Hamskifte

Foruden Morten og Knud levede ogsaa en tredje af mine ældre Brødre paa den Tid i København. Det var Erik, den ældste af hele Søskendeflokken. Han var allerede Læge og havde Ansættelse som Kandidat paa et af Byens Hospitaler, hvor han ogsaa boede. Paa Grund af den store Aldersforskel – over ti Aar – kendte jeg, da jeg kom til Byen, ikke meget til ham personlig, og han endnu mindre til mig. Men under hele min Opvækst havde han sysselsat min Fantasi paa lignende Maade som Livingstone og Stanley, al eventyrlysten Ungdoms store Forbilleder i den Tid. En Fjerdingvej øst for Randers, hvor Landevejen var ført over et bredt og vandrigt Bækkeløb, havde jeg som Barn ofte staaet bøjet over Broens Rækværk og med Tanken paa denne store Broder stirret 25 drømmende ned paa de glidende Vande. Af mine ældre Søskende blev Bækken nemlig altid kaldt "Eriks Bæk", og det var blevet mig fortalt, at han som ung Student sammen med en Kammerat var draget ud for at opsøge dens Kilder og efter flere Dages Vandring ogsaa havde fundet dem i en Mose højt oppe i Jylland. Da han havde taget Kandidatexamen var han med den samme Ven rejst ned gennem Evropa, helt ned til Middelhavet, og hans Breve fra disse lange Vandringer var altid bleven læst højt for os Børn derhjemme. Senere havde han et Aar som Skibslæge deltaget i et af Marinens Vintertogter til dansk Vestindien, og en af de faa Gange, jeg mindedes at have set ham hjemme i Præstegaarden, var efter hans Tilbagekomst fra denne Troperejse. At han ved den Lejlighed optraadte i Søofficersuniform bidrog sandsynligvis yderligere til i mine Drengeøjne at omstraale hans høje Skikkelse med en blændende Glorie.

Her i København skete der nu det, at mine Følelser for ham slog saa fuldstændig 26 om, at jeg næsten ikke kunde taale at se ham, naar han nu og da kom ud til os for at besøge Knud. I min ungdommelige Selvfølelse følte jeg mig blodig krænket ved, at han altid maatte tænke sig om for at komme paa, hvad jeg hed og hvorfor jeg i Grunden opholdt mig i København. En Polytekniker var endnu den Gang et ret taaget Begreb for mange Mennesker, og bestandig gjorde han mig de samme Spørgsmaal om, hvad det var for en Examen, jeg laa herovre og forberedte mig til, og om den førte til noget. Jeg havde mangen Gang ondt ved at lægge Baand paa min Irritation, og nu, da jeg i nedslaaet Stemning var vendt tilbage fra Julebesøget i Randers, kom det et Par Gange til saa alvorlige Sammenstød imellem os, at Knud og jeg blev enige om for Fredens Skyld at flytte fra hinanden. I nogle Maaneder levede jeg derefter paa Flugt fra det ene gyselige Nørrebropensionat til det andet, indtil jeg var saa heldig at finde Vej til Nyboder. Hos et prægtigt gammelt Ægtepar af "Holmens faste Stok" fik jeg et virkeligt Hjem, hvor 27 jeg i en Aarrække skulde komme til at nyde godt af den næsten 80-aarige Kones bedstemoderlige Omsorg.

Under alt dette var den frygtede Examen rykket nær. Jeg var saa heldig at slippe gennem Pigtraadshegnet, hvor saa mange andre blev hængende, og var altsaa nu – ikke fyldt 17 Aar – polyteknisk "Examinand", som det hed, og saa' Fremtiden ligge for mig som en banet Kongevej ud til mine store Forhaabningers Opfyldelse. Senere fik jeg at vide, at dog én af Dommerne havde modsat sig min Antagelse. Det var Julius Petersen, den yngste af Læreanstaltens matematiske Professorer, der oprindelig havde været Krambodsvend og først i 23-Aarsalderen var bleven Student. Men næsten samtidig med sin Studenterexamen havde han vundet sig et stort Navn blandt Matematikere – et Verdensnavn – med en tynd lille Bog "Metoder og Teorier", der ved sin Fremkomst virkede som en Aabenbaring. De mest indviklede konstruktive Opgaver i Geometrien forvandledes ved hans Fremgangsmaade næsten 28 som ved Trolddom til rene Bagateller. Nu var det saadan, at den ene af de fire skriftlige Opgaver, der blev givet os ved Prøven, forudsatte Kendskab til disse nye Metoder; men min gnavne Magister havde ikke fundet det Umagen værd at fortælle mig om dette udskregne Mirakelmageri, saa jeg gik op til Examen uden at vide det mindste om det. Ikke desto mindre lykkedes det mig at løse den stillede Opgave, omend rigtignok paa en langt besværligere og omstændeligere Maade end forudsat. Gamle Professor Steen havde nu ved Censureringen gjort gældende overfor Julius Petersen, at jeg netop ved at løse Opgaven paa min egen Maade havde vist Evner til selvstændig Tænkning og ikke maatte afvises. Men Julius Petersen tilgav det aldrig og omtalte mig bestandig som: "Den Fyr, der var saa fræk at gaa op til Adgangsprøven uden at kende mine "Metoder og Teorier"."

Under alt dette nærmede Tiden sig for den matematiske Optagelsesprøve, jeg skulde bestaa, og jeg blev efterhaanden svært urolig. Prøven havde Ord for at være ubarmhjertig. Paa Grund af den indskrænkede Plads blev efter Sigende næsten Halvdelen af Ansøgerne afvist. Hvad skulde der blive af mig, dersom jeg ikke bestod? Men jeg bestod. Ikke fyldt sytten Aar blev jeg polyteknisk Eksaminand, som det hed, og mente min Livsbane afstukket.

29 Den polytekniske Læreanstalt, hvis mange Bygninger nu dominerer et af Københavns moderne Kvarterer, laa den Gang klemt inde mellem to Smøger i den akademiske Bydel omkring Frue Plads. Da den i 1829 oprettedes paa H. C. Ørsteds Initiativ, blev to gamle, sammenbyggede Professorgaarde gjort anvendelige til Formaalet. I den ene, der vendte ud til Skt. Pederstræde, var der nu en stor Høresal og et teknisk Laboratorium. Den anden – Ørsteds tidligere Embedsbolig – havde et Par mindre Auditorier, men var forøvrigt fyldt med Tegnestuer helt op til Hanebjælken. Oprindelig var der knyttet Værksteder til Anstalten; men efterhaanden som Lærdommen havde bredt sig i Undervisningen, kom de til at staa tomme og nedlagdes tilsidst helt. "Examinanderne blev ikke levnet Tid til at benytte dem", hedder det i en Erklæring derom.

En af Skolens seneste Direktører, Professor Hannover, har nylig i et Interview udtalt sig saaledes om Forholdene paa den Tid: "Det var ejendommeligt at komme paa Fabriksbesøg 30 den Gang; der var ikke mange Polyteknikere som Ledere – de praktisk uddannede Mænd spillede en langt større Rolle. Hos Burmeister & Wain var der slet ingen Polyteknikere i Ledelsen. De faa, der var ansat der, brugtes til underordnet Tegnearbejde, medens Skotten Halley var B. & W.s store Navn. Jeg husker ogsaa, hvor fremtrædende en praktisk men ganske ustuderet Mand som Hüttemeier var baade i Industrien og Borgerrepræsentationen."

Ja, saadan forholdt det sig virkelig, og det var jo ikke opmuntrende Udsigter for et ungt Menneske, der var gaaet ind i Faget med saa taarnhøje Forventninger som jeg. Af de to polytekniske Kandidater, der i de sidste Aar var gaaet ud fra Læreanstalten med Udmærkelse, opnaaede den ene en Ansættelse ved Vejvæsenet i Vendsyssel og forblev i denne Stilling til sin Død. Den anden blev Tegnelærer paa Landbohøjskolen og privatiserende Filosof. Det var Ludvig Feilberg.

Da den polytekniske Læreanstalt i U72 1829 – for 50 Aar siden – oprettedes paa H. C. Ørsteds Initiativ, blev to gamle, sammenbyggede Professorgaarde i den akademiske Bydel ved Frue Plads gjort anvendelige til Formaalet. I den ene, der vendte ud til Skt. Pederstræde, var der nu et stort Auditorium og et kemisk Laboratorium. Den anden, som vendte til Studiestræde – Ørsteds egen tidligere Embedsbolig – var fyldt med Tegnestuer helt op til Taget.

Anstaltens daværende Direktør var Carl 31 Holten, H. C. Ørsteds tidligere Amanuensis, nu hans Efterfølger som Fysikprofessor, – en Tyksak, der med sit frodige Huld og sine spillende brune Øjne forbavsende lignede Velazquez's berømte Billede af en spansk Borgmester i Berliner-Musæet. Han var en skattet Selskabsmand i Københavns bedste Familjekredse, en vittig Bordtaler, ved et festligt Maaltid; men heller ikke afslog han en Indbydelse til vor polytekniske Forenings jævne Pølsegilder, Maskerader og andre burschikose Fester. Allergladest var han dog for en Opfordring til at agere med i vor aarlige Dilettantkomedie paa det gamle Hofteater, og altid foretrak han at optræde i de mest overgivne Roller, f.Ex. som Verdens Herkules i Farcen af samme Navn, hvor han viste sig for Publikum i Trikot og jonglerede med vældige Vægtlodder af Pap. Eftertiden har med Forundring spurgt, hvordan det dog gik til, at en saadan Levemand og Broder Lystig var bleven sat i Spidsen for Landets tekniske Højskole paa et Tidspunkt, da Ingeniørvidenskaben havde sit store Gennembrud, 32 ja stod i Begreb med at omskabe Verden næsten som ved en ny Skabelsesakt. Men indenfor den københavnske Intelligens levedes der endnu ret ubekymret i Efterskæret af Vaudevilletidens nedgaaede Sol, og det til Trods for stadig hyppigere og alvorligere Paamindelser om, at en ny Dag var i Frembrud. Nylig havde saaledes den første store Arbejderdemonstration fundet Sted ude paa Nørrefælled, hvor Husarerne havde maattet rykke ud og hjælpe Politiet med at slaa Revolten ned og fængsle Førerne.

Forøvrigt var Holten ingenlunde nogen daarlig Lærer. Det var ikke udelukkende som festlig Bordtaler men ogsaa paa Katederet han forstod at fængsle sine Tilhørere. Han var i det hele stærkt paaskønnet af Eleverne, overfor hvem han altid viste sig som en forstaaende, halvt faderlig Ven og – med nogen Grund jo – som en mildt dømmende Ordenshaandhæver. Gennem en Medstuderende, Oscar Ellinger, den senere Landbohøjskoledirektør og Politiker, der var 33 hans Plejesøn og boede hos ham, var jeg bleven indført i hans gæstfrie Ungkarlehjem i den gamle Ejendom paa Hjørnet af Nørregade og Dyrkøb. Et Par Gange nød jeg endog den sjældne Udmærkelse at blive indbudt til hans udsøgte smaa Middagsselskaber, hvor jeg sad tilbords med en Kreds af hans nære Venner, lutter ansete Mænd med den samme forvænte Smag for Livets Goder som han selv. Jeg med min spartanske Opdragelse betragtede dybt forbavset disse Herrers frimodige Hengivelse til Bordets mangeartede Nydelser. Naar de langsomt nedsvælgede en med fire Draaber Citronsaft højtideligt indviet Østers og derpaa med lukkede Øjne langsomt tømte et Glas af en ældgammel Madeira, kunde jeg have en Fornemmelse af at overvære en hemmelighedsfuld kultisk Ceremoni.

Læreanstaltens daværende Rektor var Carl Holten, en skattet Selskabsmand i det København, der endnu levede i Efterskæret fra Vaudevilletiden. Han tog altid gerne mod en Indbydelse til Elevernes Pølsegilder og Maskerader; men allergladest blev han for en Opfordring til at agere med i vore Dilettantkomedier, f. Eks. som Verdens Herkules i Farcen af samme Navn, hvor han optraadte i Trikot og med vældige Vægtlodder af Pap. Tidens offentlige Kritikere spurgte ofte med Forundring, hvordan det var gaaet til, at en saadan Mand var bleven sat i Spidsen for Landets tekniske Højskole paa en Tid, da U74 Ingeniørvidenskaben havde sit store Gennembrud, ja stod i Begreb med at skabe Verden om. Men Holten var trods alt ingenlunde nogen daarlig Lærer. Det var ikke udelukkende som Bordtaler, han forstod at fængsle sine Tilhørere. Naar saa mange af det ældre Slægtled endogsaa satte ham højt, var det desuden som Protest mod visse hyppige Paamindelser fra yngre Side om, at en ny Dag var i Frembrud. Nylig havde den første store Arbejderdemonstration fundet Sted ude paa Nørrefælled, hvor Husarerne havde maattet rykke Politiet til Hjælp med at slaa Revolten ned.

En større Modsætning til Holten, baade hvad Ydre og Væsen angik, end den gamle Matematikprofessor Adolf Steen, kunde ikke tænkes. Steen havde i sin Ungdom deltaget 34 i Treaarskrigen som Frivillig, og Livet igennem vedblev han at være en Hugaf, der trak blank overfor alt og alle, som mishagede ham. Han havde haft Sæde baade i Rigsdagen og i det københavnske Borgerraad og begge Steder indjaget Folk Skræk med sin polemiske Ubændighed. Nylig havde han igen vakt stor Bestyrtelse som officiel Taler ved Universitetets aarlige Reformationsfest. Han havde spottende betegnet den lutherske Kirkerensning som en Omvæltning fra Dynen i Halmen og krævet al Undervisning her i Landet for Alvor reformeret, saa der ingen Steder, lige fra Universitetets teologiske Auditorier til Landsbyernes Barneskoler, fremførtes Paastande, der stred mod vor nuværende Naturerkendelse.

Tanker af den Art havde ganske vist længe, men i det skjulte fundet velvillige Ører i den akademiske Verden. Adskillige af Landets allerhøjeste Værdighedspersoner, hvem ingen mistænkte for sligt, var i Virkeligheden overbeviste Fritænkere, Verdensmennesker uden al Religion og uden anden Bibel 35 end Statskalenderen! Men for saadanne Folk havde Irreligiøsiteten og Spotten over Præster og Degne været et aandsaristokratisk Frimureri, som de behagede sig i paa Tomandshaand og bag lukkede Døre. Med Georg Brandes som Herold traadte nu ved aandelige Turneringer den frie Tankes Riddere ind paa Kamppladsen med aabent Visir, til stor Forargelse ogsaa for disse gamle betitlede og bestjernede Voltairianere, hvoraf flere i Anledning af Steens Tale viste sig for Offenligheden i al deres officielle Værdighed og korsede sig sammen med baade Præster og Degne.

74 En Modsætning til Tyksakken Carl Holten baade af Ydre og Væsen var vor ældste Matematikprofessor Adolf Steen. Han havde i sin Ungdom deltaget i Treaarskrigen og vedblev Livet igennem at være en Hugaf, der trak blank overfor alt og alle, der mishagede ham. Han havde haft Sæde baade i Rigsdagen og det københavnske Borgerraad og begge Steder indjaget Skræk med sin Ubændighed. Nylig havde han igen vakt Uro med U75 en Tale ved Universitetets aarlige Reformationsfest. Han havde kaldt den lutherske Kirkerensning en Omvæltning fra Dynen i Halmen og krævet al Undervisning i Landet reformeret i Overensstemmelse med vor nuværende Naturerkendelse. Han var ved denne Lejlighed optraadt som Videnskabens officielle Repræsentant, og Talen vakte derfor Forargelse mange Steder. Iblandt den polytekniske Anstalts egne Lærere erklærede de fleste sig dog for at dele Mening med ham. Til Gengæld var der en af dem, der aabent tilstod at være hans Modstander. Det var Ludvig Feilberg, Digterfilosofen, som jeg her paa Anstalten til min store Glæde lærte personlig at kende.

Læreanstalten med dens gratis Lys og Varme blev for mig som for de fleste andre Examinander efterhaanden et Hjem, hvor jeg opholdt mig det meste af Dagen og undertiden ogsaa om Aftenen. Udenfor Forelæsningstimerne udfoldede der sig i de altid aabne Tegnestuer et utvungent Klubliv, 36 som baade Direktør og Inspektør saa' gennem Fingre med, velsagtens fordi det havde aargammel Hævd. I Frokosttiden spejlede vi Æg og lavede Kaffe paa vore egne Spritapparater. Et Slag Kort bagefter tog vi os ogsaa gerne. Kom en Sælgekælling gennem Gaden og raabte med røgede Sild eller Frugt, blev der hisset en Spaankurv ned til hende med Penge og en Ordreseddel. I det Værelse paa 2den Sal, hvor min Aargang havde tilhuse, var vor Favorit blandt disse syngende Madammer en statelig Skovser med grønt Skørt og Kysehat. Naar vi genkendte hendes mørke Røst henne i Gaden, fik vi travlt med at indsamle Skillinger og bringe Hejseapparatet i Orden. Sammen med Pengene fulgte gerne bagpaa Ordresedlen en øm Kærlighedserklæring paa Vers eller Prosa, og naar hun havde læst den, sendte hun smilende et Fingerkys op til Vinduet. Saa vaudevilleagtigt kunde ogsaa Gadelivet endnu forme sig i København den Gang.