Vi kan ikke begynde noget bedre sted end med det brev Pontoppidan den 28. januar 1910 skrev til Georg Brandes, med hvem han i disse første femten år af det ny århundrede førte en ret livlig og tæt korrespondance. Brevet svarer på et fra Brandes hvori denne bebuder sit første og eneste foredrag om Pontoppidan. Dette foredrag blev siden trykt{fodnote: Foredraget blev holdt først i Kristiania (Oslo, 5.3.1910) og så året efter i Kasinos Koncertsal i København (2.4.1911); derefter blev det trykt først som tre på hinanden følgende kronikker i Politiken (18.-20.4.1911), dernæst forrest i artikelsamlingen Fugleperspektiv, 1913; placeringen forrest tør opfattes som en afbigt}, men ellers mælede Brandes aldrig på skrift et ord om sin gode korrespondentvens forfatterskab, og han gjorde som Niels Kofoed har gjort opmærksom på {fodnote med link} slet ingenting for at udbrede kendskabet til ham ude i Europa, som han havde gjort det med Nietzsche og Selma Lagerlöf. Brandes udbeder sig som siden også Vilh. Andersen da han skal skrive sin bog en værkstedssamtale. Pontoppidan svarer ham – under anvendelse af sit teoretiske kerneord: grundstemning1:
Halls Alle 13
28/1 10.Kære Professor Brandes!
Det var både Stolthed og Ydmyghed, der greb mig under Læsningen af Deres Brev. At være Emne for et Foredrag af Georg Brandes – det er den danske Nobelpræmie, og skønt jeg naturligvis inderst inde bærer på meget overdrevne Forestillinger om min Betydning for Nutid og Efterslægt, så skal jeg ikke nægte, at jeg endnu bæver lidt ved Tanken. Da De sidst holdt Foredrag, var det om Goethe. Jeg erkender her en Forskel.
Jeg takker for Indbydelsen til Søndag; jeg kommer så meget hellere, som jeg hele Måneden har villet gøre Dem en Nytårsvisit. Men Sygdom i Familjen og andre Ulykker undergravede mit Humør, og da bliver jeg helst hjemme. Nu er jeg blot bange for, at De vil spørge mig om Grundtankerne i mine Bøger, og da vil jeg komme i Forlegenhed. Jeg veed i Almindelighed kun noget om den Grundstemning, hvoraf mine Bøger er udgået, eller som jeg har forsøgt at indblæse dem, og den kan jeg næppe forklare med færre eller andre Ord end dem, jeg har fyldt og spækket Bogens Anekdote med.
Må jeg have Lov til at benytte Lejligheden til at sende en lille Bog med to gamle Fortællinger, af hvilke den sidste endnu lader sig læse. Jeg mener ikke, at den hører til mine bedste Fortællinger, men den skitserer en Kvindeprofil, som synes mig ejendommelig og smuk. Skade er det nu for mig, at jeg ikke har fået min nye Bog færdig og trykt, for den bliver – selvfølgelig! – mit Hovedværk.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Det næste brev er et direkte indblik i værkstedet. I 1880'erne havde Pontoppidan bidraget til det store samleværk Danmark med sine meget vellykkede beskrivelser af Randersegnen og af Vestfyn. Det var sket på redaktørens direkte opfordring, og Pontoppidan havde været en af de yngste blandt iøvrigt kendte bidragydere. Redaktøren, Martinus Galschiøt, blev ham fra da af og livet igennem en god ven. Galschiøt har nu sendt Pontoppidan en samling breve fra sin egen ungdom. Med den skjulte hensigt at Pontoppidan måske kunne udnytte dem litterært. Galschiøt vidste godt at Pontoppidan ofte tog sit afsæt i virkeligheden for siden at spinde en ende, eller som Vilh. Andersen udtrykker det: "Han maler efter model, men digter efter Ide"2. Galschiøt var født i 1844, tog magisterkonference i nordisk filologi i 1870 og opholdt sig i 1872 et halvt år i Stockholm.
Rørvig
Nykøbing Sj.21/7 1910
Kære Galschiøt!
Det er allerede længe, siden jeg sluttede Læsningen af den Brevveksling, De betroede mig, og jeg har længtes efter at tale med Dem om den. Havde ikke Vejret været så vidunderligt her (vi har indtil i Dag levet under blå Himmel), vilde jeg også have været herfra for længe siden og da gjort Dem et Besøg. Nu rejser De bort, og så ses vi næppe foreløbigt.
Brevene har optaget mig meget. Den første Uge, da jeg var her alene sammen med Steffen, var de så at sige min eneste Underholdning. Jeg sad ude i Haven og havde vanskeligt ved at slippe dem til Trods for, at det jo mere var en Sygehistorie end – som jeg havde tænkt – en Kærlighedshistorie, jeg indviedes i. Jeg levede i de Dage meget mere med Dem og Deres stockholmske Vennekres, end med mine rørvigske Omgangsfæller, og jeg synes at kende navnlig Deres "Mamma Hulda" så godt, som havde jeg virkelig selv hørt Kresen til og været en Slags Skriftefader for den. Og nu er De igen på Vej til Bedarø! Jeg sender Hilsen med – både til de levende og de døde, men især til en ung, trediveårig, dansk Magister, som De sikkert vil møde dér igen og snakke en Del med i Enrum. Kære Galschiøt, De har gjort mig en stor Glæde ved at betro mig disse Breve. Jeg har aldrig haft Anelse om den svære Sorg, der ramte Dem i Deres Ungdom, og som jo forklarer så meget. Jeg forstår, hvorledes denne Oplevelse har præget Dem, og nu, da jeg er bleven vidende, undrer det mig lidt, at jeg ikke af mig selv har begrebet, hvad der så tidligt gjorde Deres Væsen dæmpet og gav Deres Stemme den dybe Underklang. Jeg lærte Dem vistnok at kende i Begyndelsen af Firserne, altså nogle få År efter den unge Piges Død, og jeg husker navnlig engang, da vi spiste Frokost sammen på en Restauration et Sted ved Nørrevold, at jeg blev slået af det ringe Livsmod, Deres Udtalelser åbenbarede, og som syntes mig, der dengang var en Fandens Karl med Næsen i Skyerne, næsten latterligt grundløst. Hvor jeg forstår Dem nu! Hvad har De ikke gået igennem i de År! – Ingen kan læse disse Breve uden at lide med Dem. Hvor meget mere griber og rører De da ikke Deres Venner. For mig har derfor også den unge Piges Breve haft mindre Interesse. Prægtig og elskelig er derimod Moderens Billede tegnet i den hele Samling, ikke mindst gennem hendes egne Breve, åbenhjertige og ukunstlede som Kvinders Skriverier jo gerne er. Hun står for mig som en Niobe Skikkelse, der vokser under Ulykken. Men alt dette skal vi engang tale om. Jeg beholder nu Brevpakken og skal nok forvare den godt, indtil vi ses.
(…)
Jeg ønsker Dem nu Lykke på Rejsen og beder Dem bringe Deres Søster en hjertelig Hilsen fra os. Tak for Brevet – jeg lever med Dem i disse Dage, da så meget gammelt og kært vil blive levende for Dem igen.
Alle hilser!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
I Bay & Bresdorffs udvalg af Pontoppidans Breve prøver udgiverne alene på grundlag af brevet at digte den bagvedliggende baggrund. Det er ikke nemt. Nogen lider, og nogen dør. I marginen til brevet har Galschiøt skrevet: "Motiver og Træk fra disse Breve er benyttede til Torben og Jyttes og hendes Mors Karakteristiker." Skal vi da udnævne Galschiøt selv som modelen for den triste Torben, og de to kvinder for Jytte og Fru Bertha? Virkelighedens pige hed Signe Sohlman, født i ca. 1854, altså en halv snes år yngre end Galschiøt. Hun var kunsthåndværker og skabte i 1877 til verdensudstillingen i Amsterdam det berømte "Drakmönstret" som tekstilfirmaet Almedahl producerede i damaskduge i over 100 år, indtil 1989. Signe Sohlmann døde året efter, i 1878. Hvis vi skal gå ud fra at Galschiøt gjorde hendes bekendtskab i 1872, varede deres forbindelse altså i seks år. Selve brevene synes at være gået tabt. Tlintetgjort af Galschiøt selv? Som dog ellers bevarede så mange breve. Også de breve Galschiøt måtte have skrevet til de to kvinder, synes tabt.
I oktobernummeret samme år, 1910, af tidsskriftet Tilskueren offentliggjorde Pontoppidan "En Forhistorie" der omfatter Torben og Jyttes historie indtil de genmødes i Italien. Så inspirationen har øjeblikkelig sat noget i gang, selv om Pontoppidan siden synes at hævde det modsatte: at han allerede var i fuld gang med historien. Forholdet mellem disse to versioner, her og i bindet Torben og Jytte, har jeg endnu ikke udforsket. Thorkild Skjerbæk skriver i sin efterskrift til 1982 udgaven at bogens første tredjedel er en "ny, gennemarbejdet udgave" af Forhistorien.
Men i januar 1911 skriver Pontoppidan til sine næsten lige så gamle ven, den svenske forfatter Axel Lundegård:
(…) Selv har jeg intet udgivet i de sidste År. Jeg blev kørt træt i en Bog og måtte lægge den hen. Så har jeg på det sidste haft Spektakel med Helbredet. Nå, man bliver jo gammel. (…)
I april (1911) bliver Pontoppidan opereret for galdesten, dengang en alvorlig operation med en langvarig rekonvalescens. Den tilbringer han fra sommeren 1911 og til foråret 1912 i Wiesbaden. Hvad havde jeg nær sagt tydeligt fremgår af Torben og Jytte. Fra Wiesbaden beskriver han i januar situationen sådan for Lundegaard:
(…)Jeg selv er nu en hjemløs Fugl, har anbragt "Hjemmet" i Magasin og måske for Resten af mit Liv indskrænket min Bagage til et Par Kufferter. Jeg gør mig ikke store Forhåbninger om den Tid, jeg har tilbage. Jeg fik for tidligt et stort Læs at trække. Derfor kan jeg nu ikke rigtig komme på Benene igen, skønt jeg dog kun er 55.
Jeg lever her med min Hustru og min yngste Datter, som du vist så' sidst som en lille Pige. Hun går nu i sit 18d År og tænker på at rejse til England med det allerførste og få sig en eller anden Stilling der. Vor yngste Søn, der endnu går i Skole, har været her i sin Juleferie, og vi har haft en fornøjelig Tid trods alt.
Var ikke Wiesbaden noget for din Hustru? Her er en stille, mild, blød Luft, som skal være god for Gigtpatienter. Ved Vintertid lever man meget billigt her, og her er på den Tid fuldt op af ledige Smålejligheder (møblerede). En sådan har vi. Når Foråret nærmer sig, stiger vel nok Priserne; men så drager vi også andet Sted hen jeg aner endnu ikke hvor. Jeg har intet andet Formål med min Rejse end at få Ro til at fuldføre en stor Bog, som jeg længe har haft i Arbejde. Da det, som sagt, kniber med Kræfterne, må jeg resignere med Hensyn til alt andet. Jeg håber da inden næste Nytår at kunne sende dig et nyt Værk, og at det vil falde i din Smag, hvad jeg forresten tror. (…)
En måned senere, den 16. februar, skriver Pontoppidan et brev til Georg Brandes der netop var fyldt 70, i hvilken anledning Pontoppidan havde skrevet sit berømte Brandes digt: "Vi har stået med Fakler. med Faner, Orkester ...". Pontoppidan giver her Brandes endnu en af sine tvetydige komplimenter, og vi får en datidig parallel til Grosbøl sagen:
Müllerstrasse 6
Wiesbaden16/2 1912
Kære Georg Brandes!
Forinden De forsvinder i den arabiske Ørken, må jeg sende Dem en Hilsen med Tak for Deres Brev og den anden gode Læsning, De har glædet mig med. Hertil henregner jeg også en Kronik, De for nogen Tid siden lod trykke i "Politiken"3, om Opførelsen af et Par antike græske Skuespil i Paris. Jeg ser ellers ikke Bladet her, men en dansk Besøgende efterlod et Ekpl ude i Entreen, og et lykkeligt Tilfælde vilde, at der var den nævnte Artikel af Dem deri. Jeg kan ikke nærmere gøre Rede for, hvorfor den virkede så oplivende på mig; men det var vel især, fordi Indholdet af Euripides' Stykke, som jeg ikke kendte, blev mig levendegjort og Fremstillingen sanseliggjort ved det Trylleri, der nu engang er Deres Kunsts Hemmelighed.
Da jeg hørte, at De havde skrevet en Slags Novelle i "Ill. Tid." for 4d Febr, altså i selve Deres eget Fødselsdags Festnummer, skaffede jeg mig Bladet sendt herned, så også den har jeg læst. På Grund af Titlen "Sorteper" havde jeg forestillet mig Kærnen i den lidt anderledes. Det afgørende i Kortspillet af samme Navn er jo det, at Sorteper ikke må mages. Det er den Forbandelse, der hviler over Sparknægt fra Spillets Begyndelse, at han er fordømt til Ensomhed. Mens alle de andre Herrer og Damer efterhånden finder deres Genbillede og samles i Glæde og Samdrægtighed, går Sorteper fra Hånd til Hånd og spreder allevegne Uro og Skræk omkring sig, og ved Spillets Ende sidder han alene tilbage uden at have fundet nogen Ligemand. Sådan er jo de fleste ualmindelige Menneskers Skæbne og den har været Deres, og den var bleven Deres også uden alle Skidtmads'er, fordi det nu engang er fastsat sådan i Spillets Regler.
Om mine egne Vers i "Politiken" må jeg blot have Lov at sige dette: De havde ikke lagt Skjul på Deres Lede ved Tanken om at skulle være Genstand for "Festtaler". Da jeg nu ikke vilde være helt tavs ved den Lejlighed, blev det til et Nødskrig. I det Nummer af "Ill. Tid.", som jeg før nævnede, skriver Dr. Hans Brix, at han rimeligvis vilde komme Deres Tanke temmelig nær, dersom han sagde, at Udviklingen herhjemme i de sidste 40 År er gået et Hanefjed fremad. Jeg er slet ikke sikker på, at han har Ret i sin Formodning. Selv mener jeg, at Folket i sin Helhed er gået adskillige Gåsefjed tilbage i åndelig Kultur. Samtidig med Dem fremstod Vilh. Beck, der blev Fader til "Indre Mission". Det var jo kun den naturlige Reaktion; men det var dog næppe ventet, at den skulde fænge, som den har gjort. I min Barndom sad rundtom Randers næsten udelukkende ganske verdslige Præster af St Blichers Art, som Pastor Kahrs, hvis Profil jeg har opridset i "Ung Elskov", en Kristian Mantzius i Præstekjole. Trods Münster og Grundtvig og Ingemann og Kierkegård, var |4| Forholdet sikkert omtrent således over hele Landet, at af 100 Præster var der ikke mere end 10 virkelig pålidelige Arbejdere i Vingården. Nu er Forholdene akkurat det omvendte. Mine egne Ungdomslærere på den polytekniske Skole Adolf Steen, Carl Holten, Julius Petersen osv var alle stejle Fritænkere; kun om en eneste vidstes det, at han var Kirkegænger. Nu er Forholdene også dér vistnok vendt om dér, hvor dog Naturvidenskaberne er enerådende. Men hvad der synes mig langt mere nedslående, er en Sag som den Arboe Rasmussen'ske. Med Glædeshyl hilses Manden af vort radikaleste Frisind, fordi han, skønt Præst, begynder at nære Tvivl om den ubesmittede Undfangelse. Det er Lysglimtet i Mørket! Det er det Hanefjed, Kirken har taget i de sidste 40 År! Efter at have berøvet den stakkels Maria hendes Jomfrudom, vil den danske Folkekirke igen føle sig som en hel moderne Karl, der igen er Situationens Herre. Det skal snart mærkes!
Vi ønsker Dem en lykkelig Rejse og en god Hjemkomst.
Deres hengivne
Henrik Pontopppidan
Det gik Arboe Rasmussen lige så "godt" som det er gået
Grosbøl: Ved det gejstlige landemode i 1915 tre år efter
blev han ganske vist dømt til embedsfortabelse, men i 1916 blev
han frifundet af Højesteret. Jeg kender ikke Højesterets
præmisser for at blande sig i den sag.
I foråret 1912 rejste Pontoppidan som siden Torben Dihmer videre
til den italienske riviera og boede et stykke tid i Santa Margerita,
en snes kilometer øst for Genua. Indtil 1908 havde Pontoppidans
gode ven, tobaksfabrikanten Hirschsprung om vinteren sit tilholdssted
i Nervi, i "Villa Castello". Om Pontoppidan også har
været dèr, véd jeg endnu ikke, og den ene bjergby
ligner jo unægteligt den anden til forveksling. Hernede fik Pontoppidan
så skrevet videre på Torben og Jyttes historie. Sommeren
blev tilbragt først i Schwarzwald, siden i Freiburg am Breisgau.
Herfra kan han den 14. august sende sin forlægger Ernst Bojesen
en bunke manuskript og følgende ord:
Efter lang Tavshed sender jeg Dem igen (i Korsbånd) et Manuskript og beder Dem modtage det med Velvilje, hvad jeg tror, det fortjener. Jeg sender foreløbig godt 100 Sider, omtrent 1/3 af Bogen. Resten skal følge om et Par Uger, men jeg håber, at De vil tage Bogen ubeset og altså straks begynde Trykningen. Den indeholder en selvstændig, afsluttet Fortælling og har sin egen Titel; men den er dog en Del af et større Værk, hvad der må angives på Titelbladet. Jeg skal meddele mere derom senere, men jeg nævner det straks, da det måske kan influere på Deres Bestemmelse af Oplagets Størrelse.
Der har dog nok stadig kun været tale om "Forhistorien",
mens Italien-afsnittet der fylder resten af bindet lige med undtagelse
af Vestrup afsnittene, først kommer til senere. Det færdige
bind udkommer i begyndelsen af november, den 9. Allerede den 1. november
skriver Pontoppidan til Galschiøt fra Freiburg hvor han nu bor
alene:
Goethestrasse 45.a
Freiburg
Baden1.11.12
Kære Ven!
Jeg veed ikke, om De har fået en Bog betitlet "Torben og Jytte" sendende fra Gyldendal; ellers må den vel komme en af Dagene. De skulde have haft den i en fin Indbinding og med nogle Ord fra min egen Hånd, for jeg har, hvad De vist vil kunne forstå, ofte måttet tænke på Dem, mens jeg skrev denne Fortælling, – men det må nu vente, indtil jeg kommer hjem. Jeg er forresten temmelig overbevist om, at De ikke vil synes om Bogen, netop fordi der er så meget i den, der kan minde Dem om Deres egen store Ungdomsoplevelse. Imod Minderne fra denne Virkelighed må naturligvis en Omdigtning synes bleg og fattig; men forøvrigt må jeg sige, at mine Personer og deres Hændelser stod færdige i Omrids, da jeg lærte Deres mærkelige Kærlighedshistorie at kende. Der er altså ikke Tale om, at jeg har gjort et Forsøg på at portrætere; jeg har kun gjort et Lån hist og her, og jeg har ment at have Deres stiltiende Tilladelse hertil. I hvert Fald: det er mit Håb, at jeg ikke må have såret noget i Deres Følelse ved den Brug, jeg har gjort af Deres Betroelse. Jeg sætter så stor Pris på Deres Venskab og Fortrolighed, at jeg heller vilde have ladet Bogen være uskreven end have sat vort gamle Venskab på Spil.
Nu ses vi jo forhåbenlig snart. De kan tro, jeg længes efter det. Jeg tænker næsten, De ser et Glimt af min Kone en af Dagene. Det misunder jeg Dem. – Lev nu vel, til vi mødes.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
Ja, som altid hos Pontoppidan er det ikke rigtig til at blive klog på hvad han skriver om sin egen arbejdsproces. På den ene side: "mine Personer og deres Hændelser stod færdige i Omrids, da jeg lærte Deres mærkelige Kærlighedshistorie at kende," På den anden: "jeg [vilde] heller (…) have ladet Bogen være uskreven end have sat vort gamle Venskab på Spil". Galschiøt svarer 14 dage efter bl. a.:
(…)
hvor har De noget Øjeblik kunnet tænke Dem Muligheden af, at jeg skulde føle mig saaret ved Deres Benyttelse af det ‘Stof’, jeg i sin Tid stillede til Deres Raadighed. Jeg gjorde det jo netop, fordi jeg syntes, at det var saa rigt og ejendommeligt, at det burde benyttes, og jeg vidste ingen, jeg hellere vilde betro det til, da jeg ikke selv mægtede at gøre noget ud deraf. De har altsaa fejl, naar De mener, at jeg ikke skulde synes om Bogen, fordi saa meget i den minder mig om hin triste Episode af mit Ungdomsliv. Tværtimod – jeg læste den, selvfølgelig navnlig den sidste Halvdel, med stigende Bevægelse, og jeg lukkede Bogen med et tungt Suk, idet de sorgfulde og selvopgivende Stemninger fra dengang atter kom op i mig.
(…)
Her får vi en slags fingerpeg: det er selve Ja'et og det hurtigt efterfølgende Nej der kan spores tilbage til Galschiøts historie og så vel også Fru Berthas rolle i forsøget på at få gennemført forlovelse. OK, det er mere interessant at grunde over end det er vigtigt. Så vi går videre i historien. Pontoppidan kommer hjem til Danmark til julen og til anmeldelserne af Torben og Jytte. Om dem skriver han i et brev til Georg Brandes den 4. januar:
Jeg har ikke haft stor Fornøjelse af at udgive min Ouverture, men det kunde jeg heller ikke vente. Hvad Sven Lange har skrevet om den, ved jeg ikke. Jeg var ikke kommen hjem, da Bogen udkom, og så’ derfor slet ingen af Dagspressens Anmeldelser; men jeg ved, at Kritiken var unådig. Det vil gå med denne Bog som med ”Lykke Per”, der også havde Modbør i Begyndelsen. Havde jeg rigtig forstået, hvor lidt lydhør Folk er {indsat: blevet}, havde jeg stukket Piben ind indtil videre.
Fra Vinterhiet i Gentofte sender Pontoppidan i slutningen af februar 1913 denne melanco-traurige tilstandsberetning til Lundegård:
(…) Jeg har iøvrigt ingenting at meddele. Vinteren er gået meget stille for mig, da jeg endnu må holde mig borte fra al Selskabelighed. Jeg havde håbet at få næste Bind af min Bog færdig til Udgivelse i Foråret; men det må jeg opgive. I den fremrykkede Alder narrer man uafladeligt sig selv ved at regne med sin gamle Arbejdskraft. Ikke desmindre arbejder jeg nu med større Tilfredsstillelse for mig selv end nogensinde. Er det også et Alderdomssymptom? Et Svækkelsestegn? (…)
Hvis vi ser tilbage på årene med Lykke Per, er der såmænd
ingen grund til at fortvivle. Produktiviteten er ikke faldet hvad det
væsentlige angår, kunne alle udenværker. I årene
mens Pontoppidan skrev De Dødes Rige, fik han ikke meget andet
fra hånden. Vi får da også senere at høre at
netop arbejdet bringer ham gennem mange viderværdigheder. I maj
måned samme år, altså 1913, mens endnu kun ét
bind er udkommet, skriver Georg Brandes til ham et brev som synes at
give eller være genklang af Torben Dihmers oplevelse af Danmark:
Kbh. Strandboulevard
9. Maj 13Kjære Henrik Pontoppidan
Jeg vil gerne trykke Deres Haand og vide, hvordan det gaar Dem. Hvis Avisen ikke lyver undtagelsesvis — saa skriver De paa Deres store Fortælling oppe paa Skagen, hvor der vel for Tiden ikke er for mange Gæster. Jeg lykønsker Dem til at have et stort sammenhængende Arbejde for.
I disse Dage er jeg vendt hjem fra et halvaarigt Ophold i forskellige Lande og Egne og har desværre den besynderlige Følelse af ikke at være vendt hjem til noget eller nogen. Jeg kjender næsten ikke et Menneske her mere, der er Ingen, jeg gider opsøge. Jeg er paa en Gang hjemme og ikke hjemme her. Det Meste paavirker mig pinligt og er blevet mig fremmed og ligegyldigt.
Meget er naturligvis min egen Skyld; havde jeg fra først af anlagt mit personlige Liv forstandigere, var jeg bedre stillet. Men uden Skyld er jeg i Journalistikens Hysteri og Reklamesyge, i Politikens Grimhed og Fladhed som i den forfærdende Mangel paa interessante Mennesker. Jeg tænker nu at blive i Danmark henved 5 Maaneder; men jeg er udenfor Alt, skriver kun nu og da en Artikel for min egen Fornøjelse. Den drukner med det Samme i Massen af Vrøvl.
Jeg troer, at naar jeg skriver Dem til, er det nærmest for at faa Fornemmelsen af at ogsaa i Danmark lever og aander et Menneske, til hvem jeg staar i nogen Rapport.
Her ligger to tre Bjerge af Bøger og Tidsskrifter, ankomne i 6 Maaneder; jeg kan næsten ikke aabne Pakkerne, da det dog er umuligt at gøre mig bekendt med mer end en ringe Del af det Tilsendte. Og jeg lever endnu i nogle Erindringer om Rom, Neapel, Palermo, Tunis, Paris, Wien, saa jeg er her i Grunden ikke endnu. De kjender det, De som selv nylig har været lang Tid udenfor Landet.
Er ikke Skagen nu et meget køligt Opholdssted for Deres Frue og Dem? De er jo begge ret zarte. Og her blæser trods Foraarssol en Isvind.O Dog Skagen er et skønt Sted; jeg kjender intet Sted i Norden, hvor Belysningerne er saa mange og saa skiftende, faa Steder, hvor der er saa højt til Loftet.
Jeg er Deres og Deres Frues hengivne
Georg Brandes.
Først i det sene efterår 1913 udkommer andet bind, Storeholt.
Samme dag bogen udsendes, skriver Ernst Bojesen til Pontoppidan om et
andet oplag, skønt der af Torben og Jytte stadig lå 700
usolgte eksemplarer.. Det finder forfatteren betænkeligt, for som
han svarer (14.12.):
Min Læsekres forringes jo med Årene, som kun naturligt er for en Forfatter af min Art.
I januar 1914 skejede Pontoppidan ud. Han holdt et foredrag det første og eneste i sit liv i Aalborg om Kirken og dens Mænd. Det fører for vidt her at gå ind på den intime sammenhæng mellem foredraget og De Dødes Rige. Teksten skal nok komme op på netstedet i løbet af de næste måneder, og tænk så på hvor meget af foredraget der kunne være holdt af Mads Vestrup. Foredraget afførte en del avisskriverier, men Pontoppidan holdt sig ude af det med – så vidt vi ved - to undtagelser. Den ene er et brev til præsten Hans Koch der i bladet Plovfuren havde skrevet en artikel imod foredraget. Han sendte den til Pontoppidan med ordene: "Jeg tillader mig herved at sende Dem en artikel, der er foranlediget ved Deres udtalelser i Ålborg." Det skulle han ikke have gjort. Som svar får han det hvasseste og morsomste brev den ellers altid på brevskrift så høflige Pontoppidan måske nogensinde har skrevet:
Snekkersten.
12.2.14Hr. Pastor H. Koch.
København.På Grund af, at jeg i den sidste Tid har måttet besvare så mange Breve og desuden har været på Rejse, nåer jeg først idag at kvittere for Modtagelsen af Deres Brev og Artikel. Når De forsikrer mig, at Deres Artikel ikke er skreven af nogen slet Bevæggrund, så tror jeg Dem naturligvis; men uden denne Forsikring 2 vilde jeg have kaldt det ganske løgnagtigt, når De begynder Deres Artikel med at sige, at jeg "i en Menneskealder har karikeret og hudflettet den danske Præstestand". Jeg vurderer i det hele og store ikke Nutidsslægten særdeles højt, heller ikke Præsterne; alligevel vil De ikke mellem mine mange – måske et halvt Hundrede – Præsteskikkelser finde en eneste lav eller ond eller lurvet Person, endsige et Vrængebillede som det, Deres egen Embedsbroder Chr. Richardt i "Deklarationen"4 har udleveret til det allerbilligste Grin. Den eneste, mig 3 bevidste, Undtagelse er en sølle Kapellan i "Isbjørnen", en af mine tidligste og ungdommeligste Bøger. Det er også ganske usandt, at jeg aldrig har skildret en Præst med virkelig Sympati for det, der netop udgør Præsten i ham. Jeg kunde nævne flere Skikkelser, som De efter min Mening godt kunde være tjent med at have stået Model til, og når De særlig nævner et af mine sidste Præstebilleder, Mads Vestrup, som Eksempel på
en afmine Karikaturtegninger'1, så røber De dermed kun en utilgivelig Mangel på Forståelse.Men De har altså skrevet i god Tro. Og Deres Påstand bliver mig da 4 et nyt Bevis på, i hvor høj Grad Forfængelighed og Selvovervurdering'2 er blevne de protestantiske Præsters Skødesynd.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan.5
Der kendes ikke noget svar fra Hans Koch og hvad skulle han da også have
svaret. Desværre er brevet i Bay & Bredsdorffs udgave blevet
forsynet med nogle kursiveringer der går tilbage til understregninger
med blå blyant i brevet men bestemt ikke sat at Pontoppidan (de ødelægger
jo brevets stil). Men disse forargede(?) fremhævelser har måske
været Hans Kochs eneste reaktion på Pontoppidans brev.
I efteråret 1914 kom så tredje bind, Toldere og Syndere, og Pontoppidan
sendte den til Georg Brandes med dette brev:
Snekkersten,
11.12.14
Kære Georg Brandes!
Jeg har tilladt mig gennem Forlaget at sende Dem Fortsættelsen
af min store Bog ”til behageligt Gennemsyn”. Dens sidste
Halvdel er bleven til under Forhold, der har været meget nedtrykkende
for mig, og det er rimeligt, at det kan spores på den. Men jeg
vil ikke plage Dem med mine private Sorger, kun sende Dem en Hilsen med
Forhåbningen om min uforanderlige Hengivenhed.
Deres
Henrik Pontoppidan
Georg Brandes slugte bogen og skriver allerede få dage efter til
Pontoppidan:
Kbhavn 15. Dec. 14
Kære Henrik Pontoppidan
Der er ingen Træthed at spore i Bogens sidste Halvdel; De behøvede ikke at nære nogen Uro i den Anledning. Men som jeg troer at forstaa, er Deres Hustru bestandig syg og De nedslaaet derover. Det gør mig saare ondt, og det er trist at det ene Menneske ikke kan gøre noget for det andet i saadanne Tilfælde, hvor man er ensom med sine Sorger.
Nu da Bogen har tre Dele, samler den sig for Læseren. Hovedpersonen, til hvilken De har taget nogle Træk fra Hørup og hans Forhold, men i hvem mange Træk ikke har noget med denne Model at gøre, giver Bogen et vægtigt Centrum. Kvindeskikkelsen |2| er meget original. Jeg troer ikke, jeg har truffet paa en ung Kvinde som Jytte; men hun virker overmaade naturtro. Hendes Skæbne i al dens Tomhed interesserer. Det er den normale Kvindeskæbne, Afhængighed og frugtesløst Oprør og en stor Uvished.
Atter har De fordybet Dem i Danmarks indre Tilstande. Jeg kunde misunde Dem Deres Interesse for dem. Men De kender dem tilgavns, jeg ikke. Og Alt, hvad man kender tilbunds, fængsler En ved det indre Liv.
For Tiden er jeg overmaade arbejdsom. Da Rejser forbyder sig af sig selv og man ikke tør lade sig forlede til Ørkesløshed af det Tragiske, der sker, saa har jeg givet mig til at arbejde efter en |3| noget større Maalestok end jeg plejer. Neppe kan De i Snekkersten leve mere ensomt end jeg i Kjøbenhavn. Saa læser og skriver jeg hele Dagen og langt ud paa Natten.
Gid De maatte faa Glæde af Deres Bog. I Politiken var der to Artikler om den, først en af Kai Friis Møller, den Sjæl, han ankede over — som et Symptom (!) — at De stavede Chef som Sjef; det Komiske er, at det jo er Løgn. Derefter fulgte Deres gamle Hader og Forfølger Sven Lange, som oplyste at Bogen var Papir ikke Liv. I mindst 500 Artikler har han nu forklaret, at ingen anden end han kan skabe Liv. Han skammer sig ikke ved at skrive Stykker som Fru Maja, der er den |4| rene Ynk; men han indbilder sig og vil indbilde andre, at han har Privilegium paa Liv. Som ung var han brav og entusiastisk; i lang Tid har han nu været indbildsk, uærlig og gnaven.
Deres hengivne
Georg Brandes.
Kai Friis Møller – på den tid en endnu meget ung og
allerede flabet anmelder – havde nu ret. På side 22 i Toldere
og Syndere skriver Pontoppidan faktisk "Ministersjefen" med –sj-.
...
I begyndelsen af det nye år, 1915, svarer Pontoppidan Brandes på hans brev:
4.1.15
Snekkersten
Kære Georg Brandes!
De glædede mig for nogen Tid siden med et venligt Brev. Jeg har opsat at takke Dem derfor, indtil jeg samtidig kunde bringe Dem en Hilsen og Lykønskning til Årsskiftet.
De skrev, at De havde lukket Dem inde med Deres Arbejde, og dersom man
for engangs Skyld tør fæste Lid til "Politikens" Nyheder,
kan man med det allerførste vente Deres store Værk om Goethe.
Den Bog glæder jeg mig overordenligt til. I disse hæslige
Tider med deres ensformige Krigsbrøl skal det blive en Vederkvægelse
at følge Dem i Deres Studier over den moderne Kulturs Fader.
Efter et lille vue over den nyudgivne danske skønlitteratur fortsætter Pontoppidan sit brev:
Jeg har en Fornemmelse af, at min egen Julebog er bleven modtaget med Gnavenhed ikke alene af "Politiken". Det er mig derfor dobbelt kært at vide, at De har læst den med Behag. At også andre har haft Fornøjelse af den, veed jeg dog, og hermed slår jeg mig tiltåls.
Om mine private Forhold skal jeg ikke brede mig. De er omtrent så nedtrykkende, som de kan være. Min Kone ligger på Helsingør Sygehus, og hendes Tilstand er – efter halvfjerde Måneds Sygeleje – omtrent uforandret.
Vi sender begge Hilsen med gode Nytårsønsker.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
Vi springer nu helt frem til færdiggørelsen af Fortællings Kresens fjerde bind Enslev Død, og skal have et lille indblik i Pontoppidans økonomi. På Gyldendal var Ernst Bojesen holdt op, og det var forfatteren og endnu lidt: forlagsdirektøren Peter Nansen, Pontoppidan skrev til den 3. december 1915. Forholdet mellem de to havde altid været lidt anstrengt alene brevtitulaturen viser det:
Snekkersten
3.12.15
Kære Nansen!
Min Bog er nu på det nærmeste gjort færdig (der mangler blot Korrektur på de sidste 3 4 Ark) og den er bleven af samme Størrelse omtrent som det foregående Bind i Rækken. Forinden Prisen på den fastsættes beder jeg Dem tage følgende Forslag under velvillig Overvejelse.
Alle andre Middelklassefolk får Dyrtidstillæg denne Krigsvinter, og det kan også jeg i høj Grad trænge til, såmeget mere som jeg har haft og stadig har store Ekstraudgifter i Anledning af min Kones Sygdom. Dersom nu Prisen på min Bog blev forhøjet med 25 Øre pr. Ekpl. til Fordel for mig, så vilde jeg derved kunne få Dækning for i hvert Fald en Del af mit Underskud, og jeg tror ikke, at Bogen i den Anledning vilde miste 10 Købere, Forlaget altså ikke tabe noget ved Arrangementet. For det sidste Bind, der udkom i 3 Oplag, modtog jeg i Honorar ialt c. 2900 Kr. Det er en almindelig Skolelærerløn, og strækker ikke til for mig i Tider som disse.
Sålænge min Fortælling Kres ikke er afsluttet, føler jeg mig ikke berettiget til at stille nye Betingelser for et fortsat Samarbejde med Forlaget, og nærværende må da også alene opfattes som en Henstilling, som ikke engang behøver at blive besvaret foreløbig, fordi jeg dog ikke ejer Magtmidler til at sætte mit Ønske igennem overfor Forlaget, dersom dettes Principer for Honorarberegningen fastholdes. Jeg har engang tidligere i et Brev berørt Sagen for Dem. Det var det første Strejkevarsel. Disse Linjer er altså det andet, men vil – som jeg bestemt håber – lige så lidt som det første forrykke det gode Forhold mellem Forlaget og mig, selv om min fornyede Henstilling skulde blive lige så resultatløs som den tidligere.
Modtag en venlig Hilsen fra
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Tone var mere hjertelig da Pontoppidan et par dage efter takkede Frederik
V. Hegel der snart skulle tage over efter den fyrede Nansen:
Snekkersten
7.12.15
Kære Hr. Direktør Hegel!
Jeg har al Grund til at være tilfreds og taknemlig, fordi Forlaget så beredvilligt er gået ind på mit Forslag og endog har forbedret det i min Faveur. Måtte det nu blot ikke vare for længe, før min Bog udkommer! Vi har jo Julen over Hovedet, inden vi veed af det.
Det er første Gang, jeg har den Fornøjelse at veksle Brev med Dem. At det er sket i en for mig så behagelig Anledning, vil jeg tage som et godt Varsel for Fremtidens Samarbejde.
Med venlige Hilsner
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Samme dag skriver Pontoppidan til sine gode ven, forfatteren Henri Nathansen
der efter et års tavshed oven på succesen med Indenfor
Murene, nu havde skrevet og fåt trkyt i nyt skuespil, Dr. Wahl,
som han havde sendt Pontoppidan:
Snekkersten
7.12.15.
Kære Nathansen!
De må sikkert have fundet mig skammelig utaknemlig, fordi jeg ikke tidligere har sagt Dem Tak for "Dr. Wahl". Men jeg har i den sidste Tid siddet begravet i Korrekturer, og det er en hæslig Beskæftigelse, der sætter mig i dårligt Humør.
Der går gennem Deres Skuespil et Pust af det store Drama, og jeg
er overbevist om, at dersom jeg havde set det på Scenen, vilde
det have virket stærkt på mig. Men som Læsedrama har
det – og må det have – Mangler, fordi Teatret ikke
kan tillade den Bredde i Behandlingen, den Fylde i Karakteristiken, som
en Læser er vant til fra Romanen. Sådanne Skuespil med stærk
Teatervirkning minder om Væddeløbsheste, der er lutter Sener
og hårde Muskelknuder og i deres Magerhed gør et dromedaragtigt
Indtryk, når man ikke ser dem ude på Banen, i Firspring,
med fremstrakt Hals og alle Ben i Luften. For os Læsere bliver
derfor meget af det, der giver et Skuespil Værdi som Scenekunst,
ligesom Noder til en Musik, vi ikke hører. Til Gengæld fornemmer
vi måske den inderste Tone des stærkere, og det er da også den,
jeg har følt mig grebet af. Jeg udgiver i den kommende Uge selv
en Bog, der blandt andet – også handler om en stor Politiker
og slutter med hans Død. Deres Stykke har altså haft en
ganske speciel Interesse for mig, og det har moret mig at drage Sammenligninger,
særlig med Hensyn til denne "inderste Tone". Gensyns
Scenen i første Akt mellem Dr. Wahl og Fru Agda synes mig Stykkets
smukkeste og fineste. Den læser man mere en een Gang. Og rundt
om findes Repliker, man ikke glemmer. Tag da min Lykønskning sammen
med min Tak.
(…)
De venligste Hilsner herfra!
Deres hengv.
H.P.
Nathansen, der i venskabsforholdet afgjort var den ivrigste, kastede
sig straks over Enslevs Død og skrev straks tilbage til Pontoppidan
der den 18. december svarede:
Snekkersten
18.12.15
Kære Henri Nathansen!
Tak for det Vennesind, hvormed De har læst min Bog, og Tak fordi De ikke skyede den Umage at fortælle mig lidt om Deres Indtryk af den. Det er mig en Opmuntring at vide, at i det mindste een af dem, hvis Dom har Vægt for mig, har fået noget ud af Bogen. Hvad jeg ellers har hørt om den – en Anmeldelse, som Borchsenius har sendt mig, og et temmelig forvirret Orienteringsforsøg af Vilh. Andersen – giver mig ingen store Forestillinger om det Indtryk, den vil gøre på Læseverdenen. Men det var jeg forberedt på.
Jeg gennemlever påny en trist Tid. Min Kones Tilstand er igen forværret indtil det betænkelige. Jeg sidder netop og venter på Doktoren. Og jeg havde dog glædet mig så meget til Julen og ventet mig så meget af den, fordi vi skulde have Børnene hjem. Nu veed jeg ikke, hvad det bliver til.
Lev vel, og god Jul!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Også Georg Brandes havde læst Enslevs Død, og skriver
den 18. december 1915 til Pontoppidan:
Kbh. 18 Dec. 15
Kære Henrik Pontoppidan
Efter med Udbytte at have læst Deres Bog har jeg endnu en Gang gennemløbet de tidligere Dele for at opfriske mine Erindringer og se Sammenhængen mere klart. Værket har, som jeg opdagede, kun taget tre Aar, men der er sket mig og andre saa meget i den Tid, at jeg trængte til at faa Indtrykket fornyet.
Og nu ser jeg ikke blot Personerne klart for mig men Bogens Ide, den geistlige Obscurantismes sejerrige Fremtrængen og Omspænden af Land og Folk. En Ide, der er planlagt og gennemført med en virkelig Tapperhed, som vore Dages slappe Mennesker ikke vil paaskønne.
Jeg beundrer, hvor nøje De kender, hvorledes en ung Kvinde af de finere og bedre som Jytte føler og fører sig. Jeg staar i det Punkt meget tilbage for Dem. Hendes Skikkelse indtager en herskende Stilling, skønt hun jo med Vilje er holdt som ikke særdeles udrustet med Evner.
Alle Menneskene er levende. Jeg vilde ønske De havde skænket Enslev, der først fremføres som helt gammel, lidt flere sympatiske Egenskaber, mere Humor og mindre Utaknemmelighed; Figuren var ikke bleven mindre tydelig derved og var bleven mere rig. Han er hos Dem klog og hvas; han kunde med disse Egenskaber alligevel være gjort mere vindende. De har ikke villet det.
Det spores aldeles ikke i Bogen, hverken at De har været syg under Udarbejdelsen eller at De har havt anden stor Genvordighed. (…)
Deres hengivne
Georg Brandes.
Pontoppidan svarer øjeblikkelig Brandes og går især
ind på hans indvendinger mod Enslev figuren. Derfor skal det lige
først bemærkes, at den i brevet nævnte Johan Sverdrup
var født i 1816 (to år før Pontoppidans egen far)
og døde i 1892. Han var professionel norsk politiker og blev statsminister
1884–89. Jeg citerer det norske netsted der er link til
under Ugens Citat for uge 28:
Sverdrup var den første norske politiker i det 19. århundrede der vandt en plads i den brede bevidsthet der gjorde rimeligt at bruge betegnelsen folkefører. Ingen var samtidig heller mere omstridt. Hans personlighed rummer mange uløste gåder. Det første indtryk af Sverdrup var gjerne det fremmedartede ved hans udseende og fremtræden. Skikkelsen var liten og mager, ansiktet mørklødet. Talen var lidenskabeligt medrivende med velberegnede effekter på kanten af det teatralske. Hans evne til at charmere var stor, måske især på afstand. I personligt samvær var han sirligt korrekt, i en sådan grad at selv de som stod ham nær, fornemmede kulde i hans væsen. Den "folkekjære" Sverdrup hadde få, om i det hele nogen personlige venner. Han syntes at mangle elementær menneskelig varme.
Snekkersten
20.12.15
Kære Georg Brandes!
Skulde jeg i al Korthed forklare, hvad der har været min ledende Tanke under Udarbejdelsen af min Bog, måtte jeg sige: jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke. Enslev er Repræsentant for den første – og for dens Vildfarelser. Denne Skikkelses Tilblivelseshistorie kan jeg føre tilbage til en næsten daglang Samtale, jeg for nogle År siden havde i Norge med en ældre Dame, der havde kendt Sverdrup meget nøje, og fortalte om ham med en Blanding af Passion og Bitterhed'3. Et Par supplerende Træk har jeg hentet hos Hørup, hvem Enslev iøvrigt slet ikke ligner eller skal ligne; og hvad Sverdrup angår, så blev jo hans Udgang en ganske anden end Enslevs. Jeg har i dennes Alderdomsskikkelse villet tegne, hvad der bliver tilbage af en rigt udrustet og oprindeligt stærkt følelsesbevæget Politiker af demokratisk Støbning, hvis Magt er hans Popularitet, og som står og falder med den. "En Politikers Ry er en kostbar Ting", – er en sørgmodig Ytring af Enslev, der citeres i det kommende Bind.
Det glæder mig meget, at De sætter Pris på Jytte. Jeg vilde jo gerne, at mine Læsere skulde komme til at holde af hende og følge hende med Deltagelse.
Det gør mig ondt at høre, at De nu igen har været syg. Ja, Livet kræver med Årene en uforskammet Portion Tålmodighed. Jeg selv lever nu her på andet År i et Sygehus, og der er ingen Udsigt til Forandring. Derfor kom jeg ikke til Kbhn. I de sidste 7 Måneder har jeg været der én Gang i et Par Timer for at se til en Datter og Datterdatter.
(…)
Gid De nu i det nye År må holde Dem rask og arbejdsdygtig, så vi, for hvem enhver Bog fra Deres Hånd er en Kilde til Livsfornyelse, igen tør glæde os til et stort, samlet Værk som det sidste.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
"
En Politikers Ry er en kostbar Ting." I Favsingholm kom der til
at stå "en Politikers Ry er en kostbar Vare" (s. 81.)
Ordene er lagt Torben Dihmer i munden i samtalen med Bjørn Hamre
(=Havre=Aakjær). I DDR B er stedet gået ud. To dage efter
brevet til Brandes skriver Pontoppidan til Axel Lundegård bl.a.:
{...} Du har muligvis set eller hørt om, at jeg stadig fortsætter
min "Fortællingskres", hvoraf nu igen et Bind er udkommet.
Der mangler nu kun eet; og når også det er færdigt,
skal du få den hele Syndflod over dig på eengang. Når
jeg for mine Landsmænd udskænker den dråbevis som Medicin,
er det af praktiske Grunde.
{...}
I tidsskriftet Tilskueren anmeldte litteraturhistorikeren Enslevs Død
i februar nummeret 1916. Han sendte 2. februar Pontoppidan anmeldelsen
og skrev til ham:
Aalborg
2/2 16.
Forfatteren Hr. Henrik Pontoppidan.
Idet jeg hermed sender min Anmeldelse af Enslevs Død, vilde jeg bemærke, at det vilde være mig til Glæde og Belæring, om De vilde sige mig, hvorvidt jeg har faaet sagt det rette.
Ærbødigst
Hans Brix
Pontoppidan svarede 4. februar:
Snekkersten
4.2.16
Hr. Dr. phil. Hans Brix!
Jeg er Dem meget taknemlig for de gode og kloge Ord, De har skrevet om min Bog, ikke mindst fordi De overhovedet ikke har skyet den Umage at sammenfatte Deres Indtryk af den i en Udredning af dens Ideindhold, sådan som De nu har opfattet dette. Jeg har i Almindelighed svært ved at genkende mine Bøger i de Genfortællinger, jeg kan træffe på hos mine Kritikere, og det er undertiden helt nedslående for en Forfatter at sé, hvad selv gode Hoveder får ud af hans Skriverier. Dobbelt tilfredsstillende er det da, når man mærker, at det Billede, man har ønsket at oprulle for Læserne, i det væsenligste er blevet opfattet sådan, som man selv har set det.
Et Par Indvendinger mod Deres Fremstilling har jeg dog i mit stille Sind gjort under Læsningen, og siden De udtrykkeligt har ønsket at høre min Mening, skal jeg ikke tilbageholde dem. Den væsenligste gælder Deres Formulering af Bogens Hensigt. Når De skriver, at dens "Emne er den danske Nations Tilstand ved Begyndelsen af d. 20d Århundrede", så er dette kun rigtigt, når "Emne" tages i Betydning af Stof, Materiale. Det har ikke været min Opgave alene at give et Stykke Tidshistorie. Som i "Det forjættede Land" skal Tidsbilledet væsenlig tjene til at afspejle et Verdensbillede, i dette Tilfælde nærmest et Underverdens Billede, det Helvede, hvortil vi fordømmer os selv, såsnart vi vil forsøge på at indrette os "menneskeligt" i denne Tilværelse. Af den Grund er jeg heller ikke gået så systematisk tilværks ved Udarbejdelsen af Tidsbilledet, som De åbenbart formoder. Jeg har ikke rådført mig med Historien men har ved Valget af mine Skikkelser og ved deres Anbringelse i Bogen som Forgrundsfigurer eller som Statister hovedsagelig ladet mig lede af personlige Motiver.
Jeg har glædet mig over, at De har fremdraget den gamle Enslev Smed af den Glemsel, hvori han vistnok var forsvundet for de fleste af Bogens Læsere til stor Skade for Forståelsen. Men det er jo ikke så meget denne Stamfaders Pagt med Djævelen som netop hans Frafald fra ham, der hævner sig på hans Efterslægt i Underverdenen.
Hvad iøvrigt den Grundstemning angår, der har affødt Bogen, så er den måske klarest – i hvert Fald kortest – kommen tilorde i et lille Digt, som jeg netop idag for 4 År siden offenliggjorde i Anledning af Georg Brandes’ 70 Års Fødselsdag.
(…)
Siden jeg nu er begyndt at gøre Ophævelser, vil jeg gerne have Lov til også at sætte et lille Notabene udfor det Sted i Deres Afhandling, hvor De om Jyttes Forhold til hendes Kæreste skriver, at hun har taget ham, "fordi han kan byde hendes Sanser nogle Dages Glæde". Det er, synes det mig, at tage altfor håndfast på den Ting. Karsten From er i mine Øjne ganske vist et grundfordærvet men ikke noget ringe Menneske. Jytte kunde ellers aldrig være bleven forlokket af ham. Sin artistiske Trang havde hun jo kunnet få tilfredsstillet hos så mange andre af dem, der har tilbudt sig. Det er da heller ikke hans Forførelseskunster, der bringer hende i hans Arme, men deres fælles Forladthedsfølelse og Melankoli. Selv siger hun derom, at de elsker hinanden som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang. (Side 117)
Da jeg for et Par År siden var i Ålborg og bl.a. besøgte
Adjunkt Dr. Andersen, fik jeg for sent at vide, at jeg dér kunde
have fået Lejlighed til at hilse på Dem. Jeg vilde gerne
have sagt Dem Tak for den Glæde og det Udbytte, jeg har haft af
Deres Bøger. Nu må jeg nøjes med at gøre det
skriftlig.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
Efter megen tavshed skriver Pontoppidan i midten af juli 1916, mens han arbejder på sidste bind, Favsingholm, et langt brev til GeorgBrandes hvori I blot skal høre dette udtog:
(…)
De har et Sted skrevet, at De ikke ønsker Tyskland ydmyget. Det
gør jeg heller ikke; bl.a. fordi et ydmyget Tyskland rimeligvis
vilde være en endnu farligere Nabo end det, vi kender. Jeg ønsker
det netop den Sejr, det har fået, og hvorom en Tysker træffende
har sagt: "Vi sejrer os tildøde". Men med sådanne Ønsker
kan jeg for Øjeblikket ikke vove mig frem og tier derfor. Noget
Hovedstadsblad har jeg forresten heller ikke Adgang til. Jeg begyndte
i nogle Provinsblade nogle små Beretninger, der skulde give et
Billede af Krigssituationen herhjemme; men så forsigtig den første
end var, blev den modtaget med Vrangvilje og af flere Blade afvist, fordi
dens Optagelse efter Redaktionens Mening vilde stride mod den påbudte
Neutralitet. Jeg opgav så Foretagendet.
Nu sidder jeg, ganske rigtigt, og arbejder på Slutningen af min Bog, hvori jeg har forsøgt at fremstille nogle Menneskeskæbner, der ses på Baggrund af Tidsbegivenhederne og forklares ved dem. Jeg venter mig ikke mange Læsere; men måske kan jeg dog nu, når Værket foreligger afsluttet, skaffe mig Midler til at flytte til København, hvad jeg længes efter af flere Grunde. Men jeg er afhængig af min Forlæggers Godvilje, og den unge Hegel, der nu står for Styret, har jeg aldrig talt med. Jeg kender ham kun af et Par Breve og af andres Omtale.
Jeg var nylig en Tur i Jylland, hvor jeg tilbragte min første Ungdom, og som jeg nu igen føler mig stærkt knyttet til. Alene Sproget derovre gør mig glad. Ellers har jeg mest været hjemme. Med min Kone går det nu fremad. Hun kan trippe lidt omkring i Haven og Husets nærmeste Omgivelser, har også et Par Gange været på en Køretur; men sin gamle Bevægelighed får hun næppe mere.
Vi sender begge Hilsen med Tak, fordi De mindedes os.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Da bindet så skal komme i julehandelen skriver Pontoppidan til
Hegel den 12. december:
(…)
Det glæder mig, at De straks har turdet trykke 3000 Ekpl. Blot
det nu ikke må vise sig at have været for mange! I Pressen
har jeg kun få Venner, og jeg er i det hele forberedt på,
at det vil gå mig med dette Værk, som det i sin Tid gik mig
med Lykke Per, der til at begynde med fandt en såre lunken Anerkendelse.
Da bogen så er udkommet, bliver den igen anmeldt af Vilh. Andersen, og denne gang er forfatteren mere tilfreds med behandlingen. Han skriver til ham mellem jul og nytår:
Kære Vilh. Andersen!
Jeg har i Årenes Løb mistet adskillige af mine tidligere literære Venners Agtelse. Til Gengæld har jeg haft den Lykke at vinde Deres Venskab, hvad jeg har så meget mere Grund til at glæde mig over, som vi jo ikke netop er "ligestemte Sjæle". Allermindst havde jeg turdet vente, at min sidste Fortællingrække skulde kunne tiltale Dem. Den tunge Tordenluft, der hviler over den, har mangen Gang under Udarbejdelsen knuget mig selv. Men jeg måtte skildre, hvad jeg havde set på min Sejlads over det døde Hav med de mange drivende Vrag. Nu sidder jeg ovre på den anden Bred og kan sige omtrent som den evige Jøde i "Genboerne":
Lad andre kun "leve", til de bli'er gale,
jeg sidder så lunt i Libanons Dale
og fryder mig over min Friheds Skat
og slipper den aldrig. God rolig Nat!
Jeg er ikke mindst glad for, hvad De i Deres Anmeldelse har skrevet om Torben Dihmer. Han er virkelig ikke mere gal end en klog Mand til sidst må blive det af Ensomhed i en Verden som den nuværende. Men Tiden vil blive bedre. Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en. Man kan ordenlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen; og den Misundelse føler også Torben Dihmer, når han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre Forskel.
Det Møde mellem Torben og Jytte, som De synes at savne, kunde jeg ikke bringe i Stand uden at sprænge Bogens Slutning. Det er jo netop ved sin Hinsideshed, han bevarer Magten over Jyttes Sind. Trådte han ud af den til et Genmøde, vilde dette blot påny afstedkomme en lignende Forvirring som den, der førte dem fra hinanden ved deres først beskrevne Møde (i Italien), fordi kun det fjerne, det uopnåelige er i Stand til at lokke hende ud af sin Individualitets Sneglehus. Men forøvrigt har jeg ikke selv "gjort" Historien om Torben og Jytte. Den er som Romanens andre Fortællinger skåret ud af Livet uden meget Hocuspocus.
Jeg beder Dem tro, at jeg er oprigtig taknemlig for Deres smukke Ord om min Bog. Den har ved dem fået sin Indvielse, sin literære Dåb. Nu må Tiden vise, om Barnet er levedygtigt.
(…)
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Også fra Henri Nathansen har Pontoppidan fået et indgående
brev om Favsingholm og svarer ham nytårsdag blandt andet:
(…)
Min Bogs Svagheder er vist mere iøjnespringende end dens Fortrin;
men det er jeg slet ikke ked af, ja jeg kan sige, at jeg har tilsigtet
det. Alt for meget af vor Tids Kunst går ud på at overrumple,
forbløffe, i det hele på at fremkalde øjeblikkelige
Virkninger, Chok. Det kan gå godt, når det gælder en
lille Bog; men i Længden trættes man og bliver uimodtagelig.
(…)
Den 2. februar 1917 takker Pontoppidan i et brev Georg Brandes for dennes
Voltaire bog. Det er meget morsomt, men skal ikke med her. Så fortsætter
han om sit eget værk:
Det blev, som De rigtig skrev, påny Sven Lange, der kom til at
anmelde min Bog i "Politiken". Han havde gjort sig store Anstrengelser
for at synes retfærdig. Man kunde formelig mærke, hvor han
havde svedt under Arbejdet med at dokumentere. Jeg havde virkelig helt
ondt af ham. Han baksede med mig som en lille Edderkop med en altfor
stor Flue, stak mig hist og prikkede mig her, for at få Livet af
mig. Jeg måtte hele Tiden tænke på det gode Råd,
der blev givet hin ihærdige fulde Mand, som vilde vælte Rundetårn:
Lad det hellere stå!
Georg Brandes gav sig jo ikke af med at anmelde Pontoppidans bøger offentligt. Men Hans Brix fortsætte og anmeldte Favsingholm i Tilskueren (RENÉ hvornår?????). En anmeldelse han også denne gang sendte direkte til Pontoppidan. Pontoppidans svar giver et lille fingerpeg om hvornår omskrivningsdjævlen tog fat i forfatteren.
Snekkersten
25.2.17
Hr. Dr. phil. H. Brix.
Det var min Mening at vente med at kvittere for Modtagelsen af den venligt
tilsendte Anmeldelse, indtil jeg samtidig kunde sende Dem den nye, sammentrængte
Udgave af min Bog, – ikke for at tvinge Dem til at læse den
igen, hvad der vilde være ganske overflødigt, – kun
som en Tak for velvillig og forstående Kritik. Imidlertid går
det ikke så hurtigt med Trykningen, som jeg havde tænkt,
og rimeligvis har De allerede forundret Dem over, at jeg ikke har ladet
høre fra mig.
At min Bog, hvis kunstneriske Fortrin ligger i Perspektivet, ikke har
egnet sig til at udgives stykkevis, giver jeg Dem fuldkommen Ret i. Mit
Forsvar for Udgivelsesmåden er den, at jeg slet ikke kunde have
skrevet Bogen, dersom jeg ikke under Udarbejdelsen var bleven økonomisk
understøttet af min Læsekres. Resultatet må retfærdiggøre
mig.
Uheldet har forfulgt mig under hele Arbejdet. Bedst som jeg var kommen
godt igang, og var midt i "Torben og Jytte", blev jeg syg,
kom på Operationsbordet, og var Invalid det meste af et År
derefter. Det er ikke så let at få fat i alle Trådene
igen efter en sådan Afbrydelse. Senere fik jeg på anden Måde
Sygdom og Sorg til Huse, og har haft det siden. Det har vel nok altsammen
præget Fremstillingen. Iøvrigt må jeg stadig hævde,
at det ikke har været min Hensigt at skrive et Stykke Danmarkshistorie,
men at give et kunstnerisk Billede af en Kulturperiode, og hvor mørkt
dette Billede end er blevet, så er jeg overbevist om, at det er
sandt.
Jeg beder Dem nu modtage en venlig Hilsen og en oprigtig Tak.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
Som I måske husker fra brevet til Lundegård, var Pontoppidan
kørt død allerede før han kom på operationsbordet.
Som Brandes siden skrev: man mærker ikke sygdommen på værket.
Der er liv i værket selv om det værker i livet.
At der var drøn på under omarbejdelse ses også af det lange brev Pontoppidan i slutningen af maj sendte til Georg Brandes som tak for dennes Voltaire bog:
Snekkersten.
28.5.17.
Kære Georg Brandes!
Da jeg såe Deres Håndskrift, "slog" Samvittigheden
mig så kraftigt, at jeg vist blev rød derved. Jeg havde
længe villet skrive til Dem, og nu kom De mig i Forkøbet.
Skønt jeg naturligvis forlængst har tilendebragt Læsningen
af "Voltaire" og tilmed set, hvor hæsligt man fra en
vis Side har forsøgt at tilsmudse Dem i Anledning af Deres Bog,
opsatte jeg at skrive, fordi jeg overhovedet i den senere Tid har måttet
indstille al Korrespondance. Uventet for mig selv har jeg nemlig fået
den Opgave allerede nu at forberede en ny Udgave af min sidste store
Roman, og da jeg selv har fundet den for vidtløftig, tog jeg mig
på at omarbejde den med det Formål at forkorte den med en
Tredjedel, og da det hastede, har jeg i de sidste Måneder været
stærkt beskæftiget med uopsætteligt Arbejde. Endnu
er jeg ikke ganske færdig; men om en Ugestid, eller måske
to, håber jeg at have de sidste Korrekturer fra Hånden.
Deres Bog har været mig til stor Forfriskelse under den trivielle Korrekturlæsning. Den er en Lærdomskilde og tillige en meget underholden(sic!) Bog, skrevet med den Improvisationens Kunst, hvortil De nu er nået, med en Fart og Flugt i Stilen, som ved Sammenligning gør næsten enhver anden Prosa firbenet og tung. Voltaires Skikkelse er meget levende, og navnlig i anden Del føler man sig ofte greben af hans Ånds Storhed; men nogen rigtig stærk og varig Sympati for hans Personlighed får et Nutidsmenneske vistnok ikke let, og det er da også, som om Skildringen af hans Omgivelser i Grunden har interesseret Dem selv mest. Bogen er derved mere bleven en Tidsskildring end en psykologisk Studie, men den er ikke derfor bleven mindre fængslende.
(…)
Jeg havde det Uheld med min egen store Bog, at jeg blev syg og kom
på Hospitalet, netop som jeg var begyndt på Arbejdet, og
da jeg efter lang Tids nødtvungen Uvirksomhed igen kunde tage
fat, tvang mine økonomiske Forhold mig til at udgive den stykkevis
og i halvfærdig Stand. Jeg har derfor været glad ved at
have fået Lejlighed til at foretage en Destillation, mens jeg
endnu var optaget af Emnet og fortrolig med mine Personers indre Liv.
Jeg bilder mig ind nu at have frembragt en Roman, hvortil nordisk Literatur
ikke har noget Sidestykke. Jeg tænker derved naturligvis ikke
på Kvaliteten, kun på Arten. Jeg tror, man i hvert Fald
skal tilbage til de islandske Familjesagaer for at finde noget tilsvarende,
uden at jeg dog mener på nogen Måde at kunne tåle
Sammenligningen. Det er kun mine kunstneriske Bestræbelser, jeg
vil karakterisere ved at nævne mit Forbillede.
Forøvrigt har jeg, som rimeligt er, været optaget af Krigen,
af den russiske Revolution og den øvrige Verdensfornyelse, vi
er Vidner til. Jeg tilstår, jeg hører til de Idioter,
der indbilder sig, at disse Rædselsår allerede har været
gode for noget, og jeg ønsker ikke Freden, før der er
opnået Sikkerhed for, at vi ikke får Verden fortysket.
De synes at forudsætte, at jeg har Tidens opvoksende Ungdom på Afstand
og i det hele lever isoleret; men det er langt fra Tilfældet,
eller i hvert Fald kun i en vis Forstand Tilfældet. Alene gennem
mine fire Børn og Deres Mænd, Koner, Kærester og
Venner og Veninder har jeg den på nærmeste Hold, og netop
i disse Pinsedage har jeg Huset fuldt af dem.
Såsnart jeg bliver mine Korrekturer kvit, rejser jeg til Jylland.
I Sommertiden er der så skrækkeligt mange Mennesker her
i Snekkersten, og iår synes her at skulle blive endnu mere overbefolket
end tidligere. Jeg vil nødigt forstyrre Dem; men jeg længes
efter at trykke Deres Hånd og vil gøre et Forsøg
på at træffe Dem hjemme en Dag, inden jeg rejser.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
I det brev til Vilh. Andersen fra 11. juni 1917 jeg også citerede
i går, skal vi her bare høre det siden så berømte
citat i dets kontekst:
Kære Vilh. Andersen!
Vi havde iaftes Tebordet dækket i Haven indtil Klk. 10½, og vore Nattergale slog deres Triller med Henrykkelse, som om også de ventede Dem. Klokken elleve opgav jeg Dem. Jeg skulde tidlig op om Morgenen for at se det sidste Hold russiske Krigsfanger komme til Helsingør, og fra det Syn kommer jeg netop.
(…)
Jeg er jo, som sagt, lidt ked af, at De ikke har lært den nye
Udgave af "De Dødes Rige" at kende. Da jeg i sin Tid
begyndte Bogen, blev jeg syg og måtte være uvirksom i næsten
et År. Og da jeg endelig var kommen godt i Gang igen med den, indtraf
min Kones Sygdom netop som jeg af økonomiske Grunde var nødsaget
til at bringe noget på Markedet. Alt dette har naturligvis sat
sit Præg på Billedets Udførelse, og først i
Bogens nuværende Skikkelse tilfredsstiller den mig selv. Jeg er
med Årene bleven mere og mere led ved den descriptive og stemnings
udmalende Stil, som jeg forøvrigt ålede allerede i "Sandinge
Menighed", og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest
det uopnåelige Mønster: "Der var en Gang en Mand,
der hed Søren." Jeg bilder mig også ind, at jeg i "De
Dødes Rige" har udviklet min Evne til at udsætte et
simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer
som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv,
hvoraf Værket er fremgået. At mine Menneskers Meninger har
skabt det (som det er sagt) er det bare Vrøvl.
(…)
Det sidste er en hentydning til Sven Langes tre kroniker lange anmeldelse
i Politiken i slutningen af januar af hele værket. I slutningen
af juni skriver Pontoppidan til Frederik Hegel bl. a.:
Jeg nu er færdig med "De Dødes Rige". Den sidste
Korrektur afsendes idag. Jeg kender ikke Deres Planer med Hensyn til
Udgivelsestiden, om De vil lade den udsende til Sommerferielæsning,
eller om De foretrækker at vente til Efteråret. Jeg tør
ikke have nogen Mening om, hvad der er at foretrække. Men jeg håber,
at jeg i alle Tilfælde tør gøre Regning på i
Sommerens Løb at kunne have den Del af Honoraret, der endnu tilkommer
mig. I Følge vor Aftale skal jo Halvdelen afskrives; af den anden
Halvdel fragår yderligere 3000 Kr til Dækning af min Kassekredit
i Privatbanken. Hvad der så kan blive tilbage, afhænger jo
af Bogladeprisen. Men da jeg netop nu har Brug for Penge, vilde jeg meget
gerne have 500 Kr sendt herud inden den 1ste.
Måtte nu min Bog finde Læsere! Trods dens mørke Tone
tror jeg, at den nu har Betingelser derfor. (…)
Filisofi professoren Harald Høffding var i al stilhed lige så optaget
af Pontoppidans forfatterskab som denne var af Høffdings. Men
de udvekslede kun nogle få breve, med mange års mellemrum.
Da Pontoppidan den 24. juli 1917 blev 60, lykønskede Høffing
ham i et brev hvori han bl. a. at "Deres Bøger har undertiden
efterladt en Brod hos mig; men ogsaa for den takker jeg." Senere
i brevet fortæller han om, at "Jeg læser for Øjeblikket
Deres fem Binds Fortællingskreds for fjerde Gang og lærer
stedse mere af den."
Den 27. juli svarer Pontoppidan Høffding:
RENÉ HERRRING:
Snekkersten
27.7.17
Kære Hr. Professor Høffding!
Blandt de Beviser på Velvilje, jeg modtog forleden på min
Fødselsdag, var intet mig kærere og værdifuldere end
Deres Brev. For en Skribent af min Art, en folkelig Forfatter, er det
en stolt Tilfredsstillelse, når Mænd, for hvem hele Verdensliteraturen
står åben, endsige en Professor Høffding, kan læse
hans Bøger uden at betragte det som Tidsspilde, og så er
mine Bøger så anmassende brede, så uforskammede i
deres Krav til Læsernes Tid og Tålmodighed. At også min
sidste Bog har formået at interessere Dem, var det mig en særlig
Glæde at erfare. Den har nemlig hidtil kun fundet ringe Påskønnelse
og endnu mindre Forståelse i Læseverdenen. Jeg blev kun lidt
bedrøvet over, at De ikke har kunnet læse den i den nye
(endnu ikke udkomne) Udgave, der er skånsommere overfor Læserne
med Hensyn til Tidsforbruget, idet jeg efter Evne har bortskåret
alt Dødkød og løst Væv, hvoraf der desværre
slap for meget med i den første Udgave.
Jeg beder Dem modtage min hjertelige Tak for Deres opmuntrende Hilsen,
og jeg føjer hertil en længe tilbageholdt Tak for rig og
dyb Belæring.
Deres ærbødige og hengivne
Henrik Pontoppidan
Efter udgivelse af den samlede udgave skriver Pontoppidan den 22. november
1917 til Axel Lundgård bl. a.
(…) Jeg har selv haft en meget vanskelig Tid, der ofte har knuget
mig. Men jeg har dog kunnet arbejde trods alle private og offenlige Ulykker,
og det hjælper godt. Jeg har fuldført en stor Bog "De
Dødes Rige", hvad du måske har set. Med Vilje har jeg
ikke sendt dig den, dels fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulde sende
den hen, mest dog, fordi det er en trist og tung Bog, som ikke kunde
være dig til nogen Oplivelse. Nu vil jeg dog sende dig den, når
jeg kommer til København og kan få fat i et Ekpl.
(…)
I den norske avis Dagbladet anmeldte Nils Collett Vogt i slutningen af
februar 1918 den samlede udgave af De Dødes Rige I II. Han kritiserede,
at Pontoppidan lod værket ende med forsoning og skalmejetoner: "Disse
toner, saa liflige de end tør lyde, skurrer mig en smule i ørene.
De klær ikke Pontoppidans ulyriske stil. En domsbasuns toner. –" Pontoppidan
skrev til ham den 23. marts 1918:
Snekkersten
23.3.18
Kære Hr. Nils Collett Vogt!
Allerede for nogen Tid siden modtog jeg "Dagbladet" af 24d
Febr. med Deres smukke Artikel om "De Dødes Rige".
Jeg vilde straks have skrevet til Dem og bragt Dem min Tak; men Sygdom
i min Familje og adskilligt andet kom imellem. Desuden må jeg kæmpe
med en vis Ulyst til at skrive om min egen Bog, som jeg sluttede for
halvandet År siden og i Mellemtiden er kommen temmelig langt bort
fra. Den Uro og Uhyggestemning, som jeg udløste i den, har vel
ikke forladt mig men er dog ikke længer den samme. Jeg begyndte
Bogen før Krigen i sikker Forudfølelse af det Verdenssammenbrud,
der nærmede sig. Men Uvejret indhentede mig under Udarbejdelsen,
og den Tørst efter Fred og Forsoning mellem Mennesker, som midt
under Rædslerne er forstærket i os alle, fik tilsidst også Overhånd
hos mig. Derfor Slutningskapitlet, som De ikke kan lide.
Men der er sikkert meget andet i min Bog, som De ikke har brudt Dem om,
og som heller ikke kan stå for en kunstnerisk Kritik – tænker
jeg. Et sådant Værk, der er skabt, mens Jorden rystede under
En, går let ud af sine Fuger og får en Skævhed hist,
en Pukkel her, uden derfor at blive noget Misfoster. Det trøster
jeg mig i hvert Fald med, og Deres Ord om Bogen bestyrker mig heri.
Hjertelig Tak og venlige Hilsner.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Det er interssant at bemærke at Pontoppidan regner halvandet år
bagud fra februar 1918. Det vil sige at skabelsesprocessen for ham sluttede
i færdiggørelsen af femte bind, Favsingholm, mens omarbejdelsen
ikke tæller med når det drejer sig om den ulystskabende distance.
I årenes løb cementerede den opfattelse sig hos Pontoppidan
at De Dødes Rige var et forfejlet værk. I 1923 (den 11.
marts) skriver han til Axel Lundegård, hvem han ikke kan skaffe
de tre originale bind af Det frjættede Land, fordi antikvar priserne
er blevet eksorbitante.
Men "De Dødes Rige" skal jeg sende dig. Dog, den Bog blev desværre ikke, som jeg havde tænkt mig den. Bedst som jeg var kommet i Gang med Nedskrivningen, blev jeg kastet på Operationsbordet (i 1911); og det mærkes, at den er fuldført af en Reconvalescent.
Men lad os slutte i et trods alt lidt mere opmuntret øjeblik. Adjunkt Harald Rue, der var en god kommunist og lærer på min ungdoms gymnasium, Schneekloths Skole, var medredaktør på serien Arbejderkunst og havde samtidig i det skandinaviske tidsskriftet Ateneum anmeldt Poul Carit Andersens bio og bibliogafi fra 1934. Begge dele sendte Rue Pontoppidan, der den 3. januar 1935 skrev tilbage:
Holmegårdsvej 2
Charlottenlund
3die Jan. 35
Hr. Adjunkt Rue!
Jeg takker Dem meget for de nye Hefter af Arbejder Kunst, jeg nylig modtog,
og ikke mindre for det fortræffelige svenske Tidsskrift, De så venligt
sendte mig et Hefte af. Det synes at være et Udsigtstårn
med betydelig friere og videre Horisont end vort hjemlige "Tilskueren".
Jeg havde ikke anet dets Existens, men er nu blevet Abonnent. Heftets
to Artikler fra Deres egen Hånd, særlig naturligvis den,
der handlede om mig selv, fangede straks min Interesse. Det glædede
mig at se "De Dødes Rige" blive trukket frem fra den
Krog, hvor Kritiken ellers gerne har henstillet den. Bogen blev til under
Indtrykket af den Uvejrsstemning, der hvilede over Europa i Årene
før Krigen, og fik derved uvilkårlig mere Karakter af et
Bekendelsesskrift, end af et frit formet Romanværk. Men måske
netop af den Grund står den mit Hjerte nærmere end de fleste
af mine andre Bøger.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
Se her er al snak om sygdom forsvundet. Og det er rigtigt passende. Tak
for jeres opmærksomhed.
Den forbindende tekst ved Flemming Behrendt. Oplæsning af brevene ved René Herring
Vi kan ikke begynde noget bedre sted end med det brev Pontoppidan den
28. januar 1910 skrev til Georg Brandes, med hvem han i disse første
femten år af det ny århundrede førte en ret livlig
og tæt korrespondance. Brevet svarer på et fra Brandes
hvori denne bebuder sit første og eneste foredrag om Pontoppidan.
Dette foredrag blev siden trykt{fodnote: Foredraget blev holdt først
i Kristiania (Oslo, 5. 3. 1910) og så året efter i Kasinos
Koncertsal i København (2. 4. 1911); derefter blev det trykt
først som tre på hinanden følgende kronikker i
Politiken (18.-20. 4. 1911), dernæst forrest i artikelsamlingen
Fugleperspektiv, 1913; placeringen forrest tør opfattes som
en afbigt}, men ellers mælede Brandes aldrig på skrift
et ord om sin gode korrespondentvens forfatterskab, og han gjorde som
Niels Kofoed har gjort opmærksom {fodnote med link} på slet
ingenting for at udbrede kendskabet til ham ude i Europa, som han havde
gjort det med Nietzsche og Selma Lagerlöf. Brandes udbeder sig
som siden også Vilh. Andersen da han skal skrive sin bog en værkstedssamtale.
Pontoppidan svarer ham – under anvendelse af sit teoretisk kerneord:
grundstemning {fodnote: Ordet brugt i forbindelse med HPs forfatterskab
træffes første gang i C.E. Jensens anmeldelse (LINK) af
Fra Hytterne i Social-Demokraten 18. 5. 1887: (…) med en egen Grundstemning
af vemodsfyldt Ironi, som det er Pontoppidans Særkende (…)
Måske herfra overtog HP det og anvendte det i sin omhyggeligt
formulerede forklaring på forskellen mellem 1. og 2. udgaven
af Lykke-Per, den sidste er " stærkere præget af Frembringerens
Grundstemning." LINK}
Halls Alle 13
28/1 10.
Kære Professor Brandes!
Det var både Stolthed og Ydmyghed, der greb mig under Læsningen af Deres Brev. At være Emne for et Foredrag af Georg Brandes – det er den danske Nobelpræmie, og skønt jeg naturligvis inderst inde bærer på meget overdrevne Forestillinger om min Betydning for Nutid og Efterslægt, så skal jeg ikke nægte, at jeg endnu bæver lidt ved Tanken. Da De sidst holdt Foredrag, var det om Goethe. Jeg erkender her en Forskel.
Jeg takker for Indbydelsen til Søndag; jeg kommer så meget hellere, som jeg hele Måneden har villet gøre Dem en Nytårsvisit. Men Sygdom i Familjen og andre Ulykker undergravede mit Humør, og da bliver jeg helst hjemme. Nu er jeg blot bange for, at De vil spørge mig om Grundtankerne i mine Bøger, og da vil jeg komme i Forlegenhed. Jeg veed i Almindelighed kun noget om den Grundstemning, hvoraf mine Bøger er udgået, eller som jeg har forsøgt at indblæse dem, og den kan jeg næppe forklare med færre eller andre Ord end dem, jeg har fyldt og spækket Bogens Anekdote med.
Må jeg have Lov til at benytte Lejligheden til at sende en lille Bog med to gamle Fortællinger, af hvilke den sidste endnu lader sig læse. Jeg mener ikke, at den hører til mine bedste Fortællinger, men den skitserer en Kvindeprofil, som synes mig ejendommelig og smuk. Skade er det nu for mig, at jeg ikke har fået min nye Bog færdig og trykt, for den bliver – selvfølgelig! – mit Hovedværk.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Det næste brev er et direkte indblik i værkstedet. I 1880'erne
havde Pontoppidan bidraget til det store samleværk Danmark med
sine meget vellykkede beskrivelser af Randersegnen og af Vestfyn. Det
var sket på redaktørens direkte opfordring, og Pontoppidan
havde været en af de yngste blandt iøvrigt kendte bidragydere.
Redaktøren, Martinus Galschiøt, blev ham fra da af og livet
igennem en god ven. Galshiøt har nu sendt Pontoppidan en samling
breve fra sin egen ungdom. Med den skjulte hensigt at Pontoppidan måske
kunne udnytte dem litterært. Galschiøt vidste godt at Pontoppidan
ofte tog sit afsæt i virkeligheden for siden at spinde en ende,
eller som Vilh. Andersen udtrykker det: "Han maler efter model,
men digter efter Ide" {Fodnote: henvisning}. Galschiøt var
født i 1844, tog magisterkonference i nordisk filologi i 1870
og opholdt sig i 1872 et halvt år i Stockholm.
Rørvig
Nykøbing Sj.
21/7 1910
Kære Galschiøt!
Det er allerede længe, siden jeg sluttede Læsningen af den Brevveksling, De betroede mig, og jeg har længtes efter at tale med Dem om den. Havde ikke Vejret været så vidunderligt her (vi har indtil i Dag levet under blå Himmel), vilde jeg også have været herfra for længe siden og da gjort Dem et Besøg. Nu rejser De bort, og så ses vi næppe foreløbigt.
Brevene har optaget mig meget. Den første Uge, da jeg var her alene sammen med Steffen, var de så at sige min eneste Underholdning. Jeg sad ude i Haven og havde vanskeligt ved at slippe dem til Trods for, at det jo mere var en Sygehistorie end – som jeg havde tænkt – en Kærlighedshistorie, jeg indviedes i. Jeg levede i de Dage meget mere med Dem og Deres stockholmske Vennekres, end med mine rørvigske Omgangsfæller, og jeg synes at kende navnlig Deres "Mamma Hulda" så godt, som havde jeg virkelig selv hørt Kresen til og været en Slags Skriftefader for den. Og nu er De igen på Vej til Bedarø! Jeg sender Hilsen med – både til de levende og de døde, men især til en ung, trediveårig, dansk Magister, som De sikkert vil møde dér igen og snakke en Del med i Enrum. Kære Galschiøt, De har gjort mig en stor Glæde ved at betro mig disse Breve. Jeg har aldrig haft Anelse om den svære Sorg, der ramte Dem i Deres Ungdom, og som jo forklarer så meget. Jeg forstår, hvorledes denne Oplevelse har præget Dem, og nu, da jeg er bleven vidende, undrer det mig lidt, at jeg ikke af mig selv har begrebet, hvad der så tidligt gjorde Deres Væsen dæmpet og gav Deres Stemme den dybe Underklang. Jeg lærte Dem vistnok at kende i Begyndelsen af Firserne, altså nogle få År efter den unge Piges Død, og jeg husker navnlig engang, da vi spiste Frokost sammen på en Restauration et Sted ved Nørrevold, at jeg blev slået af det ringe Livsmod, Deres Udtalelser åbenbarede, og som syntes mig, der dengang var en Fandens Karl med Næsen i Skyerne, næsten latterligt grundløst. Hvor jeg forstår Dem nu! Hvad har De ikke gået igennem i de År! – Ingen kan læse disse Breve uden at lide med Dem. Hvor meget mere griber og rører De da ikke Deres Venner. For mig har derfor også den unge Piges Breve haft mindre Interesse. Prægtig og elskelig er derimod Moderens Billede tegnet i den hele Samling, ikke mindst gennem hendes egne Breve, åbenhjertige og ukunstlede som Kvinders Skriverier jo gerne er. Hun står for mig som en Niobe Skikkelse, der vokser under Ulykken. Men alt dette skal vi engang tale om. Jeg beholder nu Brevpakken og skal nok forvare den godt, indtil vi ses.
(…)
Jeg ønsker Dem nu Lykke på Rejsen og beder Dem bringe Deres Søster en hjertelig Hilsen fra os. Tak for Brevet – jeg lever med Dem i disse Dage, da så meget gammelt og kært vil blive levende for Dem igen.
Alle hilser!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
I Bay & Bresdorffs udvalg af Pontoppidans Breve prøver udgiverne alene på grundlag af brevet at digte den bagvedliggende baggrund. Det er ikke nemt. Nogen lider, og nogen dør. I marginen til brevet har Galschiøt skrevet: "Motiver og Træk fra disse Breve er benyttede til Torben og Jyttes og hendes Mors Karakteristiker." Skal vi da udnævne Galschiøt selv som modelen for den triste Torben, og de to kvinder for Jytte og Fru Bertha? Virkelighedens pigen hed Signe Sohlman, født i ca. 1854, altså en halv snes år yngre end Galschiøt. Hun var kunsthåndværker og skabte i 1877 til verdensudstillingen i Amsterdam det berømte "Drakmönstret" som tekstilfirmaet Almedahl producerede i damaskduge i over 100 år, indtil 1989. Signe Sohlmann døde året efter, i 1878. Hvis vi skal gå ud fra at Galschiøt gjorde hendes bekendtskab i 1872, varede deres forbindelse altså i seks år. Jeg (Fl.B.) er ikke færdig med at grave i Solhman familiens historie: Brevene selv synes at være gået tabt (tilintetgjort af Galschiøt selv? Som dog ellers bevarede så mange breve). Også de breve Galschiøt måtte have skrevet til de to kvinder, synes tabt.
I oktobernummeret samme år, 1910, af tidsskriftet Tilskueren offentliggjorde Pontoppidan "En Forhistorie" der omfatter Torben og Jyttes historie indtil de genmødes i Italien. Så inspirationen har øjeblikkelig sat noget i gang, selv om Pontoppidan siden synes at hævde det modsatte: at han allerede var i fuld gang med historien. Forholdet mellem disse to versioner, her og i bindet Torben og Jytte, har jeg endnu ikke udforsket. Thorkild Skjerbæk skriver i sin efterskrift til 1982 udgaven at bogens første tredjedel er en "ny, gennemarbejdet udgave" af Forhistorien.
Men i januar 1911 skriver Pontoppidan til sine næsten lige så gamle ven, den svenske forfatter Axel Lundegård:
{...}
Selv har jeg intet udgivet i de sidste År. Jeg blev kørt
træt i en Bog og måtte lægge den hen. Så har
jeg på det sidste haft Spektakel med Helbredet. Nå, man bliver
jo gammel.
{...}
I april (1911) bliver Pontoppidan opereret for galdesten, dengang en
alvorlig operation med en langvarig rekonvalescens. Den tilbringer
han fra sommeren 1911 og til foråret 1912 i Wiesbaden. Hvad havde
jeg nær sagt tydeligt fremgår af Torben og Jytte. Fra Wiesbaden
beskriver han i januar situationen sådan for Lundegård:
{...}
Jeg selv er nu en hjemløs Fugl, har anbragt "Hjemmet" i
Magasin og måske for Resten af mit Liv indskrænket min Bagage
til et Par Kufferter. Jeg gør mig ikke store Forhåbninger
om den Tid, jeg har tilbage. Jeg fik for tidligt et stort Læs at
trække. Derfor kan jeg nu ikke rigtig komme på Benene igen,
skønt jeg dog kun er 55.
Jeg lever her med min Hustru og min yngste Datter, som du vist så' sidst som en lille Pige. Hun går nu i sit 18d År og tænker på at rejse til England med det allerførste og få sig en eller anden Stilling der. Vor yngste Søn, der endnu går i Skole, har været her i sin Juleferie, og vi har haft en fornøjelig Tid trods alt.
Var ikke Wiesbaden noget for din Hustru? Her er en stille, mild, blød
Luft, som skal være god for Gigtpatienter. Ved Vintertid lever
man meget billigt her, og her er på den Tid fuldt op af ledige
Smålejligheder (møblerede). En sådan har vi. Når
Foråret nærmer sig, stiger vel nok Priserne; men så drager
vi også andet Sted hen jeg aner endnu ikke hvor. Jeg har intet
andet Formål med min Rejse end at få Ro til at fuldføre
en stor Bog, som jeg længe har haft i Arbejde. Da det, som sagt,
kniber med Kræfterne, må jeg resignere med Hensyn til alt
andet. Jeg håber da inden næste Nytår at kunne sende
dig et nyt Værk, og at det vil falde i din Smag, hvad jeg forresten
tror.
{...}
En måned senere, den 16. februar, skriver Pontoppidan et brev til Georg Brandes der netop var fyldt 70, i hvilken anledning Pontoppidan havde skrevet sit berømte Brandes digt {LINK}: "Vi har stået med Fakler. med Faner, Orkester ...". Pontoppidan giver her Brandes endnu en af sine tvetydige komplimenter, og vi får en datidig parallel til Grosbøl sagen:
Müllerstrasse 6
Wiesbaden
16/2 1912
Kære Georg Brandes!
Forinden De forsvinder i den arabiske Ørken, må jeg sende Dem en Hilsen med Tak for Deres Brev og den anden gode Læsning, De har glædet mig med. Hertil henregner jeg også en Kronik, De for nogen Tid siden lod trykke i "Politiken" {6.2.1912}, om Opførelsen af et Par antike græske Skuespil i Paris. Jeg ser ellers ikke Bladet her, men en dansk Besøgende efterlod et Ekpl ude i Entreen, og et lykkeligt Tilfælde vilde, at der var den nævnte Artikel af Dem deri. Jeg kan ikke nærmere gøre Rede for, hvorfor den virkede så oplivende på mig; men det var vel især, fordi Indholdet af Euripides' Stykke, som jeg ikke kendte, blev mig levendegjort og Fremstillingen sanseliggjort ved det Trylleri, der nu engang er Deres Kunsts Hemmelighed.
Da jeg hørte, at De havde skrevet en Slags Novelle i "Ill. Tid." for 4d Febr, altså i selve Deres eget Fødselsdags Festnummer, skaffede jeg mig Bladet sendt herned, så også den har jeg læst. På Grund af Titlen "Sorteper" havde jeg forestillet mig Kærnen i den lidt anderledes. Det afgørende i Kortspillet af samme Navn er jo det, at Sorteper ikke må mages. Det er den Forbandelse, der hviler over Sparknægt fra Spillets Begyndelse, at han er fordømt til Ensomhed. Mens alle de andre Herrer og Damer efterhånden finder deres Genbillede og samles i Glæde og Samdrægtighed, går Sorteper fra Hånd til Hånd og spreder allevegne Uro og Skræk omkring sig, og ved Spillets Ende sidder han alene tilbage uden at have fundet nogen Ligemand. Sådan er jo de fleste ualmindelige Menneskers Skæbne og den har været Deres, og den var bleven Deres også uden alle Skidtmads'er, fordi det nu engang er fastsat sådan i Spillets Regler.
Om mine egne Vers i "Politiken" må jeg blot have Lov at sige dette: De havde ikke lagt Skjul på Deres Lede ved Tanken om at skulle være Genstand for "Festtaler". Da jeg nu ikke vilde være helt tavs ved den Lejlighed, blev det til et Nødskrig. I det Nummer af "Ill. Tid.", som jeg før nævnede, skriver Dr. Hans Brix, at han rimeligvis vilde komme Deres Tanke temmelig nær, dersom han sagde, at Udviklingen herhjemme i de sidste 40 År er gået et Hanefjed fremad. Jeg er slet ikke sikker på, at han har Ret i sin Formodning. Selv mener jeg, at Folket i sin Helhed er gået adskillige Gåsefjed tilbage i åndelig Kultur. Samtidig med Dem fremstod Vilh. Beck, der blev Fader til "Indre Mission". Det var jo kun den naturlige Reaktion; men det var dog næppe ventet, at den skulde fænge, som den har gjort. I min Barndom sad rundtom Randers næsten udelukkende ganske verdslige Præster af St Blichers Art, som Pastor Kahrs, hvis Profil jeg har opridset i "Ung Elskov", en Kristian Mantzius i Præstekjole. Trods Münster og Grundtvig og Ingemann og Kierkegård, var |4| Forholdet sikkert omtrent således over hele Landet, at af 100 Præster var der ikke mere end 10 virkelig pålidelige Arbejdere i Vingården. Nu er Forholdene akkurat det omvendte. Mine egne Ungdomslærere på den polytekniske Skole Adolf Steen, Carl Holten, Julius Petersen osv var alle stejle Fritænkere; kun om en eneste vidstes det, at han var Kirkegænger. Nu er Forholdene også dér vistnok vendt om dér, hvor dog Naturvidenskaberne er enerådende. Men hvad der synes mig langt mere nedslående, er en Sag som den Arboe Rasmussen'ske. Med Glædeshyl hilses Manden af vort radikaleste Frisind, fordi han, skønt Præst, begynder at nære Tvivl om den ubesmittede Undfangelse. Det er Lysglimtet i Mørket! Det er det Hanefjed, Kirken har taget i de sidste 40 År! Efter at have berøvet den stakkels Maria hendes Jomfrudom, vil den danske Folkekirke igen føle sig som en hel moderne Karl, der igen er Situationens Herre. Det skal snart mærkes!
Vi ønsker Dem en lykkelig Rejse og en god Hjemkomst.
Deres hengivne
Henrik Pontopppidan
Det gik Arboe Rasmussen lige så "godt" som det er gået
Grosbøl: Ved det gejstlige landemode i 1915 tre år efter
blev han ganske vist dømt til embedsfortabelse, men i 1916 blev
han frifundet af Højesteret. Jeg kender ikke Højesterets
præmisser for at blande sig i den sag.
I foråret 1912 rejste Pontoppidan som siden Torben Dihmer videre
til den italienske riviera og boede et stykke tid i Santa Margerita,
en snes kilometer øst for Genua. Indtil 1908 havde Pontoppidans
gode ven, tobaksfabrikanten Hirschsprung om vinteren sit tilholdssted
i Nervi, i "Villa Castello". Om Pontoppidan også har
været dèr, véd jeg endnu ikke, og den ene bjergby
ligner jo unægteligt den anden til forveksling. Hernede fik Pontoppidan
så skrevet videre på Torben og Jyttes historie. Sommeren
blev tilbragt først i Schwarzwald, siden i Freiburg am Breisgau.
Herfra kan han den 14. august sende sin forlægger Ernst Bojesen
en bunke manuskript og følgende ord:
Efter lang Tavshed sender jeg Dem igen (i Korsbånd) et Manuskript og beder Dem modtage det med Velvilje, hvad jeg tror, det fortjener. Jeg sender foreløbig godt 100 Sider, omtrent 1/3 af Bogen. Resten skal følge om et Par Uger, men jeg håber, at De vil tage Bogen ubeset og altså straks begynde Trykningen. Den indeholder en selvstændig, afsluttet Fortælling og har sin egen Titel; men den er dog en Del af et større Værk, hvad der må angives på Titelbladet. Jeg skal meddele mere derom senere, men jeg nævner det straks, da det måske kan influere på Deres Bestemmelse af Oplagets Størrelse.
Der har dog nok stadig kun været tale om "Forhistorien",
men Italien afsnittet der fylder resten af bindet lige med undtagelse
af Vestrup afsnittene først kommer til senere. Det færdige
bind udkommer i begyndelsen af november, den 9. Allerede den 1. november
skriver Pontoppidan til Galschiøt fra Freiburg hvor han nu bor
alene:
Goethestrasse 45.a
Freiburg
Baden
1.11.12
Kære Ven!
Jeg veed ikke, om De har fået en Bog betitlet "Torben og Jytte" sendende fra Gyldendal; ellers må den vel komme en af Dagene. De skulde have haft den i en fin Indbinding og med nogle Ord fra min egen Hånd, for jeg har, hvad De vist vil kunne forstå, ofte måttet tænke på Dem, mens jeg skrev denne Fortælling, – men det må nu vente, indtil jeg kommer hjem. Jeg er forresten temmelig overbevist om, at De ikke vil synes om Bogen, netop fordi der er så meget i den, der kan minde Dem om Deres egen store Ungdomsoplevelse. Imod Minderne fra denne Virkelighed må naturligvis en Omdigtning synes bleg og fattig; men forøvrigt må jeg sige, at mine Personer og deres Hændelser stod færdige i Omrids, da jeg lærte Deres mærkelige Kærlighedshistorie at kende. Der er altså ikke Tale om, at jeg har gjort et Forsøg på at portrætere; jeg har kun gjort et Lån hist og her, og jeg har ment at have Deres stiltiende Tilladelse hertil. I hvert Fald: det er mit Håb, at jeg ikke må have såret noget i Deres Følelse ved den Brug, jeg har gjort af Deres Betroelse. Jeg sætter så stor Pris på Deres Venskab og Fortrolighed, at jeg heller vilde have ladet Bogen være uskreven end have sat vort gamle Venskab på Spil.
Nu ses vi jo forhåbentlig snart. De kan tro, jeg længes efter det. Jeg tænker næsten, De ser et Glimt af min Kone en af Dagene. Det misunder jeg Dem. – Lev nu vel, til vi mødes.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Ja, som altid hos Pontoppidan er det ikke rigtig til at blive klog på hvad han skriver om sin egen arbejdsproces. På den ene side: "mine Personer og deres Hændelser stod færdige i Omrids, da jeg lærte Deres mærkelige Kærlighedshistorie at kende," På den anden: "jeg [vilde] heller (…) have ladet Bogen være uskreven end have sat vort gamle Venskab på Spil". Galschiøt svarer 14 dage efter bl. a.:
(…)
hvor har De noget Øjeblik kunnet tænke Dem Muligheden af,
at jeg skulde føle mig saaret ved Deres Benyttelse af det ‘Stof’,
jeg i sin Tid stillede til Deres Raadighed. Jeg gjorde det jo netop,
fordi jeg syntes, at det var saa rigt og ejendommeligt, at det burde
benyttes, og jeg vidste ingen, jeg hellere vilde betro det til, da jeg
ikke selv mægtede at gøre noget ud deraf. De har altsaa
fejl, naar De mener, at jeg ikke skulde synes om Bogen, fordi saa meget
i den minder mig om hin triste Episode af mit Ungdomsliv. Tværtimod – jeg
læste den, selvfølgelig navnlig den sidste Halvdel, med
stigende Bevægelse, og jeg lukkede Bogen med et tungt Suk, idet
de sorgfulde og selvopgivende Stemninger fra dengang atter kom op i mig.
(…)
Her får vi en slags fingerpeg: det er selve Ja'et og det hurtigt
efterfølgende Nej der kan spores tilbage til Galschiøts
historie og så vel også Fru Berthas rolle i forsøget
på at få gennemført forlovelse. OK, det er mere interessant
at grunde over end det er vigtigt. Så vi går videre i historien.
Pontoppidan kommer hjem til Danmark til julen og til anmeldelserne af
Torben og Jytte. Om dem skriver han i et brev til Georg Brandes den 4.
januar:
Jeg har ikke haft stor Fornøjelse af at udgive min Ouverture, men det kunde jeg heller ikke vente. Hvad Sven Lange har skrevet om den, ved jeg ikke. Jeg var ikke kommen hjem, da Bogen udkom, og så’ derfor slet ingen af Dagspressens Anmeldelser; men jeg ved, at Kritiken var unådig. Det vil gå med denne Bog som med ”Lykke Per”, der også havde Modbør i Begyndelsen. Havde jeg rigtig forstået, hvor lidt lydhør Folk er {indsat: blevet}, havde jeg stukket Piben ind indtil videre.
Fra Vinterhiet i Gentofte sender Pontoppidan i slutningen af februar 1913 denne melanco traurige tilstandsberetning til Lundegård:
{...} Jeg har iøvrigt ingenting at meddele. Vinteren er gået
meget stille for mig, da jeg endnu må holde mig borte fra al Selskabelighed.
Jeg havde håbet at få næste Bind af min Bog færdig
til Udgivelse i Foråret; men det må jeg opgive. I den fremrykkede
Alder narrer man uafladeligt sig selv ved at regne med sin gamle Arbejdskraft.
Ikke desmindre arbejder jeg nu med større Tilfredsstillelse for
mig selv end nogensinde. Er det også et Alderdomssymptom? Et Svækkelsestegn?
{...}
Hvis vi ser tilbage på årene med Lykke Per, er der såmænd
ingen grund til at fortvivle. Produktiviteten er ikke faldet hvad det
væsentlige angår, kunne alle udenværker. I årene
mens Pontoppidan skrev De Dødes Rige, fik han ikke meget andet
fra hånden. Vi får da også senere at høre at
netop arbejdet bringer ham gennem mange viderværdigheder. I maj
måned samme år, altså 1913, mens endnu kun ét
bind er udkommet, skriver Georg Brandes til ham et brev som synes at
give eller være genklang af Torben Dihmers oplevelse af Danmark:
Kbh. Strandboulevard
9. Maj 13
Kjære Henrik Pontoppidan
Jeg vil gerne trykke Deres Haand og vide, hvordan det gaar Dem. Hvis Avisen ikke lyver undtagelsesvis — saa skriver De paa Deres store Fortælling oppe paa Skagen, hvor der vel for Tiden ikke er for mange Gæster. Jeg lykønsker Dem til at have et stort sammenhængende Arbejde for.
I disse Dage er jeg vendt hjem fra et halvaarigt Ophold i forskellige Lande og Egne og har desværre den besynderlige Følelse af ikke at være vendt hjem til noget eller nogen. Jeg kjender næsten ikke et Menneske her mere, der er Ingen, jeg gider opsøge. Jeg er paa en Gang hjemme og ikke hjemme her. Det Meste paavirker mig pinligt og er blevet mig fremmed og ligegyldigt.
Meget er naturligvis min egen Skyld; havde jeg fra først af anlagt mit personlige Liv forstandigere, var jeg bedre stillet. Men uden Skyld er jeg i Journalistikens Hysteri og Reklamesyge, i Politikens Grimhed og Fladhed som i den forfærdende Mangel paa interessante Mennesker. Jeg tænker nu at blive i Danmark henved 5 Maaneder; men jeg er udenfor Alt, skriver kun nu og da en Artikel for min egen Fornøjelse. Den drukner med det Samme i Massen af Vrøvl.
Jeg troer, at naar jeg skriver Dem til, er det nærmest for at faa Fornemmelsen af at ogsaa i Danmark lever og aander et Menneske, til hvem jeg staar i nogen Rapport.
Her ligger to tre Bjerge af Bøger og Tidsskrifter, ankomne i 6 Maaneder; jeg kan næsten ikke aabne Pakkerne, da det dog er umuligt at gøre mig bekendt med mer end en ringe Del af det Tilsendte. Og jeg lever endnu i nogle Erindringer om Rom, Neapel, Palermo, Tunis, Paris, Wien, saa jeg er her i Grunden ikke endnu. De kjender det, De som selv nylig har været lang Tid udenfor Landet.
Er ikke Skagen nu et meget køligt Opholdssted for Deres Frue og Dem? De er jo begge ret zarte. Og her blæser trods Foraarssol en Isvind.O Dog Skagen er et skønt Sted; jeg kjender intet Sted i Norden, hvor Belysningerne er saa mange og saa skiftende, faa Steder, hvor der er saa højt til Loftet.
Jeg er Deres og Deres Frues hengivne
Georg Brandes.
Først i det sene efterår 1913 udkommer andet bind, Storeholt.
Samme dag bogen udsendes, skriver Ernst Bojesen til Pontoppidan om et
andet oplag, skønt der af Torben og Jytte stadig lå 700
usolgte eksemplarer.. Det finder forfatteren betænkeligt, for som
han svarer (14.12.):
Min Læsekres forringes jo med Årene, som kun naturligt er for en Forfatter af min Art.
I januar 1914 skejede Pontoppidan ud. Han holdt et foredrag det første og eneste i sit liv i Aalborg om Kirken og dens Mænd. Det fører for vidt her at gå ind på den intime sammenhæng mellem foredraget og De Dødes Rige. Teksten skal nok komme op på netstedet i løbet af de næste måneder, og tænk så på hvor meget af foredraget der kunne være holdt af Mads Vestrup. Foredraget afførte en del avisskriverier, men Pontoppidan holdt sig ude af det med – så vidt vi ved - to undtagelser. Den ene er et brev til præsten Hans Koch der i bladet Plovfuren havde skrevet en artikel imod foredraget. Han sendte den til Pontoppidan med ordene: "Jeg tillader mig herved at sende Dem en artikel, der er foranlediget ved Deres udtalelser i Ålborg." Det skulle han ikke have gjort. Som svar får han det hvasseste og morsomste brev den ellers altid på brevskrift så høflige Pontoppidan måske nogensinde har skrevet:
Snekkersten 12.2.14
Hr. Pastor H. Koch. København.
På Grund af, at jeg i den sidste Tid har måttet besvare så mange Breve og desuden har været på Rejse, nåer jeg først idag at kvittere for Modtagelsen af Deres Brev og Artikel. Når De forsikrer mig, at Deres Artikel ikke er skreven af nogen slet Bevæggrund så tror jeg Dem naturligvis; men uden denne Forsikring vilde jeg have kaldt det ganske løgnagtigt, når De begynder Deres Artikel med at sige, at jeg "i en Menneskealder har karikeret og hudflettet den danske Præstestand". Jeg vurderer i det hele og store ikke Nutidsslægten særdeles højt, heller ikke Præsterne; alligevel vil De ikke mellem mine mange – måske et halvt Hundrede – Præsteskikkelser finde en eneste lav eller ond eller lurvet Person, endsige et Vrængebillede som det, Deres egen Embedsbroder Chr. Richardt i "Deklarationen" har udleveret til det allerbilligste Grin. Den eneste, mig bevidste, Undtagelse er en sølle Kapellan i "Isbjørnen", en af mine tidligste og ungdommeligste Bøger. Det er også ganske usandt, at jeg aldrig har skildret en Præst med virkelig Sympati for det, der netop udgør Præsten i ham. Jeg kunde nævne flere Skikkelser, som De efter min Mening godt kunde være tjent med at have stået Model til, og når De særlig nævner et af mine sidste Præstebilleder, Mads Vestrup, som Eksempel på mine Karikaturtegninger, så røber De derved kun en utilgivelig Mangel på Forståelse.
Men De har altså skrevet i god Tro. Og Deres Påstand bliver mig da et nyt Bevis på, i hvor høj Grad Forfængelighed og Selvovervurdering er blevet de protestantiske Præsters Skødesynd.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
Der kendes ikke noget svar fra Hans Koch og hvad skulle han da også have
svaret. Desværre er brevet i Bay & Bredsdorffs udgave blevet
forsynet med nogle kursiveringer der går tilbage til understregninger
med blå blyant i brevet men bestemt ikke sat at Pontoppidan (de ødelægger
jo brevets stil). Men disse forargede(?) fremhævelser har måske
været Hans Kochs eneste reaktion på Pontoppidans brev.
I efteråret 1914 kom så tredje bind, Toldere og Syndere, og Pontoppidan
sendte den til Georg Brandes med dette brev:
Snekkersten,
11.12.14
Kære Georg Brandes!
Jeg har tilladt mig gennem Forlaget at sende Dem Fortsættelsen
af min store Bog ”til behageligt Gennemsyn”. Dens sidste
Halvdel er bleven til under Forhold, der har været meget nedtrykkende
for mig, og det er rimeligt, at det kan spores på den. Men jeg
vil ikke plage Dem med mine private Sorger, kun sende Dem en Hilsen med
Forhåbningen om min uforanderlige Hengivenhed.
Deres
Henrik Pontoppidan
Georg Brandes slugte bogen og skriver allerede få dage efter til
Pontoppidan:
Kbhavn 15. Dec. 14
Kære Henrik Pontoppidan
Der er ingen Træthed at spore i Bogens sidste Halvdel; De behøvede ikke at nære nogen Uro i den Anledning. Men som jeg troer at forstaa, er Deres Hustru bestandig syg og De nedslaaet derover. Det gør mig saare ondt, og det er trist at det ene Menneske ikke kan gøre noget for det andet i saadanne Tilfælde, hvor man er ensom med sine Sorger.
Nu da Bogen har tre Dele, samler den sig for Læseren. Hovedpersonen, til hvilken De har taget nogle Træk fra Hørup og hans Forhold, men i hvem mange Træk ikke har noget med denne Model at gøre, giver Bogen et vægtigt Centrum. Kvindeskikkelsen |2| er meget original. Jeg troer ikke, jeg har truffet paa en ung Kvinde som Jytte; men hun virker overmaade naturtro. Hendes Skæbne i al dens Tomhed interesserer. Det er den normale Kvindeskæbne, Afhængighed og frugtesløst Oprør og en stor Uvished.
Atter har De fordybet Dem i Danmarks indre Tilstande. Jeg kunde misunde Dem Deres Interesse for dem. Men De kender dem tilgavns, jeg ikke. Og Alt, hvad man kender tilbunds, fængsler En ved det indre Liv.
For Tiden er jeg overmaade arbejdsom. Da Rejser forbyder sig af sig selv og man ikke tør lade sig forlede til Ørkesløshed af det Tragiske, der sker, saa har jeg givet mig til at arbejde efter en |3| noget større Maalestok end jeg plejer. Neppe kan De i Snekkersten leve mere ensomt end jeg i Kjøbenhavn. Saa læser og skriver jeg hele Dagen og langt ud paa Natten.
Gid De maatte faa Glæde af Deres Bog. I Politiken var der to Artikler om den, først en af Kai Friis Møller, den Sjæl, han ankede over — som et Symptom (!) — at De stavede Chef som Sjef; det Komiske er, at det jo er Løgn. Derefter fulgte Deres gamle Hader og Forfølger Sven Lange, som oplyste at Bogen var Papir ikke Liv. I mindst 500 Artikler har han nu forklaret, at ingen anden end han kan skabe Liv. Han skammer sig ikke ved at skrive Stykker som Fru Maja, der er den |4| rene Ynk; men han indbilder sig og vil indbilde andre, at han har Privilegium paa Liv. Som ung var han brav og entusiastisk; i lang Tid har han nu været indbildsk, uærlig og gnaven.
Deres hengivne
Georg Brandes.
Kai Friis Møller – på den tid en endnu meget ung og
allerede flabet anmelder – havde nu ret. På side 22 i Toldere
og Syndere skriver Pontoppidan faktisk "Ministersjefen" med –sj-.
...
I begyndelsen af det nye år, 1915, svarer Pontoppidan Brandes på hans brev:
4.1.15
Snekkersten
Kære Georg Brandes!
De glædede mig for nogen Tid siden med et venligt Brev. Jeg har opsat at takke Dem derfor, indtil jeg samtidig kunde bringe Dem en Hilsen og Lykønskning til Årsskiftet.
De skrev, at De havde lukket Dem inde med Deres Arbejde, og dersom man
for engangs Skyld tør fæste Lid til "Politikens" Nyheder,
kan man med det allerførste vente Deres store Værk om Goethe.
Den Bog glæder jeg mig overordenligt til. I disse hæslige
Tider med deres ensformige Krigsbrøl skal det blive en Vederkvægelse
at følge Dem i Deres Studier over den moderne Kulturs Fader.
Efter et lille vue over den nyudgivne danske skønlitteratur fortsætter Pontoppidan sit brev:
Jeg har en Fornemmelse af, at min egen Julebog er bleven modtaget med Gnavenhed ikke alene af "Politiken". Det er mig derfor dobbelt kært at vide, at De har læst den med Behag. At også andre har haft Fornøjelse af den, veed jeg dog, og hermed slår jeg mig tiltåls.
Om mine private Forhold skal jeg ikke brede mig. De er omtrent så nedtrykkende, som de kan være. Min Kone ligger på Helsingør Sygehus, og hendes Tilstand er – efter halvfjerde Måneds Sygeleje – omtrent uforandret.
Vi sender begge Hilsen med gode Nytårsønsker.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
Vi springer nu helt frem til færdiggørelsen af Fortællings Kresens fjerde bind Enslev Død, og skal have et lille indblik i Pontoppidans økonomi. På Gyldendal var Ernst Bojesen holdt op, og det var forfatteren og endnu lidt: forlagsdirektøren Peter Nansen, Pontoppidan skrev til den 3. december 1915. Forholdet mellem de to havde altid været lidt anstrengt alene brevtitulaturen viser det:
Snekkersten
3.12.15
Kære Nansen!
Min Bog er nu på det nærmeste gjort færdig (der mangler blot Korrektur på de sidste 3 4 Ark) og den er bleven af samme Størrelse omtrent som det foregående Bind i Rækken. Forinden Prisen på den fastsættes beder jeg Dem tage følgende Forslag under velvillig Overvejelse.
Alle andre Middelklassefolk får Dyrtidstillæg denne Krigsvinter, og det kan også jeg i høj Grad trænge til, såmeget mere som jeg har haft og stadig har store Ekstraudgifter i Anledning af min Kones Sygdom. Dersom nu Prisen på min Bog blev forhøjet med 25 Øre pr. Ekpl. til Fordel for mig, så vilde jeg derved kunne få Dækning for i hvert Fald en Del af mit Underskud, og jeg tror ikke, at Bogen i den Anledning vilde miste 10 Købere, Forlaget altså ikke tabe noget ved Arrangementet. For det sidste Bind, der udkom i 3 Oplag, modtog jeg i Honorar ialt c. 2900 Kr. Det er en almindelig Skolelærerløn, og strækker ikke til for mig i Tider som disse.
Sålænge min Fortælling Kres ikke er afsluttet, føler jeg mig ikke berettiget til at stille nye Betingelser for et fortsat Samarbejde med Forlaget, og nærværende må da også alene opfattes som en Henstilling, som ikke engang behøver at blive besvaret foreløbig, fordi jeg dog ikke ejer Magtmidler til at sætte mit Ønske igennem overfor Forlaget, dersom dettes Principer for Honorarberegningen fastholdes. Jeg har engang tidligere i et Brev berørt Sagen for Dem. Det var det første Strejkevarsel. Disse Linjer er altså det andet, men vil – som jeg bestemt håber – lige så lidt som det første forrykke det gode Forhold mellem Forlaget og mig, selv om min fornyede Henstilling skulde blive lige så resultatløs som den tidligere.
Modtag en venlig Hilsen fra
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Tone var mere hjertelig da Pontoppidan et par dage efter takkede Frederik
V. Hegel der snart skulle tage over efter den fyrede Nansen:
Snekkersten
7.12.15
Kære Hr. Direktør Hegel!
Jeg har al Grund til at være tilfreds og taknemlig, fordi Forlaget så beredvilligt er gået ind på mit Forslag og endog har forbedret det i min Faveur. Måtte det nu blot ikke vare for længe, før min Bog udkommer! Vi har jo Julen over Hovedet, inden vi veed af det.
Det er første Gang, jeg har den Fornøjelse at veksle Brev med Dem. At det er sket i en for mig så behagelig Anledning, vil jeg tage som et godt Varsel for Fremtidens Samarbejde.
Med venlige Hilsner
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Samme dag skriver Pontoppidan til sine gode ven, forfatteren Henri Nathansen
der efter et års tavshed oven på succesen med Indenfor
Murene, nu havde skrevet og fåt trkyt i nyt skuespil, Dr. Wahl,
som han havde sendt Pontoppidan:
Snekkersten
7.12.15.
Kære Nathansen!
De må sikkert have fundet mig skammelig utaknemlig, fordi jeg ikke tidligere har sagt Dem Tak for "Dr. Wahl". Men jeg har i den sidste Tid siddet begravet i Korrekturer, og det er en hæslig Beskæftigelse, der sætter mig i dårligt Humør.
Der går gennem Deres Skuespil et Pust af det store Drama, og jeg
er overbevist om, at dersom jeg havde set det på Scenen, vilde
det have virket stærkt på mig. Men som Læsedrama har
det – og må det have – Mangler, fordi Teatret ikke
kan tillade den Bredde i Behandlingen, den Fylde i Karakteristiken, som
en Læser er vant til fra Romanen. Sådanne Skuespil med stærk
Teatervirkning minder om Væddeløbsheste, der er lutter Sener
og hårde Muskelknuder og i deres Magerhed gør et dromedaragtigt
Indtryk, når man ikke ser dem ude på Banen, i Firspring,
med fremstrakt Hals og alle Ben i Luften. For os Læsere bliver
derfor meget af det, der giver et Skuespil Værdi som Scenekunst,
ligesom Noder til en Musik, vi ikke hører. Til Gengæld fornemmer
vi måske den inderste Tone des stærkere, og det er da også den,
jeg har følt mig grebet af. Jeg udgiver i den kommende Uge selv
en Bog, der blandt andet – også handler om en stor Politiker
og slutter med hans Død. Deres Stykke har altså haft en
ganske speciel Interesse for mig, og det har moret mig at drage Sammenligninger,
særlig med Hensyn til denne "inderste Tone". Gensyns
Scenen i første Akt mellem Dr. Wahl og Fru Agda synes mig Stykkets
smukkeste og fineste. Den læser man mere en een Gang. Og rundt
om findes Repliker, man ikke glemmer. Tag da min Lykønskning sammen
med min Tak.
(…)
De venligste Hilsner herfra!
Deres hengv.
H.P.
Nathansen, der i venskabsforholdet afgjort var den ivrigste, kastede
sig straks over Enslevs Død og skrev straks tilbage til Pontoppidan
der den 18. december svarede:
Snekkersten
18.12.15
Kære Henri Nathansen!
Tak for det Vennesind, hvormed De har læst min Bog, og Tak fordi De ikke skyede den Umage at fortælle mig lidt om Deres Indtryk af den. Det er mig en Opmuntring at vide, at i det mindste een af dem, hvis Dom har Vægt for mig, har fået noget ud af Bogen. Hvad jeg ellers har hørt om den – en Anmeldelse, som Borchsenius har sendt mig, og et temmelig forvirret Orienteringsforsøg af Vilh. Andersen – giver mig ingen store Forestillinger om det Indtryk, den vil gøre på Læseverdenen. Men det var jeg forberedt på.
Jeg gennemlever påny en trist Tid. Min Kones Tilstand er igen forværret indtil det betænkelige. Jeg sidder netop og venter på Doktoren. Og jeg havde dog glædet mig så meget til Julen og ventet mig så meget af den, fordi vi skulde have Børnene hjem. Nu veed jeg ikke, hvad det bliver til.
Lev vel, og god Jul!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Også Georg Brandes havde læst Enslevs Død, og skriver
den 18. december 1915 til Pontoppidan:
Kbh. 18 Dec. 15
Kære Henrik Pontoppidan
Efter med Udbytte at have læst Deres Bog har jeg endnu en Gang gennemløbet de tidligere Dele for at opfriske mine Erindringer og se Sammenhængen mere klart. Værket har, som jeg opdagede, kun taget tre Aar, men der er sket mig og andre saa meget i den Tid, at jeg trængte til at faa Indtrykket fornyet.
Og nu ser jeg ikke blot Personerne klart for mig men Bogens Ide, den geistlige Obscurantismes sejerrige Fremtrængen og Omspænden af Land og Folk. En Ide, der er planlagt og gennemført med en virkelig Tapperhed, som vore Dages slappe Mennesker ikke vil paaskønne.
Jeg beundrer, hvor nøje De kender, hvorledes en ung Kvinde af de finere og bedre som Jytte føler og fører sig. Jeg staar i det Punkt meget tilbage for Dem. Hendes Skikkelse indtager en herskende Stilling, skønt hun jo med Vilje er holdt som ikke særdeles udrustet med Evner.
Alle Menneskene er levende. Jeg vilde ønske De havde skænket Enslev, der først fremføres som helt gammel, lidt flere sympatiske Egenskaber, mere Humor og mindre Utaknemmelighed; Figuren var ikke bleven mindre tydelig derved og var bleven mere rig. Han er hos Dem klog og hvas; han kunde med disse Egenskaber alligevel være gjort mere vindende. De har ikke villet det.
Det spores aldeles ikke i Bogen, hverken at De har været syg under Udarbejdelsen eller at De har havt anden stor Genvordighed. (…)
Deres hengivne
Georg Brandes.
Pontoppidan svarer øjeblikkelig Brandes og går især
ind på hans indvendinger mod Enslev figuren. Derfor skal det lige
først bemærkes, at den i brevet nævnte Johan Sverdrup
var født i 1816 (to år før Pontoppidans egen far)
og døde i 1892. Han var professionel norsk politiker og blev statsminister
1884–89. Jeg citerer det norske netsted der er link til under Ugens
Citat for uge 28:
Sverdrup var den første norske politiker i det 19. århundrede der vandt en plads i den brede bevidsthet der gjorde rimeligt at bruge betegnelsen folkefører. Ingen var samtidig heller mere omstridt. Hans personlighed rummer mange uløste gåder. Det første indtryk af Sverdrup var gjerne det fremmedartede ved hans udseende og fremtræden. Skikkelsen var liten og mager, ansiktet mørklødet. Talen var lidenskabeligt medrivende med velberegnede effekter på kanten af det teatralske. Hans evne til at charmere var stor, måske især på afstand. I personligt samvær var han sirligt korrekt, i en sådan grad at selv de som stod ham nær, fornemmede kulde i hans væsen. Den "folkekjære" Sverdrup hadde få, om i det hele nogen personlige venner. Han syntes at mangle elementær menneskelig varme.
Snekkersten
20.12.15
Kære Georg Brandes!
Skulde jeg i al Korthed forklare, hvad der har været min ledende Tanke under Udarbejdelsen af min Bog, måtte jeg sige: jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke. Enslev er Repræsentant for den første – og for dens Vildfarelser. Denne Skikkelses Tilblivelseshistorie kan jeg føre tilbage til en næsten daglang Samtale, jeg for nogle År siden havde i Norge med en ældre Dame, der havde kendt Sverdrup meget nøje, og fortalte om ham med en Blanding af Passion og Bitterhed. Et Par supplerende Træk har jeg hentet hos Hørup, hvem Enslev iøvrigt slet ikke ligner eller skal ligne; og hvad Sverdrup angår, så blev jo hans Udgang en ganske anden end Enslevs. Jeg har i dennes Alderdomsskikkelse villet tegne, hvad der bliver tilbage af en rigt udrustet og oprindeligt stærkt følelsesbevæget Politiker af demokratisk Støbning, hvis Magt er hans Popularitet, og som står og falder med den. "En Politikers Ry er en kostbar Ting", – er en sørgmodig Ytring af Enslev, der citeres i det kommende Bind.
Det glæder mig meget, at De sætter Pris på Jytte. Jeg vilde jo gerne, at mine Læsere skulde komme til at holde af hende og følge hende med Deltagelse.
Det gør mig ondt at høre, at De nu igen har været syg. Ja, Livet kræver med Årene en uforskammet Portion Tålmodighed. Jeg selv lever nu her på andet År i et Sygehus, og der er ingen Udsigt til Forandring. Derfor kom jeg ikke til Kbhn. I de sidste 7 Måneder har jeg været der én Gang i et Par Timer for at se til en Datter og Datterdatter.
(…)
Gid De nu i det nye År må holde Dem rask og arbejdsdygtig, så vi, for hvem enhver Bog fra Deres Hånd er en Kilde til Livsfornyelse, igen tør glæde os til et stort, samlet Værk som det sidste.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
"
En Politikers Ry er en kostbar Ting." I Favsingholm kom der til
at stå "en Politikers Ry er en kostbar Vare" (s. 81.)
Ordene er lagt Torben Dihmer i munden i samtalen med Bjørn Hamre
(=Havre=Aakjær). I DDR B er stedet gået ud. To dage efter
brevet til Brandes skriver Pontoppidan til Axel Lundegård bl.a.:
{...} Du har muligvis set eller hørt om, at jeg stadig fortsætter
min "Fortællingskres", hvoraf nu igen et Bind er udkommet.
Der mangler nu kun eet; og når også det er færdigt,
skal du få den hele Syndflod over dig på eengang. Når
jeg for mine Landsmænd udskænker den dråbevis som Medicin,
er det af praktiske Grunde.
{...}
I tidsskriftet Tilskueren anmeldte litteraturhistorikeren Enslevs Død
i februar nummeret 1916. Han sendte 2. februar Pontoppidan anmeldelsen
og skrev til ham:
Aalborg
2/2 16.
Forfatteren Hr. Henrik Pontoppidan.
Idet jeg hermed sender min Anmeldelse af Enslevs Død, vilde jeg bemærke, at det vilde være mig til Glæde og Belæring, om De vilde sige mig, hvorvidt jeg har faaet sagt det rette.
Ærbødigst
Hans Brix
Pontoppidan svarede 4. februar:
Snekkersten
4.2.16
Hr. Dr. phil. Hans Brix!
Jeg er Dem meget taknemlig for de gode og kloge Ord, De har skrevet om min Bog, ikke mindst fordi De overhovedet ikke har skyet den Umage at sammenfatte Deres Indtryk af den i en Udredning af dens Ideindhold, sådan som De nu har opfattet dette. Jeg har i Almindelighed svært ved at genkende mine Bøger i de Genfortællinger, jeg kan træffe på hos mine Kritikere, og det er undertiden helt nedslående for en Forfatter at sé, hvad selv gode Hoveder får ud af hans Skriverier. Dobbelt tilfredsstillende er det da, når man mærker, at det Billede, man har ønsket at oprulle for Læserne, i det væsenligste er blevet opfattet sådan, som man selv har set det.
Et Par Indvendinger mod Deres Fremstilling har jeg dog i mit stille Sind gjort under Læsningen, og siden De udtrykkeligt har ønsket at høre min Mening, skal jeg ikke tilbageholde dem. Den væsenligste gælder Deres Formulering af Bogens Hensigt. Når De skriver, at dens "Emne er den danske Nations Tilstand ved Begyndelsen af d. 20d Århundrede", så er dette kun rigtigt, når "Emne" tages i Betydning af Stof, Materiale. Det har ikke været min Opgave alene at give et Stykke Tidshistorie. Som i "Det forjættede Land" skal Tidsbilledet væsenlig tjene til at afspejle et Verdensbillede, i dette Tilfælde nærmest et Underverdens Billede, det Helvede, hvortil vi fordømmer os selv, såsnart vi vil forsøge på at indrette os "menneskeligt" i denne Tilværelse. Af den Grund er jeg heller ikke gået så systematisk tilværks ved Udarbejdelsen af Tidsbilledet, som De åbenbart formoder. Jeg har ikke rådført mig med Historien men har ved Valget af mine Skikkelser og ved deres Anbringelse i Bogen som Forgrundsfigurer eller som Statister hovedsagelig ladet mig lede af personlige Motiver.
Jeg har glædet mig over, at De har fremdraget den gamle Enslev Smed af den Glemsel, hvori han vistnok var forsvundet for de fleste af Bogens Læsere til stor Skade for Forståelsen. Men det er jo ikke så meget denne Stamfaders Pagt med Djævelen som netop hans Frafald fra ham, der hævner sig på hans Efterslægt i Underverdenen.
Hvad iøvrigt den Grundstemning angår, der har affødt Bogen, så er den måske klarest – i hvert Fald kortest – kommen tilorde i et lille Digt, som jeg netop idag for 4 År siden offenliggjorde i Anledning af Georg Brandes’ 70 Års Fødselsdag.
(…)
Siden jeg nu er begyndt at gøre Ophævelser, vil jeg gerne have Lov til også at sætte et lille Notabene udfor det Sted i Deres Afhandling, hvor De om Jyttes Forhold til hendes Kæreste skriver, at hun har taget ham, "fordi han kan byde hendes Sanser nogle Dages Glæde". Det er, synes det mig, at tage altfor håndfast på den Ting. Karsten From er i mine Øjne ganske vist et grundfordærvet men ikke noget ringe Menneske. Jytte kunde ellers aldrig være bleven forlokket af ham. Sin artistiske Trang havde hun jo kunnet få tilfredsstillet hos så mange andre af dem, der har tilbudt sig. Det er da heller ikke hans Forførelseskunster, der bringer hende i hans Arme, men deres fælles Forladthedsfølelse og Melankoli. Selv siger hun derom, at de elsker hinanden som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang. (Side 117)
Da jeg for et Par År siden var i Ålborg og bl.a. besøgte
Adjunkt Dr. Andersen, fik jeg for sent at vide, at jeg dér kunde
have fået Lejlighed til at hilse på Dem. Jeg vilde gerne
have sagt Dem Tak for den Glæde og det Udbytte, jeg har haft af
Deres Bøger. Nu må jeg nøjes med at gøre det
skriftlig.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
Efter megen tavshed skriver Pontoppidan i midten af juli 1916, mens han arbejder på sidste bind, Favsingholm, et langt brev til GeorgBrandes hvori I blot skal høre dette udtog:
(…)
De har et Sted skrevet, at De ikke ønsker Tyskland ydmyget. Det
gør jeg heller ikke; bl.a. fordi et ydmyget Tyskland rimeligvis
vilde være en endnu farligere Nabo end det, vi kender. Jeg ønsker
det netop den Sejr, det har fået, og hvorom en Tysker træffende
har sagt: "Vi sejrer os tildøde". Men med sådanne Ønsker
kan jeg for Øjeblikket ikke vove mig frem og tier derfor. Noget
Hovedstadsblad har jeg forresten heller ikke Adgang til. Jeg begyndte
i nogle Provinsblade nogle små Beretninger, der skulde give et
Billede af Krigssituationen herhjemme; men så forsigtig den første
end var, blev den modtaget med Vrangvilje og af flere Blade afvist, fordi
dens Optagelse efter Redaktionens Mening vilde stride mod den påbudte
Neutralitet. Jeg opgav så Foretagendet.
Nu sidder jeg, ganske rigtigt, og arbejder på Slutningen af min Bog, hvori jeg har forsøgt at fremstille nogle Menneskeskæbner, der ses på Baggrund af Tidsbegivenhederne og forklares ved dem. Jeg venter mig ikke mange Læsere; men måske kan jeg dog nu, når Værket foreligger afsluttet, skaffe mig Midler til at flytte til København, hvad jeg længes efter af flere Grunde. Men jeg er afhængig af min Forlæggers Godvilje, og den unge Hegel, der nu står for Styret, har jeg aldrig talt med. Jeg kender ham kun af et Par Breve og af andres Omtale.
Jeg var nylig en Tur i Jylland, hvor jeg tilbragte min første Ungdom, og som jeg nu igen føler mig stærkt knyttet til. Alene Sproget derovre gør mig glad. Ellers har jeg mest været hjemme. Med min Kone går det nu fremad. Hun kan trippe lidt omkring i Haven og Husets nærmeste Omgivelser, har også et Par Gange været på en Køretur; men sin gamle Bevægelighed får hun næppe mere.
Vi sender begge Hilsen med Tak, fordi De mindedes os.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Da bindet så skal komme i julehandelen skriver Pontoppidan til
Hegel den 12. december:
(…)
Det glæder mig, at De straks har turdet trykke 3000 Ekpl. Blot
det nu ikke må vise sig at have været for mange! I Pressen
har jeg kun få Venner, og jeg er i det hele forberedt på,
at det vil gå mig med dette Værk, som det i sin Tid gik mig
med Lykke Per, der til at begynde med fandt en såre lunken Anerkendelse.
Da bogen så er udkommet, bliver den igen anmeldt af Vilh. Andersen, og denne gang er forfatteren mere tilfreds med behandlingen. Han skriver til ham mellem jul og nytår:
Kære Vilh. Andersen!
Jeg har i Årenes Løb mistet adskillige af mine tidligere literære Venners Agtelse. Til Gengæld har jeg haft den Lykke at vinde Deres Venskab, hvad jeg har så meget mere Grund til at glæde mig over, som vi jo ikke netop er "ligestemte Sjæle". Allermindst havde jeg turdet vente, at min sidste Fortællingrække skulde kunne tiltale Dem. Den tunge Tordenluft, der hviler over den, har mangen Gang under Udarbejdelsen knuget mig selv. Men jeg måtte skildre, hvad jeg havde set på min Sejlads over det døde Hav med de mange drivende Vrag. Nu sidder jeg ovre på den anden Bred og kan sige omtrent som den evige Jøde i "Genboerne":
Lad andre kun "leve", til de bli'er gale,
jeg sidder så lunt i Libanons Dale
og fryder mig over min Friheds Skat
og slipper den aldrig. God rolig Nat!
Jeg er ikke mindst glad for, hvad De i Deres Anmeldelse har skrevet om Torben Dihmer. Han er virkelig ikke mere gal end en klog Mand til sidst må blive det af Ensomhed i en Verden som den nuværende. Men Tiden vil blive bedre. Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en. Man kan ordenlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen; og den Misundelse føler også Torben Dihmer, når han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre Forskel.
Det Møde mellem Torben og Jytte, som De synes at savne, kunde jeg ikke bringe i Stand uden at sprænge Bogens Slutning. Det er jo netop ved sin Hinsideshed, han bevarer Magten over Jyttes Sind. Trådte han ud af den til et Genmøde, vilde dette blot påny afstedkomme en lignende Forvirring som den, der førte dem fra hinanden ved deres først beskrevne Møde (i Italien), fordi kun det fjerne, det uopnåelige er i Stand til at lokke hende ud af sin Individualitets Sneglehus. Men forøvrigt har jeg ikke selv "gjort" Historien om Torben og Jytte. Den er som Romanens andre Fortællinger skåret ud af Livet uden meget Hocuspocus.
Jeg beder Dem tro, at jeg er oprigtig taknemlig for Deres smukke Ord om min Bog. Den har ved dem fået sin Indvielse, sin literære Dåb. Nu må Tiden vise, om Barnet er levedygtigt.
(…)
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Også fra Henri Nathansen har Pontoppidan fået et indgående
brev om Favsingholm og svarer ham nytårsdag blandt andet:
(…)
Min Bogs Svagheder er vist mere iøjnespringende end dens Fortrin;
men det er jeg slet ikke ked af, ja jeg kan sige, at jeg har tilsigtet
det. Alt for meget af vor Tids Kunst går ud på at overrumple,
forbløffe, i det hele på at fremkalde øjeblikkelige
Virkninger, Chok. Det kan gå godt, når det gælder en
lille Bog; men i Længden trættes man og bliver uimodtagelig.
(…)
Den 2. februar 1917 takker Pontoppidan i et brev Georg Brandes for dennes
Voltaire bog. Det er meget morsomt, men skal ikke med her. Så fortsætter
han om sit eget værk:
Det blev, som De rigtig skrev, påny Sven Lange, der kom til at
anmelde min Bog i "Politiken". Han havde gjort sig store Anstrengelser
for at synes retfærdig. Man kunde formelig mærke, hvor han
havde svedt under Arbejdet med at dokumentere. Jeg havde virkelig helt
ondt af ham. Han baksede med mig som en lille Edderkop med en altfor
stor Flue, stak mig hist og prikkede mig her, for at få Livet af
mig. Jeg måtte hele Tiden tænke på det gode Råd,
der blev givet hin ihærdige fulde Mand, som vilde vælte Rundetårn:
Lad det hellere stå!
Georg Brandes gav sig jo ikke af med at anmelde Pontoppidans bøger offentligt. Men Hans Brix fortsætte og anmeldte Favsingholm i Tilskueren (RENÉ hvornår?????). En anmeldelse han også denne gang sendte direkte til Pontoppidan. Pontoppidans svar giver et lille fingerpeg om hvornår omskrivningsdjævlen tog fat i forfatteren.
Snekkersten
25.2.17
Hr. Dr. phil. H. Brix.
Det var min Mening at vente med at kvittere for Modtagelsen af den venligt
tilsendte Anmeldelse, indtil jeg samtidig kunde sende Dem den nye, sammentrængte
Udgave af min Bog, – ikke for at tvinge Dem til at læse den
igen, hvad der vilde være ganske overflødigt, – kun
som en Tak for velvillig og forstående Kritik. Imidlertid går
det ikke så hurtigt med Trykningen, som jeg havde tænkt,
og rimeligvis har De allerede forundret Dem over, at jeg ikke har ladet
høre fra mig.
At min Bog, hvis kunstneriske Fortrin ligger i Perspektivet, ikke har
egnet sig til at udgives stykkevis, giver jeg Dem fuldkommen Ret i. Mit
Forsvar for Udgivelsesmåden er den, at jeg slet ikke kunde have
skrevet Bogen, dersom jeg ikke under Udarbejdelsen var bleven økonomisk
understøttet af min Læsekres. Resultatet må retfærdiggøre
mig.
Uheldet har forfulgt mig under hele Arbejdet. Bedst som jeg var kommen
godt igang, og var midt i "Torben og Jytte", blev jeg syg,
kom på Operationsbordet, og var Invalid det meste af et År
derefter. Det er ikke så let at få fat i alle Trådene
igen efter en sådan Afbrydelse. Senere fik jeg på anden Måde
Sygdom og Sorg til Huse, og har haft det siden. Det har vel nok altsammen
præget Fremstillingen. Iøvrigt må jeg stadig hævde,
at det ikke har været min Hensigt at skrive et Stykke Danmarkshistorie,
men at give et kunstnerisk Billede af en Kulturperiode, og hvor mørkt
dette Billede end er blevet, så er jeg overbevist om, at det er
sandt.
Jeg beder Dem nu modtage en venlig Hilsen og en oprigtig Tak.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
Som I måske husker fra brevet til Lundegård, var Pontoppidan
kørt død allerede før han kom på operationsbordet.
Som Brandes siden skrev: man mærker ikke sygdommen på værket.
Der er liv i værket selv om det værker i livet.
At der var drøn på under omarbejdelse ses også af det lange brev Pontoppidan i slutningen af maj sendte til Georg Brandes som tak for dennes Voltaire bog:
Snekkersten.
28.5.17.
Kære Georg Brandes!
Da jeg såe Deres Håndskrift, "slog" Samvittigheden
mig så kraftigt, at jeg vist blev rød derved. Jeg havde
længe villet skrive til Dem, og nu kom De mig i Forkøbet.
Skønt jeg naturligvis forlængst har tilendebragt Læsningen
af "Voltaire" og tilmed set, hvor hæsligt man fra en
vis Side har forsøgt at tilsmudse Dem i Anledning af Deres Bog,
opsatte jeg at skrive, fordi jeg overhovedet i den senere Tid har måttet
indstille al Korrespondance. Uventet for mig selv har jeg nemlig fået
den Opgave allerede nu at forberede en ny Udgave af min sidste store
Roman, og da jeg selv har fundet den for vidtløftig, tog jeg mig
på at omarbejde den med det Formål at forkorte den med en
Tredjedel, og da det hastede, har jeg i de sidste Måneder været
stærkt beskæftiget med uopsætteligt Arbejde. Endnu
er jeg ikke ganske færdig; men om en Ugestid, eller måske
to, håber jeg at have de sidste Korrekturer fra Hånden.
Deres Bog har været mig til stor Forfriskelse under den trivielle Korrekturlæsning. Den er en Lærdomskilde og tillige en meget underholden(sic!) Bog, skrevet med den Improvisationens Kunst, hvortil De nu er nået, med en Fart og Flugt i Stilen, som ved Sammenligning gør næsten enhver anden Prosa firbenet og tung. Voltaires Skikkelse er meget levende, og navnlig i anden Del føler man sig ofte greben af hans Ånds Storhed; men nogen rigtig stærk og varig Sympati for hans Personlighed får et Nutidsmenneske vistnok ikke let, og det er da også, som om Skildringen af hans Omgivelser i Grunden har interesseret Dem selv mest. Bogen er derved mere bleven en Tidsskildring end en psykologisk Studie, men den er ikke derfor bleven mindre fængslende.
(…)
Jeg havde det Uheld med min egen store Bog, at jeg blev syg og kom
på Hospitalet, netop som jeg var begyndt på Arbejdet, og
da jeg efter lang Tids nødtvungen Uvirksomhed igen kunde tage
fat, tvang mine økonomiske Forhold mig til at udgive den stykkevis
og i halvfærdig Stand. Jeg har derfor været glad ved at
have fået Lejlighed til at foretage en Destillation, mens jeg
endnu var optaget af Emnet og fortrolig med mine Personers indre Liv.
Jeg bilder mig ind nu at have frembragt en Roman, hvortil nordisk Literatur
ikke har noget Sidestykke. Jeg tænker derved naturligvis ikke
på Kvaliteten, kun på Arten. Jeg tror, man i hvert Fald
skal tilbage til de islandske Familjesagaer for at finde noget tilsvarende,
uden at jeg dog mener på nogen Måde at kunne tåle
Sammenligningen. Det er kun mine kunstneriske Bestræbelser, jeg
vil karakterisere ved at nævne mit Forbillede.
Forøvrigt har jeg, som rimeligt er, været optaget af Krigen,
af den russiske Revolution og den øvrige Verdensfornyelse, vi
er Vidner til. Jeg tilstår, jeg hører til de Idioter,
der indbilder sig, at disse Rædselsår allerede har været
gode for noget, og jeg ønsker ikke Freden, før der er
opnået Sikkerhed for, at vi ikke får Verden fortysket.
De synes at forudsætte, at jeg har Tidens opvoksende Ungdom på Afstand
og i det hele lever isoleret; men det er langt fra Tilfældet,
eller i hvert Fald kun i en vis Forstand Tilfældet. Alene gennem
mine fire Børn og Deres Mænd, Koner, Kærester og
Venner og Veninder har jeg den på nærmeste Hold, og netop
i disse Pinsedage har jeg Huset fuldt af dem.
Såsnart jeg bliver mine Korrekturer kvit, rejser jeg til Jylland.
I Sommertiden er der så skrækkeligt mange Mennesker her
i Snekkersten, og iår synes her at skulle blive endnu mere overbefolket
end tidligere. Jeg vil nødigt forstyrre Dem; men jeg længes
efter at trykke Deres Hånd og vil gøre et Forsøg
på at træffe Dem hjemme en Dag, inden jeg rejser.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
I det brev til Vilh. Andersen fra 11. juni 1917 jeg også citerede
i går, skal vi her bare høre det siden så berømte
citat i dets kontekst:
Kære Vilh. Andersen!
Vi havde iaftes Tebordet dækket i Haven indtil Klk. 10½, og vore Nattergale slog deres Triller med Henrykkelse, som om også de ventede Dem. Klokken elleve opgav jeg Dem. Jeg skulde tidlig op om Morgenen for at se det sidste Hold russiske Krigsfanger komme til Helsingør, og fra det Syn kommer jeg netop.
(…)
Jeg er jo, som sagt, lidt ked af, at De ikke har lært den nye
Udgave af "De Dødes Rige" at kende. Da jeg i sin Tid
begyndte Bogen, blev jeg syg og måtte være uvirksom i næsten
et År. Og da jeg endelig var kommen godt i Gang igen med den, indtraf
min Kones Sygdom netop som jeg af økonomiske Grunde var nødsaget
til at bringe noget på Markedet. Alt dette har naturligvis sat
sit Præg på Billedets Udførelse, og først i
Bogens nuværende Skikkelse tilfredsstiller den mig selv. Jeg er
med Årene bleven mere og mere led ved den descriptive og stemnings
udmalende Stil, som jeg forøvrigt ålede allerede i "Sandinge
Menighed", og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest
det uopnåelige Mønster: "Der var en Gang en Mand,
der hed Søren." Jeg bilder mig også ind, at jeg i "De
Dødes Rige" har udviklet min Evne til at udsætte et
simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer
som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv,
hvoraf Værket er fremgået. At mine Menneskers Meninger har
skabt det (som det er sagt) er det bare Vrøvl.
(…)
Det sidste er en hentydning til Sven Langes tre kroniker lange anmeldelse
i Politiken i slutningen af januar af hele værket. I slutningen
af juni skriver Pontoppidan til Frederik Hegel bl. a.:
Jeg nu er færdig med "De Dødes Rige". Den sidste
Korrektur afsendes idag. Jeg kender ikke Deres Planer med Hensyn til
Udgivelsestiden, om De vil lade den udsende til Sommerferielæsning,
eller om De foretrækker at vente til Efteråret. Jeg tør
ikke have nogen Mening om, hvad der er at foretrække. Men jeg håber,
at jeg i alle Tilfælde tør gøre Regning på i
Sommerens Løb at kunne have den Del af Honoraret, der endnu tilkommer
mig. I Følge vor Aftale skal jo Halvdelen afskrives; af den anden
Halvdel fragår yderligere 3000 Kr til Dækning af min Kassekredit
i Privatbanken. Hvad der så kan blive tilbage, afhænger jo
af Bogladeprisen. Men da jeg netop nu har Brug for Penge, vilde jeg meget
gerne have 500 Kr sendt herud inden den 1ste.
Måtte nu min Bog finde Læsere! Trods dens mørke Tone
tror jeg, at den nu har Betingelser derfor. (…)
Filisofi professoren Harald Høffding var i al stilhed lige så optaget
af Pontoppidans forfatterskab som denne var af Høffdings. Men
de udvekslede kun nogle få breve, med mange års mellemrum.
Da Pontoppidan den 24. juli 1917 blev 60, lykønskede Høffing
ham i et brev hvori han bl. a. at "Deres Bøger har undertiden
efterladt en Brod hos mig; men ogsaa for den takker jeg." Senere
i brevet fortæller han om, at "Jeg læser for Øjeblikket
Deres fem Binds Fortællingskreds for fjerde Gang og lærer
stedse mere af den."
Den 27. juli svarer Pontoppidan Høffding:
RENÉ HERRRING:
Snekkersten
27.7.17
Kære Hr. Professor Høffding!
Blandt de Beviser på Velvilje, jeg modtog forleden på min
Fødselsdag, var intet mig kærere og værdifuldere end
Deres Brev. For en Skribent af min Art, en folkelig Forfatter, er det
en stolt Tilfredsstillelse, når Mænd, for hvem hele Verdensliteraturen
står åben, endsige en Professor Høffding, kan læse
hans Bøger uden at betragte det som Tidsspilde, og så er
mine Bøger så anmassende brede, så uforskammede i
deres Krav til Læsernes Tid og Tålmodighed. At også min
sidste Bog har formået at interessere Dem, var det mig en særlig
Glæde at erfare. Den har nemlig hidtil kun fundet ringe Påskønnelse
og endnu mindre Forståelse i Læseverdenen. Jeg blev kun lidt
bedrøvet over, at De ikke har kunnet læse den i den nye
(endnu ikke udkomne) Udgave, der er skånsommere overfor Læserne
med Hensyn til Tidsforbruget, idet jeg efter Evne har bortskåret
alt Dødkød og løst Væv, hvoraf der desværre
slap for meget med i den første Udgave.
Jeg beder Dem modtage min hjertelige Tak for Deres opmuntrende Hilsen,
og jeg føjer hertil en længe tilbageholdt Tak for rig og
dyb Belæring.
Deres ærbødige og hengivne
Henrik Pontoppidan
Efter udgivelse af den samlede udgave skriver Pontoppidan den 22. november
1917 til Axel Lundgård bl. a.
(…) Jeg har selv haft en meget vanskelig Tid, der ofte har knuget
mig. Men jeg har dog kunnet arbejde trods alle private og offenlige Ulykker,
og det hjælper godt. Jeg har fuldført en stor Bog "De
Dødes Rige", hvad du måske har set. Med Vilje har jeg
ikke sendt dig den, dels fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulde sende
den hen, mest dog, fordi det er en trist og tung Bog, som ikke kunde
være dig til nogen Oplivelse. Nu vil jeg dog sende dig den, når
jeg kommer til København og kan få fat i et Ekpl.
(…)
I den norske avis Dagbladet anmeldte Nils Collett Vogt i slutningen af
februar 1918 den samlede udgave af De Dødes Rige I II. Han kritiserede,
at Pontoppidan lod værket ende med forsoning og skalmejetoner: "Disse
toner, saa liflige de end tør lyde, skurrer mig en smule i ørene.
De klær ikke Pontoppidans ulyriske stil. En domsbasuns toner. –" Pontoppidan
skrev til ham den 23. marts 1918:
Snekkersten
23.3.18
Kære Hr. Nils Collett Vogt!
Allerede for nogen Tid siden modtog jeg "Dagbladet" af 24d
Febr. med Deres smukke Artikel om "De Dødes Rige".
Jeg vilde straks have skrevet til Dem og bragt Dem min Tak; men Sygdom
i min Familje og adskilligt andet kom imellem. Desuden må jeg kæmpe
med en vis Ulyst til at skrive om min egen Bog, som jeg sluttede for
halvandet År siden og i Mellemtiden er kommen temmelig langt bort
fra. Den Uro og Uhyggestemning, som jeg udløste i den, har vel
ikke forladt mig men er dog ikke længer den samme. Jeg begyndte
Bogen før Krigen i sikker Forudfølelse af det Verdenssammenbrud,
der nærmede sig. Men Uvejret indhentede mig under Udarbejdelsen,
og den Tørst efter Fred og Forsoning mellem Mennesker, som midt
under Rædslerne er forstærket i os alle, fik tilsidst også Overhånd
hos mig. Derfor Slutningskapitlet, som De ikke kan lide.
Men der er sikkert meget andet i min Bog, som De ikke har brudt Dem om,
og som heller ikke kan stå for en kunstnerisk Kritik – tænker
jeg. Et sådant Værk, der er skabt, mens Jorden rystede under
En, går let ud af sine Fuger og får en Skævhed hist,
en Pukkel her, uden derfor at blive noget Misfoster. Det trøster
jeg mig i hvert Fald med, og Deres Ord om Bogen bestyrker mig heri.
Hjertelig Tak og venlige Hilsner.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Det er interssant at bemærke at Pontoppidan regner halvandet år
bagud fra februar 1918. Det vil sige at skabelsesprocessen for ham sluttede
i færdiggørelsen af femte bind, Favsingholm, mens omarbejdelsen
ikke tæller med når det drejer sig om den ulystskabende distance.
I årenes løb cementerede den opfattelse sig hos Pontoppidan
at De Dødes Rige var et forfejlet værk. I 1923 (den 11.
marts) skriver han til Axel Lundegård, hvem han ikke kan skaffe
de tre originale bind af Det frjættede Land, fordi antikvar priserne
er blevet eksorbitante.
Men "De Dødes Rige" skal jeg sende dig. Dog, den Bog blev desværre ikke, som jeg havde tænkt mig den. Bedst som jeg var kommet i Gang med Nedskrivningen, blev jeg kastet på Operationsbordet (i 1911); og det mærkes, at den er fuldført af en Reconvalescent.
Men lad os slutte i et trods alt lidt mere opmuntret øjeblik. Adjunkt Harald Rue, der var en god kommunist og lærer på min ungdoms gymnasium, Schneekloths Skole, var medredaktør på serien Arbejderkunst og havde samtidig i det skandinaviske tidsskriftet Ateneum anmeldt Poul Carit Andersens bio og bibliogafi fra 1934. Begge dele sendte Rue Pontoppidan, der den 3. januar 1935 skrev tilbage:
Holmegårdsvej 2
Charlottenlund
3die Jan. 35
Hr. Adjunkt Rue!
Jeg takker Dem meget for de nye Hefter af Arbejder Kunst, jeg nylig modtog,
og ikke mindre for det fortræffelige svenske Tidsskrift, De så venligt
sendte mig et Hefte af. Det synes at være et Udsigtstårn
med betydelig friere og videre Horisont end vort hjemlige "Tilskueren".
Jeg havde ikke anet dets Existens, men er nu blevet Abonnent. Heftets
to Artikler fra Deres egen Hånd, særlig naturligvis den,
der handlede om mig selv, fangede straks min Interesse. Det glædede
mig at se "De Dødes Rige" blive trukket frem fra den
Krog, hvor Kritiken ellers gerne har henstillet den. Bogen blev til under
Indtrykket af den Uvejrsstemning, der hvilede over Europa i Årene
før Krigen, og fik derved uvilkårlig mere Karakter af et
Bekendelsesskrift, end af et frit formet Romanværk. Men måske
netop af den Grund står den mit Hjerte nærmere end de fleste
af mine andre Bøger.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
Se her er al snak om sygdom forsvundet. Og det er rigtigt passende. Tak
for jeres opmærksomhed.
tilbage(Det er i den Henseende ikke uden Interesse, at "Torben og Jytte" bragte et Præstebillede, som syntes i enhver Henseende ringere end noget tidligere.)