Rabbinerens Datter
I en af vore østjyske Købstæder var der en lille jødisk Menighed af indvandrede Familjer, der i sin Tid var kommen dertil fra Polen over Tyskland. De var alle strengt rettroende Folk, om hvis religiøse Skikke og hele fremmedartede Levevis der gik mange sære Rygter blandt Byens Borgere. Megen Munterhed vakte navnlig Løvsalsfesten ud paa Efteraaret, naar hver Familje overhvælvede en Krog i en Baggaard med afhuggede Grene og holdt Andagt dér for at mindes Forfædrenes 40-aarige Vandring i Ørkenen og deres Teltliv. De fleste af dem var Smaahandlende og Smaafabrikanter, der levede deres eget stille Liv uden anden Forbindelse med den kristne Omverden end hvad Forretningerne og Børnenes Skolegang krævede.
Hver Fredag Aften begav de sig familjevis hen til Synagogen med store Bønnebøger under Armen; men ellers saa' man ikke meget til dem. Mens Byens andre Borgermænd som Regel tilbragte Aftenerne i Klubben eller i Haandværkerforeningen, hvor de slog Tiden ihjel ved Spillebordene i Dampen af Tobak og varm Toddy, holdt disse mørkøjede Fremmede sig til Hjemmet, helligede sig i deres sky Fromhed et museagtigt Redeliv, i hvis Rugevarme og orientalsk krydrede Atmosfære en talrig Børneflok udklækkedes.
Om Menighedens Rabbiner hed det, at han var en meget kundskabsrig Mand; han havde studeret i Tyskland og var Doktor fra et tysk Universitet. Byens andre Præster — ogsaa den katolske — holdt sig alligevel fjernt fra ham. Skønt de Hiv var nidkære Forkyndere, der stillede store Krav til Troskab 322 mod Luthers Katekismus eller Pavestolen i Rom, var det netop hans Rettroenhed, hans strenge Fastholden ved Mose Lov, der forargede dem; og dette paavirkede igen Borger skabets Syn paa Manden. Dertil kom hans Fattigdom. Hans Menighed var lille; ikke mange af dens Medlemmer havde stort at ofre til Synagoge og Præst, der hovedsagelig holdtes oppe ved Gaver fra velhavende Troesfæller i København og andre Steder.
For Byens Drenge stod der Gru af "Jødepræsten" paa Grund af Omskærelsens mystiske Ceremoni og den blodige Schæktning, som han ogsaa mentes at forestaa. De kunde høre de Voksne tale med Uvilje om, at den Slags hedenske Skikke endnu var tilladt i et kristent Land. Det var jo i Virkeligheden Afgudsdyrkelse, blev der sagt, og ingen undrede sig derfor over, at saa faa hilste den graaskæggede lille Mand, naar han viste sig paa Gaden.
Af Rabbinerens mange Børn var Rachel den ældste. Hun havde som Barn vakt Opmærksomhed i Byen, fordi hun tegnede til at blive en stor Skønhed. Men Opvæksten skuffede. Hun vedblev at være lille og spædlemmet. Endnu i Tyveaarsalderen gjorde hun et uanseligt Indtryk. Hun havde smukke, gyldenmørke Øjne; men Ansigtet var blodløst og skæmmedes af Fregner. Men var hendes kropslige Udvikling tidlig gaaet i Staa, havde hun til Gengæld under sin boglærde Fars Vejledning tilegnet sig en aandelig Modenhed og Kundskabsfylde, der var langt over hendes Alder. Mens Byen jævnaldrende unge Piger vuggede deres modne Yndigheder i Balsalene eller paa Cykleudflugter, sad hun i sit Kammer med Udsigt til en mørk og snæver Smøge, eller hun sad indemuret mellem Faderens høje Reoler og fordybede sig i Lessing, Goethe og andre af Verdensliteraturens Store.
Men lykkelig gjorde den megen Lærdom hende ikke. Trods sin Kærlighed til Hjemmet, sin store Hengivenhed navnlig for Faderen, hvem hun ligesom de andre Menighedsmedlemmer 323 ærefrygtfuldt kyssede paa Haanden, var hendes Sind oprevet og forpint. Hendes stilfærdige og lydige Væsen var Gemmested for en Sjæl, der tørstede efter Lys og Lykke og ikke kunde lade være med at haabe paa en Solstraale. Men hun vidste kun altfor godt, at hun ikke var smuk. Mangen Aften, når hun længe havde studeret sit fregnede Ansigt i Spejlet, hulkede hun sig i Søvn med Hovedet ligesom skamfuldt skjult i Puden.
Hun var nu bleven enogtyve. Sommeren stod for Døren; og saa hændte det virkelig, at Eventyret fandt Vej til den trange Gyde, hvor de boede. Posten bragte en Dag et forseglet Brev til hende med en større Pengesum fra en tysk Slægtning, en velstaaende Tante i Breslau, der nylig havde været der i Besøg. Tanten skrev, at hun sendte disse Penge til en eller anden Sommerfornøjelse, da hun vistnok trængte til at baske lidt med Vingerne.
Det var ikke alene Rachel selv, der blev vild af Henrykkelse. Ogsaa Moderen og de mange store og smaa Søskende jublede ved Synet af den store Pengeseddel. Og ingen i hele Søskendeflokken følte Misundelse. Rachel var jo den ældste, og alle holdt de af hende, som om hun kunde være deres anden Mor. Det var hun nu virkelig. Hun havde maattet tage Styret, hver Gang Moderen laa i Sengen efter en af sine mange Barnefødsler, og altid var hun hjælpsom og forstaaende, læste Lektier med de ældre, hjalp de smaa i Klæderne, stoppede og lappede indtil langt ud paa Aftenen.
Præsten var den eneste, der gik lidt betænkelig omkring i al denne Glæde. Og hans Uro steg, da Rachel bestemte sig til at bruge Tantens Gave til et fire Ugers Ophold ved et af de store, mondæne Badesteder paa Vestkysten. Han havde fuld Tillid til sin Datter; men han spurgte sig selv — og senere ogsaa hende — om hun nu ogsaa rigtig havde betænkt de Vanskeligheder, hun som rettroende Jødinde kunde komme ud for et saadant Sted. Hendes Svar beroligede ham. Men 324 nu saa' han med Bekymring paa de travle Forberedelser til Rejsen, de mange Indkøb, der blev gjort, florlette Sommerkjoler, to nye Hatte, en Badekaabe, hvide Strandsko og mange andre Ting. Han gav tilsidst sin Misbilligelse til Kende overfor sin Kone. Men Fru Lea erklærede, at skulde hendes Datter vise sig i den store Verden, skulde hun se ud som andre unge Piger. Det var sikkert ogsaa Tantens Mening, siden hun havde givet saa rigeligt.
Paa Afrejsens store Dag fulgte hele Familjen hende til Stationen lige til den Mindste, som Moderen bar paa Armen. Ogsaa Faderen var med. Det var et Optog, der kaldte Folk til Vinduerne overalt i Gaderne. Ude paa Kørebanen gik de to største af Drengene med Rachels Kuffert imellem sig, mens de mindre Børn inde paa Fortovet stredes om at faa Lov til at bære hendes Haandtaske, hendes nye Parasol og de andre Smaating. Fra Kupévinduet vinkede hun det sidste Farvel til dem, og da Toget satte sig i Bevægelse, fulgte hele Flokken viftende med lige til den yderste Ende af Perronen, hvor de til Morskab for Stationspersonalet blev staaende — ni i Tal — og hilste Farvel med Lommetørklæder og Huer og Paraplyer, Saalænge der endnu var et Glimt at se af hende.
* *
*
Paa en stor Grønning bag Klitterne laa et Sommerhotel og et Par Pensionater, og det var i et af de sidste, Rachel havde sikret sig et lille Værelse. Hun naaede først dertil ud paa Aftenen efter at de andre Gæster havde spist og var gaaet tilbage til Stranden for at se paa Solnedgangen. Hele den næste Formiddag var hun beskæftiget med at pakke ud. Hver Gang hun hørte Stemmer udenfor, løb hun til Vinduet; men endnu ved Frokosttid havde hun ikke vovet sig ud. Hendes Mor havde ogsaa sagt, at hun først skulde orientere 325 sig lidt med Hensyn til, hvad Damerne havde paa de forskellige Tider af Dagen. Men den høje Klitrække skjulte Stranden med det livlige Badeliv, som hun havde hørt saa meget om. Alt hvad hun indtil nu havde set af Eventyrets Land var den store Grønning, hvor et Par halvvoksne unge Piger gik og spillede Kroket.
Saa lød Gongon'en til Frokost. Det sortnede hende for Øjnene af Nervøsitet, da hun stod foran Spejlet og gav sine Tindinge-Krøller den sidste Oprulning med Pegefingrene.
Ved det lange Spisebord sad allerede de tyve-tredive Gæster, parate til ved første Signal at kaste sig over den kolde Anretning. Hun fik en Plads anvist, men Selskabet var foreløbig alene optaget af at holde Revy over Fadenes Indhold. Der var overhovedet ingen, der lagde Mærke til hende, kun den ene af hendes Sidemænd, en ung Herre med Briller, bøjede sig høfligt for hende og forestillede sig som Kandidat et eller andet.
Bordet bugnede af Mad. Det var i de gode Tider før den altfortærende Verdenskrig, da man kunde hengive sig til Fraadseri for et Par Kroner om Dagen. Der var store Stege, Fade med røde Hummere, andre med brunstegte Kyllinger. Der var Æggeretter, lækre Salater og Syltetøjer — en Overdaadighed af Jordens og Havets Fedme. Midt paa Bordet tronede en mægtig Skinke med Papirmanchet og pyntet med Sølvblomster.
Efterhaanden som den værste Sult var bleven stillet, opdagede man den nye Gæst og tog hende i Øjesyn. En ældre Herre, der havde Plads paa den anden Side af Bordet, gjorde bag sin Serviet en Bemærkning til sin Sidemand om hendes Race. I det hele blev Rachel nu Genstand for almindelig Mønstring, og derved undgik det heller ikke Opmærksomheden, at hun ikke havde rørt Maden men kun for et Syns Skyld lagt noget paa sin Tallerken. Hendes nærmeste Bordfæller satte hende stadig i Forlegenhed med velmente Spørgsmaal, 326 som hun besvarede med et lille Smil. Den unge, belevne Kandidat ved hendes højre Side tilbød at blande hende en krabat Appetitsnaps, og rundt om ved Bordet blev der hvisket om det beklagelsesværdige lille Væsen, der foruden sin Race og sit uheldige Ydre aabenbart ogsaa havde en svag Mave at trækkes med. Under hele Maaltidet nød hun ikke andet end et Par Stykker tørt Franskbrød og lidt Syltetøj.
Men Rachel havde været forberedt paa det altsammen. Hun havde sagt til sig selv, at det var en Skærsild, hun maatte igennem. Det havde ogsaa hendes Mor sagt, at naar hun blot lod som ingenting, vilde Folk tilsidst ogsaa gøre det. Det var forøvrigt ikke for sin egen Skyld men alene for Faderens, at hun overholdt den jødiske Lovs Forbud mod at røre fremmed Spise. Det var hendes Livs frygtelige Hemmelighed, som ikke en Gang Moderen kendte, at det kun var af Lydighed og af Ærefrygt for Faderen, at hun bekendte sig til den jødiske Religion. Nu havde hun tilmed blandt Bordfællerne opdaget et ældre Ægtepar, som hun kendte af Udseende hjemmefra. Hun saa', at de hele Tiden vagtsom holdt Øje med hende; og hun kunde jo sige sig selv, hvilken Alarm det vilde vække i hele Menigheden derhjemme, dersom det med Sandhed kunde fortælles, at Præstens egen Datter ikke overholdt Spisereglerne, naar hun' var mellem Kristne. Det kunde maaske koste Faderen hans Embede.
Det var dette gamle Ægtepar, der bagefter oplyste Med-pensionærerne om Sammenhængen med hendes Afholdenhed overfor Bordets Glæder, og da den gentog sig ved alle senere Maaltider, blev „den lille Rabbinerdatter" hurtigt et almindeligt Samtaleemne overalt paa Badestedet. Navnlig ved de ældre Damers mange smaa Kaffe-Selskaber drøftedes Sagen med Grundighed. De fleste fandt, at den unge Dame under disse Forhold skulde have holdt sig borte derfra; i hvert Fald burde hun ikke sidde med ved Bordet. Det var ikke passende 327 at stille sig saadan til Skue med sin Religions mange sære Forskrifter i Stedet for beskedent at blive paa sit Værelse under Maaltiderne. Men Jøderne manglede jo som bekendt i sørgelig Grad Taktfølelse.
Helt uden et lille kildrende Behag var det ganske vist ikke for Rachel at være bleven Genstand for saa manges Opmærksomhed. Men ogsaa dette Spørgsmaal havde hun i Forvejen overvejet med sig selv og sin Mor, og de var bleven enige om, at hun ikke skulde gemme sig paa sit Værelse som i en Skammekrog, mens de andre spiste. Det var jo ogsaa ved Maaltiderne, at det meste foregik. Det var her Bekendtskaberne blev gjort og Udflugterne aftalt. Hendes elskværdige Sidemand, Kandidaten, havde allerede forestillet flere Herrer for hende, og ved Dansen om Aftenen blev hun ogsaa et Par Gange budt op.
Det, der imidlertid interesserede Folk mest, var Spørgsmaalet om, hvad det underlige Pigebarn i Grunden fik at spise. Hun kunde jo ikke leve af Luften. Et Par af de nysgerrigste forhørte sig tilsidst i Køkkenet og fik her at vide, at der med Posten hver anden Dag kom en lille, stærkt forseglet Voksdugspakke til hende med Fødevarer, som hun selv tilberedte ved et Spritapparat oppe paa sit Værelse, hvor hun ogsaa opbevarede sine egne Tallerkener og Kogekar. Da en sværmavet københavnsk Grosserer, der boede paa Badehotellet, hørte den Historie genfortalt ved Frokostbordet, brast han i Latter. "Utroligt!" sagde han. Han var selv Jøde, fuldblods endogsaa, uldhaaret som en Neger, men en fordomsfri Mand, der uden Skrupler tog for sig af Bordets gode danske Flæskemad.
Der var dog nogle faa, der betragtede den unge Pige med Sympati netop paa Grund af de Vanskeligheder, hun beredte sig ved sin Trofasthed mod den fædrene Religion. Blandt dem var især hendes flinke Nabo ved Bordet, Kandidaten, med hvem hun hurtig var kommen paa kammeratlig Fod. De 328 spaserede sammen og havde timelange, dybsindige Samtaler, hvor Rachel fik Lejlighed til at gøre sig gældende ved sin store Belæsthed og aandelige Modenhed. Med Forbavselse hørte han hende udtale sig om de største Emner, og i hans uskrømtede Beundring fandt hun Oprejsning for de Krænkelser, hun fra anden Side mødte, men som hun klogt og stolt lukkede Øjnene for. I Længden kunde dog den Art Underholdning ikke tilfredsstille hende. Den svarede ikke til de store Forventninger, hvormed hun var kommen hertil. Hvor meget hun end satte Pris paa at kunne brillere med sin Viden og drøfte f.Eks. Faustideens Udvikling gennem Tiderne, saa var det dog ikke for den Slags Triumfers Skyld, at hun var rejst hjemmefra. Med al sin Elskværdighed var Kandidaten overhovedet ikke en Mand, der formaaede at sætte en lykketørstende ung Piges Hjerte i Brand. Det var der derimod en anden af Badestedets Herrer, der kunde, og Kandidaten blev hende derfor efterhaanden til Besvær.
Blandt de københavnske Gæster, der boede i Nabo-Pensionatet, var en Kunstmaler, en køn, blond, lidt fedladen ung Mand, der ogsaa var Sanger og Guitarspiller. Han var Badestedets Pasja denne Sommer. Den Klit, hvor han stillede sig op med sit Stafeli, blev hurtigt et Valfartssted for Koloniens mange Lediggængere. Unge Piger slog sig ned i Sandet omkring ham, naar de kom fra Bad. De kunde blive siddende der Timevis som et sladrende og leende Harem. Rachel havde fra den første Dag næret et brændende Ønske om at blive optaget i Flokken. Altid kredsede hun i dens Nærhed; men de unge Haremsdamer holdt hende paa Afstand. Naar de saa' hende komme, vendte de Ryggen til; og hver Gang hun alligevel søgte Lejlighed til en Tilnærmelse, frøs de hende bort.
Saa var det én Dag, at alle Badestedets Gæster samledes paa Stranden for at være Tilskuere ved Redningsmandskabets Øvelser. Det blæste en Del, og Rachel havde derfor ombyttet sin Hat med et af de "Strandtørklæder", der i den Tid var 329 paa Mode ved Badestederne rundt om i Landet. Havluft og Sol havde allerede farvet hendes hvide Ansigtshud og udvisket Fregnerne, og denne brogede Hovedbeklædning, knyttet i Nakken med en stor Sløjfe, fremhævede yderligere paa heldig Maade det sydlandske i hendes Udseende. Hun kom til at ligne en kæk lille Zigøjnerske. Kunstmaleren fik hurtig Øje paa hende mellem de mange Mennesker. Til sit Damefølges aabenlyse Forargelse røg han lige paa hende og forestillede sig. Det førte til en længere Samtale, hvor han tilsidst ganske forvirrede hende ved at udbede sig Tilladelse til ved Lejlighed at male hendes Portræt. Hun vidste, at han trods sin Ungdom havde et anset Navn som Kunstner og endog havde malet Portrætter af kongelige Personer.
Om Aftenen satte hun sig op paa sit Værelse for straks at skrive hjem og fortælle om den store Ære, der var overgaaet hende. Men da hun havde faaet Pennen i Haanden, kom hun til at tænke paa, at hendes Far maaske ikke vilde synes om det. Ogsaa Moderen vilde maaske faa Betænkeligheder. Hun havde ofte hørt hende omtale Kunstnere som et ryggesløst Folkefærd, der ikke var til at stole paa og altid slog Folk for Penge. — Mismodig lagde hun Pennen bort. Hun vilde vente med at skrive til den næste Dag. Og saa var det maaske bedst slet ikke at omtale Sagen for Forældrene, før det viste sig, om hans Tilbud virkelig var alvorlig ment.
Men den næste Dag kom hun ud for en ny Vanskelighed, som hun heller ikke vilde skrive om. Hun og hendes Medpensionærer sad ved Frokostbordet, da den hjulbenede lille Vært kom ind og meddelte, at der var ringet til ham fra Nabo-Pensionatet med Forespørgsel fra Gæsterne derovre, om der var Stemning for at benytte det gode Vejr til en fælles Skovtur. Nu fandtes der i Virkeligheden ikke et Træ i flere Miles Omkreds; men som den Skælmsmester han var, forsikrede han, at der et Stykke ind i Landet laa en Hedeplantage, hvor man med lidt god Vilje nok kunde bilde sig ind at gaa i 330 Skygge. Af Befordringsmidler stod en Charabanc og to Høstvogne til Raadighed, den første for de ældre, de sidste for Ungdommen. Han vilde nu gerne vide, hvor mange af hans ærede Gæster der vilde være med paa en saadan rask lille Eftermiddags-Udflugt.
Forslaget vakte Henrykkelse hos de unge, der alle rakte Hænderne i Vejret. Kun Rachel var bleven stille og beholdt Hænderne i Skødet.
"Vil De ikke med?" spurgte hendes Nabo, Kandidaten, forundret.
"Jeg ved ikke. Jeg skal tænke over det," svarede hun med et modfaldent Smil.
Sagen var den, at det var Fredag, den mosaiske Helligaften, da ingen rettroende Jøde maa befinde sig blandt Ikke-Jøder og ikke age i Vogn med Forspand for ikke at overtræde Moselovens Paabud om, at ogsaa Dyrene skal have Del i Sabbatens Hvile. Men da Vognene en Timestid efter kørte frem ude paa Grønningen, og Kuskene meldte deres Ankomst med Piskeknald, var Rachel alligevel en af de første, der mødte. Og en af de ivrigste. Hun havde i Mellemtiden forhørt sig hos Værten og faaet at vide, at Turen kun vilde tage tre-fire Timer. Hun kunde med andre Ord gøre sikker Regning paa at være tilbage inden Klokken blev seks, da Sabbaten indtraadte.
Det lykkedes hende at faa Plads paa den samme store Høstvogn, hvor Kunstmaleren sad med sit sædvanlige Damefølge. Det skete ikke uden Modstand. Da hun vilde stige op, paastod Haremet som med én Mund, at alt var optaget. Men Pasjaen selv raabte til hende, at hun bare skulde komme. Han redte højstegen et Leje til hende i Halmen, og væver som en Snog smuttede hun derop.
Langt om længe blev det store Selskab fordelt i Vognene, saa man kunde køre. Begyndelsen var en Travkørsel paa Chaussé; men snart drejede Vogntoget ind paa en Hedevej, 331 hvor Hestene maatte ase sig frem i Skridtgang. Eftermiddagssolen bagte, og Lærkerne sang. Charabanc'en, hvor Værten selv var Kusk, kørte forrest; bagefter fulgte Høstvognene med den overstadige Ungdom. Livligst gik det til i Vognen, hvor Maleren sad. Han havde taget en Pose lækker Konfekt med og uddelte af den til dem, der — som han sagde — bad sødest om det. Hver Gang Posen kom frem, trængte Damerne sig omkring ham i Halmen og strakte Hals som Fugleunger, der mades. Rachel var atter her en af de ivrigste, hvad der rundt om fremkaldte adskillige unaadige Bemærkninger om den paatrængende lille Jødetøs.
Efter halvanden Times stadig langsommere Kørsel, saa' man, at Charabanc'en forude stoppede op og dens Passagerer steg ned. Værten paa Kuskesædet vendte sig om og gjorde med Pisken en præsenterende Bevægelse ud over Egnen. Man forstod det ikke. Der var tilsyneladende ikke andet at se end den samme nøgne, flade Hede, man hele Tiden havde haft for Øje. Først da man var kommen ned af Vognene, opdagedes det, at Jordsmonnet forude var gennemgravet og tilplantet. I dybe Huller stod smaabitte Graner, hvis Topskud knap nok ragede op over Jorden.
"Værsgo'!" grinte Værten. "Er dether ikke en dejlig skyggefuld Skov?"
Den muntre lille Mand, en forhenværende Uldkræmmer, havde fra sin Vandretid bevaret et Snakketøj og et Frisprog, der i Almindelighed blev meget paaskønnet af hans Gæster. Denne Gang fandt man dog, at han var gaaet lovlig vidt med sit Narreri. Flere af de ældre var smækfornærmede. Men han havde forudset det og taget Trøstemidler med i Vognmagasinet. Saa snart der var sørget for Hestene, blev flere store Kurve bragt for Dagen, den ene fuld af langhalsede Flasker, der stak frem under Laaget med røde og grønne Snuder. Snart sad hele Selskabet lejret i Lyngen omkring en indbydende 332 Anretning med friskt Bagværk, Syltetøjer og Frugter. Stemningen steg. Der blev sunget muntre Revysange og udbragt Skaaler, og nogle unge Mennesker bar tilsidst i deres Begejstring den lille Vært i Guldstol.
Bagefter blev der danset.
En Mundharmonika og en Nakkekam udgjorde Orkestret. De unge Piger fløj fra Arm til Arm med flagrende Haar. For at skaane deres lyse Kjoler havde de taget de brogede Hovedklæder af og bundet dem om Livet. Ogsaa Rachel blev trukket med ind i den lystige Hvirvel. Herrerne kappedes om at byde hende op, og naar Kunstmaleren under Dansen løftede hende i sin stærke Arm, lukkede hun Øjnene af Fryd. Hun følte det, som blev hun bortført i en lykkelig Drøm.
Imidlertid var Skyggerne bleven lange. De lyse Afteners Tid var forbi. Svullen og brandrød gled den høstlige Sol ned i Himmelrandens Dis. Pludselig skød Rachel op foran Kandidaten, der ikke dansede og derfor stod blandt Tilskuerne. Med Angst i Stemmen spurgte hun ham, hvad Klokken var, og da hun hørte, at den var seks, blev hun stum og fik et fortvivlet Udtryk i Øjnene. Et Par Herrer styrtede i det samme til for at byde hende op; men hun rystede paa Hovedet og gik bort fra Dansepladsen.
De ældre i Selskabet begyndte nu at kunne mærke Havgusen. De ønskede at komme hjem, og der blev givet Besked derom til Værten. Efter en vild Kehraus, hvorunder Parrene hvirvlede rundt i Skæret af Solens sidste Straaler, kørte Vognene frem. Der blev givet Ordre til, at man for ikke at skabe Forvirring skulde indtage de gamle Pladser; men Rachel sneg sig til at sætte sig hen bag Kusken, hvor hun kunde sidde skjult og være alene. Under Hjemkørslen, mens de andre morede sig med en Panteleg og lo og hvinede, sad hun tavs og stille og tænkte paa sine Forældre og Søskende, der nu sad derhjemme i Synagogens 333 Halvdunkelhed med deres Bønnebøger, — tænkte især angerfuldt paa sin kære Far, der stod i Embedsdragt paa Bimaen med opløftede Hænder. De andre i Vognen puffede til hinanden og trak paa Skuldren men lod iøvrigt som om de ikke lagde Mærke til hende. De opfattede hendes pludselig forandrede Væsen som Skaberi, et nyt Forsøg paa at gøre sig interessant. Selv Kunstmaleren samstemmede, da der blev hvisket til ham, at hun sgu alligevel var en fæl Krukke.
Rachel havde hørt det. Til almindelig Forbavselse rejste hun sig kort efter op og bad Kusken holde. Hun var kommen til at fryse, sagde hun, og vilde gaa det sidste Stykke af Vejen. Der blev gjort hende Forestillinger. Man forklarede hende, at der endnu var en halv Mil tilbage, og det vilde blive mørk Aften, inden hun naaede hjem. Men uden at høre paa dem forlangte hun at komme ned. Og nu opstod der en forlegen Tavshed ved Synet af hendes forpinte Ansigtsudtryk. Hun havde aabenbart tvingende Grunde til at forlade Vognen. Der maatte være paakommet hende en naturlig og heftig Trang, der nødte hende til at søge Ensomhed. Der blev skyndsomt gjort Plads for hende, saa hun kunde komme ned.
Kandidaten var som sædvanlig den eneste, der ingenting forstod. Han vilde absolut gøre hende Følgeskab og havde allerede det ene af sine lange Ben ude over Vognfaddingen, da Kunstmaleren holdt ham tilbage med et Greb i Armen og hviskede:
"Er De gal, Menneske! Begriber De ikke, hvad der er løs!"
Mens Harems-Damerne gemte sig hos hinanden under halvkvalt Latter, blev Rachel hjulpet ned af Vognen, og kort efter at den igen havde sat sig i Bevægelse, var hendes Skikkelse bleven usynlig i den tætte Aftendis. Det gik dog naturligvis ikke an at lade en ung Pige alene tilbage her midt i Ørkenen. 334 Et Par behjertede Damer lod paany Vognen holde under det Paaskud, at de ogsaa følte Trang til at røre Benene lidt.
Hun sad paa en Sten ved Siden af Vejen og græd, da de traf hende. De spurgte hende ud og søgte at trøste hende, men hun vilde ingenting sige. Hun var i en Tilstand af Fortvivlelse, som de fandt hysterisk. Hun bad dem om at gaa og lade hende være ene. Først efter mange Overtalelser fik de hende til at følge med.
Hele den næste Dag blev hun paa sit Værelse, og den følgende Morgen, ganske tidlig, rejste hun bort med Dagvognen uden at have sagt Farvel til nogen.
