Vilh. Andersen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 2. november 1936

enestaaende Memoireværk

Fredensborg 2/11 36.

Kære Henrik Pontoppidan – Tak for sidst, jeg fortrød, jeg ikke havde foretrukket Deres og Deres Datters for Videnskabernes Selskab, men jeg havde snakket Dem saa fuld, at De maatte have Stunder til at summe Dem. – Af Korrekturen¹, der allerede var sendt til Dem, fik jeg et Aftræk. Jeg har kun rettet det (næppe alt, da jeg er daarlig Korrekturlæser) som De selv vilde rette, men gjort et Par Henstillinger med NB. til Fordel for min – dog maadeholdne – Purisme, som De kan lade være at tage Hensyn til. At rette Stil paa Dem skal jeg for visse Aarsagers Skyld vel vogte mig for. M.H.t. Indholdet beder jeg for den gamle Konge – kan Skamstøtten ikke udgaa? Ligesaa paa den næste Side: fralistet, listig var han ikke. Sammenligningen med Kain og Abels Offer forstaar jeg ikke ret, kan den ikke udgaa? H.C. Ørsted lukkede Munden paa Grundtvig i deres Strid i 1815, ikke omvendt, men i den staaende Modsætning imellem dem følte G. sig vel nok som den store Profet. Er det mig der har døbt de næstbedstes Tidsalder?

2 Til sidst Tak for den rene Glæde jeg helt ud paa den skumle Eftermiddag har haft af den at læse den lille, store Bog. Den ligner Dem – Suzanne kendte jeg – jeg ved ikke hvorfra (Svend Morgendug?), Schaff forklarer hele Resten. Skal man blive saa gammel som De nu for at kunne gøre saa meget med saa lidt, saa glæder jeg mig til min Alderdom. Uden at skele til den Litteratur, De har lavet, har De ganske stille givet Læserne de to nævnte Nøgler til Deres Liv – til Deres Ægteskab med Mulden og Deres Datter deraf, som De maa hilse genkendende fra mig – og til Deres Aand – Deres Dæmon er et Nummer klogere end Mefistofeles.

De maa tilsige Dem selv et Aar endnu af Deres Arbejdstid for at føre dette i sin Beskedenhed enestaaende Memoireværk til den Ende, De selv har tiltænkt det.

Med venlig Hilsen
Deres hengivne
Vilh Andersen