Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Snekkersten. 3. december 1913

den Grundfølelse, der har skabt Bogen

Snekkersten.
3.12.13.

Kære Professor Vilh. Andersen!

Jeg er ellers ikke grisk efter at læse, hvad der skrives om mine Bøger i Aviserne, men da jeg fik at vide, at De havde vist mig den Ære at anmelde "Storeholt" i Nationaltidende1, skaffede jeg mig jo straks Bladet, som Forlaget besynderligt nok ikke havde sendt mig. Idag har jeg læst Deres Anmeldelse, og når jeg er glad og taknemlig for den, er det ikke så meget, fordi De taler så godt om min Bog, som De gør, – skønt naturligvis også det har Værdi for mig! – men fordi jeg der for første Gang møder en virkelig Forståelse af den Grundfølelse, der 2 har skabt Bogen og givet dens Skikkelser Liv. Hvad andre har rost eller dadlet, er noget ydre, der – ligesom selve Tidsbilledet – ikke har været mig Hovedsagen eller endog ganske ligegyldigt. Men De har lagt Hånden på det Sted, hvor Pulsen banker, og selv om De havde dømt min Bog til en hastig Død på Grund af Blodmangel, vilde det dog have været mig en Tilfredsstillelse, at i det mindste De havde har√ følt, at der er et Hjerte i den.

At Udgivelsesmåden er kedelig, indrømmer jeg gerne. Ingen kan ærgre sig mere over den, end jeg selv gør det. Men jeg har ingen anden Udvej, når 3 det gælder et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over Åringer. Jeg skal jo leve, og da jeg ikke kan gøre Regning på den fornødne Støtte hos Forlaget, må jeg søge Alimentationsbidraget hos Publikum, som jo endelig også er Barnets Far. Forøvrigt finder jeg, at en Bog som "Storeholt" er lige så "afsluttet" som så mange af dem, der gælder for at være det, f. Eks. Jakob Knudsens nye Bog2, som jeg netop har læst. Den kunde passende ende med en Række Spørgsmålstegn.

Jeg har slået mig ned her i Snekkersten for Vinteren af Hensyn til min yngste Søn, som skal være Student til Sommer. Vi kan her have ham hjemme, da han går i Skole i Helsingør. 4 Deres Cycleture strækker sig vel ikke så langt i Vinterføret, at vi kan vente at se Dem her en Søndag i en Frokostrast. Vilde De sende et Ord derom i Forvejen, skulde der stå en Snekkersten-Torsk dampende på Bordet, når De kom. Kan det ikke friste Dem?

Det er jo rigtigt, at Deres Datter er bleven gift? Vi beder Dem og Deres Frue modtage vore bedste Lykønskninger!

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

 
[1] Nationaltidende: 29.11.1913. tilbage
[2] Jakob Knudsen nye Bog: En Ungdom (1913). tilbage