Fra Vestkysten af Norge

Ingen Turist standser paa Vestkysten af Norge, før han naâr op mod Hardanger. Hvad skulde han ogsaa dér? Landet ligger jo uden om de Veje, der tager den store Feriestrøm, er ikke det Norge, som alle rejselystne taler om, og lovprises ikke i nogen norsk Bædecker. Listerland, Jæderen, Bukkefjordens Arkipelag er Stifbørn i det norske Landskab, og Turisten rejser dem rolig forbi, men den nye Tids Malere slaar sig ned her. De har her fundet noget uden om den opkjørte Alfarvej, det evigt og altid udraabte, til Kjedsommelighed malede, en fremmedartet, ny, baade yndefuld og storstilet Natur.

Alt langt ude i Havet begynder Holmene, glatvaskede, blankpolerede af det evige Skumsprøjt, og bag de smalle Indløb breder sig saa til alle Sider Bukkefjordens oversaaede Bassin, indtil det i Øst standses af Fastlandets brede Fjældryg og kun hist og her endnu faar kile sig et Stykke længere ind som i en Spalte mellem revnede Fjældvægge. Afskallede Skjær, nøgne Holme med bleggrønne Græsduske i Rifterne, smaa Øer med dristige Klippe-former dukkende ret op af Havet, større med meget nøgne Sten, sparsomt Græs og Agerland med Fiskerhuse omkring, og andre med unge Løvskoves lysende Friskhed og venlige Gaarde strøet ud over sig og inde om en Bugt af Fjorden Stavanger med sine hvide skinnende Huse, røde Tage, grønne Marker og Haver op over det stigende Terrain og vuggende Skibe paa Havnen.

Her ligger Fiskeren i de lyse Sommeraftener, hakker Agnet paa sin lille Stenhelle og kaster det saa ud ved Siden af Baaden i en stor Rundkreds for at lokke Morten ind i sit Posenet, der hviler paa Bunden, og med Vanens stille Taalmod døser han Ventetiden bort, til han kan drage sin Fangst op, lullet halvt i Søvn af Søens sagte Skvulp, af Aftenens dæmpede Summen, der inde fra Byen lyder vidt ud over de indsøblanke Vande. Men ude i Fjordgabet staar de sidste værnende Holme som løftet op af Havet, Luften skjælver, Søen lever sammenglidende i Solnedgangens lyserøde, grønlighvide Farvetoner, og længst imod Øst mørkner, med Tinde over Tinde ind imod Højlandet, den brede Fjældryg, der Dagen igjennem skifter i alle Farver, fra Morgenens Gyldenskjær til Stormskyens truende graa og Luftens letteste Blaanen, lig det blinkende Vand ved dens Fod.

Fjorden standser, men Fjældryggen gaar videre et Par Mil fra Havet og lige løbende med dets Kystlinje, til den nogle Mil længere sydpaa splittes og breder sig i vild Forvirring. Landstykket her, stængt til den ene Side af Fjæld, til den anden af Hav, er Jæderen, Norges Sletteland, et Stykke afrevet Jylland, der er drevet over og har lagt ud over Stenbunden. I svagt bølgende Sletter med lavkystede Indsøer her og der, skraaner det ned over mod Havet, træløst, stenoversaaet, lyngklædt, myrsort, med dyrkede Stykker ind imellem, indtil længst imod Vest Sandet breder sit gulhvide, skinnende Grænsebelte mellem Land og Hav.

Et alvorsfuldt Landskab med faa, men store, kraftige Linjer, med skydrivende Søluft og fine dæmpede Farveovergange, indtil det lysner op ude i Kystens Sandflader, og aldrig standsende, hvidtskummende Brændingskrans, og uden om og over det Himlens og Havets Endeløshed.

Havet er det, som overmægtig behersker dette Landskab, og det er det, som har givet Kystboen her hans særegne Præg. Halvt Fisker, Sømand, Lods og Bonde deler han sig halvt mellem Land og Sø. Den ene Del af Aaret færdes han i Søstøvler og Sydvest, den anden tager han trøstigt et Tag med Lyngmarkens Sten. Havets mægtige Stemme, dets stadige Brus har gjort ham stilfærdig, den hvide Horisont har givet ham de smaa langsynte Øjne, og Kystens Sand har gjort ham tung i Gangen, men Stormen og Farerne der ude har ægget hans Mod og hans Vilje. — Havet har bygget hans Gaarde, thi i fordums Tider levede han "kristeligt af Vrag". Hvert andet af de ældre Huse er tømrede af gamle Skibsplanker, og mangt et Navnebræt med forviskede Skibsnavne pynter den Dag i Dag en og anden af Stuens Døre. Og naar det en Tid har staaet med Styggevejr og Paalandsvind, og Kystboen i Morgengraaet driver ned til Stranden for at se til Baad og Fiskegrejer, kan det vel hænde, at Slægtens gamle Vane endnu sidder ham i Blodet, og han tager sig et Slag hen over Fjæren, for at se, om Havet ikke skulde have kastet noget fra sig, og saa finder han kanske et uhyggeligt Vraggods, en fremmed Gjæst, eller maaske en af hans egne, som Hav og Land ligger og strides om.