Præstens Datter
Et Minderids
Vi havde slidt vore Børnesko i den samme østjyske Købstad, hvor hendes Far endnu var Rabbiner, da vi i den voksne Alder – for godt og vel 30 Aar siden – tilfældigt mødtes ved et Vesterhavs-Badested.
Hun var dengang vistnok enogtyve.
Det lille jødiske Samfund af tysk-polsk Oprindelse, som hendes Far var Præst for, bestod paa en enkelt Undtagelse nær af Middelstandsfolk, der kæmpede haardt for Udkommet, hvorfor det ikke nød stor Anseelse blandt Byens velstillede Borgerskab. De fleste af Menighedens Medlemmer var desuden gammeldags ortodokse og holdt deres Hjem strengt tillukket for Omverdenen, hvad der heller ikke bidrog til at gøre dem rigtig velsete i Byen. Uden anden Forbindelse med dens Befolkning end den, som deres Forretninger krævede, levede de for deres Familje, dyrkede deres ejendommelige jødiske Hjemmeliv, hvis tunge, af mange fremmede Bestanddele krydrede Rugevarme er saa forskellig fra den tempererede Hygge i nordiske Hjem.
Den fattige Menighed havde ikke meget at afse til Synagoge og Præst, og da Præsten havde en stor Børneflok, levede han i meget trange Kaar. Hans unge Datter maa rimeligvis have forudsat, at jeg vidste det, og at jeg af den Grund var forundret over at træffe hende paa et Sted, hvor Folk væsentlig søgte hen for 198 at more sig. I hvert Fald fortalte hun mig straks, at det var en rig Slægtning, der bekostede hendes Rejse. Hun havde faaet Lov til at ønske sig en Sommerfornøjelse og havde da valgt et tre Ugers Ophold ved et Badested. Hun havde altid saa gerne villet se Havet, sagde hun blot. Men der var noget i hendes urolige, agtpaagivende Øjne, der røbede, at ogsaa det sommerglade Ferieliv paa Stranden og i Klitten havde øvet Indflydelse paa hendes Bestemmelse.
Det Ideal af jødisk Ungpige-Skønhed, hun som Barn havde vakt Forventning om, var hun ikke bleven. Hun var lille og uanselig. Ved Siden af Badehotellets andre unge Damer, hvoraf de fleste var jyske Grosserer- og Proprietærdøtre af den blonde Sværvægtstype, gjorde hun næsten kun et halvvoksent Indtryk. Da hun heller ikke paa fremtrædende Maade var racepræget, blev hun i Begyndelsen ganske overset.
Ved Hotellets lange Spisebord, der var berømt fra sine solide Opdækninger, havde vi Plads ved Siden af hinanden. Efter jysk Skik var særlig Aftensbordet et overdaadigt Vidnesbyrd om den danske Jords Fedme. Det var som en Spisekammer-Aabenbaring fra Slaraffenland. Og Verden befandt sig dengang i en lykkelig Periode, da man kunde leve som Fraadser for et Par Kroner om Dagen.
Straks den første Dag lagde jeg Mærke til, at hun kun spiste nogle Stykker tørt Franskbrød og lidt Syltetøj. Jeg blev naturligvis hurtig klar over Grunden, og det saa meget mere, som der mellem Gæsterne befandt sig et ældre Ægtepar, der nede fra den anden Bordende nysgerrigt holdt Øje med hende. Det var Folk fra vor fælles Hjemby, og jeg kunde forstaa, hvilken Alarm det vilde vække i den lille jødiske Menighed, dersom det kunde fortælles, at Præstens egen Datter ikke overholdt Spisereglerne.
199 Det kunde ikke undgaaes, at efterhaanden ogsaa andre af de nærmest siddende blev opmærksomme paa, at hun næsten ikke rørte Maden men kun for et Syns Skyld lagde noget paa sin Tallerken. De troede, at hun var syg, og satte hende i Forlegenhed med deltagende Spørgsmaal. En medicinsk Student tilbød at blande hende en mirakuløs Appetitsnaps. En anden Herre vilde nøde hende til at spise, hvad han kaldte en Dronning Victorias Mavevækker. Det var et Stykke Brød gennemblødt af engelsk Sauce og belagt med Sennep, Ansjos og Lageagurk. Fra alle Sider af det madglade Selskab regnede det ned over hende med velmente Raad, der gjorde den unge Pige mere og mere ulykkelig.
Efter at Sagens Sammenhæng var bleven bekendt, slog Deltagelsen om i en ikke mindre nærgaaende Nysgerrigheds-Opmærksomhed. "Den lille Rabbinerdatter" blev i et Par Dage det almindelige Samtaleemne mellem Hotellets halvhundrede Gæster. Ingen kunde begribe, at hun var taget hertil og havde villet udsætte sig for alle disse Ubehageligheder, som hun jo maatte have forudset. Men navnlig interesserede man sig for at faa at vide, hvad det stakkels Menneske da i Grunden levede af. Ved at forhøre i Køkkenet fik man oplyst, at hun hver anden eller tredje Dag hjemmefra fik tilsendt en lille, stærkt forseglet Postpakke indeholdende noget Kød og Talg, som hun selv var med til at tilberede i Køkkenet og bagefter spiste inde paa sit Værelse, hvor hun ogsaa opbevarede sine egne Tallerkener og andre Spiseredskaber.
Nu vidste man saa meget. Folk fandt hende beklagelsesværdig, men glemte iøvrigt ikke, at de her var inde paa Religionens fredhelligede Enemærker, og beholdt deres Meninger for sig selv. Dog kunde man høre særlig de ældre Damer udtale Forundring over, 200 at den lille Frk. Rachel under disse Forhold ikke hellere helt udeblev fra Maaltiderne. De forstod naturligvis godt, ytrede de lidt krænket, at det ikke kunde være netop morsomt for hende at sidde inde paa sit Værelse, hver Gang vi andre spiste; men de fandt det stødende, at hun saaledes Dag efter Dag stillede sin fremmede Religion med dens mange besynderlige Forskrifter aabenlyst til Skue og mente i det hele, at hun som Flertallet af sin Race havde en uheldig Tilbøjelighed til at anbringe sig paa Forundringsstolen.
Jeg havde fra først af selv forbavset mig lidt over hendes Frimodighed paa dette Punkt, fordi der ellers i hendes Væsen var noget egernagtigt frygtsomt og skjult. Hun var overhovedet ikke af de gennemsigtige Naturer. Den uskaansomme Kritik, hun næsten allevegne blev Genstand for, undskyldtes noget af de mange Besynderligheder og tilsyneladende Modsigelser hos hende, som man selv ved nærmere Bekendtskab ikke altid kunde blive klog paa.
Hun var et begavet og navnlig et meget belæst lille Menneske, hvis Opdragelse var bleven ledet af hendes lærde Far, der var Doktor fra et tysk Universitet. I Sammenligning med Badestedets andre unge Damer, der gerne saae hende over Hovedet, var hun næsten selv en Lærd, og Bevidstheden herom forlod hende vistnok sjælden. At hun til Gengæld manglede deres Sikkerhed i Optræden, deres medfødte, lykkelige Overensstemmelse med Omgivelserne, var hende derimod næppe i samme Grad bevidst, og i sin Trang til at gøre sig gældende i det fremmede Selskab kom hun mod sit Vidende hvert Øjeblik til at støde an. Nu var jo dette Sommerophold desuden den store Begivenhed i hendes trange Tilværelse, Eventyret, hvoraf ikke et Minut turde gaa tilspilde. Hun maatte absolut være med overalt, hvor der foregik noget, 201 hvorfor hendes Nærværelse ofte føltes som en Anmasselse.
Der befandt sig mellem Gæsterne en yngre, smuk Arkitekt og Guitarspiller, som den Sommer var Badestedets Pasja. Overalt saae man ham omgivet af sit Harem, en seks-otte unge Damer, hvem Beundringen for hans Person og selskabelige Talenter søsterlig forenede. Han havde sin Bordplads skraas overfor os, og jeg mærkede snart, hvor hun brændte af Iver for at blive indlemmet i Kresen og var lykkelig over enhver Naadesbevisning, som den feterede Mand sendte hende over Bordet. Imidlertid var det heller ikke til at tage fejl af, at Haremsdamerne havde sammensvoret sig imod hende for at lukke hende ude. Men uden at lade sig afskrække af deres tavse Modstand fortsatte hun sine Tilnærmelsesforsøg med en snart forlegen, snart dristig Ihærdighed, der mindede om Møllets paa en Gang betænkelige og dødsmodige Flagren omkring Lyset.
En Eftermiddag mødte jeg hende gaaende ene langs Stranden næsten en halv Mil borte fra Hotellet. Jeg anede Grunden og spurgte derfor ikke om noget. Vi fulgtes saa ad tilbage. Naar hun saaledes var paa Tomandshaand med nogen, holdt hun nok af at vise sin Belæsthed, at udtale sig f. Eks. om Faustideens Udvikling gennem Tiderne eller andre store Emner, der stod i Misforhold til hendes Alder og virkelige Modenhed. Men denne Dag var al Krampagtighed gaaet af hendes Væsen. Hun var ualmindelig stille og forknyt. Hun holdt begge Armene bag paa Ryggen, og de ellers saa urolige og agtpaagivende Øjne var den meste Tid fæstet til Jorden.
Naar hun gik saadan i sine egne Tanker, mindede hun mig altid om sin Far, den lille graaskæggede Mand, hvis Skikkelse jeg tydelig huskede fra mine 202 Drengeaar. Det var ikke alene Holdningen, der var den samme. Hun genkaldte tillige det Indtryk af Ensomhed, som dengang – halvt uhyggeligt – havde paatvunget sig mig ved Synet af "Jødepræsten", naar han kom gaaende gennem Gaden med Hænderne paa Ryggen, næsten uden at nogen hilste ham. Paa Grund af Omskærelsens Ceremoni og den mystiske Schæchtning, som han mentes at forestaa, saae vi Drenge paa ham med noget af den samme Gysen, hvormed vi læste om Fortidens Offerpræster og deres blodige Hænder. Nu havde jeg gennem Datterens Meddelelser faaet et lille Indblik i det fremmedartede Aandsliv, der prægede dette jødiske Præstehjem ogsaa udenfor det religiøse, og tillige en Forstaaelse af det store Offer, hendes Far havde bragt ved at forlade sit tyske Fædreland for at blive Præst for en 20–30 fattige Trosfæller i en lille jysk By. Uden Mulighed for at opnaa Indflydelse udenfor sin egen lille, bestemt afgrænsede Menighed, med hvis Smaahandlende og Smaafabrikanter han ikke kunde have noget aandeligt Samkvem udover det, der knyttede sig til Synagogen, var han virkelig Byens ensomste Mand. End ikke med dens andre Præster havde han nogen Berøring. Trods hans lærde Titel anerkendte disse ham ikke som en Ligemand, mens han paa sin Side var uden Interesse for den danske Kirkes evig standende teologiske Strid.
Han sad begravet mellem Reoler. Og Ensomhedens Tungsind, Studerekammerets Udve, hele et følsomt Sinds Overspændthed og Forknyttelse syntes at have været hans Arv til Yndlingsdatteren, hvad Frk. Rachel sikkert var. Hendes Kærlighed til ham var iblandet den dybeste Ærefrygt. Og dog blev jeg aldrig rigtig klar over, om hun i Hjertet delte sin Fars Tro eller kun bekendte den af Lydighed og Pligt mod Hjemmet. Hun var paa det 203 Punkt ganske overordentlig sky. Men jeg beholdt trods alt et Indtryk af, at det her var hende, der bragte Hjemmet et aldrig tilstaaet Offer.
Nogle Dage senere, da Vejret var usædvanlig smukt og stille, blev Hotellets Gæster ved Middagsbordet enige om at gøre en Skovtur. Der fandtes rigtignok ikke et Træ i mange Miles Omkreds; men noget inde i Landet var der en opvoksende Hedeplantage, hvor man efter Sigende med lidt god Vilje nok kunde bilde sig ind at gaa i Skygge. Af Befordringsmidler stod en Charabanc og en Høstvogn til Raadighed, den første til de ældre, den anden til os unge, Det var Meningen at køre straks efter Middagsbordet, Klokken tre, saa vi kunde være hjemme igen til Aftensmaden.
Da vi rejste os fra Bordet, trak Frk. Rachel mig lidt til Side og spurgte, om jeg bestemt kunde sige hende, hvorlænge Turen vilde vare. Jeg var lidt forundret over Spørgsmaalet, men især over det sært urolige Udtryk, hvormed hun afventede Svaret. "En fire-fem Timer", sagde jeg. – "Saa længe!" – Hun stod en lille Tid og overvejede, gik derpaa bort med den Erklæring, at hun ikke tog med.
Da Vognene en Timestid efter holdt foran Hotellet, saae jeg hende ikke desmindre stige op i Høstvognen som en af de første. Hun havde ligesom de andre unge Damer anskaffet sig et broget "Strandtørklæde", der var bundet stramt omkring Hovedet med en Sløjfe over Issen som en Fannikehue. Jeg havde set hende med det en Gang før, men først nu slog det mig, hvor det forandrede hendes Udseende. Skønt Solen og Havluften ikke havde brunet hende videre, egentlig kun givet hende en Del Fregner i Panden, fremhævede dette kraftigt farvede Hovedklæde det sydlandske i hendes Træk, idet det kastede et Skær af noget vildt 204 og fremmedartet over hele Skikkelsen. Eller skyldtes det maaske kun Feberglansen i hendes mørkebrune Øjne? Var Grunden overhovedet mest at søge i hendes Indre, naar hun med sine enogtyve Aar pludselig var kommen til at minde om en halvgammel Zigøjnerske, der gløder af mørke Lidenskaber?
Jeg kunde ikke lade være med at drille hende lidt paa Grund af hende Vankelmodighed. Men hun gjorde Gengæld og svarede overgivent, at jeg "naturligvis" havde givet forkert Besked. Hun havde nu spurgt Kusken, der havde sagt, at Turen mageligt kunde gøres paa tre Timer. "Og hvad saa?" spurgte jeg for at faa en Forklaring, som imidlertid udeblev. Jeg var i dette Øjeblik ikke langt fra at hælde til den almindelige Opfattelse af hende og finde hende forskruet og hysterisk.
Efter en god Times Kørsel ad sandede Hedeveje naaede vi Plantagen og stod af Vognene. Der var forøvrigt ikke andet at se end lange Rækker af Jordhuller og i hvert af dem et lille Juletræ. Vi maatte lejre os midt i Solen paa en afsveden Græsmark for at drikke den Vin og spise de Kager, vi havde bragt med. Og da vi unge nu engang var bleven opsatte paa at more os, gav vi os bagefter til at danse Sekstur. Orkestret var en Mundharmonika. De fleste af Herrerne dansede i Skjorteærmer, og Snipperne af vore Damers Hovedklæder smeldede os om Ørene. Den ældre Del af Selskabet, der sad som Tilskuere paa et Dige, kunde vist godt have indbildt sig at overvære et af Fortidens primitive Natmandsballer her paa Heden.
Vore Skygger paa Marken var allerede lange, og den aftenlige Havguse begyndte at lægge sig over Landet, før vi holdt op og begav os tilbage til Vognene. De lyse Afteners Tid var forbi. Vi var i Slutningen af 205 August. Ude over Horisonten hang Solen stor og rød i Taagen som en opgaaende Maane.
Pludselig skød Frk. Rachel op foran mig. Hun var endnu varm af Dansen, hvor hun paa ufattelig Maade tilsidst havde skaffet sig Plads i selve Arkitektens Kvadrille. I stor Uro spurgte hun mig nu, hvormange Klokken var. Da jeg havde sagt hende det, saae hun sig forvirret om og blev bleg. Sagen begyndte at blive mig mystisk. Spillede hun Komedie, eller var hun gaaet fra sin Forstand?
Under Hjemkørslen holdt jeg Øje med hende. En af Haremsdamerne gav sig til at kaste Konfekt i Grams fra en Pose, som hun havde erobret fra en Tante i den anden Vogn. Som Fugleunger i en Rede sad vi trykket sammen i Vognens opløste Halmknipper og strakte Hals. Kun Frk. Rachel var tavs og havde vendt Ansigtet bort med et grundende Udtryk. Og midt under Lystigheden rejste hun sig op og bad Kusken om at holde, da hun ønskede at staa af og gaa hjem.
Alle saae paa hinanden, og det var vistnok den almindelige Mening, at hun her igen gjorde et Forsøg paa at gøre sig interessant. Maaske var der ogsaa dem, der mistænkte hende for at gøre Regning paa, at Arkitekten skulde tilbyde hende Følgeskab.
Der blev gjort hende Forestillinger. Vi forklarede hende, at der endnu var over en halv Mil til Hotellet, og at det vilde blive mørk Aften, inden hun naaede hjem. Men alle vore Overtalelser var frugtesløse. Hun forlangte med stor Bestemthed at komme af Vognen. Et velment Tilbud fra en af os Herrer om at ledsage hende (det var ikke Arkitekten) afslog hun paa en Maade, der pludselig vakte Formodning om, at det var tvingende nødvendigt for hende at blive alene. Under almindelig Forlegenhed stod hun af Vognen. 206 Ingen af os tænkte paa, at det var Fredag Aften, Jødernes Helligaften, og ingen af os vidste vel heller dengang, at den rettroende Jøde ved Sabbatens Indtræden ikke tør køre for ikke at overtræde Lovens Ord om ogsaa at lade Okse og Asen hvile paa Helligdagen.
Kort efter var hun forsvunden for os i Aftendisen.
Vi havde dog ikke kørt mange Minutter, før et Par behjærtede Damer, der ikke fandt det forsvarligt at køre fra hende, lod Vognen holde under det Paaskud, at de ogsaa havde Lyst til at strække Benene lidt. Den ene af dem fortalte mig senere, at de havde fundet hende siddende ved Vejen opløst i Graad. Hun havde kastet sig om deres Hals i et Udbrud af Fortvivlelse; men først lidt efter lidt var hun rykket ud med Grunden til, at hun var staaet af Vognen.
Selv saae jeg hende ikke mere. Hele den følgende Dag opholdt hun sig paa sit Værelse, og den næste Morgen tidlig rejste hun uden at have sagt Farvel til andre end de to Damer, der havde taget sig af hende.
Jeg traf hende heller aldrig siden, veed om hendes senere Skæbne egentlig kun, at hun døde ung og ugift under sørgelige Forhold. Livet var blevet hende for vanskeligt i den Isolation, hvortil hun fødtes, eller som hun i israelitisk Troskab mod Hjemmet heroisk havde valgt, og som hendes Medmenneskers Uforstand og Fordomme aldrig gjorde hende let.
