Lykke-Per C, 1907

Syttende Kapitel

222 Det gik ikke ofte paa, at Philip Salomons indbød til virkeligt Selskab; men skete dette, var det altid i stor Stil. Ivan – Familjens beskikkede Ceremonimester – udfærdigede ved saadanne Lejligheder lang Tid i Forvejen et formeligt Festprogram, som han forelagde Forældrene til Godkendelse, og han sørgede altid for en eller anden Overraskelse, paa hvilken han – som han sagde – "kunde opbygge Succes'en", enten det nu var en særlig pragtfuld Blomsterudsmykning af Værelserne eller et originalt Indfald til Efterretten – eller til Kotillonen, ifald Talen var om Bal.

Han havde dennegang gjort sig ganske særlige Anstrengelser. I det Haab, at Festen – foruden at være til Ære for de hjemvendte Nygifte – skulde kunne blive en Indvielseshøjtidelighed for Pers Storværk, havde han foreslaaet at illuminere Haven og at afbrænde et Fyrværkeri, hvad Philip Salomon imidlertid paa det bestemteste havde modsat sig. Han havde dog faaet Lov til at ophænge nogle Lysballoner i Træerne ud mod Vandet, hvad der efter hans Mening vilde være af grandios Virkning. 223 Desuden havde han en meget stor Overraskelse i Baghaanden. Han kaldte den for Festens clou.

Endnu før Udsmykningen af Stuerne var helt færdig, og mens Familjens forskellige Medlemmer opholdt sig i Sovekamrene i Færd med Omklædningen, indfandt Per sig. Han havde glemt at forhøre sig om, til hvilket Klokkeslet der var bleven indbudt, og han havde nu det Uheld at komme en Timestid for tidlig.

Han var i Forvejen i meget daarligt Lune. Han havde ved sin Hjemkomst om Natten fundet en stor Papirsrulle paa sit Bord. Det var Max Bernhardt, der tilbagesendte ham de Tegninger og Overslagsberegninger, han i sin Tid havde modtaget gennem Ivan. Trods sin Træthed, og skønt det var sent paa Natten, havde han – med en lidt sky Nysgerrighed – aabnet Rullen og givet sig til at betragte disse mange, af Aarene allerede noget gulnede Blade, som han nu i saa lang Tid ikke havde haft mellem Hænder. Og han havde ikke siddet længe med dem, før han ganske optoges af dem. Det hele Værk, der i de sidste Aar væsenlig havde beskæftiget ham som Ide, i sine luftige Omrids, fik pludselig en ny Belysning over sig ved alle disse halvglemte Detajlplaner af omhyggeligt udførte Sluseværker, Brohoveder og Faskindæmninger, ved alle disse slidfuldt udregnede Talrækker og labyrintiske Diagrammer, – de nøgterne Nedfældninger af hans Ungdomsaars himmelstormende Drømme.

Den Bevægelse, der greb ham derved, havde nærmest været en højtidelig Forbavselse. Han var bleven imponeret af sig selv. Hvilken Frugtbarhed! Hvilken Kraftudfoldelse! … For hvert nyt Blad, han tog frem af Rullen, voksede hans Selvbeundring 224 men ogsaa (skjult bag denne) en knugende Fornemmelse af Tilbagegang.

Han blev siddende med den sidste Tegning foran sig og faldt i mørke Tanker. Han saae for sig sin lille Nybodersbagstue, hans Ungdomsaars nøgne Arbejdscelle, hvor han havde staaet og fløjtet muntert over sit Tegnebræt, skønt han mangen Gang knap havde haft Penge til Brød, – og der vaagnede i ham en Art Hjemve efter hine Usseldomsaar med deres ukuelige Livsmod, da Samvittighedens Trolde ikke om Natten nedrev, hvad han om Dagen havde faaet opbygget af sit Lykkeslot; da Modgangen kun var en Spore mere, fordi den forøgede det trodsige Velbehag ved at vide sig miskendt og forurettet, – hin Tid, da han trods Sult og Gæld og lappede Bukser hver Dag sov ind som en Konge og vaagnede som en Gud.

Nu til Morgen havde han igen taget fat paa Tegningerne; men den Beundring, han straks havde følt, tabte sig en Del ved en nøjere Prøvelse. Med den forøgede Indsigt, han havde vundet paa sin Rejse, var det ikke vanskeligt for ham at finde angribelige Punkter, ja ligefrem umulige Ting i dem, og denne Opdagelse gjorde ham efterhaanden nervøs. Hans Selvtillid, der i den sidste Tid havde faaet saa mange slemme Stød, blev her for Alvor rokket. Han havde siddet hjemme hele Dagen, mere og mere febrilsk i sin Iver for at ændre og forbedre. Der var tilsidst slet ingenting, der kunde staa for hans Kritik, og trods alle Anstrengelser lykkedes det ham ikke at komme paa en eneste virkelig god Ide. Den Tankernes Myrekryben i Hjernen og Fingerspidserne, han altid før havde følt, naar han sad over sine Papirer, udeblev ganske. For første Gang fik Afmagtsfølelsen rigtig Tag 225 i ham og lod ham smage den Gru, der minder om Dødens.

Her gik han nu med formørket Mine utaalmodig frem og tilbage paa Terrassen foran Havesalen og ønskede sig langt borte derfra. Han saae iøvrigt pyntelig nok ud. Han bar en moderne Selskabsdragt med hvid Atlaskes Vest og et overbroderet Skjortebryst, hvori der glimtede et Par Diamantknapper (en Gave fra Jakobe). Det maskinklippede Haar, der dækkede Hovedet som et mørkt Fløjl, var efter en nyskabt, evropæisk Mode afraget bagtil over Halsen for at fremhæve Nakkens Muskler. De smaa Moustacher var paa Officersvis snoet opad, og Hageskægget, der var bleven stadig mindre under hans Udenlandsfærd, bestod nu kun af en Fip nedenfor Underlæben.

… Pludselig hørte han et Silkeslæb rasle inde i Havesalen. Da han vendte sig om, stod Nanny foroverbøjet i Døraabningen og saae sig søgende omkring.

Hun havde godt vidst, at han var kommen. Oppe fra sit Værelse havde hun set ham køre gennem Porten, og hun havde netop skyndt sig med sin Paaklædning for at kunne være hernede lidt før de andre. Allerede en Stund havde hun opholdt sig derinde i Salen, hvor hun havde staaet bag et af Vinduerne og betragtet ham, mens hun samlede Mod til at træde frem, – hun var stadig ikke rigtig dristig overfor ham.

Nu viste hun sig flygtigt i Døren, sendte ham et tilsyneladende adspredt Nik og trak sig straks igen tilbage, som om hun gik og søgte efter noget.

Per blev staaende og saae efter hende. Ogsaa han var bleven grebet af nogen Forsagthed ved 226 Gensynet. Nanny havde hele denne Dag været saa uendelig langt borte fra hans Tanker.

Efter nogle Øjeblikkes Tøven fulgte han efter hende. Nu vilde han have Opgør.

"Leder De efter noget? Kan jeg ikke være Dem til Hjælp?"

"Aa Tak, det er ingenting," sagde hun men blev dog ved at lade, som om hun søgte. "Det er bare min Handskeknapper, jeg har forlagt. Men det er ganske ligegyldigt. Jeg var inde og laante Jakobes. – Det lader til, at vi er kommen i god Tid," tilføjede hun efter en Pavse.

"Ja, jeg har været her en hel Time snart."

"Aa – Stakkel dog!" sagde hun og sendte ham et medfølende Blik over den nøgne Skulder.

Per stod igen et Øjeblik tvivlraadig. Saa traadte han besluttet hen til hende, bukkede og sagde, idet han med spøgefuld Artighed bød hende Armen:

"Ja, da altsaa Selskabet nu er begyndt at samles, tør jeg maaske udbede mig den Ære –."

Hun saae hurtigt og sky op paa ham, idet hun lod, som om hun frygtede for, at der skulde ligge en skjult Hentydning i hans Ord. Derpaa slog hun med træt Mine sin Vifte ud, som gad hun alligevel ikke have Betænkeligheder, tog hans Arm og sagde med bortvendt Ansigt:

"De har Ret! Lad os lade, som om vi morer os."

"Jeg synes ikke, den naadige Frue er rigtig i Humør idag," sagde han, da de var kommen ind i det tilstødende Værelse, et hvidlakeret og forgyldt Kabinet i Rokokostil. "Er der gaaet Dem noget imod?"

"Ikke Spor! Jeg vilde bare ønske, at denne væmmelige Dag vel var^'1 overstaaet."

"Hvorfor?"

227 "Jeg hader Selskaber!"

"Saa-aa. Det overrasker mig egenlig. Er det ikke noget nyt?"

"Det kan saamænd gerne være. Men jeg er jo ogsaa en anden nu. Man er bleven Madamme. Inden man veed et Ord af det, er man vel Bedstemo'er."

"Ja se, den sidste Værdighed opnaaes nu ikke uden visse forudgaaende Formaliteter. – Skal vi ikke nedlade os?"

Han var standset foran en lille silkebetrukken Sofa og gjorde en Haandbevægelse ned imod den.

"Eller er De bange for at faa Deres Kjole krøllet, inden Selskabet kommer?" tilføjede han, da hun tøvede med at sætte sig.

Hun forvirrede ham igen ved at skotte op til ham, som om hun anede en skjult og dristig Mening i hans Bemærkning. Uden at svare bredte hun derpaa sin Kjole vifteformigt ud til Siden og tog Plads i det ene Sofahjørne.

"Kan De forstaa," sagde han efter med en vis Nærgaaenhed at have slaaet sig ned ved Siden af hende, "kan De rigtig begribe, at det ikke er mere end otte Dage, siden vi skiltes i Rom?"

"Aa jo – hvorfor ikke?"

"Har De ikke en Fornemmelse af, at der er gaaet en lille Evighed, siden vi den Formiddag sagde Farvel til hinanden … De husker … paa Banegaarden dernede?"

Nanny stirrede en Stund som ganske uforstaaende ud i Luften og rystede derefter afgørende paa Hovedet.

"Næ, det har jeg ikke tænkt paa."

"Virkelig ikke?"

"Næ. – Der var forresten gyseligt i Rom. Ikke?"

228 "Synes De det? … Det kunde man ellers ikke mærke paa Dem, da De var dernede."

"Ikke det? Det kan saamænd gerne være."

"De er med andre Ord glad ved nu at være kommen hjem igen?"

"Glad?" – Nanny saae bort med en mat, selvopgivende Skuldertrækning. – "Jeg synes, der er rædsomt allevegne. Og allerværst herhjemme."

Per kom til at le.

"Hør, De er virkelig aldeles umulig idag. Hvem i Alverden har dog – –?"

"Hvad det var, jeg vilde sige," afbrød hun ham med forstilt Nervøsitet, "De syntes jo saa mageløs godt om Rom. De var vist i Grunden helt begejstret."

"Paa en Maade ja. Men skal jeg sige Sandheden, saa tabte dog Byen ikke saa lidt i Interesse, efter at De – og Deres Mand naturligvis – var rejst. Jeg brød jo ogsaa op derfra et Par Dage efter."

Efter disse Ord sad Nanny et Øjeblik tavs og saae ned paa sin Vifte, mens et tungt Smil med stor Kunst blev listet henover hendes Læber. Saa løftede hun langsomt sine dejlige Øjne op imod ham med et af disse bløde, talende Blikke, der virkede paa ham som et dulgt Kærtegn.

Der begyndte for Alvor at komme Uro over Per. Han var igen aldeles bedaaret af hendes Person. Men hun havde nu ogsaa anstrengt sig til det yderste, for at hendes Skønhed denne Dag kunde udfolde sig med fuld Bravur. Hun havde klædt sig i sin Yndlingsfarve, den straalende gyldengule, der stod saa prægtig til hendes østerlandske Lød og sorte Haar; og paa Japaneserinders Vis havde hun redt Nakkehaaret stejlt opad og fæstet det over Issen med en høj Skildpaddeskam. Ved det nøgne Bryst vuggede et Par store, mørkerøde Roser.

229 Per maatte ligefrem lægge Baand paa sig for ikke at blive paatrængende. Nanny mærkede det og var paa sin Post, – ogsaa overfor sig selv. Hun følte godt, at Spillet stadig var ret voveligt for hende. Men dette ydmygede hende ikke længer, – det forhøjede blot Spændingens Nydelse. Nogen overhængende Fare mente hun da heller ikke, at der foreløbig var. Om det ogsaa enkelte Øjeblikke kunde syde i hende af Lyst til at slaa Armene om hans Hals og smage paa hans røde Mund, faldt det hende dog ikke ind at gøre det. Dertil havde hun stadig sin Overlegenhedsfølelse altfor kær. Den Tanke for Alvor at være Dyhring utro laa hende i det hele fjern. Ganske vist, hun kunde mangen Gang være rasende paa ham for hans paatagne eller virkelige Ligegyldighed og lejlighedsvis heller ikke være bange for at sige ham det; men hun var alligevel altfor stolt af ham som offenlig Personlighed til at ville udsætte sig for at blive forskudt. Daglig svulmede hendes Hjerte af Fryd ved at mærke, hvordan den hele By, lige fra Ministrene til Sangerindeknejpernes Damer, bejlede til hans Gunst, og hun gjorde sig allerede de største Forhaabninger om, hvad hun selv vilde kunne naa i sin Egenskab af en saadan Mands Kone.

Ganske hensigtsløs var hendes fortsatte Leg med Per alligevel ikke. Hun kunde endog sige, at hun havde en rimelig og fornuftig Grund til den. Hun vidste fra lignende Tilfælde, hvor en Mand havde faaet et større Herredømme over hende, end hun brød sig om, at dersom det blot kunde lykkes hende at lokke ham helt hen til den farlige Afgrund og her se Svimmelheden gribe ham, vilde det i samme Øjeblik være forbi med hendes egen Betagethed, hendes egen Lyst vilde dermed fuldtud tilfredsstilles, 230 og hun kunde med Sindsro se ham dumpe.

De var bleven forstyrrede af Husjomfruen og en af Pigerne, som havde noget at ordne derinde i Kabinettet. Per var igen rykket lidt længere bort fra hende, og de talte en Tid om ligegyldige Ting.

Pludselig, endnu mens Tjenestefolkene var i Stuen, udbrød Nanny:

"Men hvor mon Jakobe bliver af? Hun veed dog vist nu, at De er kommen. Og hun var næsten færdig, da jeg før var inde hos hende."

Per svarede ingenting hertil. Han vilde helst ikke ind paa det Emne.

Men Nanny fortsatte: "De skal forresten glæde Dem til at se hende. Hun ser storartet ud i sin nye Kjole. – Maaske er det Dem selv, der har valgt den til hende?"

"Jeg? … Næ!" mumlede Per uvillig; han var bleven rød i Hovedet.

"Nej, det er sandt. Jakobe maa jo have bestilt den, før De kom. Men saa har hun da vist valgt den efter Deres Smag. Har hun ikke talt om det?"

"Næ, … det husker jeg i hvert Tilfælde ikke."

"Saa skal det altsaa være en Overraskelse."

Per svarede igen ingenting. Han var pludselig bleven fraværende, helt borte i sine Tanker, mens han stirrede paa hende med et Blik, der var saa meget mere talende. Alt, hvad der endnu var tilbage i ham af Oprørsaand og Fribyttertilbøjelighed, havde rejst sig under Indtrykket af hendes Legemes Pragt. Ogsaa hans onde Lune, den Utilfredshed med sig selv, som han gerne vilde skjule for Eftertanken, æggede ham op til at tumle ud i et nyt Vovespil. Han droges til hende som til det Bedøvelsesmiddel, han nu igen trængte til for at faa sit 231 Sind i Ligevægt; og han følte, at netop hun vilde kunne iskænke en saadan stærk og hidsende Selvforglemmelsens Drik, som nu behøvedes. Hensynet til Jakobe maatte her vige for det større Formaal: at gengive ham hans Arbejds- og Kampdygtighed. Naar han ved Valget af sin officielle Hustru havde opfyldt Forpligtelsen til – ligesom de kongelige Personer – at lade Politiken raade, maatte han ogsaa have disses særlige Ret til at tage det mindre strengt med den ægteskabelige Troskabspligt. Desuden: Jakobe havde jo selv givet ham Anvisningen. Vilde man Maalet, maatte man ogsaa ville Midlet – havde hun sagt.

Han havde efter Tjenestefolkenes Bortgang paany nærmet sig Nanny. Idet han atter gav sig til at tale om Rom og om deres Afsked der, lagde han helt fortroligt en Haand op paa Sofaryggen bagved hende. Og nu gik det hende ganske som hin Dag paa Køreturen over Janiculus: denne uventet dristige Tilnærmelse gjorde hende igen mindre sikker paa sig selv, og hun flyttede sig urolig paa Sædet.

Der var nu ogsaa noget i hans Blik, der vakte en ubehagelig Erindring hos hende om en Drøm, hun havde haft en Nat under Hjemrejsen fra Italien, … en af disse sære, uhyggelige, vellystfulde Drømme, hvoraf hun altid vaagnede med en forfærdelig Hovedpine. Hun havde et Par Dage forinden besøgt en zoologisk Have og der været meget optaget af en stor, gulflammet Tiger. Denne kom nu krybende over Gulvet hen til hendes Seng og gav sig til at lege med hende og stryge sig kælent op ad hende med sin bløde Pels. Tilsidst lagde den sig med hele sin Vægt paa hendes Bryst; og pludselig genkendte hun i Dyrets Øjne Pers stirrende Blik …

232 "Kan De huske, at der faldt en Rose ud af Deres Buket, dengang Toget kørte?" spurgte Per. "Jeg tog den op og gemte den, og jeg har den endnu."

"Herregud! Den var ellers ikke saa megen Stads værd."

"Det kommer dog an paa. – Den faldt i alt Fald fra to saa nydelige Hænder."

Uden at vide det havde Per her sagt hende noget af det, hun allergernest hørte. Hendes Hænder var hendes saarbare Punkt. De var ganske vist paa ingen Maade uskønne; men hun havde dog vanskeligt ved at skjule for sig selv, at de var noget for korte i Fingrene.

"Jeg synes, De skulde gemme Deres Komplimenter til Jakobe," vedblev hun og skiftede atter Stilling under sine forgæves Forsøg paa at undgaa hans stirrende Blik.

"Hvorfor det?" spurgte han og stormede nu løs paa Lykke og Fromme. "Skulde det virkelig være en Forbrydelse at sige til en smuk Dame, at hun er smuk. Skulde jeg maaske lyve for Dem, kære Svigerinde, og sige, at jeg ikke ansaae Dem for den mest fuldendt skønne … den mest forbryderisk farlige Kvinde, jeg har mødt. Hvad skulde det desuden hjælpe til? De veed det jo dog. Jeg har jo engang i min Ungdoms Overmod gjort mig forfængelige Forhaabninger … hvad De vistnok ikke kunde undgaa at mærke. Naa, lad os ikke tale om disse gamle Skader! De vilde ikke have mig. Og jeg maatte slaa mig til Ro med min Skæbne. De var antageligvis for smuk for mig!"

Nannys Kinder havde efterhaanden mistet en Del af deres Kulør. Hun var nu ogsaa lidt efter lidt 233 bleven trængt helt ind i Sofahjørnet, hvorfra hun stirrede op paa ham som hypnotiseret^'2.

Men Per blev med eet bange for at være gaaet for hastig til Værks. Han syntes – hvad der ogsaa var rigtigt – at have set et forbifarende Glimt af Had i hendes Øjne, og det begyndte at lumre ham om Ørene ved Tanken om, hvad der vilde kunne ske, dersom Angrebet mislykkedes for ham.

Da følte han pludselig sin Hals omslynget af hendes Arme og et Par hede Læber paa sin Mund.

Det stod ikke paa mere end et Nu. Før han fik sig besindet, havde Nanny hurtigt rejst sig og var flygtet hen til Vinduet. Her blev hun staaende med Ryggen til ham og holdt i Befippelse en Haand op til Kinden, som om hun havde faaet et Slag paa den.

I det samme hørtes Ivans kommanderende Stemme ude fra Forstuen, og umiddelbart efter kom han selv kurende gennem Værelset paa sine travle smaa Ben ligesom et Stykke optrukket mekanisk Legetøj. Med en Mine som en Hærfører, der ordner sin Arme til Slag, foer han afsted, fulgt i Hælene af sin Stab: et Par stærkt galonerede Lejetjenere og en bluseklædt Dekoratør.

Da han fik Øje paa de to, der ganske udenfor Festprogrammet havde gemt sig her i Kabinettet, standsede han et Sekund.

"Modtagelsen finder Sted i Salonen!" forkyndte han, hvorpaa han rutsjede videre med sine Hjælpere, der grinede til hinanden bag hans Ryg.

Hverken Nanny eller Per havde rørt sig. Men nu rejste Per sig – endnu halvt uforstaaende og fortumlet.

Ved Lyden af hans Skridt vendte hun Ansigtet om imod ham og standsede ham med et Øjekast, 234 der ganske vist var ulykkeligt og skamfuldt, men som dog meget afgørende, ja forbitret forbød ham at komme nærmere. Og da der nu hørtes flere Stemmer inde fra Havesalen, blev hun et Øjeblik ganske hvid af Angst og skyndte sig forbi ham med bøjet Hoved.

Henne ved Døren standsede hun dog, saae sig tilbage og sagde med halv Stemme, idet hun holdt Viften op for Ansigtet, saa kun Øjnene var synlige:

"Dersom De vover at sige noget til nogen om, hvad De her har tilladt Dem, saa –."

"Hvad saa? … Hvad saa, Nanny?" spurgte Per, der nu var lutter Glød.

"Saa –" fortsatte hun med en hykkelsk Forjættelse i sine dejlige Øjne, "saa – bliver vi to aldrig gode Venner."

Hun slog Viften ned og forsvandt.

Det var Philip Salomon og hans Kone, hvis Stemmer de havde hørt. De gik inde i Havesalen med hinanden under Armen; og den store, kloge Børsmand saa^'3 helt enfoldig ud af Henrykkelse over sin Lea, der bar en kostbar, vinrød Dragt med pragtfulde Kniplinger. Men da han fik Øje paa Per, der nu kom ind fra Kabinettet, forsvandt Smilet fra hans Ansigt.

Han var bleven erindret om det pinefulde Hverv, der forestod ham: at offenliggøre sin Datters Forlovelse med dette i hans Øjne ganske ubrugelige og unyttige Menneske. Han havde haft i Sinde at tale til Per derom allerede den foregaaende Dag; men efter at have erfaret hans Bedrifter hos Max 235 Bernhardt havde han ikke kunnet overvinde sig dertil. Og det gik ham ikke anderledes nu. Han kunde end ikke faa sig til at række sin tilkommende Svigersøn Haanden, – hvad Pers Mine forøvrigt heller ikke indbød til.

Nu kom Ivan igen farende som et Spilleværk, dennegang for at overbevise sig om, at alle var samlede. Den første Vogn var nemlig kørt for Døren. Smaabørnene var et Øjeblik i Forvejen kommen springende ind i deres hvide Pynt. Ogsaa Rosalie var kommen tilstede. Derimod manglede stadig Jakobe. Der var tilstødt hende et Toilette-Uheld. Uvant, som hun var, med at gøre noget videre ud af sin Paaklædning,^'4 havde hun under sine Bestræbelser for at faa Kjolelivet til at sidde handlet saa ilde med det, at hun tilsidst i Fortvivlelse maatte kalde en af Pigerne til Hjælp.

Halvdelen af Gæsterne var allerede kommen, inden hun viste sig.

Nanny, der havde sørget for at holde sig i Nærheden af Per for at kunne iagttage hans Ansigtsudtryk i det Øjeblik, han saae Jakobe, fik virkelig megen Fornøjelse af sin underfundig anbragte lille Sprængmine. Per blev pludselig ganske graa i Ansigtet af Raseri.

Jakobe havde nemlig haft det uheldige Indfald at lade sin Kjole sy med et endog temmelig dybt udskaaret Liv, hvad hun absolut ikke havde Figur til. Den erotiske Betagethed, hvori hun havde ventet sin Brudgom, tilligemed visse, lykkelige Erindringer fra deres Elskovsmøde havde forledt hende til denne Ubesindighed; men hun ramte her Per paa hans mest ømfølsomme Punkt. Han havde lagt Mærke til, at et Par Herrer havde trukket paa Smilebaandet af 236 hende, da hun kom ind, og han vilde derfor i Begyndelsen slet ikke se til den Side, hvor hun var.

Imidlertid blev der ved at strømme Gæster ind fra den store Forhal, hvor Stuepiger og Lejetjenere havde travlt med at hjælpe Folk af med Overtøjet. Vogn efter Vogn kørte op for den tæppebelagte Trappe, mens der ude paa Strandvejen dannede sig en lang Række af Herskabsekvipager og Hyrevogne, som Skridt for Skridt og under uendelige Standsninger bevægede sig fremad mod Villaen.

Der var tilsidst samlet henved et Hundrede Mennesker i Havesalen og de to tilstødende Kabinetter.

Det var naturligvis særlig Finansverdenen, der var repræsenteret, hvad man ogsaa nok kunde se paa Værdien af Damernes Kjoler og Smykker; men forresten saaes der baade Universitetsprofessorer, Læger, Kunstnere og Skribenter. I Selskabets Holdning og Tone ligesom i Snittet paa Damernes Dragter sporedes tydeligt Paavirkning af evropæisk Fordomsfrihed. Størsteparten af de ganske unge Damer mødte helt balklædte, fordi de vidste, at der skulde danses; men ogsaa adskillige af de ældre, navnlig blandt de jødiske Damer, havde uden Sky ladet Skrædderinden afsløre saa meget af deres Skønhed, som Lejligheden og Øjeblikkets Mode tilstod.

Af det forulykkede Frihavns-Konsortium, hvis Medlemmer alle var bleven indbudt, havde de fleste sendt Afbud, hvad Ivan efter Gaarsdagens Begivenhed kun havde ventet. Alene den "forhenværende Proprietær", Hr. Nørrehave, havde givet Møde, og hans landlige Skikkelse med den store Guldhalskæde og de dobbeltsaalede Støvler vakte en vis Opsigt i den elegante Forsamling.

Ivan, der tilfældig havde set ham komme kørende i en Droske sammen med den københavnske 237 Selskabsløve, Overretssagfører Hasselager, undrede sig noget over dette Kompagniskab, skønt det ikke var ham ubekendt, at Hr. Nørrehave stod i Forbindelse med de fleste Sagførere i det ganske Land. Den Tanke slog straks ned i ham, at de to maatte have Planer for med Per. Han mindedes, at Hr. Nørrehave ved Mødet den foregaaende Dag havde vist nogen Misfornøjelse med den hovedkulds Afslutning af Forhandlingerne; og hvad Overretssagføreren angik, saa hørte han til de unge, hidsigt stræbende Forretningsmænd, der havde taget Max Bernhardt til Forbillede, saa det var jo ikke urimeligt, om han kunde føle sig fristet til et Forsøg paa at gennemføre, hvad selve Mesteren havde maattet opgive. Uden iøvrigt at besidde andre af de Egenskaber, der havde skabt dennes store Magt, end netop Hensynsløsheden havde han – med Støtte af et stateligt Ydre og en behagelig Selskabstone – allerede vundet sig et vist Navn i Hovedstaden som smart fellow.

Af Familjens sædvanlige Gæster, dens saakaldte "Søndagsfremmede", saaes Aron Israel og – ragende op over alle andre – Kandidat Balling, Literaturhistorikeren, Citatbeholderen, denne umættelige Aand, som mindede om Bibelens magre Køer, der slugte deres Kolleger uden derfor at blive federe. Den første havde forputtet sin lille nervøse Skikkelse i en Krog, hvor hans mange Venner dog straks fandt ham. Balling derimod havde anbragt sig paa en iøjnefaldende Plads opad en Dørkarm; men trods sin fabelagtige Længde, sine rullende Øjne og sin interessante Mavekatars-Bleghed havde han her som i Literaturen det Uheld at forblive ganske upaaagtet. Om det saa var Rosalie, som dog i sin Tid havde følt sig beæret af hans Efterstræbelser, gik 238 hun ham forbi med en Veninde under Armen uden at se ham. Og den lille, spinkle, endnu ikke sejstenaarige Pige, der allerede var paaklædt helt som Dame, brugte dog ellers sine Øjne godt!

Per var efterhaanden bleven Genstand for en Del Opmærksomhed, endda for mere, end han ved denne Lejlighed brød sig om. Hans støtte, solbrunede Skikkelse var nu ogsaa af god Virkning her imellem de mange Kontor- og Stuemenneskers vinterblege Ansigter. De fleste vidste desuden nu, i hvilket Forhold han stod til det salomonske Hus, og mange af de Tilstedeværende saae ham her for første Gang. De iblandt dem, der overhovedet kendte noget til ham og f. Eks. havde hørt om hans Bog, var overraskede over hans Ungdom. De havde ogsaa tænkt sig ham mere i Digterstil og blev forundrede over at træffe en Mand, der virkelig nok kunde se ud som en Vejbryder og Fremtidsminør.

Ingen Person i Selskabet samlede dog Opmærksomheden som Dr. Nathan. Han opholdt sig udenfor paa Terrassen, hvor han stod omringet af en Flok beundrende Damer og Herrer, der alle lo og var meget højrøstede. Man havde æsket hans Mening om en nylig udkommen Bog, der havde vakt en Del Opsigt, et stort Digt med Titlen "En Jakobskamp". Digtets Forfatter var Poul Berger, hin unge Lyriker med det blege Ansigt, som i sin Tid havde været en hyppig Gæst der i Huset og hørt til Nannys mange ulykkelige Tilbedere.

Denne Mand havde hidtil som Skribent tilhørt den Kres af frie Aander, der havde samlet sig om Dr. Nathan og søgt Beskyttelse under hans Avtoritet. Hans Poesier havde røbet en sproglig Finsans, der mindede om selve Enevoldsen, men havde samtidig aabenbaret en uhyggelig, en spøgelseagtig Brist 239 paa Personlighed. Han havde af hin Mester lært at sidde taalmodigt og pille med et Rim og nusse et Adjektiv; og i en Række smaa bitte Bøger (som Aar for Aar var bleven tyndere) havde han stadig genfortalt sin triste Ungdomshistorie under Form af en Digtning, der – som de fleste andre af Tidens Kunstfrembringelser – var besynderligt sammenrørt af en blegsotig Romantik og den mest tykblodede Naturalisme, ligesom Tonen i den svingede holdningløst mellem Klynkevornhed og krampagtig Titantrods. Saa hændte det for et Aarstid siden, at han udgav en Bog, som selv hans Venner og Velyndere ikke kunde rose, og dette var mere, end han kunde bære. Han forsvandt pludselig fra København, og i lang Tid hørte Ingen noget til ham. Men en skøn Dag rygtedes det, at han havde gemt sig ovre i en lille jysk Landsby, hvor han levede som Eneboer i en fattig Stue, bortvendt fra Verden, alene optaget af at grunde over sin Skæbne. Herfra var det ogsaa, at han nu havde udsendt sin opsigtsvækkende Bog, hvor han straks i et Forord offenlig brændemærkede sin oprørske Fortid og erklærede, at han efter en aandelig Kamp havde fundet Lykke og Fred i Kristendommens ydmyge Lydighed.

Mens der ellers blandt hans forrige Venner viste sig ringe Tillid til Oprigtigheden af denne Omvendelse, hævdede Nathan nu, at en saadan Religiøsitet, der var fremavlet af krænket literær Forfængelighed og Hævngerrighed og utilfredsstillet Brynde, sikkert var ægte nok. Ja, efter hans Mening var denne Omvendelses Tilblivelseshistorie endog typisk, hvad han under megen Munterhed søgte at bevise ved at fremdrage en Række oplysende Eksempler 240 hentede fra de berømteste Kirkefædres egne Bekendelser, lige ned til Grundtvigs.

Forresten bar Digtet selv meget betydelige^'5 Vidnesbyrd om Værdien af det Gennembrud, der var foregaaet hos dets Forfatter, ogsaa i hans Egenskab af Poet. Hvert Blad af den omfangsrige Bog vidnede om en Sindets Grebethed, en nyskabt Følelsens Styrke og Inderlighed, der havde fundet sit Udtryk i en bevidst og myndig Kunst. I den halve Snes Sange, hvoraf Digtet bestod, var der tegnet en Række Skumringsbilleder af det øde og tunge jyske Landskab og det farvefattige Folkeliv, hvormed han havde levet, og det var gjort paa en saadan Maade, at Virkeligheden, skønt gengivet med endog yderliggaaende Naturtroskab, overalt føltes som gennemstraalet af Lyset fra en usynlig Verden bag den. Og dette var just det for Folk mærkelige og overraskende ved Tingen, at han, som hidtil havde famlet saa umodent paa sin Sjæls Instrument, nu samtidig med, at han genvandt Barnetroen, havde fundet sin egen personlige Tone, og at denne tilmed var saa udpræget mandig, en Brysttone, fuld af Mørke og Malm, en Røst fra det Dybe … fra det Underjordiske.

Men nu blev der Røre inde i Stuerne. Døren til Spisesalen var bleven slaaet op. Man begyndte at tage tilbords.

Umiddelbart før man gik tilbords, havde Philip Salomon gennem Ivan ladet Per vide, at han ansaae Lejligheden for passende til at deklarere Forlovelsen. Til Jakobe havde han samtidig selv talt 241 derom, og da hun ikke svarede noget dertil, havde han opfattet Tavsheden som et selvforstaaeligt Samtykke. I Virkeligheden havde hun slet ingenting hørt. Hun havde ikke Tanke for andet end dette ene: at finde Forklaringen paa Pers forandrede Opførsel overfor hende.

Det varede nu ikke længe, før hun kom den paa Spor. Skønt Per tog flittig til Flaskerne, lykkedes det ham ikke at skjule sin Uro. Skraas overfor ham sad nemlig Nanny og morede sig kostelig med en anden Herre. Hun havde naturligvis sin Mand tilbords; men hun havde sørget for at faa en af sine Tilbedere, den forhenværende Kavaleriløjtnant, nu Assuranceagent Hansen-Iversen, anbragt ved den anden Side; og det var med ham, hun hele Tiden underholdt sig.

Engang imellem lagde hun rigtignok Kinden kælent ned paa sin Mands Skulder i den tydelige Hensigt at holde ham skadesløs. Og Dyhring følte sig øjensynlig heller ikke brøstholden men besvarede hendes Ømhedsytringer med en naadig Blinken.

Det var dog ikke, fordi han var saa uforstaaende, som hun mente; men han var temmelig sikker paa, at hun ikke vilde misbruge sin Frihed til i Smug at overskride Grænsen for, hvad han kunde tillade. Efter at have lært hendes Natur og Karakter nærmere at kende, og navnlig efter at han (til yderligere Beroligelse for sig) behændigt havde opkildret hendes Ærgerrighed og udmalet et Fremtidsperspektiv for hende, der endte i selve Hoffets Sale, følte han sig overbevist om, at hun vilde vogte sig for det blotte Skin af Skandale. Hvor stor Fristelsen maaske end kunde være for hende, vilde det sikkert gaa hende, som naar hun 242 i Butikerne vedblev lystent at omkrese og befingre en eller anden Ting, som havde opvakt hendes Behag, – hun lod den uvægerligt ligge, saasnart der var Tale om, at hun selv kunde komme til at betale den.

Ikke en eneste Gang saae hun over til Per. Forgæves sad han og ventede paa et lønligt^'6 tilkastet, beroligende Blik. Han var og blev som Luft for hende.

At hendes Optagethed af Løjtnanten kunde være Forstillelse, et Skalkeskjul, den Tanke faldt ham vel nok ind, men den stillede ham ikke tilfreds. Hun gjorde det ved denne Lejlighed ganske af med den Forestilling, hvori han nu og da havde behaget sig siden deres Afsked i Rom, at der fra hendes Side kunde være en alvorligere Følelse med i Spillet; og dette virkede absolut afsvalende paa hans Erobringslyst. Forøvrigt gjorde hendes Munterhed slet ikke Indtryk af at være tillavet. – Han var oprigtig forarget.

Hertil kom nu noget andet.

Straks efter, at Philip Salomon havde udbragt de Nygiftes Skaal, slog han igen til Lyd for at kundgøre Forlovelsen. Han gjorde det saa kort som muligt; men alligevel – og skønt de fleste var forberedte – vakte hans Meddelelse en livlig Bevægelse rundtom ved Bordet.

Idet nu Per rejste sig for med Glasset i Haanden at modtage Selskabets Lykønskninger, og mens Luften omkring ham pludselig ligesom fyldtes og svulmede af hans Navn, kunde han ikke lade være med at tænke paa, at det ikke var for hans egen Skyld, man saaledes hyldede ham, men alene som Jakobes Tilkommende og som Philip Salomons vordende Svigersøn. Og denne Tanke knugede hans 243 sideniuske Selvfølelse og stemte ham ikke blidere overfor den hele Forsamling. Aldrig havde han mere bevidst end i disse Øjeblikke fornummet sin Slægts nedarvede Uvilje mod dette verdensglade, frimodigt nydende Selskab, der kaldte sig selv det gode. Lyden af den hundredstemmige Snakken rundtom, hvori der enkelte Steder blandede sig fremmede Tungemaal, lød i hans Øre som en Papegøjekoncert. Den Tid var længst forbi, da han lod sig blænde af Glansen fra dette Rigmands-Samfund. Han saae sig mere og mere forarget paa alting. Bordets pragtfulde Blomsterudsmykning, der (hvad han havde regnet ud) maatte have kostet flere hundrede Kroner; de vægtige Sølvopstandere og det øvrige, kunstnerisk udførte Bordstel; de galonerede Tjenere og den uafladelige Skiften Tallerkener – alt var i hans Øjne bare Tegn paa jødisk Pralelyst.

Hidset op af Nannys Latter, der hørtes stadig mere overgiven gennem Larmen, gav han sig tilsidst Luft overfor Jakobe og sagde ligeud til hende, at han fandt den hele Fest opstyltet og taabelig.

Jakobe svarede ingenting. Fra det Øjeblik, hendes Mistanke til Søsteren var bleven vakt, havde hun overhovedet ikke talt til ham.

Nannys tilsyneladende Optagethed af den forhenværende Løjtnant førte ikke hende bag Lyset. Hun kendte sin Søster og vidste, at for hende bestod Nydelsen ved en Kærlighedsleg fornemmelig i at gøre sin Tilbeder skinsyg. Hun vidste ogsaa, at Nanny af en vis, fejg Frygt for at blive overmandet af sine Følelser bestandig søgte Ly i andre Mænds Beundring.

At det var kommen saa vidt mellem hende og Per, som det virkelig var, troede hun af den Grund 244 heller ikke. Men forøvrigt gjorde hun sig ingen falske Forestillinger om de Hensyn, som Nannys søsterlige Følelse vilde paalægge hende. Hun kunde endda tænke sig, at det havde været Nanny en særlig Glæde at lokke netop hendes Forlovede i sine Garn; og hun forstod nu, at det var Triumf, hun havde læst i hendes Øjne, dengang hun straks ved sin Hjemkomst havde givet sig til at fortælle om sit Sammentræf med Per.

Der var nu ikke Tale om, at Jakobe lod sig mærke med noget. Med den næsten overmenneskelige Evne til Selvbeherskelse, som hendes Sygelighed havde opøvet hos hende, fra hun var Barn, gennemførte hun tappert sin Rolle som lykkelig Brud. Skønt hun saae og hørte alting som gennem en Taage og hele Tiden havde en Fornemmelse af at befinde sig paa et gyngende Skib, var der ikke andet at se paa hende, end at hun var lidt blegere end sædvanlig og syntes noget træt. Kun overfor Per kunde hun ikke forstille sig. Hver Gang han sagde noget til hende, vendte hun Hovedet bort. Hun taalte næsten ikke at høre hans Stemme. Blot hans Ærme kom til at berøre hendes Arm, isnede det igennem hende.

Til alt Held blev der foreløbig ikke levnet hende megen Tid til at tænke. Hvert Øjeblik reves hun op af sin begyndende Fortvivlelse derved, at Venner og Bekendte ønskede at drikke med hende og hendes Forlovede. Om det saa var Nanny, vilde hun hilse paa dem, og hun saae ved denne Lejlighed for første Gang paa Per. Med en Frimodighed, der fik det til at løbe ham koldt ned ad Ryggen, nikkede og smilede hun til dem begge over sit løftede Glas.

"Skaal, Hr. Svoger! … Skaal, Jakobe!"

245 Det er dog virkelig for frækt! – tænkte Per. Han var bleven ganske rød i Hovedet og kunde ikke faa sig til at møde hendes Blik.

Jakobe derimod førte tilsyneladende rolig sit Glas til Munden, dog uden at drikke. Af Angst for igen at se Triumf i Søsterens Øjne overvandt hun sig endog til at gengælde hendes Nik.

Imidlertid var Per og hans Fremtidsideer bleven det almindelige Samtaleemne ved Bordet, i alt Fald hos dem, der ikke sad i hans umiddelbare Nærhed. Særlig havde Damerne faaet travlt med at betragte Husets nye Svigersøn; og Pers barske og mørke Mine og den Afmaalthed, hvormed han efterkom selv de venligste Opfordringer til ham om Samdrik, forhøjede hos adskillige den Respekt, han i Forvejen havde vakt ved sin mandige Skikkelse.

"Ja disse Sideniusser er nok Karakterer," blev der sagt et Sted oppe i Nærheden af Philip Salomon, hvad denne imidlertid syntes at overhøre, skønt Ytringen var henvendt særlig til ham.

Derimod var der blandt Gæsterne ved denne øvre Bordende en anden Herre, – en ældre, tungt ludende Graaskæg – paa hvem Bemærkningen gjorde et vist Indtryk. Det var den bekendte Etatsraad Erichsen, en af Byens Rigmænd, ja maaske dens rigeste Mand og dertil en national Velgører i stor Stil. Allerede før Bordet havde Overretssagfører Hasselager talt til ham om Per og søgt at interessere ham for dennes Planer, som han ikke tidligere havde kendt noget til eller endog blot hørt om. Derfor sad han nu og iagttog ham med saa prøvende Blikke, ligesom han var opmærksom paa alt, hvad der blandt de Omkringsiddende blev sagt om den unge Mand og hans velansete Slægt.

246 Ved Efterretten slog Philip Salomon for tredje Gang paa sit Glas. Det var dog ikke – som han straks under Selskabets Munterhed forklarede – for at bortgive endnu en Datter. Han vilde derimod foreslaa en Skaal for Dr. Nathan og ønske ham velkommen tilbage fra den lange Udlændighed, som jo heldigvis kun havde knyttet ham endnu fastere til Landet og dets Ungdom. Skaalen blev drukket med stor Begejstring. Flere af Gæsterne – ogsaa Damer – rejste sig fra deres Pladser og samledes om Doktoren for at støde deres Glas mod hans.

"Han har ikke forandret sig siden sidst," hørte man Folk sige rundtom ved Bordet. "Haaret begynder dog at miste Farven." – "Aa ja, men han ser alligevel ikke ældre ud!"

Ja, hvordan saae han egenlig ud, denne meget fejrede og meget angrebne Mand, der mere energisk og mere maalbevidst end nogen anden havde ryddet Grund for Fremtidens Danmark og med sin Taler- og Skribentvirksomhed havde rejst et Røre, hvortil man næppe kunde finde Sidestykke i nogen aandelig Bevægelse herhjemme siden Reformationens Dage.

Han var lille af Vækst, og Folk fandt i Almindelighed hans Ansigt uskønt. Det var i hvert Fald meget uregelmæssigt; men forresten havde det sin Vanskelighed at bedømme det, fordi det aldrig var i Hvile men uafbrudt skiftede Udtryk og afspejlede de indre Bevægelser med et ubehersket, krampagtigt Minespil, hvori der med Aarene endda var kommen nogen bevidst Overdrivelse. Smukkest var det, naar han lyttede. Dets Udtryk fik da Liv af det, som var allerypperst hos ham;^'7 hans Kundskabstørst, hans umættelige Videlyst … eller Videlystenhed. 247 I en almindelig Selskabsunderholdning var saadanne Øjeblikke dog ikke hyppige hos ham, han holdt absolut mest af at tale selv. Ved Siden af en ubegrænset Modtagelighed – og som Modvægt herimod – besad han endnu i den graanende Alder en næsten ungpigeagtig Meddelelsestrang, der undertiden kunde udarte og blive lidt sladdervorn og da ikke var fri for Malice.

Denne hans hensynsløse Livfuldhed havde bidraget mere, end han selv forstod, til den Modstand og Uvilje, hvormed han var bleven mødt. Den havde Gang efter Gang fjernet ogsaa Venner og naturlige Forbundsfæller fra ham ved at krænke de nordisk-germanske Forestillinger om mandig Værdighed. Hans Naturel var i det hele saa fremmedartet, saa uforligeligt med den danske Nationalkarakter, at han nødvendigvis maatte støde an, saa meget mere, som han – i betegnende Modsætning til de jødiske Skribenter, der før ham var optraadt i den danske Literatur – hverken søgte at tilpasse sine fremmede Ejendommeligheder efter Omgivelserne eller at gøre sig interessant ved at stille sig udenfor med et farisæisk: "Hvad vil jeg imellem Jer?" Han havde aldrig tvivlet om sin Berettigelse til at tale med. Han havde endog meget tidlig følt sig særlig kaldet til at spille en Rolle i Nationen og det netop paa Grund af dette unationale i hans Afstamning, der satte ham istand til at betragte det hjemlige Liv paa Frastand og bedømme det uden Fordomme.

Hertil kom, at heller ikke hans Dannelse var af den sædvanlige dansk-tyske Art. Han havde sin aandelige Hjemstavn i romansk Kultur, og hans Forkærlighed for fransk Smagsforfinelse – den han som ung lagde for Dagen ogsaa ved en vis 248 ydre Elegance – gjorde ham straks mistænkt mellem hans Landsmænd, ikke mindst i den lærde Verden. I Grunden havde han vel sine bitreste Modstandere indenfor selve Universitetets Mure. Med sit smukke og meget velplejede Haar, sit store, altid snehvide Skjortebryst, sit hele omsorgsfuldt hægede Ydre var han nøjagtig saadan, som de gamle teologiske Professorer forestillede sig en Charlatan.

Dog, alt dette var endnu ikke tilstrækkeligt til at forklare den overordentlige^'8, formelig tidskelsættende Virkning af hans Optræden. Han besad visselig glimrende Evner men var dog ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved et "Geni", ingen selvfødende Aand, ingen Nyskaber. Sammenlignet med hjemmeavlede Originaler som Grundtvig eller Kierkegaard kunde han endog synes at mangle dybere Ejendommelighed. Han havde været for utaalmodig til at udruge nogen selvstændig Verdensanskuelse, for livsoptaget og levelysten til en saadan sejg, dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold, hvorunder ogsaa ringere Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser. Med sin rastløse Higen kunde han snarere lignes ved en gylden Arbejdsbi, der i Sol og Storm afsøgte alle Aandens Blomstermarker og trofast vendte hjem til Kuben med Brodden skjult af Honning. Ligesom med hundrede Øjne overfoer han alle Landes og alle Tiders Literaturer, slog med uglippeligt Instinkt ned paa alt, hvad der kunde tjene som Ansporingsmiddel derhjemme, og fremstillede med den sindrigste Kunst et Kraftuddrag deraf, en snart bitter, snart sødt krydret Livsvækker for den danske Ungdom. Hele Tidsafsnits Aandshistorie forstod han at oprulle paa 249 nogle faa Sider, saa den fik et Dramas Flugt og Liv. Endog de dunkleste filosofiske Løngange kunde han belyse med et Par virkningsfulde Tankelyn, saa selv de dummeste fik en Slags Fornemmelse af, hvad der taltes om.

I denne Genfremstillingens Kunst stak den dybere liggende Hemmelighed ved den enestaaende Magt, han havde faaet over de Unges Sind. Ikke alene bedaarede den rent umiddelbart; men den skaffede ham Haandsrækning fra en Egenskab ved Folkekarakteren, som man overhovedet aldrig forgæves udnytter, og som han da ogsaa samtidig energisk bekæmpede: den danske Magelighed. Aldrig før havde den studerende Ungdom herhjemme kunnet tilegne sig Kundskaber paa saa let og underholdende en Maade. Mens man laa henstrakt paa sin Sofa med en lang Pibe i Munden, skred Verdensliteraturens store Personligheder En livagtig forbi, og Indholdet af deres Værker blev gengivet med en saa bestikkende Anskuelighed, at det bagefter var, som om man selv havde læst og gennemtænkt dem alle, hvorfor ogsaa de fleste ansaae det for ganske ufornødent virkelig at gøre det. Man godkendte Nathans Domme og Synspunkter uden Indsigelse, fordi man antog dem for sine egne. Man fyldte sig med hans rent personlige Følelses- og Stemningsliv, indsugede hans orientalsk flammende Sympatier og Antipatier under Fornemmelsen af en trolddomsagtig Berigelse. Aldrig havde det saaledes gæret i den akademiske Ungdom af Vovemod og Frihedsbegejstring. Selv den mest tykblodede Bondestudent var som berust af Stordaadstrang, naar han efter nogle Timers Læsning i Nathans Skrifter væltede op fra sin Sofa for at stoppe sig en ny Pibe.

250 Naa, mere end til en forbigaaende Opblussen blev det da som oftest heller ikke, og Tilbageslaget var i mange Tilfælde endda det kraftigste i Virkningen. Poul Berger var langtfra den eneste, for hvem Vækkelsen ved Nathan og dennes aandelige Ilddaab var bleven Forberedelsen til en religiøs Genfødelse. Det kunde ikke være anderledes. Hvor et aandeligt Liv var bleven vakt og med nogen Alvor søgte mod Dybet, fandt det ingen anden opdyrket Jordbund at slaa Rod i end Teologien. Hvad der var af Kultur i Folket, tilhørte endnu saa godt som udelukkende Kirken. Hvor Overfladen hørte op, begyndte enten Middelalderen eller Tomheden.

Paa en vis Maade kunde Omfanget af Nathans Betydning derfor foreløbig bedst maales paa hans Modstandere. Hos adskillige af disse havde han virkelig formaaet at vække den virksomme Lidenskab, den fanatiske Glød, han forgæves havde søgt at indblæse sine Medkæmpende. Endnu sporedes det religiøse Bagstræv dog ikke stærkt i Hovedstaden, hvor Sindene var for optagne af det nyskabte Forretningsrøre. Ude i Provinserne derimod, især paa Landet, voksede det sig stærkt i Stilheden og samlede sig om Præstegaarde og Højskoler som en Hær omkring sine Fæstninger.

Efter at man havde rejst sig fra Bordet, gav Per og Jakobe en Slags Kur i et Hjørne af Havesalen, hvor den store Krystallysekrone nu var tændt.

Blandt de første, der kom hen for at hilse paa 251 dem og trykke Pers Haand, var Proprietær Nørrehave. Med sin allertrohjertigste Snurren paa r'et udtrykte den svedne Jyde sin overordentlige^'9 Beklagelse af, hvad der var sket den foregaaende Dag hos Max Bernhardt, og forsikrede, at han for sit Vedkommende aldeles ikke havde samstemmet med denne "i Opfattelsen af Situationen".

Per hørte kun efter med det ene Øre. Han havde stadig sin Opmærksomhed henvendt paa Nanny, der stod henne i den anden Ende af Salen og fjasede i en Kres af smiskende Kurmagere. Skønt han var bleven fast bestemt paa at lade hende sejle sin egen, plumrede Sø, kunde han ikke holde sine Øjne fra hende. Han saae nu, hvordan Løjtnant Iversen, der havde været ude i Forstuen og hentet hendes Hermelinsslag, med dvælende Omhu lagde dette om hendes Skuldre, og hvordan han absolut ogsaa vilde hægte det under Hagen, hvad han dog ikke fik Lov til, – Nanny smækkede ham over Fingrene. Men umiddelbart efter tog hun frejdig hans tilbudte Arm og skridtede afsted med ham gennem Salen og ud i Haven, hvor i Forvejen andre af Selskabets Unge var tyet ud for at drikke Kaffen i det norske Lysthus.

Proprietær Nørrehave var imidlertid bleven ved at snakke, og det gik op for Per, at det var Mandens Hensigt at faa ham til at udtale sig om Gaarsdagens Begivenhed for at komme under Vejr med, hvad for nye Planer han nu havde med Hensyn til sin Sags Fremme. For ikke at røbe, at han endnu ikke havde nogen, blev Per stadig mere ordknap og forbeholden, hvilket dog kun forøgede Jydens Nysgerrighed og gjorde ham yderligere opsat paa at komme til Forstaaelse med ham.

Endelig trak han sig bort. Dog kun for at afløses 252 af en anden, der nærmede sig sidelæns henne fra den Gratulant-Gruppe, som havde dannet sig omkring Jakobe. Det var Aron Israel. Den lille frygtsomme og kejtede Videnskabsmand med den naive Beundring for alt, hvad han ikke forstod sig paa, ganske særlig for al praktisk Virksomhed, havde allerede en Stund kreset omkring Per for at afvente et Øjeblik, da han kunde komme til at hilse paa ham uden at træde andre i Vejen. Da han nu havde faaet fat i hans Haand, vilde han til Gengæld ikke slippe den, men blev ved at trykke den hjertelig mellem begge sine.

"– – Og maa jeg saa benytte Lejligheden, Hr. Sidenius, til at sige Dem en oprigtig Tak for Deres lille Skrift fra i Vinter. Det var en Dynamitbombe … et Attentat … men anvendt i Menneskelighedens Tjeneste. Jeg veed meget godt, at det ikke kan have nogen Interesse for Dem at høre, hvad jeg – en ganske Ukyndig – mener om Deres Bog; men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at sige Dem, at den trods sine mange stærke Udtryk – som vistnok kan have skræmmet en Del – har glædet mig meget."

Per saae uvis ned paa den lille Mand. Vel var han ikke netop den eneste af Gæsterne, som havde talt til ham om hans Skrift og sagt ham Behageligheder for det. Men medens Per havde opfattet de andres Lovord simpelthen som Høflighedsfraser, kunde han vanskeligt tvivle om Aron Israels Oprigtighed. Dertil havde han hørt for meget om denne stille Lærdes begejstrede Sandhedssøgen og hele ideelle Stræben. Og det var jo desuden ikke første Gang, han havde vist Deltagelse for ham og hans Fremtidsideer.

Per svarede, som sandt var, at han var overrasket 253 over, at hans Bog overhovedet var kommen ham for Øje. Den havde dog ellers ikke vakt nogensomhelst Opmærksomhed. Bladene havde jo ikke engang omtalt den, hvorimod alle de københavnske Aviser i de samme Dage, da Bogen udkom, havde været meget optaget af en fremkommen Plan til en Flytning af Tivoli.

"Jeg lagde godt Mærke dertil," sagde Aron Israel. "Og jeg har derfor ogsaa gaaet og kæmpet med Lysten til at skrive Dem til. Jeg syntes, De skulde dog ikke være uvidende om, at der var Folk herhjemme, hvem Deres stolte og frejdige Tro paa Menneskehedens Udviklingsmuligheder og Deres hele Storsyn paa Fremtidens Naturerobringer har varmet og opbygget. Ja … jeg bruger med Forsæt det Ord. Efter min Mening hører Deres Bog til den sande Opbyggelsesliteratur; den virkede paa mig som et Foraarspust, – lidt hovedsvimlende men saa velgørende havfrisk. Jeg ønsker inderlig, at Deres Naturevangelium vilde blive taget ret til Hjerte af vor kære Ungdom herhjemme, der jo stadig behandler Realkundskaberne med en uforstandig Overseenhed og rimeligvis derfor saa sørgelig let forknyttes af Livet."

Per havde lempelig trukket sin Haand til sig; han var bleven rød.

Saadan gik det ham altid. Trods al hans udæskende Selvfølelse, alle hans bryndefulde Haab om Hæder og Beundring, – saa saare Nogen for Alvor udmærkede ham, blev han forlegen. Nu havde han desuden for Øjeblikket en naturlig Sky for at komme for dybt ind paa disse Ting, og han søgte derfor at føre Talen andetsteds hen.

Men Aron Israel var for optaget af sit Emne. Han gav sig til at tale om Nathan, til hvis Virksomhed 254 Per havde hentydet et Sted i sit Skrift med noget af den Ringeagt, han paa Bogens Tilblivelsestid endnu nærede for alle Æstetikere. Aron Israel sagde, at trods den næsten ubegrænsede Beundring, han for sit Vedkommende følte for denne Mand, kunde han jo nok indrømme, at hans Mangel paa naturvidenskabelig og teknisk Indsigt var at beklage og kunde blive af skæbnesvanger Betydning for den Del af den danske Ungdom, for hvilken han havde været Opdrager. Det vilde unægtelig have været heldigere, om hans Virksomhed havde fremkaldt flere Handlingens Mænd og færre Skønaander. Her var utvivlsomt en Forsømmelse at indhente, og til at løse denne Opgave – maaske Tidens største – syntes Forfatteren af "Fremtidsstaten" – det skulde være sagt uden al Smiger – at sidde inde med fremtrædende Betingelser. Det yngste Slægtled ventede øjensynlig paa sin Vækker og fremtidige Fører. En Trone var ledig. Der spejdedes efter den udvalgte, den kongebaarne – –.

Han maatte afbryde. Der var pludselig bleven stille over hele Salen. En sortmanket Herre havde anbragt sig ved det store Flygel og slog et Par Akkorder an, mens Ivan med et Ansigt, der straalede som et nyslaaet Tyvekronestykke, førte en høj og sværbarmet Dame hen ved Siden af Pianisten.

Dette var Afsløringen af den store Overraskelse, som Ivan havde kaldt le clou. Damen, en berømt Sangerinde fra den kongelige Scene, havde vist Familjen den Velvilje at modtage en Indbydelse til Selskabet og (mod et klækkeligt kontant Vederlag forøvrigt) at synge to Sange og et Dakapo-Nummer efter Bordet, en Gunstbevisning, som hidtil – hvad de fleste af de Tilstedeværende vidste 255 – kun var bleven enkelte meget højtstillede og velhavende Adelsfamiljer til Del.

Per, der ganske manglede Øre for Kunstsang, søgte at slippe bort. Han saae, hvordan nogle andre Herrer, hvem Rygeværelsernes Fred lokkede, heldig smøg sig langsmed^'10 Væggene. Men han havde for langt til Udgangene. Inden det lykkedes ham at naa en af Dørene, lød der et Teaterskrig gennem Salen og straks derefter et hendøende pianissimo, der nødte ham til at standse og slaa sig tiltaals.

Damens Sang hørte han dog ikke paa. Det var Aron Israels Ord, der blev ved at summe i hans Øre; de gjorde ham saa underlig svimmel. Var der ikke ligesom noget af en Styrelse i, at han skulde møde denne begejstrede Tillid netop nu, da han selv var begyndt at tabe Troen paa, at han virkelig hørte til de kaldede? … Der var gaaet en Isnen gennem^'11 hans Hjerte, da den underlige lille Mand paa sin profetiske Maade havde talt om "den ledige Kongetrone". Hans Ungdomsaars stolteste Haab – det, han i Grunden forlængst havde sluppet – vendte ved disse Ord stormende tilbage i hans Sind som en bortskræmt Ørn til sin Rede.

Han joges op af sine Tanker, da Sangen standsede og Bifaldet – ledet af Ivan – raslede gennem Salen som en Hagelbyge. I det samme kom han til at tænke paa Nanny, der endnu ikke var vendt tilbage med sin Kavaler. "De morer sig nok godt," sagde han til sig selv, og der paakom ham en bitter Lyst til at gøre en Afstikker ned i Haven for at se, hvad de tog sig for derude i Mørket og Ensomheden.

Henne ved Døren stødte han paa Onkel Heinrich. 256 Den gamle Kavaler havde i Dagens Anledning ladet sig krølle over hele Hovedet og bar med Frækhed sin store, falske Brillantnaal, der straalede i hans Skjortebryst som en kongelig Æresgave.

Per vilde gaa ham forbi. Han havde siden sin Hjemkomst saavidt muligt undgaaet denne det salomonske Hjems onde Dæmon, der vedblivende gav sig Mine af at være hans Velgører, og hvis Frisprog Per i sin Friertid havde fundet sig i af Frygt for hans giftige Tunge.

Onkelen standsede ham imidlertid og trak ham med en hemmelighedsfuld Blinken lidt tilside.

"Et Ord i Forbigaaende, min kære Ven! … Men allerførst min ærbødige compliment.^'12 Det synes jo at gaa fortræffeligt iaften."

"Hvad mener De?" spurgte Per uden Forsøg paa at skjule sin Utaalmodighed.

"Hvad beha'er? … Naa saadan! … De vil spille Komedi' ogsaa for mig. Det kan De ellers spare Dem, søde Ven, jeg kender Dem veed Gud tilstrækkeligen godt. Men gener Dem bare ikke. Bliv kun i Deres Rolle – det er maaske netop rigtigst. Deres Alvorsmaske er af en grandios Virkning, kan jeg fortælle Dem. Herr Gott von Mannheim, hvor har jeg moret mig! Folk taler om Dem som om et veritabelt Mandfolk. Er det ikke Komik? … Men bliv bare ved! Træk dem ved den lange Næse allesammen! Put dem Snus i Øjnene! Hug i, hug i, saa jeg kan have lidt Ære af Dem!"

Med et Blik fuldt af Modbydelighed saae Per ned paa den hæslige lille Mand, der aabenbart var lidt beruset, og hvis halvt tilgroede Basiliskøjne formelig sprudede af Ondskab. Den forlorne "Direktør" var aldrig mere edderspændt, end naar der 257 var Selskab i Svogerens Hus, fordi ingen af Gæsterne vilde have noget med ham at gøre. Særlig viste alle Børsens Mænd ham aabenlyst deres Ringeagt.

"Hvad er det, De staar der og sludrer om," sagde Per. "Har De noget at sige mig, saa skynd Dem."

"Allerærbødigste Tjener! Allerærbødigst! … Veed De, at De minder mig om en Styk', jeg engang saae her paa Kongens Teater … en dum Styk', naturligvis, saadan et Ridderspektakel fuld af Vers og Vaas. Der var en ung Mand deri, en Døgenigt, en Bondeknold, som alle blev forgabet i, hvor han viste sig paa Tribunen. Alle Damerne hang sig om Halsen paa ham, og Kongen selv gjorde han smaatosset af Beundring, saa han udnævnte ham til Minister, og altsammen formedelst en kleines Ding, han bar skjult paa sig, med noget Troldskab i, forstaar sig, – den gjorde ham saa dajlig i alles Blikke. Sig mig, den Ring har vistnok De arvet, min søde Herre! … Eller hvad mener De selv? Her kommer De tilbage fra Deres Rejse og makker straks en Skandal', saa man maa skamme sig over Dem. Og idag er De ikke desmindre Aftenens Helt og gør Karrier'. – Men De, Højstærede, finder det naturligvis altsammen i sin gode Orden!"

Den Kæft maa jeg ved Lejlighed se at faa lukket, tænkte Per et Øjeblik ved sig selv men fik i det samme et overlystigt Indfald. Nej, han skulde netop have Lov til at beholde sit Frisprog! Han skulde være hans Hofnar, hvis ærlige Ondskab skulde krydre ham en stille Time nu og da under Tilværelsens buldrende Maskerade!

Han lagde højmodig sin Haand paa den abeagtige Mands udpolstrede Skulder og sagde:

"Lad det nu være godt, allerærværdigste Onkel! 258 Har De noget andet at sige mig, saa kom frem med det Jeg vil nødig opholdes."

"Naa, – hør et Ord da! Veed De, at man er i Færd med at faa lavet et nyt Konsortium paa Deres Navn? De kender jo ham, den dicke Bonde, der er kommen her iaften og stinker op med sine sure Fedtlærsstøvler, – Nørrehave hedder han. Jeg saae, han stod og talte med Dem før. Mærkede De ikke noget?"

"Nej, – ikke noget særligt."

"Nej, naturligvis! Men det er nu alligevel, som jeg siger. Han og saa denne lange Vindbøjtel, Hasselager – Overretssagføreren – har Følehornene ude. Jeg har selv observeret det. Jeg saae dem for lidt siden begge to staa og snakke med ham, denne Dummepeter, Etatsraad Erichsen med Oksefjæset, som man gør saa meget Væsen af og kalder en Hædersmand og Patriot, fordi han^'13 lader sig snyde Vandet ud af Øjnene, bare man skriger op om Fædrelandssind og national Oprejsning og Aandens Dannevirke … Tossehoved. Jeg tænkte straks, at det var Dem, der var paa Tapetet, og jeg holdt mig saa i Nærheden for at høre lidt. Jeg tror nok, at der var Bid. Etatsraaden hørte da meget opmærksomt paa de to Herrer og saae ganske fordummet ud. Derfor siger jeg: gør nu ingen Taabeligheder fler. Benyt Øjeblikket og hug i med alle Negler! En saa gunstig Lejlighed kommer kanske ikke saa snart igen!"

Per stod lidt uden at sige noget. Han havde just ikke nogen stor Tillid til Betydningen af den andens Iagttagelser; men opstemt som han var efter Samtalen med Aron Israel, gjorde Meddelelsen dog et vist Indtryk paa ham.

"Var det bare det, De vilde fortælle mig?" spurgte han saa.

259 "Nej."

"Der er altsaa mere?"

"Ja, … men De kan vist ikke gætte, hvad det er," sagde han med sammenknebet Øje og gjorde en lang Pavse for at spænde Pers Nysgerrighed. "Da jeg i Formiddags promenerede i Vimmelskaftet, mødte jeg – hvem tror De? – Oberst Bjerregrav."

Ved Lyden af dette Navn gav det et lille Hop i Per.

"Saa talte De vel med ham," sagde han.

"Naturligvis."

"Fortalte De ham maaske, hvad der igaar foregik hos Max Bernhardt?"

"Naturligvis."

"Naa – hvad sagde han til det?"

"Han vidste det allerede."

"Saa–aa. Fra hvem?"

"Det fortalte han ikke. Men jeg har siden gættet det. Han lod nemlig et Ord falde om denne Nørrehave og spurgte mig – saadan forborgent – om jeg kendte noget til ham, og hvad det var for en Person. Den schlauer Fuchs har allerede igaar været hos ham og snakket ham noget for. Jeg siger Dem: Obersten vidste Besked med alt, hvad der var passeret hos Max. Og – at tænke sig det! – han var aldeles imponeret af Dem. Gud straffe mig, han ligefrem gottede sig, at De havde forvovet Dem til at give Max den Salut i Synet. Han saae jo gerne alle voreses unge Rabalderjøder hængt, – og Gud velsigne ham for det! Hans Øjne formelig skinnede. Den Karl tager jeg min Hat af for, sagde han … Og jeg forstod jo nok, at han havde en Hensigt med at sige det. Det var Meningen, at jeg skulde fortælle Dem det bagefter. Han vil gøre sig lækker for 260 Dem, forstaar De? Han haaber endnu paa en Forligelse. Det er Manden efter mit Hjerte, sagde han. Det er vores egen friske danske Ungdom, der nu kræver Plads og vil slaas med al den fremmede Yngel, som har faaet Lov at skyde tilvejrs her i Landet. Det var nøjagtig Menneskets Ord … Komik, hva'? Storartet!"

Per stod i egne Tanker og svarede intet.

"Naa – har jeg saa ikke Grund til at kalde Dem en Lykkens Pamphilius? Jo flere Dumheder De laver, jo større Furore gør De. – –"

Der blev tysset paa ham af nogle Folk, der stod i Nærheden. Sangerinden havde taget et nyt Nodeblad, og der blev igen kirkestille i den store Sal.

Per vendte sig fra ham og listede ud af Døren.

Langsomt gik han gennem Kabinettet og videre ud i Forstuen. Herfra stod Døren aaben ind til Biblioteket og den bagved liggende Billardstue, der begge tjente til Rygeværelse. En tæt Havannadamp trængte allerede ud fra det forreste Rum, hvor en Samling højrøstede Herrer førte en livlig Debat. De kunde ikke ses fra Forstuen, men deres Stemmer overdøvede allerede herude Musikken fra Salen.

Nogle Skridt fra den aabne Dør standsede Per med eet. Han havde hørt sit Navn nævne derinde. Med brændende Kinder og bankende Hjerte blev han staaende for at lytte. Det var ham selv, Ordstriden derinde galdt. Det var hans Projekt, der havde sat Lidenskaberne i Bevægelse. Der var to, som i Munden paa hinanden sagde, at Københavns Interesser for Landets egen Skyld ikke turde angribes, hvortil en anden – en Mand med en kraftig Stemme – svarede, at for ham var det netop det ny og tiltalende ved den fremsatte Tanke, at den saa afgørende brød med Concentrationsprincipet, 261 der havde voldt Landet ubodelig Skade og fjernet os længere fra de evropæiske Forretningscentrer, end vor geografiske Beliggenhed gjorde det nødvendigt.

Per vilde ikke høre mere. Han vendte sig bort med en sky Bevægelse og gik tilbage til det tomme Kabinet. Her stod han nogen Tid i Tanker henne ved et aabent Vindu, der vendte ud mod Landevejen og Skoven og den endnu svagt farvede Aftenhimmel.

Saa var hans Tid altsaa dog kommen nu! … Det faldt ham ind (og han smilte selvironisk derved) at Øjeblikket jo temmelig nøje stemte med hans egne gamle Beregninger, hvor der netop var bleven taget Hensyn til den sandsynlige Virkning af det, som var sket her idag. Med hans Forlovelses Offenliggørelse var hans "Lykke" beseglet. Han havde nu faaet officiel Adkomst til Berømmelsens forgyldte Tornekrone.

Inde i Salen brød et nyt Hagelvejr løs, og samtidig fandt der et Opbrud Sted, – man fordelte sig igen i Værelserne. Per, der var tung i Hovedet af de ophedede Rums parfymemættede Atmosfære, havde ingen Lyst til paany at opsluges af Mylret. Med en rask Beslutning vendte han tilbage til Forstuen, fandt her sin Hat og Frakke paa en af de overfyldte Knagerækker og gik bort – ud paa Landevejen.

Aftenen var ganske sommerlig. Til den ene Side havde han Skoven, til den anden saae han ud over Sundet, hvorover der laa en røgagtig Taage. Et Par Gange standsede han og aandede dybt ud for ret at fylde sig med den dugkølige Luft, der friskende og ligesom rensende gennemtrængte hele Legemet. Hatten holdt han endnu i Haanden, og den langskødede 262 Overfrakke havde han i Skyndingen kastet løst over sig, saa den hang frit ned fra Skuldrene som en Kunstnerkappe.

Han tænkte paa, at det altsaa nu galdt om for Alvor at tage fat paa Gennemarbejdelsen af Projektet. Og det skulde vel lykkes ham at rette Manglerne. Det Uheld, der i saa Henseende havde fulgt ham om Formiddagen, maatte skyldes Uoplagthed. Den næste Dag vilde det gaa bedre.

Ved et Vejsving, hvor han kom Vandet ganske nær, standsede han igen. Sundets hele Flade laa her udbredt foran ham mellem de vigende Kyster, overhvælvet af en næsten skyløs Himmel.

I flere Minutter stod han stille og lyttede til de bløde Klunk af Vandet langsmed Stranden. Ligesom hin Aften efter Hjemkomsten, da han havde staaet derhenne under "Skovbakken" sammen med Jakobe, betoges han paa ejendommelig Maade af denne ensformige Lyd, der i den dybe Stilhed lød som selve Uendelighedens fortrolige Smaasnakken.

Ogsaa Stjernerne blev saa underlig levende for ham. Der var især en lille, kraftigt lysende en, der stod lige over Hveen; den blinkede saa hjemligt, ligesom genkendende til ham; det var, som om den anstrengte sig for at minde ham om noget. Husker du mig ikke? – syntes den at spørge. Mindes du ikke dengang … for længe, længe siden … langt borte herfra … ude i det store Verdensrum …

Et Par Vogne med hjemfarende Skovgæster rev ham tilbage til Virkeligheden. Da blev han – noget borte, umiddelbart ved Stranden – et Lysfænomen vaer, der i første Øjeblik forbavsede, ja næsten forskrækkede ham. Det gik dog hurtig^'14 op 263 for ham, at det var Ivans Lysballoner, som, idet de spejlede sig i det blanke Vand, frembragte Indtrykket af en Række luende Ildsøjler. Lidt højere oppe skimtede han nu ogsaa selve den fuldt oplyste Villa gennem Havens mørke Trægrupper. Det samlede Syn var i den stille Aften af en egen fantastisk Virkning, mindede om et straalende Fepalads.

I det samme kom han til at huske paa, at han jo havde haft i Sinde at belure Nanny og hendes Kavaler derude i Haven. Han havde virkelig ganske glemt hende, og han var slet ikke ked deraf. "Lad ham beholde hende!" sagde han og tog med disse Ord uigenkaldelig Afsked med Nanny og med Kærlighedens Eventyr i det hele taget. Herude, Ansigt til Ansigt med det uendelige Verdensrum, forekom denne Menneskenes hæsblæsende Elskovstagfat ham ret usmagelig, ja fyldte ham med Lede.

Han gik videre ud ad Vejen, og snart blev der meget livligt omkring ham. Han var kommen ind i en større Landligger-Koloni, og det smukke Vejr havde overalt lokket Folk ud i Haverne og paa Altanerne.

Men Per foretrak Stilheden. Han vendte om og gik langsomt tilbage.

Da han kom forbi et Sted, hvorfra der lød Musik, blev han uvilkaarlig staaende for at kaste et Blik ind over den høje Tjørnehæk, som dannede Gærde ud mod Landevejen. Derinde laa en lille straatækt Villa i en gammel Have, hvor nogle unge Damer og Herrer løb og legede.

Ogsaa derinde var der aabenbart Fest. Og han blev paa egen Maade slaaet af Modsætningen mellem dette Selskab og det, han havde forladt. Damerne derinde var alle lysklædte; men i deres Dragter sporedes ingen Paavirkning af evropæisk Fordomsfrihed, 264 og Legen, der legedes, var den gode gamle nationale og højst uskyldige "Saltebrød". En Student havde netop anbragt sig under et Træ med sin hvide Hue for Ansigtet og var begyndt at tælle, mens de andre listede afsted over Plæner og Gange for at skjule sig bag Buskene. Gennem den aabne Havedør saaes et halvt afdækket Familjebord og omkring dette et Par ældre, tobaksrygende Herrer – den ene med Kalot – som fuldstændiggjorde Indtrykket af borgerlig Jævnhed og Hygge. Derindefra lød ogsaa den Musik, der havde standset ham – tynde, sprukne Klavertoner fra et af den Slags bedagede Instrumenter, som hans Søster Signe havde spillet paa derhjemme i Præstegaarden, og som han aldrig kunde høre uden at blive bevæget.

To unge Piger kom gaaende med hinanden om Livet ude fra Gaardspladsen bagved Villaen. De anbragte sig paa Trappen udenfor Havedøren, hvor de i en sværmerisk Stilling gav sig til at betragte Stjernehimlen. Nogle forpustede Damer, der havde været med i Legen, satte sig hos dem, og efterhaanden dannede der sig en Klynge af hvidklædte Skikkelser, der kiggede op paa Himlen, mens de viftede sig med deres Lommetørklæder.

"Bare der vilde falde et Stjerneskud!" sagde En.

"Hvad vilde du saa ønske?" spurgte en anden.

"Det siger jeg ikke for alt i Verden!"

"Vil De heller ikke betro det til mig, Frk. Jensen?" spurgte Studenten, der sammen med nogle andre Herrer havde slaaet sig ned paa en Græsplæne overfor Gruppen.

"Jeg veed ikke – aa jo forresten – dersom De vil love mig ikke at sige det til noget Menneske."

"Det sværger jeg!" udraabte han og lagde sin 265 bredt udspilede Haand paa Hjertet. "Hvad vilde De saa ønske?"

"Jeg vilde ønske, at … at jeg ikke maa komme til at svide Vællingen imorgen."

Jubel og Haandklap fra hele Forsamlingen. Men nu var der En, der spurgte:

"Skal vi saa ikke have en Sang?"

"Ja syng, kære Børn," sagde en ældre Dame, der under det sidste var kommen frem i Døraabningen. "Saa anretter vi Desserten imens."

Uden at han vidste af det, var Per imidlertid bleven iagttaget af et af de enligt gaaende Par, der endnu færdedes omkring i Haven og her med Forkærlighed søgte de mindst belyste Gange. Og pludselig dukkede en Mandsperson op foran ham paa den anden Side af Hækken og spurgte med ironisk Høflighed, idet han løftede^'15 paa sin Hat, om den Herre maaske ventede paa Nogen.

Saa listede Per bort.

Men da han havde gaaet et Par hundrede Skridt, standsede han igen og lyttede. De var begyndt at synge derhenne, og han genkendte baade Melodi og Ord, – det var en af de gængse Aftensange, som ogsaa hans Søskende plejede at synge om Sommeren i det Fri:

"Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer.
Fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser."

Han lyttede med tilbageholdt Aandedræt. Aldrig, syntes han, havde han hørt saa mange smukke Stemmer. Aftenens dybe Ro gjorde vel sit dertil. Trods Fjernheden lød ethvert af Sangens Ord saa 266 mærkværdig klart og fuldt i hans Øre. Der var næsten noget overnaturligt deri. Sangen syntes at stige op af Jorden umiddelbart omkring ham, at tone ud fra selve den nøgne Mark som et Kor af Underjordiske.

"Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn.
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn."

Han havde lukket Øjnene. En dump Smerte flakkede igennem ham. Lyden af disse Toner vakte ligesom et hulkende Ekko i skjulte Dybder af hans Sjæl.

"Det er saa fredeligt, saa tyst
i Himmel og paa Jord!
Vær ogsaa stille i mit Bryst,
du Flygtning, som der bor."

Henne paa "Skovbakken" var Dansen nu begyndt. Det var dog foreløbig mest Ungdommen, der havde Mod til at røre sig saa kraftigt efter den svære Middag. De Ældre havde fordelt sig omkring i Stuerne, eller de sad som Tilskuere langsmed Salens Vægge.

Stemningen, – der et Øjeblik efter Koncerten truede med at ebbe – var atter bleven stigende, da Balmusiken spillede op og der samtidig blev sat stærke Drikke ind i Rygeværelserne.

Ind gennem et af Kabinetterne kom Dr. Nathan 267 stormende med to af Aftenens yngste og smukkeste Damer under Armen, – paa Vej til Dansen. Ved ingen Lejlighed var denne mærkelige Mand maaske mere beundringsværdig end i en Selskabssal. Hvor lang hans Arbejdsdag eller Arbejdsnat end havde været – og Lampen i hans Studereværelse brændte ofte endnu, naar Dagen gryede – kendte han ikke til Utidighed men kastede sig ind i Underholdningen med altid lige ungdommelig spænstig og paagaaende Kraft. Han havde aldrig kunstige Oplivelsesmidler behov. Saa oprigtig og dyb hans Menneskeforagt under Aarenes Kamp var bleven, den havde dog aldrig faaet Bugt med Levetrangen hos ham. Festlig oplyste Stuer, smukke Kvinder, Smil og Blomster holdt ham i Aande. Naarsomhelst og hvorsomhelst man fik Øje paa ham, saae man ham fuldt optaget af at fortælle, forklare og overbevise. I Selskabslivet som i Literaturen var han en Erobrer og Fortryller, og med al sin overmodige Udæskning var han egenlig altid bekymret for, at man ikke skulde synes om ham. Selv den ubetydeligste unge Students Mening om ham var ham aldrig helt ligegyldig. Han kunde ofte nok i sine Skrifter tale spottende om Livet og dets Gøglespil, – overalt, hvor han mødte det, fik det alligevel hurtigt Magten over ham. Endog i dets allermindst tiltalende Former kunde han ikke modstaa det, saa ukuelig, saa overdaadig frugtbar var Naturbunden hos dette Hovedstadsmenneske, der var født i selve Byens Midte, vokset op af dens Stenbro som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippegrund.

Det var netop denne tindrende Livsoptagethed, der gjorde ham til et saa ejendommeligt Fænomen i et ufriskt Bondeland som det danske. I Tidens 268 literære Koncert, hvori der hørtes alle Slags Instrumenter fra Domsbasunen til Markedstrompeten og det fromme Kirkeklokkespil, var og forblev han Naturtonen – den paa eengang dragende og ængstende. Som han her hastede frem mod Dansesalen med de to rødmende unge Piger under Armen, selv graa og bukkeskægget og let haltende paa det ene Ben, var hans Skikkelse en levende Anskueliggørelse af, hvad han havde været for sin Samtids Ungdom: de store Skoves Pan, der med sin Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngelsens Kilder og et Øjeblik faaet det degnetunge danske Folk til at danse.

Mellem de mange Tilskuere inde i Salen var ogsaa Jakobe. Hun blev siddende her, fordi Musiken og den hele Danselarm gjorde hende godt, idet den forhindrede hende i at tænke. Ved Siden af hende sad Kandidat Balling og talte om Poul Berger.

Hun hørte dog knap paa ham. Hendes Øjne søgte frygtsomt rundt i Salen efter Per. Hun kunde ikke se ham nogetsteds, hvorimod Nannys gyldengule Skikkelse idelig saaes mellem de dansende. Hun tænkte da, at han havde slaaet sig ned inde i Rygeværelserne, og hun ønskede kun, at han vilde blive der. Hun sad i Angst for, at han skulde komme og byde hende op til Dans. Hun troede sig ikke længer i Stand til at beherske sig, dersom han i det hele skulde forsøge nogen Tilnærmelse.

Det lange Literaturmenneske ved hendes Side lagde slet ikke Mærke til hendes Aandsfraværenhed. Han var som altid selv meget adspredt, stoppede hvert Øjeblik op i sin Tale og vendte et Æselsøre nu til den ene nu til den anden Side for at opfange noget af, hvad der blev talt om 269 mellem de Omkringsiddende. Balling var en af disse oprindelig skikkelige og godmodige unge Danskere, der under Nathans Paavirkning var sprunget op som kamptørstige Løver, men senere havde erkendt deres Fejltagelse uden dog at have kunnet overvinde sig til at tilstaa dette, endsige til – som Poul Berger – at hente sig en Judasberømmelse ovre i Fjendens Lejr. Han var en Type paa den sejrende Fremskridtshærs blege Efterskulkere, der blot fulgte Fanerne af Frygt, mens de i Hjertet triumferede over ethvert Nederlag. At han i en vis Forstand var et Offer for sin Hæderlighed, gjorde ham i hans egne Øjne til en tragisk Skikkelse, og der gled en skummel Rødme over hans Ansigt, da Nathan – Triumfatoren – nu viste sig i Døren med sine Damer.

Nannys gyldenpansrede Bajadereskikkelse saaes igen midt i Dansevrimlen. Ogsaa hun havde sine Øjne ude efter Per. Hun havde forgæves spejdet efter ham allevegne og begreb ikke, hvad han havde for. Trods sin overgivne Mine havde hun den hele Aften gaaet urolig omkring, endeklemt af Befippelse over Optrinnet inde i Kabinettet. Hele hendes Opførsel siden havde været beregnet paa at forvirre Pers Indtryk deraf og bringe det i Forglemmelse hos sig selv; men hun begyndte nu at ængstes for, at hun var gaaet for vidt, saa han af Hævngerrighed kunde finde paa at sladre af Skole.

Imidlertid var Per netop vendt tilbage. Han stod ude i Forstuen og hængte sit Tøj op paa en Knage, og da han gennem den aabne Dør saae ind i de nu helt overfyldte Rygeværelser, fik han tilfældigvis netop Øje paa Dyhring, der sad derinde i en Kres af bekendte Børsmænd.

Som Dyhring i sin Tid havde skabt sit Ry ved 270 at udæske den hjemlige Forargelse, saadan fandt han nu (med samme Klogskab) sin Regning ved at sige og skrive netop det, som Folk – og da især Børsens Folk – i Øjeblikket helst vilde høre. Hans Rejsebreve om franske og italienske Handelsforhold havde af den Grund vundet megen Anerkendelse indenfor Forretningsverdenen og havde givet ham Lov for at sidde inde med en overraskende Sagkundskab. Han havde heri stadig fremhævet den danske Handelsstands Retskaffenhed og Soliditet i Modsætning til Udlandets, og det var da ogsaa allerede erkendt, at han havde vist sig Stillingen som Leder af et stort Handelsblad fuldkommen voksen. Man havde i hans Artikler fundet en Alvor og en Ansvarsfølelse, som man ikke havde turdet vente hos "Falkens" forhenværende Varieteanmelder; og man saae i hans Udnævnelse, der fra Begyndelsen var bleven saa stærkt kritiseret, et nyt Bevis paa Max Bernhardts geniale Evne til at udvælge sine Folk og anbringe dem paa de rette Pladser.

Det havde egenlig været Pers Hensigt at blande sig mellem de rygende Herrer for at ryste Ensomhedens Tanker af sig og ved Hjælp af et Glas Whisky søge at komme i Samklang med Omgivelserne her. Men Synet af den ombejlede Pressejunker betog ham straks al Trang til Forligelse, og han vendte sig bort og søgte ind i de andre Stuer.

Der laa endnu over hans Træk ligesom en svag Afglans af noget, der hørte en lykkeligere Verden til. Men efterhaanden som han nu arbejdede sig frem gennem de overfyldte og ophedede Rum med de mange blussende Ansigter og febrilsk arbejdende Vifter, fik han igen det mørke og barske Udseende, som han havde haft ved Middagsbordet. Det stærke 271 Skær fra Lysekronerne skar ham desuden i Øjnene. Overgangen fra Landevejens Aftenstilhed til den bølgende og brusende Selskabsvrimmel virkede i det hele fortumlende paa ham. Han havde en Fornemmelse af at være kommen ind i en stønnende Kraftmaskine, der arbejdede under et unaturligt Højtryk.

Da han naaede ind til Salen, blev han staaende i Døren for at se paa Dansen. Den var bleven meget livlig paa det sidste. Ogsaa flere af de Ældre havde nu faaet Lyst til at røre Benene.

Paa eengang blev han ganske varm om Hjertet ved midt i denne Hurlumhej at faa Øje paa Jakobe, som sad derovre ved den modsatte Væg paa samme Sted, hvor han for over en Time siden havde forladt hende. Ja – tænkte han – det var og blev dog alene hos hende, at han her følte sig hjemme. Det havde ikke været noget forræderisk Instinkt men selve den inderste Livsvilje i ham, der havde draget ham til hende, endog før han havde været i Stand til at skønne hendes fulde Værd. Det slog ham ogsaa, hvor fremmedagtig hun selv tog sig ud i disse Omgivelser. Hun havde aabenbart heller ikke deltaget i Dansen; baade hendes Vifte og Handskerne laa i hendes Skød.

Der var noget af en Aabenbaring for ham i dette Gensyn. Aldrig havde han saa stærkt som nu følt, hvor inderligt de var sammenknyttede, ja at Jakobes Kærlighed i Virkeligheden var det eneste værdifulde, han foreløbig havde vundet paa sin Lykkejagt i Eventyrets Rige.

Han skulde ogsaa herefterdags vide at tage bedre Vare paa den! Mens en ny Lysning bredte sig over hans Træk, blev han ved at stirre over paa det kloge, fine og blege Ansigt med de tunge Øjenlaag 272 og den kraftige og dog saa udpræget kvindelige Mundlinje. Om det saa var den ulyksalige Kjole, saa rørte den ham nu, og netop fordi hun havde været saa afgjort uheldig med den.

Han vilde forsøge at slippe over Gulvet for at naa hen til hende, da Nanny i det samme styrtede imod ham med sin Herre under Armen, rød og varm af Dansen.

"Men hvor har De dog været henne, Menneske? Vi Damer gaar her og vil danse med den Nyforlovede, og saa er De – pst – væk! Er det en Opførsel!"

Per saae koldt paa hende.

"Det gør mig ondt. Men da Jakobe er træt, danser heller ikke jeg iaften."

Dermed vendte han sig bort, mens Nanny gav sig til at le for at skjule, at hans Ord og Blik havde faaet hende til at dirre.

"Skal vi saa gaa ind og se at finde en lille Forfriskning," sagde hun og trak afsted med sin Kavaler. "Det er en rædsom Grobian, min Søster der har taget. Synes De ikke?"

Jakobe havde opdaget Per i samme Øjeblik, han viste sig i Salsdøren. Skønt hun hele Tiden saae den anden Vej, havde hun ogsaa godt lagt Mærke til den lille Scene mellem ham og Nanny; og da hun nu saae ham stile over imod hende, anede hun, at der i al Stilhed havde fundet et Opgør Sted imellem dem^'16.

Han nikkede mildt til hende og slog sig ned paa den Stol, som Kandidat Balling kort forinden havde forladt.

Lidt efter flyttede han sig nærmere hen til hende og lagde stille sin Haand hen paa hendes, der laa blottet paa Kanten af Stolesædet. Og hun 273 tog den ikke til sig. Hun mægtede det ikke. Hun var allerede bleven overvunden af denne stumme Bøn om Tilgivelse. Dog kunde hun ikke faa sig til at besvare hans Haandtryk, endmindre til at møde hans Blik, hvad han dog tydelig nok ventede paa. Hendes Stolthed led endnu for meget under, at hun var saa modstandsløs overfor hans Kærtegn.

"Hvor din Haand er kold," sagde han. "Du fryser vist. Skal jeg ikke hente dig et Sjal?"

"Nej. Jeg har det godt."

"Trækker det ikke paa dig henne fra Døren?"

"Nej. Jeg kan ikke mærke noget."

"Men alligevel. Vil du ikke – –?"

"Nej nej – lad dog være!"

"Som du vil, min Ven!"

Der havde været noget utaalmodigt og forpint i hendes Tone, hvad Per dog ikke mærkede. Han klappede hendes Haand og førte den op imod sit Bryst saaledes, at hendes Arm kom til at hvile i hans. Samtidig lænede han sig endnu lidt mere over imod hende, saa ogsaa deres Skuldre fortroligt berørte hinanden. Da hun gjorde Mine til at trække Haanden til sig, holdt han den fangen ogsaa med sin anden Haand. Og nu hviskede han hende ind i Øret med det Tonefald, hun kendte fra deres Elskovsnætter, og som derfor skød Blodet op i hendes Kinder: "Du kære … kære Ven!"

"Har du danset?" spurgte han lidt efter.

Hun rystede paa Hovedet.

"Har du Lyst til det?"

"Nej slet ikke … Jeg er for træt," føjede hun til efter et lille Ophold af Frygt for, at han skulde misforstaa hendes Vægring.

"Saa har jeg et Forslag at gøre. Det er et saa 274 vidunderligt Vejr iaften. Og slet ikke koldt. Ganske som en Sommeraften. Hvad mener du om at gaa en lille Tur i Haven?"

Da hun tøvede med Svaret, fortsatte han:

"Jeg tror, den friske Luft vil gøre dig godt. Og desuden, … jeg har noget at sige dig, Jakobe."

Nu saae hun for første Gang paa ham, – rent instinktmæssigt iøvrigt, for hendes Tanker var langt borte. Dog havde hun igen haft Øre for Tonefaldet i hans Tale; det havde været saa oprigtigt og fortroligt.

Saa rejste hun sig. Og efter at Per havde hentet noget Overtøj til dem begge, gik de bort gennem Havedøren.

Ude paa Terrassen, der benyttedes af de Dansende til at svale sig paa, gik det lystigt til omkring nogle Borde, hvorpaa der var hensat kølende Drikke og andre Forfriskninger. Her under Stjernehimlen var ogsaa Nanny tyet ud med sin Kavaler. Hun var just i Færd med at fortære en Portion Frugtis, da hun saae Per og Jakobe gaa forbi med hinanden under Armen og forsvinde ned ad Marmortrappen.

Nu fortæller han hende det hele! – jog det igennem hende. Hun var bleven ganske hvid omkring Munden af Angst og Had og Lystenhed.

Hun satte den endnu kun halvtømte Assiet fra sig og gik tilbage til Salen. Ja-ja! fortsatte hun i Tankerne, mens hun dansede ud med sin Herre. Længe skulde nu Jakobe ikke faa Lov at triumfere! Det skulde hun sørge for! Nu skulde det blive Krig!

Per og Jakobe gik helt ned igennem Haven og satte sig paa den omhegnede Bænk nede ved Vandet, hvor de plejede at sidde, naar de vilde 275 være uforstyrrede. Herude i Ensomheden overgav Jakobe sig helt. Per slog sin Arm omkring hende, og hun lagde sig saa tæt ind til ham, at hendes Hoved kom til at hvile paa hans Bryst.

Saaledes sad de ganske stille. Foran deres Fødder skvulpede Søen ligesom i Søvne, medens Genskinnet fra Ivans Lysballoner boltrede sig ude i Vandet som Stimer af Guldfisk.

"Du fryser da ikke?" spurgte Per og trak Pelsslaget tættere omkring hende.

"Nej nej – vist ikke," svarede hun, igen lidt irriteret.

I Tilslutning til, hvad de havde talt om den foregaaende Dag paa samme Sted, gav Per sig saa til at tale om, hvorledes han ved at iagttage Selskabet iaften var bleven yderligere overbevist om det hjemlige Fremskridtsfolks begyndende Forfald. Den Fortryllelse, det i sin Tid havde udøvet paa ham, var i hvert Fald grundig hævet nu. Han maatte – sagde han – give hende fuldstændig Ret i, hvad hun engang havde sagt eller skrevet til ham, at et Samfund, i hvilket f. Eks. en Person som Dyhring fik Lov til at spille en fremtrædende Rolle, havde dømt sig selv. Han var bleven ganske klar over, at om der skulde være Haab om Sejr for Frisind og Fremsyn i Danmark, maatte der ganske andre Kræfter frem i første Linje, Mænd i Ordets sande Betydning, alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse.

Han udviklede denne Anskuelse med sædvanlig Veltalenhed. Men Jakobe hørte slet ikke paa ham. De mange alvorlige og virkelig følte Ord gled hendes Øre forbi som et tomt Sus.

276 Da han tilsidst som Tegn paa gensidig Forstaaelse bad hende om et Kys, hørte hun ham derimod straks. Hurtig løftede hun Hovedet og rakte ham sin Mund som en Vansmægtende, der ikke har Tanke for andet end at slukke sin Tørst.

Korrekturlæst april 2020 ved elektronisk sammenligning med Lykke-Per B.

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Kapitel 18
Kapitel 19
Kapitel 20
Kapitel 21
Kapitel 22
Kapitel 23
Kapitel 24
Kapitel 25
Kapitel 26
Kapitel 27
Kapitel 28