Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. 10. oktober 1931
var bleven så forskellige
Holmegårdsvej 2.
Charlottenlund
10d Oktb. 31.
Kære Vilh. Andersen!
Dersom jeg kunde følge min Lyst og min Trang, skulde De ikke omsonst have vinket mig tilbage til Fredensborg i disse skønne Efterårsdage. Men jeg er den samme Haltefanden nu som for 6 uger siden1, ja er i Grunden endnu mere Invalid end den Gang. Ved min Hjemkomst viste det sig nemlig, at jeg havde fået Ødem i begge Fødderne, og jeg har siden været under Behandling af en særlig sagkyndig Masseuse, som jeg ikke kan slippe, dersom hendes hidtidige store Arbejde med mig ikke skal være gjort forgæves. Jeg må altså desværre blive, hvor jeg er, og jeg har egenlig ikke længer noget Håb om at blive rigtig Menneske igen, før Vinteren er vel 2 overstået. Jeg begriber ikke, at jeg ikke er bleven gul og grøn af Ærgrelse over denne Udsigt til endnu et halvt Års Stuetilværelse; men Folk påstår, at jeg endda ser ualmindelig rask ud.
De nævner i Deres Brev N.V. Dorph og Carl Nielsen. Det anede mig, at De dér havde mistet et Par nære Venner. Selv mistede jeg jo i de samme Dage min Broder2 og en Svoger (Prof. Ostenfeld3). Den sidste kendte jeg så at sige ikke; men heller ikke med min Broder havde jeg nogen nær Forbindelse. Vi talte efterhånden ikke det samme Sprog, fordi vore Følelser og Tanker var bleven√ så forskellige. Dog føler jeg det som et Savn, at jeg ikke skal se ham mere.
Jeg beder Dem bringe Deres Frue min Hilsen, og jeg takker hjertelig Dem begge, fordi De igen vilde gøre mig den Glæde at huse mig.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
