Storeholt

En Fortælling-Kres

[gå tilbage]

III

127 Om Natten mellem Klokken Et og Tre havde Jægermester Hagen og hans Broder Professoren en meget alvorlig Samtale for lukkede Døre inde i Jægermesterens Stue, mens alle andre i Huset sov. Det var nær kommet til et Brud. Jægermesteren følte sig krænket, fordi Broderen forlangte at se hans Bøger. Han rejste sig op, slog i Bordet og erklærede med Taarer i Øjnene, at naar ikke engang hans egen Familje havde Tillid til ham, vilde han hellere give Afkald paa enhver Hjælp og gøre en Ende paa den Forfølgelse han fra alle Sider var Genstand for ved at skyde sig en Kugle gennem Hovedet.

Det kom dog tilsidst til Forlig; men Fuglene var oppe, og det blev næsten højlys Dag, før Brødrene skiltes.

Nu skinnede Solen fredeligt ind over Valpladsen, hvor blot en blaalig Tobakstaage endnu drev om i Luften som en Mindelse om Nattens Skærmydsel. Døren var aaben til de øvrige Opholdsværelser, og ogsaa her stod Morgensolen ind i brede Strimer.

Et Par Piger gik og gjorde rent derinde, aabnede 128 Vinduer, rystede Tæpper ud og fyldte Solstrømmene med Støv.

Naar alle Dørene stod aabne, gjorde den lange Flugt af Værelser med de kostbare Møbler, gamle Porcelæner og store Malerier et festligt og overordenlig velhavende Indtryk. Kun ganske enkelte Mennesker foruden Jægermesteren vidste noget om, at alle Herlighederne var pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler. De fleste af Møblerne og alle Kunstskattene stammede fra Oldefaderen, den gamle Konferensraad, der havde bragt dem hjem fra sine mange Rejser omkring i Evropa. Han havde været Direktør for Øresundstolden paa en Tid, da den som en eventyrlig Kværn malede Guld op fra Havets Bund baade til Statskassen og adskillige private Lommer. Han havde her paa Storeholt indrettet sig en Sommerbolig, og der gik endnu Sagn paa Egnen om hans fyrstelige Rejser i firspændige Vogne til og fra København eller Hamburg. For at komme hurtigt afsted skiftede han Heste hver Time og lod sig om Aftenen føre af Forridere med Fakler.

Under hans Sønnesøn – Professorens og Jægermesterens Fader – fik Kreditforeningen sit første Pant i Storeholt. Vejen til Fandens Pengekiste var saaledes allerede betraadt, da Jægermesteren overtog Gaarden; og nu var Regnskabsdagen forkyndt. Avktionshammeren laa rede.

129 Endnu engang var dog Terminen lykkeligt omsejlet. Jægermesteren sov med aaben Mund indtil højt op paa Formiddagen uden at lade sig vække hverken af Solen eller af de fede fynske Fluer endsige af Arbejdsklokken ovre i Avlsgaarden. Til Morgenmaaltidet mødte heller ikke Professoren. Husets fire Damer drak Teen alene.

Bagefter fulgtes Fru Bertha og Jytte ind til Landsbyen for at se til en gammel Kone, der for over 40 Aar siden havde tjent paa Storeholt. Det var altid Fru Berthas første Besøg, naar hun opholdt sig i sit gamle Hjem.

Moder og Datter gik paa Skyggesiden af den poppelhegnede Vej hver med sine Tanker og uden at tale. Jytte var uoplagt efter en hvileløs, drømmefyldt Søvn. Sommerens pludselige og overdaadige Fremvælden havde gjort hendes Blod uroligt.

Hun mindedes nu, at hun ogsaa havde drømt om sin gamle Ven Professor Ole Knudsen, som var død for et Par Aar siden. Hun havde mødt ham i Bredgade. Den halvblinde Mand kom paa sin forsigtige Maade gaaende langsmed Husrækken, ærefrygtsfuldt hilst af næsten hvert andet Menneske, og blottede selv ærbødigt sit fine graa Tænkerhoved endogsaa for den yngste Student. Bagefter havde hun siddet i hans Arbejdsværelse og igen følt dets hjerteskærende Uhygge. Sammen med sin Moder havde hun 130 søgt at bringe en Smule Orden i Bogstabler og Billedmapper, og hun havde ogsaa som i gamle Dage bistaaet den hjælpeløse Mand med Korrekturlæsning. Da de gik, havde han med gammeldags Ridderlighed kysset dem begge paa Haanden.

Hun havde undertiden spurgt sig selv, om ikke denne elskelige gamle Herre havde været hendes eneste virkelige Kærlighed. I hvert Fald syntes det hende nu, at han alene havde kunnet faa hende til at glemme sig selv. Eller var ogsaa det en Indbildning?

De havde nu naaet Landsbyen. Den gamle Kone boede i et lille Hus, der laa midt i Byen bag et Stengærde. Da de nærmede sig Stedet, saae de en høj, frakkeklædt Mand komme ud derfra. Det var Pastor Gaardbo. Jytte kendte ham straks, Fru Bertha derimod først, da Præsten kom forbi og hilste.

"Gamle Bodil er da ikke syg?" spurgte hun og standsede et Øjeblik.

"Nej – alt staar vel til. Hun sidder kun lovlig meget alene i denne Tid, da alle har saa travlt i Marken. Hun vil sikkert blive glad for Deres Besøg."

Præsten hilste igen, og Damerne gik ind i Huset.

I en Armstol ved Kakkelovnen sad det gamle Menneske, der allerede havde været tilaars dengang Fru Bertha var Barn. Nu var hun næsten 90. Trods Sommersolen var der Ild i Ovnen. I hendes Skød 131 laa en lille hæklet Muffe, som hun varmede Hænderne i.

Hendes blege Øjne vandrede en Tid uforstaaende og lidt forskræmte frem og tilbage mellem Moder og Datter. Læberne mimrede.

"De kender vel nok min Datter," raabte Fru Bertha hende ind i Øret. "Hun har saa tidt besøgt Dem. Det husker De jo nok."

"Naa – det er saa Frøken Bertha?"

"Nej, det er mig, der er Bertha. Og det er min Datter. Jytte hedder hun. Saa veed De nok Besked, ikke sandt?"

"Ja ... Men Konferensraaden har Vorherre gemt nu. Han fik rigtignok en skøn Begravelse."

"Ja, men det er over 60 Aar siden, lille Bodil. Det var meget før min Tid. – Men lad mig nu høre, hvordan har De det? De havde nok Besøg af Præsten. Vi mødte ham."

Den Gamle nikkede og saae hen paa et Glas med friske Markblomster, der stod paa Bordet.

"Han kom med dem der," sagde hun glad og fortalte saa godt som hun med sin lamme Tunge kunde, at Pastor Gaardbo hver Dag sad lidt hos hende og altid havde Blomster med for at ogsaa hun skulde mærke, at det var Sommer.

"Ja, han er vist en god Mand," raabte Fru Bertha. "Det ser han ogsaa ud til."

132 "Pastor Melby – han var ogsaa en god Mand. Han er død nu. Han kumfermerte mig paa mine Forældres Bryllupsdag. Det var den 7de April."

Jytte havde sat sig hen paa en Stol ved Vinduet for at underholde sig med en Kat, der laa og solede sig i Karmen. Men da hun hørte Pastor Gaardbo nævne, blev hun opmærksom. Og hvad den Gamle her berettede, forbavsede hende næsten endnu mere, end hvad Svigerinden den foregaaende Dag havde fortalt om ham. Denne sjeldne Opofrelse passede ikke til de Forestillinger, hun havde om en Præst.

Hun saae hen til Blomsterglasset paa Bordet og tænkte paa, om Pastor Gaardbo virkelig havde besluttet at være sin Forlovede tro ogsaa i Døden. En saadan Heroisme lignede absolut ikke nogen af de Præster, hun nu og da havde truffet i det københavnske Selskabsliv. Det havde været førladne Middagsherrer med et ubehagelig faderligt Væsen eller ogsaa rene Taaber med udslukte Hjerner.

Hun sad lidt i sine egne Tanker men hørte saa Moderen sige Farvel. Kort efter var de paa Hjemvejen.

Ved Tilbagekomsten til Storeholt fandt de Professoren i Haven. Han sad alene paa et af Verandaens Trappetrin og fodrede en Flok Spurve. Jytte gik straks op paa sit Værelse. Fru Bertha derimod sagde til sin Brodersøn:

133 "Har du Tid, saa vil jeg gerne tale lidt med dig. Men lad os komme lidt længere bort fra de mange aabne Vinduer og Døre."

De fulgtes ned gennem Haven, indtil de naaede en Bænk, der stod i Skygge.

"Sig mig ganske aabent, Asmus, – hvad er det, der foregaar her? Det kan jo ikke være for din Fornøjelse, du gør denne Hastværksrejse."

"Nej – det veed Himlen! Men jeg vil helst ikke snakke om det. Lad mig blot sige dig, Tante, at dersom John skulde forsøge at laane Penge af dig, maa du absolut sige nej."

"Staar det saa galt til?"

"Jeg tror, vi gør bedst i at forberede os paa det værste. Hvad du og andre af Familjen har staaende her i Gaarden, er jo heldigvis sikret. Men alle senere Prioriteter for ikke at tale om den løse Gæld er efter min Formening redningsløst tabt – klattet bort."

"Men hvor kan da John gaa her og være saa forhaabningsfuld? Og nu vil han ovenikøbet forsøge sig som Politiker. Jeg tror, han i den Henseende venter sig en Del af, at Enslev kommer hertil."

"John er et Fæ. Jeg mener, som sagt, vi skal være forberedt paa, at Storeholt i den allernærmeste Tid gaar til Tvangsauktion. Det er et grimt Ord. Men vi kan jo lige saa godt se Sandheden i Øjnene."

134 "Men hans Svigerfader? Den Mand kan dog ikke se roligt paa, at hans egen Datter og Svigersøn jages fra Hus og Hjem."

"Det vil han dog ganske sikkert gøre. John og Vilhelmine har jo Ægtepagt, og hun risikerer ingenting. Jeg har tilfældigvis lært Hr. Søholm lidt nøjere at kende. Hans Kone var for nogen Tid siden min Patient. Han var oprindelig vistnok en ganske godmodig Tamp, som der er gaaet Amerika i. Det er hans Ærgerrighed at vise sig smart. Han udtrompeter ved alle Lejligheder sin Begejstring for den amerikaniserede Jesuitermoral: "Intet er mig helligt, naar det gælder Forretning". Det er uden Tvivl hans Hensigt at bringe Storeholt under Hammeren, saa han kan lade sig Ejendommen tilslaa som ufyldestgjort Fordringshaver. Det er jo det gængse Røverkneb. At han nu paa min alvorlige Henstilling har hjulpet John over Terminen dennegang, er sikkert nok bare sket for at vinde Tid til at arrangere sig med de øvrige Udplyndrere, som John har indladt sig med. Overfor andre skal han ikke gøre Spor af Hemmelighed af, at han haabede med Tiden at kunne indrette sig "et Sommerpalæ" her. Han skal endogsaa have talt til sin Kone om de Forandringer, han agter at gøre."

"Aa, det er afskyeligt! Jeg vil sige dig, Asmus, 135 havde jeg vidst det mindste om detteher –. Men jeg havde jo ingen Anelse."

"Ja, det bliver ikke morsomt at tænke paa, at den Tølper gaar her og gør sig bred som Godsherre og kalder Storeholt for sit "Sæde"."

"Aa, det er oprørende! Jeg vil heller ikke blive her. Vi rejser igen saa snart som muligt. Jeg føler det saa uhyggeligt. Jytte ogsaa, – det har hun sagt mig. I Nat drømte jeg – – nej, det er sandt, du har ikke kendt Tante Ernestine."

"Ernestine? Navnet har jeg hørt."

"Aa ja, din Far har vel nok talt om hende. Hun var vor Grandtante og havde sit Ophold her paa Storeholt, da vi var Børn."

"Var det hende, der var lidt smaatosset og altid udtrykte sig i Bibelsprog?"

"Smaatosset? Det veed jeg ikke. Hun hørte til Herrnhutterne1, som man dengang sagde. Hun gik altid sortklædt, i en Slags Nonnedragt, og vi Børn havde en sand Rædsel for det gamle Menneske. Hun gik omkring her som en Aand fra Graven, syntes vi. Saa havde hun en skrækkelig Mandfolkerøst og talte ganske rigtig altid som en Præst. De Voksne lo jo af hende, naar hun kom med sine frygtelige Dommedagsprofetier; men vi Børn blev bange. Og det var altsaa det, jeg vilde fortælle dig, Asmus ... siden jeg i Aftes havde en Samtale med 136 din Broder, har jeg set Tante Ernestine for mig overalt her i Huset; og i Nat drømte jeg mærkværdig levende om hende. Hun stod ved min Seng i sin sorte Ordensdragt og sagde flere Gange højt: "Hævnen hører mig til, siger Herren!" – Nu kan du le af mig og kalde det Overtro, men sandt er det, at under alle store Ulykker i vor Familje har den gamle Grandtante vist sig baade for din Far og for mig. Din Far har selv engang fortalt mig det. Derfor vil jeg bort herfra. Jeg tror ikke paa Spøgelser – det er ikke saadan at forstaa – men jeg veed, at jeg bliver ikke det Syn kvit saa længe jeg er her."

"Saa vil jeg absolut anbefale dig at rejse, Tante," sagde Professoren – han havde et Par Gange under hendes Fortælling set op paa hende med et bekymret Lægeblik. "Her er jo ogsaa af andre Grunde ret uhyggeligt for Tiden. Det har jeg nok mærket."

"Ja, Ulykkerne kommer i Flok ligesom Ravnene, – det var ogsaa et af Grandtantes Mundheld. Hvad skal der tilsidst blive af John? Jeg vil ikke undskylde ham. Han har sine store, store Fejl. Men jeg tror alligevel, at der kunde være bleven noget mere af ham, dersom han havde faaet en anden Kone."

"Det samme gælder vel egenlig Vilhelmine," sagde Asmus. "John har ikke været nogen Mand for hende. 137 Hun skulde have været gift med en stor Hestepranger og have faaet et Barn hvert andet Aar og maaske ogsaa lidt af Ridepisken engang imellem. Det har jeg forresten sagt til John."

"Naa, den Kur var vel lovlig kraftig," begyndte Fru Bertha; men i det samme lød Gongongen, der kaldte dem ind til Frokost.

[*]

Husets Gæster og Fru Vilhelmine sad allerede ved Bordet og var begyndt paa den varme Ret, da Jægermesteren viste sig. Han undskyldte sig med Travlhed; men hans Øjne var endnu ganske røde og dumme af Søvn. Han havde sit alvorligste Ansigt paa. Navnlig overfor Broderen var han højtideligt tilknappet. Asmus skulde mærke, at han havde tilføjet ham en Krænkelse, der sent vilde glemmes. Høflig, men strengt formel.

Efter at have drukket et Glas Portvin til det kolde Bord blev han dog livligere, og ved Kaffen begyndte han at vrøvle.

Asmus havde paa sin ene Side den gamle Frøken Søholm, som han ikke gad tale med; paa hans anden Side sad Jytte, der viste sig ganske utilgængelig.

Jytte havde haft noget mod sin Fætter lige siden hun første Gang saae ham nævnt i en Avis som 138 "den bekendte Kvindelæge". Hun udholdt navnlig ikke Synet af hans Hænder med de skamløst nedklippede Negle. Nu havde hun desuden set ham og Moderen sidde sammen nede i Haven og mistænkte dem straks for at have snakket om hende.

Frøken Søholm rørte under hele Maaltidet ikke Maden. Hun blandede et Pulver ud i et Glas Vand og snakkede over Bordet til sin Broderdatter om de forskellige Badesteder, hun havde besøgt, og om de Læger herhjemme og i Udlandet, som hun havde raadspurgt, altsammen i det Haab at gøre sig interessant for Professoren med sin Sygdom. Tilsidst vendte hun sig til ham selv og bad ham om at sige hende ganske aabenhjertigt, hvad han mente om den ny Petroleumskur.

"Har ikke den Ære at kende den," sagde han.

Men nu blev Jægermesteren ondskabsfuld. For at sætte sin Broder i Forlegenhed paastod han, at han havde læst om den Kur i videnskabelige Tidsskrifter. Saavidt han mindedes havde nogle af Evropas betydeligste Lægeavtoriteter udtalt sig om den med største Anerkendelse.

Professorens staalblaa Øjne sendte ham en skærpet Pil over Bordet.

"Hvad er det for en Kur?" spurgte Fru Bertha, der begyndte at blive interesseret.

"Jo, det var nu i Foraaret," forklarede Frøken 139 Søholm, "jeg rejste hjem fra min Kur i Svalebach og kom saa til at køre i Kupe med et ungt Ægtepar. Det var Nordmænd, tror jeg nok, men alligevel rigtig nette og behagelige Mennesker begge to. Vi kom saa til at tale om min Svaghed, og saa spør Hr. Akselsen mig – for de hed Akselsen, husker jeg nu – saa spør han mig, om jeg har prøvet en Petroleumskur. Han havde selv lige været saa forfærdelig syg, sagde han, og opgivet af Lægerne. Men saa havde en Ven af ham givet ham det Raad, at han i seks Uger skulde drikke en halv Pot Petroleum om Dagen – et Likørglas ad Gangen – og nu var han bleven fuldstændig rask og havde været paa Bryllupsrejse med sin Kone."

Fru Vilhelmine, der mærkede Forlegenheden brede sig omkring Bordet, skyndte sig at sige:

"Du kan tro, lille Tante, at den Herre har bildt dig noget ind."

"Bildt mig noget ind? Jeg har da Øjne i Ho'edet! Og jeg siger dig, han var bleven fuldkommen rask, var helt rødmusset og saa sund og frisk, som om han aldrig havde fejlet noget. Næ, kom ikke med den, Vilhelmine! Men en halv Pot om Dagen – det er rigtignok meget. Tror Professoren ikke, at man kunde nøjes med noget mindre?"

"Jeg veed det ikke; men jeg vil anbefale Dem at raadspørge en Dyrlæge."

140 Hans Tone krænkede hende. Hun blev rødblaa i Ansigtet og vilde svare; men Fru Vilhelmine forekom det ved at sige "Velbekomme".

Under almindelig Forstemthed gik Selskabet ud i Haven. Frøken Søholm var dog bleven saa angrebet, at hun straks maatte trække sig tilbage med Lommetørklædet for Munden paa Grund af sin nervøse Hikke. Lidt efter gik ogsaa Jytte ind med sin Pudelhvalp i Hælene, og Fru Vilhelmine fulgte ikke længe efter hendes Eksempel.

Omkring Bordet under de store Kastanjer sad tilsidst kun Fru Bertha, Professoren og Jægermesteren.

"Hvornaar vil du have forspændt?" spurgte Jægermesteren sin Broder, idet han højtideligt vejede sit Guldkronometer i Haanden.

"I god Tid. Du maa indestaa mig for, at jeg ikke kommer for sent til Toget."

"Om en Time altsaa," sagde Jægermesteren, og under Foregivende af at skulle give Besked til Stalden rejste nu ogsaa han sig og gik ind.

Broderen fulgte ham med Øjnene. Blikket var mørkt af Sorg og Skam.

"Har du nylig hørt fra Torben Dihmer?" spurgte Fru Bertha efter nogen Tavshed.

"Jeg faar af og til et Par Ord fra ham paa et Prospektkort. Snart fra Asien, snart fra Amerika. Men kun en Hilsen. Han fører stadig en besynderlig 141 fredløs Tilværelse. Den store Selskabsrejse Jorden rundt opgav han hurtigt, som du nok veed. Jeg tror ikke, Rejsefællerne passede ham. Nu flakker han om paa egen Haand, men det synes ikke at gøre ham mere tilfreds. Jeg forstaar mig ikke paa ham."

"Jeg vil sige dig, Asmus – siden du nu nævner det – Dihmer skuffede mig i Grunden ikke saa lidt. Du havde selv forberedt os paa, at han havde forandret sig, og jeg maa tilstaa, jeg holdt mere af ham i hans oprindelige Skikkelse. Jeg tror ogsaa, at Jytte følte sig skuffet, og det gjorde vel nok sit til, at det gik som det gik."

"Noget ekscentrisk er han unægtelig bleven. Men det er vel kun en Overgang. Han skrev til mig sidst, at han nu vilde afvente Udfaldet af Valgene og derefter tage sin Bestemmelse. Forhaabenlig kommer han til den Tid hjem som den gamle Torben Dihmer, vi allesammen kender og holder af."

Fru Bertha tav et Øjeblik paa sin tankefulde Maade. Saa rystede hun paa Hovedet og sagde:

"Nej, Asmus! De gode Dage kommer aldrig tilbage for nogen."

"Du er bleven saa mistrøstig, Tante Bertha."

"Ja ja; men det skal vi nu ikke tale om. Har jeg forresten fortalt dig, at en af vore Bekendte har set Torben Dihmer sammen "med en meget elegant Dame i München?"

142 "Hvornaar?"

"Det maa have været kort Tid efter, at han forlod os i Italien. Maaske har den Dame hørt til det Rejseselskab, han saa hurtigt blev træt af."

"Det veed jeg ingenting om."

"Naa, det kan jo ogsaa være lige meget. Det blev sikkert ikke fortalt os for at glæde os, men jeg tror alligevel, det har beroliget Jytte at vide, at Dihmer saa hurtigt trøstede sig. Hun taler nu ganske ligefrem om ham. Jeg tror i Grunden ikke hun tænker meget paa ham mere. – Hvad synes du forøvrigt om Jyttes Udseende?"

"Hun var maaske lidt matøjet idag; men det behøver jo ikke at betyde noget. Det er naturligvis kun godt, at I er taget paa Landet nu, da Varmen er kommen. Det har I vist begge to trængt til."

"Ja, det var ganske nødvendigt at komme bort. København virkede helt ødelæggende paa Jyttes Humør. Jeg kunde tilsidst ikke drive hende udenfor en Dør. Al den Venlighed, der vistes hende af vore Venner og Bekendte, pinte hende i den yderste Grad. Du maa dog ogsaa have mærket det, Asmus."

"Naa ja – hun har undertiden kunnet blive lidt bitter. Men ellers sporer jeg ingen Forandring paa hende. For et Øjeblik siden løb hun jo om paa Græsplænen her og legede med en Hundehvalp som om hun endnu var atten Aar."

143 Fru Bertha sad igen nogle Øjeblikke tavs i sin tankefulde Stilling med Hænderne i Skødet.

"I andre kender hende ikke som jeg. For Jytte er ikke som hun lader. Til dig vil jeg sige det, Asmus, for at du kan forstaa min Angst. Jeg synes, at der i Jyttes Væsen er kommen saa meget, der paa uhyggelig Maade minder mig om hendes Broder Ebbe. Der er den samme underlige Ligegyldighed for alting. Jytte vil jo nok more sig; men naar hun kommer hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, finder hun det altsammen saa dumt. Og hun, som engang altid sad og læste, hun aabner nu aldrig en Bog, kigger i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags. Kan man forstaa, at det er det samme Menneske, som hentede store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og endnu før hun var rigtig voksen ønskede sig Søren Kierkegaards samlede Skrifter til sin Fødselsdag? ... Saa har hun ogsaa ligesom Ebbe denne sygelige Trang til at grave sig ned i Betragtninger over sine egne og andre Menneskers Mangler. ... Sine Veninder undgaar hun. Hun er bleven ligefrem menneskesky og kan være saa mistænksom ogsaa overfor mig, at jeg mangen Gang virkelig maa tro, hun er ved at miste sin Forstand. Jeg siger dig, Asmus, – Jytte er syg, hvad saa I kloge Læger mener."

"Jeg synes, du skulde foreslaa hende at lade Professor 144 Baumgarten foretage en virkelig Undersøgelse engang."

"Det faar jeg hende aldrig til. Men det er heller ikke det ... Det er ikke det, Asmus!"

"Hvad mener du?"

"Kan du huske, vi har engang talt sammen om denne "Sjælehelse", som man hører saa meget om nu. Du kaldte den hele Bevægelse for Humbug og Kvaksalveri."

"Har jeg gjort det, saa har jeg ikke løjet."

"Men du maa dog indrømme, at det er mærkelige Helbredelser der fortælles om. Vi traf selv for nylig i Italien en Generalkonsulinde Kolding, der var bleven kureret ved en saadan sjælelig Behandling ... Jeg skal ikke nævne Navnet paa Lægen, for saa tror du mig sagtens slet ikke. Hun havde som ung altid været saa syg, at hun ikke troede hun kunde leve. Og nu saae hun ud som Sundheden selv, var rund og robust."

"Jeg veed det. Jeg kender tilfældigvis lidt til den Dame. Hun var i sin Ungdom skrækkelig hysterisk. At hun nogensinde har været virkelig syg er en ren og skær Indbildning."

"Det kan jo være. Men den Indbildning blev hun altsaa lykkelig befriet for. Og Resultatet er, at hun nu er gift og har fire sunde og prægtige Børn."

"Ja, lille Tante, jeg veed det godt altsammen. Jeg 145 har længe forstaaet, at Tiden gaar svanger med en ny Middelalder. Folk vil igen kureres ved Haandspaalæggelse og Kirkeoblater. Men vil du følge mit enfoldige Raad, saa maa du alligevel hellere forsøge med den Petroleumskur, hun talte om derinde, den rare gamle Dame. Den vil i hvert Fald kun ødelægge de mindre ædle Dele. – Og nu maa du undskylde mig! Jeg maa ind og pakke mine Sager sammen!"

[*]

Hen paa Eftermiddagen, efter at Professoren var rejst, kom en Rytter ridende ind i Gaarden. En yngre Herre med et lille studset Overskæg, høj Silkehat, stram Figurfrakke og lange, drapfarvede Benklæder. Baade Mand og Hest nøjagtig kopieret efter den sidste engelske Modejournal.

Han blev holdende nedenfor Trappen med Haanden i Siden, indtil der langt om længe viste sig en Staldkarl. Da han af Stuepigen fik at vide, at Damerne opholdt sig i Haven, gik han derud uden at lade sig melde.

De fire Damer sad henne under Kastanjerne ved en Kop Te. Da Jytte saae den elegant kostymerede Herre komme ned ad Verandatrappen, sprang hendes Blik rent uvilkaarlig hen paa Fru Vilhelmine. Og 146 skønt Svigerinden ikke røbede nogen større Sindsbevægelse, tænkte hun straks: "Her kommer Amant'en2!"

"Hr. Skovtaksator Frandsen –," forestillede Fru Vilhelmine.

Jægermesteren, der efter sin Broders Afrejse havde trukket sig tilbage med den Undskyldning, at han havde travlt i sit Laboratorium, laa udstrakt paa Sofaen i sin Stue med et Slumretæppe over sig og sov trygt. Et Vindu stod aabent til Haven, og Damernes Passiar havde hele Tiden lydt ind til ham fra det fjerne. En Flok Raager, der gjorde Spektakkel oppe i en Trætop, havde heller ikke forstyrret ham, og det store Rabalder af en Fejespaan, som en af Pigerne tabte udenfor paa Gangen, havde blot faaet ham til at kradse sig i Nakken og skære en Grimace i Søvne.

Lyden af den fremmede Herres Stemme vækkede ham derimod øjeblikkeligt. Han smed Tæppet af sig, satte sig overende og stirrede ud i Luften med de søvnrøde Øjne vidt opspilede.

"Frandsen!" hviskede han hen for sig.

Da han lidt efter stod foran Pillespejlet for at ordne sin Paaklædning, forfærdedes han over sit Udseende. "Detteher ender galt!" tænkte han. "Jeg gør en Ulykke paa den elendige Karl! Jeg skyder ham ned! Gode Gud – de Øjne! Jeg ligner jo en gal Tyr!"

147 Han satte sig ned paa en Stol for roligt at overveje, hvad han skulde gøre. Det galdt først og fremmest om ikke at blive latterlig. Skulde han udfordre Frandsen? De to havde i sin Tid studeret sammen paa Landbohøjskolen, og Frandsen, som var Søn af en københavnsk Skotøjsfabrikant, havde dengang følt sig meget beæret af Venskabet. Nu var den Skomagerdreng bleven overlegen. Red omkring paa Egnen og agerede engelsk Lord.

Hvad der næsten opbragte ham allermest var, at han selv havde anbefalet Vennen til Grev Rabenfeldt, da Greven engang havde talt om, at han vilde have sine Skove takserede. Nu høstede han Lønnen for sin Venskabstjeneste! ... Hvad skulde han gøre? Dersom han kastede Frandsen paa Porten, vilde Følgen jo bare blive, at Folkesnakken æreskændede hans Hustru, og at han selv blev stillet i Gabestokken. Men netop i Øjeblikket maatte en Familjeskandale for enhver Pris undgaaes. Den mindste Skygge paa hans Husliv kunde forspilde ham alle Fremtidsmuligheder. Indtil Valget var ovre, maatte han af Hensyn til den offenlige Mening bide Skammen i sig og lade, som om han ingenting saae. Siden kunde han altid skaffe sig Oprejsning.

Han stillede sig igen hen foran Spejlet og formanede sig selv til Rolighed. Han bandt sit Slips, der var gaaet op, og eftergik med en Lommekam Skilningen 148 i sit glatte Haar, der ligeledes var kommen i Uorden under Søvnen. Han lovede sig selv at være fuldkommen behersket. Selv Vilhelmine skulde ikke kunne mærke noget paa ham. Overfor Frandsen vilde han vise sig ganske uforandret. Under et Skin af Velvilje skulde han plukke den forlorne Fornemhed af ham og gøre ham uhjælpeligt til Latter for de andre.

Med en nytændt Cigar i Munden kom han lidt efter langsomt ned ad Verandatrappen i sin hvide Laboratoriekittel.

"Se se – Frandsen! Du her!" sagde han, da han naaede Selskabet. "Og i Ridekostyme! ... Har Rabenfeldt igen laant dig en Hest?"

"Laant? Du veed jo meget godt, at jeg udtrykkeligt har betinget mig en Ridehest. Greven kendte forresten i Forvejen min Passion. Det sagde han mig netop igaar."

"Ja, det var mig, der fortalte ham, at du vilde sætte Pris paa at komme til at ride engang imellem. Skal du være hjemme med Hesten til nogen bestemt Tid?"

Vennen vilde først ikke svare paa Fornærmelsen men fik saa et lykkeligt Indfald og sagde:

"Jeg tænker, at Barnepigen kommer og henter mig."

Fru Vilhelmine, der havde siddet og ærgret sig over sin Mands Tone, lo hjertelig anerkendende af 149 Hr. Frandsens flotte Ripost. Ogsaa Frøken Søholm skogrede op af Tilfredshed.

Blodet foer Jægermesteren til Hovedet; men af Angst for at komme til at røbe sig, lo han med de andre og raabte endogsaa:

"Bravo, Frandsen!"

Hr. Frandsen, der selv var forbavset over sit Vid, takkede smigret for Bifaldet med en Bøjning.

"Vi sad netop og talte om at benytte det gode Vejr til en Udflugt, John," sagde nu Fru Bertha. "Din Kone foreslog en Køretur til Follebro for at se den Udgravning, som der har staaet saa meget om i Bladene."

"Jeg tror, det vil interessere vore Gæster," mente Fru Vilhelmine. "Vi har jo forresten selv talt om den Tur længe. Hr. Frandsen har lovet at være Vejviser. Han veed, hvor Udgravningen ligger."

"Du husker nok ikke paa," sagde Jægermesteren, "at Landaueren er i Odense med min Bror. Og Charabancen er desværre hos Smeden."

"Er den der endnu? ... Saa maa vi tage Jagtvognen."

"Der er jo kun Plads til fire."

"Det er ogsaa nok, naar du selv er Kusk. Jeg foretrækker dog at ride."

"Det kan du ikke, Vilhelmine."

"Hvorfor?"

150 Du veed jo nok, at Kora er bleven halt."

"Herregud, saa tager jeg den røde Kørehest, den har jeg redet før. Gør nu ikke saa mange Ophævelser!"

"Hvad siger du, Tante? Tror du den Udgravning har den fjerneste Interesse?"

"Det veed jeg ikke. Men Køreturen kan jo i hvert Fald være meget underholdende. Der er saa smukt derovre ved Follebro."

Jægermesteren vendte sig tavs om og gik tilbage for at give Ordre til Stalden.

Lidt efter brød Damerne op for at gøre sig i Stand.

Da Fru Vilhelmine kom ind i sit Soveværelse, stod hendes Mand derinde. Han havde ventet paa hende, og hans Udseende forskrækkede hende. Med Hænderne bag paa Ryggen kom han hen imod hende. Hans uhyggelige Blik trængte hende op mod Væggen, og hun raabte i sin Angst:

"Hvad vil du mig? Herinde har du ikke noget at gøre!"

"Du vil ride sammen med Frandsen?" sagde han. "Godt! ... Men dersom I understaar jer til at gaa paa Eventyr, saa bliver du endnu i Aften jaget ud af Gaarden med denneher!"

Han løftede en sammenrullet Hundesvøbe, som han havde holdt skjult bag Ryggen.

"Er du gal? Er du rent forrykt? Vil du øjeblikkelig 151 gaa din Vej! Ellers ringer jeg paa Pigerne, saa hele Huset hører det!"

"Det vilde blot have til Følge, at du kom paa Porten lige med det samme. Men du holder dig nok i Skindet. Du forstaar vist, at det er Alvor dennegang."

Han gik ind til sig selv.

"Sjover!" slyngede hun efter ham; og saasnart han var gaaet, foer hun hen og laasede Døren imellem dem. Saa gav hun sig til at le – en høj, tøseagtig Latter, der fik Jægermesteren til at fare sammen. Hvad var det? ... I en pludselig Angst for, at hun virkelig morede sig over ham og fandt ham komisk, stod han nogle Øjeblikke raadvild, hvorpaa han besvarede hendes Latter med en overgiven Fløjten. Mens Taarerne stod ham i Øjnene af Ophidselse og vanvittig Forelskelse, gik han omkring i Kammeret og fløjtede Melodien til: "Her har vi den igen, den gamle Vagtparade!"

Et Kvarterstid efter var Familjen og dens Gæster paa Vej til Follebro.

Jytte sad hos sin Fætter paa Kuskesædet. Fru Bertha og Frøken Søholm paa det bageste Sæde med Ryggen til dem. Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen fulgte tilhest paa hver sin Side af Vognen.

Hr. Frandsen red en hjelmet3 og glasøjet4 Hoppe med Svanehals og en lille vims Halestump. Han 152 havde flere Gange holdt den tilbage i det Haab, at ogsaa Fru Vilhelmine vilde trække sig bort fra Vognen, saa de endelig kunde blive alene. Men han var stadig bleven skuffet. Jægermesterens Advarsel havde trods alt gjort sin Virkning paa den hovmodige Millionærdatter. Bastardkvindens vellystfulde Respekt for den korporlige Overlegenhed sad hende i Kroppen. Der manglede i Virkeligheden kun, for at hun skulde komme til at holde af sin Mand, at han engang gjorde Alvor af sin evige Trussel om "at tærske hende gul og grøn som en Skærtorsdagssuppe5."

Hendes Lydighed rørte ham nu. Al hans Harme og Hævntørst vendte sig mod Vennen. For at haane ham gjorde han Løjer med, at Hr. Frandsens Hest, under sin Rytters forfængelige Lyst til at lade den kapriolere6, hyppig afgav kraftige Vidnesbyrd om Fordøjelsesbesværligheder. Han lod ham vide, at det var en fæl gammel Vindsluger7, Rabenfeldt der havde overladt ham, og gav i det hele sit Vid en Frihed, der gjorde Damerne urolige og Hr. Frandsen rasende.

I sin Ondskabsfuldhed kørte han samtidig Vognen længere og længere ud til Siden, saa Vennen trængtes ud mod Vejkanten. Fra Chausseen var de kommen ind paa en Sognevej, hvor der ikke var megen Plads. For ikke at komme ned i Grøften maatte Hr. Frandsen 153 tilsidst søge om bag Vognen. Her red han slukøret ganske alene Resten af Vejen i det ophvirvlede Støv.

Denne fortsatte Triumf havde bragt Jægermesteren i godt Humør. Han underholdt sig med Jytte og lod Hestene strække ud. Fru Bertha, hos hvem der efterhaanden var dukket en Mistanke op, blev igen beroliget.

Efter en lille Times Kørsel naaede de Stedet med de udgravede Borgrester. Det laa paa Højden af en nøgen Aas udenfor en Skov. Der førte kun en Sti derop, og Damerne maatte staa af Vognen. Men der var ikke meget at se. En Murlevning paa en halv Snes Alen var bleven afdækket, – andet var der ikke.

Til Gengæld var Udsigten deroppe fra mægtig. Det halve Fyens Land rummedes indenfor den næsten ubrudte Synskres. En endeløs Frodighed, en uhyre Have, gennemskaaret paa kryds og tværs af de hegnede Veje, hvorimellem Markerne laa som grønne Plæner og Skovene som Bosketter8.

Fru Bertha havde trukket sig lidt bort fra de andre for at være ene med sine Minder. Hun stod i Hat og Sjal med Hænderne paa Ryggen og stirrede ud over sin Barndomsegn, sine Drømmes Land. Og hendes Øjne strømmede over, mens Tankerne gik til den Ven, med hvem hun i Ungdommens Dage 154 havde delt sin frejdige Tro paa Livets Miskundhed. – "Aa, Hjalmar! Nu er jeg dog bleven, hvad du troede jeg aldrig kunde blive: en gammel Kone, der græder over sig selv!"

Jægermesteren, der var bleven siddende paa Vognen, begyndte at knalde med Pisken, og straks efter steg de alle ned.

Det tog lidt Tid, inden de tre Damer igen kom tilsæde paa Vognen, og imens greb Fru Vilhelmine og Hr. Frandsen Lejligheden til at ride i Forvejen, først i Skridtgang, siden, da de andre begyndte at køre, i Trav. Jægermesteren, der øjeblikkelig var bleven urolig, gav sine Heste Tøjlen. Men da det ridende Par mærkede det, satte ogsaa de Farten op for at kunne bevare Afstanden.

Vejen førte ind gennem Skoven. Den gik i idelige Bugtninger, saa Fru Vilhelmine og hendes Kavaler hvert Øjeblik blev usynlige for de andre.

Jægermesteren firede stadig paa Tømmen for at indhente dem; men ved hver ny Drejning af Vejen viste det sig, at de snarest havde forøget Afstanden, og hans Ansigt blev mere og mere blodløst. Den ene af Kørehestene, der var vant til at gaa for Vogn sammen med den Fuks, som Fru Vilhelmine red, gik vældig frem med løftet Hoved. I sin Uro gav den sig tilsidst til at kalde. Den anden Hest svarede forude, og dens Raab gav Genlyd i Skoven.

155 Jytte begyndte at føle sig uhyggelig tilmode. Det skyldtes ikke saa meget selve Hændelsen. Hun havde set saa meget af den Art i sit Liv og var jo desuden forberedt. Men hun ængstedes af den vilde Kørsel, af Fætterens blege Ansigt, af Hestens urolige Kalden paa sin Mage og dennes Svar, der lød gennem Skoven som et Nødraab.

Nu blev det ogsaa Fru Bertha for broget. Hun vendte sig om og sagde:

"Som du dog kører, John! Du ødelægger jo Dyrene!"

Han blev straks bange for at have røbet sig og tog ind paa Linerne. Men da Hesten under den højre Tømme igen rejste Hovedet med en gennemtrængende Vrinsken, kunde han alligevel ikke beherske sig.

Han løftede sig lidt fra Sædet og gav den et Par Gange af al sin Magt Piskesnærten hen ad Ryggen, saa Dyret rystede og stejlede.

"Kan du snart holde op med den Galen!"

"Men John dog! Hvad gaar der af dig!"

Det var atter Fru Bertha, der nu endelig blev klar over, hvad der gik for sig, og at Hr. Frandsen var den Forfører, som Brodersønnen havde talt til hende om.

Frøken Søholm havde aabenbart ogsaa god Rede paa Forholdet, men hun sagde ikke noget. Ganske stille 156 sad den gamle Dame og skrukkede, mens de spionerende Øjne stod stive i Hovedet. En Tudse i moareret9 Silkechenille og med "Esprit".

Pludselig saaes Rytterparret igen forude. Det holdt stille midt paa Vejen og ventede.

"Hvor bliver I dog af!" raabte Fru Vilhelmine, da Vognen nærmede sig.

Jægermesteren blev straks igen blød om Hjertet og sagde næsten sagtmodig:

"I havde saadan et Hastværk, Vilhelmine!"

Resten af Hjemturen gik for sig i al Fredelighed. Ved Indkørslen til den brede Poppelalle, der førte op til Storeholt, sagde Hr. Frandsen Farvel og dansede afsted i en engelsk Galop. Det var Fru Bertha meget tilfreds med. Hun var ikke sikker paa, at hun havde kunnet dy sig for at sige denne forlorne Junker lige op i hans Ansigt, hvad for en falsk Ven han var.

Da Vognen kørte op for Trappen, stod baade Husjomfruen og en af Stuepigerne der for at tage imod Herskabet. Ved at se deres Miner forstod de alle straks, at der var sket noget alvorligt under deres Fraværelse.

"Hvad er der paafærde?" spurgte Jægermesteren.

Husjomfruen meddelte, at den syge Køkkenpige pludselig var bleven meget daarlig og vistnok ikke kunde leve. Doktoren havde været der kort efter, 157 at de var kørt; han havde foretaget en Undersøgelse, og det havde vist sig, at Betændelsen i Brystet havde grebet om sig. Feberen var ogsaa stegen. Pigen var bleven meget urolig og havde bedt om at faa Præsten hentet for at blive berettet. Pastor Gaardbo var netop kommen og sad inde hos hende.

Damerne steg stille ned af Vognen og gik ind. Fru Vilhelmine, der var staaet af ved Stalden, kom først nu tilstede og hørte, hvad der var sket.

"Er Præsten derinde?" spurgte hun.

"Ja," sagde Husjomfruen "Og jeg synes, Oline er bleven lidt roligere nu. Jeg kommer lige derinde fra."

"Hvad er det for en Oline, der er syg?" spurgte Jytte. "Er det hende den rare, der ogsaa var her for to Aar siden? ... Tænk, det vidste jeg ikke!"

Fru Bertha var straks gaaet op til sig selv. Efter den Opdagelse, hun havde gjort paa Køreturen, taalte hun i Øjeblikket ikke at være sammen med Fru Vilhelmine. De andre Damer gik ind i Dagligstuen – ogsaa Jytte, skønt hendes Moder med et Tegn havde ladet hende forstaa, at hun gerne vilde tale med hende.

Den Tanke at have Døden i Huset havde gjort dem alle blege. Og uvilkaarlig dæmpede de deres Stemmer under Indtrykket af den højtidelige Handling, der gik for sig helt henne i den anden Ende 158 af Bygningen. Selv Jytte, som dog aldrig havde været til Alters og knap rigtig vidste, hvad der foregik ved en saadan Lejlighed, blev greben af den mysteriøse Stemning og følte Præstens Tilstedeværelse som en Betryggelse.

Hun havde stillet sig hen ved Vinduet og saae ud i Haven, hvor Skyggerne begyndte at blive lange. Og det gik her op for hende, at Pastor Gaardbo et Par Gange havde været i hendes Tanker siden de om Morgenen mødtes udenfor gamle Bodils Hus. Ogsaa hans afdøde Forlovede havde hun tænkt paa. Hvad det maatte være for en ejendommelig Mand, der trods sin egen store Sorg begyndte Dagen med at plukke Blomster til en gammel Kones Stue. Og nu stod han derinde ved den syge Piges Seng som en trolddomsagtig Besværger af Dødens Gru.

Nu hørte hun hans Stemme. Han kom tilbage gennem den lange Række af Værelser sammen med Husjomfruen, og lidt efter stod han i Døren.

I første Øjeblik generede det hende lidt at se ham i Ornat. Hun havde altid fundet den danske Præstedragt saa latterlig. Desuden holdt han i Haanden en hæslig lille Jordemodertaske, der rimeligvis indeholdt de sakramentale Rekvisitter. Men samtidig gjorde den lange Troldmandskjole og den store Pibekrave hans Skikkelse endnu mere fremmedartet i disse Omgivelser. Den alvorlige unge Præst stod i den 159 herskabelige Dagligstue som en rustet Udsending fra en fjern og eventyrlig Verden.

Fru Vilhelmine rejste sig og gik ham imøde med en af sine sædvanlige selskabelige Talemaader. I nogen Tid stod de ude paa Gulvet og talte sammen om den Syges Tilstand. Og ikke alene Pastor Gaardbos Person, ogsaa hans rolige Stemme med det smukke jyske Tonefald virkede besynderligt i disse Stuer, hvor man var vant til at høre Jægermesterens Drengerøst gjalde op.

"Oline bad mig om at komme igen imorgen," sagde han. "Det er der vel ikke noget i Vejen for?"

"Ikke det mindste."

"Hun vil i det hele gerne have, at jeg kommer og taler lidt med hende, mens hun ligger. Foreløbig taaler hun jo ikke at anstrenges, og vi faar nu se, om det vil gaa frem eller tilbage."

"De skal altid være velkommen, Pastor Gaardbo. Vil De ikke tage Plads? Min Mand kommer vistnok straks."

Præsten syntes at betænke sig. Hans Blik havde et Par Gange vendt sig mod det Hjørne af Stuen, hvor Jytte opholdt sig. Men pludselig bukkede han og sagde Farvel.

Kort efter stod Jytte oppe hos sin Moder, der var i Færd med at skrive et Brev.

"Var der noget, du vilde?"

160 "Ja," sagde Fru Bertha og lagde Pennen væk. "Du talte i Aftes om, at du havde følt dig skuffet af Storeholt og helst vilde bort herfra saa snart det lod sig gøre. Jeg vil sige dig, det er gaaet mig aldeles paa samme Maade. Jeg føler alting saa uhyggelig forandret siden sidst, og det piner mig usigeligt. Jeg kan heller ikke holde ud at se paa John og Vilhelmine, og denne Frøken Søholm er vist ikke saa dum som hun lader. Hende skal man aabenbart tage sig iagt for. Dersom du vil som jeg, saa rejser vi herfra hurtigst muligt."

Jytte havde taget en Bog fra Bordet og stod og bladede i den.

"Hvor mener du saa, vi skulde rejse hen?"

"Vi kan jo f. Eks. tage til Fanø. Saa kan du bruge Badene der. Det vil du sikkert have godt af."

"Men gaar det an for Johns Skyld? Det vil dog vist gøre ham ondt."

"Aa, John har saa meget for i denne Tid. Jeg tror slet ikke han vil tænke over det."

"Men maa vi dog ikke i det mindste vente, indtil Enslev har været her?"

"Det finder jeg ikke engang nødvendigt. Det mente du jo ogsaa selv igaar."

Jytte huskede det godt. Hun undrede sig kun over, at det ikke var længere siden.

161 "Du kan for mig gøre ganske som du vil, lille Mor! Mig er det ligemeget," sagde hun, lagde med et træt Udtryk Bogen bort og gik ind til sig selv.

[*]

Den næste Formiddag, da Jytte traf sin Fætter i Haven, spurgte hun ham, om han kunde overlade hende en Vogn engang i Løbet af Eftermiddagen. Hun vilde gerne gøre sin Veninde, Doktorfruen i Jerve, et Genbesøg.

"Det er kedeligt, jeg har netop givet Kusken en anden Ordre. Kan det ikke vente til imorgen?"

"Jo, kære – imorgen eller en anden Gang. Det er ganske ligegyldigt," sagde Jytte og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

Den følgende Dag ved Firetiden kom hun alligevel afsted.

Da hun holdt foran Lægeboligen, saae hun straks, at hun kom ubelejligt paa Grund af Storvask. Rundt om Huset hang Tøj i Solen. Ogsaa i Haven var der trukket Snore; den friske Os af Lud sporedes helt ud paa Vejen. Hun fandt alle Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske.

Veninden stod ude i Haven midt i de blafrende Lagenrækker med Hovedet skjult i en stor Helgolænder10. Et lille Barn sad ved Siden af hende i Græsset og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælkebøtte. 162 Nogle andre Børn hørtes at lege et andet Sted i Haven.

Jytte stod længe i Havedøren og iagttog Veninden uden at blive bemærket. Fru Meta vendte Ryggen til, og da Jytte saae, at hun igen var frugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

"Goddag, Meta!" sagde hun endelig; men hun maatte gentage det et Par Gange før det hørtes paa Grund af Tøjets Blafren.

Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde Jytte straks se.

"Hedvig – Jørgen – og Olga!" raabte Moderen, og under de ophængte Lagner og Sengetæpper kom lidt efter tre halvnøgne og solbrune Unger kravlende frem paa alle fire, brølende og brægende. Da de opdagede den fremmede Dame, tav de forskrækket. Derpaa rejste de sig op og gik artig hen og gav Haanden.

"Det er jo et helt Regiment!" sagde Jytte.

"Ja, synes du ikke jeg har Lov til at være vigtig."

"Jo – og det er du nok ogsaa."

"Men hvor ser I dog ud, Børn!" sagde Meta. "De ligger jo hele Dagen og boltrer sig i Jorden ligesom Spurve ... Kom, nu gaar vi ind, Jytte! Jeg skal blot give Pigerne Besked."

"Jeg er ked af, at jeg kommer til Ulejlighed –"

163 "Det skal du virkelig ikke tage dig nær. Vi er næsten færdige. Men vi begyndte ogsaa Klokken fem i Morges. Det skal netop være dejligt at hvile Benene lidt."

Mens Meta var borte, saae Jytte sig om i Havestuen, der tillige var Familjens Dagligværelse. Døren til Doktorens Stue ved Siden af stod aaben. Udstyret i begge Værelserne var holdt i gammeldags Bondestil. Høje, mørkfarvede Paneler med en fast Bænk langs den ene Side. Hvidtede Vægge. Rødbejsede Møbler. Ingen Gardiner eller Portierer. Bare en gul Kappe over Vinduerne. Umagelige Stole med Straasæder.

"Dette her har du ikke selv fundet paa," sagde hun, da Veninden kom tilbage – og hun saae, at Meta havde benyttet Lejligheden til at skifte Kjole. "Det er altsaa din Mands Smag."

"Ja, det er det. Hvad synes du om det?"

"Jo, her er hyggeligt," sagde hun men vidste ikke selv, om hun ogsaa mente det. Hun følte sig paa fremmed Jordbund her og var usikker.

I nogen Tid sad de nu uforstyrret og talte om fælles Veninder, deres Giftermaal og Skilsmisser og de andre mer og mindre selvforskyldte Ulykker, der havde ramt de fleste af dem. Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og kom derfor i Forlegenhed 164 med sine Hænder. Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun ikke længer tilhørte.

"Længes du aldrig tilbage til København?" spurgte hun.

"Nej aldrig! Jeg synes man lever meget lykkeligere paa Landet. Det sagde du forresten ogsaa selv engang, kan jeg huske. Det lød saa pudsigt. Jeg troede heller ikke det var dit Alvor. Men saa fortalte du om din Barndomstid paa Samsø, og saa forstod jeg, at du virkelig mente det."

Jytte nikkede.

"Derfor troede jeg ogsaa straks paa det, da jeg hørte, at du var bleven forlovet med en Godsejer. Det var altsaa ikke rigtigt. Men du skal se, naar du engang gifter dig, bliver det nok med en Landmand."

Jytte kom til at smile.

"Hvorfor vil du med Vold og Magt have mig gift, Meta?"

"Fordi det er det eneste, som der er rigtig Lykke ved. Nu veed jeg det!"

"Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Posten uden alle disse forudgaaende Formaliteter."

Nu var det Metas Tur til at smile. Hun skottede 165 til Jytte over sin Stoppenaal med et halvt skalkagtigt, halvt blufærdigt Blik.

"Det mener du jo ikke et Ord af," sagde hun.

Men i det samme forandredes hendes Ansigt og blev alvorligt: "Aa, du tænker maaske paa Fødslerne ... Ja, de er skrækkelige ... rædsomme ... endnu langt værre end man har forestillet sig det," sagde hun, – og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

"Nej, det var forresten ikke dem jeg tænkte paa; og en saadan Barselaffære er vel heller ikke, hvad den var i gamle Dage," sagde hun for at trøste hende. "Det meste foregaar jo nu under Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig engang, at hun fik sit Barn uden at ane det mindste. Kan du huske den store Opstandelse der blev blandt Præsterne for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen skrev om den moderne Videnskab, at den høfligt havde lyst den ene efter den anden af de gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne."

Meta sagde stille og indadvendt uden at se op fra sit Arbejde:

"Jeg er ikke bleven bedøvet mere end een Gang. Og den ene Gang er jeg nærved at fortryde nu."

"Hvad mener du?"

"Jeg er jo naturligvis bleven hjulpen af min Mand, 166 og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade. Ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv at vide, hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv. Ligesom et Barn bliver man sat udenfor Døren, naar de vigtigste Ting skal drøftes – siger min Mand. Og det maa jeg give ham Ret i."

"Hvad har du da gjort?"

"Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa saa rent forkert."

"Og det er du nu ked af?"

"Det vil jeg ikke sige, for det frelste sagtens baade mit og Barnets Liv. Og jeg holder naturligvis lige saa meget af Olga som af de andre. Men jeg føler det alligevel tidt som et Savn, at jeg var saa langt borte, da hun kom til Verden. Jeg tror, det betyder meget for en Mor, at hun har mærket sit Barn blive født og hørt dets allerførste lille Kvæk. Min Mand plejer at sige, at ellers følger de fineste Hjerterødder ikke med."

Jytte havde sat sig sidelæns paa den umagelige Stol og holdt Haanden under Hovedet. Hun følte det sortne for sine Øjne under et sønderslidende Indtryk af Livets Grumhed.

Hun begreb ikke, at Veninden trods alt, hvad hun 167 havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet og endogsaa føle sig lykkelig midt i Rædslerne. Var der da slet intet i hende der gjorde Oprør? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa raffinerede Pinsler, maaske engang vilde ønske, at de aldrig var bleven født? Hvor mange Mennesker gjorde ikke det? Hver Dag var der Hundreder, som dræbte sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger.

"Din Mand er vel sagtens meget religiøs?"

"Nej, ikke det mindste. Børnene er ikke engang døbte."

"Er det sandt?"

"Dersom du vil lade være med at snakke om det, saa kan jeg godt fortælle dig, at min Mand skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar, og han sidder ofte oppe den halve Nat for at skrive paa det."

"Hvad handler det om?" spurgte Jytte paa den interesserede og dog aldrig helt nærværende Maade, der var hende egen.

"Ja, det kan jeg ikke saadan sige. Det er ikke Filosofi, men alligevel noget i den Retning. Det handler i Grunden om alt muligt. Men mest om Børneopdragelsen og Ægteskabet og Livet med Naturen. Men det kan ikke nytte, jeg begynder paa at forklare 168 dig det; det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det altid gerne."

"Jeg er lidt forbavset over, hvad du her fortæller mig, fordi jeg kan huske, du sagde forleden, at din Mand og din Svoger Præsten er saa meget for hinanden. Jeg tænkte derfor – –."

"Min Svoger hører ikke til dem, der tager det højtideligt med Dogmer og den Slags. Han ser alene paa Sindelaget. Selv er han det elskeligste Menneske under Solen ... Men det er sandt, du kender ham jo! Han fortalte os igaar, at han havde truffet dig og din Mor. Endogsaa et Par Gange tror jeg."

Jytte svarede blot Ja.

Veninden talte nu en Tid om Præstens Kærlighedsgerninger blandt de Fattige og spurgte saa:

"Veed du af, at min Svoger har haft en stor Sorg?"

"Jeg har hørt lidt om det. Han mistede sin Kæreste, ikke sandt?"

"Ja, og paa den uhyggeligste Maade ... og lige før Bryllupet. Hun fik Krampe i Vandet og druknede. Det var sidste Sommer. Han havde dengang lige besøgt os ovre i Vestre-Byrup, og jeg tror aldrig jeg har set et saa lykkeligt Menneske."

"Hvem var hun, den unge Pige?"

"Hun var fra Kolding. Det var forresten hans og min Mands Kusine. Et udmærket lille Menneske. 169 Frisk og sød. De havde været forlovet lige fra han var ung Student. Mærkeligt nok taler han aldrig om hende. Men man kan se det paa hans Øjne, at han altid tænker paa hende. Man føler det ogsaa, at han har hende med sig i al sin Gerning. – Her kan du forresten se hende."

Meta hentede et Fotografi fra en Ramme, der stod paa Skrivebordet.

"Var hun ikke nydelig?"

Jytte saae skødesløst paa Billedet og nikkede bekræftende, skønt Ansigtet virkede ubehageligt paa hende.

"Lever din Svoger nu ganske alene i Præstegaarden?" spurgte hun.

"Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske. Et forfærdeligt Menneske forresten, som bogstavelig talt sulter ham. Selv vejer hun sikkert sine to Hundrede Pund. Uh, jeg har tidt den største Lyst til at give det Asen en ordenlig Endefuld med et Banketræ. Men hun hører paa en Maade med til Familjen. Derfor er hun ikke let at slippe af med, saalænge min Svoger ikke gifter sig."

"Det gør han vel ogsaa nok."

"Det haaber vi jo paa. Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt. Og – ikke sandt? – det vilde dog være Synd og Skam om en saa god og kærlig 170 Mand ikke fik Hjem og Børn og blev lykkelig. Han holder netop saa meget af Børn."

Der var noget i denne halvt forelskede Snak, der igen opæggede Jytte og vakte hendes Spot. Men hun nænnede ikke at lade Veninden mærke det, og nu rejste desuden Meta sig; hun havde hørt en Bil køre ind i Gaarden.

"Det er min Mand. Jeg vil blot sige ham, at du er her."

Jytte ønskede sig bort. Hun havde heller ingen Lyst til at træffe Doktor Gaardbo, fortrød i det hele, at hun var kommen her, og besluttede at tage afsted saasnart hun havde hilst paa ham.

Til hendes Overraskelse viste Doktoren sig imidlertid ganske elskværdig. Han gjorde sig endogsaa tydeligt Umage for at være underholdende, idet han med naiv Ligefremhed fortalte om sig selv og sine Meninger. Han sad med den mindste lille Pige paa Skødet, og mens han talte, lagde Jytte Mærke til, at Barnet klædte den grimme Mand og næsten gjorde ham smuk.

Omslaget i Doktor Gaardbos Følelser overfor hans Kones københavnske Veninde skyldtes en Bemærkning, som hans Broder Præsten den foregaaende Dag havde ladet falde om hendes "hemmelighedsfulde Falkeansigt". Den havde i al sin Uskyldighed røbet en vis Optagethed af den smukke Ministerdatter. Nu 171 ønskede han derfor selv at danne sig et Skøn om den unge Dame med det tvivlsomme Rygte, og han fandt hende til sin Forbavselse ikke saa lidt menneskeligere end han efter Pynten havde forestillet sig. Da Meta søgte at overtale Jytte til at blive der til Aften, stemte han endog i med og tilbød at køre hende hjem i sin Bil, dersom hendes Vogn ikke kunde blive.

Men Jytte havde faaet Uro paa sig. Hun bad om, at der maatte blive sendt Bud til hendes Kusk.

Kort efter fulgte hele Familjen hende tilvogns. Doktoren svøbte egenhændig Køretæppet om hendes Fødder og bad hende at vogte sig for Aftenkøligheden.

[*]

Paa Hjemvejen, da de kom igennem Stationsbyen, standsede Vognen pludselig. Jytte, der havde siddet i sine egne Tanker, forstod ikke Meningen. Hun saae, at de holdt udenfor Gæstgivergaarden.

Men da opdagede hun sin Fætter. Han stod oppe paa den høje Trappe og havde raabt Kusken an. En tykhovedet Vært i Skjorteærmer fulgte ham til det næstnederste Trin med Hænderne sløvt i Bukselommerne.

"Naa Farvel, Hr. Andersen! Det er altsaa nu en klar Aftale, at De indtil videre reserverer mig Salen og 172 ikke udlejer den til nogen anden. Hvad jeg vil bruge den til, kan jo foreløbigt være Dem ligegyldigt, ikke sandt?"

"Gubbevares!"

"Skulde der altsaa melde sig andre Liebhavere, maa De straks meddele mig det. Jeg har altid i Dem set en ualmindelig stabil Mand og min politiske Meningsfælle."

"Takker."

Mens Jægermesteren steg tilvogns, blev Værten staaende med Hænderne i Lommerne og gloede paa Jytte uden at hilse.

"Men hvor kommer du dog fra, John?" spurgte hun, saasnart Kusken havde faaet Tegn til at køre. Fætteren var ildrød i Øjnene og bragte en sødlig Spirituslugt med sig.

"Jeg har haft en Forretning at ordne med Gæstgiveren. Der er ikke mere end seks Uger til Valget, det gælder om at træffe sine Dispositioner i Tide."

"Den Slags Folk vilde jeg i dit Sted forhandle med i Telefon."

"Du tager ganske fejl. Gæstgiver Andersen er en af Kresens mest indflydelsesrige Mænd. Du skal lægge Mærke til, hvad en Statsmand engang har udtalt, at den politiske Stemnings Styrke vokser med Antallet af Kroerne. "Den Slags Folk" – som du siger – skal man altsaa ikke lægge sig ud med."

173 "Men tænker du da paa at stille dig, John?"

"Det kunde jo gerne være. Men lad os lade det Spørgsmaal ligge! Der er noget andet, jeg længe har villet snakke med dig om, Jytte ... noget meget alvorligt og sørgeligt, som jeg trænger til at tale med et Menneske om. Og vi er jo Venner, ikke sandt? Fra Barndommen har vi kendt hinanden, og du har tilgivet mig, at jeg engang bildte mig ind, at det var os to, der skulde være Mand og Kone paa Storeholt."

"Ja ja ... Hvad var det, du vilde fortælle mig?"

Paa et Tegn fra Jytte havde de sat sig over paa det andet Sæde af Hensyn til Kusken. Her sad de under det opslaaede Ruf og kunde ikke høres af ham.

"Sig mig, Jytte, du som er saa klog og straks ser alting – har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig?"

"Jo, det har jeg."

"Jeg tænkte det nok. Derfor skal du ogsaa vide hele Sandheden. Vilhelmine og jeg maa skilles. Der er ikke andet at gøre. Den nuværende Tilstand er utaalelig. Skal jeg blive ved at leve med det Menneske, fryser jeg ihjel. Jeg veed godt, at jeg har mange Fejl; men som Ægtemand har jeg ingenting at bebrejde mig. Jeg har baaret over med Vilhelmine og fundet mig i hendes Luner, fordi jeg er et Menneske, der trænger til Kærlighed og Ømhed. Men 174 nu maa det være forbi. Jeg vil hellere være gift med en skiden Malketøs, end med den Istap."

"Det var vel nok gaaet bedre for jer, dersom I havde faaet Lov til at beholde lille Kaj," sagde Jytte i sine egne Tanker. "Eller dersom I havde haft flere Børn," føjede hun til lidt efter.

"Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun gik med ham! Bagefter var hun jo stolt over at have faaet ham; men hun har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun kan blive aldeles rasende bare jeg nævner det."

"Kan du i Grunden fortænke hende i det?"

"Hvad siger du? Det kan du jo ikke mene, Jytte! Verden skal vel ikke affolkes? Det er dog Kvindens første Pligt at vedligeholde Formerelsen? – Nej, lad os nu være Mennesker, kære Kusine!"

Jytte svarede ikke noget hertil. Hun sad med bortvendt Ansigt, tæt indhyllet i et Sjal, som Fætteren havde hjulpet hende med at faa om sig.

"Men vi Mænd er for hensynsfulde. Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa en af mine Venner – en Kvindekender – han sagde engang rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor Hestepranger paa 12 Lispund, der engang imellem gav hende nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forresten de fleste Kvinder – sagde han."

175 "Hvem var den Vismand?"

"Det er jo lige meget med Navnet. Og det blev naturligvis sagt i Spøg. Men der er sgu ikke saa lidt om det. Det er nu min Erfaring."

Ogsaa min! – tænkte Jytte. Man kunde jo lige saa godt tilstaa den brutale Sandhed, i det mindste for sig selv. Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødselens Radbrækning eller – i Mangel deraf – Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige, inderste Krav til Manden. Det var denne aldrig slukkede Trang til Nedværdigelse, der blev hendes Skæbne. Meta vilde naturligvis aldrig i Livet indrømme det; men hun kendte ikke sig selv.

Jægermesteren opstemte nu sin sædvanlige Klagesang over det Vanheld, der havde forfulgt ham i alle Forhold. Men Jytte hørte ikke længer paa ham, og kort efter var de hjemme.

Da Vognen drejede fra Vejen ind i Alleen, fik de begge paa eengang Øje paa Hr. Frandsen, der noget borte polkerede11 afsted paa sin højbenede og stumphalede Ganger. Og idet de kørte op for Trappen, saae de Vilhelmine, der kom gaaende fra Stalden i sin Ridekjole.

Jytte skyndte sig at komme ud af Vognen og 176 gik straks op til sig selv. Udtrykket i Fætterens Ansigt havde gjort hende utryg.

Ægteparret mødtes paa Trappen efter at Vognen var kørt bort.

"Har du været ude at ride med Frandsen?"

"Ja, naturligvis."

"Trods mit bestemte Forbud?"

"Forbud? ... Hvad kan du forbyde?" sagde hun haanligt over sin Skulder og gik forbi ham ind i Forstuen.

Jægermesteren fulgte. Fra Knagerækken derinde tog han den Hundesvøbe, han for et Par Dage siden havde truet hende med.

"Vi ses!" sagde han med sænket Stemme og gik op i deres Soveværelser.

Fru Vilhelmine var bleven bleg. Hun stod nogen Tid tvivlraadig og bøjede sin smækre Ridepisk. Vendte sig saa mod Døren for at gaa tilbage til Stalden men betænkte sig og blev igen staaende nogen Tid i Overvejelser. Tilsidst gik hun raskt ind i sin Mands Værelse og tog Telefonen.

"Ekspres – København! ... Optaget? ... Saa Statstelefonen! ... Grosserer Søholm. – Ogsaa! Hvorlænge? ... Aa!"

Hun lagde ærgerlig Hørerøret tilbage i Gaffelen og overvejede paany. Halvt i Tanker tog hun en Cigaret fra en Æske, der stod fremme paa Bordet, og tændte 177 den. Da den var udrøgen, gik hun roligt ud af Stuen, derpaa videre gennem Gangen og – ganske langsomt – op ad Trappen.

Hun vidste, at hendes Mand stod paa Lur oppe bag Sovekammerdøren.

Da Familjen noget efter mødtes ved det sene Middagsmaaltid, var Ægtefællerne bleven forsonede, og Jægermesteren var nu lige saa aabenhjertig i sin Glæde som før i sin Græmmelse. Han skinnede af Forelskelse og forlangte Champagne paa Bordet. Under hele Maaltidet havde han ikke Øjnene fra sin Kone. Han kaldte hende Dronningen af Saba, og da hun tilsidst bad ham om ikke at skabe sig, lo han af hendes Vrede og svor paa hendes Dejlighed.

I sit glade Overmod gav han sig endogsaa til at snakke om Hr. Frandsen. Han talte overbærende om sin gode Vens naragtige Væsen, kaldte ham "Baron v. Frandsen" og fortabte sig i Betragtninger over, hvor ubegribeligt det var, at Folk ikke vogtede sig mere for at blive latterlige.

Jytte blev saa led ved denne ægteskabelige Abekomedie, at hun havde Lyst til at rejse sig fra Bordet. Allermest generede det hende at se sin Moders Optagethed af den og stille Glæde over den. Hun sad med Haanden under Kinden og smilte som i lykkelige Erindringer.

178 Den følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne, mens den øvrige Familje hvilte sig ovenpaa den solide Frokost. Det var en graa, stille Dag med tung Luft og Tordenvarme. Jytte sad bøjet over Bordet med Haanden under Kinden og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende. Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal, der stod ved Siden af, førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I Kastanjekronerne oven over hende summede Bierne omkring Blomsterresterne. Det tonede deroppe som i en uhyre Kube.

Det hørte til Sjeldenhederne, at Jytte saadan faldt hen i en Avis. Hun plejede kun at læse de smaa Notitser med Bynyt og Anmeldelserne fra Koncertsalene. Resten interesserede hende i Almindelighed ikke. Men der stod i disse Dage i "Femte Juni" en Række livlige Rejseskildringer fra den italienske Riviera, netop fra de samme Steder, hvor hun nylig selv havde færdedes med Torben Dihmer.

Det undrede hende hver Dag lidt, at hun saa roligt kunde læse om denne Eventyrkyst, hvor hun havde tilbragt et Par af sit Livs pinefuldeste Dage. Men det blev hende samtidigt ganske klart, at hun aldrig havde elsket Torben Dihmer, ikke siden de 179 begge var saa unge, at de knap forstod deres egne Følelser. Det hele havde været en halvt burlesk Fejltagelse. Han var et kært Ungdomsminde for hende, en vemodig Erindring fra hendes lykkelige Tid, – ikke mere. At hun dengang paa den høje Bjærgtrappe mellem Citronhaverne gav ham sin Mund, var en ulyksalig Forvildelse. Dersom ikke den Ulykke var sket, kunde maaske alt være blevet ved det gamle imellem dem. Hun havde da nu kunnet glæde sig til hans Hjemkomst, til Mørkningstimerne i sin Moders Stue, til Hyggen og Trygheden ved hans Nærværelse. Paa Grund af dette ene Øjebliks Selvforglemmelse havde hun mistet en kær Ven og god Kammerat for bestandig. Nogen Kærlighedslykke var hun derimod ikke gaaet tabt af.

Den sorte Pudelhvalp, der nu fulgte hende overalt, trillede sig foran hende i Gruset og sprang op af hendes Kjole for at paakalde hendes Opmærksomhed. Den vilde lege; men hun var for optaget af sin Læsning og tog sig ikke af det. Tilsidst sprang den ud paa Græsplænen, hvor de plejede at more sig med hinanden. Her blev den staaende med sine smaa gnistrende Øjne opmærksomt rettet paa hende. Ved hver Bevægelse, hun gjorde, sitrede det igennem den. Nu kommer hun! – tænkte den. Men saa var det bare et nyt Kirsebær, hun skulde have fat i, eller igen en Sten, der blev kastet over Skuldren.

180 Ogsaa en anden opmærksom Tilskuer havde hun uden at ane det. Oppe i Havestuedøren stod Pastor Gaardbo. Han havde besøgt den syge Tjenestepige, og han var nu kommen gennem alle de tomme Stuer, da han standsede ved Synet af hende. Han havde allerede staaet der en lille Tid – lidt tvivlraadig.

I samme Øjeblik han traadte ud paa Verandaen, hørte Jytte ham. Hun løftede Hovedet fra Haanden, og da hun genkendte ham, rankede hun sig uvilkaarlig. Med Forbavselse og nogen Uro saae hun ham komme ned imod hende.

"Undskyld!" sagde han og hilste paa sin lidt formløse Maade med den brede Straahat. "Jeg forstyrrer Dem vist. Men jeg er gaaet gennem hele Huset uden at træffe et Menneske. Ogsaa Husjomfruen har jeg forgæves søgt. Jeg tænker, det maa være Middagsheden, der har fristet til at opsøge Ensomheden."

"Er det Jægermesteren, De søger?" spurgte Jytte.

"Nej, det er egenlig mere hans Frue idag. Men maaske jeg maa have Lov til at aflevere min Besked her hos Dem, Frøken Abildgaard. Jeg er ikke saa meget for at komme to Gange i samme Ærinde."

Jytte var i Forlegenhed med, hvad hun skulde svare. Præsten var bleven staaende paa den anden Side af Bordet og holdt Haanden paa Ryggen af en Stol, som om han ventede paa en Opfordring til at sætte sig.

181 "Jeg veed jo ikke, hvad det drejer sig om ... Men vil De ikke tage Plads?"

"Tak. – Jeg kommer inde fra den syge Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Men hun er dog stadig en Del urolig og er navnlig lidt bange for at være alene. De andre Piger her paa Gaarden har jo i Forvejen deres at passe, og jeg vilde derfor gøre Jægermesterinden opmærksom paa vor nye Menighedspleje. Søster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud."

Jytte lovede at bringe Beskeden. Samtalen stoppede dermed op, og hun ventede, at Præsten skulde rejse sig. Da det ikke skete og Pavsen blev længere, bød hun ham af Kirsebærskaalen. Han tog ogsaa med Tak et Par Bær. Og nu fortalte han om den lille Bjerggruppe Kaiserstuhl midt i den graagrønne Rhindal, hvorfra de fleste af disse Foraarskirsebær kom. Han havde i sine Kandidatdage været der netop i Bærhøstens Tid sammen med sin Broder.

De talte derpaa lidt om Rejser; og da ogsaa dette Emne hurtigt blev opbrugt og Jytte imidlertid havde faaet Hvalpen op i sit Skød, kom de ind paa at tale om Hunde og de forskellige Hunderacer.

Præsten vilde nu rejse sig, da Jytte ganske mod sin Vilje kom til at holde ham tilbage ved at nævne sit Besøg i Jerve den foregaaende Dag.

182 "Deres Svigerinde er min gamle Veninde ... Det glædede mig at træffe hende igen og se hendes Børn."

"Meta har fortalt mig, at de endogsaa har været Klassekammerater," sagde Præsten. "Rigtignok paa den Maade, at De altid var Klassens Duks og hun Deres Modpol. De blev jo ogsaa Student, ikke sandt?"

"Jo."

"Og studerede i nogle Aar?"

"Ja."

"Jeg mener temmelig sikkert at kunne erindre Dem fra en Universitetsfest. De sad oppe paa Pulpituret sammen med en meget blond Herre, vistnok en Udlænding. Da De kom ind, hørte jeg Folk rundt om sige, at det var Minister Abildgaards Datter."

Jytte huskede godt Dagen. Det var med Baron Cederstrøm, hun havde været der. Hun havde tilfældigt mødt ham paa Vejen til Universitetet og havde da taget ham med for at han skulde høre Studenterkoret synge. Det var rimeligvis netop dette Følgeskab, der havde foranlediget den dumme Snak om deres Forlovelse.

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og hun vilde ikke nærmere ind paa den. Og nu talte de en Tid om Universitetsforhold, om Professorerne, om de altfor mange Studenter og om Skolernes Undervisning. Pastor Gaardbo fortalte spøgefuldt, at han 183 som nybagt Kandidat en kort Tid havde været Lærer i et københavnsk Pigeinstitut, og at hans Erindringer fra den Tid ikke hørte til de lyseste.

"Jeg kan endnu vaagne midt om Natten af Skræk, fordi jeg har drømt, at jeg igen staar foran Døren og skal ind i Klasseværelset. Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning. Jeg skammede mig tidt for mine Medlærere paa Grund af den Uro, der var i Klassen."

Jytte tænkte ved sig selv, at de unge Pigebørn naturligvis allesammen havde været forelskede i ham, og den naive Mand havde ikke forstaaet det.

"Hvad var det for en Skole, De underviste i?"

"Det var Magda Evensens Institut paa Østerbro."

"Naa ja, det har nu heller aldrig haft det bedste Lov paa sig."

"Ikke det? Nej, det kan jo være. Jeg maa ofte tænke paa, hvad der vel er bleven af mine gamle Elever. Der var virkelig saa meget godt i mange af dem. Det var bare, som om hverken Sorg eller Glæde rigtig kunde faa nogen Magt over dem. Men det gælder jo forresten om de fleste Mennesker."

Nu talte de lidt om Hovedstadslivet og dets mange Adspredelser, og Præsten syntes, at Folk ikke engang tog deres Fornøjelser rigtig alvorlig. De jog fra 184 den ene til den anden, som om det bare galdt om at faa dem overstaaet. Ogsaa den uforholdsmæssige Musikinteresse hos de velhavende Klasser omtalte han som et Sygdomstegn hos Slægten.

"Spiller De, Frøken Abildgaard?"

"Aa ja – til Husbehov. De holder med andre Ord ikke af Musik?"

Han svarede, at han tværtimod følte det som et Savn ikke at have lært at spille. Efter hans Mening burde ethvert voksent Menneske – i hvert Fald enhver Husmoder – kunne spille til en Sang og til en Dans. Et Hjem uden Musik var der noget døvstumt ved. Men disse saakaldte Musikelskere, der sad halve Dage ved Klaveret og hver anden Aften gik til Koncert eller Opera – og af den Slags fandtes der jo i vore Dage mange – de misbrugte en Kunst, der var skabt til Oplivelse, og anvendte den som Bedøvelsesmiddel. Det var et Misbrug, der temmelig nøje svarede til Drankerens overfor Vinen, og Formaalet var jo ogsaa væsenlig det samme: Glemsel, Selvudslettelse, Flugt fra Hverdagslivet og dets mange Vanskeligheder.

Jytte hørte paa dette med Overbærenhed uden at sige noget. Det pinte hende ved denne Lejlighed mere end sædvanligt, at hun manglede Evnen til at udtrykke, hvad der dybest inde bevægede hende. Hun havde kun sin stakkels københavnske Selskabsjargon, 185 der under saadanne Forhold lød saa ulidelig i hendes egne Øren. Derfor foretrak hun at tie. Hun vilde ikke have, at Pastor Gaardbo skulde gaa bort med det Indtryk af hende, at hun var en Pjanke.

De talte nu en Tid om forskellige Komponister. Præsten priste Beethovens Storhed i ret almindelige Vendinger. Wagner kunde han derimod ikke lide. Han kaldte ham en Spektakkelmager og foretrak Griegs Musik. Da Jytte mærkede hans Ukyndighed, søgte hun skaansomt bort fra Emnet.

Samtalen gik saa tilbage til Magda Evensens Institut. Et Par af Jyttes Veninder havde gaaet der, og de regnede nu i Fællesskab ud, at disse rimeligvis havde været blandt hans overgivne Elever. Hun nævnede dem ved Navn, men han huskede dem ikke.

"Hvilke Fag underviste De i?"

"Kun i Religion."

"Naa ja, det er vist næsten ogsaa det aller vanskeligste. Det husker jeg fra min egen Skoletid. Der har nok ogsaa i Rigsdagen været Tale om helt at opgive Religionstimerne for paa den Maade at skaffe Plads til de mange nye Fag, der stadig kommer til."

"Ja, det har der jo."

"Der blev netop talt om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde i saa Fald have Religionsundervisningen erstattet med – jeg tror, han kaldte 186 det "praktisk Levelære" – og det kan der maaske ogsaa nok være Brug for."

Hun sagde dette uden et Øjeblik at tænke paa, at der kunde være noget saarende for Præsten deri. Derfor saae hun uforstaaende over paa ham, da hun paa hans Tavshed mærkede, at han var bleven forstemt.

Hvad kan jeg have sagt? – tænkte hun.

For at bøde paa sit Uheld begyndte hun at tale om gamle Bodil og fortalte om, hvor rørende det havde været at se den Gamles Glæde og Taknemlighed over hans Besøg.

Han svarede, at det sandelig var ham, der havde al Grund til at være den kære Kone taknemlig, ikke omvendt. Saadan et gammelt Menneske, der sad alene tilbage med sine næsten hundredaarige Minder, var der noget helligt ved. De Folk var paa ingen Maade saa overflødige her i Verden, som de gerne selv troede. Den Fred, han hver Morgen tog med sig fra Bodils Stue, var ham en Indvielse til Dagens Gerning, som han meget nødig vilde undvære.

Jytte havde været fraværende et Øjeblik. Hun var kommen til at se paa Præstens Haand og havde derved opdaget, at han stadig bar sin Forlovelsesring. Hun havde ikke lagt Mærke til det før.

"Ja, gamle Bodil er nok ikke den eneste af deres 187 Sognebørn, som De paa den Maade tager Dem af," sagde hun efter en lille Pavse.

"Eller som tager sig af mig," svarede han uforbederlig med sit smukke Smil. "Jeg holder for, at det er sandt og rigtigt, hvad en af vore kendte Skribenter engang har skrevet, at ethvert Menneske altid for sin egen Skyld burde begynde Dagen med en saakaldt Kærlighedsgerning."

Og han anførte efter Hukommelsen et længere Stykke af Søren Kierkegaards "Kærlighedens Gerninger", en Bog og en Forfatter, som han varmt anbefalede hende at stifte Bekendtskab med.

Jytte fandt, at han nu blev lovlig meget Præst. Hun sad med bortvendt Ansigt og ventede paa, at han skulde rejse sig.

Han tog ogsaa sin Hat, som han havde lagt fra sig paa Bordet, men blev alligevel ved at tale. Meget indtrængende talte han om, hvordan Lejligheden til at gøre sig selv den Glæde at være en Vennehjælp for andre altid var ved Haanden. I den Henseende kunde man aldrig komme i Forlegenhed.

"Der er nu f. Eks. den stakkels Oline derinde. Hun fortalte mig netop, at Deres Moder flere Gange har siddet lidt inde hos hende, og det var hun saa inderlig taknemlig for. Jeg tror, hun vilde blive meget glad, dersom ogsaa De, Frøken Abildgaard, vilde se lidt ind til hende engang imellem i hendes Ensomhed. 188 Hun har et Par Gange talt om Dem med saa megen Godhed."

Jytte forstod Bebrejdelsen i hans Ord og følte sig stødt, skønt hun for sig selv maatte indrømme, at den var fortjent. Hun vidste ikke, hvordan det var gaaet til. Hun havde flere Gange foresat sig at se ind til Oline men havde stadig igen glemt det.

Jægermesteren var imidlertid kommen ud paa Verandaen uden at nogen af dem havde hørt det. Rødkindet af Søvnen, glatkæmmet og nybarberet kom han ned til dem og hilste paa Præsten i sit allerbedste Lune.

"De bliver vel og drikker en Kop Eftermiddagste?"

"Nej Tak, jeg var netop ved at gaa," sagde Præsten uden at sætte sig igen. "Jeg havde et Ærinde til Deres Hustru, men Frøken Abildgaard har været saa venlig at tage sig af det til videre Besørgelse."

"Hvad er det? De har vel ikke Hemmeligheder med mine Damer, min gode Hr. Pastor?"

Pastor Gaardbo gentog nu sine Oplysninger om den nyoprettede Menighedspleje, og Jægermesteren hørte i Begyndelsen paa ham med junkerlig Velvilje. Men paa eengang fik han Nykker og svarede afvisende. Han maatte paa det bestemteste frabede sig enhver Indblanding i Tyendets Forhold her paa Gaarden. Hans Tjenestefolk fik en Behandling, som han i enhver Henseende kunde forsvare. I Sygdomstilfælde 189 blev de regelmæssigt tilset af Lægen og kunde tylle lige saa megen Medicin i sig som de vilde. Altsammen ganske gratis. Mere kunde der vist ikke forlanges.

Præsten svarede ham roligt; men Jægermesterens Tone overfor ham blev nu saadan, at han hurtigt maatte afbryde og tage Afsked.

"Jeg kan ikke døje den Seminarist!" sagde Jægermesteren, da han var gaaet. "Og han er en Luskepeter med al sin Hellighed. Det skal nok vise sig! Jeg er ked af, at han har faaet sin Gang her i Huset. Hvor den Slags Folk engang har skaffet sig Indpas, er de ikke til at fordrive hverken med Krudt eller Gift. Og saa blander de sig i de intimeste Ting. Har du kendt Mage til hans Uforskammethed?"

Jytte var saa opbragt paa sin Fætter, at hun ikke kunde faa sig til at svare ham. Det havde været hende en virkelig Pine at se, hvor tarvelig, ja rent ud latterlig han tog sig ud ved Siden af den fremmede Præst.

"Jeg er ogsaa overbevist om, at han har haft noget Lumskeri for med denne Anbefaling af sin Menighedspleje. Han har villet bage mig en Rævekage. Lagde du Mærke til, hvor flov han saae ud, da han gik? Han formelig skelede. Du skal se, han har villet sætte en Saks ud for mig nu til 190 Valgene. Og jeg har dog slet ikke anmeldt min Kandidatur endnu! Men visse Folk er ude om sig i Tide. – – Det har naturligvis været Meningen at prakke mig denne Sygeplejerske paa Halsen for at man bagefter kunde fremstille Tyendeforholdene her paa Gaarden som saa skandaløse, at det var nødvendigt at gribe ind. Alle Egnens Aviser skulde op imod Valget fyldes med Rædselsskildringer fra Storeholt. Det er jo Socialisternes sædvanlige Trafik. Utænkeligt er det i hvert Fald ikke, at det hele har været et modbydeligt Forsøg paa at snigløbe mig. Foran et Valg bliver visse Folk omskabte til Hyæner. Du skal se, det bliver artige Ting vi kommer til at opleve i de næste Uger. Sine bedste Venners Rygte myrder man med koldt Blod, naar det gælder om at fiske en Stemme. Dannelse, Humanitet, Takt og Finfølelse – det er i vore Dage blevet til gammelt Skrammel, der skal paa Pulterkammeret. For at komme frem i Verden maa et Nutidsmenneske være født til Skallesmækker. – – Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sin Ejendom saalænge han opholder sig her. Jeg tænker ogsaa paa at gøre en større Middag for ham. Maaske med paafølgende Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Ære af den Mand, 191 og jeg tror, han sætter Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske borgerlig. Det er ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de demokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og Karamelbudding. Den Menu kan da ingen tage Forargelse af, vel?"

Jytte havde aldeles ikke hørt paa ham. Og nu rejste hun sig for at gaa ind.

"Gaar du? ... Kære, er du ikke rask?"

"Jeg? Hvorfor mener du?"

"Saa bliv dog lidt! Nu sad vi netop saa rart. Du skulde jo ogsaa se mine Kulturer."

"Det maa vente, John! Jeg har et Brev at svare paa. Du maa undskylde!"

Jægermesteren saae forbavset efter hende, og uvilkaarlig vendte han derpaa sine opspilede Øjne mod den Kant af Haven, hvor Pastor Gaardbo nylig var forsvunden.

"Det var som Pokker! Skulde det være muligt? Brænder det nu der!"

 

[gå frem]
 
[1] Herrnhutterne: brødremenigheden i Christiansfeld. tilbage
[2] Amant'en: elskeren. tilbage
[3] hjelmet: med hvidt forhoved. tilbage
[4] glasøjet: med matte, stive, stirrende øjne. tilbage
[5] Skærtorsdagssuppe: suppe med forsk. hakkede urter og æg. tilbage
[6] kapriolere: foretage bukkespring på stedet med ryggen i vejret og hovedet nedad. tilbage
[7] Vindsluger: hest der har den uvane at nedsvælge luft (ledsaget af en gurglende lyd). tilbage
[8] Bosket: busket; fra fr.: bosquet. tilbage
[9] moareret: d.v.s. moireret: vatret silkestof ell. silke med indvævede guld- og sølvtraade. tilbage
[10] Helgolænder: stor, kyselignende solhat af vaskestof. tilbage
[11] polkere: danse polka. tilbage