Morgen

I vinteren 1885-86 bad en skolebogsredaktør, M. Matzen, Henrik Pontoppidan om at få en "skriftprøve" med et klip fra en af hans bøger til sin Ny dansk Læsebog for "de højere Klasser i Borger- og Almueskoler", udgivet i maj 1886 på Gyldendals Forlag. Det blev fra den seneste, Ung Elskov (1885), at Pontoppidan valgte et lille naturskilderi fra indledningen til bogens sidste, Tredje Del. Der var allerede blevet arbejdet med teksten ved omskrivningen fra udkastet til Ung Elskov: "Af Pige Marthas Historie" (fra sommeren 1884). Her var skildringen endnu holdt i en nutid der havde givet den ekstra H.C. Andersen-klang, men allerede helt centreret om naturens rædsel for den ensomt svævende rovfugl der som et varsel om Marthas forestående død lurer på bytte.

Da Pontoppidan i 1906 fuldstændigt omskrev Ung Elskov, slap det lille naturbillede med igennem, ikke alene underkastet den generelle forkortelse der næsten altid var et af resultaterne ved en ny gennemskrivning; tag blot den første sætning der uden at sætte nogetsomhelst til, bliver skåret ned til det halve (at det "store, flade Kystland" forsvinder, har at gøre med fortællingens flytning fra det sjællandske til det jyske). Men ændringen er mere radikal: Der bliver givet afkald på spøgelserne; de går så at sige op i en røg som føles omklamrende nok. "Himmelens mælkeblaa Kuppel" og de "smaabitte lette", rosenfarvede skyer går samme vej, og lærkerne er morgenglade uden at synge Halleluja. De forsigtige, hals-strækkende skader med rumpen i vejret, de "tre vildfarne Høns" og de "dumme Krager i Brakmarkens Plovfurer" kan undværes. Vi får et enkelt, "naturalistisk" billede og ikke en senromantisk antropomorfisme. Glenten er ikke mere "frokostsulten" som en middagsherre, den er såmænd bare ude efter "Davre".

1885, 109-10	1906, s.125-26/1922, s. 171/2002, s.171	Håndskriftsprøve 1930
Det var ganske tidlig Morgen. Solen var endnu ikke staaet op; men langt derude i Øst glødede Havet. Hen over det store, flade Kystland drev smaa Taagestumper, der hist og her var bleven hængende i enligtstaaende Buske og Tjørn – ligesom Flosser af de natlige Spøgelsers hvide Gevandter. Men alt menneskeligt sov. Mellem Agrenes jævne, sommergrønne Flade og Himmelens mælkeblaa Kuppel, hvorunder smaabitte lette, farvede Skyer svævede bort som løsrevne Rosenblade, steg og sank de morgenglade Lærker i et tusendstemmigt Haleluja. I Bondens Haver sad de sirlige Skader og pudsede Fjerene. Og inde fra Skoven kom Kragerne i store Flokke med tung Flugt, raabende, hvor de kom frem, paa deres grove Maal: "Gaa væk, gaa væk", indtil de satte sig i den nyvendte Pløjeager. – Det var et næsten øredøvende Spektakkel.	Det var begyndt at gry ad Dag. Henover Engene drev en svag Røg, der hist og her blev hængende i en enligtstaaende Busk og indhyllede den som i et Spind. Højt oppe under Himlen hang morgenglade Lærker, og ud fra Skoven kom Kragerne i store Flokke med tung Flugt og raabte paa deres grove Maal: "Gaa væk! Gaa væk!" idet de spredte sig ud over Landet.	Morgen. Det var begyndt at gry ad Dag. Hen over Engene drev Nattens hvide Dampe, der hist og her blev hængende i enligt staaende Buske og indhyllede dem som i et Sølvspind. Morgenglade Lærker steg syngende op mod de rødfarvede Skyer, og ud fra Skoven kom Krager i store Flokke med tung Flugt og raabte med deres grove Mæle: "Gaa væk! Gaa væk!" – idet de spredte sig ud over Landet.
Pludselig blev alt stille. Som tusende mørke Punkter sank Lærkerne lynsnart ned gjennem Luften og blev borte i Agrene. Skaderne hoppede forsigtigt ind paa de inderste Grene og strakte Halsen frem, idet de vendte paa Hovedet. Tre vildfarne Høns fra Byen løb ilsomt over Vejen og klumpede sig sammen paa en Mødding – ja selv de dumme Krager trykkede sig rækkevis ned i Brakmarkens Plovfurer og kiggede frygtsomt op med det ene Øje.	Pludselig forstummede de glade Lærker. Som mørke Punkter sank de lynsnart ned gennem Luften og blev borte i Agrene.	Pludselig forstummede Lærkerne. Som mørke Punkter sank de lynsnart ned gennem Luften og blev borte i Agrene.
Oppe over Byen sejlede en Glente.	Oppe over Aaen sejlede en Glente.	Oppe over Aaen sejlede en Glente.
Hængende, højt oppe, paa de brede Vinger, skjød den sig roligt og langsomt frem gjennem Luften med en spejdende Dvælen, hvori man ligesom anede det frokostsultne Blik. I fire store Kredse svingede den sig hen imod Skoven. Endelig strakte den Vingerne ud til et Par korte, kraftige Slag, og forsvandt over Toppene. \|110\|	Hængende, højt oppe, paa de brede Vinger, skød den sig roligt frem gennem Luften med en Dvælen, der ligesom lod ane det hungrige Blik, hvormed den spejdede efter Davre. I store Krese svang den sig hen imod Skoven og tilbage igen. Af og til standsede den og hvilte paa Vingerne, som om den havde faaet Øje paa et eller andet. Men pludselig løftede den sig med et enkelt, kraftigt Vingeslag – ligesom et Skuldertræk – og forsvandt i en mægtig Bue ind over Skovtoppene.	Hængende, højt oppe, paa de brede Vinger skød den sig roligt frem og standsede nu og da med en Dvælen, der røbede det spejdende Blik. I store Kredse svang den sig hen imod Skoven og tilbage igen. Indtil den pludselig med et enkelt, kraftigt Vingeslag forsvandt i en mægtig Bue ind over Skovtoppene.
Fra Græsset hørtes et lille Pip; derpaa en Krages hæse "Væk!" – og snart var Luften atter et eneste Jubelkor. – –	Fra Græsset hørtes et lille Pip; derpaa en Krages hæse "Væk!" – og snart steg Lærkerne atter med Sang mod den rødskyede Himmel.	Fra Græsset hørtes et lille Pip; derpå en Krages hæse "Væk!" – og snart steg Lærkerne atter med Sang op mod den rødskyede Himmel.

Pontoppidan rørte ikke Ung Elskov til udgaven af Noveller og Skitser i 1922. Men helt havde han ikke kunnet lade teksten i fred. I sit foredrag i 1914 om Kirken og dens Mænd citerer han et par afsnit, men skriver dem om til lejligheden. Det samme sker med naturbilledet her, da nye læsebogsredaktører i 1930 beder om en opdateret skriftprøve. Den nu 72-årige forfatter kan ikke tage den 25 år gamle tekst op ude endnu en gang at skrive den igennem. Nu lægges der sølv over tågen>røgen>dampen; rosenfarven fra 1885 kommer tilbage på skyerne; det er nu uudsagt at glenten er på rov, den spejder blot; det menneskelige skuldertræk fjernes. Faren er drevet over, og lærkerne kan atter stige til vejrs, som det nu er naturens uovervejede behov. – Se de to manuskripter i Citatantologien for uge 0403.

[1] Skuldertræk: Dette fuglens skuldertræk går endnu længere tilbage, til "En Kjærlighedshistorie" i Landsbybilleder fra 1883, den historie der i andenudgaven af Ung Elskov bliver samarbejdet med 1. udgaven. Optakten til "En Kjærlighedshistorie" drejer sig om et andet tidspunkt på dagen og lyder:

Midt i den stille, smeltende Middagshede uden mindste Skygge eller Sky saa langt Øjet rakte, højt over store, flade, modne Agre – fløj en stor Fugl med brede, stille Vingeslag.
Kommen op over Byen standsede den, hvilte paa Vingerne og saa´ ned; – men kun et Øjeblik. Saa hævede den sig atter med en lille Bevægelse – ligesom et Skuldertræk – og sejlede derpaa rolig videre hen under den blanke Himmel, op over de brune Mosedrag, ud imod Øst, mod de store, blaanende Banker dér langt, langt i det fjærne.
Der havde ikke været noget at se efter; ikke en Bevægelse at spore, der var Standsning værd. Alting stille og lummert; – thi alting sov.

Pontoppidan kunne finde på at samle den mindste hølvspån op fra værkstedsgulvet og forsire sit nye arbejde med den.

tilbage