Den sorte Aline
En Fortælling
Naar den gamle Højbaadsmand Olufsen sad derhjemme i sin lille kahytslignende Stue oppe i "Salslejligheden" i Hjærtensfrydgade og saa ud paa de Skarer af halvtamme Krager, der sad og gav Hals oppe paa Gjenbo-Tagryggen eller krigedes nede paa den tomme Gade omkring de velfyldte Skarnbøtter, der om Formiddagen stod opstillede udfor hver af de smaa Døre i Gadens lange, lave gulmalede Husrækker som en Kjæde af Skildvagter, kunde der undertiden komme et sært tankefuldt, næsten drømmende Udtryk i hans Ansigt, som om han ubevidst sank hen i fjærne og lykkelige Erindringer, der fyldte Tomheden omkring ham med lokkende Musik og bevægede hans Hjærte med underlig Vemod.
Ingen skulde ellers let tro om denne gamle Ulk med det furede Ansigt, de sølvhvide Bakkenbarter og den store, kjødfulde Ørnenæse, at hans Liv gjemte paa en Roman, en virkelig Roman, saaledes som Digterne digter dem, og som ogsaa Livet nu og da i sin Lunefuldhed finder paa at sætte dem i Scene. Han havde ogsaa været saa forsigtig aldrig at tale derom til nogen, fordi han 2 vidste, at ingen vilde kunne forstaa ham. Selv forekom det ham endnu altsammen saa ubegribeligt, saa helt forrykt, hver Gang han kom til at tænke derpaa, og han takkede sin Gud, at han aldrig havde ladet sig forlede til at slippe et Ord derom over sine Læber; han vilde da sikkert have været skaanselløst hjemfalden til alle sine Bekjendtes, ja til hele Holmens Latter og Spot. Hvor vilde ikke hans Ven, Kvartermand Mørup, eller selv en underordnet som Kanoneer Jensen have triumferet! Og Bolteslager Fuss! han skulde paa staaende Fod have drejet en Vittighed derom, som var løbet gjennem hele Krokodillegade, ja ud over hele Nyboder, saa Højbaadsmanden endnu i sin gamle Alder ikke havde kunnet vise sig udenfor Døren uden at høre alle Drengene raabe efter sig: Der gaar han med – – nok sagt!
End ikke hans egen Kone, der ellers vidste at ransage hans Indre ganske nøje, havde nogensomhelst Anelse om den Hemmelighed, han inderst inde bar paa som paa et vidunderligt Klenodie. Et Par Gange i Begyndelsen af deres nu snart halvhundredaarige Ægteskab havde han vel i ømme Øjeblikke følt det som sin Pligt at betro sig til hende; men allerede ved de indledende Skridt dertil havde Madam Olufsen slaaet sin sædvanlige Krølle paa Næsen og afværgende udspilet Fingrene paa begge sine Hænder med et: "Forskaan mig!"
Hun mente nemlig, at det drejede sig om noget upassende fra Olufsens Ungkarledage. Og Madam Olufsen taalte intet upassende Ord i sine Stuer. Men det var netop det mærkelige derved, at der slet intet af den Slags var deri, skjønt der virkelig var et Fruentimmer – og endda slet intet fint Fruentimmer – med i Spillet. Det var netop det, der for Olufsen gjorde den hele Historie saa ubegribelig, stillede den i et næsten mystisk Lys – som en Aabenbaring fra en Verden, han ikke før havde anet og ikke heller siden betraadt.
Saa fuldstændig kunde han undertiden fordybe sig i denne sin gamle Erindring, mens han der sad og saa ud paa Gadens skræppende Krageskarer, at han ikke vaagnede af sine Drømme, før "Telegrafen" skrattende faldt ham ned fra Skjødet, eller Madam Olufsen – hidkaldt af den usædvanlige Stilhed derinde – stak sit skaldede Hoved ind fra Køkkenet og sagde:
"Hvad tager du dig for, Olufsen? Sidder de der og koger Ærter? [Dette var et staaende Udtryk hos Madammen, der hentydede til, at Olufsen ubevidst gav en vedholdende brummende Lyd 3 fra sig, naar han saaledes sad i Tanker] … Du glemmer nok, at det er højt paa Formiddagen, siden du endnu sidder der i dine Skjorteærmer … Snyd Næsen, Olufsen, du løber jo der med et helt Firskillingslys. Man skulde ved Gud ikke tro, at du var kongelig Pensionist og havde to Ordner paa Brystet!"
Saa rejste Højbaadsmanden halvt fortumlet sin lange, foroverbøjede Krop og nyslede stiltiende ind i det lille Sovekammer.
I en Timestid gik han derpaa frem og tilbage mellem Stuerne for at fuldende sin Paaklædning, mens han nu og da snakkede højt til de forskjellige Klædningsstykker omtrent i samme Tone, hvori han i sin Tid havde mønstret sine gamle Matroser. Thi baade Benklæderne, som han skulde skifte, og den gamle graatærnede Vest, som havde gjort en Verdensomsejling med ham, var nogle uregerlige Tingester, der ligesom slet ikke længer vilde lade sig trække gjennem hans stive Arme og Ben men blev siddende paa Dril overalt hvor han ikke kunde faa fat paa dem. Værst var det med Støvlerne. Thi trods sin Alder var Højbaadsmanden ingenlunde nogen uforfængelig Mand, og aldrig viste han sig paa Gaden uden med et Par blanktpudsede Støvler, der vel efterhaanden havde faaet Form efter hans af Knyster og Ligtorne halvt vanskabte Fod, men som ikke var en Linie1 hverken længere eller bredere, end at han netop uden ligefrem at daane af Smerter kunde faa Foden i dem. Men allerværst var det dog, naar den snevre og stivede Krave med den opadstaaende Flip skulde knappes omkring hans gamle Hals. Da maatte hans Kone kaldes til Hjælp ude fra Køkkenet, og i Fald en Fremmed kom ind i Stuen, mens Operationen stod paa, vilde han næppe have forstaaet, hvad der foregik. Højbaadsmanden anbragte sig nemlig paa en Stol midt i Stuen med slapt nedhængende Arme og tilbagebøjet Nakke, overgivende sig til Madammens Behandling som en, der skal have trukket Tænder ud. Madammen tog resolut en Haarnaal ud af den graa Krølhaarsbylt, der var anbragt bag hendes skaldede Isse, stak den krumme Ende af Naalen ind gennem Knaphullet ovre paa den anden og begyndte nu at hale af al sin Kraft, saa Olufsen blev ganske blaasprængt af Blod og begyndte at gispe, inden Knappen endelig slap i Hullet. Saa sad han endnu et Øjeblik og havde ondt ved at faa Vejret, mens han søgte at strække paa Halsen, der sad fast i den skærende, stivede Linning som i en skarp Tang.
Endelig kom han i sin brune Kalmukkes2 Frakke, fik sin graa 4 Cylinderhat rigtigt paa Hovedet og sin Stok i Haanden; og efter endnu nøje at være bleven efterset af Madammen og børstet baade for og bag, mens han med opløftede Arme maatte dreje sig foran hende, kyssede Ægteparret tilsidst lydeligt hinanden, hvorpaa Olufsen, synlig lettet, baglænds entrede ned ad den stejle Hønsetrappe og snart stod ude paa Gaden.
Her saa man strax, at den gamle Højbaadsmand virkelig var en af Nyboders mest agtbare Personer, en Pryd for sin Gade og Gjenstand for alles hensynfuldeste Opmærksomhed. Da han gik forbi Vagten med den høje Galge, hvori Nyboders Klokke hænger, rettede han regelmæssig efter Evne sin Ryg og sine Knæ for det Tilfælde, at nogen af Vagtmandskabet skulde hilse paa ham, hvilket han særlig satte Pris paa og altid nøje mærkede sig, hvorpaa han drejede ned ad Kamelgade og stilede ned mod Amalienborg Plads.
Her mødte han nemlig om Vinteren daglig til det Klokkeslet, da Vagtafløsningen skete, for at høre paa Musikken og se den stadselige Tambourmajor og de stive Vagtkommandører, der alle efterhaanden havde lagt Mærke til denne gamle Mand med den graa Hat og den brune Kalmukkes Frakke, som hver eneste Dag stod paa Hjørnet af Frederiksgade og Slotspladsen og blottede sit skaldede Hoved, idet de drog forbi; og de gjorde sig derfor en Fornøjelse af paa særlig iøjnefaldende Maade at gjengælde hans Hilsen, hvad der fik hele det øvrige Publikum til studsende at vende sig om efter ham, som var han en eller anden højtstaaende Person. Han var da ogsaa altid den sidste, der forlod Slotspladsen, naar alle Vagterne var afløste og det gamle Hold var trukket bort.
Saa gik han tilbage over St. Kongensgade, ned gjennem Borgergade og ind i Byen.
Her, hvor han var udenfor sit eget Territorium, hvor ingen kjendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen af Kongens egen Haand, hvor han i det hele var en spaserende som de andre, – der sank han gjærne lidt mere sammen, mens han langsomt og ligesom lidt ængstelig stavrede sig frem paa sine ømme Fødder mellem den ilsomt forbifarende Menneskesværm.
Længere end til Kjøbmagergade vovede han sig aldrig. Hvad der laa paa den anden Side deraf, var for ham ikke det rigtige Kjøbenhavn, men en Slags Forstad, som han ikke kunde forstaa, at nogen vilde bo i. Adel- og Borgergade var for ham Byens Hovedaarer; og forøvrigt var det Kvarteret Grønne, Sværte- og Regnegade, der udgjorde hans Verden. Naar han var kommen 5 til den sidste Børstenbinder i Antoniestræde, vendte han om og gik hjem.
Alligevel varede det gjærne adskillige Timer, inden han igjen naaede Hjærtensfrydgade; thi det var hans Vane at standse udenfor enhver Butik, selv den mindste Grønthandlerkjælder, betragte de der udstillede Varer og indprænte sig Priserne paa alle Ting lige fra Damernes Underbeklædningsgjenstande til Hvidkaalshoveder og Diamantsmykker. Ikke fordi han havde til Hensigt at gjøre Indkjøb af nogetsomhelst; deri var han forhindret alene af den Grund, at Madam Olufsen aldrig betroede ham Omgang med Penge, da hun havde de allersørgeligste Erfaringer for, til hvilke Udskejelser han i saa Tilfælde kunde henfalde. Men med sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i Butikkerne og nyde Kommis'ernes Høflighed, spørge om Prisen paa kostbare Varer og derpaa tøfle af igjen med den Besked, at han skulde lade "høre fra sig."
Alligevel – trods Madam Olufsens forsigtige Forholdsregler og hendes skarpsynede Aarvaagenhed – kunde det dog hænde sig, at Højbaadsmanden bag hendes Ryg og rigtignok undertiden ved Transaktioner, der ikke var en kongelig Embedsmand med to Ordner paa Brystet ganske værdige, fik sig samlet en ubetydelig lille Klatskilling, som han da anvendte i samme dybe Hemmelighed, i hvilken han havde plukket den sammen.
Dette skete nemlig ved Hjælp af de Enører, han i Ny og Næ – og med en vis behændig Evne – forstod at afknappe Barberen eller de Handlende, til hvem han blev sendt, i de Penge, han fik med sig hjemme fra, naar Vedkommende ikke kunde give tilbage paa Toørerne. Pengene, som han saaledes opsparede, gjemte han oppe paa Loftet over en Hanebjælke, for at Madam Olufsen ikke skulde finde dem; og den Dag, han langt om længe havde faaet samlet en gammel Mark3, steg han hastigere end vanlig i sin graa Hat og Kalmukkes Frakke ned ad Hønsetrappen, naar han havde givet sin Ægtemage det reglementerede, lydelige Afskedskys, humpede ilsomt om Hjørnet, ja tog sig endog næppe Tid til at bemærke, om nogen hilste ham fra Nyboders Vagt, saa travlt havde han.
Undertiden skulkede han endog fra Musikken paa Amalienborg for des hastigere at kunne komme ned i Toldbodgade, hvor han forsvandt ind i en Skjænkebod i Stuen, hvis Klokke ringede med en underlig død Klemten, omtrent som en lille Ligklokke.
6 Her modtoges han af en lille, tyk, midaldrende Mand paa Træben, med et graasprængt Rundskæg under Hagen og et kobberforhudet4 Ansigt, hvori et Par smaa fortinnede Øjne skinnede. Han havde siddet og sovet bag ved Disken, fordi Boden for Øjeblikket var ganske tom for Gæster; men nu rejste han sig og sagde med en tyk Bas:
"Der har vi, Herren straffe mig, min gamle Højbaadsmand … To og en halv," raabte han strax ud gjennem en Glug i Væggen. "For det skal vel være som sædvanlig, Hr. Højbaadsmand?"
Denne nikkede, mens han med lidt Forsigtighed søgte sig en Plads mellem Bordene saadan, at ingen kunde se ham fra Gaden. Dette var nemlig ikke noget ganske passende Sted for ham, og fik hans Kone det at vide, vilde han ikke se Middagsmad i tre Dage. Men paa denne Tid af Dagen kom her aldrig nogen, og alene derfor var det, han overhovedet dristede sig til denne vovelige Expedition.
Man vilde tage højlig fejl, ifald man antog, at det var "Draaberne", der lokkede Højbaadsmanden her til dette Sted. Olufsen holdt nok af en Snaps, og ved højtidelige Lejligheder tog han sig ogsaa gjærne en lille "Dromedar", som det hed i Nybodersproget, men for Resten var han en ædruelig Mand, der ikke søgte Beværtninger for de vaade Varers Skyld.
Sagen var da den, at den enbenede Vært i sin Tid havde været Højbaadsmandens Skibsdreng paa dennes store Jordomsejling for fyrretyve Aar siden, og nu morede det den gamle her at opfriske Minderne om denne Rejse, om hvilken han aldrig turde tale med sine egentlige Nybodervenner, fordi det netop var paa denne, at hin gaadefulde Begivenhed, som endnu kunde bringe hans Hjærte til at banke, var gaaet for sig.
Skjønt Værten nu var bleven en Mand paa omtrent de tre Snese, betragtede Højbaadsmanden ham nemlig vedvarende som en Dreng, der ikke havde Forstand paa alvorlige Ting og overfor hvem han derfor kunde gaa sin Hemmelighed ganske nær uden Fare for at blive røbet. Han titulerede ham altid "Du" som i gamle Dage, og Værten, som var en sveden Fyr, morede sig over ham og lod ham snakke, mens han selv passede sin Drik og i sit stille Sind tænkte: Der sidder nu det gamle Liv og tror, at jeg ingen Ting ved … Jo, jo, jeg havde dog ogsaa Øjne i Hovedet den Gang, min gamle Fa'er! Snak du kun fra Leveren!
7 Alligevel var Værten efterhaanden bleven kjed af den gamles Besøg, der ingen Ting indbragte, og hvor Snakken evig drejede sig om et og det samme, nemlig om Fregattens Ophold i Havnen ved Rio Janeiro, hvor Olufsen havde oplevet sit uforglemmelige Æventyr. Desuden kunde den forhenværende Skibsdreng aldrig helt glemme at Højbaadsmanden en Gang paa den omtalte Rejse havde varmet hans Øre saa eftertrykkeligt, at han en hel Uge derefter gik omkring ligesom med summende Fluer i Hovedet; og han havde da tilsidst udtænkt en List, hvorved han paa en Gang kunde tage en sen Hævn for den lidte Overlast og for bestandig frigjøre sig for den gamles fremtidige Besøg.
Da Højbaadsmanden som sædvanlig havde kastet sit Anker i Rio Janeiros Havn – "den bedste paa hele Jordkloden", tilføjede han regelmæssig – og i Erindringen tilbagekaldt alt, hvad de havde oplevet i de to Uger, Fregatten havde opholdt sig der – og han huskede endnu alt derfra saa nøje, som var det hændt igaar – sagde han altid oplivet:
"Og Byen, Ole … kan du huske den? Den var ogsaa dejlig, hva'? Kan du huske Dompladsen? Du ved, den med Arkatterne, som de kaldte dem …"
Nu kommer det, tænkte Skipperværten og bøjede sig dybere ned over sine Knæ, som han sindig gned med sine hule Haandflader.
"Naa, der kunde, fnatte5 mig, Solen stege, hva' … saa det endnu nutildags kan ordentlig varme Skroget paa en, naar man tænker derpaa. Og kan du saa huske, Ole … hende, der sad der paa Hjørnet … hende den sorte, der solgte dehersens Frugter, du ved … Hun var pæn, hva'?"
"Nysselig."
"Og sikken Skabelon!"
"Dejlig Skabelon!"
"Og ikke denne hersens Lugt, som ved de andre sorte – la' du Mærke til det, Ole?"
"Ikke Spor af Lugt!"
"Og saa de Øjne! De var at kigge i ligesom i en Kanariefugls … Jeg kjøbte mange Gange for en hel halv Pjaster hos hende alene for de Øjnes Skyld."
"Højbaadsmanden gjorde nok saa," sagde Skipperværten og smilte hemmeligt i Skjægget.
"Ak, ja – det var i de Tider!" sukkede den gamle og sank 8 nu sagte hen i Drømme, mens han med Stokken tegnede i Sandet paa Gulvbrædderne foran sig.
Han saa atter lyslevende for sig den lille solbelyste Plads med de skyggefulde Arkader og det kølende Springvand i Midten. Derhenne paa Hjørnet, under en stor, gul, udslaaet Paraply sad hun, den smukke Aline, omgivet af Kurve med mangefarvede Frugter og store Stenkrukker med Vand. Et spraglet Tørklæde var viklet om hendes sorte Hoved, og en hvid Dragt naaede hende ned til de ringbesatte Ankler og de smaabitte, nøgne, buttede Fødder. Albuerne hvilede paa hendes Knæ, Hovedet i hendes Hænder, der bar Slangeringe op til Knoen; og saaledes sad hun i Timevis uden at røre sig, stirrende frem for sig som i en Drømmedøs. Kun naar nogen kom for at kjøbslaa med hende, rettede hun sig i Vejret og lod sin Stemme høre.
Men dette hændte ikke ofte i Dagens Løb. Pladsen laa afsides i Byen, i Almindelighed tom for andre levende Væsner end smaa nøgne, tykmavede Negerunger, der støjede omkring Springvandet eller inde under Arkaderne.
Det var da ogsaa en ren Hændelse, der første Gang førte den daværende "Oberkanoner" Olufsen i Selskab med hans Skibsdreng hen til dette Sted, idet de under en Landlov havde forvildet sig i den gamle Bys Kaos af Stræder og stinkende Gyder.
Men siden den Dag kom Overkanoneren her oftere, ja snart blev Vejen herhen hans eneste Vandring, saa snart han slap fra Borde. Thi han havde øjeblikkelig lagt Mærke til den smukke Negerpige og givet sig i Handel med hende, for at faa et Paaskud til at stifte Bekjendtskab. Naturligvis kunde de ikke tale videre sammen, men ved Fagter og Tegn lærte de alligevel at forstaa hinanden, saa han tilsidst kunde staa her hos hende i timevis paa den øde Plads uden at mærke, hvordan Minutterne fløj fra ham. Det varede nemlig ikke længe, før han mente at kunne spore, at han heller ikke var hende ligegyldig. Hendes kulsorte Øjne fik et pludseligt Liv, naar hun saa ham i hans hvide Uniform dreje om Hjørnet hen imod hende; og naar Tiden var omme, og han maatte sige Farvel, steg der som en Sky fra Øjenkrogene og formørkede hendes Blik.
Saaledes gik et Par Ugers Tid. Overkanoneren mærkede det næppe rigtig selv, hvordan den lille Negerpige stjal sig ind i hans Hjærte, betog hans Sanser og fyldte hans Drømme. Han tænkte vel, det var umuligt, at en saadan sort for Alvor kunde 9 forstyrre hans Hjærtefred. Først da Fregatten skulde lette, og Afskedsdagen kom, følte han tilfulde, hvor svært, ja næsten umuligt det var ham at skulle skilles fra hende for bestandig – aldrig at skulle se hendes sorte Øjne og smukke, lille, vævre Haand mere, aldrig høre hende le med sin morsomme, dybe Latter eller sige "Ufsen" og "Køppehafn" for at efterabe ham.
Han huskede endnu saa levende, hvorledes han den sidste Dag gik fortumlet om i Gaderne uden at kunne faa Mod til at gaa hen og sige hende Farvel. Han tænkte endog for Alvor paa at desertere fra Skibet for at kunne blive i hendes Nærhed, og maaske havde han ogsaa gjort det, ifald han ikke havde vidst, at hans gamle Fader, Højbaadsmanden derhjemme i Ulvegade, vilde have taget sin Død derover af Skam. Ogsaa løb der Planer gjennem hans Hoved om at tage Afsked fra Holmen, saa snart han kom hjem, og derpaa saa tage derover igjen og bosætte sig som Skippervært eller lignende for at kunne gifte sig med Aline. Men hvorledes skulde han gjøre hende dette forklarligt? Og det var jo dog nødvendigt, at hun kjendte hans Plan, for at hun ikke skulde være forsvunden eller maaske gift med en anden, naar han kom tilbage. Ogsaa tænkte han paa, at give hende Penge at rejse over til Kjøbenhavn for, idet han mente, han nemmere kunde gjøre hende forklarligt, at han derovre vilde gifte sig med hende.
Der laa netop en dansk Bark i Havnen, og han havde endnu fem Guld-Dubloner af sin Lønning i Behold, og han tvivlede ikke om, at hun vilde gaa ind paa Forslaget, om hun blot ret kunde forstaa hans Hensigt. Men saa kom han igjen til at tænke paa, hvad de hjemme i Nyboder vilde sige, naar han kom tilbage med en sort Kone. Han vidste, hvor alle Kammeraterne vilde jubilere, hvor hele Holmens faste Stok vilde holde sig for Maven af Latter. "Den sorte Madam Olufsen", "Nejermadammen i Rævegade" o.s.v. – han hørte det altsammen og rystede mismodigt paa Hovedet. Det var umuligt, ganske umuligt!
Saa maatte han da gaa den sidste tunge Gang hen til det lille Torv, hvor Aline, som vidste, at det var Afskeden, det gjaldt, saa ned mod Jorden, da han kom. Tilsidst gav de hinanden tavs Haanden. Men da den unge Overkanoner igjen – langsomt – gik gjennem Byen og ned mod Havnen, hvor Baaden ventede, havde han ondt ved at hæmme for den Taarestrøm, der vilde frem.
Saa kom han om Bord; Ankeret hævedes under klingende Fanfarer, Sejlene hejstes, Saluten dundrede – og da den smukke 10 danske Fregat med Flaget i Toppen stod den uhyre Havnebugt ud under alle de forbisejlendes beundrende Blikke, stod Overkanoner Olufsen stiv som en Støtte paa sin Post under Skansen og stirrede ind imod Byen, indtil den sidste Kuppel af dens mangfoldige Kirker fortonede sig mod de fjærne blaa Bjærge.
Han gjensaa den aldig siden. De lange Orlogsfarter holdt netop fra den Tid op eller forekom i alle Fald kun sjældnere. Det blev Vestindien, der blev det sædvanlige Maal.
Et Par Aar efter Hjemkomsten giftede Olufsen sig med sin Petronille, hans nuværende Kone. Men han glemte aldrig Aline. Disse smaa Besøg paa det øde Torv hos den lille Negerpige blev hans Livs Paradisøjeblikke, der kastede deres Gjenskin ud over hele hans senere Tilværelse og skjænkede ham gjennem Erindringen en vemodig Lykke, som han end ikke nu i sin gamle Alder vilde undvære.
Endnu som han sad her i Skipperværtens snavsede og mørke Stue, saa han hende for sig, siddende der mellem de duftende Frugter, i Sol og Varme under Sydens dybblaa Himmel, med det spraglede Tørklæde vundet omkring det sorte Hoved, og den hvide Kittel hængende folderigt ned til de ringbesatte Ankler og de smaa sorte, buttede Fødder.
"Ak ja, Ole," sukkede han. "Det var Skade, hun skulde være sort."
Det slap ham saadan ud af Munden. Den6 svedne Vært greb det øjeblikkelig og sagde:
"Ja, hvorfor egentlig det Højbaadsmand."
"Aa – man kunde jo ikke vide, Ole – ellers kunde kanske en ordentlig Sømand ha'e gaaet hen og blevet forliebt i hende – det havde hun jo næsten fortjent … men en sort, Ole!"
Højbaadsmanden rystede paa Hovedet.
"Aa, Pokker heller," sagde den anden og bøjede sig dybere ned over sine runde, fede Knæ, som han stadig ivrigere gned med sine hule Haandflader. "Sømænd plejer ikke at være saa kræsne – og for Resten havde hun da ogsaa alt det Kjæreste, som hun behøvede – og det netop en Sømand, og det tilmed en rigtig Sømand."
Olufsen vendte Hovedet om imod sin gamle Skibsdreng og sagde mut:
"Hvad mener du med det, Dreng?"
"Aa, jeg mener – Axelsen – Højbaadsmanden husker nok 11 den lille Axelsen, Underkanoneren – ham, som døde forgangen – han snusede da om ved hende, ved jeg – og det paa saadan løjerlige Tider –"
"Hvad er det, du snakker om – hos Aline?"
"Ja."
"Er du gal, din Fløs! Hvor kommer du paa saadanne Tanker?"
"Det er da nemt nok, Højbaadsmand, naar man har set dem sammen saa ofte, som jeg gjorde det – og tilmed paa en saadan intim Maade …"
"Aline?"
"Ja."
"Og Underkanoner Axelsen?"
"Ja."
"Saa skal jeg fnatte mig lægge Hovedet paa Blokken om det ikke er Løgn i din Hals, Ole."
"Men Herregud, Olufsen! Hvad ska'r det Dem? Det forholder sig, som jeg siger, det kan De være overforvisset om! Jeg saa dem lige til Aftningen, før vi skulde lette – det var Maaneskin, var det ikke?"
"Jo! Hvor saa du dem da?"
"Omme bag Arkatterne… For jeg skal sige Højbaadsmanden, jeg havde jo selv en Kjende tilovers for Pigebarnet, og saa mente jeg, at kunde den skævbenede Axelsen karresere hende, saa …"
Den gamles Ansigt var bleven saa farveløst, at Rynkerne saas i det, som de røde Aarer i et Liljeblad.
"Er du sikker paa, hvad du her siger, Ole … Render du ikke for halv Vind, Dreng?"
"Højbaadsmanden kan være rolig, jeg havde mine Øjne i Hovedet – for det kan en Skibsdreng ogsaa ha'e. Tro De mig – jeg saa tidt nok Aline paa den Gallej – hun havde saadan sin egen Maade at fange Fisk paa – især, naar de havde en Dublon paa Lommen."
Højbaadsmand Olufsen sad længe ganske stum med Stokken mod Gulvet, og saa ud for sig med maabende Mund.
Endelig rejste han sig.
"Hvad skal jeg betale?" spurgte han lavt.
"En gammel Mark vel, saadan som Højbaadsmanden plejer van."
12 Saa tøflede han stille, underlig stille af ud til den kolde, taagede, solforladte Gade, ud til Sølet og Vognbulderet, hjem til Vællingen og Petronille.
Men Skipperværten fik Ret. Han saa aldrig Højbaadsmand Olufsen i sin Beværtning mere.
