Muld

[gå tilbage]

158

Fjerde Bog

I

Da Købmand Villing Søndagen efter Mødet i Skibberup Forsamlingshus om Morgenen aabnede sin Bod, stod der nedenfor Stentrappen den sædvanlige lille Forsamling af pjaltede og forkomne Skikkelser, Mænd og Kvinder, der med tomme Flasker skjulte under Frakker og Forklæder i Utaalmodighed havde ventet paa, at Døren skulde blive aabnet. Med en tavs og sky Morgenhilsen smuttede de een efter een ind bag Købmandens Ryg og lagde med rystende Hænder deres irrede Kobberskillinger paa Disken, mens Butiksdrengen fyldte Flaskerne henne ved Brændevinsankeret; hvorpaa de lige saa stille listede ud og hastede bort – hver sin Vej over Markerne.

Imidlertid var Villing bleven staaende udenfor paa Dørflisen i broderede Morgensko og med en graa Lærredskasket trykket ned paa sit store, fede Hoved. Hans Tommelfingre hang i Vestens Ærmegab; de øvrige Fingre trommede paa hans Bryst, mens hans spejdende Blik foretog sin sædvanlige Morgenvandring rundt i Byen, luskede omkring i Gaardene og sneg sig ind i Afkroge ligesom en Ræv efter Bytte. Han kunde fra sin Dør 159 overse næsten hele Byen, kunde lugte, hvad der blev kogt og stegt paa alle Komfurerne, og øjeblikkeligt afgøre, om Kaffebønnerne eller Krydderierne var købt i hans Butik. Vejlby bestod nemlig kun af syv-otte Gaarde og nogle faa Smaahuse. Gaardene var alle nye og alle opførte efter en og samme Tegning, byggede af samme Slags nøgterne gule Sten, med en lang, kedelig Vinduesrække ud imod Gadekæret, en høj Cementsokkel og et Skifertag. Foran eller ved Siden af hver Gaard fandtes en Strimmel Have med nyplantede Træer, der lignede lange Fejekoste og hverken gav Læ eller Skygge. En Ildsvaade havde for nogle Aar siden paa en eneste Nat lagt hele Byen i Aske og kun sparet Kirken, Præsteboligen og et Par Smaahytter, der laa lidt højere end den øvrige By.

Skønt Klokken ikke var mere end syv, brændte Solen ganske hedt. Der var ikke en Sky paa Himlen, og ved det mindste Vindpust rejste der sig en Taage af Støv over Byen og de tilstødende Marker. Græsset paa Havedigerne og Præstegaardens høje Tjørnehegn, der vendte ud imod Vejen, var saa tilrøget af Støv, at det saae ud, som om det var hvidtet; og i det lille stensatte Gadekær var Vandfladen overtrukken med en olieagtig Hinde, der under Solens Straaler spillede i Regnbuens Farver. Inde i en af Portene stod en Mand og pudsede Seletøj; ved Gavlen af en anden Gaard var en Karl ifærd med at banke og børste sine Helligdagsklæder. Rundt om sporedes Søndag-Morgenens festlige Travlhed.

Købmand Villing sendte idelig bekymringsfulde Øjekast op til Præstegaarden, hvis røde Tegltage lyste majestætisk mellem Parkens høje Trækroner. Vidste han bare, hvad der idag vilde ske! Han havde gerne givet hundrede Kroner til de fattige for at faa Lov til at kigge blot et halvt Sekund ind i "Fremtidens dunkle Kaos" – saaledes som han i Tankerne udtrykte sig, fordi han overhovedet havde en Svaghed for højtidelige 160 Talemaader. At det virkelig var Provst Tønnesens Hensigt nu at opbyde al sin Magt for at kue Oprørsaanden i Menigheden, derom kunde der ikke længer tvivles, efter at han forleden ved Opslag paa Smedenes Porte havde bekendtgjort, at han fremtidig agtede selv at tale i bægge Kirkerne, denne Dag først i Skibberup. Men vilde det lykkes ham? Havde Forblindelsen ikke allerede vundet en saadan Udbredelse, at al Modstand var forgæves?

For syv Aar siden havde Købmand Villing nedsat sig her i Sognet, og han havde aabnet sin "Kolonial-, Speceri-, Delikatesse- & Diverse-Handel, en gros & en detail" med det bestemte Forsæt, at han – for sin Handels Skyld – aldrig vilde blande sig i Befolkningens Stridigheder. Med en Beskedenhed, af hvilken man i bægge Lejre havde ladet sig stille tilfreds, erklærede han den Gang overfor enhver, der søgte at tilegne sig ham for sit Parti, at han "kun var en simpel Købmand", der meget vel indsaae, at han her i Sognet alene havde den underordnede Opgave at skaffe Befolkningen saa reelle og prisbillige Varer som muligt og ved prompte Ekspedition og lette Afviklingsvilkaar at tilfredsstille de Kunder, der vilde beære ham med deres Tillid. Men efter at Væver Hansen ikke desmindre for et Par Aar siden havde faaet oprettet en saakaldet "Forbrugsforening" i Skibberup og derved berøvet ham mere end hans halve Kundekreds, havde han pludselig indset, til hvilken Fordærvelse den ny Tids megen Folkeoplysning førte, og at det for alle retsindige Borgere nu galdt om at slutte sig ubrydeligt sammen for at værne Landet mod den vankundige Almues Anmasselser. I sine mismodige Øjeblikke saae han i Aanden, hvorledes Skibberuppernes forbryderiske Selvraadighed vilde brede sig ud over Egnen, ja over det ganske Land; hvorledes Forbrugsforeninger og Andelsforetagender vilde skyde op som giftige Paddehatte i hver en By, medens gamle, paa Faguddannelse og Sagkundskab 161 grundede Forretninger ubarmhjertigt tilintetgjordes. Hvorledes stod det ikke allerede til i det offentlige Liv? Trængte ikke der Bønderne sig frem overalt og tiltvang sig Styret? Ovre i Kyndby havde de forleden kastet to Proprietærer, ja endog en Jægermester ud af Sogneraadet og i disses Sted valgt tre Mænd, der næppe kunde skrive deres Navne. Og inde i Rigsdagen? Gud bedre det! Bønder og Bønder og ikke andet end Bønder!

Naar Samtalen i Villings Butik nu faldt paa Skibberupperne og deres Fremfærd, og især naar der blandt de Tilstedeværende fandtes nogle af de smaa Boelsmænd ude fra Overdrevet, der mistænktes for at nære begyndende Tilbøjeligheder for Væver Hansens Forsamlingssal, optraadte han straks som deklamerende Agitator.

"Jeg er sandelig ingenlunde nogen Fjende af Friheden," udbrød han, idet hans blege Ansigt straks blev rosenrødt af selvbehagelig Iver. "Jeg mener blot, at man overalt skal respektere Sagkundskaben. Ikke sandt – Sagkundskaben, mine Herrer, det er den, vi i alle Forhold skal og bør underkaste os. Det maa dog vist enhver forstandig Mand indrømme. Naar man vil købe sig et Par Briller, gaar man dog ikke ind til en Skrædder, og naar man vil have en Tand trukket ud, søger man en Læge og gaar ikke ind til en Prokurator eller en Skorstensfejer. Har jeg ikke Ret i disse mine Argumentationer?" udslyngede han og tog samtidig et dybt Greb i sin ene Bakkenbart, hvilken han derpaa hastigt snoede om en Finger, mens hans Blik gled tungt henover Tilhørerne. Derefter fortsatte han: "Naar nutildags enhver Arbejder mener, at han forstaar sig paa at drive Købmandshandel, eller naar den første den bedste Haandværker tror om sig selv, at han er istand til at være Sjælesørger for sin Næste – er dette da ikke lige saa bagvendt, som om en Grosserer pludseligt vilde nedsætte sig som Væver, eller en Præst 162 give sig til at hugge Sten ved Vejene – og ser man vel nogensinde det?" Atter en Kunstpavse og et triumferende Blik, under hvis Vægt de overbeviste Boelsmænd beskæmmet sænkede deres Øjne mod Gulvet. "Og hvad bliver Følgen? Hvad er det f. Eks. for Varer, disse saakaldte Brugsforeninger byder deres Kunder? Lutter Udskudsting naturligvis, … halvfordærvede Sager, som ingen Grossist vilde vove at byde en udlært Købmand. Vil de Herrer f. Eks. behage at kaste et Øje paa disse Risengryn, af hvilke jeg nylig har faaet et større Parti hjem. Jeg gad nok se den Brugsforening, der er istand til at levere en saadan Vare. Ikkesandt! Betragt kun nøje hvert enkelt Gryn. En enestaaende Kvalitet. Lutter Fedme, lutter Næringsværdi! …. Ønsker maaske nogle af de Herrer et Par Pund til Prøve?"

Købmand Villing havde saaledes i det sidste Par Aar hørt til Provst Tønnesens svorne Tilhængere. Han havde indset, at med denne Mands Magt og Myndighed i Sognet stod og faldt hans egen Eksistens her. Efterretningen om Kapellanens Forlovelse havde derfor ramt ham som et Næveslag for Brystet; han havde bogstavelig maattet snappe efter Luft. Det stod ham øjeblikkelig klart, at Skibberupperne hermed havde faaet Trumf Es paa Haanden. Rigtignok forlød det, at Provsten havde indgivet en Klage over Kapellanen til Bispen og hos denne anmodet om Hr. Hansteds øjeblikkelige Forflyttelse; men man kunde sige sig selv, at Skibberupperne ikke vilde lade denne Udæskning ubesvaret. Efter nogles Paastand skulde Væver Hansen da ogsaa med sit sædvanlige skadefro Smil have ytret, at nu blev der ikke Fred i Sognet, før Provsten var jaget ud af Vejlby Præstegaard, – og hvad Væveren smilende lovede, plejede han at holde.

Med en mismodig Hovedrysten gik Villing ind i sin Butik, hvor han efter Sædvane lod sit onde Lune gaa ud over Butiksdrengen, et magert og kælderblegt 163 Københavnerbarn, der "ved Guds Styrelse" – som han med sit Hang til højtidelige Talemaader udtrykte sig, og med hvilke Ord han sigtede til et Avertissement i Adresseavisen – fornylig var bleven betroet til hans Varetægt.

"Snyd Næsen, Dreng!" raabte han til den lille Fyr, der som i Angst havde forputtet sig inde i Bodens mørkeste Krog, hvor han sad med en Spølkumme Kaffe i den ene Haand og en Fedtebrødsskive i den anden. "Sid ikke der med et helt Firskillingslys ned fra Næbet! …. Og altid sidder du og mæsker dig, saa det er ligefrem uappetitligt at se paa. Ja, det er, som jeg har sagt dig – æde, det kan du til den store Ædemedaille; men veje et Pund Sukker af, saadan som det skal vejes, det lærer du aldrig i Evighed!"

Han blev afbrudt i sin Veltalenhed ved, at en Kunde traadte ind.

Lidt efter viste der sig en til, og i Løbet af de paafølgende Timer indtil Kirketid blev der et saa livligt Rykind af Byens Folk, at Butikken næsten uafbrudt stod fuldpakket. De fleste kom dog mere for at fordrive en ledig Time med Passiar end for at handle. Købmandens Bod var Mændenes sædvanlige Samlingssted, hvor man mindst een Gang om Dagen søgte hen for at spørge Sognenyt, hente Post og høre efter Dagspriserne.

Stemningen mellem de besøgende var denne Morgen ualmindelig trykket. Dog var det mindre Skibberuppernes nye Fredsforstyrrelser end Foraarets vedholdende og særlig for alle højtliggende Jorder skæbnesvangre Tørke, der i disse Dage bevirkede Vejlbybøndernes bitre Modfaldenhed. I flere Uger var der ikke faldet en Draabe Regn. Rundt om paa Bakketoppene var Sædspirerne allerede ganske gule, og Græsset visnede helt hen. Nede i Skibberuppernes dybe Dalsænkninger og paa deres smaa Engstykker ud mod Stranden stod derimod alt endnu grønt og kraftigt. Det var næsten, 164 som om Vorherre havde afpasset Vejret netop efter de oprørske Skibberupperes Behov.

Dersom Regnmangelen endnu varede ved mange Dage, kunde der frygtes for en formelig Misvækst i denne Del af Sognet; og det var ikke alle Vejlbybønder, der sad saa trygt i deres Gaarde, som deres ny Stuehuse og høje Lader lod formode. Hin frygtelige Ildebrandsnat havde rokket ved adskilliges Velfærd, ligesom den ikke var helt uden Skyld i den Sindets Fortrykthed og let vakte Modløshed, der hidtil havde gjort dem til saa viljeløse Redskaber i Provstens Hænder. Det var, som om de bestandig gik og rugede over Mindet om det røde Flammehav, der i Løbet af et Par Timer havde forvandlet deres By og al deres rørlige Ejendom til en rygende Brandtomt, hvorover kun Husenes nøgne Skorstensmure og Havernes forkullede Træstammer spøgelseagtigt ragede op. Det var, som om de endnu bestandig saae for sig de Dynger af døde og forbrændte Kroppe af Heste, Køer og Svin, de Bunker af sønderbrudt Bohave og sodede Bjælker, hele denne Mødding af Lig, Skrammel og Aske, hvorover Solen Morgenen efter kastede sine Straaler.

Omme bag sin Disk færdedes Købmand Villing med spidsede Øren for at følge de forskellige, halvhøje Samtaler, der førtes mellem Bønderne rundt om i Lokalet; og hans Knæ blev ganske bløde under ham, hver Gang han mente at høre Væver Hansens Navn nævne. Alligevel forsømte hverken han eller hans Kone, der imidlertid havde aabenbaret sig i Butikken i lyserød, nystrøgen Sirtses Kjole, at skøtte Forretningen og drage Fordel af de mange Menneskers Tilstedeværelse. Gennem det dumpe Mudder af tunge Støvler, Træsko og Menneskestemmer hørtes bestandig enten Villings Kommandoraab til den fortumlede Butiksdreng: "Ludvig! En Mellemskraa til Hans Olsen – af bedste Sort, fineste Kvalitet! Og et Pund Kandis! Men fuldt Maal, forstaar du! Ikke noget Kniberi til 165 Hans Olsen, om jeg maa bede!" – eller Fruens blide, overtalende Røst: "Vil De ikke med det samme se paa et Stykke Bomuldstøj, Maren Hansen? Jeg tør garantere Dem, at De ikke noget Sted vil faa Mage til f.Eks. dette Stof under den dobbelte Pris. Men det er nu en Gang vort Forretningsprincip, at naar vi selv har gjort en god Handel, skal ogsaa vore Kunder nyde godt af det."

Henne ved Døren udbrød pludselig en Mand:

"Nu kommer Provsten!"

Alle vendte sig mod Vinduerne, og et Øjeblik efter kørte Tønnesen forbi i nedslaaet Kalesche – paa Vej ud til Førsttjenesten i Skibberup. Han sad ene paa det brede Sæde, let tilbagelænet, med Haanden selvtillidsfuldt paa Vogndørens Kant. Villing, der var steget op paa en halvt udtrukken Skuffe for at komme til at se, brød ufrivillig ud i et lille Raab. Synet af Provstens Kæmpeskikkelse, saadan som den der rullede ham forbi i det højtidelige Præsteskrud, bestraalet af Himlens Sol, fremkaldte hos ham et saa overvældende Indtryk af ubetvingelig Styrke og gudebenaadet Majestæt, at han følte sit Hjerte svulme og paany begyndte at fatte Haab for Fagdannelsens og Sagkundskabens Sejr.

 
II

Ude omkring Skibberups ensomt liggende Kirke havde der imidlertid samlet sig flere hundrede Mennesker. Aldrig havde den gamle Kirkeklokkes melankolske Bastoner runget over en saa talrig Forsamling; i hvert Fald ikke over en mindre højtidsstemt. Der rørte sig over den øde Kirkegaard et Liv som paa en Markedsplads. Rundtom stod og sad Klynger af Mænd og Kvinder, der alle var lige højrøstede og røde i Hovedet af Iver og Spænding. Man havde lejret sig omkring paa Ligstenene; man raabte til hinanden over Gravene; 166 og allevegne var der en Sammenstimlen, en Snakken i Munden paa hinanden, saa man næppe kunde høre Kirkeklokkerne.

I dette krigeriske Røre bevægede Væver Hansen sig stille og smilende som en Kat i en Mælkestue. Han følte sig atter som Stillingens Behersker. Til daglig kunde Skibberupperne jo nok smaaknurre over ham og kritisere hans sære, undertiden ganske uforstaaelige Væsen og Taktik; men i urolige Tider samlede man sig om ham med urokkelig Tillid, – og man forberedte sig virkelig idag paa et Hovedslag.

I første Øjeblik, efter at Provst Tønnesens Opslag paa Smedenes Porte havde gjort det klart, at han nu agtede at optage Kampen i fuld Rustning, havde der i Skibberup hersket nogen Uenighed om Maaden, hvorpaa man rettest skulde møde ham. Nogle af de ældre Bønder var begyndt at blive ængstelige, og selv den store Tømrer Nielsen havde ved et Møde af et "Menighedsraad", som man i Hast havde faaet dannet, taget Ordet for "en besindig omend bestemt" Optræden. Blandt de unge derimod havde der været Stemning for, at man ligesom i forrige Dage skulde holde sig ganske borte fra Kirken og lade Provsten udøse sit Raseri for de tomme Bænke; man kunde da ovenikøbet efter Gudstjenesten forsamle sig ved Vejen og maaske, naar Provsten kørte forbi, modtage ham med en Pibekoncert. Men paa Forslag af Væver Hansen havde man ændret denne Krigsplan og nu besluttet, at man tværtimod skulde møde fuldtalligt til Gudstjenesten for at have saa mange Vidner som muligt imod Provsten, ifald han – hvad der var at vente – skulde forløbe sig i sin Præken. Det var Meningen at paahøre ham i den fuldkomneste Ro. Men overskred han i sin Tale en vis Sømmelighedsgrænse, skulde hele Menigheden paa et givet Tegn fra Væver Hansen rejse sig og forlade Kirken for siden at indsende en af alle tilstedeværende underskreven Klage til Stiftet.

167 Idet Provstens Kalesche kom tilsyne ude mellem de nordre Bakker, begyndte Kvinderne at trække ind i Kirken, hvorimod Mændene samlede sig paa bægge Sider af Indgangen for her at modtage Provsten i Flok og uden at hilse. Dette skete ligeledes paa Forslag af Væveren. Som han havde sagt: "Der staar ingen Steder skrevet, at Folk skal tage Hatten af for deres Præst."

Denne lille Indlednings-Skærmydsel mislykkedes dog tildels, idet der var enkelte, hvis Mod i det afgørende Øjeblik svigtede, medens der var andre, hvis højre Haand ligesom under Paavirkning af et ubetvingeligt Instinkt foer halvvejs op til Huen, idet Provsten gik forbi.

Et Par Minutter efter, endnu før alle Mændene var kommen indenfor Kirkedøren, begyndte Salmesangen under Hjælpelærer Johansens Ledelse.

Sangen lød ikke ilde, skønt hele Menigheden, baade Mænd og Kvinder, straks istemte med udfordrende Kraft. Hvor meget ondt man end kunde sige om den gamle, skumle Munkekirke – og dens mugne Kælderluft og grønskimlede Hvælvinger var ofte blevet bravt spottet i Væver Hansens Forsamlingssal – den ejede i hvert Fald en velgørende Evne til at bryde og mildne Stemmernes raa Styrke. De høje Loftsbuer samlede det forvirrede Tonemylr i fredelige Harmonier og kastede det tilbage som Melodi. Ja, endog Menighedens uafladelige Hosten og Harken og Provstens kraftige Næsepudsen foran Alteret gengaves af Hvælvingerne med en Højtidelighed, forlenedes med en Overjordiskhed, der uvilkaarlig stemte til Andagt.

Efter at to Salmer var afsungne, trak Hjælpelærer Johansen sig ind i sin lukkede Stol. Med genlydende Skridt skred Tønnesen ned over Kirkegulvet og steg op ad Prækestolens Trappe, hvis Trin knagede under Vægten af hans svære Legeme.

I dette Øjeblik hørtes Lyden af en Vogn, der standsede udenfor paa Vejen; og netop som Provsten 168 begyndte Indledningsbønnen, aabnedes Kirkedøren af en ældre, sortklædt Mand, der havde en hvid Lærreds-Kørefrakke skødesløst hængende over den ene Arm.

Synet af denne Skikkelse vakte i hele Kirken en Bevægelse, der ikke kunde have været meget større, om det havde været Vorherre selv, som her pludselig aabenbarede sig for Menigheden. Endog Væver Hansen, der havde stillet sig op ad den midterste Pille, for at alle i Kirken skulde kunne se ham, syntes et Øjeblik at tabe Fatningen; hans ellers saa beherskede og kattekloge lille Ansigt fik pludselig et ganske faaredumt Udtryk af Forbavselse.

I det nederste Stolestade paa Mandssiden, hvor den fremmede søgte hen, rejste man sig straks for at rømme Bænken. Men med en Haandbevægelse bad han dem ikke at lade sig forstyrre og tog rolig Plads ved Siden af en tyk Bondemand i det ene Hjørne af den iforvejen tæt besatte Stol.

Den eneste i hele Kirken, der hverken havde lagt Mærke til den fremmede Mand eller til den Opsigt, hans Ankomst vakte, var Provst Tønnesen. Da han havde sluttet Indledningsbønnen, tog han fat paa Alterbogen og gav sig til med hævet Stemme at oplæse Dagens Tekst. Derimod havde Hjælpelærer Johansen straks opdaget den mærkelige Uro i Forsamlingen, og da han ved at stikke Hovedet ud af sin lukkede Stol fik Øje paa den fremmede, rejste alle hans krøllede Lokker sig ret op ivejret som en Haandfuld Spaaner. Med et forfærdet Blik saae han op paa Provsten, som om han vilde give denne et Tegn. Men Tønnesen vedblev uforstyrret med sin Oplæsning, og da denne var færdig, pudsede han Næsen, saa det rungede fra alle Kirkens Hjørner, stemmede derpaa begge Hænderne mod Prækepulten og begyndte at tale.

169

III

Paa samme Tid gik Emanuel muntert nynnende hen ad Fodstien, der førte fra Vejlby Overdrev ned mod Skibberup. Han havde ombyttet sin før saa uundværlige Silkeparaply med en landlig Egekæp, og istedetfor sin forrige Hovedbedækning af mørkebrunt Plys bar han en simpel Halmhat med en mægtig Skygge. De sidste otte Dages rastløse Friluftsfærden i den brændende Foraarssol havde gjort hans Ansigt rødskjoldet og fyldt det med smaa, gulbrune Fregner paa Næseryggen og under Øjnene, mens hans blonde Kristus-Skæg var bleven bleget, saa det tegnede sig næsten hvidt mod den farvede Hud.

Om Beskaffenheden af den Uro og Gæring, han i Løbet af den sidste Uge havde fremkaldt i Sognet, havde han endnu kun uklare Forestillinger. Da han i Øjeblikket selv var Kampens Genstand, havde Skibberupperne – stadig paa Forslag af Væver Hansen – ikke indviet ham i deres Planer; og da hans Svigerforældre af samme Grund havde undgaaet enhver Indblanding i Striden, vidste han kun, at man havde isinde paa en eller anden Maade at rejse Indsigelser i Anledning af hans Udelukkelse fra al kirkelig Virksomhed. Det havde oprindelig været hans Hensigt selv at overklippe den sidste tynde Traad, der endnu bandt ham til Præstegaarden, ved straks at fraflytte denne og leje sig ind hos en Skibberupfamilie, der havde tilbudt ham et Par Værelser. Men da han hørte, at Provsten virkelig havde indgivet Klage over ham til Bispen, bestemte han sig til at blive, for at det ikke skulde se ud, som om han frygtede for paa rette Sted at tage Ansvaret for sine Handlinger.

Forøvrigt tilbragte han saa godt som hele Dagen hos sine Svigerforældre, hvorved han undgik ethvert Sammentræf baade med Tønnesen og Frøken Ragnhild, og desuden var han endnu saa opfyldt af sin unge 170 Kærlighedslykke og af hele den nye Verden, som Anders Jørgens Hjem og Stald og Mark og Kvæg havde aabnet for ham, at han kun halvt opfattede, hvad der ellers foregik omkring ham.

Endelig havde han ogsaa sine egne Fremtidsplaner at sysle med; og for disse glemte han ofte ganske Nuets Strid. Han var fast besluttet paa at gifte sig, saasnart Forholdene paa nogen Maade tillod det. For sin Mødrenearv, der beløb sig til nogle tusind Kroner, vilde han købe sig en lille Bondeejendom et eller andet Sted i Sognet og for Fremtiden udelukkende ernære sig som Jordbruger. For den Gærning, han mulig kunde komme til at øve i Menigheden som Præst og Lærer, vilde han ikke modtage noget Vederlag. Han vilde leve som fri og uafhængig Mand paa sin Gaard og i et og alt dele Liv og Kaar med sine Venner. Han mente i Løbet af et halvt Aars Tid at kunne bringe sine Kundskaber i Landvæsen saa vidt, at han – med Hansine ved sin Side og forøvrigt med gode Venners Bistand – uden stor Risiko kunde overtage Styret af en lille Ejendom paa en halv Snes Tønder Land med en Hest, et Par Køer og et Par Faar; til mere vilde hans Midler nemlig ikke kunne strække. Han var allerede begyndt at gaa i Lære hos sin Svigerfader og havde – syntes han selv – i de faa Dage gjort gode Fremskridt. Han havde sat sig ind i Jordens Behandlingsmaade, kunde næsten køre et Par Heste, spænde baade for Vogn og Plov og fodre Kvæget.

Ude i Skibberup Egede laa der en lille Ejendom, som for Tiden var tilfals, – den havde han allerede tænkt paa. Det var et lille Boelssted, der laa i idylliske Omgivelser paa Bunden af en grøn Dal umiddelbart ved Fjorden. Bygningerne var lidt smaa og affældige; men til Gengæld var der en ualmindelig stor og smuk Have omkring Huset, og op ad Muren paa bægge Sider af Forstuedøren voksede Stokroser og Gedeblad. En Aften havde han omtalt Stedet for Hansine, som foreløbig 171 var den eneste, til hvem han betroede sine Hensigter; og da ogsaa hun syntes godt om det og i det hele ganske sluttede sig til hans Planer, slog han det næsten fast, at der skulde deres Fremtidshjem være.

Han vidste allerede nøjagtigt, hvorledes Boligen skulde indrettes og udstyres, hvorledes deres Husholdning skulde føres og Dagens Arbejde fordeles. Først og fremmest skulde al Luksus, al Overdaadighed og Lediggang være banlyst i deres Hjem. Bohavet skulde bestaa af simple, rødmalede Fyrretræs Møbler, og deres Levevis skulde være en saadan, at ikke selv den fattigste kunde føle sig for ringe til at tage Plads ved deres Bord. Om Morgenen skulde de rejse sig med Solen og Lærken, og om Aftenen, naar Dagens Arbejde var endt, skulde de samle Venner i deres Stue for sammen med dem at opbygges ved Sang, Samtale, Oplæsning og Bøn. Han saae allerede i Aanden sig selv gaa og pløje i Bondekofte op og ned ad Agrene; saae sig ro ud paa Fjorden i stille Sommeraftener for at sætte Garn og stille Ruser, mens Hansine puslede derhjemme i Hytten og nu og da stillede sig ud i Forstuedøren for at se efter ham. Lyslevende saae han hendes lille, ranke Skikkelse staa under Tagskægget med den ene Haand i Siden, den anden løftet op til Panden for at skygge over Øjnene, mens hun i Tanker smilte med dette lille barnemilde Smil, som hun havde arvet efter sin Moder, og som pludseligt kunde lyse op mellem Ansigtets alvorlige Linier ligesom et Solglimt mellem en Grantyknings Træstammer. Ja, endnu længere ud i Fremtiden fløj hans lykkeberuste Tanke. Han saae deres Børn løbe og lege paa Stranden som en Skare glade Fugle … ingen kirtelblege Kulturmisfostre i Fløjlsbluser og med gammelkloge Træk, men en sund og stærk Friluftsyngel med Bonderoser paa Kinderne og klare, bølgeblaa Øjne!

Han var imidlertid naaet op til Bakkekammen omkring Skibberup og saae nu ned over den næsten mennesketomme 172 By, hvis mange smaa Frugthaver endnu stod i halvvissent Blomsterflor. Da han var kommen et Stykke ned ad Skrænten, standsede han pludselig, – han havde faaet Øje paa Hansine, der sad paa Hug ude i det lille Vænge bag Forældrenes Hus ifærd med at give et moderløst Lam Mælk af en Patteflaske. Fortryllet af dette Syn blev han længe staaende ganske stille med et lykkeligt Smil om sine Læber. Hun var klædt i den samme kirsebærrøde Søndagskjole, som hun havde haft paa den første Gang, han rigtig saae hende, og hvori han derfor fandt hende allersmukkest. Dertil bar hun et hvidt Forklæde og en stor, hvid Solhætte, der skjulte hele Hovedet.

I et pludseligt Anfald af Overgivenhed, der fik ham til at glemme, at det var Kirketid, satte han Hænderne for Munden og raabte: "Kukkuk!" Hun saae hurtigt op; og da hun opdagede ham, nikkede hun op til ham men forlod ikke sit Lam. Først da han naaede helt hen til hende, rejste hun sig og gav ham Haanden. Med et "Du kære" slog han Armen om hende og trykkede et Kys paa hendes friske Kind. Hun var efterhaanden bleven temmelig fortrolig med deres Forhold men blev dog endnu rød, hver Gang han kyssede hende; og for at skjule sin Undseelse gav hun sig nu straks og ivrigt til at fortælle om alt, hvad der var sket i Hjemmet, siden de den foregaaende Aften skiltes – om en So, der havde faret, om en Ko, der om Natten havde revet sig løs i Stalden, og om Fløden, der ved Kærningen ikke havde villet give Smør. Emanuels Optagethed af Marken og Stalden havde genvakt hendes egen Interesse for alle disse hverdagsagtige Ting, havde ligesom forædlet dem og i det hele fornyet Hjemmet for hende.

Han havde imidlertid stukket sin Haand ind under hendes Arm, og i langsom, fortrolig Gang fulgtes de ned imod Gaarden. Her stod Else halvt afklædt bag det aabentstaaende Sovekammervindu ifærd med at 173 rede sit svære, staalgraa Haar. Saa langt fra at lade sig forskrække af Emanuels Ankomst nikkede hun endog ud til ham, idet hun blot trak et Haandklæde, som hun havde lagt over Skuldrene, tættere sammen foran Halsen.

"God Morgen, Svigermoder!" genhilste Emanuel muntert. "Hvordan staar det til idag?"

"Aa, jo Tak … Den store So har faret inat."

"Ja, jeg hører det. Hvor mange Grise blev det saa til?"

"Tolv Stykker, troer jeg."

"Naa, det er jo al Ære værd." Han saae sig omkring og tilføjede: "Hvor er Svigerfa'er? Er han i Kirke?"

Else kastede et prøvende Blik paa ham og derefter hen paa Hansine. Har du røbet noget? spurgte hendes Øjne.

Baade Else og Hansine havde nemlig siden den foregaaende Dag vidst god Besked om, hvad der i dette Øjeblik skulde foregaa ude i Kirken; men de havde bestemt sig til ikke at fortælle Emanuel det, fordi de havde paa Fornemmelsen, at han ikke rigtig vilde synes om Væver Hansens Fremfærd, og alligevel ikke ønskede, at han skulde lægge sig hindrende imellem.

"Anders gik ud i Engen for at se til Ungkvæget," sagde hun saa, beroliget af Emanuels Ansigtsudtryk.

"Ja saa, – vi skulde vel ellers til at fodre nu."

"Han kommer vist ogsaa straks tilbage. Men forresten er du vel nu saa dygtig, at du kan fodre alene, om du ellers har Lyst."

Emanuel smilte.

"Jeg kan jo prøve!" sagde han og gik over i Oles Kammer ved Siden af Stalden for at omklæde sig.

Hansine steg langsomt op ad Stentrappen til Bryggerset; hun skulde ind og passe Middagsmaden. Paa det øverste Trin standsede hun et Øjeblik; og mens hun løste Solhættens Baand under Hagen, kastede hun 174 et uroligt spejdende Blik over den lille Laage mellem Længerne ud imod Kirkevejen.

"Endnu er der ingen at se!" sagde hun til Moderen, medens den eneste bitre Følelse, der var bleven tilbage i hendes Hjerte, den rettroende Skibberuppers Had til Provst Tønnesen, lyste ud af hendes mørkeblaa Øjne.

…. Emanuel traadte ind i Kostalden iført en lang Sækkelærreds Kittel med Bælte og et Par Træsko med Læderkapper. Det var første Gang, han foretog Fodringen uden Svigerfaderens Hjælp, og han var ikke fri for at føle sig lidt beklemt i den Anledning. Hans Bevægelsers Kejtethed og den overdrevne Samvittighedsfuldhed, hvormed han afvejede og udmaalte de forskellige Rationer efter de lærte Forskrifter, røbede ogsaa den endnu uøvede Arbejder. Med en Nøjagtighed, som galdt det Fremstillingen af et vigtigt Medikament, opløste han nogle Rapskager i en Spand Vand og sammenrørte den derved opstaaede Jævning med en Blanding af Klid, Skraa og udhøvlede Gulerødder. Den samlede Masse fordelte han derpaa ligeligt mellem Malkekøerne. To Goldkøer gav han en Skæppe Kaalrabi, og tilsidst fik hver Ko en Gift Byghalm, som han med en Del Besvær hentede ned oppe fra Stænget.

Han blev hurtigt varm af Arbejdet og følte efter dets lykkelige Tilendebringelse den Tilfredshed med sig selv og det Velvære, som den legemlige Beskæftigelse forskaffer den uvante Arbejder. Han havde allerede efter disse Par Dages Forløb syntes at kunne spore, hvorledes hans Muskler voksede, hvorledes Blodet rullede friskere og varmere gennem hans Legeme. Ak, sukkede han i denne Tid ofte for sig selv – hvorfor havde han ikke for længe, længe siden ret forstaaet den dybe Betydning af det gamle Ord om "Arbejdets Velsignelse"? Bestandig kom han til at tænke paa sine Standsfæller inde i Byen, der om Sommeren benyttede Landet til at "ligge paa", og som i deres Blindhed troede at kunne finde Lægedom for deres syge Sjæle og kraftesløse Legemer 175 ved at tilbringe Dagene med at spille Ring paa en Græsplæne eller ved at ligge henslængte i en Hængekøje og læse Romaner. Disse Stakler mindede ham om saadanne Mennesker, der løb tankeløse omkring og søgte efter det, som de selv holdt i Haanden. Under Lidelser og Klager slæbte man sig fra Badested til Badested, tyllede sig med Medicin, anstillede en hæseblæsende Jagt efter nye Medikamenter, nye Kure, nye Læger – og dog laa Lægemidlet i Hvermands Haand, det eneste, sande, jordiske Lægemiddel for den hensygnende Menneskehed! Aa, hvor længe vilde man dog vedblive at bedrage sig selv for Livets sande Lykke? Hvilken Herlighed, hvilken Glæde vilde ikke opblomstre paa Jorden fra den Dag, da Sundhedens hellige Kilde, det legemlige Arbejde, blev genfunden af den hele Menneskehed! Hvilket Paradis vilde ikke opstaa, naar alle Hænder samlede sig for at frugtbargøre Jorden! Ørkener vilde blive opdyrkede, giftige Sumpe udtørrede, Korn og Frugter vilde vælde op af Mulden …

Han havde taget Skovl og Greb og var begyndt at muge under Køerne. Mens Sveden drev ham ned over Øjnene, læssede han den friske Gødning paa en Hjulbør og trillede den ud paa Møddingen, fejede derpaa Grebningen saa ren som et Stuegulv og lagde frisk Strøelse i Baasene, …. ja ikke fornøjet hermed tog han Strigletøjet fra et Søm paa en af Loftsbjælkerne og begyndte at rense Køernes Laarstykker for det indtørrede Snavs, som sad der i tykke Kager. Han følte bestandig en Trang til at beskæftige sig netop med det sværeste og urenligste Arbejde for at overbevise sig om, at han nu ganske havde frigjort sig for al Fordom og faaet Bugt med den falske Stolthed, der havde sat saa ulykkebringende Skel mellem Menneskene.

Mens han var sysselsat paa denne Maade, kom han til at tænke paa sin Fader og sin øvrige Familie, – og der trak sig pludselig en mørk Skygge ned over 176 hans Ansigt. Hans stakkels, forblindede Slægt! Kunde han dog faa Naade til at frelse ogsaa den ud af Sodoma! … Han havde netop Dagen forud faaet Breve fra sin Fader og sine Sødskende i Anledning af Forlovelsen; – det vil sige, han havde modtaget en kort Tilkendegivelse af, at hans "overraskende Meddelelse" var kommen dem ihænde. Intet videre. Hansines Navn var end ikke nævnet, ligesom der ikke fandtes et eneste Spørgsmaal hende angaaende.

Skønt han ikke havde turdet vente, at man fra den Side skulde ytre særlig Glæde over, endsige nogen dybere Forstaaelse af hans Handling, havde dog særlig Faderens Kulde overrasket og dybt bedrøvet ham. Saa langt var de altsaa allerede nu skilte fra hinanden! Han forstod godt, at de med deres Tavshed havde villet betyde ham, at de fra nu af ansaae ham for uophjælpeligt fortabt, og at de ikke ønskede paa nogen Maade at blive indblandede i hans nye Familieforbindelser. Han forstod, at de betragtede hans Forlovelse som en Art Selvmord, der ikke var mindre beskæmmende for den ansete Hanstedske Familie, end Moderens i sin Tid havde været, og han tvivlede derfor heller ikke om, at ogsaa hans Navn fra nu af vilde være som udslettet af dens Erindring.

 
IV

Da Emanuel lidt efter traadte ud i Gaarden for at vaske sine Hænder ved Vandposten, fik han Øje paa en svær Mand af et præsteligt Udseende, der var ifærd med ved Hjælp af en Stok at stige op ad Flisetrappen foran Forstuen. Da Manden hørte hans Træskotrin paa Stenbroen, vendte han sig om og strakte bægge sine Arme ud imod ham med et højt Udraab.

Han var klædt i en langskødet, sort Frakke og sorte Benklæder, der hang i Poser ud over de brede 177 Støvler. Under en smudsig gul Straahats brede Skygge faldt et mørkt og glinsende Nakkehaar i lange Krøller ud over Frakkekraven, og fra det fedladne Ansigt hang en Guds Velsignelse af graasprængt Skæg ned over en mørk, med to Rækker Hornknapper besat Vest, der var lukket helt op til Halsen, saa intet Spor af Linned var synligt.

Mens Emanuel, som slet ikke kendte denne Mand, forundret blev staaende ved Stalddøren, steg den fremmede med Besvær ned ad Trappetrinene; og skønt det saae ud, som om hvert Trin voldte ham Smerte, humpede han med glædestraalende Ansigt hen over Gaardens spidse Brolægning og udbrød allerede paa Afstand med en pibende men gennemtrængende Stemme:

"Naar Muhamed ikke vil komme til Bjærget, kommer Bjærget til Muhamed, staar der skrevet! For at du er Emanuel, – det behøver jeg ikke at spørge dig om. Du vil sandelig ikke have let ved at lyve dig en Moder til, kære Ven. Tillykke! Tillykke!"

Med disse Ord anbragte han sin brune Stok under den venstre Arm og hilste paa Emanuel ved at gribe bægge hans Hænder og ryste dem eftertrykkeligt.

Emanuel stod ganske raadvild. Hvad i Alverden var dette for et Menneske?

"Sandt at sige, kære!" blev den anden ved at skrige op. "Vi har længe og med Længsel ventet dig ovre hos os. Næsten hver eneste Morgen i den sidste Tid har Jette sagt til mig: Gud veed, om ikke Emanuel skulde komme idag. Aa, hun er nu allerede helt forliebt i dig, er Jette! Da vi hørte om jeres dejlige Møde herovre og om din Tale, kære – jeg kan ikke beskrive dig, hvor vi allesammen blev glade! Og at du nu helt har frigjort dig og fæstet dig en Brud af Folkets Midte! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være! …. Men du kan tro, vi blev overraskede. Jette vilde i Begyndelsen slet ikke tro det, men bagefter blev hun saa rørt, at hun virkelig gav sig til at 178 græde. Selv maatte jeg øjeblikkelig over i Skolen og fortælle Pigerne Nyheden. Aa, du skulde set dem! De blev ligefrem ellevilde, de Skelmer! De tænkte vel, at nu stod der en Præstemand parat til hver især … ha, ha! Saa sang vi "Kærlighed fra Gud" og andre af vore dejlige Sange; … for da de først var begyndt, vilde de slet ikke høre op igen. Vi kom saamænd den Aften ikke iseng, før Klokken var over elleve. Men Maanen tittede ogsaa lige ind til dem i Skolestuen, de Skelmer!"

I dette Øjeblik gik der et Lys op for Emanuel. Skønt han havde lidt vanskeligt ved at forstaa det, tvivlede han ikke længer om, at det var Højskoleforstanderen ovre fra Sandinge, han her havde for sig. Han genkendte nu ogsaa Ansigtet fra et Litografi, som var meget udbredt blandt Egnens Befolkning, og som ogsaa Hansine havde hængende over sin Kommode.

Han søgte at komme tilorde; men den fremmede vedblev at tale og under Henrykkelsesudbrud at trykke hans Hænder.

"Ja, saadan skal det være, – vi kan sandelig nok trænge til unge og friske Kræfter i vor Lejr! Vi gamle Fyre trænger snart til Afløsning. Se blot paa mig … jeg er nu kun et sølle Vrag! Tiden har hærget mig, min Ven! Naa, vi gamle maa trøste os med, at vi ikke har sparet os, mens vi endnu havde de unges Kræfter. Og – Gud være højlovet! – vi har den Tilfredsstillelse at se, at vor Gerning ikke har været forgæves. Aa, du kan tro, det er velsignet for os gamle at være Vidne til, hvordan Folkets Sag efterhaanden vinder Fremgang i alle Egne og i alle Samfundslag over det hele Land. Og nu ogsaa her! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være!" blev han ved at gentage, og hans skingre Stemme lød som en Trompetfanfare. "Jeg kunde da heller ikke længer holde mig i Ro derhjemme men sagde imorges til Jette: Hør, nu vil jeg sandelig over til Skibberup og 179 se, hvordan det staar til, sagde jeg. Saa kan jeg med det samme paa Tilbagevejen se indenfor i Kyndby … der har vi nemlig ogsaa et lille Vennesamfund, som længe har haft Bud efter mig. Aa, det er en Forsamling af prægtige Hjertemennesker, kan du tro … Jeg var der sidste Høst og havde et dejligt stort Møde der i Skoven sammen med Povl og Ernst fra Vallekilde. Povl og Ernst talte historisk, og jeg fortalte et Par Eventyr. Det var rigtig saa fornøjeligt!"

"Men – skal vi ikke gaa ind i Stuen," fik Emanuel endelig Lejlighed til at indskyde; han stod helt forlegen overfor den andens overstrømmende Fortrolighed og følte sig desuden lidt trykket af at være i sine Arbejdsklæder, som ingen fremmed endnu havde set ham i.

"Nej, kære … ikke nu! Ikke nu! Men jeg kommer om lidt. Jeg vilde blot i Forbigaaende kigge her ind for at melde jer min Ankomst. Jeg traf nemlig hernede ved Stranden Jens Iver, som I kalder ham. Han kom sejlende ovre fra den kloge Grethe paa Strynø. Hans gamle Moder ligger saa syg, den Stakkel, … jeg lovede at komme ind og snakke lidt med hende; vi er jo Venner fra gammel Tid. Naa … sig nu kun til Else, at hun kan vente mig til Middagsmaden; saa tager jeg maaske et Par af Vennerne med mig, og saa sidder vi og har det saa rart med hinanden. Farvel saalænge, kære! Nej, hvor jeg da er glad ved at have set dig! Nu skal jeg rigtig hilse Jette fra dig, kan du tro. Aa, hun vil blive henrykt. Jeg havde haft Lyst til at tage hende med herover idag; men hun maatte jo blive hjemme paa Skolen og tage sig lidt af Smaapigerne! For Resten var vi forleden inde i Kongens By … du veed til "Nyt dansk Samfunds" Foraarsmøde. Vi boede hos Adolf Evaldsen og havde det hele Tiden prægtigt. Den ene Aften var vi oppe hos Lene Gylling, hvor der, som du kan begribe, var fuldt af Mennesker, næsten alle Mødets Deltagere. Der 180 var virkelig saa rart. Tyge Jakobsen var der ogsaa og holdt et herligt beaandet Foredrag om Daabsordet. Det var i det hele dejlige Dage, kan du tro!"

"Men lad os dog gaa ind i Stuen," gentog Emanuel, denne Gang med mere Eftertryk.

"Nej, nej … jag mig nu paa Porten, kære Ven, for ellers bliver jeg staaende her og snakke, til jeg har mistet Vejret. Altsaa, paa Gensyn, kære! Farvel! Farvel! … Og hils fra mig derinde hos Familien!"

Han var næppe naaet ud af Gaarden, før Hansine viste sig i Bryggersdøren med opsmøgede Ærmer og en Skaal fuld af Køkkenaffald mellem Hænderne. Hun kom netop tidsnok til at se den fremmedes brede Ryg, idet den forsvandt gennem Porten.

"Men!" udbrød hun, satte Skaalen fra sig paa Stenflisen og løb ned imod Emanuel. "Jeg synes … det var jo vores Højskoleforstander. Hvordan er det gaaet til? Har I to staaet her længe? Moder og jeg var nede i Kælderen, vi har ikke hørt jer …. For det var jo ham, ikke?"

"Ja, det var det nok."

Hans Svar fik hende til at se hurtigt op; der havde været noget skuffet i hans Tone.

"Synes du ikke om ham?" spurgte hun.

Hun saae i dette Øjeblik saa kær ud med sin ængstelige Mine og sine opsmøgede Ærmer, at Emanuel, der kendte hendes begejstrede Hengivenhed for den gamle Mand, ikke nænnede at modsige hende og derfor blot svarede ved med et lille Smil at lade sin Haand stryge nedover hendes Kind. Han var i Virkeligheden ogsaa mindre skuffet end forbavset, fortumlet, bedøvet af den ustandselige Ordstrøm, som han ikke havde forstaaet Halvparten af.

Der blev nu heller ingen Lejlighed til lang Forklaring.

Gennem den lille Laage mellem Længerne kom Ole styrtende ind – ildrød i Ansigtet og badet i Sved. 181 Han havde, trods Moderens Forbud, ikke kunnet holde sig borte fra Gudstjenesten, og var nu løbet lige fra Kirken hertil uden at standse.

"Bispen er kommen!" raabte han, saasnart han havde sat en Fod i Gaarden.

"Hvad er det, du siger? …. Bispen!" udbrød Emanuel og Hansine paa en Gang.

"Ja, det er ganske vist … jeg har selv set ham. Han kom ind i Kirken, ligesom Provsten gik paa Prækestolen …. og nu kørte han med Provsten hjem til Præstegaarden."

Emanuels Ansigt blev brændende rødt.

"Saa maa jeg gaa," sagde han og gik straks ind i Oles Kammer for at klæde sig om. Da han vendte tilbage, var ogsaa Else kommen ud i Gaarden, hvor hun sammen med Hansine stod og hørte paa Oles stakaandede Beretning.

"Hvad kan dog Bispen ville?" spurgte hun, idet hun med bekymret Mine vendte sig mod Emanuel.

"Det er ikke godt at vide …. Vi faar se," svarede han lidt kort, tog hurtigt Afsked og forlod dem.

Hansine fulgte ham, men ingen af dem talte. Hun var lidt bleg om Munden og stærkt bevæget. I det hele var hun bleven unaturlig letskræmt siden sin Forlovelse. Det var, som om denne Begivenhed havde forrykket noget i hendes Væsens før saa solide Grundvold. Ved hver nok saa lille, uventet Tildragelse skiftede hun Farve, som om hun bestandig følte Jorden usikker under sig.

Da de naaede op paa Bakkerne, tog hun Afsked, idet hun sagde:

"Ja, saa kommer du jo nok iaften og fortæller os, hvordan det er gaaet."

Rørt ved at se, hvor hun bestræbte sig for at skjule sin Ængstelse for ham, kyssede han hende paa Panden og sagde:

182 "Frygt intet, min Ven! Hvad ondt skulde man vel kunne gøre os to?"

 
V

Inde i Præstegaardens Port stod en lille, højst tarvelig Gig, der lignede Dyrlæge Aggerbølles som den ene Tvillingbroder den anden. Det var med dette snart over hele Landet omtalte Køretøj, at Bispen rullede omkring i sit Stift, iført om Sommeren en hvid Lærredsfrakke, om Vinteren en sort Lammeskindspels, alene ledsaget af en halvvoksen Stalddreng med en blank Knap foran paa Kasketten. Uden at spare hverken sig selv eller sin hanespattede Hest fartede han i Sol og Slud milevidt omkring i Landet og overraskede sine Præster, naar de allermindst tænkte paa ham, – ganske i Modsætning til sine højærværdige Kolleger, der altid fjorten Dage iforvejen paa højtidelig Vis anmeldte deres Ankomst, for at alt baade i Kirke og i Køkken kunde være beredt til en standsmæssig Modtagelse.

Da Emanuel naaede Præstegaarden, havde man allerede taget Plads omkring Frokostbordet, der mod Sædvane var dækket ude i Haven under et Par blomstrende Kastanietræer. Dette var sket efter Anmodning af Bispen, som havde erklæret, at for ham var et Maaltid i det grønne en sand kongelig Nydelse; og Frøken Ragnhild havde – rigtignok ikke videre beredvilligt – føjet sig efter hans Ønske.

Varmen var i Løbet af Formiddagen bleven grumme trykkende, og Stemningen omkring Frokostbordet syntes i høj Grad paavirket af Luftens Lummervarme. Skønt Bispen udfoldede en ikke ringe Elskværdighed og øjensynligt bestræbte sig for at berolige den Mistænksomhed, som hans uformodede Ankomst havde vakt, bevarede baade Provsten og Frøken Ragnhild en tavs og kold Tilbageholdenhed. Mellem Bispen og Tønnesen var der 183 endnu kun vekslet almindelige Talemaader. Paa Køreturen fra Kirken havde Bispen berømmet Kirkesangen og talt om Vejret og Høstudsigterne; senere, mens Frokostbordet dækkedes, havde han med tilsyneladende stor Interesse beset Haven, havde talt sagkyndigt om Blomster og Frugtavl, om en ny Art engelsk Plænegræs, der bedre end andre hidtil kendte Sorter skulde kunne taale Overvintringen, samt om Kompostgødning – ganske, som om han blot havde til Hensigt at gøre dem et privat Besøg.

Provst Tønnesen vedblev ikkedesmindre at være paa sin Post og fuldt kampberedt. I samme Øjeblik, han efter Gudstjenesten mødte Bispen paa Kirkegulvet, havde han været overbevist om, at denne Mand var kommen for at gøre fælles Sag med hans Fjender. Selve denne uanmeldte Ankomst netop paa dette Tidspunkt kunde efter hans Mening kun opfattes som et Forsøg paa at ydmyge ham overfor Befolkningen; og han var fast besluttet paa eftertrykkeligt at tilbagevise denne Fornærmelse.

Han anede ikke, at han havde skabt sig en højst ugunstig Stilling overfor sin Overordnede ved under sin nysholdte Præken at have ladet sig henrive til en saadan Voldsomhed i Udfaldene mod sine Tilhørere, at kun Bispens Tilstedeværelse havde forhindret den Masseudvandring fra Kirken, som Væver Hansen havde forberedt. Det faldt overhovedet ikke let Provst Tønnesen ind, at han ikke i enhver Henseende, og da navnlig i sit Forhold til det ham af Gud og Kongen betroede Embede, kunde bestaa for selv den strengeste Dom.

Bispen var en lille, bredbygget Mand med skraatstillede Øjenbryn og et kraftigt, graasprængt Haar. Han var en forhenværende nationalliberal Minister og en af den afdøde Konges fornemste Raadgivere. Hans Væsen manglede da heller ingenlunde Værdighed, ja hans brede og fuldkommen skægløse Ansigt kunde til Tider antage et strengt, gammeltestamentligt Alvorspræg. Men denne 184 Værdighed var paa en besynderlig Maade iblandet med Stænk af den lunefulde Skødesløshed i Optræden, den Rest af Studenterovermodet fra otteogfyrre, der havde faaet Næring ved Frederik den syvendes folkelige Hof, og som ogsaa siden blev ved at udmærke adskillige af de fremragende Mænd fra vore første Frihedsaar.

Denne joviale Utvungenhed bidrog navnlig til at paadrage ham Frøken Ragnhilds dybeste Unaade. Hun havde nu en Gang faaet en uovervindelig Afsky for al Slags folkelig Familiaritet, og det imponerede hende ikke, at det i dette Tilfælde var en Bisp og forhenværende Minister, der kastede sig tilbage paa Stolen, som om han sad i sin egen Stue, begravede Hænderne i Lommerne for at rasle med sine Nøgler, vippede Kniven mellem Fingrene og sagde "pleje van" og "lille Frøken". Desuden delte hun ganske sin Faders Anskuelser med Hensyn til Bispens hele Embedsførelse. Hun fandt det ganske upassende for en Mand i en saa overordnet Stilling at flakke omkring paa Landevejene som en Slagter og betragtede hans idelige, uanmeldte Besøg rundt om i Kirker og Skoler som et uværdigt Spioneri, der nødvendigt maatte virke nedbrydende paa Præsternes og Lærernes Anseelse hos Befolkningen.

Hvad der særlig vakte Provst Tønnesens Uvilje mod Bispen, var dog dennes Stilling i det offentlige Liv og navnlig i Politiken, hvor hans Holdning unægtelig ogsaa røbede, at han trods sin fremrykkede Alder endnu ganske lod sig beherske af sin Ærgerrighed. Efter at han i adskillige Aar bestandigt havde balanceret mellem de to bittert kæmpende politiske Partier for at kvalificere sig til i det afgørende Øjeblik at overtage Styret som den mæglende og forsonende, var han – efterhaanden som Udsigterne til en mindelig Udjævning af Striden formindskedes – gledet mere og mere over i Demokraternes Lejr, hvor man da heller ikke havde forsømt nogen Smiger for at lokke ham til at smykke Folkets fremrykkende Rækker med sit historiske Navn. Endnu 185 havde han dog bestemt vægret sig ved at proklamere sin Tilslutning til Partiet; men det var en offentlig Hemmelighed – som han heller ikke selv lagde mindste Skjul paa – at han derimod ikke vilde have noget imod ved Hjælp af demokratiske Stemmer at lade sig indvælge i Rigsdagen for igen at faa Foden indenfor i de styrendes Kres.

Med stor og frimodig Aabenhjertighed talte han selv om denne sin Svaghed for Politik og Magtbesiddelse. Man havde saaledes næppe sat sig ved Frokostbordet, før han ledte Talen hen paa de Rygter om hans Rigsdagskandidatur, der igen i de sidste Dage havde svirret om i alle Landets Blade.

"Ja, hvad skal man gøre ved det?" sagde han smilende. "Jeg tror, det gaar med Politikere, som det gaar med gamle Herskabskuske. Naar man en Gang har siddet oppe paa Bukken og holdt Tømmerne i sin Haand – og maaske svunget Pisken, naar det kneb! – saa kan man slet ikke finde sig i at gaa hjemme i Stalden og skære Hakkelse. Jeg erindrer fra min Barndom en Postkusk, der i over tredive Aar hver Nat kørte Deligencen fra min Fødeby til en af Nabobyerne. Om ham fortaltes der, at da han blev gammel og aflægs, fandt man paa, hver Gang han var ved at dø, at give ham Sengebaandet mellem Hænderne, for at han kunde indbilde sig, at han endnu var i Funktion, – han fik da straks Livskraften tilbage. Jeg har da ogsaa sagt til min Kone, at dersom jeg en Dag skulde blive syg, maa hun ikke glemme at bringe mig en trekantet Hat og bilde mig ind, at jeg er bleven udnævnt til Konsejlspræsident; jeg skal da nok hurtigt blive frisk igen."

Mens Bispen lo, forholdt Tønnesen sig stadig tavs og skød endog Underlæben frem for at tilkendegive, at han ikke fandt mindste Anledning til at istemme denne Munterhed.

186 I dette Øjeblik viste Emanuel sig paa Verandaen og kom hen og hilste.

Bispen modtog ham saaledes, som en Bisp nødvendigvis maa modtage en ung Gejstlig, hvis Adfærd har givet hans Foresatte Anledning til Indsendelsen af en udførlig motiveret Besværing. Dog syntes hans afmaalte Hilsen noget indstuderet og formaaede da heller ikke at formilde Provst Tønnesen. Tvertimod, da Bispen, mens Emanuel tog Plads ved Bordet, nu fortsatte sin Tale og med en vis parlamentarisk Selvbehagelighed udbredte sig om den politiske Situation; og da han ved denne Lejlighed ganske uforbeholdent udtalte sin Tilslutning til flere af Folkepartiets Bestræbelser for at omregulere det offentlige Liv og dets Administration, kunde Tønnesen ikke længer bevare sin passive Holdning; – han ønskede ikke, at Kapellanen skulde udlægge hans Tavshed som Frygt for at modsige Bispen.

"Det forekommer mig dog," – sagde han, idet han med en Overlegenhed, der ligesom skulde overbyde Bispens, tørrede sig om Munden med sin Serviet, – "det forekommer mig virkelig, at vi i Øjeblikket mindre føler Savnet af ny Bevægelser og ny Strømninger, saaledes som Deres Højærværdighed synes at formene, end netop Ro og Klarhed, for at Landets forskellige Institutioner, der siden Grundlovens Indstiftelse har maattet udstaa saa mange svære Rystelser, kan genvinde den Stabilitet, som de i høj Grad tiltrænger."

"Aa, jeg er nu ikke bange for lidt Udluftning!" udbrød Bispen med ungdommelig Munterhed. "En Hovedrengøring en Gang imellem har ethvert Hus godt af; og det kan saamænd aldrig skade, at der ogsaa kommer Folk med "Skrubbebørster" … er det ikke saadan, den Slags Redskaber hedder, lille Frøken?" henvendte han sig til Frøken Ragnhild, der svarede med et utroligt kort: "Det er muligt."

"Jeg har paa ingen Maade gjort mig til Talsmand 187 for nogensomhelst Slags Urenlighed," sagde Provst Tønnesen med urokkelig Alvor og i afvisende Tone. "Forresten er der et gammelt Ord, der siger, at man skal vogte sig for at kaste Barnet bort med Badevandet … og det kunde man maaske i vore Dage have godt af at indprente sig. Jeg tilstaar ærligt, at jeg er og i hele mit Liv har været konservativ, og at jeg aldeles ikke formaar at hylde de moderne Renskuringsprinciper. Naar man bestandig lever for aabne Vinduer og Døre, risikerer man altfor let at faa Huset oversvømmet af Eksistenser, der har deres rette Hjem paa Gaden; og det kan dog vist næppe benægtes, at der i de senere Aar er dukket Personer op i vort offentlige Liv, ja at hele Lag af Befolkningen er kommen til at spille en Rolle, som næppe vil blive Landet hverken til Ære eller Gavn. Naar Dannelse og Kundskaber ikke længer betragtes som nødvendigt for Virksomhed i det offentliges Tjeneste men næsten anses for et Onde; naar enhver Haandværkssvend eller Tjenestekarl skal have lige saa megen Indflydelse paa Rigets Styrelse som en Mand, der har anvendt hele sit Liv paa at udvikle sine Aandsevner og berige sin Erfaring, vil det snart gaa tilbage for et Folk, baade aandeligt og materielt – derpaa viser Historien tilstrækkeligt mange Eksempler."

Bispen, der var færdig med at spise, sad tilbagelænet paa Stolen med bægge Hænders Fingerspidser stukket ned i Vestelommerne over sin lille runde Mave. I denne Stilling havde han med tankefuld Opmærksomhed betragtet Provsten, mens denne talte. Nu anbragte han Armene overkors paa Brystet, lagde Hovedet paa Siden og sagde med et lille ironisk Smil:

"Hvad De der siger, Provst Tønnesen, bringer mig til at forestille mig en Mand, der kun vil bruge den højre Arm til Arbejde, fordi denne – enten det nu saaledes er bestemt af Naturen eller det skyldes dens mere udstrakte Benyttelse – er stærkere end den 188 venstre, hvilken han bestandig bærer i et stramt Bind, for at den saa lidt som muligt skal hindre ham i hans Bevægelser, hvorved den mere og mere svinder hen og tilsidst helt lammes. Ikke sandt … en saadan Fremgangsmaade vilde vi alle betragte som mildest talt temmelig aparte, ja ganske uforsvarlig. Men hvorfor skal da ikke ogsaa Statslegemet bruge baade sin højre og sin venstre Side, selv om den første – enten ved en Naturbestemmelse eller af anden Grund – for Øjeblikket er den mest udviklede? Var det dog ikke rimeligt, om vi ogsaa i det offentlige Liv bar os ad som en forstandig Mand, der skal bære en tung Byrde et langt Stykke Vej – han flytter under Gangen idelig Byrden fra den ene Haand over i den anden. Derved sikrer han sig mod Udmattelse og opnaar en ligelig Udvikling af Organismens forskellige Dele. Jeg nægter ikke, jeg hylder ogsaa i Politiken den gode gamle Sætning: Et, to, Højre, Venstre – Højre, Venstre – Tysker og Svensker," sagde han og lo.

"Aa, jeg synes saamænd ikke, der for Øjeblikket er nogen Grund til at frygte for en Lammelse af Statslegemets venstre Lem," bemærkede Tønnesen. "Det forekommer mig tvertimod, at der er noget svært kejthaandet ved hele vort offentlige Liv for Tiden."

Han syntes selv godt om denne Replik og kastede et Blik hen paa Emanuel.

"Aa ja – naturligvis – jeg indrømmer, at der har vist sig Fænomener paa vor politiske Horisont, som man kun kan beklage; men sligt undgaaes nu en Gang ikke i Tordenvejrstider som disse. Det gælder blot om ved klog Besindighed og streng Retfærdighed at aflede Lynene … og dette er i vore Dage en ledende Politikers vigtigste Opgave. Men det maa heller ikke glemmes, at vi – navnlig overfor Bondestanden – har megen gammel Uret at gøre god igen; og dersom der maaske i Øjeblikket er en Tilbøjelighed til at indrømme særlig Bonden en afgørende Indflydelse paa vor 189 Udvikling, saa er dette kun en simpel Retfærdighedshandling, som vi altfor længe har skyldt ikke alene Hensynet til ham men til hele Landets Velfærd. Det kan nemlig vanskelig nægtes, at der har vist sig en beklagelig Stagnation i vort offentlige Livs Udvikling i den senere Tid, en Brist paa ny Kraft, som det gælder om at afhjælpe. Vi trænger sikkert til at faa ny Befolkningslag opdyrkede for vor aandelige Ernæring, til – om jeg saa maa sige – at afdække ny, nærende Muld, hvoraf en livskraftig Fremtid kan gro op. Som bekendt forsømmer ingen fornuftig Gartner med visse Aars Mellemrum at kulegrave sin Have, … og han gør dette uden Frygt for det Ukrudt, der altid i Begyndelsen vil skyde op af en saadan ny og ukultiveret Jord, fordi han veed, at hans Planter med deres forøgede Styrke efterhaanden vil faa Bugt med Ugræsset og tilsidst ganske kvæle det. Jeg nærer da heller ingensomhelst Ængstelse for den Kulegravning af vor aandelige Jordbund, som vor Tid er ifærd med at iværksætte. Det skal nok vise sig, at den vil frembringe gode og sunde Frugter, naar efterhaanden en tilstrækkelig inderlig Sammenblanding af de nye og gamle Lag er bleven fuldbyrdet. Enhver, der bidrager hertil, synes mig derfor at gøre en god Gerning baade mod vort Fædreland og for sin egen aandelige Udvikling."

Provst Tønnesens Ansigt antog pludseligt den lergraa Farve, som det gerne fik, naar hans Blod kom i Kog. Disse Bispens Ord, udtalte i Kapellanens Nærværelse, kunde i denne Sammenhæng kun opfattes som en fuldkommen Godkendelse, ja en ligefrem Forherligelse af dennes og hans Medsammensvornes Handlinger!

"Aa – jeg for min Del har nu ikke ringeste Tillid til denne saakaldte ny Muld," sagde han med en Stemme, der dirrede af indeklemt Harme. "Det forekommer mig tvertimod at være lutter goldt Sand eller endnu værre Bestanddele, som vore Dages Almueforherligelse ved Hjælp af den saa lovpriste almindelige 190 Stemmeret graver op paa Overfladen. Bliver Galskaben ved, som den er begyndt, er jeg forberedt paa en skøn Dag at se vort Land regeret af en Samling Udskuds-Seminarister og Korøgtere."

"Aa – det er jo bare Talemaader! Skulde det virkelig vise sig, at Folkets Masse skuffer vore Forventninger, eller – sandere udtrykt – at vi endnu ikke har fundet det rette Middel til at vække Folkets slumrende Evner, saa er der derfor ikke sket nogen ubodelig Skade. Saa har vi i hvert Fald gjort et – baade af Retfærdighed og Klogskab paabudt – Forsøg."

"Jeg synes saamænd, vi har eksperimenteret tilstrækkeligt under vor ny Forfatning. Vor ulyksalige Eksperimenteren med en tilfældig Folkestemning i 64 maatte vi dyrt nok betale."

Ved denne uforblommede Hentydning til den sidste, ulykkelige Krig, for hvilken man almindeligt tilskrev netop Bispens Ministerium et væsentligt Ansvar, foer der ligesom et iskoldt Vindstød hen over Frokostbordet. Bispen, der var bleven bleg, skottede et Par Gange hen til Provsten med hurtige, usikre Blikke, som om han overvejede, hvorledes han helst skulde besvare denne Uforskammethed. Saa trak han pludselig sin gammeltestamentlige Alvorsmaske op for Ansigtet og sagde med fuldkommen behersket Stemme:

"De synes, Provst Tønnesen, i Deres forunderlige Mistillid til vor Tids Almue at glemme Ordet om, at meget er skjult for de Vise og Forstandige men aabenbaret for de Enfoldige."

Provsten vilde gøre Indvendinger, men Bispen lod sig ikke længer afbryde og fortsatte med stigende Styrke:

"Det er i denne Sammenhæng ogsaa værd at mindes, at vor Herre Kristus, da han vandrede her paa Jorden, ikke søgte Medhjælpere til sin Frelsergerning blandt de Skriftkloge men i den – ogsaa i hin Tid – foragtede Arbejderklasse, med andre Ord blandt de 191 Bønder, Fiskere og Smaahaandværkere, hvis Liv og Kaar han under hele sin jordiske Tilværelse i et og alt delte. Skulde dette dog ikke være alle Dages Kristne et Eksempel til Efterfølgelse? Var det dog ikke snart paa Tiden, om vi kom til Erkendelse af, at vor Frelser ikke alene var den guddommelige Forbereder af Vejen til de himmelske Boliger, men at han desuden, navnlig ved at bryde det hedenske Aandshovmod, lagde Grunden til et jordisk Retfærdighedsrige her paa Jorden, et helligt Folkedømme, som det endnu er Fremtiden forbeholdt at virkeliggøre efter hans store Bud: Elsk din Næste som dig selv! Det Valgsprog "Frihed, Lighed, Broderskab", som et vist, nydannet Parti – desværre i egenkærlig Hensigt – har bemægtiget sig, det er i faa Ord Kristi hele Samfundslære, som vi alle vilde gøre vel i at indriste dybt i vore Hjerter."

Nede ved den anden Bordende havde Emanuel siddet bøjet over sin Tallerken og med levende Optagethed fulgt denne Samtale. Hans Hjerte svulmede, mens han lyttede til Bispens sidste Ord, der saa klart og fyndigt udtrykte hans egne inderste Tanker og paany bestyrkede ham i den frydefulde Bevidsthed om, at nu ogsaa han ret vandrede i Jesu Fodspor og var med til at bygge det Lyksalighedsland, som de kristnes Brodersamfund en Gang skulde udbrede over hele Jorden.

Provst Tønnesen forholdt sig efter Bispens sidste Ord atter fuldkommen tavs. Med Hentydningen til Bispens uheldige politiske Fortid havde hans Hjerte faaet Luft; og han vilde ikke nedværdige sig til at diskutere med et Menneske, en Bisp ovenikøbet, der ikke undsaae sig ved i en snever Vending at tage Verdens Frelser til Indtægt for sin Partipolitik, ja som ligefrem gjorde ham til Socialist.

I det samme bar ogsaa Vinden en Række manende Klokketoner fra Vejlby Kirke ind over Haven. Tiden for Sidsttjenesten var inde.

192 Provst Tønnesen rejste sig og sagde, ikke uden Spydighed:

"Deres Højærværdighed maa have mig undskyldt; mine kirkelige Forretninger kalder mig. Forhaabentlig har jeg den Tilfredsstillelse at se Deres Højærværdighed igen, naar jeg kommer tilbage," – hvorpaa han, uden at afvente noget Svar, satte sin Stol haardt ind under Bordet og bortfjernede sig med majestætiske Skridt.

Et Øjeblik efter rejste ogsaa de andre sig. Med alvorsfuld Mine gav Bispen baade Frøken Ragnhild og Emanuel Haanden, og til den sidste sagde han i en Tone, der slet ikke længer syntes paavirket af nogen Erindring om en udførlig motiveret Klage:

"Jeg kunde have Lyst til at se mig lidt omkring i Egnen. Har De noget imod, Hr. Kapellan, at være min Ledsager paa en Spadseretur, indtil Provst Tønnesen vender tilbage?"

Emanuel blev rød og bukkede.

Frøken Ragnhild, der var bleven staaende henne ved Bordet, iagttog i dette Øjeblik de to Mænd med et Par Øjne, der lynede af Foragt. Da Bispen lidt efter vendte sig imod hende for "at anbefale sig", antog hendes Ansigt sit sædvanlige ligegyldige Udtryk; og da bægge Herrerne løftede deres bløde Hatte – Emanuel havde faaet ombyttet sin Halmhat med den gamle af Plys – bøjede hun sit Hoved netop saa meget, som den formelleste Høflighed krævede det.

 
VI

Bispen og Emanuel gik gennem Haven og ud af den lille Laage i dennes yderste Ende, hvorfra man kom ud paa fri Mark. Bispen, der havde tændt sig en Cigar og knappet sin Vest op, stødte Røgskyerne ud i Luften som en Mand, der er stærkt optaget af sine Tanker. Nu og da henkastede han en Bemærkning 193 om en eller anden Genstand, som hans Blik tilfældigt faldt paa.

Emanuel gik tavs ved hans Side. Han havde straks forstaaet, at Bispen med Hensigt havde foreslaaet ham denne Spadseretur, og han var fast besluttet paa at benytte Lejligheden til at give ham en fuld og klar Redegørelse for sit Forhold til Menigheden.

Da de naaede op paa Toppen af "Præstebakken", standsede Bispen og gav sig til med fraværende Mine at betragte Udsigten, spurgte om Navnene paa enkelte af de mange Kirker, hvis hvide Taarne lyste som Fyr i den tætte Soldis, sagde et Par Ord om Naturskønhedens Magt over Menneskets Sind og gav sig tilsidst til at tale om Tørken og de slette Høstudsigter.

"Jeg hører fra forskellige Sider," – sagde han tankespredt – "at man er begyndt at nære alvorlige Bekymringer. Det vilde i Sandhed være sørgeligt, om der virkelig skulde være Grund til Frygt."

"Det er der vist egentlig heller ikke …. i det mindste ikke foreløbig," bemærkede Emanuel, hvem Emnet gjorde veltalende. "Ganske vist har Vaarsæden lidt en Del, navnlig den seksradede Byg, og Græsmarkerne paa de høje Jorder er jo ogsaa bleven en Del ødelagte; men endnu klarer Rugen sig de fleste Steder godt, hvor den da ikke er bleven for meget skadet af Foraarsfrosten."

Ligesom vækket op af sine Tanker vendte Bispen Ansigtet op imod ham.

"Se-se!" sagde han med et Smil. "De er jo allerede bleven en hel udlært Landmand, Hr. Kapellan!"

Emanuel blev atter rød, og hans Hjerte'1 begyndte at banke. Nu kommer det, tænkte han.

Men Bispen fortsatte sin Vej ned over Bakken og gav sig igen til at tale om Landskabet og om Naturskønhedernes Indflydelse paa det menneskelige Sind.

Med eet standsede han sig selv i Talen og sagde, 194 – som om det var noget, han tilfældigt kom til at tænke paa:

"Sig mig … De er jo en Søn af forhenværende Departementschef, Etatsraad Hansted, ikke sandt?"

"Jo."

"Jeg syntes det jo nok," tilføjede han og holdt fra nu af helt op at tale.

I flere Minutter fulgtes de to Mænd i dyb Tavshed hen ad den lille Sti, der over de øde Udmarker førte ud imod Stranden. En Flok Krager, som deres Skridt havde jaget op fra en Brakmarks Agerfurer, kredsede over deres Hoveder; og foran paa Stien, ikke tre hundrede Alen fra dem, luntede en Ræv afsted, idet den nu og da roligt standsede og saae sig tilbage.

"Har De, Hr. Hansted," – tog Bispen endelig igen tilorde – "har De i Deres Studentertid, eller muligvis allerede før, følt Dem særligt tiltrukket af bestemte, aandelige Strømninger indenfor den akademiske Verden … eller maaske udenfor denne?"

"Jeg? … Nej," svarede Emanuel og saae overrasket op. "Jeg har under min hele Opvækst, og navnlig under min Studietid, levet meget ensomt og tilbagetrukkent. I det sædvanlige Studenterliv har jeg saa at sige aldrig deltaget."

"Men De har dog blandt Deres Kammerater haft Venner, der har øvet Indflydelse paa Dem … De har været Medlem af religiøse, literære eller maaske politiske Diskussionsklubber, ikke sandt?"

"Nej, det har jeg ikke … nogen virkelig Ven har jeg vel overhovedet aldrig haft. Jeg har, siden jeg blev voksen, næsten udelukkende været henvist til mig selv og til Selskab med Bøger. Navnlig for det politiske Liv har jeg altid været fuldkommen fremmed."

"Ja saa," sagde Bispen kort og rømmede sig; der kom noget skuffet i hans Tone.

"Men hvorledes er det da egentlig gaaet til?" tilføjede han lidt efter, idet han standsede og saae op 195 paa Emanuel med et kunstlet fornøjet Smil. "Hvorledes har De da faaet Deres – om jeg saa maa sige – i forskellige Retninger temmelig yderliggaaende Anskuelser? En Livsanskuelse erhverver man sig dog ikke alene gennem Læsning af Bøger, selv om disse – hvad jeg indrømmer – kan bidrage til at gøre Sindet modtageligt for den personlige Paavirkning eller hjælpe til at stadfæste dens Resultater … Naturligvis," afbrød han igen sig selv og fortsatte sin Gang. "Jeg forstaar … Deres Hjem, Deres afdøde Moder har selvfølgelig ikke været uden Indflydelse paa Deres Udvikling. Jeg erindrer nu ogsaa, at De nævnede noget saadant, da vi i sin Tid talte sammen i Anledning af Deres Ordination. Ja, Deres Moder var en mærkelig Kvinde, saa fuld af Begejstring og Tro. Som jeg vistnok ogsaa den Gang sagde Dem, kendte jeg hende jo ret godt i min Ungdom; vi tilhørte jo, om jeg saa maa sige, samme Kres. Hendes Død gik mig derfor ogsaa i sin Tid meget nær til Hjertet. Hun var et Menneske, der ligesom var for sart bygget for denne Verden. Hvad der knækkede hende, var vel ogsaa det, at hun paa et afgørende Punkt af sit Liv manglede den Modstandskraft, den aandelige Haardhændethed, som ædle og opofrende Naturer saa ofte maa begræde Savnet af. Jeg taler saa frit herom, fordi jeg jo veed, at alt dette ikke er Dem ubekendt; jeg erindrer, hvorledes De selv angav Misforhold i Deres Hjem som en af Aarsagerne til, at De bestemte Dem for en præstelig Virksomhed i en fjern og ensom Egn. Jeg røber sikkert heller ikke nogen Hemmelighed for Dem, naar jeg siger, at Deres Moder kun paa Grund af sin Familjes Overtalelser og Forestillinger, – vel ogsaa under Indflydelse af et Øjebliks kvindelig Modfaldenhed – gav efter i Spørgsmaalet om et Ægteskab, som i mange Punkter maatte være hendes Natur imod; og det var sikkert navnlig en Følelse af at have ladet sig forlede til Troløshed mod sine Idealer, der kastede de bestandig 196 mørkere Skygger over hendes senere Liv og tilsidst helt udslukkede hendes Aands Lys. De kan derfor forstaa, kære Ven, hvilket forunderligt Indtryk det gjorde paa mig, da jeg hørte, at De, hendes Søn, nu havde knyttet den Traad, som hun havde maattet slippe, og var begyndt at føre de Tanker ud i Livet, der for hende stod som Tidens største."

Emanuel forblev tavs og saae mod Jorden. Bestandig i den senere Tid, naar man talte til ham om hans Moder, blev han saa bevæget, at han maatte kæmpe for ikke at briste i Graad.

Bispen vedblev: "Men lad mig nu som Deres Moders gamle Ven – for det tør jeg nok kalde mig – lad mig nu'2 give Dem et godt Raad, Hr. Hansted. Eller … fortæl De mig hellere først, hvad De tænker paa, og hvorledes De i det hele stiller Dem til Spørgsmaalet om Deres fremtidige Stilling paa dette Sted. At De har fæstet Dem en Brud herude, har jeg allerede erfaret gennem en privat Meddelelse, ligesom det er mig bekendt, at Deres Anskuelser og hele Deres Forhold til en vis begrænset Del af Menigheden i høj Grad har vakt Provst Tønnesens Misbilligelse. Vi staar altsaa her overfor en Konflikt af meget alvorlig Natur. Hvorledes har De egentlig tænkt Dem denne løst?"

Emanuel betroede aabent Bispen sine Hensigter, fortalte om det lille Sted ude ved Stranden, som han tænkte paa at købe, og hvor han vilde leve som fri og uafhængig Agerdyrker, idet han forøvrigt vilde virke som Præst og Lærer mellem sine Venner. Bispen hørte opmærksomt paa hans Ord og saae et Par Gange hurtigt og overrasket op paa ham, mens han talte. Efter at Emanuel havde sluttet, gik han endnu en Tid tavs og syntes grundigt at overveje. Pludselig løftede han Hovedet og sagde:

"Hvad De der har fortalt mig, kan jo være meget smukt tænkt og i visse Maader ogsaa rigtigt set … men jeg vil ikkedesmindre paa det bestemteste fraraade 197 Dem at foretage et saadant Skridt. Jeg vil ærligt tilstaa for Dem, at jeg anser det for en Ubesindighed, som De før eller senere vil komme til at fortryde. Vil De lyde mit Raad, saa forlad ikke den lige Vej. Kirken har i vore Dage Brug for alle unge og friske Kræfter; og det gælder ogsaa i dette Forhold om – til Værn mod fælles Fjender – at samle og ikke at adsprede. Lov mig derfor, at De vil slaa de Tanker ud af Hovedet."

"Deres Højærværdighed, …. det kan jeg ikke. Jeg føler, at det er her paa dette Sted, jeg har min Gerning, og jeg er allerede knyttet til Egnen og til Befolkningen med saa stærke Baand, at jeg ikke længer kan løsrive mig."

"Nu ja – hvem siger ogsaa, at De skal løsrive Dem?"

Emanuel saae forbavset op.

"Men jeg troede … jeg troede, Bispen vidste, at Provst Tønnesen ønsker min Forflyttelse. Der staar altsaa ingen anden Udvej aaben for mig."

"Ja, dette er netop, hvad jeg gerne vilde tale et Ord med Dem om … Men lad os vende om. Solen brænder alligevel for varmt nu i Middagsstunden … Hvad var det nu, vi talte om? Naa jo, det var altsaa det, jeg vilde sige Dem, eller rettere betro Dem … for hvad jeg her meddeler Dem, er i Grunden en Embedshemmelighed, som De ikke paa nogen Maade maa bringe videre. Kort og godt: Provst Tønnesen vil efter al Sandsynlighed i den nærmeste Fremtid søge sin Afsked fra dette Embede."

"Provst Tønnesen!" udbrød Emanuel og standsede af Forbavselse midt paa Stien med opspærret Mund.

"Ja, som sagt … efter al Sandsynlighed," vedblev Bispen, idet han lod, som om han ikke mærkede hans Overraskelse. "Der er tilbudt ham … der vil rimeligvis blive tilbudt Provst Tønnesen en betroet Post udenfor den egentlige Præstegerning, en Post, der 198 just passer for hans særegne Evner; jeg tvivler ikke om, at han vil modtage den, især da hans Stilling her i Sognet aabenbart ikke tilfredsstiller ham, ja maaske endog rent ud er bleven uholdbar. Jeg ønsker derfor alene af den Grund meget, at De foreløbig forbliver her i Embedet. Der vil jo nemlig nu opstaa en Vakance, under hvilken De altsaa vil blive konstitueret; og sandsynligvis vil denne komme til at udstrække sig over et længere Tidsrum, idet det er Hensigten at benytte Lejligheden til at foretage en længe paatænkt Omregulering af Embedet. Som De vel veed, har Beboerne i Sognets nordlige Spids i mange Aar klaget over den lange Vej, de har til Kirke og Skole, og der er nu al Grund til endelig at imødekomme deres Ønsker om at blive overflyttede til Nabosognet, saa meget mere som dette – efter hvad de altid selv har paastaaet, og hvad der ved nærmere Undersøgelser nu er bleven godtgjort – virkelig er deres gamle Modersogn. Fuldbyrdelsen af en saadan Omregulering kræver altid adskillige Forberedelser; der vil maaske hengaa et Par Aar, og hvilke Udsigter der til den Tid og under de forandrede Omstændigheder – der jo nemlig ogsaa vil faa Indflydelse paa Embedsindtægterne – kan blive for Dem her, det skal jeg ikke udtale mig om men ganske overlade til Dem selv at overveje. Jeg skal i det hele ikke fordybe mig mere i Emnet; det finder jeg ingen Anledning til, ja jeg har maaske neppe engang Ret til det; jeg har kun betroet Dem saa meget, som jeg allerede har, fordi jeg har villet forhindre, at De gjorde noget overilet Skridt. Jeg skal blot tilføje, at ogsaa efter min Mening er det netop her, at De – i det mindste foreløbigt – bør og skal have Deres Gerning; men De vil forhaabentlig nu have indseet, at der netop i Deres nuværende Stilling aabner sig en stor og betydningsfuld Virksomhed for Dem … i hvert Fald for en Aarrække. Som jeg sagde Dem før, vi har i vore Dage Brug for alle Kirkens unge og friske Kræfter 199 … og dette gælder maaske ikke mindst for denne Egn, der længe har haft Ord for at være noget tilbage i aandelig Henseende … Ja, endogsaa Politikerne kalder nok dette for et af deres "døde Punkter","'3 tilføjede han smilende, som om det var noget, der i Øjeblikket faldt ham ind.

De var imidlertid naaet tilbage til den lille Laage i den yderste Ende af Præstegaardsparken. Bispen standsede her og rakte Emanuel Haanden.

"Tænk nu over, hvad jeg har sagt, og opsæt i hvert Tilfælde at træffe nogen Afgørelse før om en Uges Tid eller saa. Skulde De til den Tid ønske en Samtale med mig, veed De jo, hvor De kan træffe mig."

Han trykkede flygtigt Emanuels Haand og bortfjernede sig gennem Haven.

Overvældet af Bispens Ord blev Emanuel staaende og vedblev at stirre efter ham med det fortumlede Udtryk, som Mennesker faar, naar de pludselig ser alle deres Fremtidsplaner kuldkastede af en stor og uventet Lykke og derfor i første Øjeblik ikke ret veed, om de skal le eller græde.

[gå frem]
 
['1] Hjerte < Hjærte tilbage
['2] lad mig nu < lad nu mig tilbage
['3] Punkter"," < Punkter", tilbage