Det forjættede Land

[gå tilbage til Del 1, Muld]

219

Første Bog

I

Der gik en Mand og pløjede oppe paa de høje Agre nordenfor Vejlby. Det var en højtbygget Skikkelse i en grov Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en falmet Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt, af Sol og Vind bleget Nakkehaar, og ned over hans Bryst bølgede et stort, lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert, Panden smal og dybt indsunken over Tindingerne, Øjnene store, lyse, milde.

En halv Snes Alen over hans Hoved kresede en Flok Krager, hvoraf snart et, snart et andet Par slog sig ned i den friske Plovfure bag ham og en Tidlang fulgte ham næsten lige i Hælene, idet de blot gjorde et lille forsigtigt Hop ud til Siden, hver Gang han ved et Ryk i Tømmen søgte at fremskynde sine to magre og tungt ludende Plovhestes sindige Gang.

Denne Mand var Sognepræsten til Vejlby og Skibberup – Emanuel, som han slet og ret lod sig kalde 220 af sine Sognebørn, "den moderne Apostel", som nogle mindre venligt sindede Kolleger i Nabosognene spydigt plejede at benævne ham. Trods Dragten og det uplejede Haar og Skæg var det ogsaa let at se, at han ikke var nogen almindelig Bondemand. Dertil var hans Skikkelse for leddeløs, Skuldrene for smalle og lavthængende. Hænderne var nok blaarøde og svulne, men de havde ikke den uforholdsmæssige Størrelse, som de faar hos Folk, der fra Barnsben har maattet tumle med svære Byrder. Heller ikke havde Ansigtet den rette, ensfarvet mørke, læderagtige Bondehud, men var skjoldet og oversaaet med smaa hvide Pletter.

Det var en raakold Formiddag i Begyndelsen af Marts. En stødvis Vind førte usammenhængende Taagemasser hen over Landet. I det ene Øjeblik indhylledes Egnen i en uldgraa Damp saa tæt, at man ikke kunde se fra den ene Ager til den anden; i det næste kunde et eneste Vindstød drive Dunsterne bort og kun efterlade en lav Røg langsmed Agerfurerne, mens et blegt Sollys langsomt trængte sig frem mellem Himlens tunge og sorte Skyer. I saadanne Øjeblikke kunde man fra den højtliggende Præstegaardsmark overse hele Sognet lige ud til den ensomme Fjordkirke, der skimtedes fjernt i Syd paa sit bratte Næs som et Taagespøgelse. Noget nærmere og lidt mere vestlig hævede sig Skibberups tre mørke Muldhøje, og over disse blinkede et lille teglstensrødt Lyspunkt, der betegnede det Sted, hvor en takket Gavl af Egnens nye og store Forsamlingshus kiggede solbelyst op over Bakkekammen.

Emanuel var for optaget af sine Tanker til at give synderlig Agt paa denne urolige Skiften af Landskabets Udseende. Selv naar han nu og da standsede for at lade Hestene puste lidt, gled hans Blik ud over Egnen uden at se. Først henimod Middagstid blev han vækket ved Lyden af en lille Menneskekaravane, der nærmede sig paa Markvejen inde fra Byen.

Forrest gik en kraftigbygget lille Pige paa fire-fem 221 Aar, der ved Hjælp af et Rebstykke, som hun havde lagt over sin ene Skulder, trak afsted med en gammel Kurvevogn, hvori der laa et Skødebarn. Under Anstrengelserne for at trække Vognen gennem Vejens Ælte var hendes Kyse gleden bagad over hendes forblæste, gulbrune Haar, og hvert Øjeblik maatte hun slippe Rebet med den ene Haand for at hale op i sine røde Strømper, der bestandig faldt hende ned over Træskoene. Bagfra blev Vognen skubbet frem af et andet Barn, en Dreng, der havde en strikket Klaphue trykket ned over Hovedet, og hvis ene Kind var dækket af et stort Vatstykke, der var stoppet ind under Huens Øreklap. Et ungt og rankt Bondefruentimmer sluttede Toget. Hun gik et Stykke bag de andre, helt ude paa Vejkanten, med Hovedet indhyllet i et blomstret Klæde, hvis Snipper smældede i Blæsten. Uden at løfte Øjnene fra det Strikketøj, hun havde mellem Hænderne, gik hun og smaanynnede, idet hun af og til – og ligesom i Tanker – sang en enkelt Tone ganske højt.

Det var Hansine og hendes tre Børn, – Emanuels samlede Familje.

Da Karavanen var naaet hen til Enden af Pløjeageren, slap Børnene Vognen og satte sig hen paa en Sten ved Siden af Vejen, hvorfra de gav sig til at betragte Faderen, der netop var paa Vej henimod dem fra den anden Ende af Ageren. De var bægge ganske blaa i Ansigtet af Kulde og vaade under Næserne. Som de sad der med deres slidte Træsko og lappede Klæder, lignede de overhovedet ganske Landsbyens Gadeungdom. Ingen skulde let finde paa at henføre dem til den paladsagtige Præstegaard, hvis røde Tegltag og høje Poppelpark hævede sig dernede over Byens skifertækkede Bøndergaarde.

Allerede paa Afstand havde Emanuel hilst dem ved muntert at svinge sin store Hat over Hovedet; og da han nu naaede Forpløjningen, en Snes Alen fra Vejen, standsede han sine dampende Heste og spurgte:

222 "Noget nyt, Hansine?"

Hansine var bleven staaende ude paa Vejen, hvor hun med den ene Fod holdt Barnevognen i en sagte frem- og tilbagegaaende Bevægelse for at berolige den lille, der var bleven utaalmodig over, at Kørslen standsede. Hun talte Maskerne paa sin Strikkepind og svarede derefter paa sit uforfalskede Bondemaal:

"Nej, ikke det jeg veed af … Ja, det er da sandt, Væveren var indenom Døren nys. Han vilde ha'e snakket med dig, sa'e han."

"Ja saa," sagde Emanuel adspredt og saae sig tilbage over Marken for med Øjet at maale det Stykke, han havde faaet pløjet. "Hvad havde saa han paa Hjertet?"

"Ja, det snakkede han ikke noget om. Jeg skulde bare sige, om du vilde komme til et Møde henne hos Sogneraadsformanden i Eftermiddag Kl. 3."

"Naa, det er vel Fattigkassen. Eller kanske Menighedsraadet. Snakkede han ikke noget om det?"

"Nej, han sagde ingenting. Han sad bare og kiggede sig omkring i Stuen. Saa gik han igen."

"Ja saa," lo Emanuel. "Ja, han har jo sine Egenheder, saadan … Hør, Hansine!" afbrød han sig selv i forandret Tone. "Kan du huske, jeg har snakket til dig om denne nye Gødningsmetode, som jeg for nogen Tid siden læste om i Landbobladet. Jo mere jeg spekulerer over den, des mer fortræffelig synes jeg, at den maa være. Egentlig er det da ogsaa langt naturligere – ikke sandt? – saadan at køre Møget ud i frisk Tilstand og straks at pløje det ned, i Stedet for at samle det sammen i disse Møddingkuler, hvor saa meget af den bedste Kraft dunster bort og ovenikøbet forpester Luften omkring vores Boliger. Kan du huske, der stod i Bladet, at Landet aarligt tabte mindst seks Millioner ved vores Møddinger. Tænk dig, Hansine – seks Millioner! Det var sandelig en artig Skilling at indvinde, og den vilde justemænd komme rigtig pænt 223 tilpas for Fremtiden, hvor vi sikkert vil faa mangen gammel Samfundsskade at bøde paa hertillands. – – – Een Ting har jeg alligevel hidtil ikke rigtig kunnet forstaa, og det er, at man ikke for længe siden har fundet paa noget saa simpelt … for egentlig ligger det jo dog lige for Haanden, ikke sandt? Men veed du, hvad jeg idag er kommen til at tænke paa … ja, hvad jeg er næsten ganske sikker paa? Jeg tror, at disse Møddinger, dem har Fortidens Bønder anlagt af pur og sørgelig Nødvendighed, ganske simpelt paa Grund af Hoveriet til Herregaardene – forstaar du? Da de alletider først skulde udrette Herremandens Arbejde, før de fik Lov til at tænke paa deres egne Sager, har de været tvungne til Dag for Dag at opsætte og lægge til Bunke hjemme hos dem selv, indtil de endelig kunde stjæle sig en Dags Frihed til at skøtte deres egen Bedrift … og da denne Oprindelse til vores Møddinger efterhaanden er gaaet i Glemmebogen, har man naturligvis ment, at der maatte stikke en særlig dyb Mening i Bevarelsen af dem, og derfor ikke haft Mod til at skaffe sig dem fra Halsen … kort og godt: disse stinkende Gødningskuler, de er simpelthen en Arv fra Trældommens Dage, ganske ligesom saa megen anden gammel Raaddenskab, som vi nu er ved at frigøre Samfundene for? Er det ikke morsomt, Hansine? … Aa ja, hvor er det dog i det hele en velsignet Tid at leve i! Saadan at være Vidne til, hvordan vor Tids Oplysning, dens overalt vaagnende Sandheds- og Retfærdighedstrang lidt efter lidt, i stort som i smaat, bryder Trældommens Aag og bereder Menneskene en lysere og lykkeligere Fremtid!"

Hansine skiftede en Pind med et lille vantro Smil. Hun kendte sin Mands letvakte Begejstring for Tidens nye Ideer og var vant til at være den stumme Tilhører ved hans Udvikling af de store Resultater, han bestandig ventede sig af dem.

"Naa … det er nok forresten Tid at faa fraspændt," tog Emanuel atter tilorde efter at have set 224 paa sin store Sølvklokke og efter gamle Bønders Vane holdt den op for Øret. Han kastede Tømmerne hen over de ludende Heste og tilføjede: "Aa hør, Gutten min! Kan du komme og give Fa'er en Haand!"

Disse Ord galdt Drengen, som stadig sad ved Siden af sin Søster paa den store Sten. Her var han imidlertid falden saa dybt i Tanker under Betragtning af Kragesværmen, der havde slaaet sig ned paa Pløjejorden et Stykke borte, at han ikke hørte Faderens Tilraab. Han blev siddende ubevægelig med Haanden under sit vatbelagte Øre og stirrede frem for sig med det højtidelige Ansigtsudtryk, hvormed Børn i Erindringen tilbagekalder sig nys overstaaede Lidelser.

Han var lidt lille af sin Alder, lidt bleg og i det hele spinklere af Bygning end den et Aar yngre Søster, der var i fuld Besiddelse af Landsbyungdommens sædvanlige kraftige Former og livlige Farver paa Kinder og i Øjne. Forøvrig var han Emanuels udtrykte Billede; han havde den samme tænksomme Pandehvælving, den samme ujordiske Mildhed i sit Blik. Ogsaa havde han arvet Faderens rødblonde, silkeagtige Haar, hans dybe Tindingehuler og de store, lyse, i Solen næsten farveløse Øjne.

"Hører du ikke, min Dreng … Fa'er kalder paa dig," sagde Hansine.

Ved Lyden af Moderens Stemme rev han ligesom betuttet Haanden ned fra Øret og vendte Ansigtet om imod hende med et lille forstilt Uskyldssmil.

"Gør det endnu lidt ondt i Øret, min Dreng?" spurgte hun.

"Nej, slet ikke," forsikrede han ivrigt. "Jeg kan slet ikke længer mærke noget."

"Kommer du saa, Gutten min!" raabte igen Emanuel ude fra Ploven.

Purken rejste sig øjeblikkeligt og skyndte sig over Forpløjningen hen til Hestene, hvor han gav sig til at løse Plovhammelen og opbinde Skaglerne – saa fornuftig og samvittighedsfuld som en udlært lille Avlskarl.

225 Denne Dreng var Emanuels Øjesten. Han var opkaldt efter Hansines gamle Fader, Anders Jørgen; men baade i Hjemmet og omkring i Sognet kaldtes han aldrig andet end "Gutten", et Navn, som Emanuel havde givet ham allerede ved hans Fødsel, og hvis friske Fjældklang alle havde fundet et saadant Behag i, at hans Døbenavn næsten var gaaet iglemme.

Ved Synet af Vatlappen under hans Hueklap udbrød Emanuel:

"Hvad er det, min Ven? … Har det nu været galt fat med Øret igen?"

"Ja – lidt," svarede Drengen sagte og næsten som skamfuld.

"Det er dog ogsaa rigtig kedeligt med det Øre. Men det er vel ikke noget videre – hva'?"

"Nej, det er helt forbi nu … jeg kan slet ikke længer mærke noget."

"Naa, det var Ret, min Dreng! Lad mig se, du er en kæk Gut og ikke gi'er dig over for saa lidt. Skrællinger – veed du nok – bliver aldrig til noget her i Verden … Ikke sandt?"

"Jo."

"Og saa husker du jo nok, at vi idag skal køre til Mølle efter Middag. Vi to har sandelig ikke Tid til at være syge … vel?"

Ude paa Vejen var Hansines Strikkepinde kommen i livligere Bevægelse. Da de andre tav, sagde hun:

"Jeg tror nu, det var bedst, om Gutten blev hjemme idag, Emanuel! Han har slet ikke haft det godt hele Formiddagen."

"Jamen, kære … du hører jo, at det er helt forbi nu. Han siger selv, at han slet ikke længer kan mærke noget. Og veed du hvad, den friske Luft kan da kun gøre ham godt. Den friske Luft er Vorherres Lægemiddel, siger jo et gammelt Ord! … Gutten har igen siddet for meget inde og kukkeluret, derfor er han bleven lidt blegnæbet i den sidste Tid."

226 "Jeg tror nu alligevel, det var bedst, om vi farede lidt varsommere med ham, Emanuel. Og allerbedst var det maaske, om vi endelig engang gjorde det til Alvor med at snakke til Doktoren om ham. Nu har han gaaet med det Øre snart i to Aar, og det kan dog vist aldrig ha'e sin Rigtighed."

Emanuel svarede ikke straks; det var en Sag, de oftere havde talt om uden at kunne blive enige.

"Ja, naturligvis, Hansine … dersom du virkelig mener det rigtigst. Men du veed, at jeg for min Part ikke har synderlig Tillid til det Doktorvæsen. Og særlig hvad Doktor Hassing angaar, – ja saa kender du min Mening om ham. Saadan lidt Ørehistorie er jo saa almindelig hos Børn og fortager sig af sig selv, naar man bare giver Naturen Ro og Tid til selv at udbedre Skaden. Det siger ogsaa din Moder, og hun har dog mange Aars Erfaring, ikke sandt? … Aa, tag den Line, min Dreng! … Jeg kan nu i det hele aldrig tro, at Vorherre skulde have skabt Menneskenaturen saa ufuldkommen, at den altid behøver Doktorfingre for at komme ilave igen, saasnart den er bragt lidt i Uorden. Jeg tænker ofte paa, hvordan det i sin Tid gik to af mine Skolekammerater, der bægge havde faaet daarlige Øjne … efter Mæslinger, tror jeg. Den ene af dem blev behandlet af en Doktor, ovenikøbet en Professor, der i den hellige Videnskabs Navn pinte og plagede den stakkels Dreng med Penslinger og Indsprøjtninger og jeg veed ikke hvad, indtil han blev fuldstændig blind! Hos den anden derimod fik Naturen Lov til i Ro at skøtte sig selv, og inden kort Tids Forløb fik han et Par Øjne, som enhver kunde have misundt ham. Den Historie burde være os en Lære, synes jeg! Forresten … har vi ikke mere af den Olie, som Maren Nilen havde faaet af den gamle Grete ovre paa Strynø. Den hjalp jo Gutten saa godt sidst. Men gør, som du synes … Kom saa her, Stumpen min!"

227 Med de sidste Ord tog han Gutten under Armene og løftede ham op paa Ryggen af den nærmer Hest.

Hansine tav. I disse smaa Skærmydsler angaaende Børnene beholdt Emanuel altid det sidste Ord. Han var hende for overlegen i Ordskiftet, havde saa let ved at udtrykke sine Tanker og kunde give saa mange Grunde for sin Opfattelses Rigtighed, at hun – selv naar hun ikke overbevistes – blev bragt til Tavshed af hans Veltalenhed.

… Taagen rullede atter som en uldgraa Masse ind fra Vest, mens den lille Familie-Karavane drog tilbage til Byen. Forrest red Gutten med Hestene; derefter kom Emanuel med Barnevognen, som han skød foran sig med den ene Haand, mens han oppe paa Skuldren bar Datteren Sigrid med Tilnavnet "Tyksak". Hun havde taget Hatten af hans Hoved, og idet hun hurraraabende svang den i Luften, gjorde hun alle Slags Løjer for at more den Lille, der da ogsaa skreg i vild Glæde i sin Vogn.

Et Stykke bag de andre fulgte Hansine med sit Strikketøj. Hun holdt sin lille Skikkelse ligesaa rank som i sine Pigedage, bevægede sig ogsaa med de samme sikre, afmaalte Skridt. Derimod havde Udtrykket i hendes mørkladne Ansigt forandret sig noget; det var blevet endnu mere indadvendt og ligesom lidt fortrykt. Som naturligt var, havde hendes snart syv Aar lange Ægteskab med dets tre Barnefødsler heller ikke ladet hendes før saa ungdomsfriske Udseende helt uberørt. Kinderne var blevne lidt smalle, de alvorlige Øjne endnu mere dybtliggende. Dog var hun endnu en ualmindelig køn Kone, der efter Landsbyforhold bar sine 26 Aar med sjælden Ære; og det var ikke til at undres over, at man i hendes Hjemby Skibberup endnu var ikke lidt'1 stolt af hende. Rigtignok var der adskillige – og med hvert Aar flere – der havde ondt ved at forlige sig med hendes Indesluttethed og gærne vilde udlægge den som Hang til Stolthed; ja i Stilhed blev det enkelte 228 Steder saa smaat beklaget, at Emanuels Øjne var faldne netop paa hende, da han i sin Tid fandt paa at fæste sig en Brud af Menighedens Midte.

Da Emanuel og Børnene kom ind gennem Præstegaardens hvælvede Port, sad Gaardskarlen Niels henne paa Kanten af det store Sten-Vandtrug under Posten midt i Gaarden, tilsyneladende ivrig beskæftiget med at studere Egnens "Folkeblad", som han havde bredt ud over sine Knæ. Han var en mørkhaaret Fyr paa godt en Snes Aar, middelstor af Vækst, sværskuldret og bredbaget, med en opadtrykket, saakaldet Kig-herind-Næse og tykke, røde Kinder, der krusedes af et begyndende Skæg. I det store Gaardsrum, hvor der i gamle Dage – i Provst Tønnesens Tid – altid havde hersket en nøjeregnende Orden og en Stilhed, der erindrede om Stedets Forhold til Kirken, saae der nu ud ganske som i en almindelig Bondegaard. Henkastede Avlsredskaber, spredte Halmbunker, aabentstaaende Stalddøre og en vedholdende Brølen af Kvæg, der ventede paa deres Middagshø, vidnede om Dagens Travlhed. Hist og her paa den ujævne Stenbro var der henlagt Sildelage for at kvæle Ukrudtspirerne; og udenfor Bryggersdøren gik Hønsene og skrabede i udkastet Køkkenaffald.

"Hvad er det, du er saa fordybet i, Niels? Er der noget nyt i Bladet idag?" spurgte Emanuel, da han havde sat Sigrid fra sig og løftet Gutten ned fra Hesteryggen.

Karlen skævede op fra sin Avis og svarede ved at trække Munden ud i et bredt Smil.

"Aa haa, Filosof! Har du nu igen været paa Krigsstien? … Naa, mod hvem har du saa rettet din Lanse idag, Niels? … Lad mig se!" tilføjede han, da han havde faaet Seletøjet strøget af Hestene.

Karlen rakte ham Bladet, som Emanuel gav sig til at læse i, mens Gutten trak Hestene bort fra Vandtruget og ind i Stalden.

"Hvor staar det? … Naa her! "Om Højskolerne 229 og de sædelige Krav" … Se, se! … Naa, Begyndelsen er virkelig ikke ilde … Meget godt … Ja saamænd, deri har du ganske Ret, Niels! … Naa, du er saamænd ikke bange …"

Med spændt Agtpaagivenhed fulgte Karlen sin Husbonds Minespil under Læsningen, og hver Gang Emanuel ved et Nik eller et lille Udbrud tilkendegav sit Bifald, forhøjedes den spillende Glans i hans smaa, sortebrune, af Kinderne halvt begravede Øjne.

"Den Artikel har du virkelig Ære af," sagde Emanuel, idet han smilende rakte ham Bladet tilbage. "Du uddanner dig jo til en hel Skribent, Niels! … Ja, ja; pas bare paa, at du ikke helt drukner i Blækhuset, min Ven! Det sorte Blækstads kan være en farlig Gift at lege med!"

Han blev afbrudt af Hansine, der havde taget Vejen hjem gennem Haven og nu viste sig oppe paa Stuehusets høje Flisetrappe for at kalde ind til Middagen.

"Saa maa vi skynde os at komme ind med Seletøjet, min Dreng," henvendte han til Gutten, der i det samme kom tilbage fra Stalden. "Aa hør, Niels … spring ud og kald paa gamle Søren. Han er ude i Vænget og jævne Roekulerne."

 
II

Om Eftermiddagen henimod Tretiden sad en stille Mand henne ved et af Vinduerne i Sogneraadsformand Jensens vidtbekendte Stadsestue. Hans høje og magre Skikkelse var klædt i en mørk Dragt af det groveste hjemmegjorte Vadmel med højt opstaaende Frakkekrave og snævre Ærmer. Han sad i en fremoverludende Stilling, med Armene støttet paa sine Ben og Hænderne foldede mellem Knæene. Det blege, fregnede Ansigt, som foroven blev næsten linjeret afskaaret af det kortklippede, 230 rødgraa Haar, indrammedes forneden af et tyndt Fuldskæg, der hang udover en sort Halsklud og en af disse stukne "Brystlapper", som næsten var gaaet af Brug. Omkring Haandleddene sluttede et Par stramme, sorte Voksdugsmanchetter, der syntes at have presset alt Legemets Blod ud i de store, blaarøde Hænder. Det var Væver Hansen.

De Folk, han havde sat Stævne her, var de saakaldte "Tillidsmænd" – seks af Menigheden valgte Mænd, der særlig havde det Hverv at varetage dens politiske Interesser, foranstalte Valgmøders Afholdelse, hidkalde politiske Talere og føre Forhandlingerne med Amtets øvrige demokratiske Vælgerkomiteer. Det grumsede Dagslys, der sneg sig ind over ham gennem de beduggede Ruder, den dybe Middagsstilhed, hvori hele Huset endnu hvilede, endelig hans egen fuldstændige Ubevægelighed og det glansløse Blik, hvormed han stirrede frem for sig under halvlukkede Laag – alt bidrog til at omgive hans Person med en sær Uhygge. Med sit flade, rødgraa Hoved, sin fortrukne Mund og sine betændte Øjenrande mindede han om en lurende Los, der fra et Baghold i Urskovens Skygge spejder ud over den endeløse Steppe.

Sogneraadsformandens himmelblaa Stadsestue, Skuepladsen for saa mange af Fortidens glade Gildelag, havde i de forløbne Aar fuldstændig skiftet Karakter. Ganske vist stod de polerede Mahognimøbler endnu og lyste rødt langsmed Væggene, og oppe paa Chiffonieren tikkede det lueforgyldte Taffelur aristokratisk mellem et Par letpaaklædte Gibs-Hyrdinder; men paa Spillebordets Plads ved Vinduspillen, hvor i forrige Tider Dyrlæge Aggerbølle, Købmand Villing og den nu afdøde Jubelolding, Skolelærer Mortensen, tilligemed Værten selv havde tilbragt saa mangen munter Nat ved Kort og høje Toddyglas, tronede nu et papirbelæsset Skrivebord; ved en anden Væg stod en Reol fuld af Regnskabsbøger, Protokoller og mægtige Avisbunker, hvilket altsammen gav 231 Værelset et saare alvorsfuldt Udseende og fik det til at minde om et Kontor.

Noget saadant var det i Virkeligheden ogsaa, og en ganske tilsvarende Forvandling var samtidig foregaaet med Sogneraadsformanden selv.

Den politiske Rejsning, som det folkelige Oplysningsarbejde efterhaanden havde affødt indenfor Bondestanden over det hele Land, havde omsider ogsaa vakt denne Mands tungt indslumrede Samvittighed og kaldt ham frem til Kamp for sin Stands Frigørelse. Og da han ubestridt var Sognets rigeste Bonde og tilmed bekendt for en blandt Bønder usædvanlig Rundhaandethed i Pengesager; da han desuden ejede en medfødt Evne til offentlig Optræden og hurtig viste sig i Besiddelse af en ikke almindelig Veltalenhed, havde han i Løbet af kort Tid svunget sig op til at blive Egnens erklærede politiske Fører og omtaltes bestandig rundt om i Landets Blade som "den bekendte Bondehøvding Hans Jensen fra Vejlby". Denne ledende Stilling havde han imidlertid ikke kunnet opnaa uden ved Forbigaaelse af den Mand, der var det egentlige Ophav til den hele folkelige Bevægelse i Menigheden, nemlig Væver Hansen. Der havde derfor i Begyndelsen været dem, der med nogen Ængstelse iagttog Sogneraadsformandens hurtigt stigende Indflydelse, idet man havde Grund til at formode, at den stridsindede Væver ikke roligt vilde finde sig i en saa grov Tilsidesættelse. Men til almindelig Forbavselse viste Væveren i dette Tilfælde en ham ganske uvant Fredsommelighed; ja man erfarede efterhaanden, at det var Væveren selv, der fra først af havde skyndet Sogneraadsformanden til Deltagelse i det offentlige Liv og endog meget alvorligt foreholdt ham, at han i sin uafhængige Stilling ligefrem skyldte Menigheden at stille sin Tid og sine Talegaver til dens Tjeneste.

Det saae i det hele ud, som om Væveren nu, da Kampens Farer og Spænding var forbi, uegennyttig lod de andre høste Æren og Lønnen for hans lange og 232 taalmodige Arbejde. Aar for Aar havde han trukket sig mere tilbage i sit Væsens Sneglehus uden iøvrigt derfor paa nogen Maade at være bleven ligegyldig for den Sag, som han havde viet sit Liv. Tværtimod. Samtidig med, at han afslog at modtage selv den ringeste af de Æresposter, der i rigt Maal blev ham tilbudt som en Anerkendelse af hans Fortjenester, paatog han sig af egen Drift den beskedneste Invalidegærning i Fremskridtshærens Tjeneste. Han besørgede frivilligt al Slags Budtjeneste, var de mange forskellige Bestyrelser behjælpelig med deres Regnskaber og Brevføring, ja vedblev lige trofast – endog, som det syntes, med forøget Aarvaagenhed – at forrette sin gamle Spion- og Polititjeneste i Menigheden. Endnu dukkede han op med sit skæve Smil overalt, hvor man mindst ventede ham, og satte sig forover paa Stolene med sine røde Hænder foran Munden for under Samtalens Gang at skele sig til Titlen paa den Avis, man holdt i Haanden, eller til Købmandens Navn paa de Papirsposer, Husmoderen lagde ind i Krydderiskabet.

Skønt det Møde, hvortil han idag med sin sædvanlige Punktlighed havde indfundet sig, var berammet til Klokken tre, og skønt det paa Grund af Øjeblikkets stærkt spændte politiske Situation var at formode, at der forestod betydningsfulde Forhandlinger, slog Uret paa Chiffonieren fire, før alle de tilkaldte Personer var samlede.

Som Komiteens Formand indtog Værten selv Sædet ved den øverste Ende af det ovale Bord, hvorom Raadet tog Plads. Hans sværlemmede Skikkelse med det krusede Haar og den store, glatragede Hage tog sig helt imponerende ud i æblegrøn Plydses Vest og hvide, nystrøgne Skjorteærmer. Rigtignok skinnede Næsen endnu lige kalkunblaa i det rødblussende Ansigt som et uforgængeligt Minde om hans mindre heldige Fortid; men til Gengæld havde hans Holdning og hele Optræden vundet den brede Overlegenhed og elskværdige Utvungenhed, 233 der erhverves ved livlig Deltagelse i det offentlige Liv. Tilhøjre for ham sad Emanuel (der nu havde ombyttet sin Arbejdskittel med en Frakke af lysegraat Multum) samt en lille mavesvær Vejlbybonde med buskede Øjenbryn og barnligt røde Kinder. Tilvenstre sad to yngre, blonde Skibberup-Gaardmænd og den høje Tømrer Nielsen, hvis mørke Vikingeskæg i Aarenes Løb var blevet endnu et Par Tommer længere og næsten naaede ham ned til Bæltestedet. Pladsen ved den nederste Bordende indtoges af Væver Hansen, der ikke havde villet lade sig indvælge i selve Raadet men derimod tilbudt at bistaa ved dets Møder som en Slags Sekretær.

"Saa er vi altsaa samlede," begyndte Sogneraadsformanden med sin larmende Stemme, idet han lod Blikket glide rundt om Bordet. "Vi har idag en meget vigtig Meddelelse at gøre jer, Venner! … Ja værsgo', begynd kun, Jens Hansen!"

De sidste Ord var henvendt til Væveren, som nu trak et stort Stykke Papir frem af sin indvendige Brystlomme og omhyggeligt udfoldede det foran sig paa Bordet. Langsom og med monoton Stemme oplæste han derefter følgende Skrivelse:

Fortroligt!

Fra ledende Mænd blandt vore Meningsfæller paa Rigsdagen er der tilstillet nærværende Hovedbestyrelse for Amtets samtlige demokratiske Vælgerforeninger en Række Oplysninger til Bedømmelse af de foruroligende politiske Rygter, der i den sidste Tid have fundet Vej til forskellige af Landets Blade. I Betragtning af Øjeblikkets Alvor og Sagens Betydning har man fundet det rigtigst uden Tøven at bringe de erholdte Oplysninger til de ærede Sognebestyrelsers Kundskab.

Disse gaa ud paa, at det i Virkeligheden ikke skal ligge udenfor Mulighedens Grænse, at der imellem Regeringen og det reaktionære Parti i bægge Ting foreligger Aftaler og drøftes Planer, der ere vel egnede til 234 at vække enhver frisindet Mands dybe Harme og Bekymring. Dog kan selvfølgeligt endnu intet vides med Sikkerhed, da alle Forhandlinger mellem de bestemmende Partier føres i størst mulig Hemmelighed; men ses blandt andet hen til samtlige Ministres pludselige Utilbøjelighed til selv i Ubetydeligheder at fravige det een Gang indtagne Standpunkt i Rigsdagsdebatten, og tages samtidigt andre lige saa betegnende Træk i tilbørlig Betragtning, synes det ikke helt utænkeligt, at Regeringen virkelig omgaaes med Planer om endnu en Tid at byde den samlede Folkevilje Trods og yderligere, end allerede sket er, at bekæmpe Menigmands Indflydelse paa Statsstyrelsen ved en egenmægtig Ophævelse af den almindelige Valgret. Enhver frihedstro Mand i Landet vil vide at bedømme en slig Handlemaade. Vi opfordre derfor herved de ærede Sognebestyrelser til, hver i sin Kres, at samle Meningsfællerne og – til Støtte for vore valgte Mænd paa Tinge – at fremkalde en kraftig Tilkendegivelse af Befolkningens uforandrede Vilje til indtil det yderste at bekæmpe vore Magthaveres Færd. Angaaende Bestemmelsen af de nærmere Foranstaltninger, der hertil anses nødvendige, overlade vi alt til de ærede Sognebestyrelsers bedste Skøn. Kun skulle vi efter Samraad med vore Venner paa Rigsdagen henstille,

at der gives Meningsfællerne Lejlighed til Vedtagelsen af en, helst enslydende Resolution, som "tilsiger vore Tillidsmænd paa Tinge vedvarende kraftig Bistand i Kampen for Folkets ubeskaarne Frihed og Ret."

En lignende Opfordring udgaar i disse Dage til samtlige Kresbestyrelser, og det er vort Haab, at en saadan Forhaands-Protest, et saadant tusindstemmigt Varsko, tilraabt vore Modstandere fra hvert Sogn i det hele Land, endnu skal kunne bringe dem til Fornuft og faa dem til at afstaa fra deres forbryderiske Forehavende.

235 Leve Friheden og Retfærdigheden! Leve Mindet om vor uforglemmelige Folkekonge, Grundlovens for tidligt hensovede Giver, Kong Frederik Folkekær!

P. B. V.
H. Johansen,
Sagfører.

Endnu før Oplæsningen var helt tilende, udbrød Emanuel bleg og dirrende af Sindsoprør:

"Men det er jo aabenbart Lovbrud! … Det er jo Landsforræderi!

"Hør!" lød det som et mørktklingende Ekko inde fra Tømrerens Skægvildnis.

"Ja, deri har du ganske Ret … anderledes kan ingen ærekær Mand kalde det," istemte Sogneraadsformanden, der under Oplæsningen havde ladet en Kasse Cigarer gaa rundt. Og med en Haandbevægelse, der erindrede stærkt om Talerstolen, fortsatte han: "Men det viser os, Venner, at vi har handlet fuldkommen rigtigt i at gøre skarp Front mod et sligt Parti, hvis eneste Formaal er at klamre sig til Magten, selv om det kun kan ske ved at sætte Landets Velfærd og Fremtid paa Spil. Saadanne Folk er ikke længer vore Landsmænd … de er Danmarks Fjender!"

"Og Guds Fjender! … Aandens frække Snigmordere!" vedblev Emanuel endnu ganske ude af sig selv. "Men dertil maatte det komme i Egenkærlighedens Samfund! Det er dets sidste, forbryderiske Selvforsvar før dets endelige Undergang! … Jeg foreslaar, at vi endnu iaften sammenkalder alle Meningsfæller og aabenbarer for dem, hvad der staar paa Spil. Ogsaa vi vil ruste os! Overfor Lovløshedens Kanoner stiller vi Guds Tordenbud – –"

"Saa sagte, Emanuel … saa sagte!" sagde Sogneraadsformanden og lagde Haanden beroligende paa hans Arm, mens Væveren henne ved den anden Bordende paa en udtryksfuld Maade vendte sig bort og snød 236 Næsen mellem sine Fingre. "Lad os fremfor alt ikke forivre os! Allerførst maa vi ikke glemme, at vi jo foreløbig ikke veed noget med Bestemthed … og man skal ikke kaste Bøssen til Kinden, før man ser Bjørnen, siger et gammelt Mundsprog. Og jeg for min Del har nu en Mistanke om, at det altsammen kan være Rygter, som Regeringens Venner selv har sat i Omløb for at skræmme vore Mænd paa Tinge, kanske ogsaa saadan en bitte Prøveballon, som de har sendt tilvejrs for at vejre Stemningen ude i Landet!"

"Men dersom det nu ikke er tomme Rygter … dersom man virkelig skulde gøre Alvor af Truslerne … sende Folkets valgte Mænd hjem og sætte Magten i Rettens Sted … hvad saa? … hvad saa?"

Sogneraadsformanden saae et Øjeblik misbilligende paa Emanuel. Derefter sagde han langsomt og med overdreven Værdighed, idet han lod sin Haand synke tungt ned paa Bordpladen:

"Dersom sligt skulde ske – hvad Gud forbyde! – saa rejser der sig Landet over tre hundrede tusinde Landboere og siger: Nu er det nok! … Nu er det nok! siger de. Har jeg ikke Ret?"

Ved de sidste Ord vendte han sig mod de tre Skibberuppere, der alle svarede med kraftige "Hør", medens den lille tykke Vejlbybonde ovre fra den anden Side af Bordet ivrigt tilnikkede ham sit Bifald.

"Jeg foreslaar nu," – vedblev han – "at vi sammenkalder til et Møde førstkommende Søndag Aften i Forsamlingshuset. Her skal jeg gærne paatage mig at udvikle Situationen, saaledes som den til den Tid foreligger, hvorefter vi vedtager den foreslaaede Resolution. Desuden er jeg af den Formening, at det vil være bedst indtil videre at bevare de indhentede Oplysninger som fortrolige Meddelelser, for ikke alt for meget – og kanske ganske unødigt – at opskræmme Gemytterne. Saadan har den ærede Hovedbestyrelse aabenbart ogsaa tænkt sig det. I det hele tvivler jeg 237 ikke om, at vore gode Modstandere nok skal betages Lysten til at gaa paa nye Eventyr, naar de nu gennem vore Møder faar lært Landets Stemning rigtig at kende! … Mener I ikke ogsaa det, Venner?"

De fire af Raadets Medlemmer udtrykte atter deres fulde Tilslutning; og denne urokkede Frimodighed paavirkede tilsidst Emanuel, saa han blev roligere. Han var iøvrigt ikke vant til at tage Ordet under de politiske Forhandlinger. Hans Syn for Betydningen af Folkesagens politiske Side var sent og vanskeligt bleven vakt; og det var alene paa Grund af hans store Fortjenester paa ganske andre Omraader, at Menigheden havde hædret ham med Indvælgelse i dens politiske Raad. Han havde endnu bestandig ondt ved at fatte Interesse for de daglige Debatter paa Rigsdag og i Aviser eller for denne "Taktik", som Sogneraadsformanden og de andre tillagde saa stor Betydning. Han kunde aldrig faa sig selv til at tvivle om, at Retten – som der stod i Salmen – "jo vandt sin Sejr, naar Gud det saa behaged"; og han havde ingen synderlig Tillid til, at selv de snildeste Paafund eller Fortolkninger formaaede enten at fremskynde eller forhale den.

Paa Forslag af den ene Skibberupgaardmand vedtoges det dernæst, at man – for at give Mødet forøget Betydning – skulde indbyde et Par fremmede Talere. Et Øjeblik tænkte man paa at henvende sig til Kresens egen Folketingsmand, den gamle Bisp. Men skønt denne under de senere Tiders stormende Rigsdagsdebatter flere Gange havde røbet, at han under Fløjelsornatet og Diplomatfrakken endnu bar sin Ungdoms røde Garibaldiskjorte temmelig ubleget, havde han hidtil ikke været at formaa til at forlade, hvad han med et Smil kaldte sit "arkimediske" Standpunkt udenfor Partierne; og man blev derfor hurtig enig om at opgive denne Plan som frugtesløs. Derimod mente man at have Haab om at kunne formaa et Par andre fremragende demokratiske Rigsdagsmænd til at give 238 Møde, og det vedtoges straks at sende Hovedbestyrelsen en Forespørgsel derom. Sogneraadsformanden tilbød uopfordret baade at hente Gæsterne ved Stationen med sin Vogn og at bespise dem, hvilken Offervillighed belønnedes med en anerkendende Mumlen.

Efterat endelig Forsamlingstiden var bleven fastsat, og efterat Væver Hansen havde udfærdiget en Protokoltilførsel om de stedfundne Forhandlinger, hævede Formanden Mødet.

"Værsgo', mine Herrrrer!" sagde han muntert og rejste sig. "Nu kan vi vist trænge til at faa lidt for Tanden, ikke sandt?"

Med disse Ord hentydede han til den i dette Hus uundgaaelige "lille Forfriskning", der imidlertid var bleven anrettet inde i Sideværelset, hvortil Døren nu blev aabnet af et omfangsrigt Bondefruentimmer med Gyldenstykkes Hue, Ørnenæse og en tre-etages Hage – Sogneraadsformandens Husholderske. Under en allerede tændt Hængelampe stod det fedt besatte Bord, paa hvis Opdækning af solide Flæske- og Røgevarer der i Øjeblikket udfægtedes en hidsig Kamp mellem Lampens brandgule Lys og det endnu højt rødmende Aftenskær. I den mangefarvede Belysning tog Anretningen sig dobbelt indbydende ud, og Gæsterne satte sig ved Tallerknerne med en af det timelange Møde fuldskærpet Appetit.

Endog Emanuel kom efterhaanden i en lysere Sindsstemning. Han saae sig omkring paa denne Skare bredskuldrede Mænd, der trods alt, hvad der truede deres Fremtid, sad der saa rolige og fortrøstningsfulde, saa trygge i deres Tillid til deres Sags Retfærdighed og Forsynets Beskærmelse; og han fyldtes paany af Beundring for denne uforstyrrelige Sindsligevægt, den mandige Selvbeherskelse, hvormed disse Folk bestandig bar enhver Tilskikkelse, og som han selv havde saa vanskeligt ved at tilegne sig. Fadene tømtes flittig og ny blev bragt ind af "den store Sidse", der havde styret Sogneraadsformandens 239 Hus, siden han for nogle Aar tilbage var bleven Enkemand. Dette kødrige Fruentimmer blev stille beluret af Væver Hansen, der under hele Maaltidet næppe talte et Ord. Da hans Sidemand vilde skænke for ham af Brændevinskaraflen, lagde han med et kattevenligt Smil sin store Haand over Glasset, – han var fornylig bleven Totalafholdsmand, og trods Sogneraadsformandens muntre Stiklerier var han ikke at formaa til i Dagens Anledning at gøre nogen Undtagelse fra sin Regel. Da Maaltidet var tilende, og Kaffen kom paa Bordet; og da Sogneraadsformanden paany lod sine Cigarer gaa rundt, rejste han sig. Under Paaskud af at have et Besøg at gøre inden Aften tog han Afsked, idet han samvittighedsfuldt trykkede hver enkelt af Selskabet i Haanden, og gik bort gennem Køkkenet, hvor han et Øjeblik blev staaende midt paa Murstensgulvet og fikserede Husholdersken med et Blik, der pludselig fik denne Fedtmasse til at blegne og sitre.

"Men Herregud, Jens Hansen … hvorfor ser du saadan paa mig?" sagde hun og holdt i Forskrækkelse et Viskestykke afværgende ud for sig.

Uden at svare satte han sin Hat paa Hovedet og bortfjernede sig med Haanden paa Ryggen.

Udenfor var det dyb Mørkning. Blæsten havde lagt sig; det var ganske stille. Fra en ubevægelig Skyhimmel neddalede store, hvide Snefjer, der smeltede i Jordens Søle. Under et bestandig tættere Drys, der efterhaanden gik over til en fin Regn, vandrede Væveren hjemad paa den ensomme Marksti, der førte over Bakkerne ud til Skibberup. Hans Ansigt fortrak sig i pludselige Smil, og hans røde Øjne saae fremad med det stive Blik, som de altid fik, naar han i Enrum udrugede sine Krigsplaner.

240

III

Det var mørk Aften og øsende Regn, da Emanuel kom hjem til Præstegaarden og i Selskab med en anden Mand steg op ad Hovedbygningens høje Flisetrappe. Inde i den herskabelige Forstue, hvis lange Mahogni-Knagerække i sin Tid var bleven oplivet af Provst Tønnesens store Bjørneskindspels og Frøken Ragnhilds slørbehængte Havehatte, og hvor sirlige Kokusmaatter havde dækket Gulvets sort-hvide Marmortavl foran Dørene, brændte nu en simpel Staldlygte; Knagerækken var overfyldt af en Samling jævne Mandfolkehuer, og paa Flisegulvet stod der opstillet en hel Flaade af snavsede Træsko i alle Former, lige fra store, klodsede Husmandsbarkasser med Jærnbaand om og en Halmvisk indeni indtil smaa, halvlakerede Fruentimmertrætøfler med forsirede Næser og rødt Flonelsfor.

Husets sædvanlige Aftengæster, der et Par Gange om Ugen samledes her efter endt Arbejde for i Fællesskab at opbygges ved Samtale, Oplæsning og Sang, havde allerede indfundet sig og sad inde langs Væggene i den store Have- og Spisesal, der tarveligt belystes af en eneste Petroleumslampe. Intet i dette store Rum, uden netop Stukkaturarbejderne under det røgsværtede Loft og de landskabelige Dekorationer over Dørene, mindede længer om den Salon, hvori Frøken Ragnhild havde udfoldet sine ekstravagante Toiletter mellem bløde Tæpper, Damaskes Gardiner og'2 indlagte Møbler. Langsmed Stuens fire nøgne Vægge løb en ganske simpel Træbænk, ovenover hvilken Murenes blaa Farve var afslidt indtil Mands Skulderhøjde. De fire høje Vinduer – to Fag paa hver Side af den om Vintren tilskoddede Havedør – var foroven dækkede med en smal Kappe af mørkerødt Sirts. Henne under det ene Par Fag stod et langt, hvidskuret Egebord. Desuden fandtes der i Stuen et Par Straastole og – ligesom i 241 Hansines Barndomshjem – en gammeldags Armstol henne ved Kakkelovnen, endvidere et grønmalet Hjørneskab ved Siden af Døren til Køkkenet og en seksarmet Lyseholder af Blik, der hang ned fra Midten af Loftet.

Denne Stue – Storstuen eller "Hallen", som Egnens Folk holdt af at kalde den, fordi den i sin strenge Simpelhed mindede dem om de gammelnordiske Boliger – udgjorde Familiens egentlige Opholdsrum. Husets øvrige Værelser med Undtagelse af den forhenværende Dagligstue, der nu var Familiens Sovekammer, stod enten ganske tomme eller anvendtes til Opbevaring af Sæd, Uld, Foderstoffer o.lign. Emanuel havde vel til eget Brug taget det Værelse i Arv, der i Provstens Dage var kendt og frygtet under Navn af "Studerekantoret"; men hele Bohavet bestod her af et Par støvede Reoler og en Voksdugssofa, og det hørte til de store Sjældenheder, at han opholdt sig der mere end netop den halve Time, da han tog sig en lille Lur efter Middagsmaden. Sine Prækner og Foredrag udarbejdede han altid ude bag Ploven eller paa sine Vandringer rundt til Sognets syge og fattige; thi – som han plejede at sige – han havde vendt sine Reoler Ryggen, efter at han havde fornummet, at man af Fuglene under Himlen, ja selv af Køerne i sin Stald kunde lære større Livsvisdom end af Alverdens sprænglærde Bøger.

Der var denne Aften samlet henved et halvt hundrede Mennesker af bægge Køn; og trods "Hallens" sparsomme Belysning herskede der den hyggeligste og fornøjeligste Stemning. De unge Piger havde Plads langs den ene korte Endevæg, hvor de sad som en lang Blomsterrække med de mørke og blonde Hoveder bøjede ned over et eller andet fint Hæklearbejde, som de havde Møje med at holde fast mellem deres stive, røde Fingre. Konerne derimod havde deres faste Stade henne paa Bænken nærmest Kakkelovnen, hvor de sindigt "mokkede" paa store Strikketøjer, mens de i den 242 vanemæssige Grædetone, som Bønderkoner almindeligvis benytter i Omgang, snakkede med deres Naboer om Husholdning og Mælkeri. Her sad ogsaa Hansine – paa sin vante Plads i Armstolen – og spandt paa Rok. Hun var paaklædt ganske som de andre, i en tarvelig Hvergarnskjole og et tærnet Bomuldsforklæde, og havde paa Hovedet en lille sort Hue, foran hvilken hendes mørkebrune Haar efter Egnens Skik var glattet frem i to smaa, nøjagtigt formede Tunger over hver Tinding. Hun deltog ikke synderligt i de andres Samtale, og der var ofte noget ganske fraværende i det Blik, hvormed hun langsomt saae op fra sin Traad, naar Døren aabnedes og en gammel Husmand i Uldskjorteærmer eller et Par rundkindede Piger traadte ind med et Nik og et bredt Godaften. Rundt om det lange Egebord under Vinduerne havde de unge Karle forsamlet sig. De sad der fuldt belyste af Lampen, som stod midt imellem dem ved Siden af en stor Vandkrukke med Trælaag. Her gik Passiaren livligst, og den blaa Røg fra Tobakspiberne samlede sig som en bestandig tættere Sky over deres langhaarede Hoveder.

Paa en Plads for sig selv inde i Stuens allermørkeste Krog saaes et Par Personer, hvis Udseende og Adfærd tydeligt røbede, at de ikke var vant til at komme her. Ved sin Indtrædelse hilste Emanuel ogsaa paa dem med særlig Hjertelighed, idet han trykkede dem bægge i Haanden og ønskede dem velkommen. Det var to ynkeligt udseende Skikkelser, klædte i fattige Pjalter og saa gennemblødte af Regnen, at der havde dannet sig smaa Søer paa Gulvet omkring deres Hosesokker. Den ene var lang og tynd som en Brøndstage, den anden lille, tykladen og flenskallet og havde en nævestor Knude over det ene Øje. Bægge sad de med Hænderne paa Knæene og saae forlegne mod Gulvet; men i Ny og Næ, naar de troede sig ubemærkede, skævede de forsigtigt til hinanden og undertrykte samtidig et Smil.

243 Det var to i Egnen velbekendte Personer, Svend Øl og Per Brændevin. De tilhørte den faste Stok af Sognets Udskud, der hver Morgen samledes udenfor Købmand Villings Dør, hvor de – med Finkeldunken skjult under Klæderne – i Utaalmodighed ventede paa, at Butikken skulde blive aabnet. Sammen med en Del andre af Egnens Fattigfolk boede de i en Samling Lerhytter, de saakaldte Mosekærshuse, ude ved Sognets fjærne Vestgrænse. Den ene af dem var Træskomager, den anden Tækkemand; men efter den almindelige Mening forskaffede de sig deres væsentligste Indtægt ved i maanemørke Nætter at stjæle af Bøndernes Kartoffelkuler, klippe Ulden af tøjrede Faar o.lign. … ja, der var dem, der stærkt mistænkte dem for at have endnu langt uhyggeligere Gerninger paa deres Samvittighed. Disse Forhold var ikke Emanuel helt ubekendte. Han havde overhovedet ikke været længe paa Egnen, før han fik Øjet aabnet for, at Fattigdommen ogsaa ude paa Landet avlede megen Elendighed og aandelig Forfald; og fra tidlig Tid havde hans Bestræbelser i særlig Grad været rettede imod med Menighedens Bistand at afhjælpe Nøden og ved Kærlighed at drage disse forvildede og forsømte tilbage til det menneskelige Samfund. Derfor blev han nu ogsaa dobbelt glad ved Synet af de to Mosekærs-Mænd. Han huskede nemlig i Øjeblikket ikke paa, at han for kort Tid siden som Formand for Sognets "frie Fattigkasse" havde fornyet en Pengehjælp til bægge disse Personer, og kunde derfor endnu mindre ane, at deres Tilstedeværelse her skulde opfattes som en Art Kvittering for den nydte Understøttelse.

Endnu en anden sjælden Gæst var tilstede denne Aften, nemlig Dyrlæge Aggerbølle. Han sad midt paa Bænken henne under Vinduerne med Armene korslagte over sit brede Bryst, – uden at agte paa, at han netop i denne Stilling ubarmhjertigt blottede en dyb Flænge i Frakken under Armhulen. Hans Haar og 244 Skæg var bleven fuldstændig hvidt og strittede uklippet ud til alle Sider; de blege, stirrende Øjne traadte frem af Hovedet som et Par Glaskugler, og hele den ubeskæggede Del af Ansigtet var oversaaet med byldeagtige Udvækster. Det var i det hele ikke let at afgøre, hvem der gjorde det mest beklagelsesværdige Indtryk, enten denne af Skæbnen saa ublidt omtumlede Mand eller de to Gavtyve fra Mosekærshusene. Ganske vist havde Dyrlægen baade Blanklæders Sko med Elastiker, Manchetter og hvidt i Halsen, ja endog en Næseklemmer stukket ind bag Opslaget paa sin tæt tilknappede Selskabsfrakke. Men selve dette Udstyrs hjerteskærende Medtagethed og hele hans krampagtig opretholdte Standsmæssighed maatte vække selv et Fattiglems Medynk.

Det var nu langtfra med sin gode Vilje, at han befandt sig paa dette Sted. Naar han sad her imellem "Hængetrynerne", som han i sit Hjertes Had og Foragt havde døbt Samtidens aandelig vakte Bønder, skyldtes det et af disse "Omstændighedernes ulyksalige Sammentræf", som han plejede at sige, hvormed hans – som det syntes – uforsonlige Skæbne vedblev at forfølge ham gennem Livet. Under Paaskud af at skulle se til en Patient havde han ved Aftenstid bevæget kysset sine Børn paa Panden og taget den oprivende Afsked med sin syge Hustru, uden hvilken han aldrig forlod hende om ogsaa blot for en eneste Time, og havde begivet sig paa Vej hen til sin gamle Ven og hemmelige Lidelsesfælle Købmand Villing for hos ham at søge Trøst i sin Elendighed og mulig bekomme, hvad han holdt af at kalde "lidt Glemsel". Da skulde netop det Uheld indtræffe, at han lige udenfor Præstegaardens Port mødte Emanuel, der straks i glad Overraskelse tog ham under Armen og udbrød:

"Det var virkelig kønt af dig, kære Ven, at du endelig engang igen vilde besøge os. Hjertelig velkommen, kære!"

245 Nu sad han her paa Bænken mellem "Korøgtere og stinkende Stalddrenge" – som han tænkte ved sig selv i et Raseri, der gjorde Bylderne i hans Ansigt ganske blaa. Rundtom langs Stuens Vægge var Samtalen stilnet af, og tilsidst forstummede den næsten helt. Man sad og ventede paa, at Emanuel eller en anden skulde give nogen Underholdning tilbedste, oplæse en Fortælling, udlægge et Eventyr el.lign. Emanuel lagde imidlertid slet ikke Mærke til denne Tavshed. Efter at have hilst paa hver især af de tilstedeværende og givet dem Haanden havde han taget Plads ved den øverste Bordende, hvor han efterhaanden var falden hen i en dyb Aandsfraværenhed. Det var Mødet hos Sogneraadsformanden, der endnu satte hans Sind i Bevægelse og fik hans Tanker til at flyve Fremtiden imøde i skælvende Forventning.

"Skal vi da slet ikke tage os noget til iaften?" sagde endelig en kæk Stemme henne fra Pigernes Bænk.

Dette utaalmodige Udbrud og den lille Latter, som det rundtom fremkaldte, vakte ham endelig. Han saae op og sagde:

"Du har Ret, Abelone! Lad os se at faa noget igang! … Har ikke du noget at fortælle os iaften, Anton?" henvendte han til en brunskægget, præsteagtig lille Mand med hvidt Slips og Kalot, der sad tilbagelænet i en gammel Kurvestol ved den anden Ende af Bordet med Hænderne foldede omkring et stort Træpibehoved. Denne Mandsling var Sognets nye Skolelærer, den bekendte Anton Antonsen, en forhenværende "Frilærer", der efter Sogneraadets Indstilling var bleven gamle Mortensens Efterfølger. Som Svar paa Emanuels Spørgsmaal lagde han Hovedet skælmsk paa Siden og sagde langsomt og med bred Dialekt:

"Nej, iaften troer jeg nok, at jeg vil sige, som det hedder med et godt gammelt Ord: Jeg tier og tygger sammen."

246 Den Munterhed, der fra alle Sider fulgte dette Ordspil, næsten før han havde udtalt, var betegnende for den Folkeyndest, hvorved denne Mand kunde glæde sig. Hans pudsige lille Person i Forening med et vist, saakaldt "folkeligt" Lune havde gjort ham til Menighedens oplivende Element, hvis smaa Skemtetaler, Ordsprogsramser og humoristiske Oplæsninger efterhaanden var bleven en næsten uundværlig Afslutning paa Egnens Folkefester og Foredragsmøder.

"Ja men hør dog, Anton!" sagde en Karl, der endnu ikke var bleven helt færdig med at le. "Du kunde dog gærne læse lidt for os iaften. Nu er det svært længe siden, vi fik noget. Du glemmer vist, at du skylder os den om Stine, der kommer paa Højskole."

"Aa ja – lad os faa den! – Anton, vær nu god iaften!" bad straks mange Stemmer.

Skolelæreren lukkede sit ene Øje til og saae sig omkring med et Smil, der blev bredere og mere lattervækkende, efterhaanden som Bestormelserne steg i Styrke.

"Naa, ja, ja, Børn," sagde han, da tilsidst ogsaa Konerne ved Kakkelovnen begyndte at tigge. "Naar der virkelig ikke er andre, der har noget paa Hjerte, skal jeg saamænd ikke holde mig tilbage. For jeg vil skam ikke ha'e paa min Samvittighed, at Stine ikke kommer paa Højskole!"

"Men skal vi ikke ha'e en Sang først," lød igen den kække Stemme henne fra Pigerne.

Den tilhørte den kønne Abelone, Præstegaardens Tjenestepige, en kraftig Skikkelse paa tyve Aar med sorte Baand i et hvidblond Haar, en stor Rose i Barmen og med Højskoleelevens Kendingsmærke, det blanke Læderbælte, spændt fast omkring Livet.

"Ja, lad os synge!" istemte Emanuel. "Lad os faa en Fædrelandssang! Det kan vi trænge til i disse Tider!"

247 Saasnart Sangen var tilende, blev der stille i Stuen. Karlene satte sig tilrette med bægge Armene oppe paa Bordet, og Pigerne lod Haandarbejdet synke eller puttede det helt ned i Kjolelommen under Forklædet for rigtig at kunne iagttage Anton og følge Minespillet, mens han læste. Som Oplæser og Fortæller var Skolelæreren i disse Folks Øjne enestaaende, kunde i hvert Fald kun sammenlignes med selve den gamle Højskoleforstander ovre i Sandinge. Men mens denne, naar han fortalte sine Eventyr og gammelnordiske Sagn, ved sin egen aandeløse Betagethed ligesom løftede Taget over Tilhørernes Hoveder og med sin mærkelige Hanegalsstemme manede alle Sagnenes Kæmper, Trolde og Valkyrier saa lyslevende frem for alles Øjne, at det var, som saae man dem fare forbi som en lynknitrende Asgaardsreje, havde Skolelærer Antonsen sin Styrke i den jævne, moraliserende Hverdagsfortælling, som i den sidste Tid var kommen paa Mode i Literaturen. Især forstod han at gengive de komiske Personers forskellige Maade at tale og bevæge sig paa og kunde benytte sin pudsige lille Person til Fremstillingens Levendegørelse paa en Vis, som man hidtil ikke havde kendt her.

Herved bidrog han mægtigt til, at denne Hverdagspoesi mere og mere fortrængte den gamle, romantiske Digtning, for hvis Storhed især Emanuel havde søgt at vække Sansen, men som aldrig rigtig havde formaaet at vinde Tilhørernes Bifald; den havde nærmest gjort dem forlegne paa Grund af den Frihed, hvormed de gamle Digtere idelig priste Kvindelegemets Ynder og de sanselige Glæder. I den ny Tids Digterværker derimod, i disse snart følelsesfulde, snart humoristiske, altid nøgterne Virkelighedsbilleder, ofte forfattede af Skolelærere og andre af Folkets Midte udgaaede Mænd, genoplevede de deres egne, daglige Kampe og Sindsstemninger. Her fandt de desuden den sædelige Alvor, 248 det folkelige Grundsyn, det Sandhedskrav og den Retfærdighedstrang, der fik de dybeste Strenge til at klinge i deres Bryst.

 
IV

Samme Aften sad Købmand Villing og hans Kone inde i deres lille, lummert opvarmede Dagligstue ved Siden af Butiken. En højfodet Lampe brændte midt paa Bordet under en rød Papirskærm og kastede et hyggeligt Skær ned over Fruen, der sad midt i Sofaen og strikkede, mens Villing indtog Pladsen i Lænestolen paa den anden Side af Bordet, hvor han sad og læste højt af en Avis.

Ude i Butiken var der tomt og stille. En nedskruet Lampe hang og osede under Loftet mellem Strigletøjer og Seglgarnsbundter, og henne i den dybe Skygge bag et stort Brændevinsanker sad den gengangeragtige Butiksdreng, der regelmæssigt hvert andet eller tredie Aar blev fornyet inde fra Hovedstaden, men som ikkedesmindre altid var det samme magre, sky og kirtelblege Væsen, som Folk nu i henved tyve Aar havde set fare fortumlet omkring bag Villings Disk. Han var i dette Øjeblik falden i Søvn med Hovedet op ad Væggen og vidtaaben Mund og havde stukket bægge Hænder saa dybt ned i sine Lommer, som var det sket med det inderligste Ønske om aldrig mere at behøve at tage dem op igen. I de sidste Par Timer havde nu heller ingen forstyrret ham. Villings Butik, der i gamle Dage altid havde været fuld af Kunder, stod nu den største Del af Dagen ganske tom. Hans folkelige Omvendelse var kommen forsilde; af Egnens Omsætning havde Skibberups store "Forbrugsforening" efterhaanden kun levnet ham Skillingshandelen med Byens Fattigfolk, lidt Forretning med Kul samt Udsalg af Brændevin og bajersk Øl.

249 Saa tungt nu disse Prøvelsens Aar havde hvilet baade paa Villing og hans Kone, havde de dog ikke taget synderligt paa deres Udseende. Hans egen lille Person med det brede Hoved og de smaa lyse Bakkenbarter var snarere taget til i rosenrød Fedme; og vistnok maatte Fruen bære Briller, naar hun haandarbejdede, men hendes Ansigt havde bevaret sit ungdommelige, nonneblide Udtryk og vidnede om, at ogsaa hun havde fundet Hvile i Troen paa, hvad hendes Mand gudhengiven kaldte Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr. Nu havde de rigtignok ogsaa søgt at bøde paa Butiksforretningens Tilbagegang ved hemmeligt at laane Penge ud mod betryggende Sikkerhed og solide Renter. Adskillige af Omegnens Folk havde, naar de var i Bekneb, modtaget, hvad Villing kaldte "en Haandsrækning", af ham. Og paa Grund af Tidernes Magerhed og Bøndernes stigende Optagethed af aandelige Spørgsmaal, der noget formindskede Omsorgen og Ærbødigheden for Jorden og Stalden, havde han i de sidste Aar gjort gode Affærer med sin lille Kapital.

Den Avis, Villing sad og læste højt af, var et reaktionært Hovedstadsblad, der særlig var bekendt for sine udførlige "Personalia" fra Residensstadens højere og højeste Selskabskrese. Fra tidlig Tid havde dette Blad været Ægteparrets kæreste, ja egentlig eneste Læsning, og skønt det i disse bevægede Tider ikke var ufarligt for dem at have et saa ildeset Regeringsblad i deres Hus, og trods det udbredte Spioneringssystem, som Væver Hansen stadig holdt ilive her, kunde de ikke tænke sig at undvære det. Dog abonnerede de ikke selv paa Bladet men lod sig det hemmeligt tilstille gennem en Forretningsven i Form af Indpakningspapir ved Vareforsendelser.

Der var nu til denne Aften forbeholdt dem en særlig stor Nydelse. Avisen indeholdt nemlig en spaltelang Beskrivelse af en glimrende Hoffest; og Villing, 250 der under sine Oplæsninger aldrig sparede paa den præstelige Stemme-Bæven, hvormed ustuderede Folk saa ofte udstyrer deres Tale, saasnart de kommer i Berøring med det trykte Ord, havde grebet denne Lejlighed til Udfoldelsen af hele sit deklamatoriske Talent. Med det faste Tag i sin ene Bakkenbart, der hos ham var uadskilleligt fra enhver ophøjet Sindsbevægelse, læste han følgende:

"Med den Præcision, som en aandrig Forfatter har kaldt Fyrsternes Høflighed, ankom de allerhøjeste og højeste Herskaber præcis paa Slaget ni, fulgt af et i Ordets sande Betydning stateligt Følge. Den feagtigt oplyste Riddersal afgav i dette Øjeblik det mest glimrende Skue. Herrernes brogede Uniformer og stjernebedækkede Brystopslag men fremfor alt Damernes pragtfulde Toiletter, funklende af Diamanter, Rubiner og Safirer, var af en overvældende Virkning. – – Ja det maa have været storartet, ikke sandt?" afbrød han sig selv og kastede et betaget Blik over paa sin Kone.

"Det tror jeg! … Men læs videre, lille Ven!"

"Hs. Majestæt Kongen, hvis trods Alderen lige ungdommelige Udseende vakte almindelig Glæde og Beundring, bar Gardens Generalsuniform, prydet med Elefantordenens blaa Baand. Hds. Majestæt Dronningen, der saae ualmindelig oplivet ud og mere ungdomsfrisk end nogensinde, var iført hvid Kniplingskjole og lyslilla Brokadesrobe med fem Alen Slæb; dertil Opalsmykker om Hals og Arme og en lyslilla Fjerpompon om Haaret. – – Tænk dig, Sine! Lyslilla Brokade med 5 Alen Slæb! Regner vi 12 Alen almindelig Bredde à – lad os sige 50 eller bare 45 Kr., gør 540 Kr. alene for Stoffet!"

Fru Villing, der havde lagt Kinden ned paa sin ene Strikkepind og i denne tænksomme Stilling løftet sit Blik over Brillekanten op mod Loftet, tilføjede:

"Og femten Alen Kniplinger à 25 Kr. gør 375 Kr."

"Tilsammen altsaa 915 Kroner!"

251 "Mindst."

"Alene for Stoffet! Det kan man kalde et Pragtstykke, hva'? Men lad os gaa videre! – Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen –"

"Naa, nu skal vi høre!" udbrød Fruen og satte sig tilrette med sit Strikketøj.

"Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen" – gentog Villing med forstærket Stemme – "bar nedskaaren Kjole af lyseblaat Atlask, Roben indvævet med Sølvliljer … Lyseblaat Atlask med Sølvliljer, du! … Paa Haaret et Diadem af lynende Brillanter, desuden en sand fyrstelig Overflod af funklende Stene paa Hals, Bryst og Arme samt i Kjolens Ophæftninger. Særlig beundrende Opsigt vakte et Par Ørensmykker af Brillanter saa store som Spurveæg. – – Har du kendt Mage, Sine!'3 Brillanter saa store som Spurveæg. Det vil sige saa meget som at have en hel Herregaard hængende ved hvert Øre. Det maa være en storartet Følelse!"

Han afbrød atter her sig selv, idet han løftede Hovedet med et lyttende Udtryk. Ovre fra den anden Side af Gadekæret lød muntre Stemmer, og en Flok Piger hørtes at fjerne sig syngende ud af Byen.

"Nu er nok Skvaldermødet forbi for iaften," sagde han og saae op paa Uret over Piedestalen. "Klokken er jo ogsaa ni. Naa – hvortil var det nu, vi kom? Altsaa! – Af Toiletterne blandt de aristokratiske Gæster bemærkede vi særlig følgende: Hs. Ekscellence Konsejlspræsidentens Frue – –"

I dette Øjeblik gav den skrattende Klokke ude over Butiksdøren sig til at lyde. Villing lukkede ihast Avisen sammen, parat til at gemme den i Bordskuffen. Fra Butiken hørtes mumlende Stemmer og nogen Flaskeklirren. Derpaa lød Klokken atter, og Døren derude lukkedes.

"Elias!" raabte Villing med Tordenrøst.

Butiksdrengens forsovede Ansigt viste sig i den halvaabne Dør.

252 "Hvem var det?"

"Det var Svend Øl og Per Brændevin, … de skulde ha'e en Pot."

"Godt. Du kan lukke nu og gaa i Seng. Men lad ikke dit Lys brænde for længe, Dreng! – Godnat!"

Da Døren var bleven lukket, og de havde forvisset sig om, at Drengen virkelig havde fjernet sig, tog Villing atter fat paa Avisen for at fortsætte Oplæsningen. Men paany blev han afbrudt af Butiksklokkens Skratten. Denne Gang aabnedes Døren derude hurtigt og larmende; man hørte Diskeklappen blive slaaet op og en Mand blive indladt. Villing havde næppe faaet Avisen kastet ned i Bordskuffen, før Dagligstuedøren aabnedes.

"Naa, det er Dem!" sagde han med et Lettelsens Udbrud, da han saae Dyrlæge Aggerbølles brede Skikkelse træde ind, dryppende af Regn. "Hvor i Alverden kommer De fra paa denne Tid af Aftenen?"

"Jeg? … Hm! Jeg kommer fra en Patient," mumlede Aggerbølle mørkt og saae sig om efter et Sted, hvor han kunde anbringe Hat og Stok. "Et Hundevejr! Og en Pløre! Man kan næsten ikke være bekendt at komme ind i ordentlige Folks Stuer, saadan som man ser ud!"

"Det var pænt af Dem at se ind til os," sagde Fruen venligt og kastede et formanende Blik over paa sin Mand, der ikke gjorde sig synderlig Umage for at skjule sin Gnavenhed over Besøget. "Vi sidder jo saa meget alene nu og er altid glade ved at se vore Venner … Naa, hvordan staar det saa til ude hos Dem i al den Slud og Regn, vi har haft i den sidste Tid?"

Aggerbølle lod, som om han overhørte hendes Spørgsmaal. Han tog Plads paa en Stol ved Bordet, hvor han med dyster Mine gav sig til at fremstøde halvhøje Forbandelser over Menneskene og Verdensordenen. Saadan plejede han at te sig, naar han kom for at laane Penge eller for at forsøge paa at faa sin 253 udløbne Kredit forlænget, og Villing forholdt sig derfor tavs; Fruen ligeledes. De havde fornylig taget Pant i den sidste Rest af Dyrlægens Bohave og vidste, at der nu ikke var mere at udrette hos ham.

Pludseligt slængte han sig i et Anfald af Galgenlystighed tilbage i Stolen og sagde:

"Gi'er De lidt varmt Vand iaften, Villing? Jeg synes, man kan trænge til at faa noget styrkende i Livet i det Hundevejr."

Købmanden og hans Kone vekslede spørgende Blikke, og der blev et Øjebliks Tavshed. Saa rejste Fruen sig og gik ud i Køkkenet.

"Naa, hvordan gaar det?" spurgte Villing med den Medlidenhed, man saa villig yder sit udplyndrede Offer, og klappede ham venskabeligt paa Knæet.

"Skidt naturligvis! … Hvordan skulde det ellers gaa?"

"Ja, saadan maa desværre ogsaa vi Forretningsfolk klage. Overalt Flovhed i Omsætningen og Nedgang i Priserne! Hvad skal det blive til? … Jeg sagde det netop til min Kone forleden. Hvor det er kedeligt, sagde jeg, at man ikke kan tilbyde sine Kunder lettere Afviklingsvilkaar. Jeg vil nu slet ikke tale om den Glæde, man vilde kunne have af at hjælpe gamle Venner og gode Kunder i en øjeblikkelig Forlegenhed, i det hele hjælpe med Daad som med Raad, hvor det tiltrænges. Men man har i disse Tider selv ondt nok ved at svare hver sit. Jeg veed saamænd i Øjeblikket slet ikke, hvor jeg skal faa Midler fra til at klare mig i næste Termin. Det er virkelig haardt, kan De tro, naar man er kommen i min Alder, og har henved tyve Aars – jeg tør sige hæderlige – Anstrengelser at se tilbage paa. Jeg er i Øjeblikket aldeles blottet, aldeles blottet!"

Dyrlægen, der havde hørt denne Tale før og tilfulde forstod Meningen med den, brummede nogle uforstaaelige Ord i Skægget og kastede utaalmodige Blikke 254 hen til Køkkendøren. Han havde virkelig indfundet sig her i Haabet om at kunne laane et Par Kroner men havde i Øjeblikket ikke Tanke for andet end den forestaaende Selvbedøvelse.

Endelig viste Fruen sig med Anretningen paa en Bakke; Aggerbølle tog straks et Glas, dækkede akkurat Bunden af det med Vand og fyldte op med Kognak; og uden at afvente enten Klinken eller Skaalen førte han det med rystende Haand til sine Læber og tømte det halvt.

"Naa," udbrød han lidt efter, hurtig gjort snakkelysten af Spiritusen, og anbragte sig i sin Yndlingsstilling med Armene korslagte over Brystet. "Lad os høre, er der ikke noget nyt at fortælle?"

"Noget nyt? Lad mig se!" sagde Villing, der sad og rørte samvittighedsfuldt rundt i sit Glas. "Ja, der er det nye, at der har været Møde hos Sogneraadsformanden idag."

"Kalder De det nyt? Fanden heller! Jeg synes saamænd, de holder Møde der hver evige Dag! Bønderbæsterne har jo ikke andet at bestille i vore Dage! Mælken sender de til Andelsmejerierne, og Svinene til Fællesslagterierne … saa kan de saa dejlig gaa hjemme og vigte sig! Nej, det gik anderledes til i de forrige Dage, Brødre!"

"Det skal nok have været Tillidsmændene, som var samlede."

"Tillidsmændene?" foer Aggerbølle op. "Skal vi maaske trækkes rundt til politisk Halløj igen! Det er jo ikke mere end otte Dage, siden vi havde Møde her! … Ja, er det ikke det, jeg siger! Kan man dog ikke ærgre sig Leveren ud af Kroppen, naar man tænker paa, hvad de Hængetryner har lavet sammen her i Landet! Hvordan har de ikke myrdet … ja, jeg siger myrdet!" gentog han med hævet og knyttet Haand – "myrdet og begravet den sidste Rest af god gammel dansk Gemytlighed med al deres forbandede Lammebrægen! 255 Det skulde gamle Didrik Jakobsen have vidst! Kan De huske gamle Didrik Jakobsen, Villing? Det var en Stadskarl! Hans store Julegilder, hva' … med Skinkestege paa to-tre Lispund og Rødkaal og Snaps og gammelt Godtøl og en god Kaffepunsch, der kunde trøste En lidt for Livets Skuffelser og Sorger! … Og Fastelavnsugen, Villing, hvor vi ikke fik Blund paa Øjet fem Nætter itræk! Det var en Tid at leve i!"

Villing og Frue vekslede vemodige Blikke. Ogsaa hos dem vakte Aggerbølles Ord kære Erindringer. Det var nemlig i deres Butik, at saa mange af de omtalte gode Sager var bleven købt, og det havde hørt til deres Samlivs lykkeligste Øjeblikke, naar de Aftenen efter et saadant Gildelag, hvor undertiden over hundrede Personer havde spist og drukket tæt, satte sig sammen i Sofaen over den store Hovedbog og med en ny Staalpen udskrev den vidtløftige Regning og sammentalte de alenlange Talrækker.

"Og Søren Himmelhund," vedblev Aggerbølle, mere og mere henreven af sine Minder. "Kan De huske, Villing, – den Gang han slagtede en hel Fedetyr til sit Brændevinsgilde! … Hvad faar man vel nu? Ikke en Gang et ordentligt Sulebord til et Bryllup! Bare en Slat lunken Kaffe med en Sukkerkringle til … og for Resten Gimle-Sange og Gammens-Tale og Venne-Ord og svedige Haandtryk! Og det skal være det nye Fremskridtsfolk? Det skal være Landets Ungdom! Ned med det Rak! Ned med de Hallunker, siger jeg!"

Erindringen om den to Timer lange, ydmygende Kval, han nys maatte udstaa i Præstegaarden, havde gjort ham ganske ude af sig selv. Villing tyssede helt bestyrtet paa ham, og tilsidst syntes han ogsaa selv at blive noget betænkelig ved sine Ords Dristighed. Han holdt pludselig inde, – og der blev et Øjeblik saa uhyggelig stille i Stuen, som om Væver Hansens Skygge usynlig havde sneget sig gennem Rummet.

256 "Hvorledes har Deres Familje det, kære Aggerbølle?" spurgte nu Fruen for at give Samtalen en anden Retning.

Dyrlægen gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og vendte Hovedet bort med den smertelige Grimace, hvori hans Ansigt altid fortrak sig, naar nogen talte til ham om hans Kone.

"Lad os ikke tale derom, Fru Villing! Det opriver mig saa frygteligt! … Det er min Trøst, at hvad jeg paa Grund af Tidernes Ugunst og – lad mig kun tilføje det – paa Grund af egen Svaghed nu maa lide, lider jeg for min stakkels Kone og mine uskyldige smaa Børn. Havde det ikke været for deres Skyld, sandelig – jeg havde for længe siden rejst mig som en Mand og spyttet de Hallunker min Foragt lige i Øjnene! Men det har jeg en Gang for alle lovet mig selv, at min lille Kone og mine stakkels smaa Børn, dem vil jeg bringe dette Offer … for dem vil jeg tømme denne beske Skaal til Bunden! – Nej, sandelig, min bedste Fru Villing – deri tager De fejl. En saa haardhjertet Bøddel er jeg da heller ikke, at jeg for min Stoltheds Skyld skulde lade min Sophie lide mere, end hun allerede gør –"

"Men kære Hr. Aggerbølle, jeg har jo slet ikke sagt –" indvendte Fru Villing spagfærdigt.

"Nej, nej, min bedste Frue! De kender ikke min Sophie … det er Sagen! De har ikke som jeg elsket hende under snart tyve Aars bitre Sorger og Trængsler. Saa lærer man at takke Gud for en god og trofast Ægteviv … og det har min Sophie været mig! Et Mønster paa en Hustru og Moder, tør jeg sige … ædel, altopofrende, en Engel i Taalmodighed og saa smuk, saa yndig endnu paa sit Smertensleje …"

Kognaken var begyndt at gøre sin sædvanlige Virkning paa ham. Han satte sine Næseklemmer for sine stift stirrende Øjne, for at skjule Taarerne, der var ved at vælde frem. Hans Stemme var tilsløret af Bevægelse, 257 og Ord og Ansigtsudtryk røbede den uformindskede Lidenskab, hvormed han stadig tilbad sin Hustru, og hvis Fyrighed kunde gøre et helt uhyggeligt Indtryk paa dem, der kendte den lille hensvindende Rest af et Menneskeliv, som kaldtes Fru Aggerbølle.

"Min stakkels Kone er i denne Tid frygtelig medtaget!" vedblev han, idet han opgav længer at kæmpe mod sin Sindsbevægelse. "De veed, hun lider af disse skrækkelige Syner, disse Hallucinationer, saasnart hun er alene. De kan tro, det er forfærdeligt for mig at tænke paa! Forleden Aften, da jeg kom hjem fra et Sygebesøg … det var bleven noget sent, troer jeg … saae jeg allerede paa Afstand, at der var tændt Lys inde i Sovekammeret. Jeg forstod, at der maatte være noget ivejen, og da jeg kommer derind – aa, jeg vil aldrig glemme det Syn! – finder jeg min lille Kone siddende oprejst i Sengen, hvid som et Lagen og rystende over hele Legemet som i Dødskrampe. Jeg styrter hen til hende og tager hende i mine Arme; men hun kunde i Begyndelsen slet ikke tale. Min elskede Sophie, raabte jeg – hvad er der sket? Hvad er der sket? Endelig fik hun Kræfter til at fortælle mig, at hun havde hørt nogen pusle udenfor omkring Huset og set skrækkelige Ansigter paa Ruderne, og at man havde raabt ind til hende, at man vilde trænge ind og dræbe hendes Børn … lutter Feberfantasier naturligvis, men alligevel saa forskrækkeligt, saa forfærdeligt at være Vidne til!"

Han formaaede ikke længer at beherske sig. Taarestrømme stod ham ud af Øjnene, og han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sin Haand.

"Men bedste Hr. Aggerbølle," udbrød samtidigt Hr. og Fru Villing med oprigtig Medfølelse. Og idet Villing opmuntrende klappede ham paa Knæet fortsatte han: "Vær dog ikke saa utrøstelig, kære Ven! De skal se, Sommervarmen vil nok hjælpe Deres kære Hustru. Naar 258 Foraaret kommer, glemmer vi allesammen den lange Vinters Plager."

Men han hørte intet længer. Han var sunken hen i den mørke, grublende Fortvivlelse, der dannede et af Drukkenskabens Stadier hos ham.

Omsider løftede han sit tunge Hoved.

"Veed De, hvad jeg troer?" sagde han med en hæs, ligesom fremmed Stemme, idet ogsaa han opløftede sin Haand. "Der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet …'4 noget Djævelskab et eller andet Sted –"

"Men Hr. Aggerbølle dog!" klynkede Fruen. "Det sagde De ogsaa forleden. De gør os jo saa uhyggelig tilmode."

"Forlad mig, bedste Fru Villing … men De forstaar mig ikke! Jeg troer hverken paa Spøgelser eller Aander eller paa Genfærd med Hovedet under Armen … den Slags Tossehistorier overlader jeg til Hængetrynerne at give tilbedste! Men jeg siger, der er noget andet Troldpak herude … noget, som stjæler Livskraften fra os, Fru Villing, … som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet herude under den store Himmel …"

"Hør nu, Aggerbølle," afbrød Villing ham, "lad Dem for Guds Skyld ikke saaledes henrive, bedste Ven; … lav Dem et lille Glas til og se at komme paa lidt mindre triste Tanker. Vi skulde vel ogsaa have vor lille Sjavs iaften. Vi kan saamænd alle tre trænge til en Smule Opmuntring i disse tunge Tider."

Ligesom vaagnende af Drømme rettede Aggerbølle sig op og foer sig med bægge Hænder gennem Haaret under den hæftige og vedholdende Skudren, der var ham egen. Med et usikkert Blik skelede han op til Uret paa Piedestalen og mumlede:

"Jeg skulde vel se at komme hjem … Jeg troer, jeg lovede min Kone – –"

"Nej, veed De hvad, kære Ven … i den Sindsstemning, 259 hvori De for Øjeblikket befinder Dem, faar De virkelig ikke Lov til at gaa hjem; De vil bare smitte Deres Kone med Deres Tungsindighed. Husk ogsaa paa, at jeg forleden vandt tretten tusinde Kroner fra Dem. De maa dog have Revanche! … Lille Sine, tag Kortene frem og bland Hr. Aggerbølle et halvt Glas endnu."

Ved det blotte Syn af Kortene var det ude med Aggerbølles Modstandskraft.

Men heller ikke for Ægteparret Villing var disse smaa Spillepartier saa stor en Opofrelse, som de gærne vilde give det Udseende af. Rigtignok havde de paa Grund af Aggerbølles totale Bankerot maattet opgive at spille om Penge; men deres Interesse for Spillet var bleven genvakt, efterat de var kommen paa den lykkelige Ide alligevel at føre en Slags Regnskab og paa dette at opføre Beterne med Summer af svimlende Størrelse, der satte deres Fantasi i Bevægelse og tilfredsstillede deres Lidenskab for Tal og Addition.

Snart sad man omkring det ryddede Bord og gav Kortene rundt til en saakaldt "flyvende Sjavs".

"Jeg melder," sagde straks Aggerbølle, der havde Forhaanden.

"Jeg ogsaa," nynnede Fruen.

"Aa, … jeg tør vel vove at byde over en Gang," istemte Villing og strakte Haanden ud for at tage de to Købekort, der laa paa Bordet.

Men Aggerbølle kom ham i Forkøbet. Han strøg med sin svampede Næve Kortene tilside og erklærede, at han spillede paa dem, han havde.

"Hold paa Skibet, Skipper, vi ruller jo!" lo Villing. "De er nok kommen paa Lykkepladsen iaften, Dyrlæge!"

Aggerbølle paasatte sig den Næseklemmer, som han for et Par Aar siden havde anskaffet sig for med den at hævde sin Aands- og Dannelsesoverlegenhed 260 overfor "Hængetrynerne". Hans Ansigt, der ved hans Indtrædelse havde været blaablegt, var efterhaanden bleven ildrødt og dampede af Spiritus. Da han havde vundet sit Spil og endog gjort sine Modstandere "Jan", plantede han bægge Hænderne i Siden, saae smilende fra den ene til den anden og sagde:

"Hør, Brødre! … Her sidder vi forresten rigtig fornøjeligt!"

[gå frem]