Arv og Gæld

Kapitel 2

Arv og Gæld Undervejs til mig selv, kapitel 5

Nogle Maaneder senere maatte jeg meget mod min Vilje igen tage ind til København, denne Gang endogsaa for at blive der i længere Tid. Sammen med et Par Hundrede jævnaldrende unge Mænd mødte jeg den 5te Maj efter Ordre paa Alarmpladsen i den store Kaserne paa Hjørnet af Fredericiagade og Bredgade – det tidligere Landkadetakademi, den nuværende Dommergaard – for at blive gjort til Soldat. Jeg var i sin Tid ved Sessionen bleven udtaget til Fæstningsartillerist; men der fandtes en Bestemmelse om, at alle Polyteknikere uanset Legemsbygning skulde overføres til Ingeniørkorpset, hvor der paa Grund af de mange forskellige Hverv, der var tillagt det – Skansegravning, Broslagning, Felttelegraf–Anlæg o.s.v. – var Brug for Folk af enhver Støbning.

28 Jeg traf her flere af mine tidligere Studiefæller fra Læreanstalten; men iøvrigt var det en saare broget Menneskeskare, jeg her for en Tid blev indlemmet i. Der var vestjyske Jordarbejdere, københavnske Haandværkere, sjællandske og fynske Bondesønner, allesammen Landsmænd ganske vist, men som alligevel havde vanskeligt ved at forstaa hinanden. Det hele saa' i Begyndelsen ret haabløst ud; men da vi først var kommen under militær Kommando, havde faaet Uniformen paa og vort borgerlige Navn ombyttet med vort Nummer i Geleddet, glemtes temmelig hurtigt Uligheden, overhovedet alt, hvad der havde med Fortiden og vort civile Menneske at gøre. Det kammeratlige "du", hvormed vi efter hævdvunden Skik straks havde tiltalt hinanden, bidrog ogsaa til, at vi saa hurtigt kom paa lige Fod og følte os som ensartede Væsener, for hvem kun Naturens Krav og de fælles Pligter eksisterede. Vi Polyteknikere – ialt godt en halv Snes – var desuden bleven fordelt paa de forskellige Afdelinger, saa vi havde ingen Lejlighed 29 til at skille os ud fra de andre og danne Klike.

Jeg var bleven stukket ind i det ene af Korpsets to Pionerkompagnier og havde som Sidemænd i Geleddet en fynsk Mejerist og en jysk Landarbejder. Kompagniet – ialt 70 Mand – var den hele lange, solhede Sommer i Virksomhed ude paa Nørrefælled med at opkaste mægtige Fæstningsvolde og sløjfe dem igen. Ogsaa Minørarbejde maatte vi udføre. Dybt nede i Jorden sad vi enkeltvis sammenkrøbne som Tudser i lave og smalle Minegange, hvor det var vanskeligt at aande. Dog var det hverken det anstrengende Arbejde eller den militære Disciplin, der føltes mest trykkende, men derimod den Omstændighed, at vi ikke vidste og ikke kunde faa at vide, hvor længe denne uvante Tilværelse skulde vare.

Naar jeg nogen Tid efter alligevel tog tilbage til København for et længere Ophold, skete det nødtvungent. Jeg var kommen ind i det Livsafsnit, da Værnepligten raader over unge Mennesker. Sammen med nogle Hundrede Jævnaldrende blev jeg kaldt til en københavnsk Kaserne for at trække i Trøjen. U123 Jeg var paa Sessionen udtaget til Fæstningsartillerist; men alle Polyteknikere uanset Legemsbygning skulde tildeles Ingeniørkorpset, hvor der var Brug for Folk af enhver Støbning. Det var ogsaa en højst broget Skare, især af Haandværkere, jeg kom til at tilhøre og arbejdede sammen med ude paa Nørrefælled. Vi gravede Løbegrave, opkastede Fæstningsvolde, sad ogsaa undertiden dybt nede i Jorden som Minører.

Normalt var Tjenestetiden halvandet Aar foruden en senere Indkaldelse til en Sommerkampagne paa fire Maaneder. Men i dette Forhold var Ingeniørkorpset som i saa meget andet noget for sig. Allerede efter 30 fem Maaneders Forløb blev en mindre Del af Mandskabet hjemsendt endogsaa med den yderligere Begunstigelse, at den ikke vilde blive indkaldt til nogen Eftertjeneste, overhovedet aldrig mere komme i Trøjen undtagen i Tilfælde af Krig. Og – hvad der var det besynderligste – Udvælgelsen af disse heldige skete ikke som en Belønning for fremragende Ydelser i Tjenesten, men foregik ved almindelig Lodtrækning. Ganske vist var Udsigten til at trække sig fri ikke stor. Det var kun et ringe Antal, der kunde gøre sig Haab om ved et heldigt Greb i Lykkens Pose at opnaa en saa overordenlig Lempelse af Værnepligten. Men Muligheden derfor var der dog altid, og denne vedvarende Usikkerhed med Hensyn til Fremtiden føltes svært pinagtig.

Tjenestetiden var normalt halvandet Aar foruden en senere Indkaldelse til en fire Maaneders Kampagne. Men som i saa meget andet var Ingeniørkorpset ogsaa i dette Forhold noget for sig. Allerede efter fem Maaneders Forløb blev en lille Del, en ganske lille Del af Mandskabet hjemsendt, endda med den yderligere Begunstigelse, at de aldrig vilde blive indkaldte til nogen Eftertjeneste, overhovedet ikke mere komme i Trøjen undtagen i Tilfælde af Krig. Og hvad der var det besynderligste, denne store Lempelse tildeltes ikke som Belønning for dygtig Tjeneste men ved ganske almindelig Lodtrækning. U124 Det var ganske vist et helt forsvindende Antal, der paa den Maade slap fri, men Muligheden var der altsaa for alle, og denne Usikkerhed føltes saa meget plagsommere som det var de faa heldige tilladt at sjakre med deres Frilod, at sælge det for højeste Bud til en Kammerat i samme Kompagni. Længe i Forvejen blev der dannet Spekulationskonsortier mellem Haandværkerne med det Formaal at drive Prisen paa et Frilod i Vejret, og disse Sammensværgelser var særlig rettet mod os Polyteknikere, om hvem det forudsattes, at vi allesammen var Velhavere eller i hvert Fald for enhver Pris vilde ud af Slaveriet.

Dertil kom for mit Vedkommende noget andet. Jeg havde om Vinteren skrevet en større Fortælling og kort før min Indkaldelse indsendt den til det ansete Ugeblad "Ude og Hjemme" med Anmodning om Optagelse. Der gik imidlertid et Par Maaneder, uden 31 at jeg hørte fra Bladet, og under Soldatertjenesten, hvor jeg havde saa meget andet at tænke paa, var Sagen næsten gaaet mig af Glemme, da jeg en Dag paa Kasernen fik et elskværdigt Brev fra Bladets literære Redaktør, Otto Borchsenius. Det var ganske vist et Afslag. Han turde ikke – skrev han – byde sine Læsere et saa omfangsrigt Bidrag af en endnu ganske ukendt Forfatter. Men personlig havde han haft Glæde af min Fortælling, og dersom jeg ved Lejlighed kunde sende ham et mindre Arbejde, maaske med et Emne, der ikke var slet saa udæskende, vilde han ikke betænke sig paa at give det Plads i Bladet. Og han tilføjede, at naar jeg en Dag kom til Byen, skulde det glæde ham, om jeg vilde se ind til ham. Vi kunde da tales nærmere ved.

Borchsenius var en Mand med mangeartede Forbindelser og ret betydelig Indflydelse. Jeg lod derfor ikke mange Dage gaa hen, før jeg fulgte Opfordringen til at gøre ham et Besøg. Det blev et pudsigt Møde. Han var lige ved at gaa bagover af Forbavselse, 32 da han saa' mig. Jeg havde jo i sin Tid skrevet til Bladet ude fra Højskolen, og her stod jeg foran ham i Uniform og gjorde stram Honnør. Paa denne Maade indlededes et Bekendtskab, der skulde faa den største Betydning for min literære Start.

Imidlertid pinte Usikkerheden med Hensyn til den nærmeste Fremtid mig efter dette Møde endnu mere end før. Paa Grund af den lange Samtale med Borchsenius havde jeg igen faaet Hovedet fuldt af literære Planer, og den Tanke, at jeg endnu et helt Aar eller mere skulde være forhindret i at sætte Pen til Papiret, føltes næsten uudholdelig.

**
*

Efteraaret var rykket nær og dermed ogsaa Dagen for Lodtrækningen, der skulde foregaa under selve Oberstens Opsyn. Var nu denne Lodtrækning i sig selv en Uting, saa blev den det endnu mere derved, at det var de faa heldige tilladt at sjakre med deres 33 Frilod, at sælge det for højeste Bud til Kammerater i samme Kompagni. Følgen var, at der rundt om i Afdelingerne længe i Forvejen blev truffet Aftaler og dannet hemmelige Spekulationskonsortier med det Formaal at drive Prisen paa et Frilod i Vejret; og disse Sammensværgelser var særlig møntet paa os Polyteknikere, om hvem det forudsattes, at vi allesammen var Velhavere eller i hvert Fald for enhver Pris vilde ud af Slaveriet. De Erstatningssummer, som der hviskedes om i Krogene, voksede fra Dag til Dag og oversteg allerede langt, hvad jeg for mit Vedkommende kunde gøre mig Haab om at skaffe tilveje.

Da Lodtrækningsdagen kom, blev Kompagnierne efter Tur opstillet langs Væggene i Kasernens største Samlingsstue, der var ryddet for alt Inventar med Undtagelse af et Bord og et Par Stole. Paa Bordet, der var stillet ud paa Gulvet, laa en Bunke sammenrullede Sedler, som vor Oversergent stod Vagt ved, og for Bordenden sad Obersten og hans Adjudant foruden en anden Officer, 34 der havde en stor Protokol foran sig. Arrangementet var ret omstændeligt, og den hele Handling foregik med større Højtidelighed, end den fortjente. En for en raabtes vi op og kaldtes frem af Geleddet, hvorefter vi kommanderedes hen til Bordet. I Retstilling opgav vi her vort Nummer, trak saa en Seddel, som vi dog ikke selv maatte aabne. Den afleveredes til Oversergenten, der heller ikke aabnede den men bragte den videre til Herrerne ved Bordenden. Da Turen kom til mig, og den Seddel, jeg havde trukket, var vandret fra Haand til Haand og tilsidst havnet hos Officeren bag den store Protokol, kiggede de høje Herrer deroppe skarpt paa mig, og Obersten spurgte: "Hvad var Nummeret?" Jeg nævnede det igen, og der blev skrevet noget i Protokollen, hvorefter Seddelen kom tilbage med et Stempelmærke og en Paategning. Det var et Frilod.

I ret fortumlet Tilstand vendte jeg tilbage til Geleddet, og først da min Sidemand og gode Ven, den fynske Mejerist, tilhviskede mig en Lykønskning, turde jeg rigtig tro paa 35 mit Held. Nogle Øjeblikke var jeg ikke saa lidt bevæget. Men en Aladdinnatur, der i en Slumpelykke kunde se Forsynets Finger og et lykkeligt Fremtidsvarsel, var jeg nu en Gang ikke. Der blandede sig endda en Smule Flauhed i min Glæde, da jeg bagefter omringedes af Kammeraterne og blev bestormet med Lykønskninger, som nu næppe heller allesammen kom fra Hjertet.

En Slags Forsynstro blev nu alligevel tilbage hos mig efter denne Dag, en ved Mindet om andre lykkelige Hændelser befæstet Tro paa et virkelig sønligt Forhold til Fru Fortuna; – en Tro, jeg ikke uden Grund har bevaret Livet igennem.

Da Dagen kom og Lodtrækningen skulde foregaa under selve Oberstens Opsyn, blev vi opstillede langs Væggene i Kasernens største Samlingsstue, der var ryddet for alt med Undtagelse af et Bord og nogle Stole. Paa Bordet laa en Bunke sammenrullede Sedler, som en Oversergeant stod Vagt ved, og for Bordenden sad Obersten og hans Adjudant foruden et Par andre Officerer; den ene med en stor Protokol foran sig. Ordningen U125 var ret omstændelig, den hele Handling højtideligere end den fortjente. Da Turen kom til mig, maatte ogsaa jeg træde frem og gøre Honnør. Mit Nummer blev raabt op, og jeg tog en Seddel af Bunken paa Bordet. Jeg maatte dog ikke selv rulle den op men overlevere den til Oversergeanten, som heller ikke rullede den op men afleverede den til Officererne ved Bordenden. Jeg var temmelig ligegyldig. Den sidste Pris for et Frilod, vi havde hørt om, var saa mange Tusinde Kroner, at jeg umuligt kunde skaffe dem. Men pludselig blev det sort for mine Øjne. Oversergeanten tilhviskede mig en Lykønskning. Det utrolige var sket. Det var et Frilod. Om kort Tid kunde jeg spasere ud af Kasernen i mine civile Klæder. Jeg havde en Gang for Spøg kaldt mig Fru Fortunas Skødebarn. Var jeg det maaske virkelig?

**
*

Allerede et Par Uger senere kunde jeg gaa ud af Kasernen som fri Mand og vende tilbage til Skolen og Landlivet. Her var der i Mellemtiden foregaaet store Ting. For at kunne udvide og skaffe Plads til et større Antal Elever havde min Broder købt en anden Landejendom et Par Mil derfra og i Sommerens Løb ladet den ombygge og indrette til Skole. Jeg havde lejlighedsvis faaet 36 et og andet at vide derom, var derfor heller ikke overrasket over at finde Hjemmet i Opbrud, da jeg kom. Flytningen maatte jo være overstaaet, inden Vinterskolen skulde begynde, og vi nærmede os stærkt November. Rigtig glad for Forandringen var jeg nu ikke. Den vilde i mine Øjne berøve Skolen dens ejendommelige Karakter og dens Hygge. Da jeg hørte, at der allerede var anmeldt et halvt Hundrede Elever og ventedes flere, var jeg paa Forhaand ret klar over, at jeg vilde have vanskeligt ved at finde mig tilrette med min Stilling ved Skolen under disse forandrede Forhold.

For at komme lidt bort fra Flytteroderiet og fuldt ud at kunne nyde min genvundne Frihed tog jeg en Dag over til Hornsherred. Jeg vilde besøge mine gamle Venner i Færgekroen og forfriske mig et Par Dage med at sejle. Det var et næsten sommerligt Vejr, saadan som vi undertiden kan have det endnu i Slutningen af Oktober. Ugen forud havde været stormfuld, og der var stadig ikke saa lidt Sø. Men Blæsten havde nu lagt 37 sig. Der var akkurat Vind nok til, at jeg med alle Sejl oppe kunde holde Farten. Døsigt henstrakt i Agterstavnen og med halvt tillukkede Øjne for det skarpe Genskin fra Vandet vuggedes jeg af Bølgerne ind i en Tilstand, hvor jeg mere og mere blev borte for mig selv i soldrukne Tanker.

Der laa en Oplevelse bag dette Drømmeri. Paa Turen hertil med Dagvognen havde jeg siddet sammen med et Par ældre, landligt klædte Kvinder, hvis Hornsherredmaal genkaldte en lys Erindring hos mig og derfor blev ved at lyde i mit Øre.

Jeg laa der med Armen over Rorpinden og ønskede bare, at jeg kunde blive ved at lade mig vugge og gladelig drømme videre om den unge, ranke Landsbypige, jeg en Gang havde truffet herovre. Jeg fabulerede om et fremtidigt Liv med hende her ved Fjorden, et muntert Liv som Digter og Fisker, saadan som det var besunget i den gamle Vise: "Har jeg min Baad, mit Sejl og mit Net, vil jeg med Jarlen ej bytte".

Først da jeg Dagen efter kom tilbage til 38 Skolen, blev jeg rigtig vaagen og mig selv igen. Her laa nu ovenikøbet Brev til mig fra Borchsenius, som atter meget indtrængende bad mig om at sende ham noget til hans Blad. Han fortalte, at han for et Par Dage siden havde mødt J.P. Jacobsen i Vimmelskaftet og ved den Lejlighed omtalt mig for ham og sagt, at der i Bladet vistnok snart vilde komme et Bidrag af en ung Debutant, som der var Grund til at vente sig en Del af. Jacobsen havde interesseret spurgt om mit Navn, og da han hørte det, havde han sagt, at det var jo et lovende Navn, der fra gammel Tid var godt kendt i Literaturen.

Jeg saa' den hele Scene ganske levende for mig. Den dødssyge Digter i den lange Overfrakke, jeg en Gang havde set ham med paa Gaden, og overfor ham den sundt rødmussede Borchsenius staaende midt paa Strøget i livlig Samtale – om mig! Det var vel nok et Budskab.