Muld

[gå tilbage]

200

Femte Bog

I

Nogle Dage efter – ved Aftenstid – roedes en Fiskerbaad over Fjorden i Retning af Skibberup.

I Bagstavnen sad Emanuel indhyllet i et Dækken, der endogsaa skjulte hele Hovedet; den længselsfuldt ventede Regn var endelig kommen. Himlen hang sort og tung over Vandet, og store Draaber slog med Smæld mod Toften. Emanuel kom ovre fra Sandinge, hvortil han Dagen efter Bispens Besøg var rejst i Selskab med Tømrer Nielsen, der havde ledsaget ham som en Slags Adjudant. Han havde villet slippe bort fra de mange Spørgsmaal angaaende Bispen, hvormed man i Skibberup straks havde bestormet ham, og som han foreløbig ikke havde Lov til at besvare. Han havde ogsaa trængt til at komme lidt bort for i Ro at overveje Bispens Forslag, og desuden havde Mødet med den gamle Højskoleforstander forøget hans Utaalmodighed efter endelig en Gang at stifte Bekendtskab med den mærkelige Skole, der var Hansines og hele Skibberup-Ungdommens aandelige Hjem. Han var ikke bleven skuffet. Han forstod nu, hvorfor de unges Øjne skinnede, hver Gang Sandinge Højskole nævnedes. Det storslaaede Bygningskompleks, 201 hvis røde, med Vedbend og Gedeblad overgroede Mure havde mindet ham om et gammelt Herresæde; den mægtige Foredragssal, opbygget som en oldnordisk Hal med tavlet Træloft og udskaarne Bjælkehoveder; men frem for alt de firsindstyve unge, friske Bønderpiger, der denne Sommer var Skolens Elever, og den ejendommelige Undervisning, som førtes i Form af Sang, Foredrag, Oplæsning og daglige Bibelmøder, hvortil Egnens Befolkning hver Aften indfandt sig efter endt Arbejde, Husmændene i deres Uldskjorteærmer, Haandværkerne i deres Arbejdsbluser, – alt havde fra den allerførste Dag opfyldt og begejstret ham. Ogsaa Befolkningens Hengivenhed for Højskoleforstanderen forstod han nu, efter at han havde set ham i hans rette Element, i hans Skole, hvor han med sin Stok stolprede om mellem Elever og Lærere som en Fader for dem alle, uddelende Opmuntringer, Kærtegn og milde Tilrettevisninger overalt. Navnlig begreb han denne Mands mærkelige Magt over de unges Sind, da han første Gang saae ham staa paa en Talerstol, saa fuld af ungdommelig Begejstring, saa varm i sin Tro, saa henreven af sine Følelser, at Taarerne stod ham i de lysebrune Øjne, mens han talte med vidt udbredte Arme, som om han i sin Næstekærlighed vilde trykke den hele Menneskehed til sit Hjerte.

Dagen efter Emanuels Ankomst havde der været afholdt et stort Folkemøde paa Skolen, hvor han var optraadt som Hovedtaleren med et religiøst Foredrag om Guds Børn og Kristi Efterfølgere, i hvilket han betonede, at man kun med Sandhed kunde kalde sig det første, naar man af al sin Evne søgte at blive det sidste. De paafølgende Dage havde han sammen med Forstanderen gæstet forskellige Vennekredse rundt om i Nabolaget, og allevegne var han bleven modtaget med Henrykkelse og havde faaet mange ny Venner, saa den hele Rejse efterhaanden havde faaet Karakteren af et formeligt Triumftog.

202 Ganske særlig havde Besøget faaet Betydning for hans Bestemmelser med Hensyn til Fremtiden. Han indsaae nu, at Bispen havde Ret, og at det lille Boelssted ude i Egedet kun daarligt egnede sig for en Ide som den, der var virkeliggjort i Sandinge Højskole. Der fordredes større Lokaler, mange Rum, Plads til Heste og Vogne for tilrejsende, o.s.v., med andre Ord: netop Vejlby Præstegaard var som skabt til et saadant stort og aabent Fælleshjem for Menigheden, som han ønskede at oprette.

Han havde da ogsaa besluttet at følge Bispens Raad og lade sig konstituere i Embedet, naar Provsten blev forflyttet, og han længtes nu efter at komme til at tale med Hansine om Sagen. Han maatte overfor hende have Ret til at bryde det Tavshedsløfte, han havde givet Bispen. Og hans Hjerte var saa fuldt af Lykke, hans Hoved saa fuldt af Planer, at han maatte have Luft.

Det blev ganske mørkt, inden Baaden naaede Land; og det var kun med Møje, at han og Tømrer Nielsen fandt det Hjulspor, der fra Skibberups lille Baadehavn førte mellem Bakkerne ind til Byen. Her tog Emanuel Afsked med sin Ledsager og skyndte sig hen til sine Svigerforældres Hus. Fra dets Dagligstuevindue skinnede der Lys, og et Øjeblik efter stod han inde i Forstuen med Hansine om Livet allerede fuldt optaget af at berette. –

Et Par Dage efter indeholdt Egnens "Folkeblad" følgende Meddelelse: "Efter sikkert Forlydende er Hr. Provst Tønnesen, Præst for Vejlby og Skibberup, udseet til at beklæde Posten som Forstander for det nyoprettede Statsseminarium i Søborg ved København. Den officielle Udnævnelse kan ventes en af Dagene."

203

II

Skønt Provst Tønnesens Forflyttelse i Virkeligheden maatte betragtes som en Forfremmelse, og skønt han selv langtfra søgte at give den Udseende af andet, opfattede Skibberupperne den straks som en Sejr for deres Parti. Væver Hansen havde holdt sit Ord; om faa Uger vilde Provsten være ude af Vejlby Præstegaard. Sandheden var da ogsaa den, at Bispen havde maattet anvende al sin diplomatiske Kløgt for uden større Ophævelse at sætte sin Vilje igennem overfor den stædige Provst, der i det første Øjebliks Ophidselse bestemt havde afslaaet det farisæiske Tilbud. Efterhaanden havde Tønnesen dog indseet, at han baade for sin egen og navnlig for sin Datters Skyld burde benytte denne Lejlighed til paa en tilsyneladende hæderfuld Maade at blive udløst af et Forhold, der efterhaanden var bleven dem bægge til daglig Lidelse; og det havde desuden smigret ham lidt at mærke sin pædagogiske Fortid erindret og sine administrative Evner anerkendte.

I Skibberup fik man travlt med at smede, mens Jærnet glødede. Der blev straks sendt en Deputation ind til Bispen med en Adresse, hvori der udtaltes Haabet om, at der "ved Embedets Nybesættelse vilde blive taget Hensyn til de Ønsker, der i saa Henseende næredes af Befolkningens Flertal". Emanuels Navn nævntes vel ikke i Adressen; men denne var forfattet paa en saadan Maade, at dens egentlige Mening ikke kunde misforstaaes. Bispen modtog Deputationen og særlig dens Ordfører, Væver Hansen, med største Velvilje; han berørte den forestaaende Omregulering af Embedet, der foreløbig vilde nødvendiggøre en længere Vakance, og udtalte forøvrig, at han altid med største Glæde søgte at imødekomme Menighedernes berettigede Ønsker. Derpaa blev Deputationen indbudt til Frokost, og bagefter drak man Kaffe med Hs. Højærværdighed ude i dennes Have.

204 Faa Dage efter kunde Byens Avis meddele, at Bispen endelig havde besluttet sig til ved det forestaaende Folketingsvalg at lade sig opstille som Demokratiets Kandidat i Amtets tiende Kreds, hvortil Vejlby og Skibberup Sogne netop hørte.

Imidlertid gik Frøken Ragnhild hjemme i Præstegaarden og ventede i Utaalmodighed paa den Dag, da hun kunde forlade den for stedse. Skønt hun følte sig for gammel til at turde vente noget af Fremtiden, brændte hun af Længsel efter at komme bort fra denne Afkrog, hvor hun havde forspildt sin Ungdom, og hvor der ikke fandtes en Plet, ikke et Menneske, som hun vilde skilles fra med Sorg. Særligt havde den nødtvungne Omgang med Kapellanen i den sidste Tid været hende en ligefrem Pine. Hun fandt ham latterlig i hans anstrengte Bestræbelser for at tilegne sig et bredt, "folkeligt" Væsen. Hun fandt, at han var bleven skødesløs med sit Ydre, at hans Haar og Klæder lugtede af Stald og Sved, saa hun kunde mærke det tværs over Bordet, naar han en enkelt Gang spiste i Præstegaarden; og hun var enig med sin Fader i, at der samtidig var foregaaet en tilsvarende Forandring med hans Indre.

"Det er ejendommeligt for de Folk herhjemme, der vil uddanne sig til Profeter, – altid tager de vore Seminarister til Forbillede," havde Provsten sagt. "Mens man andre Steder dog søger sin mystiske Visdom i gamle Skrifter, henter man her sin Inspiration fra Røgtere og Stalddrenge. Inden et Aar er gaaet, vil Hr. Hansted ogsaa aandelig talt gaa med Træsko; hans hele Tankegang er allerede plump som en Bondes."

 
III

Endelig i Midten af Juli kunde Tønnesens pakke deres Sager sammen og rejse. Nogle af Vejlbybønderne og Egnens tre Proprietærer havde haft isinde til Afsked 205 at hædre Provsten med et Festmaaltid og en Sølvkaffekande, hvad han dog – med Tak, men meget bestemt – havde bedt sig fritaget for. Uden andre end de allernødvendigste Formaliteter, men tilsyneladende ogsaa uden særlig Bitterhed, skiltes da Provsten fra sin Menighed. Kun overfor Emanuel røbede han en Gang sin sande Sindsstemning, da han ved Afskeden koldt trykkede hans Haand og sagde, at det vel var overflødigt at ønske de Folk tillykke, der var saa heldige at have "Tidens Vind" i deres Sejl.

Saasnart Provstens var borte, flyttede Emanuel ned fra sit Kvistkammer med sine faa Møbler og indrettede sig i Tønnesens Studereværelse og i et af Soveværelserne. Hele den øvrige Lejlighed kom til at staa tom undtagen Pigekammeret, hvor den gamle, halte Lone foreløbig blev boende i Egenskab af Emanuels Husholderske. Der var forresten ingen, der havde anmodet hende derom; men hun lod, som om hun hørte med til Husets mur- og nagelfaste Inventar, og Emanuel var godmodig nok til at gaa ind paa hendes Betragtningsmaade. "Maren" derimod havde fulgt Provsten tilligemed Hestene og Kaleschevognen, og nogen ny Karl var der ingen Anledning til at anskaffe sig, idet Præstegaardsjorden – til Emanuels store Sorg – var bortforpagtet til en af Vejlbybønderne og ikke før om et Aarstid vilde blive gjort fri.

Han tilbragte derfor nu som før det meste af den Tid, hans Præstegerning levnede ham, i Skibberup hos Svigerforældrene, hvor han daglig deltog i al Slags Arbejde. Han pløjede, lugede Roeplanterne og kørte Gødning ud paa Brakmarken. Om Aftenen sad han sammen med Hansine ude paa Havediget og saae paa Solnedgangen og talte om Fremtiden. Hansine lænede nu helt fortroligt sit Hoved mod hans Skulder; og mens Skumringens blaalige Dis bredte sig over Marker og Enge, drog han hende i overstrømmende Lykkefølelse tæt ind til sit bankende Hjerte.

206 Da Høsten kom med sit brogede Liv over de gulnende Agre, med Leernes Blinken og Strygespaanernes klingende Musik, kastede han sin Frakke og drog i Spidsen for Anders Jørgens Folk ud i Marken med sit Mejerede over Skulderen. Og da han havde gjort sit første Bed til Svigerfaderens Tilfredshed, var han mere stolt, end da han i sin Tid bar sit Laud hjem fra Attestats.

Saaledes gik Tiden lykkeligt, indtil Efteraaret meldte sig med korte, stormfulde Dage og lange, mørke Nætter.

Da blev det Emanuel for hver Aften mere svært at sige Hansine Godnat og tage bort fra Svigerforældrenes lune og hyggelige Stue for at vandre den lange Vej ad vaade Stier hjem til Præstegaardens store og tomme Rum, hvor han ofte holdtes vaagen af de mange uforklarlige Lyd, som ved Nattetid spøger i ubeboede Huse. En Nat, kort efter at han var falden isøvn, blev han vækket af et langtrukkent Klagehyl, som han længe ikke kunde forklare sig. Med eet gik det op for ham, at det var Brandhornets Tuden. Han sprang straks op af Sengen og havde neppe faaet nogle Klæder paa, før han hørte Støj i Huset; Døren gik op, og den halte Lone viste sig i Vadmelsklokke og med et tændt Lys mellem sine kramperystende Hænder.

"Hr. Pastor! … Der er Ild!" skreg hun, ganske blaa i Ansigtet. Ligesom alle de andre, der havde oplevet Vejlbys Brand, kunde hun ingensinde høre Brandhornet uden at blive helt forvildet af Skræk.

Overalt i Byen var man kommen op af Sengene og løb hid og did med Lygter ude paa Gaden. Det viste sig dog snart, at det blot var et lille Hus ovre i Nabosognet, der brændte; og da Sprøjten var kommen vel afsted sammen med fornødent Mandskab, faldt Byen atter til Ro.

Men den vakte Uro og Synet af de andres Skræk 207 havde yderligere forøget Emanuels Følelse af Uhygge ved Ensomheden, saa han endnu samme Nat besluttede at gøre Alvor af at gifte sig hurtigst muligt. Straks den næste Dag talte han med Hansine om Sagen. Hun blev i første Øjeblik temmelig forskrækket. Hun havde i Stilhed haabet paa, at Emanuel i det mindste ikke i det første Aar vilde tale om at holde Bryllup. Jo dybere hun havde set i sine nye Forhold, navnlig efter at der havde aabnet sig Udsigt til, at Vejlbys store Præstegaard vilde blive hendes fremtidige Hjem, des ængsteligere var hun bleven for, at hun ikke skulde kunne gøre Fyldest paa den Plads, hvorpaa hendes Giftermaal vilde stille hende. Men da hun saae, hvor glad og forhaabningsfuld Emanuel bestandig var, og hvor meget det var ham om at gøre at fremskynde Brylluppet, nænnede hun ikke at modsætte sig hans Ønske eller blot at forurolige ham med sine Bekymringer, og efter at ogsaa Forældrene var bleven raadspurgte, fastsloges det i et Familieraad, at Vielsen skulde finde Sted den sjette Oktober, der var den afdøde Folkekonges Fødselsdag.

Men nu opstod der en lille Tvist, hvis Udfald man rundt om i Byen afventede i Spænding. Mens Hansine ønskede, at Brylluppet skulde foregaa i al Stilhed, var det Moderens Mening, at de skyldte baade sig selv og Emanuel at fejre Dagen med saa megen Højtidelighed, som de med deres beskedne Midler kunde overkomme; og hun fandt heri Tilslutning fra en Kant, hvorfra hun mindst havde ventet det.

En Søndag Eftermiddag gjorde Købmand Villing med Frue en højtidelig Visit for at ønske tillykke i Anledning af Forlovelsen. Der var nemlig samme Dag bleven "lyst" første Gang i Kirken, og Forbindelsen var saaledes nu fuldt ud officiel. Fruen var i Silkekjole og Krepsjal og bar et forklaret Smil i sit nonneblide Ansigt; Villing havde sort Cylinderhat, Figurfrakke med udstoppede Skuldre og hvid Vest med kuglerunde 208 Glasknapper. Siden Forbrugsforeningens Oprettelse havde Villings ikke sat deres Fødder i Skibberup; men de sidste Tiders Begivenheder havde paa en overraskende Maade formildet deres Sind. De var endelig kommen til den Erkendelse, at de havde bedømt Skibberupperne uretfærdigt; og da det – som de i Munden paa hinanden udtrykte – var deres Natur ganske imod at leve i Uvenskab med noget Menneske, havde de tilladt sig at benytte denne Lejlighed til at jævne alle Misforstaaelser.

Kun Else og Anders Jørgen var tilstede under Besøget, og Samtalen drejede sig ellers i Begyndelsen om forskellige ligegyldige Ting. Men pludseligt henkastede Købmanden et Spørgsmaal angaaende det forestaaende Bryllup, og da Else nu med sin sædvanlige Aabenhjertighed ogsaa berørte den lille Uenighed om dets Festligholdelse, foer han ligesom forskrækket op og begyndte at blive veltalende.

Han maatte bekende, – sagde han – at han ikke forstod Hansines Standpunkt i denne Sag. Det forekom ham, at en saa betydningsfuld Begivenhed absolut burde fejres paa standsmæssig Maade, ja at det ligefrem var en Ærespligt for Anders Jørgens Hus at gøre Dagen til en Jubelfest for alle Folkesagens Venner. Han vidste, tilføjede han, at man i hele Egnen havde en stærk Trang til ved denne Lejlighed at lægge sine venlige Følelser for Brudeparret for Dagen, og han var overbevist om, at Befolkningens Deltagelse vilde give Højtideligheden Karakteren af en sand Folkefest.

Da Villing mærkede, at hans Ord gjorde Indtryk, blev han ved at tale. Og det viste sig nu, at han havde et helt Festarrangement fuldt færdigt i sit Hoved.

Han anbefalede at rejse et stort Telt paa Vænget bagved Gaarden, hvor der kunde spises; desuden foreslog han dem at søge Tilladelse til at gøre Brug af Forsamlingssalen, der da burde festligt dekoreres og benyttes til at danse i. Af Omkostningerne skulde de 209 endelig ikke lade sig skræmme; dersom de vilde gøre ham den Ære at lægge Ledelsen i hans Haand og betro ham at gøre de forskellige Indkøb, skulde han love dem, at Udgifterne ikke kom til at overstige nogle faa hundrede Kroner. Han vidste jo nok, at Skibberupperne i de senere Aar havde unddraget ham deres Tillid; men han ønskede at benytte denne Lejlighed til at vise, at de havde taget fejl af ham, og at baade han og hans Kone var deres sande og uegennyttige Venner, – en Udtalelse, hvortil Fru Villing sluttede sig ved at lægge sin Haand blidt paa Elses Arm og betragte hende med et Blik fuldt af trofast Hengivenhed.

Dagen efter talte Else endnu en Gang med sin Datter om Sagen, hvorefter Hansine faldt tilføje og lod Moderen raade.

Villing havde nu virkelig haft Ret. Der var overalt i Sognet en voksende Trang til ved denne Lejlighed at hædre Emanuel, som ved sit milde Væsen, sin Ligefremhed og sin altid redebonne Vilje til at imødekomme alles Ønsker efterhaanden havde indtaget endog Vejlbybønderne, saa disse hver Søndag fyldte Kirken indtil sidste Plads. Selv en Mand som Sogneraadsformand Jensen begyndte at gøre ham ærefulde Tilnærmelser, og Dyrlæge Aggerbølle havde allerede for længe siden erklæret ham for at være en herlig ung Mand og "en Satans dejlig Prædikant".

Men eet Menneske var der dog, der endnu ikke havde ladet sig formilde. Det var Maren Smeds, – den lille hæslige Kone, der i sin Tid optraadte ved Emanuels første Møde i Forsamlingshuset. Hendes Livshistorie var i korte Træk følgende:

Paa Grund af, at hun i sin Ungdom havde tjent som Køkkenpige paa en Herregaard, var hun i lange Tider bleven benyttet som Kogekone ved alle Egnens større Gilder, indtil den Beskæmmelse overgik hende, at hun kom for Skade at brandsvide Grøden ved en stor Barselfærd, hvor henved hundrede af Egnens Mænd 210 og Kvinder var forsamlede. Skønt hendes dalevende Ægtefælle, der ved den samme Lejlighed gjorde Tjeneste som Skaffer, for Selskabets Øjne havde givet hende et forsvarligt Munddask, lod Folk sig ikke formilde men tog fremtidig deres Kogekoner inde fra Staden.

Herfra stammede det hekseagtige Samfundshad, der havde gjort dette stakkels Kvindemenneske til Egnens Skræk, og efter hint Møde i Forsamlingshuset var hendes Forbitrelse navnlig gaaet ud over Emanuel. Men Hansine, der i disse Dage havde en underlig Trang til at forsone, og som i sin bange Lykke gerne vilde sprede enhver Sky, der kunde komme til at formørke hendes Fremtids Himmel, gik en Eftermiddag ud til den faldefærdige Rønne langt ude i Egedet, hvor Maren boede, for at bede hende om at koge til hendes Bryllup. Den arme Kone blev som sønderknust af Rørelse. Under høj Graad bøjede hun sig – til Hansines store Forskrækkelse – ned i Knæene og kyssede hendes Haand.

 
IV

Bryllupsdagen oprandt med høj, stille Luft og næsten sommerlig Varme. I otte Dage og indtil langt ud paa den sidste Nat havde man braset og kogt i Brudehuset, hvis Kældere var overfyldte med store Stege og mægtige Skinker, med Grisesylte og røgede Faarelaar, med Baljer fulde af Pølser, med Kurve fulde af kogte Æg, hugget Sukker, Oksetunger og stegte Sild, med Stabler af Smørstykker og møllestensstore Svedsketærter, som Husets nærmeste Venner efter gammel Skik havde sendt som Bryllupsgave.

Ude i det lille grønne Vænge bag Gaarden var Tømrer Nielsen og et Par Medhjælpere ifærd med at lægge den sidste Haand paa Oprejsningen af det store Spisetelt, og inde i Forsamlingshuset havde en halv 211 Snes unge Piger travlt med at pynte Væggene med Granguirlander og malede Vaabenskjolde. Overalt i Byen saaes Flag, og foran Brudehusets Port var der rejst to med grønt omvundne Stænger, mellem hvilke der øverst oppe var udspændt et Stykke Sejldug med Ordene: "Velkommen".

Vielsen skulde foregaa Klokken tolv; men allerede Klokken ti begyndte de første Gæster at vise sig. Kort efter ankom Emanuel, der efter forskellige Overvejelser havde bestemt sig til at lade sig vie i Ornat. Frokostbordene var dækkede inde i den blaakalkede "Sal", hvor ingen ringere end Købmand Villing gjorde Tjeneste som Skaffer og i denne Egenskab modtog alle Mændene med Snaps og Øl.

Det var efter Emanuels udtrykkelige Ønske, at der ikke paa noget Punkt blev brudt med Egnens gamle Bryllupsskikke. Selv afslog han dog Snapsen og nøjedes med at drikke af Brudeøllet.

I Løbet af en Timestid fyldtes baade Stuerne og Haven af pyntede Mennesker, og stadig strømmede der nye Gæster til. Overalt drejede Samtalen sig om det store Spørgsmaal, hvem der skulde forrette Vielsen. Emanuel havde for nogen Tid siden været inde hos Bispen for at tale med ham derom, og Bispen havde da berørt det som en Mulighed, at han selv vilde indfinde sig, idet han havde sagt, at han som Fru Hansteds gamle Ven jo paa en Maade var nærmest dertil. Man var nu spændt paa at erfare, om en saa stor Ære virkelig skulde blive Menigheden tildel.

Klokken halvtolv kom Bøndernes Køretøjer, i alt nogle og tredive, og man begyndte at stige tilvogns. Vognene for Brudeparret og den nærmeste Familje holdt inde i Gaarden; de andre dannede udenfor paa Vejen en Række, der strakte sig fra Brudehuset helt hen til den modsatte Ende af Byen. Imidlertid sad Hansine inde i sit Kammer, fordi ingen Gæst maatte se Bruden, før de alle var stegen tilvogns. Da dette var sket, 212 viste hun sig paa Stentrappen ved Siden af Emanuel, klædt i en sort ulden Kjole med smalle Kniplingsstrimler omkring Hals og Haandled. Under Brudesløret og Myrtekransen saaes en perlestukken og guldbroderet Hue, der havde hørt til hendes Oldemoders Bryllupsdragt, og som hun idag bar efter Emanuels Ønske.

Paa Vejen ud til Kirken lød der munter Snakken fra de fleste af Vognene; Frokosten havde allerede oplivet Stemningen hos adskillige af de ældre Mænd. Først da man kunde høre Kirkeklokkernes Kimen, forstummede Talen, og Else faldt i Graad. Hansine derimod bevarede hele Tiden det tillukkede, næsten dystre Udtryk, som hendes Ansigt gerne antog under stærke Sindsrørelser.

Kirken, Næsset, Fjordens blaa Flade og Genbolandets Brinker – alt laa badet i gyldent Sollys. Henunder Himlen foer lette Skyer af Stæresværme, og ude over Vandet skreg de skumhvide Maager. Udenfor Kirkegaardsmuren skimtedes Bispens Gig, og da Brudefølget var naaet helt over paa Næsset, saae man Bispen selv staa foran Kirkedøren i sit Silkeornat og med Ordner paa Brystet. Det blev et højtideligt og uforglemmeligt Øjeblik for dem alle, da denne store Mand – idet han blottede sit hvide Hoved – ærbødigt gik Brudeparret imøde og derpaa skred i Spidsen for Skaren ind i Kirken.

Brudetalen var kort og lignede egentlig nærmest en almindelig Skaaltale. Bispen hørte til de moderne gejstlige Prædikanter, der benyttede en let Konversationstone og udtalte Ord som "Kristus" og "den hellige Aand" med samme kammeratlige Ligefremhed som den, hvormed man omtaler sine Omgangsvenner. Han sammenlignede først Emanuel med en Plante, der havde søgt sig en ny, nærende Jordbund, dernæst Menigheden med et stort Træ, i hvis Skygge og Læ Planten skulde vokse op, og endte med at nedbede Herrens Velsignelse over den ny Pagt, som her blev sluttet. Da Højtideligheden 213 var tilende, forsamlede man sig ude paa Kirkegaarden, hvor Bispen hilste paa forskellige af Følget, idet han ogsaa ved denne Lejlighed viste Væver Hansen særlig Udmærkelse. Else takkede bevæget Bispen for den Ære, han havde vist hendes Datter og Svigersøn, og indbød ham til at deltage i Bryllupsgildet; men Bispen undskyldte sig med, at han maatte være i sit Hjem inden Aften; og da han havde faaet Ornatet ombyttet med sin Lærreds Kørefrakke inde i Sakristiet og endnu en Gang havde trykket Brudeparret og andre af de tilstedeværende i Haanden, satte han sig op paa sin Gig og rullede afsted.

Straks efter steg alle tilvogns, og under Piskesmæld foer Brudetoget hjemad. Mens man kørte ind i Byen, knaldede der Geværskud rundt om fra Gaarde og Vænger, Hestene stejlede, og Kvinderne paa Vognene udstødte smaa Skrig af Angst og Glæde. Udenfor Brudehuset stod fire Musikanter med Violiner og Horn og spillede op, hver Gang en ny Vogn standsede ved Porten for at aflæsse Gæster. Der var gamle, stive Bedstefædre, og der var tykke, tunge Koner, som tre Mænd maatte hjælpe ned af Vognen, mens unge Piger med røde Flagrebaand i Nakken smilende hoppede ned i Favnen paa den første Karl, der bød sig til. Alle Vennerne baade fra Skibberup og fra Omegnen var bleven indbudte, Størsteparten af Ungdommen dog kun til Dansen. Selv "Gammel-Erik" saaes at humpe om paa sin Søndagskrykke og med livsalig Mine indsnuse den Duft af nystegte Stege, der gennemtrængte Huset. Ogsaa Højskoleforstanderen, der paa Grund af Vindstille var bleven forsinket over Fjorden, havde nu indfundet sig tilligemed sin Jette, en høj, knokkelstærk Kvinde med blodrødt Ansigt og Briller. Ved Hjælp af sin Stok færdedes han omkring mellem Gæsterne, klappede Mændene paa Skulderen, greb Konernes Hænder under høje Henrykkelsesudbrud og nappede skælmsk de unge Piger i Kinden. Væver Hansen derimod gik tavs omkring 214 med Hænderne bagpaa Ryggen og flyttede sit tvetydige Smil fra den ene Side af Ansigtet over til den anden.

Da alle Gæsterne vare forsamlede, viste Købmand Villing sig paa Forstuetrappen ud til Gaarden med hvide Handsker paa og bad tilbords. Med de fire Musikanter og Brudeparret i Spidsen drog Bryllupsskaren i et højtideligt Optog ind i det flagsmykkede Telt, hvor det lange Brudebord stod dækket med dampende Grødfade, store Ølkrus og enkelte Glas med Rødvin. Midt paa Bordet ragede en alenhøj Tærte op, og foran den øverste Ende, hvor Brudeparret tog Plads, bredte sig en møllestensstor Lagkage med de Nygiftes Navnetræk i Hindbærmarmelade.

Efter at Villing fra den nederste Bordende havde budt Velkommen og bedt en Bøn, kom Skeerne i Bevægelse, og alle blev hurtigt enige om, at Maren Smeds denne Gang havde skilt sig fra sit Værk med Ære. For dem, der endnu brugte at tage Varsel af Bryllupsgrøden, blev der idag ikke noget at skumle over, og de ti Husmandskoner, der besørgede Opvartningen, foer ustandseligt omkring med fyldte Skaale i de opløftede Hænder, for at ikke den Skam skulde overgaa dem, at nogen af Gæsterne gav sig til at banke med sin Ske paa et tømt Fad.

Da ogsaa Stegene var kommen paa Bordet, begyndte Talernes Række. Først holdt Højskoleforstanderen den egentlige Bryllupstale, et bevæget Jubeludbrud, der fremtvang Taarerne Bordet rundt. Derefter talte Emanuel, som nu havde aflagt sit Ornat. Han takkede Vennerne for den Tillid, hvormed de havde optaget ham – en fremmed – i deres Samfund og henvendte særlig denne Tak til sine Svigerforældre, i hvis Hus han havde fundet et nyt Hjem. Herefter rejste Anders Jørgen sig med forfjamsket Mine, fremstammede med uhørlig Stemme nogle Ord og satte sig igen. Det oplystes at have været en Skaal for Fædrelandet, og Hurraerne fulgte 215 klatvis rundt omkring Bordet. Senere sagde Væveren et Par tørre Ord om "den ny Aand", og Købmand Villing, der som Festtaler gerne slog sig paa det rørende, opfordrede med graadkvalt Stemme til at "mindes de afdøde", idet han hermed særlig sigtede til Emanuels Moder. Mellem Talerne blev der afsunget Sange under Ledelse af Tømrer Nielsens rungende Bas.

Imidlertid var det bleven næsten mørkt, og henne i den festlig oplyste Forsamlingssal begyndte Ungdommen at blive utaalmodig. Man længtes efter at komme til at danse Bruden ud af Pigelaget. Men endnu en Gang rejste Villing sig og udbragte i begejstrede Ord et Leve for "Folkesagen", idet han udtalte det Haab, at den snart vilde trænge sejrrigt frem over den hele Verden. Efter at Emanuel sluttelig havde bedt en Bøn og bekendt Troen, brød man op og begav sig hen til Forsamlingshuset.

Her vekslede Dans og Sang lystigt til den lyse Morgen. – –

Emanuel og Hansine brød dog allerede ved Midnat op fra Gildet og kørte til deres ny Hjem i en Vogn, der var smykket med Blomster og Grønt. Ved Bortkørslen samlede alle Gæsterne sig omkring dem og tog Afsked i et dundrende Hurra. Men kort forinden var der sendt et Ilbud til Vejlby, hvis Ungdom i al Hemmelighed havde besluttet at berede det unge Par et festligt Velkommen. Straks efter at Emanuel om Formiddagen havde forladt Præstegaarden, var man gaaet igang med at oprejse en Æreport foran Indkørselen for ved Hjemkomsten at oplyse den med Lygter og kulørte Lamper. Desuden havde man langsmed Vejen plantet en Række Begfakler, der nu i den stille Nat og under den mørke Skyhimmel frembød et fantastisk Skue.

Da Emanuel ude fra Sognevejen havde set det røde Lysskær og var kommen sig af det første Øjebliks Forskrækkelse, greb han fast om Hansines Haand. Det tog sig for hans Øjne ud, som om det bagvedliggende 216 Præstebjærgs mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa luende Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham …

Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget.

[gå frem til Del 2, Det forjættede Land]