må jeg påskjønne, at de har taget imod min lille Skitse; des yderligere følger det af sig selv, at de stryger Bemærkningen om mit Forfatterskab til "nogle Skildringer, som... o.s.v." –
Hvad skal jeg sige om deres smukke – selv om kun "halve" – Løfte om at være behjælpelig med Korrekturen af min Bog. Jeg er ligeså taknemlig som ængstelig. Det følger af sig selv, at jeg tror den indeholder noget, man kan have Fornøjelse af, – ligesom jeg er i Besiddelse af den naturlige Kjærlighed til ens egen Avl, så jeg måske vurderer den højere end den er værd. Men når jeg tænker på, at De, som alt har læst "Kirkeskuden" to Gange, nu går med Tanke om at tage den for tredie Gang, så er jeg bange for, at De segner under Byrden.
Men vil de virkelig gjøre mig den Ære (det er et dumt Ord, men her kan jeg bruge det med Sandhed) og den store Tjeneste, da beder jeg dem altid huske på, at det er en 23-årigs første Produktion. Men selv om de tager det "halve" Løfte tilbage, da skal jeg bestandig med inderlig Taknemlighed mindes den Hånd, de rakte en ung Mand til at gjøre det første Skridt til at realisere det ulykkelige Ønske at bytte det velklingende cand. math. & phys.(?)1 med en beskeden Forfattertittel; og derved måske fritaget mig for den Adjunktplads, som man siger mig Ret til at – søge.
deres hengv.
Henrik Pontoppidan.
