Valdemar Thorup til Johan Rohde
Sendt fra Helsingør. 19. maj 1879
Pontoppidan syntes om historien
Helsingør d. 19/5 79.
Kære ven!
Tak for ulejligheden og brevet. Jeg tænkte jo nok, det maatte være noget sligt, der var paa færde. Imidlertid tror jeg næppe, at Illustreret tidende tager bogen. Æmnet passer ikke til en saadan tidende. Det er sikkert ikke moralsk nok for pluraliteten af publikum, og sligt hensyn tror jeg, et tidsskrift som det illustrerede tager meget nøje. Jeg ved imidlertid ikke selv bedre raad og vi faar saa sé tiden an. Eders mening om arbejdets slutning kan jeg saa fuldstændig dele. Det er noget vammelt, sentimentalt sludder, som det aldeles ikke var min oprindelige plan at skrive; men jeg havde arbejdet mig ind i en saadan ærgrelse paa min helt, at jeg pludselig fik i sinde at give ham en rigtig lussing til afsked, og den 2 idé kunde ogsaa have været meget brav, naar den bare ikke var bleven udført saa usselt som hér. Min oprindelige mening var at præsentere den gamle i fattighuset en dag, da den unge flere aar efter (han er imidlertid naaet op til forskællige offentlige tillidsposter) straalende af og solende sig i velbehagelighed med flere kolleger indspicerer fattighuset: Han lægger mærke til den blinde og spørger fattigforstanderen om hans navn. Navnet vægger gamle minder. I en lidt uhyggelig stæmning giver han sig til at udspørge den blinde tilsyneladende med nedladende og venlig interresse. Han erfarer datterens skæbne for saa og saa mange aar siden. En voldsom rædsel bemægtiger sig ham. Hans karakter viser sig i det følgende i alle dens brydninger. Selvbehaget i kamp med fejgheden (hans frygt for at bære ansvaret for et menneskeliv) hans principper i haanende modsætning til hans karakters pjaltethed og mangel paa al kærne (være sig sund eller ormstukken). Men fejgheden vinder som altid overhaand over alt andet. Den gnaver paa hans daadskraft og virkelyst og splintrer hans smule karaktér-sammenhold i stumper og stykker. Han trækker sig tilbage fra alt, kastes omkring som en boldt for tusinde stæmninger, og da endelig en sygdom følger paa alt dette, forlader hans kone, hvis i forvejen 3 meget spinkelt bygge[de] kærlighed hans nuværende usselhed fuldstændig har kastet over ende, ham fuldstændig, og han døer i usigelig vansmægten efter den kærlighed, som han akkurat én gang i sit liv havde skuet ind mod og kastet til side som et legetøj, han i rigelig mængde kunde samle op paa sin fræmtidige livsvej, saa snart han blot gad bukke sig.
Men jeg var bleven léd og ked af det hele, troede ikke, at det duede, og vilde saa skynde mig at sætte en slutning med rigtig smæk for skillingen for at hjælpe paa det øvrige. Der har du hele forklaringen.
Hvad komedien angaar, saa tror jeg, det er bedst vi lægger den ad acta. Jeg gjorde forleden et fortvivlet forsøg paa at læse den igennem, men kom ikke længere end til anden akt. Det var mig ulideligt at fordybe mig igen i al det stads, som nu kun har antikvarisk interesse for mig.
I øvrigt kan jeg saa godt som slet intet bestille paa grund af mine øjnes daarlighed. Om dette sørgelige tilfælde kan du høre nærmere, naar du kommer herop; men det er blandt andet skyld i, at du ikke før har hørt fra mig. Forresten skal det være mig en nydelse 4 at se dit pighudede fjæs heroppe; jeg har i saa lang tid ikke skuet en fuldmaane, at et sligt syn nu nødvendigvis maa faa en velgørende indflydelse paa mig.
Hr. V.B.1 staar for tiden udenfor min horizont. Men jeg tænker, at han selv er bleven en slig straalende funklende kugle, at han ikke mere behøver mit smule sollys til at kaste varme paa sig. Jeg vil derfor ganske stille lade ham drive af, indtil vi sés en gang hér eller hisset.
Det var mig en overraskelse og en fornøjelse, at Pontoppidan ogsaa syntes om historien. Kunde have lyst til at komme néd og sidde og snakke en times tid med jer; men vejen er saa pokkers lang.
Jeg skriver dette, siddende mellem et vældigt bjærg af min søsters kjoler, skørter, særker og et skrivebord, buffé, tre borde, sex stole, paraplyer, lysestager, overfrakker, rejserekvisiter, flasker, glas, spyttebakker, potter, gamle hatte og hattefoderaler, saa du maa undskylde om mit brevs indhold er lidt kaotisk. Vi er nemlig ved at gøre "hovedrent", som vores bebrillede pige siger, og jeg erfarer nu, at der ved dette begreb omtrent forstaaes det samme som at sætte huset paa hovedet.
Hilsen til Pont og dig fra eders elendige skolekammerat
Valdemar Thorup
[i venstre margin side 4:] Du skriver vel, naar du sandsynligst kommer?
