Pastor Kahrs

Ung Elskov 1906 Kirken og den Mænd 1914

|22|

Først et Par Ord om hans Ydre. Han var, om ikke just af Kæmpehøjde, saa dog en anselig Skikkelse, skulderbred, fyldig og saa blodrig, at han maatte kopsættes flere Gange om Aaret. Sikkert havde han engang været meget smuk. Paa sine ældre Dage havde han et stort, noget fedtet og blussende Ansigt med en blaalig farvet Næse og en uhyre Hagesæk. Han var skægløs, og Issen var skallet og saa blank som et Stykke Kobbertøj. Bagtil hang Resterne af et silkeblødt og lokket Haar ham |23| helt ud paa Skuldrene. Hvad man dog mest lagde Mærke til, var hans smaa Øjne, hvoraf det ene skelede en lille Smule indefter, men som begge gnistrede af Liv og Munterhed.

|14|

Først et Par Ord om hans Ydre. Han var, om ikke just af Kæmpehøjde, så dog en anselig Skikkelse, skulderbred og så blodrig, at han måtte kopsættes flere Gange om Året. Sikkert havde han engang været meget smuk. På sine ældre Dage havde han et stort, fedtet og blussende Ansigt med en uhyre Hagesæk.

Han var velhavende gift og havde kun et eneste Barn, saa han kunde leve efter Hovedets og Hjertets Tykke. Han var endnu Jæger og i det hele en sand poetisk Natur. Navnlig havde han megen Interesse for alt, hvad der angik Teater og Musik. Selv havde han en smuk Sangstemme, og det blev sagt, at han i sin Ungdom skulde have tænkt paa at gaa til Scenen. Naar der optraadte Skuespillere eller Sangere inde i Købstaden, bød han dem gerne ud til sig i Præstegaarden og beværtede dem da saadan, at de undertiden maatte køres tilbage i Høstvogne fyldte med Halm.

Han var velhavende gift og havde kun et eneste Barn, så han kunde leve efter Hjertets Tykke. Han havde megen Sans for Musik og Teater, og når der optrådte Skuespillere eller Sangere inde i Købstaden, bød han dem gerne ud til sig i Præstegården og beværtede dem, så de undertiden kørtes halvdøde tilbage, liggende i Bundhalmen med Hovedet ud over Bagsmækken ligesom Spædekalve.

Her rører jeg ved en Svaghed hos ham, som jeg for Sandhedens Skyld ikke tør tilhylle. Han var en stor Elsker af Bordets Glæder. Han havde efter Sigende den bedste Vinkælder i Stiftet og drak hver Dag flere Glas af den reneste Druevin til sin Middagsmad. Men ved Bryllups- og Barselgilderne ude hos Bønderne afslog han derfor ikke de |24| jævne Varer, man der kunde byde paa; han drak baade Dram og sød Snaps og Kaffepuns, ikke sjelden desværre endogsaa til Overmaal. Til daglig var han en saare myndig Mand, der aldrig rakte sine Sognebørn, endsige sine Undergivne, mere end to Fingre, men ved saadanne Lejligheder forlorede han al Værdighed. Han kunde endogsaa blive nærgaaende mod Kvinderne og drak undertiden, til han ikke længer sansede. Mere end een Gang har jeg baaret Lygten, mens fire Mænd bar ham hjem til Præstegaarden i et Dækken og lagde ham ind paa en Seng i et lille Staldkammer straks indenfor Porten, der var indrettet til det samme. Men har jeg nu meddelt dette, saa skal det ogsaa siges, at han Dagen efter kunde staa paa Prækestolen i Kirken som en sand Guds Stridsmand, lutret i Bøn og oprigtig Anger, og tale saa varmt og hjertegribende, at hele Menigheden gik opløftet bort.

Her rører jeg ved en Svaghed hos ham, som jeg for Sandhedens Skyld ikke tør tilhylle. Han var en stor Elsker af Bordets Glæder. Han havde efter Sigende den bedste Vinkælder i Stiftet; men ved Bryllups- og Barselgilderne ude hos Bønderne afslog han derfor ikke de jævne Varer, man der kunde byde på; han drak både Dram og sød Snaps og Kaffepuns, ikke sjælden desværre til Overmål. |15| Til daglig var han en såre myndig Mand, der aldrig rakte sine Sognebørn, endsige sine Undergivne, mere end to Fingre; men ved sådanne Lejligheder forlorede han al Værdighed. Han kunde endogså blive nærgående mod Kvinderne og drak undertiden, til han ikke længer sansede. Mere end een Gang har jeg båret Lygten, mens fire Mænd bar ham hjem til Præstegården i et Dækken og lagde ham ind på en Seng i et lille Staldkammer straks indenfor Porten, der var indrettet til det samme.

Men har jeg nu meddelt dette, så skal det også siges, at han Dagen efter kunde stå på Prækestolen som en sand Guds Stridsmand, lutret i Bøn og Anger, og tale så varmt og hjertegribende, at Menigheden gik opløftet bort. Den præstelige Nimbus, han til daglig omgav sig med, sank ganske af ham, og han stod der i sin nøgne Menneskelighed, en arm og usselig Synder for Gud og vor Frelser. Tårerne strømmede ned ad hans Kinder, og hans Stemme bævede som et angrende Barns, når det står for sin Fader.