Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 4. november 1936

en Dissekering af mig selv

Kære Vilh. Andersen!

Ja, det gik jo sådan, at vi næppe havde sagt Farvel til hinanden forleden, før hele Korrektur-Bunken blev bragt mig ind ad Døren. Jeg kunde dog ikke få mig til at sende den efter Dem. Jeg var meget rørt over Deres elskværdige Tilbud om at tage Dem af den; men De har jo så meget andet og langt vigtigere at bruge Deres Tid til. Nu er jeg alligevel glad ved og taknemlig for Håndsrækningen. De sproglige Vink har jeg naturligvis overalt – eller dog næsten overalt – rettet mig efter; men Henstillingerne om at stryge eller mildne visse Udtryk i Texten har jeg ikke set mig i Stand til at efterkomme. "Skamstøtten" over Provisorietiden f. Eks. må blive stående¹. En sådan har jeg længe savnet i Virkeligheden. At det ikke var Chr. IX selv, der viste sig snu eller listig, men nogle af hans Hjælpere, er jo rigtignok, og jeg har derfor også ændret der. – Heller ikke 2 Linjen om Grundtvigs polemiske Asenskæft kan jeg slette². Hans Svar på H. C. Ørsteds ret spagfærdige Anklage var virkelig utilbørlig grovkæftet, og det var sikkert ikke Ørsted men Tidsforholdene, de Ulykker, som Napoleons Fald bragte over os, der en Tid lukkede Munden på ham og stoppede for hans immer så uheldige Profetier.

Efter at have læst min lille Bog, vil De vist have forstået, hvorfor jeg så længe har tilbageholdt den. Den er jo væsenlig et Forsøg på en Dissekering af mig selv. Men når De ikke har følt Dem frastødt af Emnet og endda haft lidt Glæde af at læse Bogen, så er jeg nu helt beroliget og vil være ligegyldig for, hvad andre måske kan have at indvende mod den.

Jeg sender Fru Rose en ærbødig Hilsen og Dem selv en hjertelig Tak for Venskab og Forståelse.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

P.S.
Jovist er "Besigtelse" et grimt Ord; men det giver bedre end "Eftersyn" Hotelmandens 3 Tanke i den anførte Situation³.