Storeholt

En Fortælling-Kres

Af Henrik Pontoppidan

[gå tilbage]

II

Sommeren var nu ogsaa kommen til Danmark. Den havde været længe om at finde herop dennegang. Under Drypregn og graa Taage var Skoven sprungen ud. Foraarets Fødsel gik for sig som i Dølgsmaal, ingen havde haft Glæde af det lysegrønne Under. Siden hen, mens Frugttræerne blomstrede, jog stride Hagelbyger over Landet, og Solglimtene kom og svandt under den blaasorte Himmel med en Pludselighed som Lyn.

Endelig den femte Juni, akkurat paa Grundlovsdagen, brød en frisk Nordvest Sommeren Vej og fejede Skyerne ud over Østersøen.

Man stod lige foran den store Valgkamp, og der var ikke mange af Folkepartiets Grundlovstalere, end ikke af dets Kættere, der modstod Fristelsen til at udlægge Tilfældet som et lykkeligt Varsel, et guddommeligt Tillidsvotum.

"Himlen har idag velsignet vore Vaaben!" forkyndte Tyge Enslev fra Talerstolen i Lyngebo Skov, hvor fem Tusinde Hoveder trængte sig omkring den gamle Fører. Rank og smilende stod han under det sommergrønne Løv med sit hvide Haar – den sidste 58 levende af de store Mærkesmænd, der havde ført Folkets og Frihedens Sag til Sejr. Trods sin Gigt og sine Stensmerter havde han efter et Par Aars frivillige Tilbagetrukkenhed paany kastet sig ud i Striden med al sin gamle Voldsomhed.

Den forsinkede Sommervarme forvandlede Landet som en Tryllestav. Det blev paa et Par Dage til et eventyrligt Blomsterrige. Syren og Guldregn, Tjørn og vilde Roser gjorde det fattigste Bondehus til et Paradishjem. Inde i Byerne var alle Butiksvinduerne pyntet op med Blomster. Folk kom fra Torvet med Favnen fuld af Syrener. Vognmandskusken pyntede sine Krikker med en Guldregnsklase ved Øret, og Slagtersvenden bar en Kæmpebuket hjem paa sit blodige Trug.

Jo, nu var Sommeren kommen til Landet. Paa alle Landeveje blinkede Cyklehjul. I Gaardene laa Sengklæder paa Lad¹, og de første nøgne Menneskelegemer viste sig paa Stranden.

Paa en af de tre-etages Storebæltsfærger, der Dag og Nat var fulde af Passagerer, sad en Dag i Middagstiden Fru Bertha og Jytte oppe paa det øverste Dæk paa Vej til Fyn, hvor de skulde tilbringe nogen Tid paa Storeholt.

De var kommen hjem fra Italien i Slutningen af April og havde paa Tilbagerejsen gjort et Ophold i Lugano. Sammen med et ungt, tysk Professorpar 59 havde Jytte gjort Udflugter omkring i Bjergene, hvad der havde oplivet hende meget. Men fra den samme Dag hun satte Foden paa hjemlig Grund, havde Jorden brændt under hende. Rygtet om, at Torben Dihmer havde besøgt dem i Italien, var naaet til København før dem, og alle Familjens Bekendte syntes at føle sig personlig krænket, fordi hun ikke havde forlovet sig med ham.

Det var den samme Hvisken og Tisken, de samme nærgaaende Øjne og uforskammede Smil, som havde mødt hende nogle Gange før i hendes Liv – bare meget værre. Selv de af hendes Veninder, der var bleven skilt et Par Gange, stirrede paa hende med himmelfaldne Miner. Aldrig havde hun følt sig saa ene og uforstaaet.

Men nu var hun flygtet og aandede befriet. I en lysegraa Rejsedragt med Gamasjestøvler og slørombunden Hat stod hun bøjet over Rælingens Fletværk og saae interesseret paa den halvtamme Maagesværm, der fulgte Skibet og blev fodret af Passagererne. Moderen sad paa Bænken ved Siden af og var falden i Tanker.

Henne paa Dækket gik en af deres Bekendte, der længe havde luret paa Lejlighed til at gøre sig bemærket af dem. Det var en yngre, blond Herre, ganske køn men meget lapset klædt. Haaret var langt i Nakken, og fortil var det arrangeret efter 60 sidste Mode i to Bukler foran Ørene. Under Næsen sad et lille lyreformigt Overskæg. Han saae ud til hvadsomhelst, kunde være Greve eller en finere Frisørsvend eller Kunstner. Han var det sidste.

Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan som de saae ud i deres egne Øjne. Paa alle Foraarsudstillingerne i Charlottenborg havde han en meget beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde Træk, brutale Godsejerskikkelser med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter prægede af Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoriter flot henslængte i Verdenssmertens dybeste Mørke.

Ved et Tilfælde havde han faaet at vide, hvor Fru Bertha og Jytte skulde hen. Han havde staaet ubemærket i Nærheden af dem paa Københavns Banegaard, da de købte Billetterne. Naar han nu var saa forlegen for at komme til at hilse paa dem, var det mest, fordi han paa Professionens Vegne selv skulde tilbringe en Maanedstid paa en fynsk Herregaard, der ikke laa langt fra det hagenske Familjegods, og han frygtede for at komme til at savne Selskab.

Men nu havde de passeret Sprogø, og stadig sad 61 Gehejmeraadinden i sine egne Tanker, og Frøken Jytte vendte Ryggen til og saae paa Maagerne. Han fandt forøvrigt, at den første var bleven svært gammel. Havde ikke Datteren været saa temmelig uforandret, vilde han næppe have vidst, hvem hun var.

Han tænkte et Par Gange paa at gaa hen og forestille sig; men han havde sine Grunde til ikke at vise sig altfor paagaaende. Da gik Tilfældet ham for anden Gang tilhaande. En Konduktør dukkede op for at efterse Billetterne, og da han paa sin Rundgang kom til Fru Bertha, viste det sig, at hun havde lagt sin Haandtaske fra sig nede i Damekahytten.

"Aa Jytte," sagde hun. "Vil du ikke gaa ned –."

I samme Øjeblik stod Karsten From foran hende med Hatten trykket for Brystet. Med naragtig Ærbødighed udbad han sig "den store Naade" at maatte være hende til Tjeneste.

"Aa er det Dem! Goddag!" sagde hun tørt. "Jo Tak, naar De endelig vil. Det er en brun Safianstaske. Blot De vil sige det til Jomfruen."

Jytte blev ilde tilmode ved pludselig at se en af sine forhenværende Friere skyde op af Dæksplankerne. Hun havde ikke haft Anelse om hans Tilstedeværelse. Da Maleren et Øjeblik efter kom tilbage og "ærbødigt knælende" – som han sagde – overrakte Moderen Tasken, vendte hun sig igen 62 mod Søen af Ærgrelse over at føle, at hun blev rød.

"Er De paa Vej til Skagen?" spurgte Fru Bertha ham.

"Nej – desværre – jeg skal interneres paa Bækkelund. Gemejmeraadinden kender vistnok Stedet, – Grev Rønnovs Ejendom. Det er blevet mig beskikket at afmale Greven i lakrød Kammerherreuniform. Jeg elsker den Farve; men andet har jeg vist heller ikke at glæde mig til. Det skal være en meget ensomt levende Familje."

Fru Bertha svarede ikke noget herpaa. Hun sagde ham endnu engang Tak for hans Ulejlighed, og det paa en saadan Maade, at den belevne Kunstner var nødt til at trække sig tilbage. Jytte havde knap nok hilst ham.

Karsten From var ikke alene en kendt Maler men ogsaa en af Hovedstadens dristigste Kvindejægere, hvad dog ikke saa mange vidste. I Modsætning til de fleste andre Mænd af Faget, der aldrig kunde tie med deres Erobringer, ja for hvem det at kunne prale med dem i Grunden var Hovedsagen, var han tavs om sine Sejre og kradsede overalt Sporene til efter sig. Han saaes meget i Koncertsalene, ved Velgørenhedsbasarer og andre Steder, hvor der var Lejlighed til at gøre nye Damebekendtskaber. Hans Væsens Naragtighed, der virkede saa betryggende, 63 var et Skalkeskjul, en Paafugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de Skønne.

Da Færgen lagde til ved Nyborg og Folk strømmede til Landgangen, kom han igen hen til Damerne. Under det Paaskud, at der ingen Dragere var at faa, bemægtigede han sig deres Haandbagage, og trods Fru Berthas Indsigelser fulgte han dem over Landgangen som en Tjener.

Bagefter vilde han ogsaa hjælpe dem til at finde en god Plads i Toget, idet han haabede, at de vilde tilbyde ham Følgeskab, da han skulde samme Vej. Men udenfor en tom Kvindekupe standsede Fru Bertha og bad myndigt om sine Rejsesager. Begge Damerne steg op i Vognen uden at sige ham ordenlig Farvel engang. Meget slukøret søgte den galante Maler en Kupe i den anden Ende af Toget.

"Det er da en sær forskruet Person," sagde Fru Bertha, da han var gaaet. "Og saa paatrængende. Man skulde næsten tro, han havde glemt, hvad der er passeret mellem jer."

"Naa, det betød vist heller ikke saa meget."

"Du kom dog temmelig opbragt hjem den Aften. Jeg kan huske, du kaldte det et Bølleoverfald paa aaben Gade."

Jytte saae ud af Vinduet.

"Jeg tror nok, det kom mig temmelig overraskende. Jeg har forresten siden hørt, at det skal være hans 64 Princip at fri til enhver ung Dame han kommer sammen med. Han skal have sagt, at han ikke vil forspilde nogen Chance for at gøre et godt Parti. Han er i Grunden lige til Tugthuset. Men han har en smuk Sangstemme og spiller fortræffelig Guitar."

"Aa, han maa være smaatosset. Han ser da ogsaa saadan ud."

En fremmed Dame kom ind i Kupeen og standsede Samtalen. Lidt efter kørte Toget.

[*]

Storeholt laa mellem to Smaaskove ved den ene Ende af en langstrakt Sø – "Grønnevandet". Egnen var flad; det var ikke Omgivelsernes Skønhed men Jordens Frugtbarhed, der havde bestemt Gaardens Beliggenhed. Her var man midt inde paa den rige fynske Muldslette, hvor Bønderbørnene, som der blev sagt, fødtes med en Sølvske i Haanden.

I henved et Hundredaar var Storeholt gaaet i Arv fra Far til Søn i den hagenske Slægt. Den nuværende Ejer, Jægermester Hagen, var Fru Berthas Brodersøn, en Mand i sine bedste Aar. Han var Broder til Professor Asmus Hagen og gift med en Datter af den bekendte københavnske Grosserer Søholm – Kaffehandleren.

Da Vognen med Fru Bertha og Jytte kørte op for Trappen, stod Husets unge Frue der og tog imod 65 dem. Hun var en høj, meget slank Dame, yderst elegant klædt.

Jægermesteren lod sig derimod ikke se.

"Jeg tror ikke, vi skal vente paa John," sagde den unge Frue, da hendes Gæster et Kvarterstid efter kom ned fra deres Værelser. "Vi maa hellere gaa tilbords."

I Stedet for Jægermesteren traf Fru Bertha og Jytte en ældre Frøken Søholm, en Søster til Kaffegrossereren. Den lille vissengule, stærkt oppyntede Dame, hvis Maal røbede hende som indfødt Københavner fra Borgergadekvarteret, meddelte straks ved Bordet, at hun havde en Mavesygdom og led af Oppustning. I en Fløjlspose medførte hun et Apotek af Pulvere og Piller i smaa Sølvæsker, som hun med Ømhed stillede til Skue foran sin Kuvert.

"Har De prøvet en Kur i Karlsbad?" spurgte Fru Bertha for at vise hende Deltagelse.

"Karlsbad? Jo, det har jeg vist. Jeg har da været baade i Mariebad og Svalebach og Rønneby – min Broder har betalt for mig. Men lige meget har det hjulpet. Jeg stoler ikke en Døjt paa Lægerne. Det gør min Broder heller ikke. Det er bare Pengeafpresning, siger han. Nu har jeg haft min Svaghed i 27 Aar, og med alt det, der er kostet paa den, er der ingenting, der har hjulpet mig. Og det allermest ærgerlige er, at akkurat som man er død, saa finder 66 naturligvis Lægerne den Medicin, der kunde have kureret En. Saadan gaar det jo for det meste."

"Vil du virkelig ikke prøve en lille Skefuld Suppe, Tante?"

"Ikke en Draabe, Barn! Det vilde slaa mig ihjel paa Stedet."

"Men det er Hønsekødsuppe."

"Jeg siger Tak for mig! Det er da ogsaa noget, I godt veed allesammen, at Suppe er netop det allerværste til at blæse op."

"Men skal vi da slet ikke se John idag?" spurgte Fru Bertha for at komme bort fra Emnet.

"Ja, det er rigtig kedeligt," sagde den unge Frue. "Han fik pludselig noget at gøre. Jeg veed saamænd ikke, hvad det var. Men det var sagtens Forretninger. Det er jo Terminen."

Terminen? ... Fru Bertha tænkte sit derved og tav stille. Hun havde endnu ikke faaet December-Renterne af de Penge, hun havde staaende i Familjegaarden. Kunde det tænkes, at Brodersønnen havde følt sig trykket deraf og nu absolut vilde skaffe Summen tilveje inden de saaes? Det vilde ikke ligne ham; men ellers forstod hun ikke hans lidt stødende Fraværelse.

Jytte havde straks af Jægermesterindens Tone forstaaet, at Vinden blæste fra en ganske anden Kant. Den Uro i Atmosfæren, som hun havde sporet fra 67 det første hun satte Foden indenfor Døren, skrev sig aabenbart fra en ægteskabelig Scene, som i sidste Øjeblik havde fordrevet Husets Herre. For den Slags Elektricitet i Hjemmenes Luft havde hun en særlig fint udviklet Fornemmelse.

Desuden vidste hun godt, at Kærligheden mellem Fætteren og hans Kone for den sidstes Vedkommende aldrig havde været kogende. Siden de for et Par Aar tilbage mistede en lille Søn, deres eneste Barn, var den hurtigt sunket ned mod Frysepunktet.

Efter Maaltidet gik Damerne ud i Haven, hvor Kaffebordet stod dækket under to store Kastanjer i fuld Blomstring. Frøken Søholm lod sig overtale til at drikke "et Fingerbøl" men følte sig straks utilpas og maatte gaa ind.

Jytte, der holdt af alle Dyr, havde allerede gjort sig gode Venner med en sort Pudelhvalp. Den laa stille og fornuftig i hendes Skød. Hun prikkede den paa Næsen, legede med den, kælede for den og morede sig over dens lige urokkelige Velvære. Alt imens mærkede hun dens Varme trænge gennem hendes Klæder, følte Lungernes regelmæssige Bevægelser og det lille urolige Hjerteslag.

Pludselig rejste den sig op paa alle fire og var paa eengang bare Lytten. Den hørte Hundeglam ovre fra Avlsgaarden. Saa begyndte den at pibe, kravlede tilsidst ved egen Hjælp ned paa Jorden og sprang bort.

68 Fru Bertha og Fru Vilhelmine – Jægermesterinden – sad og talte om en Teateraffære, der havde alarmeret Sindene i København. Det interesserede ikke Jytte. Hun lagde sig tilbage i sin dybe Sejldugsstol, lidt træt efter Rejsen og lidt tung i Hovedet af den stærke Blomsterduft, der allevegnefra strømmede ind over hende. Hun lukkede Øjnene og sank hen i Halvslummer, ind til den blidelige Selvudslettelse, hvor Verdensløbet synes at standse og alt er Hinsidighed og Glemsel – hendes eneste tilbageblevne Fornemmelse af Lykke. De to Damers Stemmer lød mere og mere fjernt. Men samtidig saae hun som i en Drøm Jægermesterinden, saadan som hun nylig havde præsideret derinde ved Bordet, formel, selskabelig korrekt indtil den Maade, hvorpaa hun behandlede Gaffel og Kniv med bløde Haandled og ubevægelige Albuer efter den engelske Spisemetode, der nu var bleven Tegnet paa sand aristokratisk Dannelse. Hun saae hendes mærkeligt lille Hoved med den glimrende Frisyre over en høj, stiv Herreflip; den lange Prinsesse Marie-Profil, der var hendes Stolthed, det slebne Smil, de kolde Øjne. Det var som en Hallucination. Hun saae det isabellafarvede Raasilkeliv indtil hver Traad i Vævningen, den svære Guldlænke om hendes venstre Haandled, hendes lange Fingre med de elegante Negle.

Som en Skygge gled pludselig hendes egne Træk 69 ind i Billedet. Hun tænkte paa, at saadan vilde hun rimeligvis selv om nogle Aar have siddet paa Favsingholm, dersom hun havde giftet sig med Torben Dihmer. En Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning, – og maaske ogsaa med et Barn paa Kirkegaarden. Saa forskellige hun og hendes Fætters statelige Kone end var, saa var der saa meget i Fru Vilhelmines skjulte Væsen, der tidt uhyggeligt mindede hende om hendes eget.

Nu hørte hun sin Moder sige: "Vilhelmine! Hvad er det for en Herre, der kommer gaaende dernede fra Parken?"

Hun satte sig forskrækket op. Hendes Tanke forvildede sig et Øjeblik til Karsten From. Men den Mand, der kom op gennem Havens Midtergang, var en høj og ganske kraftig Skikkelse, sortklædt, med bredskygget Straahat, flagrende Frakkeskøder og altfor korte Benklæder.

Fru Vilhelmine fik sin Stanglorgnet frem.

"Jeg veed virkelig ikke ... Jo, vent lidt. Det er vist Præsten."

"Jeres ny Præst?"

"Naa, saa ny er han da egenlig ikke. Han har vist været her et Par Aar."

Da den Fremmede var kommen hen i Nærheden af Damerne, blev han staaende paa Gangen, løftede 70 lidt paa Hatten og gjorde en Undskyldning, fordi han var gaaet gennem Haven.

Derpaa spurgte han, om Jægermesteren var at faa i Tale.

"Min Mand er ikke hjemme i Øjeblikket. Men maaske er det noget, jeg kan sige ham."

Den Fremmede kom nærmere.

"Jo Tak – dersom De vil have den Ulejlighed."

"Er det ikke Pastor Gaardbo?"

"Jo".

"Vil De ikke tage Plads?"

Fru Vilhelmine forestillede. Præsten løftede igen lidt paa Hatten og satte sig.

Han var en yngre Mand med et smukt, skægløst Ansigt, der fik Karakter af et Par lyseblaa Øjne. Jytte lagde Mærke til, at hans Hænder var mærkeligt grove for en Præst, hans Paaklædning skødesløs. Frakken var blank under Albuen, Straahatten af billigste Sort, det sorte Slips tyndt som et Bændel.

"De veed maaske, at Deres Mand igen iaar har været saa venlig at overlade Ungdomsforeningen Festpladsen i Strige Skov til et folkeligt Møde – det er paa Onsdag otte Dage. Det har hele Tiden været Meningen, at det i Aar delvis skulde være et politisk Møde paa Grund af Valget, og vi har allerede for nogen Tid siden truffet Aftale med Jægermesteren om Rejsning af Talerstolen og Indretning af Vognpladser. 71 Men – til vor Overraskelse kan jeg vistnok sige – har vi idag faaet Meddelelse om, at Tyge Enslev ønsker at komme tilstede og tale ved Mødet."

"Kommer Enslev!" udbrød baade Fru Bertha og Jægermesterinden. Ogsaa Jytte blev paa eengang opmærksom.

"Ja. Og af den Grund maa vi jo belave os paa en betydelig større Tilstrømning end vi er vant til. Baade her fra Egnen og andetsteds fra vil der rimeligvis komme mange interesserede Folk eller i hvert Fald nysgerrige af den Slags, som vi ikke plejer at se ved de Møder. Ogsaa den københavnske Presse vil sandsynligvis sende Repræsentanter, og de Herrer kan man vist ikke saa godt udelukke ved en saadan Lejlighed. Der maa med andre Ord ogsaa skaffes Referentpladser. Jægermesteren har engang for alle stillet sig til vor Raadighed, hvor det gælder saadanne større Arrangementer paa Festpladsen. Jeg har derfor straks villet underrette ham."

"Jeg skal sige det til min Mand. Han ordner det saa nok, som De vil have det. – Maa jeg ikke skænke Dem en Kop Kaffe, Pastor Gaardbo?"

"Nej Tak," svarede Præsten uden Formaliteter.

"En Cigaret maaske?"

Hun rakte ham sit eget Etui, som hun tog fra Bordet.

72 "Nej Tak," gentog Præsten, og da han nu havde udrettet sit Ærinde, rejste han sig med det samme, bukkede og gik hurtigt bort.

Jytte var igen bleven tankefuld. Hendes agtpaagivende Øjne havde med Forlegenhed set, at Fru Vilhelmine under hele Samtalen havde betragtet den smukke unge Præst med et aabenlyst Behag. Stykke for Stykke havde hun taget hans Person op til en nærgaaende Vurdering. Jytte havde tilsidst ikke vidst, hvor hun selv skulde gøre af sine Øjne.

"Tænk, at Enslev kommer hertil!" sagde Fru Bertha. "Jeg kan næsten ikke forstaa det; men det maa jo være rigtigt, naar han siger det. Hvad var det forresten han hed, jeres ny Præst?"

"Gaardbo."

"Ja – det er rigtigt. Jeg husker nu, jeg har set Navnet et Par Gange i Referater af politiske Møder. Er han ikke temmelig yderliggaaende?"

"Han er vist nærmest Socialist. Det er ogsaa mest de Fattige her paa Egnen, der hører ham. Han skal forresten præke saa kønt. Men vi omgaaes ikke. Han har et Par Gange været inde paa Kontoret hos John, men rigtig Visit har han aldrig gjort. Han er lidt sær, som man ogsaa nok kan se paa ham. Han har ikke gjort Visit hos en eneste Familje og tager ikke ud i Selskaber. Han er heller ikke gift."

"Er han allerede Enkemand?"

73 "Nej, han er saamænd Ungkarl endnu. Han var nok forlovet med en Kusine, men hun døde to Maaneder før Bryllupet, og man siger, at han nu aldrig vil gifte sig. Han er vist i det hele ikke saa lidt overspændt. Nu har han en Husholderske; men hvem hun er, og hvordan deres Forhold er, veed jeg ikke. Forresten skal Pastor Gaardbo være en Nevø af Enslev. Det har jeg da hørt."

"Af Enslev?" sagde Fru Bertha. "Det kan ikke være rigtigt. Saa vilde Enslev have talt om ham. Det har han aldrig gjort. Pastor Gaardbo nævnede jo heller ikke noget om det."

"Jeg veed kun, hvad der er bleven sagt. Hans Fader skal have været Degn paa Landet et Sted ved Kolding tror jeg. Du kunde vistnok høre paa hans Udtale, at han var fra Jylland. Selv ligner han da ogsaa nok saa meget en Skolelærer som en Præst. Men forresten er han ganske smuk, naar man ser ham nærved. Han skulde bare klæde sig lidt ordenlig."

Jyttes Tanker gik stadig paa Lur omkring Fru Vilhelmine – hendes "Svigerinde," som hun kaldte hende. Hun anede, at hun her var kommen den skjulte Aarsag til sin Fætters ægteskabelige Ulykke paa Sporet.

Der var en Tid, da hun havde ventet sig en Del af den nye Familjeforbindelse. Fru Vilhelmines slanke, mørkblonde Skikkelse med den fornemme 74 Holdning havde hun kendt fra Gaden i mange Aar, og den syntes hende at love saa meget. At hun var en Datter af "Kaffe-Søholm" vidste hun ikke dengang. Nu havde hun længe forstaaet, at Vilhelmine temmelig koldsindigt havde giftet sig med hendes Fætter for at komme ind i en gammel anset Familje og blive Jægermesterinde. Til nogen Fortrolighed imellem dem var det aldrig kommet. Ingen af Familjen kendte hende i Grunden. Svigerinden holdt sig for sig selv, tilbragte sine bedste Timer i sit Paaklædningsværelse og forslog iøvrigt Tiden med at ride, ryge Cigaretter og læse Aviser.

"Stakkels John!" – tænkte Jytte. "Med alle sine Latterligheder er han dog for god til den klamme Snog!"

Nogle hæslig falske Fløjtetoner fik hende til at fare sammen. De kom ud gennem et aabenstaaende Vindu ovre i Hovedfløjen.

"Hvad er dog det? Hvem spiller Fløjte her?"

Fru Vilhelmine kom til at le. En overraskende naturlig Latter.

"Det er Tante. Hun har læst i et af sine Sundhedsblade, at Fløjtespil skal være godt for Fordøjelsen, og nu øver hun sig en halv Time mellem hvert Maaltid. Det er rædsomt at høre paa; men saalænge hun tror, det kan hjælpe hende, er det ikke saa godt at forbyde hende det."

75 "Hvad fejler i Grunden din Tante?" spurgte Fru Bertha.

"Ikke det mindste. Hun har et Jernhelbred, siger Far. Han mener, hun vil overleve os allesammen og blive hundrede Aar."

I dette Øjeblik hørtes Jægermesterens ejendommelige Drengestemme larme inde i Stuerne. Man hørte ham give en af Pigerne Besked angaaende et Telegram, han ventede.

"Bring mig det straks, naar det kommer," gentog han flere Gange.

Lidt efter kom han ned ad Verandatrappen: en lille korthalset Mand i et lysegraat Jakkesæt. Det var en korpulent Udgave af hans berømte Broder Professoren. De samme runde, røde Barnekinder, det samme glatte, lysegule Haar. Det var ogsaa de samme smaa rastløse Øjne men rigtignok uden Broderens Kraft og Kløgt i Blikket. De havde her i Jægermesterens pluskæbede Ansigt nærmest et enfoldigt Udtryk.

Da han havde hilst paa de Fremmede og gjort Undskyldning, fordi han ikke havde været tilstede ved Ankomsten, vendte han sig om mod sin Kone. Og i det samme forandredes baade hans Mine og Tone.

"Du sørger vel for, at jeg faar Mad."

"Der er givet Pigerne Ordre," svarede hun ud i Luften uden at se paa ham.

76 Lidt efter rejste hun sig alligevel og gik ind.

"Har du haft Forretninger, John?" spurgte Fru Bertha, som nu ogsaa havde vejret Krudtlugten.

Jægermesteren, der i det skjulte havde fulgt sin Kone med Øjnene, var endnu lidt adspredt.

"Ja, jeg maatte nødvendig hen og ordne en Sag. Jeg er jo bleven valgt til Formand for Amtets Ungtyre-Skue. Det er en meget ansvarsfuld og betroet Post, men den skaffer En en Masse Bryderier paa Halsen. Og jeg var virkelig tilstrækkelig ophængt i Forvejen. Veed du, Tante, at jeg i denne Tid arbejder fire-fem Timer daglig i mit Laboratorium? Det er Udryddelsen af Kartoffelskimmelen, der beskæftiger mig nu, og jeg tror virkelig, at det skal lykkes mig at finde Midlet. Det lyder som et Eventyr; men det er sandt, jeg har det allerbedste Haab. Og er Opgaven løst – af mig eller en anden – vil det jo betyde intet mindre end en Revolution i alle Landes Økonomi. Aner du, Tante, hvormange Millioner Kroners Tab det drejer sig om pr. Aar alene for Danmarks Vedkommende?"

"Fortæl mig det en anden Gang, John. Veed du, at her for lidt siden var en Herre, som spurgte efter dig?"

"Ja, Pastor Gaardbo. Jeg har talt med ham. Vi mødtes i Alleen. Han har jo fortalt jer Nyheden. At Enslev kommer hertil. Det bliver en stor Dag for Egnen."

77 "Jeg forstaar det ikke," sagde Fru Bertha. "Jeg troede, den kære Mand nu var falden til Ro. Da jeg sidst var sammen med ham, vilde han absolut ikke snakke om andet end sine Høns og sine Blomkaalshoveder og sin Kattekilling. Saa er han jo ogsaa syg."

"Det mærker man skam ikke. Læste du hans Grundlovstale? Den var da glimrende. Blot den Vending om "Reaktionens fedtpuklede Kameler, der er bleven vildfarende i deres Ørken" – du kan tro, den har bidt, hvor den skulde! ... Det er selvfølgelig Valget, der har kaldt ham frem. Som der forleden saa smukt og rigtigt stod i "Femte Juni": han har siddet ude paa sit Landsted ved Furesøen som en anden Holger Danske og ladet Skægget gro ned i Bordet, indtil han saae, at Friheden igen var i Fare. Jeg sagde det ogsaa til Pastor Gaardbo, at jeg synes vi skulde modtage ham festligt med en Æreport og et Musikkorps – eller noget af den Slags. Dersom man opfordrer mig, skal jeg gerne holde Velkomsttalen. Jeg tænker ogsaa, at jeg vil tilbyde at beværte de fremmede Journalister."

"Hvad sagde Præsten til dit Forslag? Det forekom mig, at han var lidt forbeholden."

"Ja, det er en sær Mand. Gud veed, om han er rigtig paalidelig. Vi er politiske Meningsfæller, men vi omgaaes ikke. Indbyder man ham til en Middag, 78 finder han altid paa Undskyldninger. Det er ikke som med gamle Provst Vollerup. Kan du huske? Han kom ganske af sig selv, naar han vidste, her var Middagsfremmede. Og han og jeg var dog dødelige Modstandere baade paa det politiske og sociale Omraade for ikke at tale om det kirkelige."

"Sig mig, John, det kan da ikke være rigtigt, hvad din Kone fortæller, at Pastor Gaardbo er af Enslevs Familje?"

"Jo, det er rigtigt nok. Men det er ogsaa en af Mandens Besynderligheder, at han aldrig taler om det. Han har endogsaa engang paa det bestemteste erklæret overfor mig, at det ikke er Enslev, der har skaffet ham Embedet her. Men jeg maa nok spørge, hvordan han ellers har faaet det i den Alder."

"Men hvordan er da Familjeskabet?"

"Jo, Pastor Gaardbos Far hed Sørensen og var Skolelærer i en By, der hedder Gaardbo. Og du veed jo nok, at Enslev egenlig ogsaa hedder Sørensen. Han tog Navn efter sin Fødeby, da han kom til København som Student, og jeg har læst et Sted, at han dengang vakte megen Uvilje i Hjemmet med det Navneskifte."

"Vil det altsaa sige, John, at Pastor Gaardbo er Enslevs Brodersøn?"

"Akkurat. Men Pæren er rigtignok i dette Tilfælde falden temmelig langt fra Hesten. Jeg tilstaar ærligt, 79 jeg sætter ikke Pris paa Manden. Men ude blandt Smaafolk har han faaet stor Indflydelse. Det skulde slet ikke undre mig, om der fra den Side blev gjort et Forsøg paa at stille ham op som Folketingskandidat, dersom gamle Møller Jensen virkelig skulde være saa syg, at han maa trække sig tilbage. Jeg veed, at der allerede er en Agitation igang. Men du vil vist indrømme mig, Tante Bertha, at der er andre frisindede Mænd her paa Egnen, der har baade ældre og mere berettigede Krav paa at komme i Betragtning."

"Du tænker vel ikke paa dig selv, John?"

"Naa ja – hvorfor ikke?"

"Jeg troede, den Sag var afgjort. Er det ikke bleven bestemt, at Balduin Hansen skal være Møller Jensens Efterfølger?"

Jægermesteren vendte hende Ryggen med en Grimace.

"Altid denne Skolelærer! ... Ja, misforstaa mig ikke!" sagde han og vendte sig paany. "Jeg anerkender fuldt ud det store Arbejde, Balduin Hansen har gjort for Folkeoplysningen her. Alene det, at han stiftede Foredragsforeningen, har Krav paa alles Anerkendelse. Jeg sætter personlig Pris paa Manden og har nogle Gange set ham ved mit Bord. Jeg mener dog, at han ved flere Lejligheder har vovet sig noget for langt ud og blandt andet vist sig lovlig 80 stejl overfor sine Foresatte. Hans Affære med Provst Vollerup kunde jeg med min bedste Vilje ikke billige. Jeg hader selv al Tvang, og ethvert Overgreb af Myndighederne bringer mig i Raseri; men jeg forlanger en dannet Tone ogsaa af en Skolelærer. Og vil du sige mig, Tante Bertha, finder du i Grunden ikke, at vi i Forvejen har Lærere nok i Tinget? Bønder og Husmænd er der heller ingen Mangel paa. Men hvor er Intelligensen? Hvor er det frie Overblik? Hvad er det f. Eks. for Landbrugsministre, vi har haft? Har du tænkt paa det, Tante? Naar Enslev kommer, siger jeg ham det lige op i Øjnene, at vi kan ikke være de Folk bekendt. – –"

"Hys!"

Fru Bertha afbrød ham og lagde Haanden paa hans Arm. Stupigen var paa Vej hen til dem fra Verandatrappen. Hun meldte nu, at der var rettet an.

"Saa maa du undskylde, kære Tante! Jeg er ved at forkomme af Sult! – – Stadig ingen Telegram?" spurgte han Pigen i Forbigaaende.

"Nej!"

[*]

Jytte havde allerede forinden rejst sig og var gaaet ind. Det var blevet som en Vane hos hende at fortrække, saasnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte saa mange triste Minder, og 81 det ikke alene fra hendes Moders og Torben Dihmers timelange Samtaler i Dronningens Tværgade. De strakte sig gennem hele hendes Liv, helt tilbage til Barndomshjemmet paa Samsø, hvor hun saa tidt havde følt sig tilovers og glemt, naar Distriktslægen og Præsten eller andre kom i Besøg og Diskussionen blev saa kampvarm, at endogsaa hendes Moder kunde give sig til at banke i Bordet af Iver.

Hun var gaaet op paa sit Værelse for at pakke ud. Øverst i Kufferten laa hendes Skrivemappe mellem nogle Noder, og da hun aabnede den, faldt der et Blad Papir ud, der vakte hendes Forskrækkelse.

Det viste sig at være den kasserede Begyndelse til et Brev, som hun straks efter Hjemkomsten til København havde skrevet til Torben Dihmer for at forklare sig for ham. Hun havde følt, at han mellem alle Mennesker dog var den eneste, der maaske vilde kunne forstaa hende.

Rødmen steg hende helt op i Panden, mens hun læste:

"Ikke et Menneske i Verden kan hjælpe mig, ikke engang Mor. Men til Dem vil jeg forsøge at skrive, og De skal nu vide alt, hvad jeg selv veed. Det var jo saadan, at jeg syntes om Dem og holdt af at tale med Dem allerede før jeg var rigtig voksen. Ikke saa meget som senere maaske, men alligevel ikke saa lidt."

82 Mere stod der ikke. Hun havde ikke kunnet komme videre ad den Vej. Men bag paa Bladet fandtes øverst oppe et Par Linjer, der tilhørte Brevets Slutning og aabenbart var kommen til at staa der af en Fejltagelse, idet hun ikke straks havde set, at Papiret i Forvejen var beskrevet. Der stod:

"Det er uhyggeligt at sidde saadan og skrive et helt Brev om sig selv, især da, naar det netop er dette Selv, som piner En Dag og Nat."

Hendes Aabenhjertighed forfærdede hende nu. Men til alt Held var Brevet aldrig blevet afsendt. For det første havde det været saa umaadelig svært for hende at skrive det. Hun havde i de Dage været saa forpint, at hun maatte bruge de stærkeste Midler for at faa Søvn. Og saa var det gaaet hende med dette Forsøg paa en Selvforklaring som saa mange Gange før: jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det. Brevet havde undertiden ligget flere Dage i hendes Skuffe uden at hun var i Stand til at fortsætte det. Mange Gange tænkte hun paa helt at opgive det og bare skrive et Par Ord til ham paa sit Kort, f. Eks.: "Kære Ven! Som alle andre Mennesker ser De en ganske anden i mig end den, jeg er. Dersom De virkelig kendte mig, vilde De ikke bryde Dem om mig. Lev vel!"

Saa var det, hun en Dag paa Gaden mødte en 83 Veninde, der lige var kommen hjem fra en Udenlandsrejse med sin Mand. Veninden betroede hende, at de havde truffet Dihmer i intimt Selskab med en høj og meget smuk Dame, der talte tysk. Af hendes Beskrivelse forstod hun, at det var den Münchner-Kunstnerinde, han et Par Gange havde omtalt som et af sine Bekendtskaber fra Wiesbaden. Da hun kom hjem, lod hun straks sit Brev gaa i Kakkelovnen, foranstaltede en højtidelig Baalfærd for sin tolv Sider lange Bekendelse, som hun nu maatte le af.

Og saa skulde hun alligevel møde den engang igen i denne forglemte Brevlap! ... Og at det skulde ske netop idag, da hun havde været saa pinligt forfulgt af Erindringen om ham. Her paa Storeholt saaes de jo første Gang, og det var vel ogsaa nok her, de havde haft de bedste og fredeligste Timer med hinanden. Allerede paa Vejen fra Stationen, da hun i Vognen saae det første Glimt af den store, hvide Gaard, der spejlede sig i "Grønnevandets" Flade, overvældedes hun af Minderne. "Ille terrarum mihi præter omnes angulus ridet." Disse Ord², som hun huskede fra sin Studenterlæsning, var kommen hende i Tankerne i det Øjeblik. Maaske havde Indtrykket været saa stærkt paa Grund af det forudgaaende Sammentræf med Karsten From og det Ubehag og den underlige Angst, det havde efterladt 84 hos hende. Den Tryghed, hun altid havde følt i Torben Dihmers Selskab, den fuldkomne Sikkerhed for, at han ikke vilde skuffe hendes Tillidsfuldhed, ikke misforstaa hendes Overgivenhed selv i dens kaadeste Øjeblikke, hans Haandtryks Ridderlighed, hans Øjnes Varme og Stemmens Mørke – hun havde genfølt det altsammen ved Synet af disse store grønne Marker og den blaa Sø, hvor Kærlighedslivet første Gang undseligt vaagnede hos hende en Sommeraften ved hans Side. – Var det maaske netop dette, der blev Ulykken?

Lige meget. Hvad enten hun i dette blinde Spil om sin egen og en andens Lykke havde grebet fejl eller ikke – og det Spørgsmaal vilde hun aldrig i Evighed faa udgrundet – saa var nu Terningekastet gjort og kunde ikke gøres om. Hun havde nu kun at haabe paa, at Dihmer ret snart vilde gifte sig og under Pavkers og Trompeters Lyd hjemføre en livsglad Frue til sit kære Favsingholm.

Hun havde revet Brevlappen i mange Stumper, som hun nu puttede i Kakkelovnen. For en Sikkerheds Skyld tændte hun ogsaa Ild i dem.

I det samme blev der banket paa hendes Dør. En af Pigerne bragte den Besked, at der var kommen en Dame, som gerne vilde hilse paa hende.

"En Dame?"

Jytte begreb det ikke. Hun kendte jo ingen her.

85 "Det er vistnok Doktorfruen," forklarede Pigen.

"Det maa være en Misforstaaelse," – tænkte Jytte; men hun lovede at komme ned.

Ved et af de fire høje Vinduer i Havestuen sad Fru Vilhelmine paa den ene Side af et Marmorbord, hvor der stod en Blomsterskaal. Paa den anden Side sad en landlig paaklædt Dame med en rød Bøllehat paa Hovedet. En køn lille Pige paa 6-7 Aar stod trykket op mod hendes Kjole og saae sig med sky Forundring omkring i den store, fornemme Stue med de forgyldte Møbler og de vævede Billed-Tapeter.

Da Jytte kom ind, rejste Jægermesterinden sig. Med en lidt skødesløs Undskyldning til den fremmede Dame for sine "huslige Pligter" forlod hun Stuen under en lydelig Raslen af sit Silkeundertøj.

Ogsaa den fremmede Dame havde rejst sig, og hun gik nu Jytte imøde med et bredt Smil i sit friske, solrøde Ansigt. Hun var omtrent paa Jyttes Alder, var ikke køn men havde et Par gode, trohjertige Øjne.

"Kender du mig ikke?" sagde hun.

I det samme foer der et Lysglimt over Jyttes raadvilde Træk.

"Meta! ... Er det dig!"

Hun tog først begge hendes Hænder; men da hun 86 rigtig havde genkendt Veninden, slog hun Armene omkring hende med et heftigt Glædesudbrud.

"Det er dig! Det er virkelig dig! ... Men jeg forstaar ikke et Muk. Hvordan kommer du paa disse Kanter?"

"Jeg bor her!"

"Bor du her?"

"Ja, vidste du ikke det? Vi flyttede hertil i Efteraaret. Min Mand har faaet Distriktslægeembedet i Jerve. Det er en Milsvej herfra. Det gode Vejr fristede mig idag til at følge med min Mand i Praksis. Han har en Patient her paa Gaarden, og da jeg saa hørte, at du var kommen, maatte jeg dog hilse paa dig."

"Men kære! Og jeg, som stadig har tænkt mig dig siddende derovre paa Jyllands Heder ... i det lille morsomme Hus, du engang sendte mig et Billede af. Stumpen her er altsaa din ældste."

Jytte satte sig paa Hug foran den lille Pige, der ikke havde sluppet sin Moders Kjole.

"Og du har fire af den Slags!"

"Ja."

Hun tog det betuttede Barn ind til sig og kyssede det paa begge Kinderne.

"Saa hedder du Olga, ikke sandt? ... Nej, vent lidt, det er Hedvig! ... Du skal ikke være bange for mig. Jeg er bare saa glad for, at jeg endelig engang 87 faar dig at se! ... Men kom, Meta! Lad os sætte os! Jeg har jo hundrede Ting at spørge om."

Jytte bøjede sig frem over Marmorbordet og stirrede paa Veninden med stadig lige frisk Forbavselse. Var denne frimodigt smilende Matrone virkelig Meta Haagensen, den gamle Skolekammerat fra "Institutet", Klassens Fuks, Meta Mæ-hæ, hvem de allesammen havde beklaget for hendes grimme Munds Skyld? Hvordan var det dog gaaet til? Ja, Munden var unægtelig den samme grovt skaarne Spalte, og de gule Prikker i Huden under Øjnene og paa Næseryggen havde snarest formeret sig. Og dog saae hun jo næsten smuk ud.

"Bliv ikke vred, Meta ... men jeg har aldrig kunnet huske dit Konenavn. Hvad er det, du hedder nu?"

"Gaardbo."

"Gaardbo? Vent lidt! Saadan hed jo ogsaa Præsten, som var her."

"Ja, han er min Svoger. Det var især for at komme til at bo i Nærheden af ham, at min Mand søgte Embedet her. De to Brødre har daarligt kunnet undvære hinanden. De er Tvillinger, og nu havde de saa længe været skilte."

"Nej tænk! Er det sandt! Saa ligner din Mand vel Præsten?"

"Nej, det gør han i Grunden ikke. Men nu kan du selv se ad. Min Mand har – som sagt – en 88 Patient her og maa straks komme. Han lovede at hente mig."

En Tid sad de to Veninder nu og talte om fælles Bekendte; men Jyttes Opmærksomhed gled efterhaanden bort fra Samtalen. Hun var bleven tankefuldt optaget af den lille Pige, der stadig gemte sig bag Moderens Stol.

Hun huskede den Dag, da Budskabet om dette Barns Fødsel naaede hende ovre fra Jylland, og det Indtryk, Begivenheden havde gjort paa hende. Af alle hendes jævnaldrende Veninder og Skolekammerater var Meta den første, der blev Moder, og hun havde ved den Lejlighed første Gang fuldt forstaaet, at ingen Lykke paa Jorden kunde lignes ved den at faa et Barn med den Mand, man holdt af.

"Veed du, Meta, jeg havde nær ikke kendt dig igen. Du tror maaske, jeg siger det for at være ubehagelig. Men det er langt fra."

"Du mener dog vist, at jeg er bleven skrækkelig tyk. Jeg er virkelig tidt forfærdet over mig selv. Men det generer mig forresten ikke. Jeg gik forleden to Mil uden at blive det mindste træt. Dig kan man derimod ikke se Spor af Forandring paa. Du har rigtignok holdt dig godt. Da du før kom ind ad Døren, var det aldeles som dengang jeg sidst saae dig i Dronningens Tværgade."

89 Jytte svarede først ikke noget. Hun lænede sig tilbage i Stolen og saae ud af Vinduet.

"Ja, jeg er den evig uforanderlige," sagde hun saa i en Tone, der skulde være spøgende. "Hos mig er ikke Skygge af Omskiftelse – som skrevet staar."

"Men nu har du dog forlovet dig," sagde Veninden med et fortroligt Nik. "Eller er det endnu en Hemmelighed?"

Jytte saae paa hende med store Øjne.

"Hvor falder du paa det?"

"Er det ikke sandt? ... Saa maa du virkelig undskylde. Det blev mig sagt for aldeles bestemt. Der blev endogsaa nævnet et Navn. – Jeg er forfærdelig ked af, at jeg sagde det, Jytte. Du maa ikke være vred paa mig."

Jytte var bleven bleg. Og Venindens Undskyldninger gjorde kun hendes Pine værre. Hun vendte Ansigtet bort, trak paa Skuldren og slog igen ind i den spøgefulde Tone.

"Det er ikke noget nyt for mig. Folk har jo altid haft travlt med at slæbe mig til Brudekareten. Efterhaanden tager jeg det temmelig roligt. Men naturligvis gør det mig ondt, at jeg stadig skal skuffe Forventningerne. Jeg maa jo aabenbart være mine Venner et Bryllup skyldig."

Døren til Herreværelset gik i det samme op. Jægermesteren kom ind tilligemed Lægen, der havde 90 været kaldt til en af Køkkenpigerne. Jægermesteren optraadte i sin Laboratoriedragt: hvid Kittel og sort Fløjls Baret. Han var midt i et Foredrag om sine Planteundersøgelser.

Doktor Gaardbo var en tætbygget Mand af Middelhøjde, mørkskægget og med en gullig Ansigtsfarve. Jytte følte sig frygtelig skuffet af ham. Han lignede ikke sin Broder Præsten undtagen paa Øjnene. Saa havde han desuden Klumpfod, hvad hun forresten godt havde vidst. Ogsaa hans Væsen frastødte hende. Han hilste skødesløst og viste baade hende og Fætteren et ganske utilsløret Fjendskab.

"Jeg maa videre," sagde han straks til sin Kone uden at svare paa Jægermesterens Indbydelse til at tage Plads og drikke et Glas Vin.

Jytte fandt ham højst utiltalende og beklagede sin Veninde.

Paa Vejen ud til Vognen puttede Fru Meta sin Arm ind under hendes. Jytte forstod godt, at hun vilde søge at bøde paa sin uheldige Forsnakkelse, maaske ogsaa paa sin Mands Uelskværdighed; men det fjernede hende altsammen blot endnu mere fra dem begge. Da Veninden bad hende om rigtig snart at komme og besøge hende, svarede hun ja; men ved sig selv tænkte hun, at det vist ikke blev til noget.

For at kunne fortsætte sit Foredrag fulgte ogsaa Jægermesteren de Fremmede ud. Nedenfor den store 91 Stentrappe stod en lille tilstøvet Bil og kogte. Det var ikke meget andet end en bred Lænestol paa tre Hjul.

Jytte blev staaende oppe paa Trappen med sin Fætter under Armen, indtil Doktorparret var kommet tilsæde og Vognen futtede afsted.

"Idiot!" vrængede Jægermesteren efter Doktoren, der havde været en meget uopmærksom Tilhører. "Fjottekarl! Elefant! Braksnude! Bondedreng!"

Fætter John gav undertiden sine krænkede Følelser Luft paa en ukonfirmeret Maade, der forligedes godt med hans mærkelige Drengestemme.

"Kender du ellers noget til Doktor Gaardbo?" spurgte Jytte ham, idet de fulgtes ind. "Er han en dygtig Læge?"

"Dygtig? Han er sgu slet ikke Læge. Han er en af disse Kvaksalvere, der vil kurere Folk uden Medicin. Apotekeren er rasende paa ham. Han vil klage over ham, siger han. Han er heller slet ikke anset blandt sine Kolleger. Det veed jeg fra Asmus. De kalder ham for Seminaristen."

"Han er jo en Broder til Præsten."

"Ja, og de er lige bondevigtige begge to. De er fornemme, – forstaar du. De holder sig for gode til at tage Del i Egnens Selskabelighed. Og saa vil de allerede regere og dominere her. Men det bliver 92 der forhaabenlig sat en Stopper for. – Hvad er det, Louise? Er det Telegrammet?"

Han raabte de sidste Ord til Husjomfruen, som kom gaaende henne i Gangen med et Stykke Papir i Haanden.

"Det er Slagteren, der er her med den Regning."

"Naa! Han kan komme igen en anden Dag. Nu har jeg andet at tænke paa. Følg med ind i Laboratoriet, Jytte. Saa skal du se mine Kulturer."

"En anden Gang, John! Jeg er ved at pakke ud."

Jytte gik op paa sit Værelse. Hun blev nogen Tid staaende henne ved Vinduet og strøg sig med Haanden over Haaret. "Altsaa ogsaa her!" tænkte hun. Hendes Bryst bevægede sig endnu heftigt. Hun følte sig paany som i et Sus af isnende Gennemtræk. Venindens store forskrækkede Øjne stirrede uafbrudt paa hende.

Og hun kom til at tænke paa Karsten From, som hun nu hver Dag kunde risikere at møde her i Nærheden. Hvad der forfærdede Meta, havde aabenbart givet ham Mod til at forsøge en ny uforskammet Tilnærmelse. Og var det underligt? "Et tvetydigt Fruentimmer." Saadan lød jo nu igen hendes Skudsmaal!

Hun havde haabet at finde et Fristed her paa Storeholt; men nu ønskede hun sig allerede bort herfra.

[*]

93 Under Doktorfamiljens Besøg havde Fru Bertha været en Rundgang omkring til alle de gamle Steder i Avlsgaarden og Parken, hvor hun havde leget som Barn. Hun var født paa Storeholt, og det forstemte hende at se, hvor daarligt Gaarden blev vedligeholdt, saa den næsten stod og forfaldt. Paa en af Ladebygningerne havde Taget været under Reparation, men af en eller anden Grund var Arbejdet standset. Ovenpaa den ene Halvdel af den store Længe strittede de nøgne Spær.

Folkene gik underligt og drev. Et Par af dem saae haanligt paa hende og hilste ikke.

Køerne blev netop dreven hjem i Stalden, og hun undrede sig over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han, at Jægermesteren var i Færd med "at rydde op i Bestanden" for at anskaffe sig en Besætning af Jersey-Køer.

"Men hvor er da de?" spurgte hun.

"De er ikke kommen endnu," sagde Forvalteren lidt forlegen.

Fru Bertha kom igen til at tænke paa sine udeblevne Rentepenge, og hun bestemte sig til at tale lige ud med sin Brodersøn om Sagen.

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte hun Frøken Søholm, som gik Aftentur der i fuld Pynt med 94 Silkechenille³ og en mægtig "Esprit" i Hatten⁴. De fulgtes et Stykke, og da Frøkenen nogen Tid havde snakket om sit Helbred, gik hun over til det andet af de to Emner, hun overhovedet var i Stand til at tale om: sin Broder, den rige Kaffehandler, der i hendes Øjne var Vorherres sidste Undergerning.

Grosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i Flammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op "fra Skidtet af." Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Moder havde været simpel Grønthandlerske var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske Pensionater. Grossereren var en stor, bringebred Mand med Lemmer som en Bryder. "Egetømmer helt igennem" – forsikrede han selv.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med sin Brodersøns Svigerfader, den ene Gang her paa Storeholt. Under hendes Ophold her for to Aar siden rullede han en Dag uventet op for Trappen i sin Kæmpebil, og det Besøg havde hun ikke glemt. 95 Hr. Søholm havde ved sin Datters Giftermaal anbragt en Kapital paa 30 Tusinde i Gaarden, og af den Grund optraadte han nu med en Anmasselse, som om det var ham, der var den egenlige Ejer af Storeholt og John hans Forvalter. Han gik rundt og vurderede Besætning og Markredskaber, takserede Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel. Enhversomhelst Ting omsatte hans Tanker straks i Penge. Hun blev saa harmfuld over at høre denne brovtende Fremmede tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare, at hun ikke kunde faa sig til at sige ham Farvel, da han efter nogle Timers Ophold rullede tilbage til København. Hun havde derfor heller ikke beklaget det, da hun senere engang fik at vide, at det var kommet til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke længer taalte at se hinanden.

Ved nu at tale med Frøken Søholm kunde hun mærke, at den rige Mand var begyndt at blive ængstelig for sine 30 Tusinde. Hun fik endogsaa det bestemte Indtryk, at Søsteren i Øjeblikket opholdt sig her paa Gaarden som hans Spion. Dette gjorde hende urolig, og hun besluttede, at hun straks vilde tale med John og forlange en Forklaring.

Hun kom op ad Verandatrappen umiddelbart efter, at Doktorfamiljen var kørt bort. Da hun ikke fandt sin Brodersøn i nogen af de andre Stuer, søgte hun 96 ham i hans eget Værelse, skønt Døren dertil var bleven lukket. Her sad han slapt sammensunken i en Lænestol. Den sorte Fløjls Baret havde kan kastet fra sig paa et Bord.

"Forstyrrer jeg?"

"Naa –. Jeg sad ganske vist og tænkte. Men kom kun ind, Tante! Du er altid velkommen!" Han rejste sig op og bød hende Plads i Sofaen.

"Hør, John! Skal vi ikke med det samme snakke lidt om vore Pengeaffærer. Saa er det overstaaet."

Jægermesteren smilte ret naturligt, skønt han blev noget farveløs i Ansigtet.

"Er du bange for dine Penge, Tante Bertha?"

"Nej, men jeg sætter Pris paa at have Rede paa mine Ting. Hvorfor har jeg ikke faaet mine Renter?"

"Herregud, vi er jo endnu midt i Terminen."

"Jamen, jeg har heller ikke set noget til mine Decemberrenter, og dem plejer du dog at sende mig i Løbet af Foraaret."

"Jeg skal se efter i mine Bøger. Der er altsaa sket en utilgivelig Forsømmelse, som jeg meget beklager."

Men Fru Bertha var bleven opskræmt og lod sig ikke berolige af den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarlig kunde undvære de Penge.

"Du veed, jeg kommer ikke paa Sundholm, fordi 97 jeg skal undvære dem et Aar. Men jeg forlanger ordenlig Besked."

Jægermesteren tav et Øjeblik og saae mod Gulvet. Hans Læber var hvide.

"Naar du direkte spørger mig, saa vil jeg ikke nægte, at jeg for Tiden er temmelig stærkt engageret. Men det hele vil ordnes af sig selv. Jeg skal gerne ved Lejlighed vise dig min Terminsopgørelse, saa vil du se, at jeg blot behøver Henstand. Jeg beder kun om, at du vil fritage mig for at komme nærmere ind paa de Ting netop i disse Dage. Jeg forsikrer dig, der er i Forvejen tilstrækkeligt, som trykker og piner mit Sind ... Ogsaa Sorger, som jeg ikke kan tale om til nogen."

Han havde rejst sig og gik uroligt omkring i Stuen. Hans sidste Ord var gaaet Fru Bertha til Hjertet, og hun opgav at gøre ham Bebrejdelser for hans Uefterrettelighed.

Lidt efter satte han sig fortrolig hen til hende i Sofaen.

"Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at stille mig. Det gør jeg nu maaske ikke; men – oprigtig talt, Tante Bertha! – jeg synes, at du – og særlig du – maa kunne forstaa, at det piner mig ved enhver 98 Lejlighed at blive forbigaaet af Folk som Balduin Hansen, Karl Holm og nu maaske af Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand. I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i Stænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig forhaabenlig at tie om. Men nu er det glemt altsammen. Naar der skal vælges til Amtsraadet, eksisterer jeg ikke for mit eget Parti. Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i Landhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig nu af med den skidt Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu' ikke er stor Stads ved. – Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. Du veed, at det paa et hængende Haar var kommen til Duel imellem os i den Anledning. Og alligevel bliver jeg af mit eget Parti systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse – anderledes kan jeg ikke se paa det."

99 Han havde igen rejst sig op og stod foran Tanten i stærk Bevægelse.

"Men Gudskelov!" sagde han med fugtige Øjne. "Jeg har under alle mit Livs Skuffelser bevaret min Fars lyse Sind. Dersom jeg ikke saa sikkert troede paa, at Miskendelsen og Forfølgelsen engang vilde høre op, havde jeg for længe siden skudt mig en Kugle gennem Hovedet. Og saa har jeg jo heldigvis ogsaa haft mit Laboratorium at ty til. Det har naturligvis været mig til stor Opmuntring."

"Derfor synes jeg ogsaa, John, at du skulde blive ved det og slaa de andre Tanker af Hovedet," sagde Fru Bertha.

"Det kan jeg ikke, Tante! Jeg siger det ganske ligefrem: jeg er en ærgerrig Mand. Jeg gør Fordring paa et større Virkefelt for mine Evner og min Energi, og jeg forlanger Anerkendelse. Naar jeg ser paa de Folk, der nu spiller de store Roller i vort lille danske Samfund, kan du vist forstaa, at det ofte syder i mig. Jeg er endog saa ubeskeden at formene, at det trods alt engang skal vise sig, at jeg er født under en lykkelig Stjerne. Men forresten ... der er ogsaa en anden, en mere privat Grund for mig til at ønske at komme til at leve under nye Forhold ... Men det kan jeg ikke tale om."

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen. Men et Øjeblik efter vendte han 100 tilbage og satte sig igen i Sofaen hos Fru Bertha, idet han i Forknythed stille tog hendes Haand.

"Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa pinligt det ogsaa er for mig at tale om det, – jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg, Tante Bertha. Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er; jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, da jeg var ved at miste min Forstand."

"Men Gud, hvad er det?"

"Har du aldrig mærket, Tante, at ikke alting mellem Vilhelmine og mig er som det skal være?"

"Naa ja, I har lidt vanskeligt ved at komme overens."

"Det er ikke blot det. Jeg kan naturligvis ikke gaa i Detailler. Jeg kan kun sige, at Vilhelmine viser mig en Ligegyldighed, som ingen Mand kan finde sig i. Forandrer hun sig ikke, maa vi skilles."

"Er det saa alvorligt?"

"Det er meget alvorligt. Jeg tror ganske vist ikke, at Vilhelmine har begaaet noget absolut utilladeligt; men der er altsaa en anden Mand, som hun interesserer sig for, og det er min bestemte Hensigt at forlange Skilsmisse, dersom Forholdet ikke forandres."

"Sig mig, John, veed din Svigerfar noget om detteher?"

"Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med 101 ham. Kan du tænke dig, den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens Lensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme Vilhelmine stadig har bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men – ikke sandt, Tante? – dersom jeg nu kunde blive valgt, og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at føre Hus. Og jeg gad set den, der har Vilhelmines Evne til at repræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du vist, Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom – –."

Der blev i dette Øjeblik banket paa Døren. En af Pigerne kom ind med et Telegram.

Jægermesteren foer op og bad Tanten undskylde, at han maatte afbryde Samtalen. Han snappede Telegrammet ud af Pigens Haand men brød det ikke, før Fru Bertha var ude af Døren. Selv da tøvede han. Farven paa hans tykke Kinder skiftede 102 uophørlig. Han stod nogle Sekunder med lukkede Øjne for at samle Mod til at møde Afgørelsen. Og den Tanke foer ham gennem Hovedet som et blodrødt Syn: "Dette Øjeblik betyder Liv eller Død for dig, John Mathias Hagen!"

Saa rev han rask Papiret op.

Nogle Minutter efter viste han sig ude paa Verandaen, hvor alle fire Damer nu igen var samlede. Med Telegrammet i Haanden forkyndte han, at hans Broder Asmus vilde komme dertil i Løbet af Natten.

"Han skal hentes i Odense. Han kommer med Midnats-Ekspressen og rejser allerede igen imorgen Eftermiddag," meddelte han og vendte straks tilbage til sin Stue uden nærmere Forklaring til de forbavsede Damer.

Inde hos sig selv gik han nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, tændte derpaa en Cigar – hans Haand rystede endnu efter den overstaaede Sindsbevægelse – og lod sig synke ned i en Lænestol. Han var nu lidt ærgerlig paa sig selv, lidt skamfuld over den ganske overflødige Nervøsitet, han havde gaaet om i de sidste Dage. Herregud, han vidste det jo dog ... han havde jo hele Tiden sagt det til sig selv, at Sagen saamænd nok ordnede sig.

Men Banken havde unægtelig været ualmindelig uforskammet. Hvad han ikke i sine mest nedslaaede Øjeblikke havde troet muligt, var virkelig sket. Storeholt, 103 det hagenske Familjegods, var bleven truet med Udpantning! Dersom hans Svigerfader ikke nu havde tilsagt Assistance, vilde han allerede have ligget derhenne paa Sofaen med et Lod Bly i Hjernen. Han havde været fast besluttet paa ikke at ville overleve den Skam. Naar han ikke paa anden Maade havde kunnet indridse sit Navn i Slægtens berømmelige Historie, skulde det i hvert Fald ske med Blod og Rædsel.

Det eneste, der nu trykkede ham, var Frygten for, at han i sin unormale Sindsstemning skulde have gjort sig latterlig. Blandt andet fortrød han sin ubetimelige Aabenhjertighed overfor sin Tante. Han havde jo aabenbart i disse Dage taget lovlig tungt paa den Historie med Vilhelmine og Kaj Frandsen. Paa en Maade kunde det jo kun smigre ham, at en køn Fyr som Frandsen gjorde Kur til hans Kone. Og Vilhelmine havde virkelig nogen Grund til at føle sig skuffet over deres Omgang. Han havde jo ogsaa selv glædet sig til at indføre hende i de gode Krese og se hende beundret og omsværmet. Hvor ofte havde han ikke i Tankerne hørt Folk sige om hende: "Det er da endelig igen en smuk og elegant Ministerfrue." – Nu vilde han tale ganske roligt og fredsommeligt til hende om deres Forhold.

Han saae paa sit Ur og tog derpaa Telefonen, der stod ved Siden af ham i Vindueskarmen.

104 "Odense. – – Er det Bankdirektør Freistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. – Goddag, Freistadt," sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. "Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? ... Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej manglede saamænd bare! ... Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid seks-syv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem ... En Check med min Svigerfaders Navn anser De vel for god? ... Naa dog! ... Hvornaar? ... Imorgen ja!... Hvad siger De? ... Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til Etatsraaden. – Vi mødes vel forresten d. 29de paa Grand ... Linnemanns Fødselsdag ja ... Ja, der kommer kun Herrer ... Høj? Ja, det bliver den vel nok ... Javel ... Naturligvis ... Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde? ... Ni Matadorer! Hvem? I Hjerter ... Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Albertsen, saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at jeg haaber 105 i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar ... Hvad siger De? ... Aa, undskyld! Har de Fremmede! ... Ja ja, Farvel da, Freistadt!"

[*]

Omkring Landsbyens hvide Kirke laa Kirkegaarden som en broget Blomsterhave og udenom den Byens otte store Bøndergaarde, moderne oppyntede med Glasverandaer og Villakarnapper og herregaardsmæssige Parkanlæg. Desuden en halv Snes Smaahuse med pænt holdte Haver.

Udenfor Byen laa – som en Affaldsdynge – en Række sørgelige Rønner, der trykkede sig sammen paa begge Sider af den brede Landevej. Der fandtes omkring i Sognet flere saadanne Tilflugtssteder for den uhelbredelige Armod.

Her boede Herregaardenes Daglejere og Arbejderne fra et stort Teglværk. Om Sommeren desuden tilflyttede Tørveskærere med deres Familjer og polske Roearbejdere.

Paa Vejen hjem fra sit Besøg paa Storeholt var Pastor Gaardbo gaaet ind i en af disse Fattigmandsreder: et lille Hus ikke meget større end et Tørvelæs. En Skov af høje Brændenælder skjulte det næsten, og det eneste Vindu, som vendte ud mod 106 Vejen, var ganske tildækket af en Hyldebusk, der rakte højt op paa det næsten opædte Straatag. Her boede en enlig gammel Mand, som af Befolkningen kaldtes "Hønse-Lars."

Navnet var ikke givet ham af Kærlighed; det var et Tyvsmærke. Men skønt han ellers var en ondsindet Person, bar han det med den Taalmodighed, som lang Vane giver. Kun faa huskede længer, hvad han egenlig hed.

Den unge Præst havde mange Gange uden Held forsøgt at faa denne Mand i Tale. Skønt den Gamle var bleven værkbruden og ikke mere færdedes udenfor Hjemmet, havde han for det meste fundet hans Dør laaset, og ingen havde svaret, naar han bankede. Undertiden havde Gamlingen siddet udenfor paa Dørstenen og bundet Sivmaatter eller flettet Vidjekurve; men han havde aldrig været til at slaa et Ord af. Hverken sit Goddag eller sit Farvel havde Præsten faaet Svar paa. Saasnart han begyndte at tale til ham, vendte Manden sig bort og strittede Tobaksspyt ud gennem sine Tandstumper. Engang havde han lettet sig i Sædet og givet Svar med Bagen.

Men nu havde Pastor Gaardbo faaet at vide, at Hønse-Lars var bleven syg og laa paa sit Yderste. Han fandt ogsaa Døren aaben – han maatte bøje Hovedet for at komme ind ad den – og straks overvældedes 107 han af en Forraadnelsesstank, der fik ham til at tænke, at den Gamle vistnok laa død derinde. Han kom med Aftensolens Glød i Øjnene, og paa Grund af det overgroede Vindu var Stuen saa mørk, at han i Begyndelsen ingenting kunde se.

Endelig opdagede han Eneboeren paa Ryggen i en Halmseng. Armene laa tunge og ubevægelige paa et Urede af Pjalter. Kinderne over Skægget var røde af Feber. Øjnene stirrede med store Pupiller.

Hønse-Lars havde al sin Tid hørt til Egnens mest berygtede Nattegængere. Baade han selv og hans afdøde Kone havde været straffet flere Gange. Det var en Forkærlighed for Fjerkræ, der havde forskaffet ham hans Øgenavn. Hans Tyvagtighed var bleven til et Mundheld, der efterhaanden var trængt langt udenfor de Egne, hvor han selv var kendt. Naar Folk savnede noget og troede sig bestjaalet, hed det gerne: "Her har nok Hønse-Lars været paa Spil."

Den unge Præst stillede sig hen ved Sengen og talte den gamle Synder venligt til. Han sagde, at han var kommen for at tilbyde ham sin Hjælp, dersom han manglede noget eller maaske trængte til at tale med et Menneske, som han kunde betro sig til uden Frygt.

Der kom intet Svar. Den Gamle havde skubbet sig lidt op i Sengen. Hans Underkæbe gik op og 108 ned som i Krampe, og Øjnene søgte rundt i Stuens Mørke, hvor al Slags gammelt Skrammel laa ophobet. Det var, som om han i sin Hjælpeløshed saae sig om efter noget, der kunde værge ham.

Præsten blev roligt staaende.

"I har det ikke godt her, Lars Oven! Dersom I vil give mig Lov til det, skal jeg sørge for, at I herefter bliver bedre plejet. Jeg vil for Fremtiden selv komme her hver Dag og gaa jer tilhaande. Der kan vel altid være et og andet, som jeg kan hjælpe med. Dersom I er bange om Natten, eller dersom I ikke kan sove, saa skal jeg ogsaa gerne sidde her og læse lidt for jer. Saa gaar Tiden saa godt. Der er en Bog, der hedder Biblen, den er der mange smukke Historier i. Den skal jeg tage med."

Han havde ladet Døren staa aaben ud til det Fri for ikke at kvæles af Stanken, og nu hørte han hastige Træskotrin udenfor. Et stort, rødhovedet Kvindemenneske med opkiltret Skørt dukkede frem i Døraabningen. Det var en Nabokone, der fik Betaling af Sognet for at passe den Gamle under hans Sygdom. Hun havde ligget nede ved Bækken og skyllet Tøj, da hun til sin Forskrækkelse saae Præsten gaa herind. Nu stod hun der i Døren og smilte med en daarlig Samvittigheds sleske Smil, mens hun tørrede Fingrene i sit Sækkelærreds Forklæde.

109 Pastor Gaardbo gik hen til hende og gjorde hende Bebrejdelser for hendes Forsømmelighed. Da begyndte Konen at skralde op for at retfærdiggøre sig. Lars var virkelig saa umanerlig stridig. Han vilde ikke have Vand i sit Ansigt og gjorde sig uren i Sengen som en Patteunge.

Præsten bad hende tie og skammede hende ud for hendes Mangel paa Menneskekærlighed.

"Imorgen kommer jeg igen," sagde han. "Saa vil jeg se en rengjort Stue, saa man kan fornemme, at det er et Menneske skabt i Guds Billede, der har sin Bolig her. De kan i Aften komme hen i Præstegaarden, saa skal De faa et Sæt Lagner og et Par Skjorter udleveret hos Frøken Martinsen. Naar jeg saa kommer her imorgen, skal vi hjælpes ad med at løfte Lars op, saa der kan blive skiftet under ham og lagt frisk Halm i Sengen."

Han vendte tilbage til den Syge og nikkede Farvel.

Hønse-Lars var stadig lige stum. Mistroisk flyttede han Øjnene frem og tilbage mellem Præsten og Konen for at komme under Vejr med, hvad det var for Kæltringstreger, man havde for med ham.

Rygtet om Præstens Besøg havde imidlertid gaaet sin Rundgang gennem alle Rønnerne. Folk var kommen frem i Dørene; og herfra blev de nu Vidne til, hvordan den gejstlige Mand, da han kom ud fra den gamle Hønsetyv, pludselig kastede Frakken, tog 110 en Tollekniv op af Lommen og gav sig ilav med at snitte Grene af den store Hyldebusk, der groede vildt op over Hyttens eneste Vindu.

Aftensolen lyste paa Muren; men ikke et Glimt af den naaede ind til den Syge gennem de tætte Løvmasser. Der skulde gode Kræfter til for at bryde gennem Fletværket; men Pastor Gaardbo var fra sin Faders Hjem vant til at tage fat i al Slags Arbejde.

Inde i Sengen laa den Gamle aldeles ubevægelig af Forundring. Kun de feberstore Pupiller flyttede sig. Mens Gren efter Gren faldt derudenfor og Lyset i Stuen voksede, søgte hans Øjne uroligt hen til Konen, der – opbygget af Præstens Eksempel – straks havde givet sig ilav med at rydde op. Da tilsidst selve Solen brød ind i Rummet, hviskede han med sin hæse Stemme:

"Det er en sær Mand – han."

"Ja, det er en Guds Mand!" forsikrede Konen højt. Hun havde faaet fat i en Spand Vand og en Kost og skruppede løs paa Gulvets aargamle Smuds. Og i sin opløftede Stemning grebes hun af en uimodstaaelig Trang til at vise Præsten derude, at hun ikke havde glemt sin Konfirmationslærdom. Mens Vandet pjaskede omkring hende, jodlede hun op paa sit Fynsk:

"Krist stod op af Dødi i Julemorgenrødi."

111 Stor og blodrød sank Solen ned bag Strige Skov, og Kirkeklokken begyndte at ringe, da Pastor Gaardbo forlod Hønse-Lars' Hus og gik hjem til Ensomheden i sin tomme Præstegaard.

Gadens pjaltede Børn kom af sig selv løbende og gav ham Haanden. Konerne i Dørene nikkede venligt, idet han gik forbi. Overalt blev den smukke unge Præst hilst med Tillidsfuldhed og Fortrøstning af Fattigkvarterets Befolkning.

Gennem flere Slægtled havde man paa denne Egn i Almindelighed ikke haft andet Forhold til Kirken end det som Loven og den gode Tone krævede. Den gamle Præstegaard havde i Løbet af det sidste halve Aarhundrede huset Forkyndere, som tilsammen udgjorde en Prøvesamling af de forskellige kirkelige Retninger, der indbyrdes praktiserer Kristenkærligheden omtrent som Hund og Kat. Men skønt alle disse Præster om Søndagen havde dundret godt i Prækepulten, var det ikke lykkedes dem at interessere mere end nogle enkelte for den endeløse teologiske Familjetvist.

Først ved Pastor Gaardbos stilfærdige Samaritangerning blev Menighedshuset igen et Midtpunkt for Egnens Liv. Hans yderliggaaende politiske Standpunkt vakte ganske vist adskillig Forargelse hos de fleste af Egnens smaa og store Hartkornsejere, og der hviskedes ogsaa om, at hans Forkyndelse ikke 112 var strengt kanonisk. Men til Gengæld var Kirken bleven Fattigmands Ven, og selv Modstanderne maatte anerkende hans Privatlivs evangeliske Renhed.

Klokken blev over ni, før han naaede hjem. Frøken Martinsen, hans Husholderske, var fornærmet og meddelte ham, at Aftensbordet havde staaet dækket i over en Time. Han gjorde sagtmodig en Undskyldning. Frøkenen, der var en midaldrende, robust Bondepige med rødsprængte Kinder, led af nervøse Anfald – efter sin egen Mening paa Grund af Blodmangel – og maatte skaanes for Sindsbevægelser.

Præsten spiste altid alene. Hele Opdækningen bestod af et Par tørre Skiver saltet Kød, to røgede Sild og en Osteskorpe. Han vidste ikke af, at Frøken Martinsen ude i Køkkenet for sit Helbreds Skyld havde skeletteret en kold Lammebov og tømt et Fad stuvede Grønærter. Hun var kommen der i Huset paa Anbefaling af Pastor Gaardbos afdøde Kæreste og følte det som sin Rettighed at tyrannisere ham i hendes Sted.

"Frøken Martinsen," sagde han, da hun bragte ham Teen, "her kommer vistnok allerede i Aften en Kone, som gerne skulde have et Sæt rene Lagner og et Par Skjorter udleveret. Det er til den gamle Lars Oven – Hønse-Lars. Han ligger for Døden."

Frøkenen erklærede kort, at det ikke lod sig gøre.

113 Alt det Linned, der tilhørte Menighedsplejen, var sendt ud til Rensning og Reparation. Det vidste Præsten vel nok.

"Saa maa vi naturligvis tage af vort eget," sagde han lidt utaalmodig.

"Det er i Vask."

"Altsammen?"

"Ja."

Han betænkte sig lidt og sagde saa: "Det var slemt nok. Vi maa altsaa give Konen et Sæt af de ubrugte Lagner, der ligger i Dragkisten – De veed nok – i de to nederste Skuffer."

Vreden steg Husholdersken til de tykke Kinder, der svulmede op af det rødeste Blod.

"Det er vel ikke for Alvor Præstens Mening?"

"Vist saa."

"Skal en som Hønse-Lars ligge i Frøken Rosalies Brudelagner?"

"Kan de i Grunden faa nogen smukkere Anvendelse nu? Den stakkels Lars har levet længe nok i Smudset."

Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Haanden paa Laasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald. Men i det samme hørtes en Bil køre ind i Gaarden med en Række Stød i Tudehornet. 114 Den Lyd gjorde hende tavs. Det var Doktor Gaardbos Signal.

"Jeg sad for lidt siden og tænkte paa dig," sagde Præsten, da Broderen humpede ind og de var bleven alene. "Var du ikke kommen, havde du imorgen faaet mit Besøg."

"Noget paafærde?"

"Ja ... men først du! Hvem er bleven syg her?"

"Ingen. Det er en Barselaffære."

"Saa er det vel Hans Andersens Kone?"

"Ja. Jeg var knap kommen hjem og havde faaet lidt i Skrutten, saa blev jeg ringet op. Du veed, det er denne Narkose de nu allesammen tigger om. Selv den kraftigste Bondekone vil ikke længer føde sit Barn paa naturlig Vis. Og saa maa de efter min Mening næsten hellere slet ingen Børn faa. Men nu har jeg alligevel lovet at blive i Nærheden, indtil Affæren er overstaaet."

Doktoren sagde dette mens han med Hænderne paa Ryggen bøjede sig over det dækkede Bord for at mønstre Retterne.

"Naa, det maa jeg sige!" fortsatte han saa. "Du mæsker dig sandelig! Tre skeløjede Sild – og Ost! Martinsen forkæler dig ordenlig. Hvorlænge har du i Sinde at fremture i det Vellevned? ... Alvorlig talt, Bror, dette her gaar ikke i Længden. Det Asen sulter dig jo. Du maa tage dig sammen og stroppe 115 hende op. Ellers kommer jeg til at gøre det paa dine Vegne, og saa veed du, at det ikke løber af uden en større hysterisk Opstandelse."

"Derfor ønsker jeg ogsaa, at du ikke blander dig i de Ting," sagde Præsten.

"Det agter jeg nu alligevel at gøre. Du ser allerede lovlig apostolisk ud."

"Vrøvl!"

"Man siger ikke Vrøvl til sin Læge, lille Far! Jeg ordinerer dig herved to blødkogte Æg til din Aftensmad. Og et Krus godt, hjemmebrygget Øl i Stedet for det Tevandspjat."

"Sludder!" – Præsten drak ud af sin Kop og rejste sig – "Lad os gaa ind!"

Men Doktoren stillede sig i Vejen for ham og slog Hænderne i hans Skuldre. Præsten indtog leende en tilsvarende Stilling, og saadan blev de nogen Tid staaende overfor hinanden med sammenflettede Arme som et Par Drenge, der brydes.

"Siger du Sludder?"

"Ja."

"Du vil altsaa ha' Muffel!"

"Hvad bilder du dig ind?"

"Flab!"

"Selv Flab!"

"Kom an!"

De rystede hinanden saa haandfast som de kunde 116 for Latter. Doktoren, der trods sin Klumpfod var stærk som en ung Stud, trængte Broderen ind mod Væggen. Men pludselig slap de hinanden med et forskrækket "Hys!" – De hørte Drønet af Frøken Martinsens Skridt ude fra Køkkengangen.

"Ind til mig!" sagde Præsten.

De gik ind i den store, trefags Havestue, der var indrettet til Studereværelse.

Som alle Præstegaardens Stuer gjorde den et halvtomt og fattigt Indtryk. En lille Petroleumslampe var stillet hen paa en højbenet Fyrretræs Pult og lyste blegt ned paa Skraalaagets grønne Klæde. Den øvrige Del af Stuen laa i Halvmørke. Paa Væggen ovenover Pulten hang et stort Kristusbillede indrammet af friskt Bøgeløv. Det var Faderens gamle Bedepult, som Sønnen holdt i Ære. Under dette tornekronede Kristushoved havde Jørgen Skolelærer to Gange daglig holdt Andagt med sine Børn. Her stod han i sine sidste Aar saa mangen angstfuld Nat med det skæggede Hoved begravet i Hænderne og tryglede om Fred.

Døren ud til Haven stod aaben. Aftenen var lun og stille. En Nattergal sad et Sted derude og gav sig lidenskabeligt hen i sin Musik. De to Brødre stod et Øjeblik i Døren og hørte paa dens sørgmodige Triller. Saa satte Doktoren sig overskrævs paa en Rørstol og klemte Hænderne om Rygstødet.

117 "Fortæl mig saa, Johannes – hvad siger du til Farbror Tyge?"

"Du veed det altsaa allerede."

"Jeg kom til Storeholt lige efter, at du var gaaet. Jeg har en Patient der for Tiden. Jægermesteren fortalte mig Nyheden. Forresten hørte jeg den ogsaa bagefter af Mejeribestyreren. Saa vidt jeg forstod, havde han den fra selve Hans Almægtighed Balduin Hansen."

"Det er troligt nok. Den telegrafiske Forespørgsel kom jo til ham som Bestyrelsens Formand. Selv fik jeg Meddelelsen i tre Linjer, som han i Middags sendte mig med et af Skolebørnene."

"Saa faar jeg da engang mit farbroderlige Genbillede at se," sagde Doktoren. "For I bliver vel nødt til at svare Ja og føle jer beærede?"

"I hvert Fald det første. Men sig mig, Povl – hvad mener du egenlig om Farbrors Tilstand? For ikke mange Maaneder siden forlød det med stor Bestemthed, at han var dødelig syg. Og nu rejser han rundt fra Møde til Møde og holder Kamptaler og skaber Ophidselse i Landet ganske som for 30 Aar siden."

"Fabeldyrets sidste Krampetrækninger. Jeg har jo nok hørt, at "Femte Juni" skal have udnævnt ham til Holger Danske den Anden. Men det er saa nemt at lade sig tiljuble af sin egen Avis. Alt det 118 Vrøvl om hans evige Ungdom er bare Politik. Han er en dødsmærket Mand. Jeg veed det med Sikkerhed. Han har sin Spøgelsetime nu, og den kan jo ikke blive opbyggelig."

"Jeg tror, at Farbror Tyge ikke taaler at være uvirksom," sagde Præsten; han stod henne ved Pulten og støttede Hovedet i sin Haand. "Selve Magten kan jo umuligt friste ham mere. Og hans Forfængelighed maa vel endelig ogsaa være bleven mættet nu. Men jeg tror og haaber, at Farbror begynder at tynges af sit Ansvar. Det er Samvittighedens Stemme, der skal overdøves af ny Krigslarm. Baade hos ham selv og de andre."

Doktoren rystede paa Hovedet.

"En parlamentarisk Politikers Samvittighed? Det er Fablen om den store Søslange om igen. Vil du have min psykologiske Forklaring paa Farbror Tyges sidste Kraftudfoldelse? Jeg tror, den er rigtig, og den er næsten det uhyggeligste af det hele. Farbror veed, at han gaar med Døden i Kroppen, og som den Æstetiker, han inderst inde er, arrangerer han nu sin egen selvforherligende Ligbegængelse. Som en af Fortidens Høvdingeskikkelser vil han begraves i fuld Rustning. Omgivet af sine Trofaste og støttet til sit navnkundige Sværd Dyrendal – med det Tableau i bengalsk Belysning skal Tyge Enslevs Heltesaga slutte. Komedien skal spilles tilende, om 119 det saa skal koste Folkets Undergang! – Du veed, jeg har altid betragtet det som en Ulykke, at Farbror ikke blev sin første Bestemmelse tro og holdt sig til Digteriet. I det Fag havde hans eventyrlige Forestillinger om Livet og dets Krav kunnet udfolde sig uden at gøre større Skade. Til Uheld for os allesammen fandt han paa at tilfredsstille sin kunstneriske Fingerkløe paa levende Kød og Blod. Det har ganske sikkert været hans naive Drøm at modellere hele Nationen om i hans eget Billede ... eller rettere i det stormægtige Fantasibillede, han har gjort sig af sig selv. Og delvis er det jo virkelig lykkedes ham. Vi er paa gode Veje til at blive en latterlig Karikatur af vor Race. Faar vi ikke den unge Slægt gjort nøgtern inden Forløbet af ti Aar, er vi kaput. Det er min sikre Overbevisning."

Præsten svarede ikke noget hertil. Han stod i sine egne Tanker og havde ikke hørt meget af, hvad Broderen sagde. De to havde saa ofte udtalt sig for hinanden om Farbroderen, at den ene tilsidst kun hørte sine egne Tanker i den andens Ord. Det var Blodets Røst. Deres Faders Genfærd talte igennem dem uden at de selv vidste det.

Efter et Ophold sagde Præsten:

"Jeg har jo spurgt mig selv om Grunden til, at Farbror Tyge ønsker at tale netop her. Og jeg tror, jeg aner den. Balduin Hansen har nylig været i 120 København. Jeg tænker mig nu, at Telegrammet idag er Resultatet af den Rejse."

"Hvad mener du?"

"Du veed, at Møller Jensen ligger syg paa Rigshospitalet, og det menes jo almindeligt, at han ikke kan komme sig. Skulde det Rygte bekræfte sig, saa er Hensigten med Farbrors Besøg sikkert nok den, at Balduin Hansen ved den Lejlighed skal proklameres som Kresens nye Folketingskandidat."

Efter nogle Øjeblikkes Stilhed slog Doktoren Haanden i Stoleryggen.

"Johannes! Nu maa du skyde Hjertet op i Livet og trække dig ud af det Kompaniskab! Mølleren var slem nok i al sin Søllethed – men Balduin maa du ikke være med til at hjælpe ind i Rigsdagen. Det kan du ikke forsvare."

"Kunde du blot sige mig, hvordan jeg skal forhindre hans Valg?"

"Dersom du ikke kan faa et andet honnet Menneske til at ofre sig, maa du selv stille dig op imod ham. Der er ikke andet for. Jeg talte forleden med Jørgen Tækkemand fra Aalehusene. Det er jo ikke nogen Hemmelighed for dig selv, at han og nogle andre for Tiden gaar rundt og agiterer for dig i Kresen. Han paastod, at de allerede havde sikret dig over fire Hundrede Stemmer."

121 Præsten gik uroligt nogle Skridt ud over Gulvet men vendte straks igen tilbage til Pulten.

"Det er efter min Mening farligt at forsøge en Opposition netop i dette Øjeblik. Balduin Hansen har stadig mange Tilhængere i Kresen og mange personlige Venner, og nu bliver han altsaa i Partiets Navn kuldlyst af selve Tyge Enslev. Skulde nu ovenikøbet Resultatet blive, at hverken han eller jeg men derimod Kammerherre Rosen blev valgt, saa vilde vi blive gjort ansvarlige for Tabet af Kresen."

"Gjorde det saa meget?"

"Ja, jeg vilde regne det for en ret stor Ulykke. Et Nederlag nu vilde maaske sinke Genrejsningsarbejdet her i Kresen for lange Tider."

"Du gør dig Bekymringer om mange Ting, Broder Johannes," sagde Doktoren. "Dersom Betænksomhed er en Kardinaldyd, ender du som Sjællands Biskop. Jeg mener som saa: i det Tilfælde, at Møller Jensen dør og Balduins Kandidatur opretholdes, kan du kun gøre et af to: enten melde dig ud af Makkerskabet eller udfolde Oprørsfanen indenfor Partiet. Det første vil vel nok være det ærligste og i Øjeblikket ogsaa virkningsfuldest."

Herpaa gav Præsten ikke noget Svar. I Stedet for gav han sig til at nævne alt, hvad der talte til Gunst for hans Medbejler til Kresen, roste Balduin Hansens Uegennyttighed og hans smukke Familjeliv.

122 "Hvad har du egenlig imod ham?" spurgte han.

"Det samme som du!" sagde Doktoren. "Han er et Pjat. Læste du Referatet af den Tale, han forleden holdt i Jerve? Lyksalighedens Rige var paa Trapperne – lød det profetisk. Der manglede nu kun et Par Smaating, som Lovgivningsmagten nok skulde faa Bugt med inden Fastelavn. Jeg tvivler ikke om, at Manden er i god Tro; men det gør ham i mine Øjne ikke mindre ondartet. Disse tossegode Fantaster er netop de allerfarligste."

Præsten strøg sig med Haanden nedover sit skægløse Ansigt og sagde:

"I visse Punkter er han dog din Meningsfælle, Povl."

Det kom som henkastet; men Tonen var nedstemt, og han fortsatte ikke.

Men Doktoren forstod ham straks og rejste sig med fortrydelig Mine. Han vidste, at Balduin Hansen i sin Tid havde haft et Sammenstød med Broderens Forgænger i Embedet, Provst Vollerup, der havde anklaget ham for fritænkerisk Agitation i Skolen.

Han gik hen i den aabne Havedør og blev staaende der med Ryggen til Stuen uden at sige noget. Lidt efter kom Broderen hen til ham og lagde bagfra Hænderne paa hans Skuldre.

"Povl! Du maa kunne forstaa, hvor det piner 123 mig, at du, der af alle Mennesker staar mig nærmest, – at netop du –."

Doktoren vendte sig om og afbrød ham i Vrede.

"Du bryder vor Aftale, Johannes! Det er nu anden Gang!"

"Hvor kan jeg tie med, hvad jeg hver eneste Dag tænker paa? Du maa ikke blive vred; men – –"

Der blev i det samme banket paa Døren af en vægtig Haand. Frøken Martinsen stak Overkroppen ind for at bringe den Besked, at der var kommen Bud til Doktoren fra Madam Hansen, Jordemoderen. Hans Andersens Kone havde lige nu faaet en rask Dreng og alting var som det skulde være.

"Det er godt! Vil De sige, at jeg kommer over og ser paa Knægten."

Da Døren igen var lukket, vendte Doktoren sig mod sin Broder og rakte ham forsonlig Haanden.

"Lad det være sidste Gang, Johannes, at vi strides om Ting, som vi dog aldrig bliver enige om. Det er spildte Kræfter! Skal vi to for Alvor udrette noget her, maa vi forliges. Kan du huske, da vi var Drenge. Da talte vi altid om, at vi blot skulde holde sammen, saa vilde vi erobre et Kongerige. Det Løfte maa vi indfri – med den nødvendige Reduktion. Forglem det ikke, naar nu Jørgen Tækkemand og de andre gode Mænd en Dag møder hos dig med deres Vælgerliste. Og gid saa de Ord maa 124 ringe for dine Øren baade Dag og Nat lige til Valgene: "Balduin skal ødelægges!" ... Godnat, Johannes!"

Præsten fulgte sin Broder ud. Han gik tavs ved Siden af ham og holdt kærligt Armen om hans Skulder.

"Hils Meta og Børnene!" sagde han fra Trappen, da Doktoren sad i Vognen. "Jeg ser snart over til jer."

Da han kom tilbage til sin Stue, gik han hen til Pulten, og her blev han længe staaende i Bøn. Som sin Far, den gamle Jørgen Skolelærer, stod han under det tornekronede Kristushoved med Ansigtet i sine Hænder og bad for sin Broder. Ude i den sommernatslyse Have slog Nattergalen sine sørgmodige Triller.

Paa samme Tid sad Doktor Gaardbo i en elektrisk oplyst Bondestue med en lille nøgen, rødblaa Menneskeunge mellem Hænderne. I en moderne Jernseng med blanke Messingkugler og Gesvejsning laa den udmattede Moder. Det blege Ansigt var vendt imod ham. Trods sin dybe Afkræftelse vilde hun ikke slippe sit Barn afsyne.

"Var det saa alligevel ikke godt, at De fik Lov til selv at være tilstede ved Ankomsten," sagde Doktoren. "Det er et drøjt Stykke Arbejde. Men det lønner sig!"

 

[gå frem]

En ekstra linjes luft til markering af et mindre afsnit er her erstattet med [*]. Udgavens sidetal er anført som