Arv og Gæld

Et Par Mil Nord for Roskilde paa Toppen af en bred Muldbølge ligger Landsbyen Hyllinge. I Aarhundreder har dens Kirke tjent som Sømærke for Sejladsen paa Issefjorden og dennes mange Forgreninger. Velsagtens derfor kaldes den af Befolkningen deromkring gerne Kirkehyllinge. For godt 60 Aar siden – i Midten af Halvfjerdserne – levede her en elskværdig Præstefamilje, som jeg ret ofte besøgte fra Lørdag til Mandag sammen med min Ven Johan Rohde. Præstefruen var nemlig Søster til den københavnske Lotterikollektrice, som Rohde boede hos, og hos hvem jeg selv i flere Aar var Middagspensionær. Naar vor Værtinde fik Indbydelse fra Præstegaarden, medfulgte der gerne i en Efterskrift Opfordring til hendes "unge Mennesker" om at gøre hende Følgeskab.

6 Præstens havde to Døtre i den halvvoksne Alder. Det var nette unge Piger, og Tanten – vor Kollektrice – betragtede det som en given Ting, at vi en Gang i Tiden skulde forloves med dem. Hun havde endogsaa allerede taget Bestemmelse om Fordelingen, ligesom hun heller ikke gjorde nogen Hemmelighed af, at hun efter bedste Evne arbejdede for os hos Forældrene. Da nu Rohde imidlertid ikke var tilfreds med den, hun havde bestemt for ham, men foretrak den anden, der var tiltænkt mig, og da jeg for mit Vedkommende havde faaet Hjertet tøjret et helt andet Sted, var vi bleven enige om for ikke at udsætte Kammeratskabet for Farer at tage mod Præstefolkenes Indbydelser uden alle Bagtanker.

Præsten var en usædvanlig stille, indesluttet Mand, som aldrig havde forvundet Tabet af en ung Søn, der var død for en Del Aar siden. En stor Del af sin Dag tilbragte han med Besøg hos Syge omkring i Sognet og med timelange, ensomme Vandringer i Præstegaardens store Have, en Park næsten paa 7 flere Tønder Land. Naar han derfra fik Øje paa Rohde og mig ude paa Kroketplænen i munter Kappestrid med hans to unge Døtre, kunde han længe staa ganske stille og betragte os med et smertelig bevæget Udtryk.

Paa Grund af Landsbyens høje Beliggenhed mente jeg den Gang – og gør det forresten endnu – at den kunde være Jeppe paa Bjergets og hans mundrappe Nilles tænkte Hjemsted. Dens Afstand fra Købstaden – fra Roskilde altsaa – svarede ogsaa ganske til den i Komedien angivne, og hvad Beboerne angik kunde flere af dem godt se ud til at være Efterkommere af det holbergske Ægtepar. Men det var nu alligevel en anden hjemlig Digter, jeg især blev mindet om her, og det paa en Maade, der skulde faa Følger af Betydning for mig langt ud i Fremtiden. En Dag, da der ikke var en Sky paa Himlen, opfordrede Præsten os til at gaa med ham op til Kirkepladsen for at se paa Udsigten. Han mente, at den paa Grund af Luftens overordenlige Klarhed maatte være usædvanlig pragtfuld. Det slog 8 ogsaa til. Milevidt laa den solbelyste Egn omkring os saa overskuelig som et Landkort.

Præsten pegede rundt og forklarede. Nærmest under os laa det skovrige Valborg Herred, i Syd fortsat med et sletteagtigt Land, hvor – langt borte – en luftig Silhuet af Roskilde Domkirke svævede over Horizonten som et Drømmesyn. Til den anden Side – i Nord – skød en langstrakt, frugtbar og tæt befolket Halvø sig langt ud. Det var Hornsherred, der delte Fjorden i de to fra Arilds Tid livligt befarne Sejlrender, den ene til Lejre og Roskilde, den anden til Holbæk.

Ude i Vest gjorde Præsten os opmærksom paa en skovblaanende Højderyg og fortalte, at derude havde Digteren Christian Winther boet et Par Somre i et almindeligt lille Boelsted, da han skrev sin "Hjortens Flugt". Skønt min Drengetids ømme Dyrkelse af den wintherske Muse nu var afløst af andre Sværmerier gjorde det dog Indtryk, hvad Præsten her fortalte, og jeg lovede mig selv en Gang ved Lejlighed at gaa paa Opdagelse 9 ude ad den Kant for mulig at finde det lille Hus, hvor den navnkundige Digtning var bleven til. Ved et senere Besøg i Præstegaarden gjorde jeg ogsaa Alvor af det og fandt virkelig Stedet; og det var med oprigtig Andagt, jeg af Konen i Huset lod mig føre ind i det lavloftede, halvmørke og muggent lugtende Rum, hvor – som hun sagde – "den lille Professor havde siddet og digtet".

Nu vèd jeg jo nok, hvad nyere Literaturhistorikere mener at have godtgjort, at det slet ikke var her men et ganske andet Sted paa Sjælland, "Hjortens Flugt" kom til Verden. Men den Gang troede man altsaa paa Myten, og det er i hvert Fald rigtigt, at Christian Winther har boet her i Boelshuset flere Somre og været stærkt betaget af Omgivelsernes Skønhed, – "Dejligheden", som Egnens Folk selv har døbt disse skov- og lyngklædte Bakker, fra hvis Højder der overalt er en vidunderlig Udsigt over Fjorden.

Det skulde nu gaa mig som det i sin Tid 10 var gaaet Christian Winther her. Ogsaa jeg tabte mit Hjerte til det den Gang endnu ret ukendte lille Alpeland med de prægtige Skove og dybe, kilderislende Dale. Følte jeg mig ikke længere i Gæld til den store Lyriker for andet, saa var og blev jeg ham gennem mange Aar inderlig taknemlig for dette Eventyrrige, som jeg uden ham sikkert ikke havde fundet Vej til. Ogsaa efter at Præstefamiljen var flyttet fra Egnen, droges jeg stadig tilbage dertil. I hele min sidste Studietid i København tilbragte jeg de fleste af mine Smaaferier her, ja ogsaa nu, da jeg efter at have lidt Skibbrud i Hovedstaden sad som Andenlærer ved min Broders Højskole mellem Frederikssund og Hillerød, gjorde jeg stadig Afstikkere dertil for at komme bort fra alt det, der trykkede mig, og i et Par Dages Friluftsliv at forsøge at glemme mine Genvordigheder.

Under en Gruppe Træer paa Stranden laa – sært ensomt – en ældgammel Kro, hvor jeg kunde overnatte. Den laa der saa langt fra Alfarvej, fordi den var en Færgekro, 11 hvorfra der tidligere havde været hyppig Overfart til den anden Fjordbred. De forbedrede Færdselsforhold havde nu gjort denne søværts Forbindelse temmelig betydningsløs for Egnens Folk. Den benyttedes nu mest af Omstrejfere og tilfældige Rejsende. Krofolkene – et godmodigt gammelt Ægtepar – levede hovedsagelig af den Jordlod, der hørte til Huset, og lidt Fiskeri.

Foruden Færgejollen havde Kromanden en god Sejlbaad, der altid stod til min Raadighed, naar jeg kom. Den meste Tid tilbragte jeg derfor ogsaa paa Søen og genoplevede her mine Drengeaars glade Dage paa Randers Fjord og Gudenaaen. Naar jeg med en frisk Vind krydsede frem og tilbage mellem Kysterne kunde det virkelig lykkes mig for en lille Tid at glemme mine Ulykker og fange nyt Livsmod og nye Drømme.

Var Vejrforholdene egnede dertil, gjorde jeg Landgang hist og her, oftest paa Hornsherred-Kysten, der havde faaet en særlig Tiltrækning for mig. Min Medlærer paa Skolen, en ældre Ungkarl, havde i sin Tid været 12 Forstander for en grundtvigsk Ungdomsskole her, en "Friskole", som saadanne kaldtes, ikke fordi Undervisningen var gratis, men for at fremhæve deres Uafhængighed af Staten. Han mindedes endnu med stor Hengivenhed af sine gamle Elever, og som den, der kunde bringe en frisk Hilsen fra ham, var jeg altid velkommen hos de Folk, der paa en eller anden Maade havde haft Tilknytning til hans Skole. Ved en sommerlig Folkefest i en af Skovene derovre – en Grundlovsfest – blev jeg trykket i Haanden og ivrig udspurgt af en hel Flok af Egnens Ungdom, fordi en Del af dem var hans tidligere Elever.

Der havde imellem dem været en ung Pige, som jeg ikke siden havde kunnet faa af Tankerne. Skønt hun ikke just "synede" meget, som det hedder paa sjællandsk om alt, hvad der falder i Øjnene og rager op, havde jeg straks lagt Mærke til hende paa Grund af hendes egenartede Ansigtstræk og Skikkelsens usædvanlige Rankhed. Mens de andre en Tid opholdt sig ved Skydebanerne 13 og omkring Luftgyngen, spaserede jeg med hende paa de fredelige Skovstier og følte mig stærkt tiltalt af hendes forstandige Tale og hele Væsens Tilforladelighed.

Ved Tilbagekomsten til Skolen fortalte jeg min Medlærer om dette Bekendtskab. Han huskede hende godt og kunde oplyse, at hun tilhørte en af Hornsherreds ældste og mest ansete Bondeslægter og havde været en af hans kæreste Elever. Et usædvanligt vaagent og tænksomt Barn, – sagde han. Det svarede ret nøje til mit eget Indtryk, og jeg levede stadig i Haabet om ved Lejlighed at træffe hende igen.

Jeg var vedblivende Landevejens Mand og kom en Gang helt over paa den anden Side af Issefjorden, til det mig ganske fremmede Hornsherred. Tilfældigt kom jeg hertil en Dag, da en Ungdomsforening var forsamlet i Kirkebyen derovre og festede paa Markedspladsen. En prægtig Flok, friske U119 unge Mennesker, hvoriblandt en ung Pige, som jeg ikke siden havde kunnet glemme. Det var ikke, fordi hun just "synede" meget, som det hedder paa sjællandsk om alt, hvad der rager op og falder i Øjnene. Hun var snarere lille end stor; men jeg havde bidt Mærke i hendes smukke Ansigtstræk og usædvanlige Rankhed. Ved Tilbagekomsten til Skolen fortalte jeg derom til min Broders Medlærer, en ældre Ungkarl, der tidligere havde haft en grundtvigsk Barneskole i Hornsherred. Han huskede godt den unge Pige, da jeg beskrev hende for ham. Hun havde været en af hans kæreste Elever, sagde han, og fortalte en Del om hendes Familje. Jeg skulde samtidigt have en Del andre Oplevelser af Forholdene derovre.

Min Broders Skole laa kun en lille Mil fra Hillerød umiddelbart ved Landevejen til Slangerup og Frederikssund. Dens Ydre var ikke imponerende. Den havde slet ingen Lighed med de borgagtige Højskolebygninger, der netop paa den Tid var begyndt at skyde tilvejrs flere Steder i Landet: Askov, Testrup 14 og hvad nu disse første grundtvigske Akademier hed. Elevantallet var ikke større, end at Skolen kunde rummes i en almindelig Halvgaard. Men netop derfor kunde den nok saa godt som de store gennemføre den oprindelige Tanke med disse Skoler, nemlig at de lige saa meget skulde være forbilledlige Familjehjem som Undervisningsanstalter.

Dagens Hovedmaaltid blev paa landlig Vis indtaget ved et Fællesbord, hvor der langedes til Fadene med Træskeer og Jerngafler, fire Personer om hvert Fad. Min Svigerinde var en indtagende Husmor, der med sit blide og stilfærdige Væsen uvilkaarlig lagde en Dæmper paa sine Omgivelser og forhindrede et altfor folkeligt Frisprog. Hun var Datter af Vilhelm Marstrand, Kunstakademiets berømte Direktør, havde tidlig mistet sin Mor og under Opvæksten levet hos Faderen i dennes stilfulde Embedsbolig paa Charlottenborg. At hun nu havde knyttet sit Liv til en Højskolemand og hans Gerning, var ikke noget, der havde vakt Forundring. 15 Grundtvig var navnlig efter sin Død bleven en profetisk lysende Skikkelse ogsaa for adskillige Kredse i Hovedstaden. Min Svigerinde havde desuden haft Forgængere indenfor sin egen nærmeste Slægt. To københavnske Kusiner sad som Præstinder for den kristelig-folkelige Livsanskuelse paa andre af Landets Højskoler, og den ene af dem var endda kendt og skattet som veltalende og ildfuld Forkynder af de grundtvigske Tanker.

Hele denne for mit Vedkommende saa fremmedartede Verden, hvor enhver Skoletime indlededes og afsluttedes med Sang, ethvert større Maaltid med Fællesbøn, havde jeg længe svært nok ved at forlige mig med. Rigtig naturlig blev den mig aldrig. For ikke altfor tydeligt at lade mig mærke dermed holdt jeg mig ret meget for mig selv. Fra det Loftskammer, der var bleven indrettet til mig i Skolebygningens ene Gavl, var der en pragtfuld Udsigt over Egnen, og da jeg havde det meste af Dagen til min Raadighed, lokkede dette Syn mig yderligere bort 16 fra Huset, ud paa lange Vandringer. Det var paa Landevejene og i Omegnens mange Skove, jeg havde mit egenlige Hjem og min bedste Underholdning. Sad der en Mand ved Vejkanten og huggede Skærver, eller mødte jeg en fattig Kone med et Knippe Skovkvas paa Ryggen, standsede jeg gerne og gav mig i Snak. Det var en Vane fra mine Drengeaar. Jeg havde altid haft let ved at tale med den Slags Mennesker og faa dem til at snakke fra Leveren.

Den Landevej, der gik forbi Skolen, var en af de brede Amtschausséer, hvormed man i Aarhundredets Begyndelse havde forbundet vore Købstæder, men som nu paa Grund af det stadig udvidede Jernbanenet laa ret øde hen, næsten forladt af alt levende. Mil efter Mil strakte disse med saa store Bekostninger anlagte Veje sig hen gennem Landet, kun en Gang imellem oplivede af en Slagtervogn eller et vandrende Landpostbud med en Taske paa Ryggen. Ingen drømte den Gang om, at der vilde komme en Tid, som endda ikke var langt borte, da Motorkøretøjer 17 og Cykler skulde vække nyt Liv og give dem Færdslen tilbage endog til Overmaal. Det var paa de livligere Biveje og gennem Landsbyerne, jeg derfor foretrak at færdes. Her kunde man nu og da have Oplevelser af Betydning, og for det meste vendte jeg da ogsaa hjem med nye, berigende Indtryk baade af Natur og Mennesker. – Indtryk, som jeg bagefter førte til Bogs oppe paa mit Loftskammer tilligemed de Betragtninger, de havde givet Anledning til.

Min Broders Skole laa en Milsvej fra Hillerød ved en af de brede Amtsveje, der fra gammel Tid forbinder vore Købstæder. Selve Skolebygningen var ikke iøjnefaldende, havde ingen Lighed med de borgagtige Grundtvigianer-Højsæder, som der var kommen U117 et Par Stykker af i de senere Aar. Men det daglige Liv paa Skolen var som paa de øvrige Højskoler med opbyggelige Foredrag og adskilligt andet, der ikke faldt i min Smag. Jeg holdt mig derfor saa vidt muligt for mig selv, vandrede omkring paa Landevejene, hvad altid havde været min Lyst. Kom jeg forbi en Mand, der sad ved Grøftekanten og huggede Skærver, eller mødte jeg en fattig Kone med et Knippe Skovkvas paa Ryggen, standsede jeg op og gav mig i Snak. Jeg havde gerne let ved at komme i Forbindelse med den Slags Folk og faa dem til at tale fra Leveren. Naar jeg saa vendte hjem med friske Indtryk af Natur og Mennesker, blev jeg siddende oppe i mit lille Loftskammer og førte tilbogs. Og det blev langtfra altsammen idylliske Billeder. Det gik snart op for mig, at der var lige saa megen Nød paa Landet som i Byerne. Jeg maatte ofte tænke paa Christian Winther og hans "Træsnit", disse ogsaa af mig i sin Tid saa beundrede Scener af landligt Almueliv. Lutter elskværdig Idyl. Jeg mindedes et Ord af U118 min afdøde Bekendt Schaff, der som den Spottefugl han var, en Gang havde sagt om Christian Winther og Digtere af hans Art, at de paa deres egen Facon efterkom Skriftens Paabud om at rive det Øje ud, der forargede.

Det var især de Fattiges Kaar, der optog mig og gav mig en Del at tænke paa. Den ulige Fordeling af Livets Goder var bleven et Problem for mig. Og netop paa denne Egn, hvor der var saa mange jordløse Huse beboet af Arbejdere, der tjente som Daglejere paa de store Gaarde, havde jeg god Lejlighed til at komme Tingene paa nært Hold. En Mils vej fra Skolen, lige ved Landevejen, laa saaledes en langstrakt gammel Rønne, som jeg havde studset over den allerførste Gang, jeg kom der forbi, paa Grund af de besynderligt mange Skorstenspiber, 18 der sad paa Straataget. Ved at forhøre mig hos Folk fik jeg at vide, at Huset oprindelig havde været Kostald i en nu nedbrændt Gaard, og at Ejeren, en Storproprietær, havde ladet det indrette til Bolig for sine Arbejdere. En Baas eller to pr. Familje.

Altid, naar jeg kom ud for den Slags Oplevelser, maatte jeg tænke paa Christian Winther og hans "Træsnit", disse ogsaa af mig i sin Tid saa beundrede Billeder af sjællandsk Almueliv. Lutter rosenduftende Idyl. Havde Winther da aldrig paa sine Digtervandringer set og lugtet en Elendighed Mage til denne? Jeg mindedes et Ord af min afdøde Ven Schaff, der som den Spottefugl, han var, en Gang havde sagt om Christian Winther og Digtere af hans Art, at de paa deres egen Façon efterkom Skriftens Paabud om at rive det Øje ud, der forargede. De klemte det i hvert Fald eftertrykkeligt til for at beskytte sig selv og deres Læsere mod alle ubehagelige Fornemmelser.

Livet paa Skolen med dets uforanderlige Søndagsstemning og evindelige Lovsang 19 faldt mig ogsaa mangen Gang for Brystet ved Sammenligning med den Virkelighed, der mødte mig rundt omkring. Og jeg huskede Udtalelser af min egen, rettænkende Mor, der kunde blive saa oprørt over den Ligegyldighed, hvormed mange Mennesker, endogsaa Folk, der kaldte sig kristne, kunde vise overfor de Fattiges Nød. Jeg havde selv en Gang som Dreng faaet en alvorlig Kindhest af hende, fordi jeg talte unænsomt om vor fattige Vaskerkone og hendes lappede Skørt. Jeg huskede, hvor overrasket jeg var bleven, og at jeg længe ikke kunde tilgive Mor denne Tugtelse, fordi jeg syntes Anledningen til den var saa urimelig. Nu, da jeg bedre forstod, hvor velment den havde været, mindedes jeg den næsten med Taknemlighed.

Et Sted i Nærheden af Skolen laa en lang, lav Rønne, som jeg fra den første Dag havde studset over paa Grund af de mange Skorstenspiber paa Straataget. Ved at forhøre mig hos Folk fik jeg at vide, at Bygningen tidligere havde været Kostald men nu af Ejeren, en Proprietær, var bleven indrettet til Bolig for hans Arbejdere, en Baas eller to pr. Familje. Det var navnlig de mange Erfaringer af den Art, der fik den megen Salmesang paa Skolen til at skurre i mine Øren.

Inde i Hillerød levede den gamle Komediedigter Hostrup som endnu fungerende Slotspræst. Ogsaa han var bleven en af Grundtvigs 20 Disciple og kom trods sin høje Alder en Gang imellem ud paa Højskolen og talte til Eleverne eller læste lidt op for dem. Han havde i mange Aar ikke offenliggjort andet end Prækensamlinger og folkelige Foredrag; men nu forlød det, at der i Løbet af Vinteren vilde udkomme et nyt, stort Skuespil af ham.

Inde i Hillerød levede den gamle Komediedigter Hostrup som Præst. Han var med Aarene bleven ikke saa lidt grundtvigsk paavirket og kom en Gang imellem ud paa Skolen og talte eller læste op for Eleverne. I flere Aar havde han kun udgivet Prækensamlinger; men nu forlød det, at der med det første U120 vilde komme et nyt Skuespil af ham; og da han desuden paa samme Tid havde et Jubilæum, blev der fra København indbudt til en stor Hyldestfest for ham derinde, en Fest, som min Broder og derfor ogsaa jeg tog ind til.

For de Folk, der havde glædet sig til et Genmøde med Studenterlystigheden i hans tidligere Komedier – og det var vist nok de fleste – blev Stykket dog en Skuffelse. Mens Parnassets andre Hædersgubber – Ploug og Erik Bøgh f. Ex. – havde vendt sig mod den nye Literatur med bidsk Forargelse og hudflettede den i deres Aviser, aabenbarede denne hostrupske Nyskabning en helt ungdommelig Modtagelighed for Tidens Tanker, særlig som disse var kommen til Orde i Ibsens alvorlige Samfundsdramaer. Paa Højskolen var Overraskelsen dog ikke saa stor. Vi var forberedte. En af de Ting, Hostrup her havde læst for Eleverne og i nogle Indledningsord prist stærkt, var et 21 Par Novelletter af Alexander Kielland, den Gang det moderneste af det moderne.

For den nye Literatur var den gamle Digters Tilslutning naturligvis en kærkommen Hjælp i den Modstand, den ellers mødte fra saa mange Sider, og da der mellem deres Ordførere var Folk med god Forstaaelse af en virkningsfuld Propagandas Betydning og godt Greb paa at sætte en saadan i Scene, blev det hostrupske Alderdomsværk proklameret som en stor Sejr for det hele nye, aandelige Røre – "det moderne Gennembrud", som det blev kaldt. "Morgenbladet", Bevægelsens officielle Organ, hilste Stykket med mægtige Fanfarer, og en Kreds af den københavnske Liberalismes ledende Mænd og Kvinder indbød til en Hyldingsfest for Hostrup i Hotel d'Angleterres store, nyrestaurerede Sal. Baade min Broder og jeg tog den Dag ind til Byen for at deltage i Festen, der virkelig blev en glansfuld Mønstring af den Fylking, som nu stod parat til at overtage det aandelige Førerskab i Landet.

22 Ved Hovedbordet under de straalende Lysekroner sad Hædersgæsten og hans Hustru tilligemed Aftenens officielle Festtaler Professor Høffding; men det var dog vistnok Holger Drachmanns højt opragende Skikkelse, der især tiltrak sig Opmærksomheden. Han havde haft det overgivne Indfald at klæde sig som Guldalderdigter med stort Kalvekrøs og Kniplingsmanschetter og saa' pragtfuld ud. Ogsaa andre af Gennembruddets Mænd genkendte jeg fra Billeder. Der var den joviale Tyksak Schandorph, den statelige Erik Skram og den lille Vissenpind Karl Gjellerup, radmager og ilter som en Springgaas. Georg Brandes var der derimod ikke. Han opholdt sig overhovedet ikke mere her i Landet. Som Protest mod de fortsatte Tilsidesættelser, han havde været Genstand for fra Myndighedernes Side, var han flyttet til Tyskland, havde bosat sig i Berlin og levede der som en virkelig Landsforvist.

At han dog ikke var glemt af sine mange Venner og Beundrere herhjemme, gav Aftenen adskillige Beviser paa. Saaledes brød 23 den rigtig store Feststemning først ud, da en anden af Aftenens Talere – Professor Julius Salomonsen – udbragte en Skaal for ham og i begejstrede Vendinger priste ham som den store Fører, Skaberen af den nordiske Renaissance, vi nu havde den Lykke at se udfolde sig efter altfor længe at have tygget Drøv paa Fortidens Langhalm – Ord, der rundt om fra Salen hilstes med Jubelraab og drønende Klapsalver. Ogsaa flere af de senere Talere kom ind paa Grundene til hans Bortrejse og hyldede ham med en Varme, saa man tilsidst næsten fik Fornemmelsen af, at det var til Ære for ham og ikke for Hostrup, Festen blev holdt.

Jeg sad og hørte paa alt dette med voksende Forundring. Jeg havde endnu den Gang ret uklare Forestillinger om, hvad Brandes betød, og kendte heller ikke meget til, hvad han havde skrevet. Af min Ven Schaffs bestandige Stiklerier til ham og den Bevægelse, han havde skabt, havde jeg ment at forstaa, at det var en Blæst, jeg godt kunde lade gaa henover Hovedet paa mig, og 24 nu havde Fraværelsen fra Hovedstaden gjort mig yderligere uimodtagelig for alt, som kom fra den Kant. Hvad det egenlig var, der foregik i mig, mens jeg sad der og kritisk iagttog det pyntede Selskab og hørte paa de mange Taler, var jeg næppe helt klar over selv; men skønt jeg ikke havde været borte fra Byen mere end et godt halvt Aar, følte jeg ved denne Lejlighed meget stærkt, hvor fremmed jeg allerede var bleven for hele Livet herinde, og jeg var ikke langt fra at fortryde, at jeg var taget med til Festen. Jeg havde i Mellemtiden ligesom faaet andre Sanser. Naar jeg saa' mig om paa disse københavnske Damer og sammenlignede dem med den sunde, ranke Landsbypige, jeg om Sommeren havde truffet ved Grundlovsfesten i Hornsherred, forekom de mig allesammen latterligt opstadsede og forskruede. Livet i Naturen og mellem naturgroede Mennesker havde givet mig et nyt Sind.

Da Bordet endelig hævedes og Gæsterne spredte sig i Selskabslokalerne, søgte jeg min Broder op for at sige ham, at jeg havde 25 faaet nok af denne Abekomedie og tog hjem. Jeg fandt ham staaende i Samtale med et Par andre Herrer, og da jeg ikke vilde forstyrre, forlod jeg Hotellet uden al Forklaring. Med det første Tog tog jeg tilbage til Hillerød, hvor det havde været min Hensigt at vente paa ham. Men jeg opgav det. Jeg var for utaalmodig efter at komme helt bort og blive ene med mig selv og de mange rebelske Tanker og Følelser, der var vældet op i mig under den lange Festlighed.

Det blev for mig en Skuffelse. Under Hotel d'Angleterres Lysekroner forløb Festen ikke meget forskellig fra de Smørgrosserer-Jubilæer, der sædvanlig fejredes der. Den eneste Forskel skabtes af Holger Drachmann, der havde haft det snurrige Indfald at klæde sin store Skikkelse som Guldalderdigter med mægtigt Kalvekrøs og Kniplingsmanschetter. Jeg kunde dog ikke rigtig more mig over ham. Denne Maskeradedragt syntes mig at svare altfor godt til den hele Fest. Jeg var overhovedet ude af Stand til at fornøje mig sammen med disse forlorne Friborgere og deres oppyntede Damer. Uvilkaarligt sammenlignede jeg disse sidste med den smukke Landsbypige, jeg hin Dag havde set i Hornsherred og ikke siden kunnet faa af mine Tanker. Jeg brød op, saasnart Bordet hævedes, og tog hjem med et tidligt Tog.

Vi Mennesker bevæges jo ofte allerstærkest af vore uklare Længsler og ubevidste Savn. Som den lille københavnske Feriedreng, der aldrig havde kendt hverken Mor eller Far, til sin egen store Forbavselse kom til at græde, da han ude paa Marken hørte et Moderfaar kalde paa sit Lam, saadan gik der ogsaa stærke, fremmede Sjælsrørelser gennem mig, mens jeg nu i det vidunderligste Vejr – klar Frostluft og Maaneskin – marcherede den lille Mil hjem til Skolen. Aldrig havde Naturen talt saa fortroligt, saa 26 indtrængende til mig som i denne stille Nat. Og ogsaa for mig var det, som om en moderlig Stemme kaldte. Her, min Søn, har du hjemme, – syntes den at sige alvorsfuldt manende. Den Lykke, du forgæves har søgt saa mange Steder, finder du alene hos mig. Her er Hjertets Hjem. Her er Fred og varig Glæde. Den Dag, du helt har lukket Ørene for Lokkesangen fra Forfængelighedens larmende Marked, vil du forstaa det.

U121 I pragtfuldt Maaneskin gik jeg den lille Mil fra Hillerød til Skolen. Men det var ikke udelukkende det højtideligt skønne Vejr og dets Modsætning til den Narrefest, jeg kom fra, der senere fik Erindringen om denne Vandring til at leve længe i mig og føltes som Indvielsen til et nyt Liv. Jeg havde et Par Dage før haft en alvorlig Samtale med min Broder, der vilde vide, hvad jeg agtede at tage mig for og leve af, naar jeg nu havde hvilet ud og faaet Rede paa mig selv. Jeg havde ventet Spørgsmaalet og svarede, at jeg jo i Fysik og Matematik havde saa god Uddannelse, at jeg vist kunde blive Lærer paa Skolerne i de Fag. Han sagde ingenting dertil men sad længe med et grundende Ansigtsudtryk, udtalte saa, at han just havde under Overvejelse at indføre forøget Regneundervisning i hvert Fald for Karleholdets Vedkommende, maaske i Forbindelse med nogen Øvelse i Landmaaling. Kunde jeg ikke tænke mig at overtage den Gerning hos ham?

Hans Tilbud, især den Tone hvori det udtaltes, overraskede mig. Vi var nok Brødre, U122 men udenfor det politiske Liv og Familjefølelsen og knap nok i den havde vi noget Fællesskab. I vore Krav til Livet, vore Forhaabninger om Fremtiden, i alle afgørende Livsforhold var vi ganske forskellige. Stor Lyst til at tage tilbage til Hovedstaden og arbejde for Føden som Timelærer havde jeg ganske vist ikke. Mit Syn, ogsaa det paa Højskolen, havde forandret sig i den senere Tid, og denne Aften havde gjort Udslaget. Med København og dens Beboere kunde jeg ikke forlige mig mere. Vi var færdige med hinanden. Jeg vilde leve i Naturen. Være paa Landet. Mit Fremtidsbillede var en stille Bondeby og lange, poppelhegnede Landeveje, hvor man timevis kunde gaa uforstyrret i sine egne Tanker.