Hamskifte

Jeg var just fyldt 16 Aar og havde faaet fremplejet lidt Overskæg, da jeg i Avgust kom til København for at forberede mig til den Matematikprøve, der gav Adgang til den polytekniske Læreanstalt. Det var en Examen, der krævede et helt Aars Studium og havde Ord for at være et ubarmhjertigt Massemyrderi. Paa Grund af Pladsmangelen i den daværende gamle Læreanstalt mellem Skt. Peder- og Studiestræde blev i Reglen henved Halvdelen af Aspiranterne afvist, og nu forlød det tilmed, at det for Fremtiden vilde blive nødvendigt at lade endnu flere Hoveder springe. Jeg var dog ret fortrøstningsfuld. Mine Kammerater derhjemme havde jo altid sagt, at jeg var et matematisk Geni, altsaa troede jeg det ogsaa selv. Min første Vandring, da jeg var kommen til København, 6 gjaldt da heller ikke hverken Runde Taarn eller Thorvaldsens Museum, men en Boghandel paa Købmagergade for at faa Fingre i de nye Lærebøger, der skulde indvie mig i Matematikens herligste Aabenbaringer. Helt andægtig stod jeg ved Boghandlerens Disk og bladede i den af saa megen Mystik omgivne Logarithmetabel, denne Regnekunstens Cyprianus, lille og tyk som en Salmebog. Med sine ganske ensartede Talkolonner voksede den for hvert Blad, jeg vendte, og blev tilsidst ligesom en søjlebaaren Portal til selve Visdommens Tempel.

Jeg var nu bleven 16 Aar og var gaaet ud af Skolen med en Eksamen, som min Far tidligere havde ment skulde være en Afslutning paa min Skolegang. Der var imidlertid sket det, at han ret pludseligt havde faaet et andet Syn paa mig og mine Fremtidsmuligheder. Maaske har Onkels Mening om U65 det bidraget dertil; jeg veed det ikke. Sikkert er det derimod, at et tilfældigt Gademøde med min Matematik- og Fysiklærer blev afgørende for den Beslutning, Far kort efter tog. Han vilde give sit Minde til, at jeg i København forsøgte mig med den svære matematiske Prøve, der gav Adgang til den polytekniske Læreanstalt, for mig alle Ønskers Maal. Efter Sommerferien rejste jeg da til Hovedstaden og begyndte det Studium, hvortil den af saa megen Mystik omgivne Logarithmetabel var knyttet, denne Regnekunstens Cyprianus, lille og tyk som en Salmebog. Af Nysgerrighed havde jeg anskaffet mig den allerede i Skoletiden. Dens Talkolonner blev mig nu til en søjlebaaren Tempelforhal ind til den polytekniske Visdoms Allerhelligste.

Hjemmefra var det blevet ordnet saadan, at jeg skulde bo sammen med min fire Aar ældre Broder Knud, der studerede Medicin. Det var for saa vidt en mindre heldig Ordning, som han og jeg var et ret umage Par. Han – den senere saa ansete Psykiater og Universitetsprofessor – havde fra Barn været skrøbelig af Helbred og var under Opvæksten bleven værnet med en Omhu, som vi andre Børn ikke kendte; og denne Særstilling i Hjemmet havde paa flere Maader 7 præget hans Forhold til os og vort Forhold til ham. Min mere robuste Natur og mit endnu temmelig drengeagtige og ubeherskede Væsen maa vistnok ofte have været hans sarte Nerver til stor Plage. Vi boede hos en aldrende Enke ude i en af Nørrebros Sidegader og havde her en fælles Opholdsstue og et lille Soveværelse. Naar Samlivet trods alt artede sig ganske fredeligt, var det fordi vi forskaffede os en billig Underholdning ved at gøre os lystige over hinandens Egenheder, og med al sin Sygelighed sad Knud inde med et rigt Fond af Lune. Naar jeg paa min Side smilte af hans mange Særheder og for mig saa latterlige Vaner, havde han sin Morskab af mine storagtige Indbildninger om en Gang at skulle imponere Verden med en epokegørende Opfindelse. Til Fredens Bevarelse bidrog desuden, at Knud det meste af Dagen var optaget af Hospitalstjeneste og Forelæsninger; og imens sad jeg alene hjemme, saa andægtig fordybet i Logarithmetabellen som en Abbate i sit Breviar.

Sammen med en lidt ældre Broder boede jeg den første Tid paa Nørrebro, som den Gang var en Forstad helt for sig selv, skilt fra Byen ikke alene ved Søerne men ogsaa ved en vidtstrakt Fælled, Københavns gamle Fæstningsterræn, endnu ganske ubebygget.

8 I den første Tid gik det mig iøvrigt som det gaar de fleste unge Provinsboer, der omplantes til en Storstad. Vant, som jeg var til at møde lutter velkendte Ansigter overalt, følte jeg mig ubehagelig berørt ved Synet af de mange fremmede Mennesker, der strøg mig forbi med kolde og ligegyldige Miner og ikke saa meget som skottede til den nye Hat, jeg havde anskaffet mig herovre, en rigtig Herrehat, – mit Livs første. I Skumringen, naar jeg sad alene hjemme og fra Vinduet i 3die Sals Højde saa' ned i den – som det forekom mig – afgrundsdybe Gade, kunde der snige sig en vemodig Ensomhedsfølelse over mig, der var helt ny og fremmedartet. Til min Overraskelse mærkede jeg da, hvor meget af mig selv jeg havde ladet tilbage derovre i Barndomsbyen, som jeg dog saa utaalmodigt havde længtes bort fra. Det var ikke saa meget Familjelivet og dets Tryghed, jeg savnede. Slet ikke. Det var Byen selv, Lugten i dens Gader, Livet nede ved Havnen og i de store Købmandsgaarde, men frem for alt mine Kammerater, der alle var bleven derovre, 9 de fleste for at fortsætte Skolegangen og blive Studenter. Min hele Fortid, som jeg troede mig færdig med og i Grunden helst vilde glemme, drog mig i saadanne ensomme Øjeblikke forbi i et Forklarelsens Skær. Billederne skiftede som Synerne i en Drøm. For det er jo saadan, at vi Mennesker i Forholdet til vore Erindringer har det som visse Dyr med deres Føde, naar de graver den ned i Jorden og gemmer den dér, indtil den har faaet Smag og Lugt af Forgængeligheden. I Reglen bliver vi først i Stand til fuldt ud at tilegne os vore Oplevelser, naar de en Tid har været nedsænket i Underbevidsthedens Gromuld og dér har faaet en "Tanke" – er bleven Minder.

Min Matematiklærer i Randers havde anbefalet mig en Manuduktør, en halvgammel Magister, som boede i Fiolstræde. Hans Dag var optaget med Undervisning paa Skoler; han havde kun de tidlige Morgentimer til sin Raadighed. Det havde været mit Haab, at jeg hos ham skulde lære en Del andre polytekniske Aspiranter at kende, som jeg kunde prøve Kræfter med; men der var foruden 10 mig kun en eneste Elev paa hans Kursus, en underlig sky og indesluttet Fyr, som ikke indbød til kammeratlig Kappestrid. Naar jeg stod veloplagt med Kridtet i Haanden foran den sorte Vægtavle, ærgrede det mig, at jeg ikke havde andre end denne Surmuler at udfolde mig for.

Nørrebro var den Gang skilt fra Byen ikke alene ved Søerne men ogsaa ved en udstrakt Fælled, det Omraade, hvorfra snart efter det store Frederiksborggade-Kvarter skulde skyde i Vejret. Københavns gamle Fæstningsværker, der havde ligget omkring Byen som et Kyskhedsbælte og hindret dens naturlige Udfoldelse, var et Par Aar forinden endelig bleven nedrevne, Voldene sløjfede og Gravene udfyldte; men endnu laa Terrænet ubebygget hen, kun gennemkrydset af et Par foreløbige Færdselsveje og et Net af tilfældigt skabte Stier. Hist og her i det fattige Græs stod en dødsdømt Ko tøjret eller et Par klippede Faar, som her fik deres Naadesmaaltid, inden en Slagterdreng fra Nabolaget trak afsted med dem til Retterstedet. 11 Naar jeg i den tidlige Morgentime gik til min Magister, og Solen brød gennem Efteraarstaagen, kunde der ligge en helt eventyrlig Stemning over det store, ørkenagtige Øde. Som et Fatamorgana svævede Byens mange forgyldte Spir og Taarnfløje over Disen; og lød saa paa samme Tid Fabrikernes Fløjter, fornam jeg frydefuldt dette hundredstemmige Hanegal som en Morgenhilsen fra mit forjættede Kongerige.

Naar jeg en Timestid senere vendte tilbage, kunde jeg undertiden møde en anden af mine ældre Brødre, der var teologisk Kandidat og ogsaa boede paa Nørrebro. Det var Morten, den senere landskendte Højskoleforstander og Præst. Med taktfaste Skridt og en Bunke Stilebøger under Armen var han paa Vej ind til Byen, hvor han underviste i en Pigeskole. Vi udvekslede i Forbigaaende et "Godmorgen" eller "Goddag", og stort mere havde vi heller ikke at sige hinanden den Gang.

U66 Her hvor det moderne Voldkvarter snart skulde skyde tilvejrs kunde man endnu af og til se en Ko staa tøjret, et Par Faar eller anden landlig Erindring. Mit første Indtryk svarede derfor ikke ganske til Forventningen. Det gik mig forøvrigt som det vel gaar de fleste unge Provinsboere, der kommer til Hovedstaden. Vant som jeg var til at se lutter kendte Ansigter følte jeg det underligt at møde disse mange Fremmede, der strøg mig saa ligegyldigt forbi uden med et Blik at skotte til den nye Hat, jeg havde anskaffet mig herovre, en rigtig Herrehat, mit Livs første.

12 Hos en falleret Landmand, der havde nedsat sig paa Nørrebro som Viktualiehandler og Pølsefabrikant og ved Siden deraf havde Middagspensionærer i sit Hjem, indtog vi tre Brødre i Fællesskab Dagens Hovedmaaltid sammen med en halv Snes andre faste Spisegæster. Det var to juridiske Kandidater, en Provisor fra Nørrebros Apotek, en Postfuldmægtig og endnu et Par andre Kontorfolk, – allesammen i mine Øjne halvgamle Mennesker, hvorfor jeg heller ikke mellem dem ventede at finde nogen, jeg kunde slutte mig til. Alligevel, naar jeg hele Dagen havde siddet alene hjemme og tumlet med matematiske Opgaver, var det en Oplivelse for mig at være sammen med disse Fremmede og høre paa deres Passiar om Teatrene og andet Bynyt. Mens Duften af Spækhøkerens krydrede Finker eller hvad anden Mad, der var bleven tilovers fra hans Butiksforretning, steg os op i Næsen, gik Snakken omkring Bordet livlig og blev navnlig højrøstet, naar den kom ind paa, hvad der hændte henne paa Rigsdagen. Det var i 13 de politisk bevægede Aar, da Venstre for første Gang havde erobret Flertallet i Folketinget og straks under Chresten Bergs Førerskab rejste den Kamp for parlamentarisk Styre, der blev den danske Trediveaarskrig. Netop i disse Efteraarsdage, Oktober 1873, forsøgte Berg og hans haandgangne Mænd at klemme Livet af den siddende Højreregering ved at forkaste Finansloven uden Debat. Det var aabent Oprør, og overalt i Landet samlede Regeringsvennerne sig til Forsvar for Kongens grundlovssikrede Ret til at vælge sine Ministre efter Behag. Ogsaa ved Spækhøkerens Middagsbord blev der slaaet Alarm. Kamphanen her var den ene af Juristerne, en slagfærdig Debattør, Medlem af Senioratet i Studenterforeningen, den Gang Konservatismens Højborg i København. Fra den modsatte Side tog min Broder Morten Del i Striden sammen med Provisoren og et Par andre. Jeg selv, som endnu var uden al politisk Forstaaelse, kunde ikke lade være med at ærgre mig over den hele Staahej. Jeg maatte altid tænke paa, at disse Mennesker, 14 der sad her og snakkede sig hede i Hovedet i Anledning af en Udtalelse i Tinget, efter al Sandsynlighed vilde være ganske uforstaaende og ligegyldige, dersom Talen havde været om en ny teknisk Opfindelse, som maaske skulde revolutionere Samfundsforholdene ganske anderledes grundigt end en nok saa radikal politisk Omvæltning.

Efterhaanden paavirkedes jeg alligevel af de andres Ophidselse. Den gjorde mig i hvert Fald nysgerrig. Jeg begyndte at læse Bladenes politiske Artikler, som jeg ellers plejede at springe over, og en Dag gik jeg ind til Kristiansborg for ved Selvsyn at faa Rede paa, hvad der foregik derhenne. Og da jeg først havde fundet Vejen til Folketingets Tilhørerloge, kom jeg der oftere, især naar Morgenavisen havde meddelt, at der kunde ventes et stormfuldt Møde med Talere af begge Partiernes Sværvægtsfægtere. Lad saa være, at det – i hvert Fald i Begyndelsen – nærmest var en ungdommelig Sportsforlystelse, jeg søgte der, jeg fik dog min aandelige Horisont udvidet, Interessen for Samfundsspørgsmaal 15 og borgerligt Fællesskab vakt.

En Dag, da jeg efter lang Ventetid i Køen udenfor, omsider slap ind paa den overfyldte Tilhørertribune, saa' jeg paa en af dennes forreste Bænkerækker et blondt Hoved, der flere Gange vendte sig om og nikkede til mig. Paa Grund af Afstanden og den usikre Belysning gik det ikke straks op for mig, at det var Morten. Mens jeg selv blev ikke saa lidt flov over at overraskes her, syntes han mærkeligt oplivet ved at se mig. Stadig vendte han sig smilende om og nikkede, og da vi bagefter mødtes udenfor og han fik at vide, at det ikke var første Gang, jeg var her, tog han mig kammeratligt under Armen, hvorpaa vi fulgtes den lange Vej hjem til Nørrebro. Jeg var aabenbart pludselig bleven voksen i hans Øjne, og der indlededes paa denne lange Spaseretur en broderlig Sympati og Forstaaelse, der skulde faa Betydning for mig langt ud i Fremtiden.

16 Jeg var nu begyndt at finde mig tilrette i Hovedstaden med dens Labyrint af Gader, Torve og Smøger. Jeg kendte nu ikke bare Vejen til Kristiansborg, men ogsaa til flere andre af de Seværdigheder, hvortil Adgangen var gratis. Det sidste var afgørende for mig ved Valget af Adspredelser. Mine knap tilmaalte Maanedspenge tillod ingen Udskejelser. Om Søndagen besøgte jeg Museerne og – undertiden – Kirkerne. Men jeg gik til Højmesse i Slotskirken, naar Biskop og kongelig Konfessionarius Martensen stod paa Prækestolen i Fløjlsornat med Kors og Stjerner, som jeg gik i Zoologisk Have for at se Næsehornet.

I Johanneskirken paa Nørrebro – min egen Sognekirke – prækede Frimodt, Byens mest omtalte Prædikant i disse Aar. Han var en af de den Gang nye, "missionske" Præster, en dansk Savonarola, hvis Flammetaler Søndag efter Søndag fyldte Kirken indtil livsfarlig Trængsel. Der var vel nok en Del, der – som jeg selv – kom der af Nysgerrighed og for at kunne sige, at nu havde ogsaa 17 de hørt Helvedprædikanten, der malede Himlen rød over København. Men Størsteparten af Tilhørerne var øjensynlig alvorligt grebet af hans ildfulde Forkyndelse. Mange sad under Prækenen med Ansigtet skjult i Hænderne, og adskillige hulkede højt eller udstødte ubeherskede Suk og Skrig.

Det fortælles, at da Grønlænderne var bleven kristnede og af Bibelhistorien havde hørt om Profeten Jonas og Hvalfisken, gik de længe efter til Flænsning og Opsprætning af en fangen Hval med et gudfrygtigt Haab om, at der af dens Indvolde skulde opstige en skindklædt Helgen med en Straaleglorie som en Midnatssol. Men er der egentlig Grund for os til at hovere over vore eskimoiske Landsmænd fra den Gang? Oplever vi ikke Gang efter Gang, naar et deklamatorisk Talent træder frem i dansk eller fremmed Ornat, at Folk trænges om hans Talerstol med Forventning om at møde en ny Aabenbaring? Og altid er det – komisk nok – vort solide, tungt fordøjende Borgerskab, 18 der lettest lader sig rive med og overbevise, fordi Tungefærdighed og sværmerisk Tale netop for den Slags Folk er Vidnesbyrd om guddommelig Beaandelse.

Et af Frimodts drastiske Virkemidler var, at han midt under Prækenen med fremstrakt Haand udpegede og direkte tiltalte en eller anden af Tilhørerne nede paa det tætpakkede Kirkegulv. "Du gamle Synder dernede … Ja, dig med det hvide Haar og Skæg. Det er dig, jeg taler til nu. Og mærk dig mine Ord: Dommens Dag er nær for dig. Er du beredt?" Gang efter Gang var jeg Vidne til, at et saadant udpeget og tiltalt Offer sank besvimet sammen og blev baaret ud af det frivillige Samariterkorps, der altid var tilstede i Kirken, naar Frimodt prækede. Dersom han virkelig – som det blev sagt – ved at løfte sit Flammesværd mod Tiden og dens Ugudelighed drev mange forvildede Sjæle tilbage til Kirken, saa véd jeg til Gengæld i hvert Fald én, der altid forlod hans Kirke i oprørt Stemning og siden bevarede en uhelbredelig Afsmag for den Art religiøs Propaganda, 19 som han – og flere efter ham – bragte paa Mode.

At der paa samme Tid var en anden Talerstol i København, hvorom en anden nyvakt Menighed paa lignende Maade trængtes, nemlig det Universitetskateder, hvorfra Georg Brandes holdt sine første Forelæsninger, vidste jeg maaske nok lidt om; men det var absolut ikke fra Universitetet, jeg ventede Forløsning for noget af det, der uklart foresvævede mig, eller Forstaaelse af den ved Tekniken forøgede Menneskelykke, som jeg gik og drømte om. Derfor fæstede jeg mig heller ikke ved, hvad jeg tilfældigt hørte derom.

Da nu Julen nærmede sig, og alle Butikker forkyndte det glade Budskab med lokkende Vinduesudstilling, blev min Længsel efter Randers og mine Venner derovre saa stærk i mig, at jeg for Alvor begyndte at spekulere paa at tage hjem i Ferien. Ved at spare paa Spækhøkerens Spisebilletter og skrabe Smørret rigtig tyndt mente jeg nok at kunne skaffe Rejsepenge, og det lykkedes 20 virkelig ogsaa. Dagen før Juleaften tog jeg hjem med Jernbanen over Fyen. Toget gik saa tidligt om Morgenen, at jeg maatte op ved Femtiden, dersom jeg skulde naa at lave Kaffe og smøre mig en Madpakke til den daglange Rejse. Hurtigtog var endnu en ukendt Ting. Der skulde standses og "raabes ud" ved enhver nok saa lille Holdeplads. Det betød, at der mellem København og Randers skulde stoppes op c. 60 Gange.

Med min Kuffert paa Nakken traskede jeg i Mulm og Mørke til Jernbanestationen ved Farimagsgade – den Gang Byens eneste, bortset fra en Træbarak for Sommerens Skovtrafik. I Forhallen myldrede det med Julerejsende, alle emballerede som til en Nordpolsfærd. Opvarmede Togstammer kendtes nemlig heller ikke den Gang. I 1ste og 2den Klasses Kupéer var der i den koldeste Aarstid anbragt Fodvarmere, lave Zinkbeholdere fyldte med ophedet Sand. Vi andre Rejsende maatte hytte os, som vi bedst kunde. I Mangel af Pelsstøvler havde de fleste Sivsko paa Fødderne, og de mange Studenter, 21 der ligesom jeg skulde hjem i Julen, bar til Beskyttelse mod Kulden deres storblomstrede, vatterede Læseslobrok uden paa Overfrakken og lignede Kinesere paa en Maskerade. Med tilfrosne Ruder og søvnigt lysende Oljelamper i Kupéerne, rullede det overfyldte Tog gennem Sjælland, og før vi naaede over Bælterne, var den korte Dag til Ende.

Allerede paa Fyen havde det tyndet godt ud i Kupéen, og fra Fredericia blev jeg en lille Tid helt alene. Men i Vejle, hvor der havde været Marked, fik Bænkene ny Besætning, denne Gang af lutter Landboer, der førte Torvetrængslens højrøstede Munterhed med sig og fik mig til at spidse Ører. Efter fem Maaneders Københavnerliv hørte jeg med bevæget Hjerte igen mit jyske Modersmaal og indsnuste begærligt den minderige Duft af Drengetidens billige "Posetobak". En lystig gammel Knark, der sad ved Siden af mig, havde foran sig paa Gulvet en Sæk med noget levende i. Det viste sig at være en Pattegris, som han havde købt 22 paa Markedet. Han halede den frem ved det ene Bagben for at vi alle kunde beskue den og udtale os om dens Fremtidsmuligheder. Heller ikke jeg slap for at føle den paa Ryggen og gætte paa, hvad han havde givet for den. Jo, jeg var hjemme nu! Her var jeg atter mellem Landsmænd.

Først sent paa Aftenen naaede Toget Randers. Jeg havde skrevet til et Par af mine Kammerater, at jeg vilde komme, og da Toget bruste ind paa Stationen, stod en hel Klynge af dem paa Perronen. Henrykt sprang jeg ud af Kupéen; men saa skete der det, at de ved Synet af mig allesammen brast ud i en skraldende Latter. Det var min Hat – min Herrehat – der fik dem til formelig at knække sammen af Grin. Da jeg for fem Maaneder siden rejste herfra, havde jeg som alle Randersdrenge baaret Kasket med lav Puld og Skygge. Mine Kammerater havde overhovedet aldrig set mig med andet. Men i København, hvor kun de kommunale Gadefejere fra "Ladegaarden" gik med den Art Kasketter, havde jeg hurtigt maattet 24 skille mig af med mit hjemlige Hovedtøj.

Det blev nu ikke den eneste Gang, jeg ved denne Hjemkomst paa en ubehagelig Maade fik at mærke, at jeg allerede var bleven halvvejs fremmed for mine gamle Venner. Ved Sammenkomsterne i Skoleforeningen "Valhal", som jeg selv havde været Medstifter af, og hvor Underholdningen ganske som den Gang bestod af Oplæsning, Deklamation, Gaadegætning og den Slags Ting, gik det yderligere op for mig, at jeg var vokset ud af Drengealderen, og det med andet og mere end en Hat. Ogsaa Genmødet med mine gamle Balveninder blev mig en Skuffelse. De var ingenlunde allesammen de Skønhedsdronninger, jeg i min Hjemlængsel havde gjort dem til. Da saa tilmed Julen hjemme i Præstegaarden var usædvanlig stille og ufestlig, fordi min Mor var syg og hele Tiden laa tilsengs, rejste jeg straks efter Nytaar tilbage til København.